Bachelor. - UC Viden
Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Indhold Indledning ........................................................................................................................................................ 3 Problemformulering. ....................................................................................................................................... 4 Afgrænsning. .................................................................................................................................................... 5 Metode. ............................................................................................................................................................. 5 Empiri. .............................................................................................................................................................. 7 Case. .............................................................................................................................................................. 7 Redegørelse ...................................................................................................................................................... 9 Recovery ........................................................................................................................................................... 9 Indledende fase. ..................................................................................................................................... 10 Fastlåsheden. ...................................................................................................................................... 10 Mellemfasen. .......................................................................................................................................... 11 At fremme ens personlige autonomi. ............................................................................................... 11 At tilegne sig nye perspektiver om sin sygdom og en selv. ............................................................. 12 At prøve at generobre og vedligeholde et grundlæggende funktionsniveau. ............................... 12 Den senere fase. ...................................................................................................................................... 13 At forbedre livskvaliteten. ................................................................................................................ 13 Menneskesyn. ................................................................................................................................................. 15 Anne-Lise Schibbye. .................................................................................................................................. 15 Subjekt-objekt: ...................................................................................................................................... 16 Subjekt-subjekt: .................................................................................................................................... 16 Per Revstedt. .............................................................................................................................................. 17 Der findes ingen håbløse tilfælde. .................................................................................................... 18 Der findes ingen håbløse situationer. ............................................................................................... 19 Motivationsarbejderen har hovedansvaret. .................................................................................... 19 Anerkendelse. ................................................................................................................................................. 21 Friedrich Hegel. ......................................................................................................................................... 21 Axel Honneth. ............................................................................................................................................ 22 Berit Bae. .................................................................................................................................................... 23 Motivation. ..................................................................................................................................................... 25 Livskvalitet. .................................................................................................................................................... 27 Bjarne Lenau Henriksen. .......................................................................................................................... 27 Analyse. .......................................................................................................................................................... 29 Diskussion....................................................................................................................................................... 32 Side 1 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Konklusion. .................................................................................................................................................... 37 Perspektivering. ............................................................................................................................................. 39 Litteraturliste. ................................................................................................................................................ 40 Primær: ...................................................................................................................................................... 40 Side 2 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Indledning At arbejde med psykisk syge, er meget givende, men er også et yderst udfordrende område. Det som har tiltrukket os ved arbejdet i psykiatrien har både været uforudsigeligheden, men også det store ansvar ved arbejdet med mennesker, som er et svært sted i deres liv. Vi har i vores tredje praktik været steder, hvor der var mennesker med mange forskellige former for psykisk sygdom, og mange med dobbeltdiagnoser. Dobbeltdiagnose betyder, at man ved siden af sin diagnoser har et misbrug af stoffer eller alkohol. Vi har under praktikken erfaret, at vi brænder for at hjælpe dem, som har det svært. I psykiatrien oplever man som pædagog ofte meget modstand fra brugerne, og ofte har vi stået med følelsen af håbløshed. Vi ønsker i denne opgave at finde frem til værktøjer og metoder, som muligvis vil kunne hjælpe i sådanne situationer. Vi er i den grad blevet inspireret af recovery begrebet og de værktøjer det indeholder. Vi er begge blevet introduceret til recovery i vores praktikker og vi ønsker i denne opgave at beskrive, hvordan vi mener at recovery skal arbejdes med, ved hjælp af vores valgte teorier. Vi vil med denne opgave, blive klogere på arbejdet med psykisk syge. Blive klogere på de mennesker, som har det aller sværest i dette samfund og samtidigt søge efter løsningsforslag, til at levere så højt fagligt niveau som muligt. Vi vil i denne opgave gerne undersøge, hvordan vi arbejder med brugere, som ikke vil arbejdes med. Vi vil gerne hjælpe dem, andre mennesker går udenom. Vi er interesseret i at hjælpe brugeren med at finde hans drømme og håb for fremtiden. Dette skal gøres så hensigtsmæssigt som muligt, men vigtigst af alt, uden at presse egne og samfundets normer ned over hovedet på brugeren. Den brugergruppe vi har arbejdet med i praktikken og som vi arbejder ud fra i vores opgave, er uden nogen tvivl, mennesker fra det laveste trin i vores samfund. Det er mennesker med en eller flere psykiske diagnoser, og mange med dobbeltdiagnoser. Det er mennesker, der i samfundets øjne har givet op og kastet håndklædet i ringen. Ofte virker det som om, de ikke har et ønske om at komme videre i livet. De er så dårligt stillet, at ligegyldigheden og håbløsheden har overtaget og holder dem nede. Deres kræfter og overskud er forsvundet og derfor virker drømmen om et andet liv håbløst (Henriksen. 2007. s 42). Man kan normalt ikke se om mennesker har en psykisk diagnose. Den brugergruppe vi arbejder med og skriver om, har ofte et ydre der gør, at vi tænker på Side 3 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København hjemløse eller subsistensløse individer. Deres tøj kan være beskidt og hullet og nogle har end ikke sko på, selv om det er frostgrader. Deres egen hygiejne kan være så dårlig, at de mangler tænder og huden kan være sort af snavs og betændte sår. Det er disse brugere, mange ofte går uden om, og ignorere på gaden. For at sætte denne brugergruppe i et moderne begreb, kan de betegnes som socialt skrot ifølge Bjarne Lenau Henriksen. Disse mennesker er bare et affaldsprodukt som samfundet ikke kan bruge til noget og derfor syntes samfundet heller ikke de skal tilbydes hjælp til et meningsfuldt liv (Henriksen. 2007. s 119). For at gøre det helt klart hvilken brugergruppe vi arbejder med, så er det dem som bevæger sig helt ude på samfundets yderkant. De er udstødte, har ingen eller få tætte relationer, er ofte i dyb økonomisk krise, socialt, kulturelt og psykisk nød (Henriksen. 2007. s 119). De har ofte mødt store nederlag i livet og de fleste, har få eller slet ingen succeshistorier, som muligvis kunne hjælpe dem til at tro på det gode liv. Måske kan man også til en vis grad forstå, at de ikke har netværk og at mennesker går uden om dem. Selvom recovery har vundet indpas i store dele af verden, er det først i de sidste par år at vi herhjemme er begyndt at implementere recovery i psykiatrien. Måden at tænke rehabiliterende er ikke ny, men fokusset på brugerens aktive deltagelse i egen proces er meget central. Selv om begrebet recovery er forholdsvis nyt i herhjemme, har Søren Kierkegaard i år 1859 skrevet at ”Når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted / må man / først og fremmest passe på at finde ham dér, hvor han er, og begynde der. ” (Mylius, 1998. s. 59). Problemformulering. Med afsæt i begrebet recovery vil vi undersøge følgende: Hvorledes kan vi som pædagoger, på bedst mulig måde, arbejde med psykisk syge mennesker, som ikke vil arbejdes med? Hvilken rolle spiller begreberne, menneskesyn, anerkendelse, motivationen, og livskvalitet i den forbindelse? Side 4 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Afgrænsning. Magt i relationen er et vilkår. Det er blot ikke dér vi har valgt at lægge vores fokus, om end vi i hele opgaven er klar over, at magt er et begreb, der uomtvisteligt er en del af dén relation, som vi som pædagoger er en del af. I forhold til recovery tilgangen er magt da også indbygget i de overvejelser der indgår som en del af metodens respekt for dét menneske vi arbejder med. Vi kigger dog ikke på magtbegrebet som et isoleret teoretisk begreb. Metode. Vores opgave tager udgangspunkt i begrebet recovery, som er en overordnet arbejdsmetode, vi har anvendt i praksis med vores målgruppe. Vores målgruppe er psykisk syge mennesker, som har brug for hjælp til at komme videre i deres liv. Recovery er udgangspunktet i vores praksis og selve rammen vi har valgt som skal præge vores opgave. Under begrebet recovery vil vi inkludere så fyldestgørende og relevante underteorier, så vi kan skabe et billede af hvordan vi bedst muligt arbejder med mennesker, som ikke vil arbejdes med. Disse teorier er menneskesyn, anerkendelse, motivation og livskvalitet. Vi ser disse teorier som vigtige elementer for pædagogisk praksis og essentielt for at lykkes med vores brugergruppe. Her i metodeafsnittet nævner vi de forskellige valgte teoretikere, som vi har valgt at bruge i opgaven. Vi nævner dem i dette afsnit ved deres fulde navn, og efterfølgende udelukkende ved efternavn. I vores opgave skelner vi mellem betegnelsen mennesket og brugeren. Det gør vi da teorierne kan ses og opfattes som universelle. Teorierne kan bruges på normalområdet, men også i dette tilfælde mennesker med psykisk sygdom. Vi bruger ordet menneske, når vi beskriver teori, som kan benyttes på alle mennesker. Ligeledes bruger vi ordet bruger, når vi taler om de mennesker vi arbejder med i psykiatrien. Undtagelsesvis bruger vi ordet motivationsarbejder i stedet for pædagog, i det afsnit omhandlende menneskesyn og motivationsteori af Per Revstedt. Dette har vi valgt, da hans tanker omkring pædagogens praksis, udelukkende er af motiverende karakter. Ydermere beskriver Per Revstedt selv i sin bog, pædagogen som motivationsarbejderen. Dette forklarer han ved at sige, at motivationen i arbejdet ikke nødvendigvis behøver at komme fra en pædagog. Side 5 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København I afsnittet om recovery bruger vi bøgerne ”Rehabilitering og Recovery” af Jean Pierre Wilken og Dirk den Hollander samt ”Fra patient til person” af Alain Topor og til sidst Plan for Københavns Kommunes Socialpsykiatri. Alain Topor er god til at skitse op, hvad det kræves fra begge parter i en recoveryproces, og Jean Pierre Wilken og Dirk Den Hollander forklare hvilke faser vi kan forvente, samt mulige reaktionsmønstre fra brugernes side. Vi har valgt recovery som begreb, og sat det øverst i opgaven, da vi mener, at det skal favne opgaven og virke som en rød tråd igennem vores opgave. Til at støtte op om recovery, har vi valgt teorier, som vi mener kan hjælpe i praksis omkring de processer recovery forudsætter. Vi har valgt at inkludere menneskesynet i vores opgave. Vi mener, at det er vigtigt at være bevidst omkring hvilket menneskesyn vi kigger med, når vi arbejder med brugere i psykiatrien. Det kan hjælpe os som pædagoger, til at reflekterer over, hvilke menneskesyn der ligger bag vores praktiske pædagogiske tilgange. Vi har erfaret at objektivisering ofte sker i psykiatrien, og det vil vi gerne stille fokus på. Vi bruger to forskellige syn eller vinkler på menneskesynet. I bogen ”Relationer” af Anne-Lise Schibbye beskriver hun et subjekt-objekt og subjekt-subjekt forståelse af at se mennesket. Det er en overordnet teori, som ikke kun passer til en bestemt målgruppe. Vi vil bruge denne skitsering til at forklare vigtigheden i, at se vores bruger som et helt menneske og ikke kun målt på deres ydre. I bogen ”motivationsarbejde” af Per Revstedt bruger han, som han selv kalder det, et positivt menneskesyn. Per Revstedts tanker er mere praktiskorienteret og konkrete. Hans tanker og idéer omkring menneskesynet er lavpraktisk, men giver samtidigt pædagogen mange muligheder og vinkler at anskue praksis i psykiatrien på. Vi har valgt at inddrage og tage afsæt i Per Revstedt menneskesynet, da det hylder det positive og konstruktive i det psykisk syge menneske. At vi inkludere det positive, finder vi naturligt. Vi ønsker, at sætte fokus på den positive side af en ofte negativt ladet forståelse af dette område. I afsnittet omkring anerkendelse bruger vi Axel Honneth og bogen ”Behovet for anerkendelse”, Carsten Schou og Carsten Pedersen med bogen ” Samfundet i pædagogisk arbejde” og til sidst en artikel af Berit Bae som hedder ”Voksnes definitionsmagt og børns selvopfattelse”. Vi har også valgt at inkludere Friedrich Hegel, som er beskrevet både i ”behovet for anerkendelse” og ” Samfundet i pædagogisk arbejde” Vores valg af teoretikere er valgt på den baggrund, at vi vil belyse anerkendelsen i psykiatrien både lavpraktisk og konkret, men også se anerkendelsen mere overordnet fra et metaperspektiv. Side 6 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Vi har valgt at benytte Axel Honneth og Friedrich Hegels teorier, da de repræsenterer forudsætninger for anerkendelsen i vores samfund. Friedrich Hegel forklarer, at anerkendelsen hænger tæt sammen med magtbegrebet. Som nævnt tidligere, vil vi ikke betragte magtbegrebet som et isoleret teoretisk fænomen. Men vi tager afsæt i magt som et vilkår, der naturligvis også skal medtænkes i det pædagogiske arbejde. Berit Bae forklarer hvordan man sikrer en høj faglighed samtidigt med ikke at glemme anerkendelsen. Dette gør hun meget praksisbeskrivende og giver en god idé omkring værktøjer og metoder, som også kan bruges i psykiatrien. I afsnittet om motivationsteori bruger vi igen Per Revstedt og hans bog ”motivationsarbejde”. Hans teori omkring motivering ligger i forlængelse af hans positive menneskesyn, så derfor mener vi at det giver mening også at inkludere hans motivations teori. Som modvægt til hans teori, har vi valgt, at sætte den op imod vores egen praksis i praktikken. Det sidste afsnit handler om livskvalitet og her har vi valgt at bruge Bjarne Lenau Henriksen og hans bog ” Livskvalitet – en udfordring”. Til at slutte vores teori af har vi valgt livskvaliteten, som kan være et parameter for resultatet af ens recoveryproces. Bjarne Lenau Henriksens formidling af livskvalitet som begreb er koncentreret om mennesker i psykiatrien. Vi vil før teorien præsentere vores empiri, som er en case hvor fortællingen foregår på et herberg. Navnet i casen er ændret. Vi vil efterfølgende præsentere vores teori, som vi senere vil analysere ud fra vores valgte case. Ud fra dette vil vi diskutere problematikker og dilemmaer vi som pædagoger står overfor i praksis med denne brugergruppe. Vi har valgt at præsentere empirien før teorien, da vi vores teori er overvejende praksisorienteret, og derfor giver det mening, at have vores praksisfortælling med under redegørelsen af vores teori. Empiri. Case. I vores case har vi valgt at fortælle om Thomas, som er 42 år. Thomas bor på et herberg for mennesker med psykisk sygdom, hvor størstedelen også har et misbrug. Thomas har skizofreni og misbruger heroin dagligt. At valget er faldet på Thomas, er selvfølgelig ikke tilfældigt. Vi har deltaget i Thomas recovery proces på herberget, både som observant, men også som studerende i hans hverdag. Side 7 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Allerede før mødet med Thomas på herberget, havde personalet fortalt omkring Thomas. Kollegaer havde fortalt, at Thomas led af skizofreni og at han til tider, kunne være svær at få kontakt med, da han var meget menneskesky. Man havde også fortalt, at han kunne være aggressiv mod sine omgivelser, hvis han følte sig presset eller dårligt tilpas. Thomas kunne også være meget manipulerende, hvis der var noget han ville opnå. Han havde ifølge kollegaer også ringe sygdomsindsigt, og var generelt ikke glad for samarbejdet med pædagoger. Resultatet af informationen allerede før mødet, havde måske allerede farvet blikket på Thomas. Nu vidste man, at Thomas var en som man skulle være påpasselig omkring. På herberget ligesom rigtig mange andre steder i psykiatrien, arbejder man recovery orienteret. Det betyder, at selv brugere som Thomas skal have lavet en recovery orienteret handleplan1. Thomas er allerede modstander af de tiltag kontaktpersonen fremlægger for ham. Han fortæller, at han ikke har behov for de tiltag kontaktpersonen kommer med. Planen fra pædagogens side er, at Thomas skal nedsætte og på sigt stoppe sit misbrug. Det er planen at Thomas skal kunne udvise større egen omsorg, som inkluderer at kunne holde sit værelse rent, men også kunne holde et acceptabelt hygiejneniveau. Han skal også have mere fokus på sin økonomi, da Thomas gerne skulle kunne flytte i egen bolig på sigt. I dette tilfælde blev en tidsramme sat på et år. Thomas mener ikke at hans misbrug er et problem, i forhold til at kunne fungerer i samfundet, og generelt mener han ikke, at vi som pædagoger har ret til at skulle bestemme over hans liv, som han udtrykte sig. I løbet af de næste par måneder oplevede vi som studerende, at samarbejdet mellem Thomas og hans kontaktperson og os som den studerende, ikke gik efter pædagogernes plan. Thomas havde svært ved at holde aftaler, og gav stadigvæk udtryk for ikke at gide vores tiltag på hjælp og forsøg på samarbejde. Reaktionen fra vores side var herefter, at forsøge endnu mere intensivt. Der blev flere opsøgende besøg og flere gange om ugen blev der motiveret til at lave sociale ting med personalet. Vi var enige om at fremgang nok skulle vise sig. Vi troede på at motivationen fra Thomas side nok skulle komme, bare vi prøvede nok, og viste ham, at vi ikke gik nogen steder. Vores forsøg kunne være at lave mad, se en videofilm eller gå ture i naturen. Thomas var afvisende for alle tiltag. Efterhånden kunne vi i personalegruppen godt mærke, at motivationen var nedadgående, for vores eget vedkommende. Alle forsøgene som blev afvist, tærede på personalet, og følelsen af håbløshed var startet med at dukke op. Selvom tiltagende for at motivere Thomas ikke stoppede her, begyndte vores reaktioner at ændre sig, når Thomas afviste vores forsøg. 1 Recovery som begreb vil blive redegjort for i teoriafsnittet. Side 8 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Vores reaktioner kunne være en vis latent irritation på Thomas, men kunne også tangere til en vis ligegyldighed eller opgivenhed. Vi observerede, at Thomas faktisk reagerede anerledes ved vores nye reaktioner. Vi talte i personalegruppen, om at han måske ikke brød sig om vores irritation eller ligegyldighed over for ham. Det kunne ses, når han så skuffet ud efter vores reaktioner. Thomas begyndte også i den periode at sige ”hej” når vi passerede ham på gangene. Det havde han aldrig gjort før. Vi talte om i personalegruppen, at Thomas på trods af længerevarende afvisninger, muligvis begyndte at vise os en smule tillid og velvilje. Vi vidste egentlig ikke, hvad der foregik inde i Thomas, men måske var det en lille positiv spirende kerne, vi endelig så i Thomas. Vores tid som studerende på herberget sluttede dog, før at vi kunne se yderligere væsentlige tegn på at komme sig. Tegn på at komme sig, kunne være bedre kommunikation og samarbejde fra Thomas side eller begyndende sygdomsindsigt. Redegørelse Recovery Recovery er efterhånden en integreret del i arbejdet med psykisk sygdom. Københavns kommune har beskrevet målgruppen hvor indsatsen skal placeres: ”Målgruppen for Københavns Kommunes socialpsykiatri er som gruppe kendetegnet ved en række karakteristika: de har psykiske problemer, de trives dårligt, de har dårlig fysisk sundhed og, eventuelt misbrug, de har dårlige relationer, ringe tilknytning til arbejdsmarkedet og er i højere grad mere kriminelle end andre borgere”. (Plan for Kbh. Kommunes Socialpsykiatri 2009/12. s. 10) Recovery begrebet bruges normalt som et procesbegreb, som giver mennesker med psykisk sygdom mulighed for at komme sig, helt eller delvist. Recovery kan dog også bruges til at beskrive et mål eller en sluttilstand. Et menneske kan være kommet sig, selvom deres sociale situation ikke har ændret sig. Det vil sige at mennesket stadig har samme omgangskreds, bolig og økonomi som under sygdomsforløb. Men et menneske kan også have forbedret diverse færdigheder i at kontrollere egen Side 9 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København sygdom, selvom symptomer stadig er til stede. (Wilken & Hollander, 2008. s. 44). Hvis man skal komme sig helt eller delvist, skal både personale og bruger være indstillet på at recovery er en tidskrævende, personlig og individuel proces, som brugeren selv udfører, men som oftest med hjælp fra andre. (Topor, 2005. s. 25). Respekten for den enkelte brugers selvbestemmelse er grundlæggende. Det skal være ud fra deres egne ønsker, at de skal arbejde hen imod, at mestre og leve eget liv. Samspillet mellem bruger og pædagog, skabes via relationen. Pædagogen skal lære at stille de rigtige spørgsmål. Spørgsmålene kan, og burde være med til, at støtte brugeren, til at få sat ord på de drømme, ønsker og mål, som den enkelte har for livet. Her er det vigtigt, at pædagogen ikke tager udgangspunkt i egne værdier og meninger om det gode liv. (Plan for Kbh. Kommunes Socialpsykiatri 2009/12. s. 16). I følgende afsnit vil vi gennemgå de tre faser i recovery ifølge Wilken og Hollander. Indledende fase. Fastlåsheden. Recovery er en proces, hvor brugeren skal arbejde med en måske ny og svær situation. Mange af disse mennesker med psykisk sygdom, er ofte til dels pga. medicinering, men også psykologisk spærret inde af sin sygdom. De første og hårdeste skridt i en recovery proces er, at erkende og acceptere, at man er et menneske med psykisk sygdom. Mange brugere har beskrevet, at de var i en meget angstplaget situation og fase, før de kunne erkende deres sygdom eller lidelse. Selverkendelsen består af, at brugeren forstår at de har brug for hjælp, men også har overskud til at tage imod den udstrakte hånd. Det næste skridt i den indledende fase består i at udvikle eller bevare et positivt selvbillede af en selv. Det betyder samtidigt også at kunne adskille identiteten som patient fra almindelig gyldigt medlem som samfundsborger. Mennesker som er i stand til ikke at se sig udelukkende som patient eller psykisk syg, vil have meget nemmere ved at undgå at blive deprimeret og umotiveret. (Wilken og Hollander. 2008. s. 60). Efter at have gennemgået en hård og smertefuld proces ved at acceptere sin sygdom kommer processen hvor man på trods af følelsen af håbløshed stadig finder lysten til at udvikle og forandre sig positivt. Grundlæggende begynder brugeren at få følelsen af, at have lyst til at tage vare på sig selv igen. Egenomsorgen kommer i spil. Brugere som har gennemgået denne indledende fase i Side 10 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København vejen til deres recovery, beskriver at det til dels var en ydre kilde, som gav en form for håb og inspiration. Ydre støtte er beskrevet som familie, tætte venner eller pædagoger. Dette var en stor støtte og hjælp til selv at ønske en positiv forandring i deres liv. Den anden kilde har været, at se på andre brugere som var videre i deres individuelle recovery forløb. Det vigtigste at tage med sig fra indledende fase, er at have fået troen på sig selv og at det kan lade sig gøre. Troen på fremskridt og ønsket om at arbejde videre med processen i en progressiv retning. (Wilken og Hollander. 2008. s. 61). Mellemfasen. At fremme ens personlige autonomi. Mellemfasen i ens recovery proces indeholder tre væsentlige faktorer. Ar fremme ens personlige autonomi. At tilegne sig nye perspektiver om sin sygdom og en selv, og til sidst prøve at generobre og vedligeholde et grundlæggende funktionsniveau. Første del i mellemfasen starter med at udvikle en fornemmelse for personlig autonomi. Hvis en positiv forandring skal forekomme, er det nødvendigt med autonomi. Med det beskriver Wilken og Hollander, at det er villigheden til at overtage kontrollen med ens liv igen efter psykisk sygdom. Villigheden til ikke længere at se sig selv som offer i situationen. Et andet aspekt ved denne overtagelse af kontrol, er selv at tage ansvar for sin recovery proces. Ikke at overlade alt ansvar og initiativ til pædagoger eller motivationsarbejdere. Store personlige fremskridt er registreret hos brugere, som havde indset hvor meget kontrol de havde over egen sygdom. (Wilken og Hollander. 2008. s. 61). En anden del af mellemfasen bygger på at forebygge evt. tilbagefald. Via en fremmende personlig autonomi er der mulighed for, at lære at bruge selvmonitorering og andre proaktive strategier for at undgå tilbagefald. Monitorering går ud på at brugere selv tager en aktiv del i at indsamle viden omkring sig selv, dette kan ske ved hjælp af dagbøger, logbøger eller særlig registrering af opnåede mål. (Wilken og Hollander. 2008. s. 154). At lære at kende sine egne unikke tegn på tilbagefald, gør at brugere hurtigt udvikler forebyggende strategier i forsøget på at undgå evt. depression eller stress, som i mange tilfælde kan udløse tilbagefald. En af disse strategier er, at genkende destruktive adfærdsmønstre. Via aspektet, at tage ansvar for egen adfærd og problemer, forpligter brugere sig til Side 11 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København at reducere eller helt at bringe de destruktive adfærdsmønstre til ophør. Hvis brugerne har succes med at genkende de destruktive adfærdsmønstre, er det en lille sejr. Bare det at lykkes med dette vil medføre en følelse af at kunne stole og tro på sig selv. Dette vil styrke selvtilliden hos den enkelte, som er vigtigt at besidde, i svære perioder hvor det kræver styrke at bekæmpe tilbagefald. (Wilken og Hollander. 2008. s. 62). At tilegne sig nye perspektiver om sin sygdom og en selv. Når mennesker med psykisk sygdom først begynder at se sig selv og sin oplevelsesverden i nye perspektiver, er resultatet, at mennesket udvikler nye holdninger og adfærdsmønstre som er positive og gengiver progressive forandringer. Disse forandringer kan resultere i, at brugerne begynder at udforske deres egne indre forestillingsbilleder af dem selv, men også på hvordan verden ser på dem personligt. Mange psykisk syge har oplevet at deres sygdom har ødelagt deres indre følelse af dem selv. Dén som de var før deres sygdom. Dette kan være meget traumatisk for brugeren, så i denne fase begynder brugeren at rekonstruerer en ny fornemmelse af selvet. Når brugeren er nået til et vist punkt i denne proces, begynder det en indre lageropgørelse, for at se hvilke elementer og dele som er intakt og hvilke er i stykker. (Wilken og Hollander. 2008. s. 62). Med tiden vil brugeren genopdage sider af sig selv, som måske var glemte og synes borte for altid. I denne proces af genselvopdagelse, finder mange brugere ud af nye og konstruktive sider af dem selv. Disse sider er ofte fulde af potentiale for vækst og personlig udvikling. I forlængelsen af opdagelsen af nye og konstruktive sider, vil brugeren også få ny indsigt i dets relation mellem selvet og deres sygdom. Her vil brugeren være klar til at indlemme sygdommen i sig selv, dog kun som et aspekt i et flerdimensionelt selv. Brugerens selvidentitet vil gradvist udvikles her og vil automatisk give mulighed for at sætte deres sygdom i nyt perspektiv. Det vil, som oftest resultere i, at brugeren vil bevæge sig i en retning væk fra sygdomsidentiteten og mere i retningen af at være et menneske, med mange forskellige kvalifikationer og en del funktionsnedsættelser. (Wilken og Hollander. 2008. s. 63). At prøve at generobre og vedligeholde et grundlæggende funktionsniveau. Denne tredje del af recoverys mellemfase er for os en af vigtigste. Som deloverskriften siger er det her, at brugeren skal erobre og fastholde et individuelt acceptabelt funktionsniveau. Det er også her, at brugeren skal forsøge at vende tilbage til samfundet på en måde, som er holdbar og på en måde, hvor muligheden for tilbagefald er mindst. For at dette skal lykkes er der beskrevet tre Side 12 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København underkategorier. At kunne passe på sig selv, at være et åbent og aktivt menneske og til sidst, at være god til at skabe og vedligeholde kontakt til andre mennesker. (Wilken og Hollander. 2008. s. 63). At kunne passe på sig selv, eller med andre ord, at kunne drage en vis omsorg for sig selv er grundlæggende for alle mennesker. Her er der tale om opretholdelse af hygiejne, regelmæssige måltider og søvn. Her er også tale om at have styr på sin medicinering og at kunne passe en bolig. Alt dette er med til at kategorisere mennesket som kompetent. At være aktiv, og deltage i aktiviteter med andre mennesker er en god måde til ikke at lade sygdommen tage alt ens tid. Her vil brugeren som oftest også opleve følelsen af selvværd og selvkompetence, da det har bidraget med noget i en social situation. (Wilken og Hollander. 2008. s. 63). Den tredje underkategori er, at danne relationer til andre mennesker og vedligeholde dem. For mennesker med psykisk sygdom, har og kan dette være meget besværligt og angstprovokerende. Bare kontakten med andre mennesker kan være en stor udfordring. Set i lyset af den generelle stigmatisering som mennesker oplever og den generelle fornemmelse af lavt selvværd, gør at mange mennesker med psykisk sygdom, fravælger kontakt med nye mennesker eller mennesker generelt. Dog fortæller de fleste brugere i psykiatrien, at de vigtigste relationer og dem som er mest støttende og meningsfulde, er dem til andre brugere med psykisk sygdom. Det med at finde accept og gensidig støtte er væsentligt i denne relation. Det med at hjælpe andre med psykisk sygdom er ofte grundlaget for en stærk relation. Da relationen er grundlæggende i recovery opsøger brugere ofte steder, hvor de kan støtte andre, men også få fornemmelsen af at hjælpe andre, og derigennem opnå en form for selvværd. For nogle brugere betyder det, at de begynder at arbejde i psykiatrien, måske åbne op for andre omkring deres sygdom, eller måske endda blive talsmand for idéen omkring recovery. At kunne forsone sig med sit eget sygdomsforløb, og samtidigt fremstå som et levende eksempel på at det er lykkedes, gør implicit at disse brugere kan tjene som rollemodeller for andre med psykisk sygdom. (Wilken og Hollander. 2008. s. 64) Den senere fase. At forbedre livskvaliteten. At stræbe efter en generel fornemmelse af velvære og stræben efter at få muligheden for højere funktionsniveau. Disse er to meget vigtige underkategorier i den senere fase. Side 13 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Wilken og Hollander beskriver, hvordan brugere på dette tidspunkt i deres recovery proces, begyndte at give udtryk for, at de nu var raske nok til at stræbe efter idealer, som lænede sig op af stabilt psykisk sundhed og selvaktualisering. Et af de mest almindelige mål brugere nævner, er simpelthen at få det væsentligt bedre. At føle en vis stabilitet og normalitet. (Wilken og Hollander. 2008. s. 64). Dette fortæller os, at brugere gerne vil have et positivt selvbillede. I denne fase begynder brugere at indføre mere konstruktive tankemønstre. Mange brugere opdagede at deres gamle måde at bearbejde information på ikke gjorde dem noget godt, men derimod svækkede deres evne til at fungere i samfundet. At vende sine tankemønstre med positive ændringer, vil reducere negativ tænkning, og samtidigt fremme selvtillid og mulig fremskridt. Dette kan lade sig gøre ved hjælp af kognitiv terapi. Kognitive strategier er dog ikke i fokus i denne opgave, så det vil vi ikke uddybe yderligere. Når mennesker generelt har fået deres mest basale behov dækket, begynder vi at lede efter en ny følelse af at have et formål i livet, men på et højere funktionsniveau. Vi søger efter en mere meningsfuld eksistens end tidligere og kigger på muligheden for uddannelse eller arbejde. Et andet aspekt brugere har givet udtryk for, som betød noget, var penge eller manglen på samme. Dét, at kunne tillade sig en rimelig levestandard, med mulighed for at kunne deltage i rekreative aktiviteter, samt at have en anstændig bolig var i høj kurs. Dette var nævnt som essentielle og vigtige forhindringer i tidlige faser af recovery processen. At opnå en højere grad af selvstændighed og uafhængighed, er ofte et fælles mål i denne fase. Når brugere føler at de kommer sig, kommer det punkt, hvor de individuelt må træffe den risikable beslutning, om hvorvidt de skal trække sig væk fra psykiatrien. Til sidst i en recovery proces, ses forhåbentlig en aftagende symptomatologi. Det betyder, at brugeren vil erfare en kraftig reduktion i intensiteten af flere symptomer. Brugerne er bevidste om, at symptomer tager til i perioder med tilbagefald, men den generelle symptomatologi er aftagende. Dette sker i samspil med recovery processens implementering og udvikling. I denne fase vil tilbagefald blive mindre tilbøjelige. (Wilken og Hollander. 2008. s. 65). Vi har med ovenstående teori nu skitseret hvad recovery er, samt hvilke faser vi som pædagoger skal være opmærksomme på. Recovery begrebet er tænkt, som en overordnet tankegang og metode til at arbejde med brugere, som ikke vil arbejdes med. Vi ser også teorien som en rød tråd gennem arbejdet fra implementering til stadiet, hvor brugere kommer sig efter psykisk sygdom. Recovery Side 14 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København teorien kan dog ikke stå alene, vi har udvalgt bestemte teorier, som vi mener kan være gavnlige og nødvendige i indsatsen baseret på recovery. Disse teorier vil støtte og hjælpe de mennesker som arbejder med psykisk syge. De vil gå forud for selve indsatsen, men visse teorier vil også sætte fokus på selve den praktiske indsats og gøren. Vi vil i de følgende afsnit beskrive teorier om menneskesyn, anerkendelse, motivation og livskvalitet. Menneskesyn. Arbejdet i psykiatrien er ikke altid ligetil. At arbejde med mennesker, som qua deres sygdom ikke altid vil arbejdes med, er en udfordrende opgave. Det gør, at vi som pædagoger har brug for mere end bare en høj faglighed og viljen til at arbejde med denne gruppe mennesker. Vi mener, at det er vigtigt i første omgang, at tage stilling til, hvordan vi faktisk ser og tænker om denne brugergruppe, før vi overhovedet begynder at arbejde med dem. Vi mener, at menneskesynet er en vigtig grundlæggende faktor for at optimere ens allerede grundlæggende faglighed. Vi mener, at menneskesynet er grundlæggende i relationen med andre mennesker, og endnu mere vigtigt med mennesker i psykiatrien. Med det mener vi, at vi måske hurtigere begynder, at objektivisere mennesker med psykisk sygdom, da kommunikation og gennemsigtighed ikke altid er ligetil. I arbejdet med mennesker generelt er kommunikation og gennemsigtighed langt fra altid en selvfølge. Vi har dog personligt erfaret, at problematikken omkring ovenstående er tydeligere i psykiatrien. Her skal menneskesynet hjælpe os som pædagoger, til altid at holde fokus og holde et højt fagligt niveau. Menneskesynet skal være en rettesnor igennem hele ens pædagogik. I hårde og måske stressede tider, skal den være det grundlæggende, vi som pædagoger arbejder og tager beslutninger ud fra. Vi har valgt at bruge Anne-Lise Schibbye. Hun beskriver forskellige opfattelser på menneskesyn. Det har vi gjort, da vi mener, at den tydeliggør forudsætningerne vi møder andre mennesker med. Anne-Lise Schibbye. Ifølge Schibbye er der to opfattelser på menneskesynet. Man kan prøve at forstå, eller møde mennesket igennem et subjekt-objekt menneskesyn eller et subjekt-subjekt menneskesyn. Side 15 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Subjekt-objekt: 1. Mennesket skal kontrolleres. Mennesket er styret af primitive, destruktive og animalske drifter som skal tæmmes og kontrolleres, så de passer ind i de eksisterende socialt accepterede normer. Selve idéen om ydre kontrol er nærliggende. Mennesket ses nemt som et objekt. 2. Mennesket dannes og udvikles gennem ydre påvirkninger. Menneskets psykiske verden udvikles udefra og ind, så ved at få andre til at føle, tænke og handle kan rigtig adfærd frembringes. 3. I et terapeutisk forløb vil pædagogen agere subjekt og brugeren agere objekt. Selve kommunikationen præges af envejskommunikation. Objektet vil her modtage lærdom og viden af subjektet og der vil hurtigt komme fokus på objektets ”problem” (Schibbye, 2010. s. 32). Subjekt-subjekt: 1. Mennesket har sin egen indre oplevelsesverden, som består af følelser, tanker og meninger. Hvis vi overser menneskets indre oplevelser, krænker vi menneskets egne fortolkninger af verden, dets synspunkter og opfattelser. Man gør subjekt til objekt, hvis man ikke tager hensyn til menneskets egen indre verden, og fratager dem retten til at have et syn på sig selv. 2. Mennesket skal ses i sammenhæng med de relationer, de indgår i. Mennesket kan ikke ses eller forstås uden for de relationer, vi er i. Som pædagog skal vi kigge på vores eget bidrag og påvirkningen heraf, når vi igen ser på brugeren. Derfor skal der tages hensyn i de forudsætninger man skaber for brugeren. 3. Mennesket socialiseres ikke udefra og ind, men det sker i samspillet mellem to subjekter. Ved at dele sine oplevelser bidrager man til selvudviklingen. Oplevelser mellem subjekter kan godt opleves sammen men stadig være forskellige. (Schibbye, 2010. s. 33-34). Schibbyes teori omkring menneskesyn er langt hen ad vejen en konkret beskrivelse af, hvad man som pædagog skal holde øje med i praksis. Hendes teori er mere overordnet omkring menneskesyn, og har ikke en defineret brugergruppe. Vi mener, at teorien er relevant, da hun først beskriver forudsætningerne og konsekvenserne ved at se forskelligt på den relevante brugergruppe og siden konkret definerer forskellen mellem subjekt-subjekt og subjekt-objekt menneskesynet. Side 16 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Vi mener, at en god pendant til Schibbye, hvis teori måske er meget metaorienteret, er Revsteds tanker og idéer omkring menneskesynet. Revstedts menneskesyn er forklaret på baggrund af mennesker i psykiatrien, som er den brugergruppe vi fokuserer på i denne opgave. Revsteds menneskesyn synes mere lavpraktisk og giver derfor en god forklaring på fordelene ved at tro på den positive kerne i mennesket, men også hvordan ens egen praksis kan styres, i en positiv og konstruktiv retning, selvom situationen måske ses som håbløs og udsigtsløs. Per Revstedt. Revstedts omtaler pædagogen som motivationsarbejderen, og vi vil holde os til denne betegnelse i det følgende afsnit. Motivationsarbejderens menneskesyn skal ifølge Revstedt være hans tro. Troen skal være forankret i hans person som hans egen tro. Menneskesynet skal hylde et positivt syn på menneskets indre kræft. Alle mennesker har en indre positiv kerne. Denne vurdering er af stor betydning for motivationsarbejderen, da den påvirker den almene holdning til mulighederne ved motivationsarbejdet. (Revstedt, 2004. s. 19). Motivationsarbejdets menneskesyn har følgende grundpiller: Menneskets inderste natur er konstruktivt, social, målrettet og aktiv. Disse fire egenskaber skal ses som forskellige elementer som udgør samme fænomen. (Revstedt, 2004. s. 20). At mennesket er konstruktiv, betyder, at mennesket i høj grad arbejder hen imod at være god ved sig selv og andre. Mennesket prøver at finde livsbekræftende løsninger på problemer. Eksempler kan være at passe på sit helbred, tage sig af sine børn samt respektere og acceptere andre mennesker. Opsummeret kan man sige, at intet menneske ønsker sig selv eller andre ondt. (Revstedt, 2004. s.20). At være social, betyder at mennesket inderst inde ønsker kontakt, både med sig selv og andre. Mennesket vil gerne indrette sig og indgå i fælleskaber. Det betyder dog ikke at alle mennesker ønsker lige meget kontakt med alle. Vi vælger selv, hvem vi ønsker dybere forhold og relation til, dog stræber alle mennesker efter at nærme sig andre mennesker. Det gør vi, da vi får vores grundlæggende behov, som fælleskab og nærhed tilfredsstillet sammen med andre mennesker. (Revstedt, 2004. s. 21). Side 17 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København At mennesket er målrettet, vil sige, at alle mennesker ønsker sig et mål med tilværelsen. At stræbe efter noget. Målet er gerne noget, som ligger uden for hverdagens udfordringer. Meningen med livet er noget man stræber efter. Selve meningen kan dog være meget forskellig, og gå i mange retninger. Familie og kærlighed kan være meningen man stræber efter, men også religiøse eller politiske ideologier kan være indholdet i ens stræben efter, at give livet mening. (Revstedt, 2004. s. 21-22). At mennesket er aktivt, betyder, at vi er et skabende væsen. Mennesket vil gerne forme sin egen skæbne og være en aktiv deltager i sit eget liv. Der ligger latent i mennesket et ønske om at forandre og udvikle os. De fire aspekter kommer fra den positive kerne i mennesket, og virker til, at vi alle har en latent positiv drivkraft. En drivkraft man også kan kalde for selvrealisering. (Revstedt, 2004. s. 22). Ud over at Revstedt forklare, at alle mennesker har en positiv kerne, er denne overbevisning ikke nok for motivationsarbejderen. I det daglige praktiske arbejde, og på baggrund af det positive menneskesyn, forklarer han, at det er nyttigt at have visse trosartikler. Disse vil være nødvendige når energi og engagement skal opretholdes. 1. ”Der findes ingen håbløse tilfælde. 2. Der findes ingen håbløse situationer. 3. Motivationsarbejderen bærer hovedansvaret for klientens motivation”. (Revstedt, 2004. s. 23). Der findes ingen håbløse tilfælde. Da alle mennesker har en indre positiv kerne, som beskrevet tidligere, har vi alle muligheden for forandring, selvom ens livskraft er forringet. Det skal her siges, at den indre positive kerne ikke er en verificerbar sandhed, men igen en trossag. En trossag, som er baseret på det positive menneskesyn. I det pædagogiske arbejde er der sjældent én sandhed at læne sig op ad, men motivationsarbejderen agerer ofte ud fra faglige overvejelser og et overordnet perspektiv. Det, ikke at have en sandhed at gå ud fra, kan ofte virke frustrerende, men giver samtidig en frihed. Ifølge Revstedt, kan friheden få motivationsarbejderen til at lave sin egen nye handleplan ud fra egne erfaringer, vurderinger og personlighed. (Revstedt, 2004. s. 24). Vi undrer os over, at Revstedt ikke har inkluderet et kollegialt samarbejdsaspekt i ovenstående. Vi mener ikke det er nok at se på denne brugergruppe eller enkeltpersoner udelukkende med egne øjne. Vi er sikre på, at samarbejde og Side 18 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København generel kommunikation vil oplyse blinde vinkler hos ens bruger, som man nødvendigvis ikke selv ville kunne belyse. Metoder til større forståelse og indblik kunne ske gennem refleksionsgrupper eller supervision. Dette vil vi uddybe nærmere i diskussionsafsnittet. Troen på, at der ikke eksisterer håbløse brugere, vil hjælpe motivationsarbejderen i tilfælde hvor brugeren virker umotiveret. At muligheden stadig foreligger, selvom man endnu ikke har fundet den rigtige vej. En fare ved positiv tænkning kan være ikke at se på det negative og det destruktive i en tilværelse. Kun at se brugeren i lyse farver og fortrænge smertelige sider i brugeren, men også en selv, vil resultere i at den positive tænkning fastholder brugeren i en følelsesmæssig distance. Revstedt pointerer, at en indre smerte ikke kan fjernes ved positivt menneskesyn, men at motivationsarbejderen kan hjælpe med at lette smerten og gøre den udholdelig. (Revstedt, 2004. s. 26). Vi har erfaret, at ved at vise følelser, som frustration, skuffelser, men også glæde og positivitet gør, at vi spejler os anerkendende i hinanden. Det resulterer oftest, i at den enkelte bruger føler, at vi hjælper med at dele deres følelser, gode som dårlige. Igennem dette mener vi, at det er muligt at lette smerten. Der findes ingen håbløse situationer. Der kan være mange begrundelser for at motivationsarbejdere finder situationer for håbløse. Det kan være, at de har for mange brugere at se til, så tiden med hver enkelt er knap. Det kan være dårlige praktiske forhold eller generel mangel på ressourcer. Når motivationsarbejderen begynder, at fokusere alt for meget på begrænsninger og forhindringer, kan det resultere i formindsket engagement i brugeren, da følelsen af håbløshed nemmere kommer i spil i disse situationer. Det er umuligt ikke at støde på forhindringer i motivationsarbejdet, men det er op til motivationsarbejderen selv, hvor meget begrænsninger skal fylde. Det gælder om, at se mulighederne, og dem skaffer man selv. Det kræver altså en aktiv indsats at finde frem til mulighederne. (Revstedt, 2004. s. 30). Motivationsarbejderen har hovedansvaret. Det er pædagogen, der skal tage det første skridt i en forandringsproces, hvis en bruger er umotiveret. At være umotiveret, er et tegn på at brugeren ikke har kapacitet til at været aktiv i sin egen proces. (Revstedt, 2004. s. 34) Ifølge Revstedt har alle mennesker et ansvar for sin egen livssituation og det gælder alle, uden undtagelse. Man kan vælge til eller vælge fra og hvis man helt Side 19 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København undgår at vælge, er det også et valg i sig selv og samtidigt er der konsekvenser af alle vores valg. Så alle mennesker har ansvaret for sig selv og deres egen livssituation, om man vil det eller ej. (Revstedt, 2004. s. 35). Vi synes i høj grad, at det handler om livsforudsætninger for den enkelte, angående Revstedts tanker, om det frie valg. Dette vil vi diskutere senere. Revstedt synes at mene, at for at vælge, skal man dog kende til de muligheder der forligger i situationen, for at kunne vælge frit. Hvordan forstår vi ordet frit? Har vi lige så frie valg på tværs af socialklasser og alle de elementer, der spiller ind i den sammenhæng? Det vil vi igen diskutere senere. Revstedt synes, at brugeren skal kende til andre valgmuligheder og tro på at alle disse muligheder er opnåelige. Det er motivationsarbejderen opgave at forklare og vise de forskellige muligheder og gøre dem tydelige samt troværdige. Ved troværdig forstår vi, at motivationsarbejderen selv fremstår som en troværdig person, som tror på mulighederne, og tror på de kan opnås. Forstår brugeren de forskellige muligheder, er det først her brugeren kan vælge og derigennem forandre sin situation. Dette giver et optimistisk syn på livet, at mennesker altid har forskellige valgmuligheder. At mennesker ved, at de har muligheden for at forandre sin tilværelse, igennem forskellige valg, vil et optimistiske syn på livet være en plausibel mulighed. Det er motivationsarbejderens ansvar at gøre mulighederne tydelige. (Revstedt, 2004. s. 37). At tydeliggøre mulighederne, gør det ikke nødvendigvis nemmere for brugeren, at tage en beslutning. Der er ingen tidshorisont for hvornår der sker noget eller om der sker noget overhovedet. Derfor har pædagogen et stort ansvar for at blive ved med at holde motivationen oppe hos brugeren, ved selv at vise indlevelse og engagement, som brugeren kan spejle sig i. Det er også pædagogen, der skal tage de første skridt for at sætte processen i gang. Det er pædagogen, der har hovedansvaret, men pædagogen står ikke med ansvaret alene. Pædagogen kaster bolden og den skal gribes ellers er der ikke noget at arbejde videre med. Vi er bevidste om at ikke alle bolde gribes, men er det ikke det som recovery også handler om? nemlig at kaste bolden det sted hen, som bruger selv ønsker at stå, så muligheden for at bolden gribes er størst. Revstedt synes, at selv om pædagogen har hovedansvaret er det ikke ensbetydende med, at det lykkes for alle dem man arbejder med. Her er vigtigt, at understrege at pædagogen ikke kan gøre mere end sit bedste. Men er det bedste altid godt nok? Som mennesker er pædagoger forskellige med forskellige spidskompetencer. Vi mener, at det er vigtigt at kunne se på hvilke kompetencer forskellige pædagoger har, så man kan imødekomme brugernes forskellige behov. Revstedt forklarer, at man ikke kan gøre mere end sit bedste, og det er vigtigt at vide. Pædagogen kan hurtigt føle, at netop han har fejlet i situationen. Pædagogen skal i denne situation tro på, at der findes en Side 20 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København anden vej ind til brugerens motivation, og planlægge nye strategier for den enkelte bruger. (Revstedt, 2004. s. 38-39). Dette kan igen inkludere refleksionsgrupper og supervision. Vi mener på baggrund af Revstedts teori, at have beskrevet en mere lavpraktisk teori, som meget praksis orienteret. Den henvender sig til alle mennesker, som har direkte kontakt til mennesker med psykisk sygdom. Anerkendelse. Ligeså vigtigt menneskesynet er i den pædagogiske praksis, kan vi heller ikke undgå at se anerkendelsen. Hele Revstedts teori omkring menneskesynet er praktiseret på grundholdningen omkring anerkendelsen af andre mennesker. Anerkendelsen skal ses som en stor og vigtig faktor i vores arbejde omkring det at hjælpe mennesker med psykisk sygdom, til at ville og i sidste ende få det bedre. Det ligger implicit at hvis arbejdet skal være konstruktivt og progressiv, så behøver vi en god relation til brugerne eller sagt med andre ord, vi har brug for et produktivt socialt samspil. Anerkendelse er et aspekt af dette sociale samspil. Ved at modtage anerkendelse eller ikke at få den, kan have store konsekvenser for menneskets selvopfattelse. (Schou og Pedersen. 2012. s. 252.) Forklaringen af konsekvenserne er beskrevet senere ved hjælp af Axel Honneths tre anerkendelsessfærer. Vi har valgt at se på anerkendelsen fra flere sider. Vi vil se selve betydningen af anerkendelsen, både hvis den er til stede eller ikke og konsekvensen af dette. Samtidigt vil vi også se på hvordan anerkendelse kan se ud i praksis og vise hvad man skal huske på i de forskellige sociale samspil. Friedrich Hegel. Ifølge Hegel, hænger anderkendelse og magt stærkt sammen. Hans forklaring om det implicitte magtforhold, ofte set i vores arbejde i psykiatrien, er tæt beslægtet med sin tese omkring herre og slave forholdet. Hegel forklarer, at herren søger anerkendelse fra sin slave ved at beherske ham eller kontrollere ham. Dette gøres for at demonstrere magt. Dette forsøg vil altid fejle, da herren ikke selv anerkender slaven. Og modsat, hvordan kan slaven anerkende herren, vis implicitte magt gør relationen ulig værdig. Dog har begge parter brug for dens andens anerkendelse, men det er ud fra to forskellige motiver. Personen i den magtfulde position søger anerkendelse af selve Side 21 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København magtpositionen, mens den svage søger en mere personlig anerkendelse, da den andens position fremstår betydningsfuld og attraktiv. (Schou og Pedersen. 2012. s. 252-253). Denne fremstilling er måske ikke en præcis fremstilling af dagens virkelighed i psykiatrien, men den indeholder elementer, som stadig den dag i dag er relevant. Det vil vi i analysen kigge nærmere på. Axel Honneth. Honneths anerkendelsesteori lægger sig op af Hegels, som mener, at anderkendelse er en nødvendig betingelse for menneskers identitetsdannelse. Det med, at vide, hvad der er det rigtige og forkerte for en selv, hvad der betyder noget og hvad der ikke gør, er noget man udvikler via anderkendelse i sociale relationer. Denne evne er vigtig i mange situationer i livet, men specielt i krisesituationer har denne evne en speciel betydning. Disse krisesituationer ses ofte i socialpsykiatrien og i andre pædagogiske institutioner. Derfor er det pædagogiske anerkendelsesarbejde yderst afgørende. Ligesom Hegel fastholder også Honneth at anerkendelsen er betinget af gensidighed. Honneth arbejder med tre former for anerkendelse for at blive fuldt anerkendt. De tre former også kaldet sfærer skal opnås for at opnå det gode liv. (Schou og Pedersen. 2012. s. 253). Privatsfæren er den første af Honneth tre sfærer. Denne sfærer skiller sig ud fra de andre, da kærligheden på en gang danner forudsætningen for overhovedet at indgå i en intersubjektiv relation. Med det mener Honneth, at kærlighedsforholdet mellem subjekter opleves gennem et gensidigt følelsesmæssigt forhold. I dette forhold erfarer subjektet erkendelsen af at være i et afhængighedsforhold bygget på emotionel støtte. Individet erfarer således at dets behov for anerkendelse blive opfyldt igennem eksistensen af den konkrete anden. Selve den nære relation eller kærlighedsrelation mellem familie, kæreste eller venner udgør de symmetriske relationer hvor mennesket kan finde en fortrolighed med sine egne ressourcer og værdier og se den blive anerkendt. Vellykkede relationer er grunden til at mennesker kan gå ud i verden og håndtere konfliktfylde situationer konstruktivt. Venskaber og kærligheden er grunden til emotionel anerkendelse, der sætter individet i stand til at tro på sig selv, som en mulig indflydelsesrig person i tætte fælleskaber og samfundsmæssige forhold. (Honneth. 2006. s. 15). Den retslige sfære eller retslig anerkendelse sker når man er sikret fundamentale rettigheder, som er baseret på gældende lovgivning og konventioner. Igennem de fundamentale rettigheder, som alle har, som gyldigt medlem af samfundet, vil mennesket have mulighed for at opnå selvrespekt for sig Side 22 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København selv, som et ligeværdigt medlem af samfundet. At have disse fundamentale rettigheder og derigennem selvrespekt, betyder også, at mennesket er bevidst omkring sig selv, som en moralsk kompetent person, som også er i stand til at indgå i samtaler om det samfund vi lever i. De grundlæggende muligheder for at føle sig som et selvstændigt menneske, er altså baseret på den anerkendelse som rettighederne sikrer. Ifølge Honneth betyder det ikke, at et menneske uden rettigheder ikke har selvrespekt, dog vil mennesket ikke kunne opnå den højeste form for selvrespekt, da den kun kan realiseres ved at blive anerkendt som et autonomt handlende rets subjekt. (Honneth. 2006. s. 16). Den solidariske sfære eller den sociale anerkendelse sker igennem relationer til fælleskaber, grupper eller samfundet, hvor menneskets deltagelse bliver positivt anerkendt. I disse fælleskaber bliver mennesket anerkendt for sin egen unikke forskellighed og som et helt specielt menneske. Mennesket indgår ikke bare i fælleskabet, men er også en positiv bidrager til samfundet eller fælleskabets hele. Ved at bidrage til fælleskabet er mennesket med til at reproducerer samfundet. Dette vil give mennesket følelsen af personlig værdsættelse, som medlem af det solidariske fællesskab. (Honneth. 2006. s. 16-17). Hver er de tre sfærer kan ses som elementer i samfundet. Hver anerkendelsessfærer er en forudsætning for de andre og de er alle tre essentielle for et velfungerende samfund. Det kan forklares med at kærligheden, som et barn får fra sin mor er en forudsætning for dets ontologiske udvikling, samt en vellykket integration i samfundet. De fundamentale rettigheder er forudsætning for at alle kan føle sig ligeværdige. Her spiller solidariteten også ind, hvis altså den bygger på et fælles værdigrundlag samt åben for forskellighed. (Honneth. 2006. s. 17). Ligesom med menneskesynet, har vi valgt at se på teorien om anerkendelse fra to vinkler. Ovenstående teori med Hegel og Honneth repræsenterer den ene synsvinkel, og er mere en overordnet måde at kigge på anerkendelsen på som begreb. Til at belyse en mere lavpraktisk og handlende diskurs, har vi valgt Berit Baes teori, som vi mener indeholder en mere lavpraktisk på institutions niveau. Berit Bae. For at opnå en anerkendende relation mellem pædagog og bruger, skal relationen bygges op om ligeværdighed. Relationen bliver ikke anerkendende, hvis den ene part ser sig selv enten som mere eller mindre værd end den anden. Begge parter skal være lige. Når man ser hinanden som Side 23 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København ligeværdige er det muligt at blive anerkendt og give anerkendelse. Dette vil resulterer i at begge parter bliver mere bevidste omkring sig selv. Hvis ikke man er bevidst omkring sig selv er der risiko for at relationen blive fastlåst og udviklingen muligvis stopper. Det vil sige at pædagogen og brugeren er afhængige af hinanden for at dette skal lykkes. (Bae. 1996. s. 7). Som pædagog er det vigtigt at vide hvad en anerkendende relation indebærer og hvordan man bruger den i praksis. Dette er vigtigt, da vi vil undgå at misbruge den magtposition vi står i, og for at vi kan skabe bedre forudsætninger for brugernes udvikling, og deres forhold til dem selv samt deres ressourcer. Selvtillid, selvstændighed, tolerance og medmenneskelig respekt, er fire nøglebegreber som er vigtige i forhold til en anerkendende relation. Anerkendelsen skal ses gennem den måde, man opfører sig over for andre på. Anerkendelsen skal komme fra ens grundholdning omkring ligeværd og respekt. Anerkendelse er et mål i sig selv og derfor skal anerkendelsen ikke udelukkende bruges som en metode eller middel for at opnå de mål man gerne vil opnå sammen. Hvis man bruger anerkendelsen som et middel til at opnå målet, vil det blive opfattet som en kontrollerende proces som er langt fra den respekt og forståelse som er grundlæggende for de fire nøglebegreber. Med denne brugergruppe hvis forudsætninger er vidt forskellige, kan processerne ofte være meget lange og meget udfordrende. Ingen processer er ens og tager form, alt efter den enkelte brugers livssituation. (Bae. 1996. s. 8). Anerkendelse og erkendelse er så tæt knyttet, at ”uden erkendelse ingen anerkendelse og uden anerkendelse ingen erkendelse”. (Bae. 1996. s. 9). For at erkende en anden skal vi som pædagoger have en empatisk forståelse for brugerens historie. Vi må prøve at sætte os ind i, hvordan det ser ud fra brugerens synsvinkel og dennes baggrund. Kigger man udelukkende igennem ens egne briller, kan det være svært og problematisk at forstå modparten og derfor svært at forstå meningen bag de handlinger eller beslutninger brugeren træffer. At erkende uden at kunne sætte sig ind i brugerens situation er umulig og derigennem vanskeliggøres også anerkendelsen. Det er derfor vigtigt at være aktivt lyttende og åben over for brugerens fortællinger. Der ligger også mere i selve kommunikationen end bare det verbale. Ligeså vigtigt er det at have fokus på brugerens nonverbale sprog. Man skal aflæse både det verbale og nonverbale sprog, for at forstå hele sammenhængen i brugerens kommunikation. (Bae. 1996. s. 9-10). Når man lytter, er det vigtig at vise at man er til stede. Vi som pædagoger skal også bekræfte brugeren, det gør vi igen verbalt og nonverbalt. Det er vigtigt, at brugeren som fortæller føler en tryghed i samtalen. Dette er dog ikke ensbetydende med at man enig i, hvad der bliver sagt eller en eventuel positiv feedback. (Bae. 1996. s.12). For at forstå brugeren, er det vigtigt selv at være åben og turde give slip på kontrollen. Det vil resulterer i at man Side 24 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København må acceptere, ikke at vide hvilken retning samtalen tager. Man må slippe styringen og simpelthen bare lytte til hvad der fylder hos den anden. Man skal undgå at virke kontrollerende i samtalen. Det vil hurtigt virke sådan, hvis man allerede fra starten begynder at stille spørgsmål. Det vil virke på brugeren som om, at man prøver at styre og kontrollere samtalen, og derigennem prøve at definere og vurdere hvad brugeren mener. Hvis dette alligevel sker, at man ubevidst får præget samtalen for meget kan resultatet være, at pointen med historien for brugerens side går tabt. (Bae. 1996. s. 13). Selve kvaliteten og derigennem anerkendelsen i selve kommunikationen mellem pædagog og bruger er afhængig af, at vi som pædagoger er bevidste omkring vores egen refleksion. Denne refleksion er vigtig for at kunne sætte sig ind i brugerens verden. Man skal kunne se sig selv som både subjekt og objekt og kunne skelne sig selv fra andre. Desto bedre man er til dette, jo bedre og nemmere vil man blive til at lytte og derigennem forstå brugerens livsverden. (Bae. 1996. s.16). Bae giver her en definition på, hvordan man via relation og kommunikation mellem pædagogen og brugeren sikrer sig størst mulighed for ligeværd og derved anerkendelse. Hun gennemgår forskellige teoretiske processer man som pædagog bør vide for at sikre så højt fagligt niveau som muligt. Motivation. ”Motivation defineres som en menneskelig stræben efter at leve så meningsfuldt og selvrealiserende som muligt. Denne stræben er udtryk for menneskets inderste natur: at være konstruktiv, målrettet, social og aktiv”. (Revstedt. 2004. s. 40) I motivationsarbejdet kan man forvente, at brugeren ikke altid er lige motiveret. Om man bruger termer som umotiveret, latent motiveret eller ambivalent, er ikke helt ligegyldigt. I ordet umotiveret ligger betydningen slet ikke at være motiveret, det eksisterer ikke ifølge Revstedt. Alle mennesker er inderst inde motiverede. Hvis vi tager det positive menneskesyn frem igen, så tror vi også på, at alle mennesker stræber efter at leve et så meningsfyldt og selvrealiserende liv som muligt. (Revstedt, 2004. s. 45). Sommetider ser vi mennesker som virker umotiverede, ved at misbruge eller vanrøgte sig selv. Disse mennesker er ofte latent motiverede. Det modsatte er manifest motiverede. Denne gruppe kan have samme problemer, men arbejder med dem konstruktivt i stedet for destruktivt. Side 25 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Uanset hvilken term man vælger at benytte, så skal de begge forstås ved, at de gælder for alle mennesker, uanset om man er syg eller ej. Det gælder igen om, hvordan man arbejder med problemerne. Selve relationen mellem motivationsarbejderen og brugeren kan også kaldes for motivationsrelationen. Indholdet i relationen bygger på visse følelsesindstillinger man som motivationsarbejder skal have i kontakten med brugeren. Mange af disse følelsesindstillinger råder brugeren ikke over, og har derfor brug for hjælp af motivationsarbejderen, til at tilføre dem. De er vigtige i forhold til at forstærke den positive kerne hos brugeren. Man kan sammenligne det, med en bil med et dødt batteri, her er det man har brug for én hjælpsom nabo, som kan hjælpe med at få bilen startet igen. (Revstedt, 2004. s. 99). Kernen hos brugeren har brug for næring, og det er motivationsarbejderen som skal formidle denne. De seks indstillinger er: engagement, håb, tiltro, respekt, forståelse og ærlighed. Specielt engagement er vigtigt. At brugeren føler motivationsarbejderens engagement og dermed omsorg, er en meget positiv bekræftelse. (Revstedt, 2004. s. 101). Motivationsrelationen er kendetegnet ved, at der er en ensidig overførsel af positive følelser til brugeren. Som motivationsarbejder skal man blive ved med at tilføre de seks følelsesindstillinger, uanset hvor mange negative tilbagemeldinger man får. Dette kan følelsesmæssigt være meget hårdt, og kan i nogle tilfælde medføre at motivationsmedarbejderen vælger manifest motiverede brugere til i forhold til de latent motiverede. Hvordan man arbejder med de seks følelsesindstillinger i praksis, er forskelligt i forhold til hvilken type brugere man arbejder med. Hvis man arbejder med en manifest motiveret bruger, så er de tre sidste termer nok. Brugeren har her allerede engagement, håb og tiltro til sig selv. De tre termer giver allerede brugeren styrke til aktivt at medvirke til egen behandling. Den latent motiverede bruger har i høj grad brug for de tre første termer. De kan også oversættes til: tro, håb og kærlighed. At mennesket har brug for det, er ingen nyhed, og i denne forstand er motivations relations teori ikke en videnskab rent begrebsmæssigt. Det svære er, at få det til at fungerer i praksis. (Revstedt, 2004. s. 110-111). I arbejdet med brugeren er det både det indre og det ydre, der arbejdes med, men hovedsagligt det indre i første omgang. Dette er en længere proces og derfor kan der ikke altid ses en fysisk ændring af udseendet eller handlinger. Det er vigtigt at være bevidst om, at selv om man ikke kan se brugeren ændre sig, kan der være mange indre ændringer i gang og det er derfor vigtigt at være tålmodig og tro på at processen stadig er i gang. (Revstedt, 2004. s. 41). Side 26 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Ovenstående giver et indblik i hvilke metoder man som pædagog kan bruge i arbejdet med latent motiverede brugere. Vi har valgt udelukkende, at se på den mere lavpraktiske del af teorien, da vi mener, at det er fyldestgørende i forhold til vores opgave. Selve opgaven har til formål at fortælle hvordan vi mener, at der skal arbejdes med denne brugergruppe. Selve arbejdet med brugergruppen er hovedsageligt praktisk og foregår altid i en tæt relation. Derfor synes vi det var fyldestgørende uden at se på motivationsarbejdet fra et metaperspektiv. Livskvalitet. Bjarne Lenau Henriksen. Livskvalitet er noget alle mennesker har en holdning til. De fleste vil mene at det er godt hvis ens livskvalitet er god. I arbejdet med psykisk syge mennesker, arbejder vi dagligt med at alle skal føle at de har så høj en livskvalitet som muligt. Dette gøres bl.a. via vores menneskesyn, vores idé omkring anerkendelse og vores daglige arbejde med motivationsarbejdet. Alle disse elementer i den pædagogiske praksis gør, at vi sikrer at muligheden for individuel livskvalitet er størst. Ifølge Henriksen handler livskvalitet om at. Livet er værd at leve og det gælder også i de dårlige perioder, når livet ikke føles værd at leve. Livets gang er forskelligt for alle mennesker og der kan ikke fastlægges en præcis facitliste for hvad livskvalitet for den enkelte er, det afhænger af det enkelte menneske. Livskvalitet er forskellig fra menneske til menneske og at det er værdifuldt for et menneske er ikke ensbetydende med, at det er det samme for den lige ved siden af. Der findes ikke et facit, som er gyldigt for alle, det kan ikke generaliseres. Livskvalitet kan komme gennem kultur, religion, opvækst, personlige erfaringer og oplevelser og kommer derfor til udtryk forskelligt ud fra menneskets individuelle baggrund. (Henriksen. 2007. s. 13). Livskvalitet spiller en stor betydning i relationen til andre mennesker. Det er vigtigt at have mennesker omkring sig, som kan forstå en, anerkende en, respektere en og holde af en. Livskvalitet ifølge Henriksen, handler om, at livet er værd at leve. Ligeså vigtigt er det også vigtigt at vide, hvad man skal gøre, når livet er knap så sjovt. Derfor skal man have mennesker omkring sig, som kan indfri de ovenstående ting. (Henriksen. 2007. s. 14). Livskvalitet er noget man ikke kan købe sig til. Livkvalitet er ikke en ting man kan styre og den Side 27 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København følger ingen regler eller love. Den er både ustyrlig og usynlig på samme tid, den er tæt på uovervindelig, men man kan godt komme den til livs. Som oftest er det ikke ens egen livskvalitet som dræbes, men andre menneskers. Grunden til dette kan være mange. Ofte er det fordi mennesker ikke kan lide hinanden eller hvad andre mennesker står for. Det kan være seksuelt, politisk, kulturelt eller helt andre ting. De kan dræbe livskvaliteten på andres vegne fordi, de føler at disse mennesker står i vejen for deres egen individuelle livskvalitet. Hvis et menneske står i vejen for én både fysisk og psykisk og har en anden mening eller holdning, om hvad der er det gode liv for den enkelte, kan dette blive opfattet som en trussel mod ens egen drøm om det gode liv. Fælleskabet er et vigtigt element i opnåelsen af livskvalitet. Livskvalitet kan ikke nås alene, men i samspil med andre mennesker. Samspillet handler om følelser, holdninger, handlinger, som udøves i samspil. Livkvalitet er ikke ensbetydende med at have succes, og ikke det samme som at have et sundt og vellykket liv. Livskvalitet eksisterer hvor mennesket er handicappet, den er der hvor mennesket bliver gammelt og er fysisk afhængigt af andre. Livskvaliteten forsvinder heller ikke, fordi man får en fysisk eller psykisk diagnose. Sorg og smerte udligner ikke det grundlæggende i livskvalitet. (Henriksen. 2007. s. 15). Meningsløshed kan dog være en stor modspiller for livskvalitet, og for at livskvaliteten skal overleve, afhænger det af, om dét enkelte menneske har andre mennesker i nær relation, som kan forstå og støtte én. (Henriksen. 2007. s. 16). Ifølge Henriksen er livskvalitet noget alle mennesker bør have i deres liv og hvis ikke de har, bør vi som pædagoger hjælpe til i processen. Livskvalitet er mere et mål, end en decideret metode og skulle gerne resultere i, at mennesket skal kunne klare sig selv, og styre sit liv i den retning, man selv ønsker, uden at være afhængig af andre. (Henriksen. 2007. s. 20). Som tidlige nævnt, handler livskvalitet om, at livet er værd at leve, og det er kun det enkeltes menneske selv der kan afgøre om livet har værdi. Livskvalitet er en konstant proces, der er i udvikling gennem hele livet. Det er ikke nok, at fortælle et andet menneske, at livet har værdi, man er nødt til selv at tro på dette. Ved selv at leve livet, og give udtryk for at livet rent faktisk er værd at leve, skaber pædagogen forhåbentlig en præcedens for andre mennesker, som søger efter samme følelse. Selv om livskvalitet er en konstant proces, er det ikke en permanent tilstand. Livskvalitet er noget man hele tiden skal arbejde for. Livskvalitet har ikke et endegyldigt resultat og man kan bestemt selv være en aktiv aktør i opnåelsen af ens individuelle definition af det gode liv. (Henriksen. 2007. s. 21). Side 28 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Ved at inkludere livskvalitet i vores opgave, mener vi at have samlet teorier som vil og kan hjælpe os til en samlet pædagogisk indsats med at motivere brugere til at ville have det bedre, og dermed størst chance for at komme sig efter psykisk sygdom. Analyse. I arbejdet med Thomas på herberget, var indstillingen fra personalegruppen, at vi skulle arbejde recovery orienteret med ham, ligesom med alle andre beboere. I vores tilfælde med Thomas observerede vi, at der allerede fra start af blev sat mål op for ham. Vi havde internt i personalegruppen diskuteret hvad der kunne lade sig gøre og hvad som var muligt. Hvad som var muligt, var helt sikkert farvet af personalts forforståelse, som vi allerede før mødet med Thomas, var blevet delagtiggjort i. De mål som vi har beskrevet i vores case, at nedsætte sit misbrug, større egenomsorg og fokus på økonomi, blev besluttet uden at involvere Thomas. Allerede her tænkte vi som studerende, at det var mærkeligt ikke at involvere Thomas i hans egen recovery proces. Fra start af i praktikken fik vi at vide, at vi skulle læse planen fra Københavns kommune omkring recovery indsatsen på området. Her står der tydeligt, som vi har beskrevet, at man skal tage udgangspunkt i brugerens egne drømme, ønsker og mål. Dette var på ingen måde tilfældet her. Vi i personalegruppen, tog faktisk udgangspunkt i vores egne værdier og tanker om det gode liv. Det blev besluttet, at det ville være godt for Thomas at nedtrappe sit misbrug, og vi besluttede at det ville være godt, med større egenomsorg og bedre styr på hans økonomi. Ved bedring på disse områder mente personalet at Thomas ville få en bedre sygdomsindsigt. Denne er vigtig, da det er nemmere at acceptere ens sygdom, og arbejde med den, hvis man er bevidst omkring hvorfor man arbejder med det. Vi er er stadig ikke sikre på om Thomas var enig i dette, eller nogensinde blev det. Som beskrevet, fremlagde vi disse mål for ham, og han reagerede som vi havde forudset, med modstand og modvilje. Det gav sig udtryk ved at han bogstaveligt talt, vendte ryggen til os og gik sin vej. Ifølge Wilken og Hollander er første skridt i en recovery proces selve erkendelsen og accepten af ens sygdom. Dette skridt er vi ikke sikre på, at vi overhovedet nåede i processen med Thomas. Thomas gav aldrig udtryk for, fysisk eller verbalt at have sygdomsindsigt. Han gav heller ikke udtryk for, at have lyst til hjælp eller samarbejde. Vi som personalegruppe, fortsatte derimod med at arbejde med Thomas, på trods af den tydelige modvilje. Som beskrevet tidligere troede vi på, at hvis vi fortsatte ihærdigt nok, og viste at vi ingen steder gik, så ville Thomas til sidst følge med. De andre faser i recovery som vi har beskrevet i teorien nåede vi Side 29 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København aldrig helt med Thomas. Selvom vi troede at vi var i gang med at anlægge nye perspektiver til hans liv og til sidst hjælpe ham med at vedligeholde sociale venskaber, var Thomas dog aldrig personligt længere end ved starten, flere måneder tidligere. Af denne episode, er vi kommet frem til, at selve menneskesynet var anderledes i praksis end hvad herberget egentligt beskrev. I virksomhedsplanen stod der blandt andet at, stedet så hele mennesket og ikke kun det ydre. Vi ser nu, at vi og det øvrige personale, mente at vores påvirkning og idéer var det rigtige for Thomas. Vi mente, at ved at fremavle den rigtige adfærd, ville det kunne hjælpe Thomas med at passe ind i allerede eksisterende socialt accepterede normer. Med den rigtige adfærd mener vi at tæmme og kontrollere Thomas primitive, destruktive og animalske drifter, som Schibbye beskriver det. Ifølge Schibbye anlagde vi et klassisk subjekt-objekt syn, og det er vi nu bevidste om. Denne bevidsthed må vi krydse fingre for også holder ude i det ”virkelige liv”. Bevidstheden omkring ens praksis, kan godt glemmes i en hektisk hverdag eller over tid. Tilbage til Thomas. Vi mente faktisk at vi gjorde det helt rigtige for Thomas, men nu når vi kigger tilbage, så er udviklingen stoppet. Vores relation til Thomas, var ikke præget af ligeværd. Som Bae beskriver det, så er den ligeværdige relation essentielt for udvikling og succes. I og med at vi har sat målene op for Thomas, så har vi ikke ment, at han selv var i stand til dette. Vi har i virkeligheden set os selv, som mere værd end ham. Derfor ville vores relation aldrig være præget af ligeværdighed og derfor var muligheden for anerkendelse egentlig aldrig til stede. Selvom vores intention har været at være anerkendende over for Thomas, så har vi faktisk optrådt direkte modsat. Ifølge Hegel fejler vi, da vi ikke har haft fokus på den implicitte magt. Den har vi som pædagoger, ikke været bevidste omkring. Herre slave forholdet som Hegel beskriver, er i den grad gældende i vores case. I praksis var vores opgave at hjælpe Thomas, med selv at ville have det bedre. Vi ville hans bedste, og så ikke at vi faktisk begik en form for overgreb. Vi dikterede hvad han skulle og satte mål derefter. Så måtte han bare følge med. I denne situation, må vi indrømme at vores definitionsmagt er meget tydelig, men er den ikke altid det? Vi prøver på et ubevist punkt at kontrollere og beherske mennesker, og vi forstår ud fra Hegel, at vi altid vil fejle, da vi ikke ser os som ligeværdige. Vi vil aldrig kunne opnå den ultimative anerkendelse, da vi altid vil have et skævt magtforhold. Vi kan se på denne proces, at anerkendelsen ikke har været til stede. Anerkendelsen er en nødvendig betingelse for menneskelig udvikling mener Honneth, og andekendelsen er betinget af gensidighed. Når vi i vores arbejde med Thomas ikke har gensidigheden fra hans side, så er muligheden for at processen lykkes og Thomas i sidste ende, deltager i samfundet, meget lille. Dog er det dét vi må Side 30 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København forvente os som pædagoger. Vi må starte med at anerkende vores bruger, og med tiden vil brugeren forhåbentlig have lyst til at møde og anerkende os. I og med vi ikke giver Thomas en stemme i hans eget liv, så fratager vi Thomas hans fundamentale rettigheder som borger i samfundet. Vi anderkender ikke hans retslige sfære. Vi har faktisk frarøvet Thomas muligheden for at opnå den højeste form for selvrespekt. Vi så ham jo ikke som et autonomt handlende subjekt. Til sidst i forløbet, før vi stoppede i praktikken, vendte det jo faktisk en smule. Vi begyndte at se små modreaktioner på vores reaktioner. Vi kan måske sige at afvisning, som pædagogisk redskab har virket i Thomas tilfælde. Ydermere begyndte han at sige ”hej” til os på gangene, og det var et klart mønsterbrud. Ifølge Bae er det vigtigt at have fokus på brugeres nonverbale sprog, for at forstå den fulde sammenhæng. Det giver meget god mening i Thomas tilfælde. Thomas er en mand af få ord, men hans nonverbale sprog var meget tydeligt. Hans ofte meget tydelige afsky og afstandstagen af os som pædagoger, var ikke til at tage fejl af, han gad os ikke. Til sidst i forløbet hvor han udtrykker skuffelse, da vi ikke viste samme engagement som tidligere, var det heller ikke til at tage fejl af. Han viste os, at han faktisk gerne ville os. Måske på et ubevidst plan, men ikke desto mindre var det endeligt et positivt tegn på mulig fremgang og udvikling. Igen ser vi af vores afvisning faktisk virker på Thomas. Men er det så det rigtige gøre? ville det være bedre, altid at reagerer impulsivt og udelukkende personligt? nej, det mener vi ikke. Éns praksis burde være en blanding af én selv, éns personlighed og så ens faglige viden og kunnen. Når vi tager vores professionelle maske af, skal det være velovervejet. Vi skal huske, at vi ofte sidder over for brugere i deres egne hjem, og her ønsker vi ikke at skabe distance, ved at agere for professionel. Vi ønsker her, at brugerne også ser os som mennesker og ikke bare pædagoger. I forlængelse af Baes beskrivelse omkring verbalt og nonverbalt sprog, kan vi se ligheder relaterende til Revstedts tanker omkring det indre og det ydre, som vi tidligere har beskrevet under motivationsteoriafsnittet. Revstedt forklarer, at processerne normalt tager sin tid og at forandringerne i brugeren allerførst startet i det indre. At den indre kerne kan spire i det skjulte i lang tid, og uden at det ydre lader sig påvirke sig af det. Derfor har vores arbejde måske båret frugt tidligere end hvad vi havde troet. Det er måske alligevel lykkedes, at motivere Thomas på et ikke intenderet plan. Som Revstedt yderligere forklarer er det meget vigtigt for latent motiverede brugere, at føle engagementet fra pædagogerne. Det gjorde Thomas i høj grad. Vi er så helt enige omkring, at det på ingen måde har været anerkendende, men engagement blev udvist. Engagement kan også oversættes til tro. Troen på processen og at alt dette kan lade sig gøre. Fejl sker i Side 31 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København psykiatrien, og det kan ikke undgås, men at have troen med sig er vigtig. Troen sikrer, at vi har lysten til at gøre praksis bedre, og minimere menneskelige fejl. I vores arbejde i psykiatrien, handler det i bund og grund om at vedholde og sikre så høj en livskvalitet som muligt. Det skal selvfølgelig ske i samarbejde med brugerne, og her mistede vi tydeligvis overblikket i processen med Thomas. Ifølge Henriksen er livskvalitet forskelligt for alle mennesker, og det gælder selvfølgelig også i Thomas tilfælde. Hvad der er livskvalitet for os som pædagoger og mennesker generelt, behøver ikke nødvendigvis at være det samme for Thomas. Det skulle vi have haft større fokus på under praktikken. Hvad Thomas’ definition på hvad livskvalitet er for ham er jo noget vi skal finde ud af i samarbejde, men det plan for samarbejde nåede vi aldrig i vores proces. Diskussion. I vores diskussionsafsnit vil vi selvfølgelig tage udgangspunkt i vores teori, case og analyse. Vi mener at kunne give et svar på hvordan man arbejder med mennesker som ikke vil arbejdes med. Vi vil i nedenstående afsnit, diskutere elementer fra teorien, casen og analysen, som vi mener kan ses fra flere vinkler eller som vi er knap så enige i. Vi vil samtidigt med dette diskutere vores egen praksis, ud fra vores valgte case, men også komme med nye forslag til hvad man kunne gøre i praksis. Hvis vi starter med menneskesynet, så har vi i casen beskrevet, hvordan personalet allerede fortalte omkring Thomas´ diagnose og væremåde, før vi mødte ham. Der er ingen tvivl om, at det resulterede i, at vi allerede havde dannet en negativ forforståelse af Thomas. Med negativ forforståelse mener vi, at vi som studerende begyndte, at se og tænke på Thomas og faktisk også andre brugere som objekter. Objekter, som man vejer og måler på en ydre kategorisering. Det er måske heller ikke så underligt, da mennesker generelt har brug for at kategoriserer ting, som vi ikke forstår. Helt konkret mener vi, at man bør være bevidst omkring hvilken information man giver videre omkring den enkelte bruger. Relevant information om deres sygdomme, psykiske som somatiske, samt misbrugshistorie, ser vi som relevante. Dog ser vi ingen grund til, at forklare omkring brugeres opførsel eller adfærd. Problematikken med det, kan være at synet på opførslen eller adfærden, kan være stærkt præget af et subjektivt blik, og dermed fratager man pædagogen muligheden for, selv at danne sig sit eget blik på den enkelte bruger. Side 32 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Implicit havde personalet allerede anlagt et subjekt-objekt menneskesyn. De havde i den grad fokus på at kontrollere og tæmme Thomas, hvis vi skal bruge Schibbyes ord. Vi mener ikke mennesket kan dannes og udvikles gennem ydre påvirkninger alene, i dette tilfælde af os som pædagoger. Vi mener, at det menneskesyn, som ubevidst er blevet anlagt i Thomas tilfælde, er lagt fordi man har ønsket at fremavle en bedre adfærd. Tanken omkring dette er egentlig god nok, men udførelsen og implementeringen er mangelfuld. Vi mener set i bakspejlet at personalet skulle have været mere bevidste omkring menneskesynet. Med det mener vi, at menneskesynet burde være mere italesat i hverdagen, så det blev en naturlig del af den pædagogiske praksis. Vi er alle mennesker og i ofte stressede og pressede situationer kan overblikket og overskuddet godt mangle i visse situationer. Dog burde man som personalegruppe, have fokus på dette og støtte og vejlede hinanden omkring vanskelige situationer. Generelt var opfattelsen i personalegruppen, at vi arbejdede anerkendende. I tilfældet med Thomas, er det dog meget tydeligt, at vi har glemt at Thomas har ret til sin egen mening. Vi har ikke taget hensyn til hans egen indre oplevelsesverden og dermed fratager vi også Thomas retten til, at have et syn på sig selv. Konsekvensen af dette er, at vi for det første objektivisere ham, men også mangler anerkendelsen af Thomas. Selvom vi kan se flere mangler i processen med Thomas, har ingen gjort det af et dårligt hjerte. Personalet inklusiv os selv, har gjort alt hvad vi kunne og ud fra den bedste mening. Revstedt forklarer tidligere i opgaven, at pædagogen, kun kan gøre sit bedste. Men er det bedste altid godt nok? Pædagoger har forskellige kompetencer og alle pædagoger og brugere kommer forskelligt ud af det med hinanden. Vores pointe med det er, at man som pædagog skal have fokus på sin professionalisme og ikke tage ting personligt. Hvis man oplever håbløsheden komme snigende, er det vigtigt at få talt om det med kollegaer. Kommunikation som vi ser det, er vigtigt i denne situation. Vi som pædagoger skal bære en faglig stolthed og det er ikke altid nemt at bede om hjælp. Dog er samarbejdet med kollegaer essentielt. I denne situation, kunne reflektionsgrupper eller supervision, være et nyttigt pædagogisk værktøj. At få flere øjne på problematikker og få belyst vinkler, man ikke selv har kunne se. Ofte er vi dog også i situationer, hvor vores muligheder som pædagoger er begrænsede, og her er det vigtigt at være bevidste omkring det tværprofessionelle samarbejde. Vi vil ikke komme med en uddybende forklaring, men her tænker vi på, at man i psykiatrien ofte samarbejder med mange forskellige faggrupper. Det kan være psykiatere, socialrådgivere og ergoterapeuter vi samarbejder med. Disse samarbejdspartnere har et andet syn og information på vores bruger, da deres relation med brugeren er baseret på et andet felt og samarbejdet i det. Side 33 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Ud fra ovenstående, har vi prøvet at diskutere, hvordan vi sikrer så kompetent og højt fagligt niveau som muligt i psykiatrien. Som Revstedt forklarer, så er det stadig pædagogen, som står med hovedansvaret. Selve strukturen med én pædagog som har hovedansvaret for én bruger er vi enige i. Men som tidlige nævnt er det vigtigt at benytte sig af sine kollegaer. Men hvad har pædagogen hovedansvaret med? Revstedt forklarer, at alle mennesker har et valg i livet og man kan vælge fra eller til eller slet ikke vælge. Pædagogen som vi ser det, har ansvaret med at motivere brugere til at tage de rigtige valg i livet, men også forklarer konsekvensen ved disse valg. Her tænker vi, om alle mennesker har de valg? Og er de valg i så fald frie? Vi vil lige nævne, at psykisk sygdom selvfølgelig rammer alle mennesker på tværs af sociale klasser. I forhold til Thomas sygdom, vil vi ikke diskutere, om han havde et valg. Det havde han selvfølgelig ikke, men Thomas havde selvfølgelig stadig et valg, hvis vi taler omkring indsatsen i egen behandling. Vi mener, at vi alle har frie valg, men mennesker har forskellige forudsætninger for at se disse valg samt at benytte dem konstruktivt. Vi mener, at valget er afhængigt af, hvor man kommer fra, hvem man påvirkes af samt hvilken støtte man kan forvente af ens nære relationer. Mange af vores brugere fra praktikken var ikke trænet i en produktiv egen indsats. Vi som pædagoger burde, ”træne” vores brugere i at forstå, at de har et valg og har indflydelse på de situationer de er i. Det er også pædagogens ansvar at forklarer uden at virke patroniserende, konsekvensen ved disse valg. Hvis vi skal diskutere anerkendelse i forlængelse af casen omkring Thomas, er den lige til. Den er ikke eksisterende, selvom vi mente, at vi arbejdede sådan. Bae siger, at for at lykkes skal relationen være båret af ligeværd. Det er vores relation med Thomas ikke. Den minder nærmere om herreslave forholdet som Hegel refererer til. Det vi skulle have gjort var, at have haft fokus på det recovery egentlig handler om. At finde den enkeltes egne mål og ønsker for livet. Ikke at gå ud fra hvad vi selv synes, at være det rigtige for en anden. Det er anerkendelse. Men der er mange dilemmaer i anerkendelsen. Er det egentligt anerkendende altid at være anerkendende? I bund og grund kommer det vel an på hvad man ligger i anerkendelsesbegrebet. Vi uddyber vores mening nedenfor i næste afsnit. Arbejdet som pædagog generelt kan ofte være indbegrebet af stressende og konfliktfyldte situationer. Vi arbejder med mennesker, fordi vi mener at kunne tilbyde nogen noget. Vi har valgt at arbejde i psykiatrien, hvor menneskers reaktionsmønstre ofte er uforudsigelige og vanskelige at arbejde med. Det betyder ikke, at vi ikke kan lide de her brugere, tværtimod. Det betyder dog, at vi ofte står i situationer, hvor vi måske ubevidst taber vores professionelle maske, da de brugere vi arbejder med, overrasker os og måske får os slået ud af kurs i bestemte situationer. Det kan være Side 34 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København positive situationer der overrasker os, hvor vi reagere emotionelt eller situationer, hvor vi ikke kan bunde og reagerer instinktivt ophidset eller frustreret ved en evt. konflikt. Det skal siges, at ovenstående ikke kun sker i psykiatrien, men er et vilkår i det daglige pædagogiske arbejde. Vi har valgt at beskrive en episode med Thomas, hvor vi reagere med opgivenhed og åbenlys håbløshed. I første omgang er disse reaktioner ikke intenderende og blottet for professionalisme. Senere vælger vi faktisk at bruge dette som et pædagogisk redskab, da vi ser reaktionen fra Thomas. Det er jo fantastisk at vi når ind til ham, men det at vi bruget det ”personlige” som pædagogisk redskab, må ikke blive hverdag, men skal reflekteres over og drøftes med kollegaer. Når vi taler om det ”personlige”, så er det ikke éns personlighed i det daglige arbejde, som er super vigtigt. Vi taler om den overvejede ”personlige” side som vi viser Thomas, som en modreaktion, på hans afvisning. Pædagoger er også bare almindelige mennesker, og vi reagerer, som alle mennesker ville gøre, hvis man gentagne gange løber panden mod en mur. Så i dette tilfælde var vi ikke anerkendende over for Thomas. Ubevidst viste vi ham, at vi også var mennesker, med følelser, som han rent faktisk kunne påvirke. Det var her, at vi faktisk lagde mærke til en lille forandring i hans egne afvisninger. Det må bevise, at anerkendelse ikke altid er anerkendende. Men at turde at tabe masken, og vise personlighed og følelser er måske det mest anerkendende vi kan gøre over for brugere? Der er ingen tvivl om, at være et sted i en relation, hvor at tage masken over for brugeren, er virkelig anerkendende. Her ville alle måske kunne være med, uden en pædagogisk uddannelse. Anerkendelsen er dog ikke altid er til stede, og hvad gør man så? det er her vi som uddannede pædagoger kan støtte os til vores faglige viden, og tænke i andre og nye baner. Vi har lært at være reflekterende over egen praksis, så vi har muligheden får at bruge flere pædagogiske værktøjer. At man udelukkende kan tilbyde sit personlige er ikke godt nok. Det er det samme som, kun at have et stykke værktøj, mens vi pædagoger har en hel værktøjskasse. I forhold til motivationsteori mener vi, at det er relevant at se på Revstedt tanker omkring de seks følelsesindstillinger. Helt præcist vil vi diskutere omkring meningen med tre første, som er engagement, håb og tiltro. Revstedt mener især, at de tre indstillinger er relevante i forhold til latent motiverede brugere. Vi vil diskutere, om det nogen gange er okay bare at være sammen med brugerne. Med at være mener vi, at praktisere uden nogen form for bagtanke, overvejelse og bagvedliggende handleplan, eller er det overhovedet muligt? Er det okay bare at praktisere tro, håb og kærlighed? Vi mener, at det er mere end okay, at praktisere tro, håb og kærlighed, hvis alt andet har fejlet. Her taler vi om at selve relationen er fejlet, vi intet har et bygge videre på. I vores brugergruppe er brugere ofte så langt nede fysisk og psykisk, så netop denne menneskelige Side 35 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København handling, er måske det eneste de kan tage imod. I visse situationer har vi måske kun næstekærligheden som redskab, og det er også okay. Selvom bare at være sammen med en bruger, mener vi stadig at det er en pædagogisk overvejelse. Vi har erfaret, at brugere ikke kan rumme andet, på det pågældende tidspunkt. Derfor vælger vi bare at være til stede rent fysisk. Det kan være et se en film, eller andet hvor man ikke umiddelbart har en kontakt. Vi kan dog stadig relatere alt dette til recovery. Vi skal huske at respekten for den enkelte brugers selvbestemmelse er grundlæggende. Recovery kan tage mange år, og er individuel. Det betyder dog ikke, at man ikke kan springe over nogle trin i recoveryprocessen. Selvom brugeren ikke er klar til at arbejde på at få sat mål, kan man stadig arbejde videre på andre mål, som f.eks. forbedring af brugerens sociale kompetencer blandt andet. Ved stadig at være der, når alle andre værktøjer er brugt og kun er kram og personlig nærhed er tilbage, så viser vi brugeren, at vi er der, uanset hvad der sker. Dette vil forhåbentlig resulterer i at, når brugeren er klar til at arbejde med sig selv, kan pædagogen nå at gribe bolden, før angst og modløshed igen overtager brugeren. Livskvalitet er en subjektivt begreb. Vi har alle en mening om det, og vi pædagoger arbejder ofte efter at skabe og støtte brugeren i at opnå størst mulig livskvalitet. De dilemmaer vi ofte ser i psykiatrien omkring livskvalitet, omhandler brugeres valg af sociale omgangskredse. Selvfølgelig skal brugere selv bestemme hvem de omgås med, selvom vi kan se at det går ud over deres muligheder for at komme sig på sigt. Her tænker vi ikke kun på brugere som misbruger stoffer sammen, men også brugere som misbruger mad eller støtter hinanden i en inaktiv hverdag. Vi er bevidste om, at disse brugere ikke kun er sammen for at misbruge, men i høj grad også for det sociale, som mange har svært ved. Vi er sikre på, at de værdsætter at være sammen med andre brugere i samme situation som dem selv. Men hvad skal vi gøre som pædagoger, når vi opdager, forstyrrende relationer i forhold til vores daglige arbejde med brugerne? Vi er bevidste om, at vi ikke bestemmer over brugerne, de har egne frie valg i forhold til at danne sociale relationer. Det vi kan gøre, og det vi skal gøre, er at forklare risiciene eller konsekvenserne ved deres valg. Igen skal dette forklares på en anerkendende respektfuld måde som ikke kan opfattes patroniserende. Tydeliggørelsen af konsekvenserne afhænger af, hvor langt vi er i brugerens individuelle recovery proces. I starten af en proces, hvor vi måske ikke kender den enkelte bruger så godt, handler det mere om at skabe den tillid brugeren gerne skulle have til os. I denne periode, vil vi være mere forsigtige med at opstille konsekvenser og regelsæt. Senere i processen, når brugeren selv er mere aktivt deltagende i egen proces, kan man mere konkret fortælle om konsekvenserne ved brugerens valg, da han selv er mere bevidst og aktiv i sin egen proces. Konsekvensen ved at fortælle om risicis Side 36 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København og konsekvenser er, at brugeren kan føle, at han bliver nødt til at træffe et valg. Valget står så imellem os som pædagoger, som repræsenterer mulig bedring, men også muligvis smerte og hårdt arbejde og vennerne og misbruget på den anden side, hvor der er knap så mange krav. Så konsekvensen kan være, at brugeren distancerer sig til os, men det er chancen vi må tage. Vi er fuldt ud bevidste om, at tilbagefald er en naturlig del af en recovery proces. Som nævnt tidligere, kan vi bare fortælle, at vi stadig er der, når de igen har overskud til at fortsætte deres recovery. Et andet element af livskvalitet som Henriksen beskriver, er at man selv som pædagog skal give udtryk for at livet er værd at leve. På den måde skulle drømmen om det gode liv gerne overføres til brugeren mener Henriksen. Dette er vi delvist enige i. Først vil vi lige forklare, at vi ikke mener, at man skal lade være med at tale om det gode liv, men for det første er det gode liv subjektivt og for det andet så kan positive personlige fortællinger måske misforstås som arrogante. Ofte er de positive personlige fortællinger uigenkendelige og højst sandsynligt uopnåelige i den nære fremtid for brugeren. Vi beder jo brugeren om at tage små skridt frem, da det er overskueligt, og det er turen til Mallorca med familien i sommerferien måske ikke for vores bruger. Derimod skal man som pædagog selvfølgelig give udtryk for de gode ting i livet, men som realistisk og opnåeligt. Det kan være en hyggelig gåtur i området eller fortælle positivt om det at lave mad sammen. Noget der er overskueligt og muligt at gennemføre i nær fremtid. Turen til Mallorca må selvfølgelig gerne være et mål i sig selv for brugeren, men det skal være hans eget ønske at tage dertil. Selvfølgelig er det individuelt, hvad brugere vil og har brug for at høre, men det gælder om, ligesom i alt praksis, at tænke sig om, så man anerkender brugerne der hvor de er i livet. Selvfølgelig må man gerne tale om gode ting i livet fra en selv, men med måde, og ikke for at promovere det gode liv. Konklusion. Hvis vi skal prøve at besvare spørgsmålet omkring hvordan man på bedst mulig måde arbejder med psykisk syge mennesker som ikke vil arbejdes med, må vi starte med at forklare en helt grundlæggende faktor. Man skal gøre op med sig selv, om man virkelig vil dette område. Hvis der er noget de brugere vi har mødt ved, så er det om man virkelig vil dem. Man skal ville disse mennesker, for oprigtigt at kunne bede dem om at arbejde med sig selv. Side 37 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Udover at virkelig ville disse mennesker, skal man selvfølgelig have en faglighed at støtte sig til. Vi har i denne opgave, prøvet at samle teorier, som vi mener at pædagoger i psykiatrien, burde have i sin faglige rygsæk. En pædagog skal selvfølgelig støtte sig til flere teorier end vores, men med de teorier vi har beskrevet, er man godt på vej. Udelukkende med at være teoretisk stærk, kommer man dog ikke langt. Vi har tidligere forklaret, at vi bliver nødt til at supplere med det u faglige, eller ”personlige”. Det var også først her at der skete noget med Thomas. En bevidst vekselvirkning mellem disse poler, mener vi er den optimale måde at praktisere på, og det er igen ikke kun forbeholdt psykiatrien. Helt konkret mener vi at anlægge et subjekt-subjekt menneskesyn i praksis og italesætte dette, vil minimere chancen for at objektivisering vil blive en del af ens arbejdsplads. Hvis man når til det punkt at man ser brugere som mennesker med egne indre oplevelsesverdener, følelser og tanker er man nået langt. Vi skal være opmærksomme på at mennesker generelt ikke socialiseres udefra og ind men i det samspil der er mellem mennesker. Hvis vi kan udøve denne praksis, vil muligheden for en ligeværdig relation være større. Dette vil også påvirke den måde vi ønsker at motiverer vores brugere på. Helt konkret vil vi forsøge at tilføre vores brugere de følelsesindstillinger de ser ud til at mangle. Det betyder at udvise engagement og håb hvis det er det de mangler osv. Men vigtigst af alt bare at være. Vi skal give vores brugere lige præcis hvad de har brug for, og hvis det betyder at sidde i stilhed, og se vild med dans, så må det være sådan. Vi har i denne opgave kommet til den forståelse at anerkendelse kommer i mange former. Vi har beskrevet tidligere, at vi i relationen behøver et produktivt socialt sammenspil, og anerkendelsen er en del af dette. Vi er enige om at anerkendelsen i arbejdet med psykisk syge er essentiel, men den skal være ærlig. Med det mener vi, at man hellere end gerne må vise, hvis der er noget som påvirker én, og kommunikere ærligt til dem. Det er ligeværd, og det er sådan vi vil anvende anerkendelse i vores arbejde. Vi mener ved at anvende denne form for anerkendelse, at brugerne vil få større tiltro til os og dermed muliggøre et bedre og mere produktivt samarbejde. For at vende tilbage til Søren Kierkegaard, som sagde at hvis vi vil hjælpe mennesker, skal vi starte indsatsen der hvor mennesket er. Dette giver os en bekræftelse på, at recovery som begreb er forholdsvis nyt, men tankegangen er gammel. Dette gør den selvfølgelig ikke mere rigtig eller forkert. Dog mener vi ved at anvende en recovery orienteret tilgang i psykiatrien, øger det chancen for at komme sig helt eller delvist. Vi tror på at chancen er større end ved ikke at have en ensrettet indsats på området. Vi mener, at recovery indeholder dele af de holdninger vores valgte teori Side 38 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København bygger på, og med denne opgave har vi beskrevet hvordan vi mener at vi skal arbejde med denne brugergruppe. Alt denne positive teori, ser selvfølgelig anderledes ud i praksis. Intet er så nemt som det lyder. Selvom det ofte lyder ligetil i vores opgave, er alt arbejde i psykiatrien uforudsigelig og ofte kompliceret. Vi er bevidste omkring, at vi måske ikke er, kritiske nok i forhold til recovery, men er det ikke sådan hvis man virkelig har taget tilgangen til sig og tror på et det er vejen frem? Perspektivering. Under denne opgaveskrivning, har vi fået en større indsigt og viden omkring arbejdet med latent motiverede brugere. Vi er gået i dybden med emner, som vi i forvejen kendte begrænset. Under vores proces med at skrive denne opgave, har vi fundet flere interessante emner vi kunne have koncentreret os om. Vi kunne måske have inkluderet den narrative praksis i selve motivationsarbejdet. Specielt eksternalisering af problemet via samtaler, kunne være spændende at have haft med. Michael White ville have passet perfekt ind med hans teori omkring dette emne. Ydermere kunne man have inkluderet et forvaltningsaspekt. Hvilke krav stilles til mig som pædagog i psykiatrien? Hvilke problematikker opstår, når jeg som pædagog står som forvalter af offentlige tjenesteydelser, og på den anden side, skal arbejde med brugere, hvor arbejdet kræver en nær relation samt en vis fortrolighed? Her ville Jürgen Habermas teori omkring livsverdenen kontra forvaltning være oplagt. Side 39 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Litteraturliste. Primær: Henriksen, Bjarne Lenau. Livskvalitet – en udfordring. 2007. 2. udgave. 1 oplag. Gads forlag. Honneth, Axel. Behovet for anerkendelse. 2006. 1. udgave. 3 oplag. Hans Reitzel Forlag. Mylius, de Johan. Søren Kierkegaard til hverdagsbrug. 1998. Aschehoug. Revstedt, Per. Motivations arbejde. 2004. 3 udgave. Hans Reitzel Forlag. Schibbye, Løvlie Anne-Lise. Relationer. 2010. 2. udgave. 1. oplag. Akademisk forlag. Schou, Carsten. Pedersen, Carsten. Samfundet i pædagogisk arbejde. 2012. 2. udgave. 7. oplag. Akademisk forlag. Topor, Alain. Fra patient til person. 2005. Akademisk Forlag. Wilken, Jean Pierre og Hollander, Dirk Den. Rehabilitering og Recovery. 2008. 1. udgave. 2 oplag. Akademisk forlag. Artikel: Bae, Berit: Voksnes definitionsmagt og børns selvopfattelse. Social Kritik nr. 47, 1996 Links: Plan for Københavns Kommunes Socialpsykiatri 2009/12: (17.12.14 kl 14.15) http://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=1&cad=rja&uact=8&s qi=2&ved=0CB8QFjAA&url=http%3A%2F%2Fwww.kk.dk%2F~%2Fmedia%2F5BCDA2 CF264B4005A6D40E25A018DE77.ashx&ei=-E_3UOLBaP_4QTq3oFA&usg=AFQjCNGWJpd867fEh5Kn5AoXVlzoxdmgEg&bvm=bv.73612 305,d.bGE Sekundær: Honneth, Axel. Kamp om anerkendelse. 2010. 1. udgave. 4 oplag. Hans Reitzel Forlag. Jensen, Pernille. En helt anden hjælp. 2006. Akademisk forlag. Lauveng, Arnhild. Unyttig som en rose. 2009. 1. udgave. 1 oplag. Akademisk forlag. Side 40 af 41 Martin Kirkevang Larsen KPS 11172 Eva Gebauer KPS 11551 Bachelor 9. januar 2015 Pædagog - UCC København Roepstorff, Solveig og Valter, Lisette. Kontaktperson. 2012. Hans Reitzel Forlag. Topor, Alain, M.fl. Vendepunkter. 2002. 1. udgave. 1. oplag. Videnscenter for socialpsykiatri. Topor, Alain. At komme sig. 2002. 1. udgave. 1. oplag. Videnscenter for socialpsykiatri. Topor, Alain. Recovery. 2003. 1. udgave. 1. oplag. Hans Reitzel Forlag. DVD Deegan, Patricia. Recovery – en mulighed for alle. Side 41 af 41
© Copyright 2024