BLIS BY - OG LANDSKABSKULTUR I SYDDJURS www.blis.dk Syddjurs kommune Team Byggeri / Byggeri Landzone og BBR Ebeltoft den 28. juli 2015 Att. Rune Packness, [email protected] samt [email protected] Høringssvar: Kystvejen 33, 8400 Ebeltoft - Nedrivning af bevaringsværdigt sommerhus Sag nr. 15/23544 Med henvisning til jeres høringsmail af 29. juni 2015 angående anmeldelse om nedrivning af et sommerhus beliggende Kystvejen 33, 8400 Ebeltoft, matrikelnummer 2n Lyngsbæk By, Dråby fremsendes hermed vores høringssvar. Det oplyses, at sommerhuset har høj bevaringsværdi – 3 - efter SAVE metoden, jfr. kommuneatlas for Ebeltoft Kommune. Efter gennemgang af sagens akter og besigtigelse af ejendommen har vi følgende bemærkninger og hovedkonklusion: Det er vores opfattelse, at der ikke kan gives tilladelse til nedrivning af dette bevaringsværdige, stråtækte sommerhus fra 30’erne. Sommerhuset udgør et værdifuldt element for Syddjurs Kommune, og i særdeleshed Ebeltoftegnens kulturhistoriske fortælling om frilufts- og badelivets rekreative betydning i perioden efter 1. verdenskrig. Den høje bevarings-værdi er bl.a. begrundet i, at sommerhusets størrelse og karakter er tidstypisk for netop denne tidlige fase af badelivets udbredelse ved de danske kyster og rummer kulturhistoriske værdier, som i dag kun findes i begrænset omfang i Kommunen. Vi gør derfor indsigelse mod dispensation til nedrivning. Sommerhuset er beliggende i Nationalpark Mols Bjerge, og i et nærliggende område til Egil Fischer Ferieby. Sommerhuset er med til at fortælle historien om et spirende frilufts- og badeliv der tog sin begyndelse i 20’erne og som på Ebeltoftegnen blev båret stærkt frem af arkitekt Eigil Fischers visionære feriebyplaner og omfattende sommerhusbyggerier, en udvikling som gennem tiden fik stor betydning for turismen og som livsgrundlag for lokalbefolkningen. Bygningen er tydeligt inspireret af Egil Fischers nationalromantiske stil med bindingsværk, afvalmet stråtag, småsprossede vinduer og sydvendt loggia. Huset er harmonisk og proportionerne understreger funktionen som et enkelt og klassisk sommerhus - et fint eksempel på bygningskultur fra 30’erne. Bebygget areal angives til 50 m2 i SAVE rapporten. Byggeteknisk fremstår huset originalt, dog med en mindre tilbygning. I konstruktion og materialer afspejler sommerhuset tidens byggeskik på en autentisk måde på trods af, at nyere konstruktionsprincipper også kan iagttages. Ved besigtigelse af ejendommen samt gennemgang af tilgængelige oplysninger kan vi konstatere, at huset som i 1998 ifølge SAVE rapporten fremstod som meget velholdt, bærer stedvis i dag tydeligt præg af manglende vedligehold samt naturlig, organisk nedbrydning af stråtaget. Men vi finder ikke belæg for, at ejendommens stand ikke muliggør istandsættelse med respekt for bevaringsværdierne og med henblik på fortsat anvendelse som fritidshus. BLIS vil derfor foreslå, at ansøger i forbindelse med meddelelse om afslag til nedrivning bør vejledes om kulturarvens betydning og hans egen økonomiske værdiskabelse ved at bevare et unikt, originalt sommerhus. Samtidig oplyses om muligheden for, at der kan søges om tilskud fra forskønnelsespuljen til istandsættelse. Sideløbende kunne man opfordre til at søge faglig bistand til at undersøge mulighederne for nænsom restaurering, herunder evt. en større tilbygning eller separat bygning, som æstetisk tilpasses det eksisterende byggeri. -2FORMAND HANS GRØN MAIL: [email protected] BLIS BY - OG LANDSKABSKULTUR I SYDDJURS www.blis.dk Kystvejen 33, Lyngsbæk Strand - side 2 Vi er opmærksomme på, at brandtekniske krav kan medføre visse begrænsninger, idet stråtag indebærer afstandskrav mellem bygninger, som kan vanskeliggøre placering af fx to separate bygninger, hvorimod forbundne bygninger/tilbygning formentlig vil kunne indplaceres på den ret store grund. I den anledning ser BLIS hellere dispensation fra afstandskrav, bebyggelsesgrad eller lignende frem for dispensation til nedrivning. Supplerende bemærkninger til sagens håndtering: Med udgangspunkt i Syddjurs Kommunes ønske om at fremstå som Kulturarvskommune samt det faktum, at det af Kommunestrategi og Kommuneplan fremgår, at potentialet i den faste kulturarv tillægges stor strategisk betydning for Kommunens befolkning, for øget bosætning og turisme m.v., undrer det os meget, at Kommunens forvaltning i mødet med borgeren – i dette tilfælde ikke ejeren af huset, men en mulig køber af sommerhuset med nedrivning for øje – ikke arbejder for bevaring, men tvært imod fra første færd tilsyneladende arbejder målrettet for nedrivning af dette bevaringsværdige sommerhus. At dette er tilfældet dokumenteres bl.a. af følgende uddrag af korrespondance mellem forvaltningen og den mulige køber af ejendommen. • Den 25/06/2015 kl. 16.00 skriver forvaltningen til ansøger: ”Til Knud Mikkelsen Tak for dit hurtige svar. Har du evt. en tilstandsrapport, der kan bekræfte, at der er råd i bygningen eller har du mulighed for at tage billeder af de steder hvor der er råd? Og kan du evt. fremskaffe et overslag fra en tækkemand på prisen på et nyt tag? Det gælder om at få så mange argumenter på bordet som muligt, som peger i retningen af, at en nedrivning, er det eneste rigtige at gøre.” Det fremgår af sagens akter, at sagsbehandleren har drøftet sagen med ledelsen. Endvidere fremgår det, at ansøger om nedrivningstilladelse først ved henvendelse til forvaltningen blev bekendt med, at ejendommen er bevaringsværdig. SAVE registreringen fremgår ikke umiddelbart af de dokumenter, man sædvanligvis har adgang til, fx BBR og ejendomsskattebillet. På foranstående baggrund betragter vi sagen som principiel og henviser til vores seneste møde den 25. juni 2015 med formand for PUK Kirstine Bille, formand for NTM Per Dalgaard, direktør Poul Møller og afd. chef Kenneth Jensen, hvor vi bl.a. drøftede netop ovennævnte problemstillinger og fremkom med konstruktive løsningsforslag. Vi foreslog bl.a., at man snarest muligt sikrer, at alle ejere af bevaringsværdige ejendomme oplyses om bevaringsværdien og betydningen af denne, fx i første omgang ved særskilt brev og fra 2016 ved påtrykte oplysninger fx på ejendomsskattemeddelelsen. Desuden foreslog vi, at forvaltningen som hovedregel tager afsæt i bevaring i dialog med borgere, når de henvender sig om dispensation til nedrivning af bevaringsværdige bygninger med høj bevaringsværdi. Endelig foreslog vi at definere et job som ”bevaringsagent”, en arkitekt som kan være proaktiv motivator og vejleder ved henvendelse fra borgere om fx nedrivning og/eller ombygning af bevaringsværdige bygninger. Ønsker forvaltningen vores høringssvar og forslag uddybet eller nærmere forklaret, står vi altid til disposition. FORMAND HANS GRØN MAIL: [email protected]
© Copyright 2024