Referat af studienævnsmødet, Sociologi den 26. juni 2015 Referatet skal godkendes på det næstkommende studienævnsmøde d. 19. august 2015. Mødet er flyttet fra d. 17. juni 2015, pga. for mange afbud. Til stede: Trond Beldo Klausen, Jakob Skjøtt-Larsen, Anja Jørgensen, Lene Tølbøll, Moses Salomonsen, Sofie Bysted og Mette Rytter Christensen Afbud: Lars Skov Henriksen, Line Østerdahl Gravesen og Christian A. Kjær 30. juni 2015 Ad. 1 Godkendelse af dagsorden Godkendt. Ad. 2 Godkendelse af referat Godkendt. Ad. 3 Meddelelser Der er 128 som har søgt ind på sociologiuddannelsen på 1. prioritet. Det er 17-18 % over sidste år ansøgere. Kvote 2 ansøgere er stigende, men der er kun 10 % som kommer ind via Kvote 2 – det vil sige 16 studerende. Adgangsbegrænsningen på 165 studerende træder for første gang i kraft pr. 1. september 2015. Stillinger: Lektorat i Socio-demografi med ansættelse 1. august 2015, er færdig ift. bedømmelsen. Stillinger: Adjunktur i Micro-sociologi er opslået. Anja er formand for bedømmelsesudvalget. TAP-stilling på sociologi: Der er opslået en TAP-stilling på 30 timer, mod 25 timer tidligere. Sociologi betaler selv for de sidste 5 timer, det koster ca. 50.000 kr. årligt for sociologi. Studienævnet kan tilslutte sig beslutningen. Sociologi kongressen afholdes i Aalborg i januar 2016. Bl.a. Lars Skov Henriksen, Anders Petersen og Claus D. Hansen er med i planlægningsgruppen, sammen med 2-3 andre personer. Sociologi vil gerne give 300 timer til planlægningsgruppen, ca. 50 timer til hver. Studienævnet kan tilslutte sig beslutningen. Praktikkoordinatorerne vil gerne lave en ”Praktikbørs” i Nordkraft for kommende praktikstuderende og praktiksteder. Arrangementer afholdes i september 2015. Praktikkoordinatorerne har søgt studienævnet om i alt ca. 5.000 kr. til leje af Nordkraft (4.200 kr.) og kaffe/the. Studienævnet godkender ansøgningen. 1.semester’s koordinatorer har søgt om en bevilling på 42.000 kr. til afholdelse af RUS-perioden. Beløbet er lidt højere end sidste år. RUStur afholdes i år i fritidscentret i Sæby. Studienævnet godkender ansøgningen. Studienævnet har modtaget en ansøgning fra Rasmus Møberg vedr. metodespecialiseringen Forløbsanalyse. Ruth Emerek, som tidligere har afholdt kurset, underviser ikke på kurset mere, og det betyder, at kurset ikke længere har adgang til datasæt via Danmarks Statistik. Sociologi skal derfor købe sig adgang til Danmarks Statistik, således Rasmus kan afholde kurset. Prisen er ca. 20-25.000 kr. Beløbet er et engangsbeløb. Beløbet skal deles med Oecon-uddannelsen, da Rasmus også underviser på denne uddannelse. Studienævnet godkender ansøgningen og bevillingen på de ca.10-12.000 kr. Der er for lidt vejledere på 5. semester til efteråret 2015. Koordinatorerne Annette Q. Romani og Rasmus Møberg har derfor foreslået, at der bliver lavet en form for klyngevejledning. Forslaget omfatter klyngevejledning og seminarer, bl.a. for individuelle studerende. Trond vil gå i dialog med koordinatorerne for at finde en løsning. Studienævnet bakker op omkring forslaget. Ad. 4 Meddelelser fra studenterrepræsentanter/Sofia Intet nyt fra Sofia. Sofie meddelte, at der er mange henvendelser fra kommende studerende omkring optag og merit i Studievejledningen. Ad. 5 Aftagerpanel Der har været holdt møde i aftagerpanelet d. 28. maj. Der var 8 fremmødte og 2 på videokonference fra København og 2 afbud. Det var et rigtig godt og positivt møde omkring arbejdsmarked og der kom mange gode input fra aftagerne. Der kommer et referat ud fra mødet senere. Der er lige kommet en ny undersøgelse om arbejdsløshed: Færdige kandidater fra sociologi, årgang 12/13, har en mindre arbejdsløshed end de tidligere år. Så det går pt. den rigtige vej for færdige kandidater og arbejdsmarked. Ad. 6 Semesterbeskrivelser Sociologi Alle semesterbeskrivelser er afleveret til tiden, d. 10. juni 2015. Der er rundsendt en skabelon, så alle havde samme udgangspunkt, koncept og model. Dog har 1., 2. og 6. semester lavet beskrivelsen lidt anderledes end de øvrige semestre. Studienævnets opgave er at godkende formålet med semesterbeskrivelserne. Trond har 3 punkter, som han gerne vil have diskuteret i studienævnet: - Timenormeringer på projektvejledning. Der er forskellige ECTS og normer på vejledning. - Eksamens- og niveaubetingelser fra studieordningen skal sætte ind i semesterbeskrivelser. - Der er flere forskellige udregninger for timerforbrug - for et samlet semester eller for moduler. Den samlede arbejdsbyrde burde samles i et skema pr. semester, så det bliver mere overskuelig for de studerende. Arbejdsbyrden pr. kursus/modul er nævnt under hvert kursus. Der var diskussion om semesterbeskrivelserne skal indeholde datoplan over alle kurserne/aktiviteterne. Beslutning blev, at datoer kun skal være tilgængelige på Moodle via Cal-moodle. Dermed er det kun ét sted datoer og tider skal opdateres. Det blev også besluttet, at kurserne i semesterbeskrivelserne skal indeholde forelæsningstitler og pensum for hvert enkelt kursus. Pensum skal ligeledes være tilgængelig på Moodle, som det har været tidligere. Det blev også besluttet, at semesterbeskrivelserne skal erstatte Informationshåndbogen på alle semestre, således der kun er ét dokument. Det bliver semesterkoordinatorernes opgave fremadrettet, at opdatere det faglige i semesterbeskrivelserne før hvert nyt semester. Det bliver sekretariatets opgave fremadrettet, at opdatere de generelle og relevante oplysninger/informationer i semesterbeskrivelserne før hvert nyt semester. De koordinatorer som ikke har informationer fra informationshåndbøgerne med i semesterbeskrivelserne (3.- 5. semester og KA), skal i samarbejde med sekretariatet indsætte de generelle informationer. Da semesterbeskrivelserne nu indeholder mange flere oplysninger til de studerende, skal Studiehåndbogen (som findes på hjemmesiden) opdateres og der er flere afsnit som helt skal udgår. Der burde overvejes, om studiehåndbogen stadig skal eksistere eller om de relevante oplysninger kan gives på anden vis. Det blev forslået at samle alle BA valgfag’s beskrivelserne i ét samlet dokument. Fx som et appendiks med beskrivelser af de mange udbud. Der skal sendes besked ud til underviserne og studerende omkring de nye semesterbeskrivelser. Bl.a. om hvor de kan finde informationer, pensum og dato-opdateringer ift. semesterbeskrivelserne og moodle/Cal-Moodle. Semesterbeskrivelserne skal være på moodle og på hjemmesiden senest i uge 34. Anja: Semesterbeskrivelser fra KA i By, Bolig og Bosætning er snart klar – før sommerferien. Der mangler de generelle informationer. Trond giver en tilbagemeldingen til de koordinatorer, som ikke var repræsenteret på studienævnsmødet. Semesterbeskrivelserne blev gennemgået og der kom følgende kommentarer: 1.semester: Antal timer på semestret: Timetallet er pt. ikke 840 timer for undervisning og vejledning, som det burde. Timerne rykkes på, så der samlet er 840 timer. Trond kom med små justeringer. Der er indsat både datoer, forelæsninger og pensum i beskrivelsen, hvilket gør det til et meget langt dokument. Der er mange informationer, da det er nye studerende der starter. 3. semester: Beskrivelsen er lavet på baggrund af de udsendte skabeloner. Ialt 840 timer på semestret. Dog er timer på eksamensforberedelse og øvelser ikke aktuelt = 46 timer. Der er kun projekteksamen og valgfagseksamen på semestret. Timenormer for vejledning er for høj. Formulering på side 1: Valgfaget har til formål at inspirere den studerende til en senere specialisering. Teksten skal slettes. Der er ingen generelle informationer for 3. semester. Informationer fra Informationshåndbogen skal indsættes i skemaet. 5. semester: Der mangler en samlet opgørelse over timeforbrug/arbejdsbelastning. Der mangler 140 timer for valgfag. De skal tilføjes, så semestret samlet giver 840 timer. Modulerne skal beskrives hver for sig og ikke i en samlet tekst for modul 14 og modul 15. Der skal tilføjes kursusplan og generelle informationer fra informationshåndbogen. Information vedr. STATA slettes, da det først er aktuelt i efteråret 2016. 7./9. semester: Her beskrives 2 semestre som består af flere forskellige kurser og på tværs af 7. og 9. semester. Rasmus Møberg har lavet den generelle beskrivelser for alle kurser. Der skal være beskrivelser af alle udbud af metode- og emnespecialiseringerne. Pt. er der kun beskrivelse af Forløbsanalyse. Der skal indsættes generelle informationer fra Informationshåndbogen. 2. semester: Der mangler timer op til de 840 timer i arbejdsindsatsen. Der laves ændringer i timetallet for ugeeksamen. 4. semester: Der skal indsættes informationer fra informationshåndbogen. Små rettelser i formuleringer. Der skal laves en samlet oversigt over tidsforbrug på de 3 kurser på semestret. 6. semester: Samlet timforbrug er blevet 849. Det skal nedskæres til de 840 timer. Der skal indsættes informationer fra Informationshåndbogen. 8. semester – Praktik: Tidsforbrug er ikke indregnet, da de studerende er ude på praktiksteder. Der afholdes 2 praktikmøder på sociologi, som de studerende har mødepligt til. På 8. semester afholdes der også valgfaget Videregående Sociologisk teori. Der er pt. ikke lavet en beskrivelse. Trond kontakter Anders Petersen og beder om en beskrivelse. Der skal laves en generel beskrivelse for 8. semester – som på 7./9. semester. Samtidig skal det tilføjes valgfag ud af huset og udlandsophold. Der er et par formuleringer som skal ændres. 10. semester: De beskrivende tekster om hvad man skal skrive til hvert punkt, skal fjernes fra semesterbeskrivelsen. Informationer fra sekretariatet skal tilføjes. Ad. 7 Nyt valgfag til godkendelse Rasmus Birk har lavet et nyt valgfag til godkendelse i studienævnet: Diagnosekultur: Perspektiver, erfaringer og konsekvenser. Valgfaget er meget beskrivende i ansøgningen. Der var dog enighed om, at der mangler sociologi i kurset. Der mangler ligeledes ”seniorer” på kurset. Underviserne på kurset er hovedsagelig Ph.D.studerende. Indholdet i kurset er spændende, men burde måske udbydes af Psykologi i stedet. Det kan dermed tilbydes som et valgfag ud af huset for sociologistuderende. Trond kontakter Anders Petersen og Rasmus Birk ift. placering og evt. en klarere sociologisk vinkel. Ad. 8 8. semesters teorivalgfag som valgfag på 6. semester Trond vil gerne foreslå, at udbyde 8. semesters valgfag: Videregående sociologisk teori, som et valgfag til 6. semesters studerende. Det vil give et bedre volumen på kurset. Anders Petersen som udbyder kurset, syntes godt om ideen. På KU udbyder de også kurser på tværs af Bachelor- og Kandidatuddannelser. Kurserne bliver udbudt på kandidatniveau. Det vurderes, at de bachelorstuderende der deltager, ikke står dårligere stillet eller er på lavere niveau end de studerende på kandidatuddannelsen. De studerende kan ikke både vælge valgfaget på 6. semester og deltage i kurset på 10 ECTS på 8. semester. Sofie orienterer om, at mange studerende på 8. semester gerne har villet tage det videregående teorikursus, men har fravalgt det grundet praktikplads. Studienævnet var enigt om, at udbyde det som et valgfag for 6. semester. Valgfaget udbydes i forår 2016: 5 ECTS, 24-timers prøve og de studerene skal følge alle udbudte forelæsninger på 8. semester. Ad. 9 Handleplan Sociologi Handleplanen har været diskuteret på et møde med fakultetet. Efter dette møde, var der nogle punkter som sociologi skulle følge op på og tilføje. Trond har nu tilføjet diverse oplysninger, bl.a. omkring arbejdsmarked. Handleplanen er nu klar til at bliver sendt til fakultetet igen. Ad. 10 Handleplan KA i By, Bolig og Bosætning Handleplanen har været diskuteret på et møde med fakultetet. Efter dette møde, var der nogle punkter som BBB skulle følge op på og tilføje. Ændringerne er lavet, og planen har været omkring studieleder Sune Q. Jensen. Handleplanen er nu klar til at bliver sendt til Fakultetet igen. Ad. 11 NY Task force: Arbejdsmarked og færdige kandidater Der er kun to studerende som har meldt sig og gerne vil deltage i opgaven – bl.a. Sofie (studievejlederen). Der er ikke nogle VIP’ere der har meldt sig. Undersøgelsen kan derfor ikke gå i gang og holde de tidsfrister som har været meldt ud tidligere. Trond tager punktet op igen efter sommer. Ad. 12 Mødeplan for efteråret 2015 19. august 2015 - OK På dette møder, er det sidste frist for Studienævnet at godkende diverse ændringer i semesterbeskrivelserne. Resten af datoerne godkendes på næste møde – d. 19. august: 23. september 2015 20. oktober 2015 25. november 2015 16. december 2015 20. januar 2016 Ad. 13 Eventuelt Intet. Referent: Mette Rytter Christensen
© Copyright 2024