Område til testvindmøller mellem Sdr. Vium og Lyne Debatoplæg Tillæg nr. 43 til Kommuneplan 20132025 for Ringkøbing-Skjern Kommune Debatperiode Fra 13. juni 2014 til 8. august 2014 Baggrund Ringkøbing-Skjern Kommune har en vision om, at kommunen skal være selvforsynende med energiproduktion fra alternative energikilder til dækning af energibehovet i kommunen inden 2020. Energien skal blandt andet komme fra vind, og kommunen vil gerne understøtte mulighederne for opstilling af vindmøller på land. Kommunen ønsker endvidere mulighed for etablering af testpladser for vindmøller i kommunen. Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget en ansøgning om opstilling af 3 testmøller på op til 149,9 meter med tilhørende målemast på op til 100 meter mellem Sdr. Vium og Lyne, beliggende i den sydlige del af Ringkøbing-Skjern Kommune. Området ligger 1000-1150 meter nord for det eksisterende vindmølleområde i kommuneplanen og delvist inden for et område identificeret til testmøller af Naturstyrelsen. Se kort over opstillingsområdet på side 4. På baggrund af ansøgningen om opstilling af testvindmøller mellem Sdr. Vium og Lyne har kommunen besluttet at igangsætte planlægningen for projektet. Planlægningen kan munde ud i, at området udlægges som et nyt vindmølleområde til testmøller i kommuneplanen. Ringkøbing-Skjern Kommune indkalder med dette debatoplæg forslag, idéer og synspunkter til planlægningen for projektet. Planlægningsarbejdet tager udgangspunkt i den modtagne ansøgning om et konkret testvindmølleprojekt. Der kan ske mindre justeringer af projektet i den videre planproces. Beskrivelse af det ansøgte vindmølleprojekt Ansøger ønsker at opstille 3 testmøller på en lige række i et område mellem Sdr. Vium og Lyne, ca. 1,7 km øst for Sdr. Vium og 2,3 km vest for Lyne. Testmøllerne vil have en totalhøjde på op til 149,9 meter over terræn med vingetippen i øverste position. Testmøllerne i ansøgningen ønskes opstillet umiddelbart vest for Nørhede Plantage med en indbyrdes afstand på ca. 440-460 meter. Målemasten med en totalhøjde på op mod 100 meter placeres vest for den vestligste testmølle. Den samlede el-produktion af de tre testmøller er forløbigt beregnet til ca. 30.000 MWh pr. år, idet den endelige testmøllekonfiguration ikke er kendt. For at have den nødvendige adgang til testmøllerne i forbindelse med opstilling, test og drift af testmøllerne, anlægges der nye grusveje i projektområdet, samt nye arbejdsarealer ved hver testmølle. Til driften af testmøllerne kan der være behov for etablering af en 60/10 kV transformerstation med tilhørende anlæg og en teknikbygning på 20-40 m2 i forbindelse med projektområdet. I testperioden vil der blive opstillet midlertidige og eventuelt permanente anlæg og installationer i testområdet, idet der vil blive opstillet en midlertidig målemast vest for testmøllerne, samt en eller flere midlertidige eller permanente containere og teknikbygninger ved eller i nærheden af testmøllerne. I forbindelse med opførelsen af testmøllerne og under test af vindmøllerne kan der forventes øget aktivitet i form af personel, samt lastbiler og kraner til opstilling og eventuelle udskiftning af komponenter. Som følge af at området er et testområde, kan der ske løbende udskiftning af mølledele eller hele testmøller. Desuden kan det betyde, at testmøllerne ikke vil have et ensartet udseende. Selve testprogrammet kan først endeligt fastsættes, når ansøger har opnået endelig tilladelse til opførelse af testmøller. I den forbindelse vil det endelige testprogram blive fastlagt og beskrevet, herunder også den forventede varighed af testprogrammet. Afgørelse om VVM-pligt Kommunen har truffet afgørelse om, at vindmølleprojektet er VVM-pligtigt, da anlægget er omfattet af VVMbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Da anmeldelsen er indgivet før den 1. januar 2014, behandles anmeldelsen efter de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 1510 af 15. december 2010, jf. § 16, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1654 af 27. december 2013 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfor af lov om planlægning. Spørgsmål om afgørelsen kan rettes til Ringkøbing-Skjern Kommune, Land, By og Kultur, hvor man også kan rekvirere relevante oplysninger og dokumenter omkring VVMafgørelsen. Planprocessen og VVM Første led i planlægningsprocessen er denne debatfolder, som over en periode giver borgere, interesseorganisationer, foreninger, myndigheder og andre interesserede mulighed for at fremsætte forslag og idéer til den forestående planlægning. Hvis Ringkøbing-Skjern Kommune efter debatfasen fortsat ønsker at fremme projektet, vil der blive udarbejdet en VVMredegørelse og miljørapport. En VVM-redegørelse er en Vurdering af projektets Virkninger på Miljøet og er tilknyttet et kommuneplantillæg, som fastlægger rammer og retningslinjer for projektet. Miljørapporten skal bl.a. redegøre for, hvorledes kommunen vil overvåge eventuelle miljøkrav til vindmøllerne. VVM-redegørelse og miljørapport vil foreligge i ét samlet dokument. Foto 1: Visualisering af eksisterende vindmøllepark ved Sdr. Vium, 3 stk. nye testmøller (th. i billedet) med totalhøjden 149,9 m og en målemast (anes tv. for 3 stk. nye testmøller). Visualiseringen er vist med Vestas vindmøller med en navhøjde på 94 meter. Afstand til nærmeste testvindmølle er ca. 2,6 km. Set fra Lyne. 2 Formålet med VVM-redegørelsen og miljørapporten er at forbedre beslutningsgrundlaget ved at belyse projektets miljømæssige konsekvenser og mulige gener for mennesker, natur og landskab samt andre værdifulde miljøer før der tages endelig stilling til projektet. Det skal undersøges, hvorvidt testmøllerne vil påvirke lokale rekreative værdier samt i øvrigt vurderes, hvorvidt de nye testmøller visuelt vil forstyrre oplevelsen af de kulturhistoriske elementer og de udpegede kulturmiljøer i det omkringliggende landskab. Endvidere skal der udarbejdes et forslag til lokalplan, som blandt andet fastsætter møllernes præcise placering, størrelse, udseende med videre samt vejadgang til møllerne. Planforslagene samt VVM-redegørelse og miljørapport vil efterfølgende blive fremlagt i offentlig høring i mindst 8 uger før der tages endelig stilling til projektet. Visualiseringer Vindmøllernes visuelle påvirkning af landskabet analyseres og vurderes blandt andet på baggrund af visualiseringer, der udarbejdes i forbindelse med planlægningsarbejdet. Hvis Ringkøbing-Skjern Kommune, på baggrund af den videre planlægning, godkender opstilling af nye testmøller mellem Sdr. Vium og Lyne, kan testmøllerne tidligst forventes at blive opstillet og sat i drift i 2016. Miljøforhold, som vil blive undersøgt Idet området er uden for det udlagte område til vindmøller i kommuneplanen og delvist inden for det af Naturstyrelsen identificerede område til testmøller, skal området vurderes med udgangspunkt i de målsætninger, overvejelser og landskabsbetragtninger, der lægger til grund for RingkøbingSkjern Kommunes samlede vindmølleplanlægning. Herunder skal vindmølleområdet vurderes i forhold til allerede udlagte vindmølleområder, potentielle områder til store testvindmøller samt andre områder, hvor kommunen har besluttet at igangsætte planlægningen for vindmøller. Vindmøller kan give gener for de nærmeste naboer og indbyggere i de nærliggende landsbyer i form af visuel påvirkning, støj, skyggekast og reflekser. Det skal i den forbindelse sikres, at de lovmæssige miljøkrav bliver overholdt, via en grundig bearbejdning af projekterne – herunder ved valg af mølletype og placering. Støj fra eksisterende vindmøller vil indgå i de samlede støjberegninger. Vindmøller, der er op mod 150 m høje, kan være synlige på lang afstand og nogle steder være visuelt dominerende som tekniske elementer i landskabet. Projektområdet ligger inden for skovbyggelinjerne fra Nørhede Plantage og tæt ved fredskov, beskyttede sten og jorddiger, fredede fortidsminder og beskyttede naturområder, herunder mose og hede. Dele af området er beskyttet mod vandindvinding og beliggende i nærheden af arealer registreret som okkerpotentielle. I medfør af habitatsdirektivet knyttet til § 3 arealer skal det desuden undersøges, om der i området er bilag IV-arter. Det skal undersøges, hvilken påvirkning testmøllerne vil have på omgivelserne, både med hensyn til natur- og miljømæssige samt visuelle og andre forhold. Herunder skal samspillet med eksisterende og planlagte vindmøller vurderes. Dette debatoplægs visualiseringer er vejledende for en vurdering af de visuelle påvirkninger af landskabet. Der tages forbehold for, at visualiseringerne ikke viser bevægelser og lysreflekser. Det er forbehold som indikerer, at den virkelige visuelle påvirkning af de planlagte testmøller og målemast vil blive større end visualiseringerne umiddelbart viser. Værditabsordningen VE-Loven (Loven om fremme af vedvarende energi) giver mulighed for kompensation af værditab på fast ejendom i forbindelse med opsætning af vindmøller. Energinet.dk skal informere om mulighederne for at søge om værditabserstatning og om mulighederne for at købe andele i projektet på et offentligt møde. Efter mødet er der en frist på 8 uger for anmeldelse af krav om værditabserstatning. På mødet skal bygherre redegøre for opstillingens konsekvenser for de omkringliggende ejendomme. Mødet skal afholdes senest fire uger inden udløbet af høringsfristen for VVM, kommuneplantillæg og lokalplan. Værditabserstatning søges gennem Energinet.dk, som administrerer ordningen. En taksationsmyndighed fastsætter omfanget af en eventuel erstatning. Lokalt medejerskab VE-loven fastsætter at bygherre skal udbyde mindst 20 % af vindmøllernes produktion i andele til fastboende inden for en afstand på 4,5 km fra vindmøllen. Bliver andelene ikke solgt inden for en given frist, skal de tilbydes til fastboende i hele kommunen. Da de planlagte vindmøller er testmøller, kan det ikke med sikkerhed siges, om 20% af vindmøllernes produktion skal udbydes i andele efter reglerne i VE-loven. Uagtet ovennævnte er det besluttet at der i det konkrete projekt udbydes 20% af testmøllernes produktion, som ejerandele efter reglerne i VE-loven. Andelene sælges til kostprisen og tilbydes gennem annoncering og afholdelse af et informationsmøde. Ordningen administreres af Energinet.dk. Foto 2: Visualisering af eksisterende vindmøllepark, 3 stk. nye testmøller (tv. i billedet) med totalhøjden 149,9 m og målemast (anes tv. for 3 stk. nye testmøller). Visualiseringen er vist med Vestas vindmøller med en navhøjde på 94 meter. Afstand til nærmeste testmølle er ca. 3,2 km. Set fra Vejrup. 3 Grøn ordning Med VE-loven er der endvidere oprettet en Grøn ordning, hvor der opspares 88.000 kr. pr. MW i en pulje, som er til rådighed for Ringkøbing-Skjern Kommune, på baggrund af en ansøgning til Energinet.dk. Midlerne kan anvendes til styrkelse af lokale landskabelige, kulturelle og rekreative værdier, som kan være med til at styrke accepten af vindmøller og vedvarende energi generelt. Byrådet har besluttet, at pengene fra Grøn ordning primært skal anvendes inden for en radius af 4,5 km fra projektområdet. Ringkøbing-Skjern Kommune vil efter planprocessen igangsætte en proces, der skal afklare, hvorledes der kan sikres den bedst mulige anvendelse af midlerne fra Grøn ordning. Ansøgningsfrister annonceres gennem ugebladene og ved henvendelse til borger- og sogneforeninger. Mere information kan findes på www.rksk.dk/gronordning. Kort over opstillingsområde Kort over projektområdet med 3 nye testmøller. De 3 røde krydser angiver den omtrentlige placering af de nye testmøller, det orange kryds angiver den omtrentlige placering af målemasten, og de blå krydser angiver eksisterende større vindmøller i området. Pilene viser de 2 fotostandpunkter til visualiseringerne i dette debatoplæg fra Lyne og Vejrup. Indkaldelse af forslag, ideer og synspunkter Debatoplægget er udarbejdet af Ringkøbing-Skjern Kommune i henhold til Planlovens § 23c og § 11g om indkaldelse af forslag og idéer m.v. med henblik på planlægningsarbejdet for udlæg af et nyt vindmølleområde og et VVM-pligtigt anlæg. Debatperioden varer 8 uger fra den 13. juni 2014 til den 8. august 2014. Spørgsmål til debat: Hvilke forhold mener du, at kommunen bør belyse nærmere i forbindelse med udarbejdelsen af en VVM-redegørelse og miljørapport for området? Det kan for eksempel være: - Særlige forhold, der skal vurderes. - Steder hvorfra man ønsker vindmøllen visualiseret. - Andre emner, der bør indgå i vurderingen. 4 Oplysninger kan fås ved henvendelse til: Ringkøbing-Skjern Kommune Land, By og Kultur Telefon 9974 1729 Forslag, ideer og kommentarer sendes til: E-mail: [email protected] eller udfyld formularen på kommunens hjemmeside: www.rksk.dk/kommuneplanoglokalplaner Alternativt: Ringkøbing-Skjern Kommune Toften 6 6880 Tarm - så de er modtaget senest den 8. august 2014
© Copyright 2024