1. No category

!
!
!
!
Indholdsfortegnelse1.#INDLEDNING#
2!
1.1.#PROBLEMFELT#
1.2#PROBLEMFORMULERING:#
2!
3!
2.#METODE5#OG#ANALYSESTRATEGI#
3!
2.1#VALG#AF#KVALITATIVE#INTERVIEW#SOM#METODE#
2.2#VALG#AF#TEORI#
2.3#VALG#AF#HAARETZ#SOM#CASE#
2.4#VALG#AF#ALUF#BENN#OG#ASAF#RONEL#SOM#RESPONDENTER#
4!
5!
6!
7!
3.#MEDIEBILLEDET#I#ISRAEL#
7!
3.1#CENSURREGLER#I#ISRAEL#
3.1.1!PRESSEFRIHED!
3.2#HAARETZ’#PLACERING#I#MEDIEBILLEDET#
3.2.1!CENSURENS!BETYDNING!FOR!FELTETS!DOXA!
8!
10!
11!
14!
4.#ANALYSE#
15!
4.1#CENSUR#PÅLAGT#VED#LOV#
4.2#GENSIDIG#AFTALE:#MILITÆR'OG'MEDIER#
4.3#SELVCENSUR#
4.3.1!SELVCENSUR!PÅ!ORGANISATIONSNIVEAU!
4.3.2!SELVCENSUR!PÅ!INDIVIDNIVEAU!
15!
18!
24!
24!
28!
5.#KONKLUSION#
33!
6.#PERSPEKTIVERING:#DEN#ISRAELSKE#CENSUR#SAMMENLIGNET#MED#DANSKE#JOURNALISTERS#
ARBEJDSVILKÅR#
34!
7.#LITTERATURLISTE#
38!
8.BILAG:#
40!
8.1#BILAG#1#LYDFIL,#INTERVIEW#CHEFREDAKTØR#HAARTEZ#ALUF#BENN#
8.2#BILAG#2#LYDFIL,#INTERVIEW#JOURNALIST#HAARETZ#ASAF#RONEL#
8.3.#BILAG#3#GUIDELINES:#THE#EDITORIAL#PRINCIPLES#THAT#HAARETZ#IS#INSCRIBED#TO#
8.4#BILAG#4#SPØRGEGUIDE#TIL#JOURNALIST#OG#REDAKTØR#PÅ#HAARETZ#
40!
40!
40!
40!
!
!
1!
1.-INDLEDNING1.1.-ProblemfeltI demokratiske lande med en fri presse er der nogle bestemte idealer og regler for, hvornår en
historie bliver en nyhed og kommer på dagsordenen. Det er blandt andet idealer om at kritisere
magthavere og at bidrage til en offentlig diskussion. Derudover er der en række forskellige vilkår,
der kan spille en rolle i forbindelse med, om en historie klarer cuttet og bliver til en nyhed eller på
anden måde sendes ud i offentligheden - det kan blandt andet være økonomiske, tidsmæssige eller
journalistiske vilkår. Journalistikken udformes i rummet mellem de journalistiske idealer på den ene
side og de forskellige vilkår på den anden side.
På mange måder arbejder den israelske presse også med disse vilkår og demokratiske idealer. For
man hører det så tit: ”Israel – Mellemøstens eneste demokrati”. Staten Israel bliver i visse kredse
rost for sin blomstrende, demokratiske udvikling. Men kigger man på staten med et vestligt syn, er
billedet måske ikke lige så rosenrødt.
I Israel findes der nemlig en række censur-apparater, der på forskellig vis regulerer, hvilke historier
medierne må skrive om, og hvilke historier medierne må opgive. Af disse apparater kan blandt
andet nævnes militærets censur af pressen, hvor artikler screenes for, om de indeholder
informationer, der kan være problematiske for nationens sikkerhed. Chefcensor Sima Vaknin-Gil
forklarer til den tyske avis Spiegel, at de i Israel gennemgår tusinder af artikler og bøger hver
måned, og at censuren kræver rettelser i 10-15 procent af teksterne (Internetkilde: Schult: 2010).
Anden censur sker for eksempel via retskendelser og gag-ordener, der helt forbyder medierne at
skrive om visse emner. Med censuren af de israelske medier ser vi derfor pludselig endnu et vilkår,
der skal opfyldes, inden en begivenhed eller et stykke information kan blive en historie i medierne.
Vi er interesserede i at undersøge, hvad dette vilkår betyder for den daglige journalistiske
arbejdsproces. Derudover har vi en hypotese om, at censuren har en indvirkning på, hvilke
journalistiske idealer israelerne arbejder ud fra, og at den i sidste ende kan medføre, at disse idealer
ikke kan efterleves. Derfor er vi interesserede i at undersøge, hvordan journalisterne arbejder med
kritisk journalistik i en censur-kontekst.
!
2!
Disse spørgsmål vil vi undersøge gennem et casestudie af den israelske, venstreorienterede avis
Haaretz, der positionerer sig ved at være særlig kritisk over for de israelske magthavere og
militæret. Chefredaktør Aluf Benn udtaler:
“Haaretz’ basic position is very critical. There is a joke about one of the former prime ministers
who said that the last government supported by Haaretz was the British mandate.”
Man kan undre sig over, hvordan man som journalist og medie kan leve op til de demokratiske
idealer om både at forholde sig kritisk til samfundet og give offentligheden et sandfærdigt billede,
når man samtidig er underlagt censur? Tænker journalisterne på Haaretz over censuren i deres
daglige arbejde med kilder og artikler? Opgiver de nogle historier på forhånd, selvom de finder dem
vigtige for offentligheden? Foretager de en form for selvcensur - og gør deres redaktører? Og går alt
dette ud over pressefriheden og i sidste ende demokratiet, eller er censuren forståelig, nødvendig og
i nationens bedste interesse ifølge journalisterne selv? Disse mange spørgsmål har motiveret os til at
lave dette projekt, og det fører os til følgende problemformulering:
1.2-Problemformulering:Hvordan påvirker censuren i Israel journalisterne på Haaretz i deres arbejde, og hvilke
demokratiske udfordringer er der heri?
2.-Metode=-og-analysestrategiFor at besvare vores problemformulering vil vi først forklare det israelske mediebillede ved hjælp af
Pierre Bourdieus feltteori og placere avisen Haaretz i feltet, hvorefter vi vil uddybe de israelske
censurformer og diskutere, hvilken betydning, de har for det journalistiske felt.
Herefter vil vi foretage to kvalitative interview med henholdsvis en journalist samt chefredaktøren
fra den israelske avis Haaretz, hvorefter vi vil foretage en analyse af de to interview. Denne analyse
strukturerer vi efter Hillel Nossek og Yehiel Limors begrebsapparat om censurniveauer - et
begrebsapparat, der desuden læner sig op ad Pamela J. Shoemakers gatekeepingteori, som vi derfor
også vil inddrage. I analysen vil vi, foruden Nossek og Limors censurteori og Shoemakers
!
3!
gatekeepingteori, benytte os af Norges offentlige udredninger om ytringsfrihed, der beskriver det
nordiske demokratiideal, samt David Ryfes teori om konstituerende og regulerende regler.
I dette afsnit vil vi gennemgå og reflektere over de metoder, projektet er bygget op omkring.
Derudover vil vi argumentere for, hvorfor valget er faldet på netop de teorier, som vi bruger, og
hvorfor vi har valgt Haaretz som case og journalisten samt chefredaktøren som respondenter.
2.1-Valg-af-kvalitative-interview-som-metodeVi har valgt kvalitative interview som metode, da vi med vores problemformulering vil undersøge,
hvordan Haaretz’ journalister og chefredaktør arbejder med og under censuren, og om de udøver
selvcensur.
For at besvare denne problemformulering er det oplagt at lave kvalitative interview med en
journalist og en chefredaktør for at få en ide om, hvad det har af betydning for netop deres daglige
journalistiske praksis, når der er nogle ydre og indre begrænsninger i, hvad der må skrives videre ud
til offentligheden.
Vi arbejder med et semistruktureret interview, som tager udgangspunkt i vores teoretiske forståelse
omkring censur, som er bygget på Nossek og Limors begreber om ekstern censur, gensidig aftale
om censur og selvcensur. Ud fra vores forudgående viden omkring censurlovgivningen i Israel
(uddybes i afsnit 3.1) vil vi åbne op for, at informanterne kan oplyse os om andre aspekter af
problematikken og uddybe aspekterne omkring, hvilke overvejelser journalister og redaktører gør
sig om journalistikkens rolle som kritisk udfordrer af magten. Det semistrukturerede interview
åbner op for, at der efterfølgende kan spørges ind til konsekvenser og aspekter, vi eventuelt har
overset i vores interviewguide..
I interviewet med chefredaktøren vil vi lade ham tale på hele avisens vegne, mens vi i interviewet
med journalisten vil fokusere mere på ham som individ. Når vi er færdige med at interviewe, vil vi
transkribere interviewene og derefter farvekode dem efter de forskellige teoretiske begreber, som vi
strukturerer analysen efter.
Vi benytter os af kvalitative interview som metode, fordi man kan komme i dybden med et emne
hos sin respondent, hvilket giver mening, når vi med vores problemformulering netop søger at
!
4!
afdække, hvordan journalisterne på Haaretz arbejder med og uden om censuren. Vi er meget
bevidste om, at der også ligger nogle begrænsninger i det kvalitative interview, nemlig at vi ikke
ved hjælp af de to interview kan sige noget om hele det israelske medielandskabs arbejde genrelt.
Dog mener vi, at vi ved hjælp af vores teorier kan bruge svarene fra vores respondenter på Haaretz
til at diskutere, hvad censur og selvcensur betyder for journalistiske idealer og i forlængelse heraf
for demokratiet (Kvale, 2002: 27f).
2.2-Valg-af-teoriSom tidligere nævnt har vi valgt at bygge vores analyse op ved hjælp af begreberne fra Nossek og
Limors akademiske artikel Fifty Years in a marriage of convenience: News and military censorship
in Israel. Her opstiller de en skabelon for den herskende censur. Ifølge Nossek og Limor kan alle
former for mediecensur udformes på tre forskellige niveauer eller måder. Først er der den eksterne
censur, så censur gennem gensidig aftale og sidst selvcensur (Nossek, 2001: 3). Selvcensuren kan
desuden fungere på fire forskellige niveauer i et samfund, nemlig institutionsniveau, medieniveau,
organisationsniveau og individniveau. Af disse fire underliggende niveauer benytter vi os kun af de
sidste to, nemlig organisationsniveau og individniveau. Det skyldes, at vi forestiller os, at det
særligt er på organisations- og individniveauet, at vi kan få nogle grundige svar fra vores
respondenter. Disse to niveauer omhandler nemlig det enkelte medie og den enkelte journalist.
Nossek og Limors teori er yderst brugbar i vores projekt, da den enkelt og overskueligt
skemalægger mediecensur og så endda med udgangspunkt i den israelske mediecensur.
Nossek og Limors studie lægger sig tæt op ad Shoemakers gatekeepingteori. Når vi som læsere
sidder med en avis, bliver vi kun præsenteret for et mikroskopisk udsnit af de begivenheder, der
finder sted i verden. Før en nyhed ender i avisens spalter, går de igennem en større
udvælgelsesproces. Denne udvælgelsesproces af potentielle nyheder kaldes gatekeeping.
Shoemaker definerer gatekeeping som en proces, hvor en masse potentielle nyheder bliver skåret
ned til enkelte, der derefter bliver præsenteret for offentligheden som nyheder. Shoemaker beskriver
fem niveauer, der enten afslutter eller viderefører en potentiel nyhed gennem de forskellige sluser
eller gatekeepere. De fem niveauer er: det individuelle, kommunikationsrutiner, det organisatoriske,
omverdenen- det ekstra mediære niveau – og til sidst samfundet som socialt system (Shoemaker,
2009: 32f). Selvom det er påfaldende, hvor meget Nossek og Limors niveauer ligner Shoemakers
!
5!
niveauer, beskriver de forskellige mekanismer - Nossek og Limor beskriver niveauer for censur,
mens Shoemaker beskriver, hvordan nogle potentielle nyheder bliver bragt, mens andre ikke gør.
Udover Nossek og Limors samt Shoemakers begreber, benytter vi os desuden også af to andre
teorier i vores analyse.e Den ene er den norske betænkning Ytringsfrihed bør finde Sted, som er et
forsøg på at diskutere, hvordan den nye norske ytringsfrihedsparagraf skal se ud. Heri opstilles tre
argumenter for ytringsfrihed, nemlig sandhedsprincippet, demokratiprincippet og
autonomiprincippet. Disse begreber er brugbare, når man vil analysere og diskutere journalistikkens
rolle op imod demokratiet, og teorien tjener derfor til at besvare anden del af vores
problemformulering om, hvilke demokratiske udfordringer der ligger i censuren.
Den anden teori er David Michael Ryfes konstituerende og regulerende regler fra forskningsartiklen
The nature of News Rules. Ryfes teori handler om, hvordan journalister udvælger nyheder, men
teorien er også relevant i forhold til Haaretz’ håndtering af censuren, fordi skelnen mellem de
konstituerende og regulerende regler kan være med til at forklare, om Haaretz' ledelse har defineret
nogle klare regler for, hvad journalisterne må skrive om, eller om der på redaktionerne er en fælles
bevidsthed om, hvad man gør, og hvad man ikke gør i forhold til censuren. Derudover er det
interessant at undersøge, om der på grund af de konstituerende regler på Haaretz er en form for
selvcensur, hvor journalisterne ved, hvilke historier, der ikke overlever redaktionssekretærernes
redigering og derfor ikke forsøger at skrive dem.
2.3-Valg-af-Haaretz-som-caseVi har i vores projekt som sagt valgt at tage udgangspunkt i den israelske avis Haaretz samt dennes
journalister. Valget af Haaretz skyldes især, at Haaretz positionerer sig som den israelske avis, der
er mest kritisk over for militæret og dets handlinger i for eksempel Palæstina, og som skriver om de
aktiviteter, som staten Israel udfører på Vestbredden. På den måde adskiller Haaretz sig markant i
forhold til de andre aviser, der oftest fokuserer på palæstinensisk vold (se uddybning i afsnit 3.2).
Vi mener derfor, at det er interessant at kigge på, hvordan Haaretz’ journalister og redaktører
forholder sig til selvcensur og det israelske censursystem generelt, og hvad det betyder for deres
journalistik. Derudover beskriver Haaretz sig selv som en elitær avis, der prioriterer
kvalitetsjournalistik. Derfor mener vi også, at det er interessant at kigge på, hvordan de mener, at
!
6!
censur og kvalitetsjournalistik spiller sammen. En uddybende beskrivelse af Haaretz findes i afsnit
3.2.
2.4-Valg-af-Aluf-Benn-og-Asaf-Ronel-som-respondenterVores respondenter fra Haaretz er journalist Asaf Ronel samt avisens chefredaktør Aluf Benn. Vi
har valgt både at interviewe en journalist og en chefredaktør, fordi vi herved kan få kvalitative
interviews med respondenter, der besidder forskellige roller. Asaf Ronel er vant til at arbejde med
stoffet og møder måske censur i dagligdagen, når han arbejder på konkrete artikler. Chefredaktøren
har en anden rolle og er måske den, der tager beslutninger om, hvornår censuren skal udfordres,
eller hvornår en historie grundet censuren må opgives på forhånd.
3.-Mediebilledet-i-IsraelI det følgende vil vi ved hjælp af Ida Willigs etnografiske feltstudie Bag Nyhederne, der bygger på
Pierre Bourdieus feltteori, beskrive mediebilledet i Israel som et journalistisk felt og gennemgå de
forskellige censurformer. Herefter vil vi diskutere graden af pressefrihed i Israel og placere avisen
Haaretz i det israelske mediefelt.
Willig beskriver det danske mediebillede som et journalistisk felt, som hun også kalder
nyhedsrummet. Heri foregår en daglig magtkamp medierne imellem, hvor de enkelte medier
forsøger at positionere sig selv og opnå status i feltet (Schultz 2005:131). Selvom Willigs
observationer bygger på det danske mediefelt, er det i høj grad muligt at overføre feltteorien til det
israelske mediebillede.
Som i Danmark, består det journalistiske felt i Israel nemlig af medier, der positionerer sig på
forskellig vis. Mens det danske felt består af medier, der primært adskiller sig fra hinanden på deres
ideologi og målgruppe, er det israelske mediebillede en del mere broget og adskiller sig også ved
religiøs overbevisning og sprog (Internetkilde: Limor 2000).
I 1980-1990’erne løsrev de israelske medier sig en smule fra partiinteresser, og i takt med, at
aviserne er blevet mindre partipolitiske, er der også kommet langt færre aviser, der lægger sig op ad
!
7!
en særlig religiøs retning. I dag udgives således tre større aviser tiltænkt decideret religiøse læsere,
nemlig Hatsofeh, Hamodia og Yated Ne'eman (ibid.).
Derudover har de israelske aviser, ligesom i Danmark, forskellige ideologiske retninger. Således er
der i praksis en række højreorienterede medier, der ikke bringer kritiske historier om Israels
konservative premierminister Benjamin Netanyahu og hans regering, mens man skal lede længe
efter de kritiske historier om oppositionen i de venstreorienterede medier (Internetkilde: Sheizaf
2010).
På grund af det relativt høje antal af immigranter i Israel, findes der desuden en del udenlandsk
presse i landet, og ser man samlet på de etablerede medier, skrives de på i alt 10 forskellige sprog,
heriblandt arabisk, jiddisch, tysk, polsk, engelsk og russisk. Hebraisk er dog klart det mest
dominerende sprog i medierne (Internetkilde: Limor 2000).
Alle israelske, skriftlige medier er privatejede, mens deres tv både tæller privatejede kanaler samt
en stor, offentlig public service-institution, der har en række kanaler (ibid.).
3.1-Censurregler-i-Israel-En anden måde det journalistiske felt i Israel adskiller sig fra det danske mediefelt, er de
censurregler, der er pålagt medierne. Vi vil i det følgende gennemgå de forskellige censurformer og
diskutere graden af pressefrihed i Israel.
Da det i 1948 blev besluttet at oprette staten Israel, valgte man at videreføre de censurregler, som
herskede under det britiske mandat. Den britiske regering havde i 1945 vedtaget “The Defence
Emergency Regulation”. En af de klausuler krævede, at alle artikler, tidsskrifter og bøger skulle
forelægges til forudgående godkendelse af en censor inden offentliggørelse. Reguleringerne blev til
på grund af den voksende fjendtlighed mellem arabere og jøder, den forværrede sikkerhedssituation
i området og ønsket om at dæmpe udbrud af protest og oprør mod den britiske regering. For at
staten Israel kunne gøre brug af disse bestemmelser, skulle landet være i undtagelsestilstand. Israel
har derfor siden 1948 været i en formel undtagelsestilstand, som parlamentet automatisk vedtager
hvert år (Nossek 2001:16).
!
8!
Pressen og udgiverne i Israel havde ingen problemer med at acceptere eksistensen af den censur,
der blev gennemført umiddelbart efter uafhængighedserklæringen af staten, fordi Israel på dette
tidspunkt blev invaderet af araberne. Derfor var der en bred enighed om, at det var fornuftigt med et
censurapparat, så man undgik at afsløre informationer, der kunne hjælpe fjenden (ibid.).
Da uafhængighedskrigen sluttede, voksede utilfredsheden med censurapparatet imidlertid. Ganske
kort tid efter krigen blev det nemlig klart, at censorerne havde tendens til at misbruge deres status.
Efter to episoder, hvor censorerne havde lukket aviser for to eller tre dage på et spinkelt grundlag,
besluttede avisernes redaktører at kræve, at censurloven skulle tilbagekaldes og erstattes med en ny
lov, der ikke var placeret inden for rammerne af “The Defense Emergency Regulations”.
Redaktørerne var dog ikke tilfredse med det forslag til den nye lov, som regeringen fremlagde, og
der blev i stedet indgået en gensidig aftale mellem militæret og repræsentanter for medierne, som
censorerne skulle fungere efter (Nossek 2001:17). Denne aftale er blevet genforhandlet flere gange i
årenes løb, og det er i dag aftalen fra 1996, der gør sig gældende i Israel.
Kontrollen med censuren af informationerne, der kan gå ud over statens sikkerhed, er siden 1948
blevet styret af et militært censurorgan. Censurorganet hører ikke ind under den israelske hær, men
er af tekniske årsager forankret i hæren. Derfor er det ikke generalstabschefen, men
forsvarsministeren, der som repræsentant for den israelske stat udnævner censorerne.
Censursystemet overvåger mediernes indhold, før det bliver udgivet, når det drejer sig om emner,
som staten har udnævnt som særligt sensitive i forhold til statens sikkerhed (Nossek 2001:2). De
sensitive emner er særligt Israels militærområde som for eksempel om et missil har ramt eller
misset et mål, de israelske troppers bevægelse og Israels atomvåben. Men de sensitive emner tæller
også olieindustrien og vandforsyningen i landet.
Loven tillader censurautoriteterne at eksaminere alle publikationer forud for udgivelse. Men det
bliver ikke gjort i realiteten. I stedet skriver censur-organet til medierne, at de skal indsende det
materiale, der omhandler militære og sikkerhedsmæssige emner til eksamination (Nossek 2001:19).
For at censurere en offentliggørelse skal der være en ’umiddelbar sandsynlighed’ for, at det kan
skade statens sikkerhed, og i tilfælde af en direkte konflikt mellem pressefriheden og
!
9!
statssikkerheden vil statens sikkerhed blive prioriteret. Landets øverste censor, Sima Vaknin-Gil har
udtalt:
”Vores fjende er den efterretningsofficer, der sidder i Damaskus og analyserer de israelske medier
og internettet. Alt, hvad der lander på mit skrivebord, vil jeg censurere, hvis jeg vurderer, at det vil
give fjenden værdifuld information. Det kan være et bogstav, et ord, en linje eller nogle gange
mere, til min store fortrydelse” (Internetkilde: Schult 2010).
Journalister, der ikke sender deres tekster med følsomme oplysninger til censurorganet før
offentliggørelse eller offentliggør tekster, som organet har censureret, kan blive retsforfulgt og få en
fængselsstraf. Censorerne har også autoritet til at lukke et medie (ibid.).
Hvis man som journalist finder censurorganets forbud mod offentliggørelse uretfærdig, kan man
klage til en voldgiftskommission – også kendt som ”trepartskommissionen”. Den ledes af en
offentlig repræsentant - som regel en advokat - og en repræsentant for medierne, som altid er fra et
andet medie end det, der har indgivet klagen. I de fleste tilfælde taler medierepræsentanten
pressefrihedens sag. Det tredje medlem er en repræsentant for sikkerhedsmyndighederne (ibid).
Kommissionen bliver også indkaldt, hvis et medie trodser et forbud. Et medie kan, hvis det ikke er
indforstået med kommissionens beslutning, indgive sagen for højesteret.
Udover militærcensuren er Israel også en flittig bruger af gag-ordener. En gag-orden er en ordre,
typisk en retsorden af en domstol eller regeringen, der stopper oplysninger eller kommentarer fra at
blive offentliggjort. Dette skete blandt andet i en sag, hvor en kvindelig soldat blev sat i husarrest,
fordi hun angiveligt havde lækket fortrolige dokumenter til en journalist på Haaretz, der viste, at
militæret havde handlet imod en retskendelse og dræbt soldater på Vestbredden, selv om de kunne
være blevet arresteret sikkert. Ingen israelske medier måtte skrive om situationen i fire måneder
(ibid).
3.1.1-Pressefrihed-På trods af censurreglerne og brugen af gag-ordener, vurderer organisationen Freedom House, der
hvert år laver en oversigt over pressefrihed i verden, at den israelske presse er fri. Organisationen
!
10!
giver lande point mellem 0 og 100 efter graden af pressefrihed – 0 point er lig med fuld
pressefrihed. Freedom House har i 2015 givet Israel 30 point – et tal, der har ligget nogenlunde
stabilt de seneste 20 år. Til sammenligning har Danmark 12 point (Internetkilde: Freedom House
2015).
I Freedom House’s oversigt gik Israels presse i 2013 fra at være “delvist fri” til i dag at være “fri”.
Dette skyldes, at der hverken var nogle seriøse, lovmæssige anklager fra pressen det år, samtidig
med at anklager om fysisk vold eller chikane af journalister faldt fra 2012 til 2013. Dog blev nogle
episoder anmeldt i 2013, og de hovedsagelige mål for disse episoder har været arabiske journalister
– både udenlandske og lokale og som oftest i eller omkring Jerusalem - men flere episoder har også
handlet om for eksempel politichikane af journalister, der rapporterer fra demonstrationer (ibid.).
Ifølge Freedom House er der i Israel et ”livligt, pluralistisk medie-miljø, hvori pressefrihed generelt
respekteres”. Dog bemærker Freedom House også, at den vedvarende konflikt mellem Palæstina og
Israel samt konflikter i forhold til Israels nabolande gør, at journalister ofte oplever
rejserestriktioner. Dette er måske grunden til, at Israel i år kun ligger nummer 101 ud af 180 lande
på ranglisten over pressefrihed på verdensplan, som en anden organisation - nemlig Reporters
Without Borders - har opgjort (Internetkilde: Reporters Without Borders 2015).
3.2-Haaretz’-placering-i-mediebilledetHaaretz er en uafhængig israelsk avis, der udkommer hver dag på både hebraisk og engelsk. Avisen
blev oprettet i 1919 og er derfor Israels ældste dagblad. Avisen blev grundlagt i Jerusalem af en
gruppe zionistiske indvandrere, der primært kom fra Rusland. I 1922 flyttede avisen til Tel Aviv,
hvor den i dag stadig eksisterer. Haaretz har en journalistisk stab på omkring 330 journalister,
forfattere og redaktører.
Haaretz er kendt for sit brede, liberale syn på både lokale og internationale anliggender og er især
anerkendt for sine kronikker, hvor avisens ledende seniorskribenter, herunder nogle af Israels
førende kommentatorer og analytikere, reflekterer over aktuelle begivenheder. Rent politisk anses
avisen for at være en venstrefløjsavis (Internetkilde: Haaretz.com).
!
11!
Haaretz sælger i gennemsnit 75.000 eksemplarer på hverdage, 95.000 om fredagen og næsten
100.000 i weekender. De fleste af læserne er regelmæssige abonnenter, og butikssalget tegner sig
kun for en forholdsvis lille andel (ibid).
Kigger man på Haaretz placering i det israelske felt, vil man se, at de forsøger at positionere sig
som Israels mest kritiske medie, der i høj grad prioriterer kvalitetsjournalistik på trods af de
restriktioner, som de er underlagt med den israelske censur. Den tidligere vice chefredaktør Yo’el
Esteron har før udtalt i et interview om avisens redaktionelle politik: ”I think we are more similar to
foreign newspapers, such as The New York Times, than Yedi’ot Aharonot and Ma’ariv”, som er to
andre israelske aviser (Internetkilde: OSC- mediaguide).
Ifølge avisen selv spiller den da også en vigtig rolle i udformningen af den offentlige debat og læses
med omhu af regeringen og vigtige nationale beslutningskredse (Internetkilde: Haaretz.com).
Haaretz anses i landet som en avis, der både produceres og forbruges af højtuddannede og
velhavende. Den er især læst af politikerne og erhvervsfolk og den engelsksprogede udgave læses i
høj grad af det diplomatiske korps (Internetkilde: OSC-mediaguide).
Positioneringen som en seriøs og kritisk avis kan også aflæses på avisens format og prioritering på
siderne. Haaretz er trykt i broadsheet format, som er karakteriseret ved lange vertikale sider. Dette
har medført, at der kan være dobbelt så meget materiale på en nyhedsside som på de to andre
israelske aviser, Yedi’ot Aharonot og Ma’ariv. Derudover bruger Haaretz, sammenlignet med andre
israelske medier, mindre overskrifter og print samt mindre plads til billeder men i stedet mere plads
til politisk analyse.
Haaretz redaktionelle linje er sekulær, blød over for udenrigspolitik og sikkerhedsproblemer og er
generelt lydhør over for amerikansk politik. Selvom avisen går ind for de frie markedskræfter, er
den også støttende overfor de svage grupper i samfundet. Dette ses gennem talrige artikler der i
årenes løb har omhandlet udenlandske arbejdere, udnyttelse af prostituerede og diskrimination mod
israelske arabere og indvandrere. I forhold til andre israelske aviser præsenterer den desuden i
højere grad det palæstinensiske synspunkt. (Internetkilde: OSC-mediaguide).
!
12!
Sådan så den engelske forside på Haaretz ud d. 29/4 – 2015.
Selvom avisens ledere taler den israelske venstrefløjs dagsorden, forholder den sig journalistisk
kritisk overfor de emner, som den ikke er enig i. Haaretz’ chefredaktør Aluf Benn fortæller: “We
are always more critical. Even when we support the policies”.
Haaretz’ prioritering af det seriøse stof, der kan læses af magthavere og det diplomatiske korps og
det, at de fremhæver det at være kritiske overfor policies, de selv er enige i, tyder altså på, at der
inden for Haaretz er en doxa - et implicit regelsæt - som tillægger kritisk journalistik stor værdi.
Dette betyder, at det også er de kritiske historier, der i Haaretz’ interne positioneringskamp, giver
journalisterne symbolsk kapital, og som fordrer, at avisens journalister har en speciel habitus.
Selvom avisen er meget populær har den også mødt en del kritik. Afhængigt af hvor man står, er
avisens rolle i forhold til skabelsen af Israels internationale ry, enten en triumf for demokratiet og
pluralismen eller et forbryderisk angreb på selve grundlaget for den jødiske stat. Andrea Levin, der
er generaldirektør for den amerikanske pro-Israel komite ”Committee for Accuracy in Middle East
Reporting CAMERA”, har påstået, at Haaretz gør skade på sandheden, og at avisen nogle gange
laver alvorlige faktuelle fejl, som ikke bliver rettet. Derudover er avisen og især den
engelsksprogede udgave blevet kritiseret for at skade Israels internationale omdømme på grund af
avisens dækning af konflikten med palæstinenserne og den israelske besættelse af deres land (Ross,
!
13!
2008:1). Det var især, da den engelsksprogede hjemmeside blev lanceret i 1997, at kritikken
voksede. For nu kunne alle med adgang til internettet læse, hvad Haaretzs journalister skrev om for
eksempel undertrykkende aktiviteter som den israelske hær foretager, eller om brutaliteter som
jødiske bosættere på Vestbredden udfører. Sådanne historier vises kun sjældent i andre israelske
medier, der for det meste har en tendens til at fokusere på palæstinensisk vold. Derfor har den
engelske udgave af Haaretz, ifølge Aviv Bushinsky, tidligere medierådgiver for den israelske
premierminister Benjamin Netanyahu, opildnet mange af de hundredvis af udenlandske journalister
med bopæl i Israel til at blive mere kritiske, end de ellers ville have været (Ross, 2008:1).
3.2.1-Censurens-betydning-for-feltets-doxaFor at forstå, hvordan meninger dannes i det israelske mediefelt, som har betydning for mediernes
syn på censuren og dermed hvad der bliver til det journalistiske output, kan man indføre Bourdieus
begreber doxa, ortodoxi og heterodoxi.
Doxa er et slags implicit regelsæt i et felt, der dækker over det usagte og det, aktørerne i feltet tager
for givet – altså den baggrundsviden, der fungerer i det israelske journalistiske felt, og som de
involverede aktører handler efter. Feltets deltagere, journalister og redaktører har en række værdier
og holdninger til de ting, der foregår i og uden for feltet. I det øjeblik disse værdier og holdninger
bliver til praksis og ikke længere italesættes, er der tale om doxa. Doxaen bliver altså den præmis,
som aktørerne i feltet handler på baggrund af.
Schultz betegner det journalistiske felt som en bane, hvorpå det journalistiske spil spilles, mens
doxa udgør spillets regler (Schultz 2005:21). Men mens doxa dækker over de praktiske forhold, der
ikke udtales, eksisterer der i feltet også en praksis, der kan debatteres, og som man internt i feltet
kan være enige eller uenige om (Schultz 2005:52). Her bruger Bourdieu begreberne ortodoxi og
heterodoxi - ortodoxi dækker over enighed og konsensus, mens heterodoxi dækker over uenighed
konflikt.
Vi ser den israelske censur som et ekstra vilkår i den israelske journalistik og på dennes spillebane en ekstra regel. Vi ved, at både militærcensur og gag-ordener har fandtes længe, og at
militærcensuren hviler på en gensidig aftale med repræsentanter for medierne som den ene part. Vi
kan derfor forestille os, at censurvilkåret efterhånden er blevet en indbygget del i den journalistiske
!
14!
hverdag i Israel, og at der derved hersker en ortodoxi/konsensus om censuren i mediefeltet.
Omvendt har vi en idé om, at Haaretz positionerer sig kritisk i forhold til censuren. Derfor kunne
der også herske en heterodoxi i forhold til censuren blandt de israelske journalister. Denne
forudindtagede ide vil vi undersøge nærmere i en perspektivering sidst i projektet.
4.-Analyse----I analysen vil vi svare på vores problemformulering omkring de journalistiske arbejdsvilkår under
censuren. Vi strukturerer derfor analysen ud fra Nossek og Limors tre niveauer om censur.
Herunder vil vi inddrage supplerende teori fra David Ryfe om de regulerende og konstituerende
regler på mediet samt Shoemakers gatekeepingteori. Derudover inddrager vi teori om ytringsfrihed
og demokratibegreberne i analysen for derved at svare på anden del af vores problemformulering
om, hvilke demokratiske udfordringer der er ved censurreglerne.
4.1-Censur-pålagt-ved-lovVi undersøger først den eksterne censur, som pålægges de israelske medier udefra, og som
forankres i love og udstedes gennem ordrer eller andre former for centralt pres (Nossek 2001:3).
”When the government really wants something blocked, they do not only rely on the censor. They
go to court and they issue a gag order. This is different than the military censorship, because this is
criminal. It is contempt of court to break them”- Chefredaktør på Haaretz, Aluf Benn.
Sådan siger chefredaktør på Haaretz, Aluf Benn, om retskendelser og gag-ordener, der er en del af
det første og mest overordnede niveau i Nossek og Limors begrebsapparat om censur. Nemlig
censur, der er pålagt ved lov. Om gag-ordener siger journalisten Asaf Ronel:
”With those kinds of orders, you can’t report about it even if it was reported by foreign media (som
ved militærcensur, red.) or if it has been shouted on the top of the world. You can’t mention it
because of the order. It is a legal order which you can’t bypass at all. That would mean sanctions
to Haaretz and criminal punishments”.
!
15!
I vores to interview med chefredaktøren og journalisten bliver det hurtigt tydeligt, at netop denne
slags censur ses som et problem. Det kan vi blandt andet se ved, at begge respondenter nævner gagordener, før vi overhovedet spørger ind til dem.
Og man kan også argumentere for, at gag-ordenerne er problematiske set i forhold til ytringsfrihed.
Her kan man inddrage demokratiprincippet, som er det princip, der oftest bliver brugt, når
ytringsfriheden skal berettiges. Åbenhed og kritik er ifølge det nordiske demokratiideal noget af det
vigtigste ved demokratiet, og samtidig bliver informationsfrihed fremhævet som en af de bærende
elementer for at sikre et sundt og åbent demokrati (NOU 1999:23). Det er derfor vigtigt at kunne få
adgang til information fra politiske forhandlinger, retspraksis og også forvaltningsspørgsmål, da
dette er samfundets magtfulde institutioner, som medierne skal kunne behandle kritisk (ibid.). Når
der bliver udstedt gag-ordener på bestemte retssager og politiske sager, er det en begrænsning i
informationsfriheden. Det er problematisk i forhold til ytringsfriheden, og derfor begrænser det de
demokratiske principper omkring åbenhed og kritik, som ellers er vigtige elementer i et moderne
demokratisk samfund (NOU 1999:23).
Når der bliver udstedt en gag-orden, blokerer den fuldstændig for, at journalisten og chefredaktøren
kan skrive historien, også selvom den er vigtig. Sådanne historier er der en del af, og Asaf Ronel
opremser forskellige dagsordener, som ifølge Ronel er journalistisk vigtige, og som ifølge ham
burde komme frem i offentligheden, men som han ikke må skrive om på grund af den lovpålagte
censur:
”The fact that people sometimes are disappearing in the Israeli jail system for security reasons is
subject to military censorship but we don't report about it. Not because of the military censorship,
but because of court or gag orders” – Asaf Ronel.
Men journalisten har ikke kun dårlige ting at sige om gag-ordenerne, for langt hen ad vejen forstår
han godt meningen med dem, for eksempel når gag-ordenerne udstedes i forbindelse med
kriminalsager, hvor politiet ikke vil have detaljer om efterforskningen ud i offentligheden. Men
andre gange mener Ronel, at det er mindre forståeligt og hensigtsmæssigt med den lovpålagte
censur:
!
16!
”Sometimes they (regeringen, red.) are using it to manipulate us and to manipulate the truth. And
when they are doing it for military matters then it is annoying and sometimes it causes injustices.
But how can you theoretically distinguish between the order not to publish anything about the fact
that there are Israelis in custody without any human rights and the decision not to publish details
about a murder investigation?” - Asaf Ronel
Det er således især i forbindelse med retssystemet og alvorlige kriminalsager, der har med
landsforræderi og spionage at gøre, at der bliver udstedt gag-ordener. I forbindelse med
ytringsfrihed og demokratibegrebet giver det mening ikke at give ubegrænset frihed til at informere
offentligt. Der er således begrænsninger på informationfrihed blandt andet med hensynet til
privatlivets fred og som i det her eksempel i forbindelse med udvalgte retssager (NOU 1999: 27).
Problemet ved disse gag-ordener er, at det ikke er muligt at vide, om de er udstedt for at beskytte
privatlivets fred, Israels sikkerhed eller for at beskytte efterforskningen, men derimod, som Asaf
Ronel forklarer i ovenstående citat, er en undskyldning for ikke at offentliggøre informationer om
episoder, hvor fanger i israelsk varetægt har fået krænket deres menneskerettigheder.
Haaretz har selv været i stormvejr, fordi chefredaktøren engang citerede en historie fra et
udenlandsk medie, selvom der i Israel var udstedt en gag-orden mod at nævne sagen i
offentligheden. Ifølge Aluf Benn var han ikke klar over, at historien var under censur, og normalt
ville han ikke forsøge at udfordre den lovpålagte censur: ”No, we don’t break the law
intentionally”.
Heller ikke Asaf Ronel gør sig nogle forhåbninger om at bryde den lovpålagte censur med held, for
ifølge ham er det svært at udfordre systemet.
”We can argue about the gag orders, but the thing is that this kind of argument should be held in
court. So there is the ability to appeal on these court orders, but the problem is that the court
almost always accepts the government’s position” – Asaf Ronel.
Man kan således sige, at der er nogle demokratiske problematikker i forbindelse med den eksterne
censur gennem gag-ordenerne, som går ind og begrænser informationsfriheden på nogle udvalgte
historier og områder, som i virkeligheden kan være relevante for offentligheden at have kendskab til
(NOU 1999:23).
!
17!
Retskendelser og gag-ordener er ikke de eneste restriktioner, der ved lov kan pålægges journalister i
Israel. Hvis israelske journalister vil til Vestbredden, skal de først søge en tilladelse og koordinere
det med myndighederne. Et andet lovmæssigt indgreb, der kan sammenfattes med ekstern censur, er
ifølge chefredaktøren, at de israelske journalister ifølge regeringen ikke må gå ind i Gaza af
sikkerhedsmæssige årsager.
”We have had journalists there only twice in the past six years,” siger chefredaktøren og fortsætter:
”And that was with a foreign passport and going through Egypt”.
Det virker problematisk, at en avis, der positionerer sig på at være kritisk og fortælle begge sider af
historien – også den palæstinensiske - kun har haft journalister i Gaza to gange de sidste seks år.
Det er ifølge den nordiske demokratiideal mediernes opgave at fungere som en offentlig
kontrolinstans af magten og magtanvendelsen. Det ideal kan være svært at efterleve, når
journalisterne ikke er tilladt adgang til Gaza - for så er der en begrænset adgang til information
(NOU 1999:28). Når staten ikke kan sikre journalisters sikkerhed, og journalisterne derfor ikke kan
bevæge sig frit, er der, ifølge Aluf Benn, ikke en fuldstændig fri presse, og derved kan
indrejseforbuddet til Gaza i praksis også fungere som en slags lovpålagt censur.
4.2-Gensidig-aftale:-Militær'og'medierI dette afsnit vil vi analysere og undersøge, hvordan journalister og redaktører på Haaretz arbejder
med de restriktioner, som der er i den gensidige aftale mellem repræsentanter for medierne og
militæret.
”The press will say ‘Syrian sources are saying that this and that facility was bombed from the air’
and they show footage. Everybody knows, that the only country around Syria capable of doing that
is Israel. And still they have this policy of not taking responsibility. They think, that this allows the
other side to look the other way and not revenge. That is sometimes a difficult policy to live with” –
Aluf Benn
!
18!
Chefredaktøren på Haaretz fremhæver problemet i, at de israelske medier ikke må skrive om de
militære aktiviteter uden for Israels grænser i blandt andet Libanon og Syrien. Det er i lighed med
gag-ordenerne i strid med de nordiske demokratiidealer omkring informationsfrihed, hvor det er
vigtigt for demokratiet, at informationer om magtfulde instanser, som eksempelvis militære angreb
på fjender, bliver bragt frem i offentligheden (NOU 1999:23). Argumentet fra de israelske
myndighedernes side er, at det er af sikkerhedsmæssige årsager, at der ikke skal offentliggøres
informationer, som bekræfter Israels militære handlinger i udlandet, fordi det vil skabe ønsker om
hævn mod Israel. Journalister og redaktører skal dermed sende deres artikler ind til censursystemet,
når de handler om de emner, der falder ind under det, som staten har udnævnt som særligt sensitivt i
forhold til statens sikkerhed (Nossek 2001:2).
Men det er ikke kun informationer, der truer statens sikkerhed, som de israelske medier og Haaretz
indgår aftale om at sende ind til det militære censurorgan. Det er også artikler omkring
infrastruktur, vandforsyning og handel af våben med andre stater, som skal godkendes, inden det
kan publiceres til offentligheden.
”The main thing that troubles me about the military censorship is the fact that we cannot report
about Israel selling weapons to terrible regimes abroad. This is the main thing where I think the
military censorship really affects us” – Asaf Ronel
Igen er det problematisk for demokratiet, at adgangen til information bliver pålagt begrænsninger
for de specifikke emneområder. I denne forståelse af et “sundt samfund” er det nødvendigt med en
offentlig samtale, hvor informationer kan blive korrigeret og meninger komme til udtryk, fordi det
renser og korrigerer for falske argumenter (NOU 1999:34). Det bliver derfor usundt, når nogle ting
ikke bliver diskuteret i offentligheden. Et problem i forlængelse af dette er, at det er svært for
journalister at få adgang til de politiske diskussioner omkring eksempelvis et angreb i Syrien.
”If there was an issue about the decision making process concerning the bombing, or if an official
was saying that it was a bad idea to launch the operations, that would be the kind of stuff that is
censored” - Aluf Benn
!
19!
Problemet, som chefredaktøren på Haaretz påpeger, er, at journalister stadig ikke kan få indblik i de
politiske processer i Israel, som har ført til angrebet. Meningsudveksling mellem politikere og
embedsfolk i offentligheden giver ifølge det nordiske demokratiideal en bedre indsigt og i sidste
ende det bedste beslutningsgrundlag. Den politiske meningsudveksling skal altså ske i
offentligheden. Dette er ikke en selvfølgelighed og mange lande, som for eksempel Israel, kan
kritiseres for, at vigtige politiske meningsudvekslinger og beslutninger foregår i lukkede rum (NOU
1999:23).
Både journalist og redaktør er altså bevidste om, at den gensidige aftale skaber nogle begrænsninger
i de historier, som de kan få lov til at publicere. Samtidig udtrykker de ikke et ønske om, at det
nødvendigvis skal laves om. De accepterer militærcensuren som en del af den virkelighed, de
befinder sig i.
“We don’t like it (militærcensuren, red.), but it’s a fact of life in Israel” – Aluf Benn
Det er således et vilkår, som de accepterer at leve under, og derved kan man sige, at accepten af den
gensidige aftale om den militære censur er blevet en doxa i det israelske mediefelt. Man kan
ligeledes se journalistens og redaktørens accept af censuraftalens vilkår som en del af
autonomiprincippet i diskussionen om ytringsfrihedens opretholdelse af et sundt demokratisk
samfund. Autonomiprincippet lægger vægt på, at den frie meningsdannelse sker inden for
rammerne af det samfund, man lever i. Frihed forudsætter altså en form for dannelse, som sker i
skolerne og den almene meningsudveksling i det offentlige rum, som ikke kan adskilles helt fra det
samfund, som ytringerne foregår i (NOU 1999:22). Journalistens og redaktørens accept af den
gensidige censuraftale kan derfor ses i forlængelse af autonomidiskussionen, hvor medierne og
pressen ikke er fuldstændig autonome fra det samfund og de kulturelle regler de er en del af.
Samtidig er censureringen ikke noget, som de gør deres læsere eller offentligheden opmærksom på
finder sted i de enkelte artikler eller produktioner. De israelske artikler er ikke fyldt med sorte
censurstreger, for censur af information foregår i en forhandling mellem journalister, redaktører og
censurmyndighederne uden offentlighedens kendskab.
”One of the terms of the censorship is that you don’t leave blank spaces that have been censored.
The readers don’t know about it and the other media don’t know about it” – Aluf Benn.
!
20!
Man kan ud fra det nordiske demokratiideal se det som et problem, at den israelske offentlighed
ikke har indblik i, hvor meget der bliver censureret fra. Gennem medierne skal borgerne fungere
som en kontrolinstans, hvor den oplyste og kritiske argumenter kan komme til udtryk. Medierne er
reelt videreformidlere, mens den egentlige vogter og kontrolagent er borgerne. Offentligheden som
kontrolinstans af magten er også essentiel for at sikre et demokratisk rum, og når det ikke er muligt
for offentligheden at få kendskab til de frasorterede emner, argumenter og meninger, er det svært at
fungere som kontrolinstans af magten (NOU 1999:24).
Men censurmyndighederne har ikke frit slag til at fjerne de ting, de ikke vil have ud til
offentligheden. Det er hele tiden et spørgsmål om fortolkning og forhandling.
“The rules may be a pain at times but most of the time it’s workable. The censors are not faceless
bureaucrats working behind bars you don’t know. They are people you know and it’s Israel - you
can negotiate everything. But sometimes the stuff you think you need to publish, they don’t let you”
– Aluf Benn.
Redaktørerne på Haaretz har således en mulighed for at lade være med at sende en artikel til
eftersyn, hvis de er gode nok til at argumentere for, at historiens emner ikke hører under
censuraftalen.
“It does not always work. But you can try to convince them, try to find ways around, talk with them
and discuss words and so” – Aluf Benn.
Journalisterne kan også få lov til at være med i forhandlingerne med censuradministratorerne, som
har at gøre med deres artikel, hvis de har lyst til selv at tale sin sag.
”Sometimes if the censorship send an article back with parts that are erased, the editor can say to
the journalist: ‘Hey, they erased your part of number three, would you try us to argue or would you
try to argue yourself?’ (...) and then the journalist has to have good connections (i censurorganet
red.) to talk with them. The journalist can be critical but it’s harder” – Asaf Ronel.
!
21!
Det er tydeligt fra interviewene, at det er vigtigt for de redaktører, som forhandler om artiklerne, at
der er styr på, hvilke kilder der er blevet brugt, og om de er blevet brugt på en professionel måde, så
de kan forsvare artiklerne over for censurorganet. Samtidig er det tydeligt, at det er vigtigt at have et
godt forhold til censurmyndighederne og de personer, der sidder og administrerer artiklerne. På den
måde bliver det lettere for journalister og redaktører at forhandle detaljer igennem. Således kan man
også argumentere for, at Haaretz ikke udelukkende accepterer militærcensuren som en doxa, der gør
sig sig gældende som en underliggende præmis for det journalistiske arbejde i det israelske
mediefelt. Tværtimod lader det til, at Haaretz forsøger at udfordre censuren. På den måde er de altså
i en form for konflikt eller uenighed med militærcensuren, som de i forlængelse heraf er bevidste
om, og det viser, at der hersker en form for heterodoxi i mediefeltet angående censuren.
Hele forhandlingsprocessen mellem censurmyndigheder og medarbejderne hos Haaretz kan også
ses som en måde, hvorpå journalister og redaktører forsøger at forsvare ytringsfriheden og forbedre
den israelske offentlighed til at leve op til informationsfriheden. Informationsfriheden er ført ind i
den europæiske menneskeretskonvention og advokerer for, at man uhindret skal kunne holde sig
underrettet fra tilgængelige kilder, så relevant information er tilgængelig for offentligheden. Der
skal være offentlighed omkring de vigtige samfundsprocesser, så magten får et ansigt udadtil (NOU
1999:23). Og gennem forhandlingen kommer flere af de ting, som ellers ville blive sorteret fra ud i
den israelske offentlighed.
Der er også andre måder end forhandlingen med administratorer, hvorpå det er muligt for
journalister og redaktører at omgå nogle af de begrænsninger, som den gensidige aftale om censur
lægger over medierne. Især benytter de sig på Haaretz af det smuthul, som hedder, at de gerne må
citere udenlandske medier i de historier, der handler om især angreb i udlandet osv.
“There are a few terms that are almost cliché in Israeli media, like saying ‘Israel’s nuclear
capabilities as reported by foreign media’ or ‘Israel’s drone strikes as reported by foreign media’ ”
– Asaf Ronel
En af de måder journalisterne således arbejder med de her historier, som bliver censureret gennem
det officielle censurorgan, er altså ved at bygge artiklen op omkring udenlandske kilder, fordi
argumentet er, at den israelske offentlighed så alligevel vil kunne få adgang til denne information.
!
22!
Citatet vidner altså om, at de israelske medier - eller i hvert fald Haaretz - bruger smuthullet
”udenlandske kilder” flittigt i deres artikler og på den måde omgår de i et rimelig stort omfang
censuren.
“You can push the limits of what is under the scope of censorship. If it is about bombings in Syria,
you can’t argue that this is not a prime time military affair. So on these matters, you can go around
censorship by saying the Syrians say, the Lebanese say (...) The public will know that something
happened, even if it is reported with use of foreign sources. It is a joke, everyone in Israel
understands that. Sometimes even government officials are giving information as long as you quote
them as foreign sources” – Aluf Benn.
Det er interessant, hvordan chefredaktøren på Haaretz beskriver, at også personer fra den israelske
efterretningstjeneste indgår aftaler med journalister om, at de kan citere dem som vestlige
efterretningstjenester i deres artikler. På den måde bliver betegnelsen “udenlandske kilder” et
arbejdsredskab for både journalister og kilder, der ønsker at komme ud med informationer, som
ellers ville høre under censuraftalen og dermed ikke vil kunne blive offentliggjort. Igen kan man
argumentere for, at dette arbejdsredskab bløder op for det demokratiske problem, der er i
censuraftalen, som begrænser informationsfriheden til den israelske offentlighed (NOU 1999:23).
Når både journalister og kilder kan omgå begrænsningerne ved at citere eller lade sig citere som
udenlandske kilder, kan nogle af de informationer, som ellers ville blive bortcensureret komme ud
til offentligheden.
Men der er også enkelte journalister, som gør en dyd ud af at lægge små ledetråde ind i sine artikler
om de informationer, som censuraftalen forbyder medierne at offentliggøre.
“We have a senior writer who is very connected to the intelligence service and he is always writing
in very cryptic ways. He always tries to put hints inside his texts about things that we aren't
supposed to report (...) He does this puzzle, but the thing is that even things that they miss in his
articles only around 10 people in Israel will understand it anyways, so it is like playing games with
the censorship and with the Israelis in the intelligence community. He wants to show them that he
knows about the things he can't report about. That is his game” – Asaf Ronel.
!
23!
Man kan se dette som et modsvar eller et lille journalistisk oprør, som skal gøre livet svært for
censurmyndighederne, selvom det ikke bidrager til at informere den brede offentlighed om de
emner, der bliver hentydet til. Chefredaktøren på Haaretz bryder sig ikke om denne form for
journalistik, fordi den bliver uforståelig for læserne. Når det kun er ganske få mennesker i
forsvarsministeriet og et par politikere, som forstår hentydningerne, så bidrager det ikke til at bringe
informationer til den offentlige israelske debat, som kan informere borgerne bedre til at tage kritisk
stilling. Selvom det er en måde at presse den instans, som begrænser informationsfriheden, så
bidrager denne metode ikke umiddelbart til at forbedre mediernes opgave, som ifølge det norske
demokratiideal er at sikre et velstruktureret system, der kan oplyse og tjene den offentlige samtale,
som er grundlæggende for udviklingen af det myndige menneske og de demokratiske beslutninger
(NOU 1999:28).
4.3-SelvcensurMange artikler når ikke at blive indsendt til censurrådet, fordi journalisten allerede selv censurerer
dem, så de aldrig bliver skrevet. I dette afsnit vil vi analysere Nossek og Limors tredje censurniveau
– selvcensur, hvor medierne har en indbygget selvrestriktion, der gør, at mange ellers relevante
artikler aldrig bliver skrevet eller bragt. Nossek og Limor opererer med fire former for selvcensur,
hvoraf kun to giver mening i vores projekt - nemlig organisations- og individniveauet (Nossek,
2001:3).
4.3.1-Selvcensur-på-organisationsniveau”The past six years we have had a right wing government in Israel and clearly most of the time our
editorials are critical towards the government’s policies. Especially regarding the occupation,
settlements and efforts to harm or limit democracy and free speech. Haaretz has had a very long
and standing position supporting free speech. Remember it's Israel, we don't have a constitution.
We don't have any legislative defense of freedom of speech or freedom of the press. We need to
raise that flag every day” – Aluf Benn.
Aluf Benn lægger ikke skjul på, at avisen positionerer sig som en kritisk avis, der er i konstant
opposition til den siddende magt, især når den består af højrefløjen. Og han er ikke i tvivl om, at
avisens fornemmeste opgave er at være kritisk.
!
24!
Som han udtaler, vil de som avis holde fanen højt for at forsvare de demokratiske værdier i landet.
Men han tydeliggør samtidig, at avisen ikke har nogen intentioner om at bryde loven. Dette afsnit
vil undersøge det niveau inden for selvcensur, som Nossek og Limor kalder organisationsniveauet,
som er den interne censur på det enkelte medie. Vi vil derfor undersøge, hvilken redaktionel linje
Haaretz har: Formår de at være en vigtig og kritisk avis uden at bryde censurloven? Og er den
organisatoriske selvcensur mest dominerende i de regulerende eller konstituerende regler på
Haaretz?
Som chefredaktøren påpeger, har avisen været kritisk overfor den højreorienterede regering de
sidste seks år, og Asaf Ronel er heller ikke i tvivl om, at avisen er venstreorienteret. Det indtryk har
de fleste journalister på avisen også:
”People sometimes even add anti semitism text because they want to be a bit more left wing. The
headlines are more extreme than the texts because they want to be as left wing as possible.” – Asaf
Ronel
Citatet viser klart, at det er helt bestemte historier, som bliver prioriteret på Haaretz og som når
frem til offentligheden. I forlængelse af dette er det derfor sandsynligt, at journalisterne samtidig
foretager selvcensur og ubevidst fravælger historier, som er positive over for regeringens politikker
for at passe ind til mediets interne image.
På Haaretz har de en række nedskrevne etiske retningslinjer for den redaktionelle linje, der ifølge
Aluf Benn mest fungerer som en offentlig erklæring og ikke nogle interne regler, journalisterne skal
følge(Bilag 3).
”Most people in the newsroom don’t even know about it. It is not something we hang on the wall
and test people on. Our journalists don’t have to memorise these guidelines and we do not test
them” – Aluf Benn
Det er derfor ikke de fastlagte regler oppefra, der styrer journalisternes arbejde. I forskningsartiklen
“The nature of News Rules” beskriver David Michael Ryfe, hvordan der på en nyhedsredaktion er
to regelsæt, når journalister udvælger, hvilke nyheder, der skal bringes. De regulerende og fastlagte
!
25!
regler, som er fastsat af mediets chef og ledelse. Og de konstituerende regler, som ikke er
nedskrevet, men noget som man har gjort i længere tid og på den måde er blevet en slags kutyme
(Ryfe 2006:205-206).
På Haaretz er det tydeligvis de konstituerende regler, der har betydning for, hvilke historier der
bliver skrevet og bragt.
“People here tend to follow the unwritten leads of what Haaretz represent and what they think
Haaretz represent. Sometimes it even stirs the walk I think, but I think it is usually for the good.
Usually we make the stories better because of this. Sometimes we make mistakes because of over
enthusiasm or over righteousness. Because it is Haaretz, so you need to be what you are” – Asaf
Ronel.
Der er derfor en klar forestilling om, hvad Haaretz er, og hvordan de skriver. Men det er ikke på
baggrund af nogle nedskrevne retningslinjer. Pamela J. Shoemaker opererer med fem lignende
niveauer i sin teori om gatekeeping. Når journalisterne censurerer sig selv på grund af de
konstituerende regler, sker det på det niveau, som Shoemaker kalder det organisatoriske niveau.
Journalisterne vælger de historier, der er i overensstemmelse med mediets politik og retningslinjer.
På den måde er udvælgelsen af nyheder et resultat af organisationen bag journalisten (Shoemaker,
2009: 53f).
Staten har som nævnt nogle særligt sensitive emner, som altid underlægges censur. De emner er
især angående landets militær. Haaretz har udover at være kritiske overfor regeringen også
positioneret sig på at turde være kritisk over for militæret.
”Other than the blogs and the social media, Haaretz is the only main news outlet in Israel who is
not afraid of being critical towards the army” – Asaf Ronel.
Men ifølge Aluf Benn er det ikke censuren, der begrænser de andre avisers journalister i at skrive
kritisk om militæret. Det er derimod avisens læsere.
!
26!
”It's at certain group of people who grew up believing Israeli military is really a unique institution.
Not only the melting pot of Israeli society and the protector of security but also a very moral
institution. And to these people it is very difficult to read the pieces arguing otherwise” - Aluf Benn.
Harretz har ifølge Aluf Benn også selv mærket læsernes hårde dom:
“Critical positions on the military are difficult too. Some of our readers find it very difficult to
observe and to digest and last year with Gaza we suffered a couple of thousands cancellations by
subscribers who would not read more criticism of it.”
Det har dog ikke fået avisen til at ændre holdning eller praksis, hvilket viser at deres behov for at
kritisere det israelske militærs handlinger er vigtigere end læsernes dom. Desuden fremhæver han,
at mange læsere kom tilbage efter et par måneder.
Bringer man Shoemaker i spil, har netop den omgivende kultur en betydning for, hvilke historier
journalisterne skriver på det niveau, som hun kalder samfundsniveauet.
I Israel er alle værnepligtige, både kvinder og mænd. Derfor har samtlige journalister på Haaretz
været i militæret. De har været bag gardinet og set, hvordan det foregår, og de har kontakter i
militæret og en række historier, der kunne skrives. Men militæret er også et ømt emne for mange
israelere.
”All over Israel there is a very low tolerance towards criticism of Israel’s actions. Especially
military actions. The soldiers are the sons of Israel” - Asaf Ronel.
Man kan sige, at det altid er et demokratisk problem, at journalister ifølge autonomiprincippet ikke
kan være fuldstændig autonome fra det samfund, de er en del af (NOU 1999:22). Når militæret er så
stor en del af det israelske samfund, og staten er i konstant krigstilstand og under pres, er det derfor
nogle bestemte mekanismer, der gør, at selv de venstreorienterede kritiske journalister på Haaretz
end ikke anfægter militærcensuren. Man må derfor gå ud fra, at der er en stor grad af selvcensur på
især de militære emner fra avisens side. Men her har Haaretz netop positioneret sig på, at de tør
være kritiske, fordi det er vigtigt.
”It’s far more important but it takes certain courage on the part of the writer to stand up against
the crowd and say: ‘Yes Hamas is bad and maybe the war can be justified but bombing the private
!
27!
residences of Hamas-people, threatening their lives and sometimes killing their family members and
neighbours is not the right way to do that’ ” – Aluf Benn.
Man må derfor formode, at de konstituerende regler er stærke her, når Haaretz bryder den
gatekeeping samfundet udgør og skriver negative artikler om militæret, også selvom det ikke står
skrevet i avisens retningslinjer. Men samtidig skal der foregå en form for selvcensur, så de kritiske
artikler ikke bryder censurreglerne, for det er imod deres policy at bryde reglerne.
4.3.2-Selvcensur-på-individniveauEt andet niveau inden for Nossek og Limors begrebsapparat om selvcensur er individniveauet, som
omhandler den selvcensur, der bliver udført af de enkelte ansatte på medierne. Selvcensuren på
individniveauet er ofte et produkt af de andre niveauer, som den enkelte journalist har taget til sig,
og som han eller hun i sidste ende efterfølger (eller ikke efterfølger) i sit arbejde. Hvis journalisten
følger disse retningslinjer, har vedkommende i sidste ende mindsket behovet for andre
kontrolmekanismer – både interne og eksterne (Nossek, 2001:4).
”I am not saying, that everything Haaretz is doing or representing I am for, and I am very critical
towards the newspapers position towards a two state solution and all that, but on a day to day basis
they (Haaretz) are fighting against injustices inside the Israeli society, the Israeli injustice towards
Palestinian society, the Palestinians abroad, and the Palestinians on the West Bank. It doesn’t hurt
my sensibilities as it would at any other major news outlet in Israel. For me personally I wouldn't
be able to work at any other news outlet in Israel, because of lack of criticism towards the army and
towards the Israeli policy in general” – Asaf Ronel
Er man en idealist og forkæmper for ytringsfriheden, kan det være vanskeligt at arbejde som
journalist i Israel. Nogle gange må journalisterne gå på kompromis med deres egne overbevisninger
og politiske holdninger for at passe ind i mediets policy. I citatet oven for ses det tydeligt, at det er
vigtigt for Asaf Ronel, at man som journalist har ret til at være kritisk og ytre sig, som man ønsker.
Han tillægger altså ytringsfriheden stor værdi. Yderligere viser dette citat, at han selv opfatter og
anerkender Haaretz som et medie, der positionerer sig som Israels mest kritiske medie på trods af
censurens begrænsninger af ytringsfriheden. Men citatet vidner også om, at Asaf ikke er
fuldstændig enig med avisens retningslinjer og altså de regulerende og konstituerende regler, og at
!
28!
han dermed i nogle tilfælde må gå på kompromis med sin egen forståelse af, hvad god journalistik
er, og hvad avisen bør informere læserne om.
I denne forbindelse kan man inddrage Shoemakers organisatoriske niveau. I organisationens øjne
(Haaretz) er en god gatekeeper én, der repræsenterer organisationens interesser. På dette niveau
bliver udvælgelsen af nyheder altså et resultat af blandt andet organisationens konstituerende regler
(Shoemaker, 2009:53f). Asaf må altså følge avisens konstituerende redaktionelle redaktionelle
regler og skrive de nyheder, der passer ind i Haaretz’ univers, selvom han måske i nogle tilfælde
personligt ville vælge at skrive en anden nyhed. Derfor kan man pege på, at selvcensur også finder
sted på Haaretz på Shoemakers organisatoriske niveau.
Men forskellen mellem Asafs og avisen politiske holdning stiller ham også i nogle dilemmaer:
”Sometimes I still have problems between my political position towards stories and the way I have
to report them. When I was writing about the things relating to the present conflict I had to stop
myself from the other side because I was way more to the left or way more to the radical than the
newspaper” - Asaf Ronel
Dette citat tyder på, at Asaf Ronel i nogle tilfælde er nødt til at censurere sig selv, når han på
avisens vegne skal formidle en politisk historie til læserne. Selvcensuren sker idet Asaf skal følge
avisens retningslinjer og være med til at opretholde avisens position som venstrefløjsavis. Han må
derfor lægge sin egen politiske holdning til side. Derudover vidner det om, at Asaf bliver begrænset
af de konstituerende regler, der eksisterer på Haaretz. Yderligere må han gå på kompromis med sin
forståelse af, hvordan den gode historie skal formidles, og hvad den skal indeholde. Dette er endnu
et eksempel på, at selvcensur foregår på Haaretz i forlængelse af Shoemakers organisatoriske
niveau. Asaf må altså censurere sig selv på flere niveauer i forhold til: politisk overbevisning, form
og indhold. Der findes således i den grad kontrolmekanismer på Haaretz i form af retningslinjer og
en ideologisk retning. Som det fremgik af forrige afsnit, er det især de konstituerende regler, der
fordrer selvcensur.
Da vi spurgte Asaf, hvad journalistikkens vigtigste rolle er, lød svaret meget klart:
!
29!
”I think that injustice is all over the world, and it is the newspaper’s job to fight them, or at least to
shed light on them” - Asaf Ronel
Dette citat viser, at Asaf tillægger journalistikken en vigtig og betydningsfuld rolle, nemlig at den
skal bekæmpe uretfærdighed eller i det mindste sætte fokus på uretfærdighederne og altså handle i
retfærdighedens navn. Men når avisen og Asaf forsøger at løfte denne opgave, er det ikke uden
problemer:
”In the Israeli-Palestinian conflict it is even much more important because there are so many
injustices on so many levels in so many ways, which most Israelis manage to completely ignore.
And it happens in front of them, and they just don't see it. Every day. And it is a very frustrating
position to be the one shouting even when people don't wanna hear about it over and over and over
again.”
Selvom Asaf personligt mener, at det er meget vigtigt, at aviserne skriver om konflikten mellem
Israel og Palæstina og giver læserne et nuanceret billede af situationen, er der mange af Haaretz’
læsere, der ikke er enige i denne opfattelse.
“And even, we have a journalist at Haaretz reporting on the west bank, and at some points in his
life he has had to have security, because of attacks from Israeli citizens” - Asaf Ronel
Som tidligere nævnt kan det være en vanskelig problematik, når en avis og dens journalister på den
ene side har en agenda, som de ønsker at formidle til læserne, når læserne, der i høj grad finansierer
avisen, på den anden side ikke vil læse om det stof, avisen gerne vil have dem til. Denne
problematik med de negative læserreaktioner kan resultere i, at der opstår en form for læserskabt
selvcensur, hvor journalisterne censurerer sig selv og skriver de historier, som passer til det, som
læserne gerne vil læse i stedet for at skrive de historier, som de selv mener er vigtige at formidle.
Denne problematik finder både sted på Shoemakers kommunikationsrutineniveau og
samfundsniveau (det sociale system).
På kommunikationsrutineniveauet bliver potentielle nyheder bedømt ud fra tre kriterier. Et af dem
er læserne, hvor journalisten vurderer, hvorvidt nyheden er interessant for læserne, og om de ønsker
!
30!
at læse den. Ligeledes er det vigtigt at forstå, at den individuelle journalist/gatekeeper er påvirket af
tid, kultur og det samfund, som han lever i. Derfor er gatekeeping langt fra en tilfældig proces men
derimod en spejling af samfundet. Når en journalist træffer en beslutning om at skrive en bestemt
nyhed, er denne tilpasset modtagerens interesse og det miljø, de lever i. På den måde har samfundet
og læserne en indflydelse på, hvilke potentielle nyheder der bliver til nyheder (Shoemaker, 2009:
48f). Derfor vidner dette også om, at der på Haaretz forekommer selvcensur på disse to niveauer.
Men det er ikke kun læsernes holdninger og samfundet, der får Asaf og hans kollegaer til at
censurere sig selv. Den militære censur spiller også en stor rolle:
”Working under the military censorship you kind of censor yourself in a way. In certain matters.
Sometimes it is justified sometimes we do it because we know there is no point of sending details
about this problem, because it will be censored. So you find a way to whitewash it or you erase it by
yourself.”- Asaf Ronel
Dette citat viser tydeligt, at selvcensur også er en konsekvens af den militære censur. Men Asaf
fortæller os yderligere, at han og kollegaerne på Haaretz godt er klar over, at de censurerer sig selv,
og at de nogle gange også forsøger at bryde med reglerne:
”Sometimes you write things, sometimes you try to let some information in (ind i artiklen, red.)
although you know it won’t work. You are testing the borders” - Asaf Ronel.
Dette citat vidner altså om, at Asaf og hans kollegaer forsøger at udfordre censuren og undgå
selvcensur. Samtidig viser dette også, at journalisterne mener, at der er vigtige ting og oplysninger,
som de ikke må skrive om på grund af censuren. Dette kan derfor tyde på, at den militære censur er
problematisk i forhold til journalisternes personlige opfattelse af, hvad der er god og rigtig
journalistik. Nogle historier bliver derfor ikke påbegyndt, fordi journalisterne ved, at de ikke vil
komme gennem censurorganet.
I forhold til den selvcensur, der forekommer på individniveau, påvirker det israelske narrativ også
journalisterne og deres arbejde som journalister:
!
31!
”The journalists don’t even censor themselves just because of the army. Sometimes they don’t
report it at all, or they report it in this way not that way, because they agree with the Israeli official
narrative” - Asaf Ronel
Dette citat peger på, at det ikke kun er den militære censur, der får journalisterne på Haaretz til at
censurere sig selv. Det er også det officielle israelske narrativ, der får journalisterne til at tilpasse
sine historier og vinkler. Altså det niveau som Shoemaker kalder for samfundsniveauet/det sociale
system.
Som tidligere nævnt i analysen mener Asaf Ronel ikke, at den militære censur er et stort problem
for de israelske medier. Man kan i den forbindelse undre sig over, hvorfor han ikke ser censuren
som et større problem i forhold til hans idealistiske tilgang til journalistikken, som tydeligt skinner
igennem i de ovenstående analysepunkter. Man kan eksempelvis være kritisk overfor, hvordan man
kan bekæmpe og sætte lys på uretfærdigheder, når der er emner og oplysninger som censureres
væk.
En grund til, at Asaf Ronel og også Aluf Benn ikke er så kritiske over for censuren og ikke anskuer
den som et væsentligt problem for den frie presse, kan skyldes, at alle israelere er en del af den
israelske hær, da alle mænd og kvinder skal være 2-3 år i hæren. Derefter skal de holde deres
militære tilhørsforhold ved lige nogle uger hvert år, indtil de fylder 44 år. De har derfor alle
sammen en tilknytning til og en forståelse for hæren. Hæren og censuren bliver på den måde en
naturlig del af deres liv og deres journalistiske opdragelse. Derfor kan det også tænkes, at det ikke
altid er imod deres vilje og egne overbevisninger, når de vælger at censurere sig selv.
Man kan således argumentere for, at selvcensur forekommer på Shoemakers individniveau. En
gatekeeper forholder sig stort set aldrig til potentielle nyheder, som var de originale. Derimod er de
potentielle nyheder optaget ind i de allerede eksisterende strukturer i hjernen hos gatekeeperen
(viden). Journalisten afgør altså individuelt, hvad der er relevant at bringe ud fra, hvad han eller hun
allerede ved (Shoemaker, 2009:33f). Mange af de militære hemmeligheder er allerede kendt af
mange af de israelske journalister på grund af deres tilhørsforhold til hæren. Derfor kan denne viden
ligge som en fast viden og struktur i hjernen, som journalisterne går udenom, når de vælger, hvad
der bliver en nyhed, og hvad der ikke gør.
!
32!
5.-Konklusion-På baggrund af ovenstående analyse har vi forsøgt at besvare vores problemformulering, som er
følgende:
Hvordan påvirker censuren i Israel journalisterne på Haaretz i deres arbejde, og hvilke
demokratiske udfordringer er der heri?
I analysen af den eksterne censur blev det tydeligt for os, at når der udstedes en gag-orden, så
blokerer det fuldstændig for, at historien kan bringes. Dette gælder også referering af udenlandske
medier. Udstedelsen af gag-orden skaber derfor en begrænsning i forhold til informationsfriheden,
hvilket er problematisk for ytringsfriheden. Det begrænser derfor de demokratiske principper
omkring åbenhed og kritik, som ellers er vigtige elementer i et sundt demokratisk samfund. Man
kan således sige, at gag-ordener er et demokratisk problem.
Dette leder os videre til den gensidige censuraftale mellem militær og medier, som skaber nogle
begrænsninger i de historier, som mediet kan få lov til at publicere. Dog accepterer journalist og
chefredaktør på Haaretz militærcensuren som en del af den virkelighed, de befinder sig i. Dette kan
skyldes, at det er forholdsvist nemt for journalisterne at komme uden om den militære censur, idet
de kan citere udenlandske medier. Dette arbejdsredskab er også med til bløde op for de
demokratiske problemer i censuraftalen.
Gennem vores analyse blev det yderligere tydeligt for os, at mange artikler allerede bliver
censureret fra, inden de når til censurorganerne gennem en udbredt grad af selvcensur. I analysen af
det organisatoriske niveau fremgik det, at der er nogle meget stærke konstituerende regler på
Haaretz, som påvirker hvilke historier, der bliver skrevet. Avisen positionerer sig på at være kritisk
mod militæret. Selvom der er en stærk samfundsmæssig modstand mod at skrive kritisk om
militæret, tydeliggør Aluf Benn, at det er vigtigt, at disse historier alligevel bliver skrevet. Dette kan
være imod mange af de individuelle journalisters ønske, hvilket fører os videre til individniveauet.
I analysen af selvcensuren på individniveau blev det tydeligt, at journalisterne nogle gange må gå
på kompromis med deres personlige overbevisning for at følge Haaretz’ retningslinjer og politik.
Derfor forekommer der selvcensur på Shoemakers organisatoriske niveau. Derudover kom det til
udtryk, at det ikke kun er den militære censur, der får journalisterne på Haaretz til at censurere sig
!
33!
selv. Det er også det officielle israelske narrativ, der får journalisterne til at tilpasse deres historier
og vinkler - altså det niveau som Shoemaker kalder for samfundsniveauet/det sociale system.
Hverken Asaf Ronel eller Aluf Benn ser et særligt problem i den militære censur, og det kan blandt
andet skyldes den særlige tilknytning, de har til militæret i Israel. De har alle en særlig forståelse og
tilknytning til militæret, hvilket medfører, at militæret og censuren bliver en naturlig del af deres liv
og journalistiske opdragelse.
Med et vestligt syn på den frie presse, kan det virke opsigtsvækkende, at respondenterne ikke
anfægter censuren som et større problem. Dette leder os videre til en perspektivering, der
undersøger, hvordan det står til med censur i den danske presse.
6.-Perspektivering:-Den-israelske-censur-sammenlignet-med-danskejournalisters-arbejdsvilkår-Ud fra vores interview med Aluf Benn og Asaf Ronel kan vi se, at de har nogle meget klare
journalistiske idealer. Når vi spørger dem, hvad journalistens vigtigste rolle er, lyder det korte og
kontante svar fra chefredaktør Aluf Benn “To be critical”, mens Asaf Ronel siger: “I think that we
are supposed to fight injustice”. Disse idealer stemmer i høj grad overens med de journalistiske
idealer, der gør sig gældende herhjemme.
Ida Willigs gennemgang af de sidste års mange vindere af Cavling prisen viser, at det er det
formidlende, dagsordensættende og afslørende, som har været kendetegnende for de artikler, der har
vundet Cavling-prisen gennem årene. Idealerne har hver især været dominerende i forskellige
perioder. Fælles for vinderne er dog, at de alle kan puttes i en overordnet kategori, der kan betegnes
som “undersøgende journalistik” (Schultz 2005: 220).
Selvom Aluf Benn og Asaf Ronel har nogle journalistiske idealer, der minder om de danske, har
Haaretz haft nogle sager, der viser, at den israelske censur til tider spænder ben for deres idealer og
gør det svært at være kritisk og afsløre uretfærdigheder. Blandt andet nævner Asaf Ronel, hvordan
det går ham meget på, at han og Haaretz ikke kan skrive om Israels salg af våben til det, han kalder
“frygtelige regimer”, og hvordan Israel i bytte for våben kan sende flygtninge tilbage til regimerne.
Alligevel forsøger Aluf Benn at tale den israelske censur ned og siger:
!
34!
“And this (censuren red.) is based both on the law and on an agreement between the association of
editors and the military that limits and says: ”okay we cooperate with this willingly, but then the
government agrees not to use its full power in case of purchase, if we fail to submit something. If I
follow the rules as an editor, I have no criminal liability at all unlike my American and British
colleagues.”
Herefter fremhæver han The Guardians dækning af Edward Snowdens afsløringer af NSA’s
overvågning, som han mener blev udsat for selvcensur:
“They delete names, they delete certain oppression leaders. I don’t have these dilemmas. Because
once you follow the rules, you don’t have a problem. They self censor, because if they don’t do that
they might go to prison in the US or Britain. I’m free of that as long as I follow the rules. And the
rules may be a pain at times but most of the time it’s workable.”
Asaf Ronel siger ligeledes flere gange, at det israelske mediesystem og herunder nogle af
censurstrukturerne er udsprunget af det europæiske og vestlige mediesystem, og i den forbindelse
siger han også, at gag-ordener også er almindelige i vestlige lande:
“I think it happens in many places around the world”.
Og spørgsmålet er jo så, om vi er bedre herhjemme? Findes der censur-apparater, der ligner de
israelske, i det danske system?
Først og fremmest kan siges, at Asaf Ronel har ganske ret i, at andre lande også benytter sig af
retskendelser og gag-ordener. I Danmark findes for eksempel den slags, hvor en domstol i visse
tilfælde kan forbyde journalister at offentliggøre identiteten på medvirkende i retssager. Dette
kaldes navneforbud og er en del af den lovbundne censur eller med andre ord begrænsning af
ytringsfrihed, der findes i Danmark. Af anden lovbestemt censur har vi i Danmark også blandt andet
racisme- og blasfemiparagrafferne samt en række andre områder, hvor man som borger må ytre sig,
men hvor man kan risikere efterfølgende at blive stillet til ansvar for sine udtalelser under en
domstol (Internetkilde: Gyldendal). Vi har også - ligesom Israel - et Pressenævn. Pressenævnet
!
35!
hører ind under det, som Nossek og Limor kalder censur på institutionsniveauet, som betyder, at
pressen som institution censurerer sig selv.
Sidst men ikke mindst vil vi mene, at vi også i Danmark har en form for selvcensur. Denne ses for
eksempel, mener vi, i forbindelse med, at medier jagter og bringer historier, der lever op til de
journalistiske idealer, og som man regner med, at læserne vil være interesserede i. Derved kan man
i sidste ende risikere ikke at få dækket vigtige emner, der for eksempel falder uden for
nyhedskriterierne. Et eksempel er, når der i Folketinget er bred enighed om at gå i krig. Derved er
der ingen særlig konflikt i nyheden om at gå i krig, og derved dækker medierne det muligvis
mindre. Dette kan være en form for selvcensur. Desuden kan man også argumentere for, at der i
forbindelse med diskussionen om ytringsfrihed på baggrund af for eksempel satiretegninger af
profeten Muhammed hos visse medier er udøvet selvcensur. Dette sås for eksempel, da DR nægtede
Deadline-værten Adam Holm at vise en af tegningerne (hvorefter han gjorde det alligevel og fik en
reprimande) (Internetkilde: Bergløv 2015). Denne form for selvcensur kan skyldes, at DR har
frygtet seernes vrede. Omvendt kan den også skyldes, at DR ikke mente, at det stemte overens med
deres etiske retningslinjer at vise tegningen, hvilket er et udtryk for selvcensur på
organisationsniveau.
Men selvom vi i Danmark også har en række restriktioner for, hvad vi må skrive om, vurderer vi
alligevel, at militærcensuren og den flittige brug af gag-ordener begrænser pressefriheden i nogen
større grad i Israel, end de danske restriktioner begrænser den danske pressefrihed. Ikke fordi, at der
ikke findes censur og begrænsning af ytringsfrihed i Danmark, men fordi, at det tilsyneladende ikke
på samme måde er en del af en dansk journalists hverdag at tænke på, hvad han eller hun må skrive
- ligesom det er på Haaretz, hvor militærets censurliste hænger på væggen på kontoret. Samtidig er
listen af emner, som ligger under den militære censur, relativt lang, og man kan derfor også
argumentere for, at censuren rent omfangsmæssigt er mere omsiggribende i Israel, end den er i
Danmark. Og som vi også kommer frem til i vores analyse, så er det ud fra et demokratisk syn
problematisk, at journalister i en stat, der har været i krig, så længe den har eksisteret, er udsat for så
massiv censur, at det kan være svært at dække konflikten, så israelerne er i tilstrækkelig stand til at
kunne tage stilling til den.
!
36!
Omvendt kan man sige, at der er en fordel i, at man i Israel er bevidst om hvilke emner, der bliver
frasorteret i medierne, fordi der er en officiel liste. Censuren er på nogle måder mere eksplicit i
Israel, mens den er implicit i Danmark.
Dog er det vores indtryk, at den danske presse i et vist omfang forsøger at diskutere journalistikkens
idealer og etiske retningslinjer åbent. Dette sker for eksempel i et program som Presselogen på TV2
News, hvor de forskellige mediers chefredaktører argumenterer for hver deres journalistiske linjer
og beslutninger. Her er det tydeligt, at der ikke er tale om en helt homogen journalistgruppe, men at
der findes forskelle i holdningen til for eksempel grænsen for ytringsfrihed - noget vi har set
eksempler på i forbindelse med Muhammedtegningerne og senest i kølvandet på angrebet på blandt
andet Charlie Hebdo. Ud fra vores kvalitative interview og research om det israelske mediebillede,
virker medierne og journalisterne her anderledes enige om, hvad grænserne for ytringsfrihed bør
være, og selv journalister fra et venstreorienteret medie som Haaretz udtaler ikke i interviewene
med os, at censuren for alvor er problematisk. Noget tyder altså på, at der angående censuren
hersker ortodoxi blandt israelske journalister, selvom vi i analysen også har argumenteret for at
Haaretz på en række punkter udfordrer censuren.
Dog kan man stille spørgsmålstegn ved, om den store forskel på Danmark og Israel er, at Danmark
ikke er i krig. Ifølge terrorparagraffen er det også i Danmark ulovligt at afsløre oplysninger, der kan
true landets sikkerhed. Og i forbindelse med Lækagesagen blev journalisten fra TV2 Rasmus
Tantholdt i første omgang pålagt at afsløre den kilde, der havde lækket fortrolige oplysninger om, at
de danske jægersoldater skulle til Irak. Oplysninger, som ifølge jægerkorpsets daværende chef
betød, at soldaterne kom i fare på grund af offentliggørelsen. Højesteret afgjorde, at Tantholdt ikke
skulle pålægges vidnesbyrd og afsløre sin kilde, men TV2’s journalist fik en hård medfart efter at
have bragt historien om jægersoldaternes indsættelse (Internetkilde: DR).
!
37!
7.-Litteraturliste-Bøger:
Kvale, Steiner (2002): “Interview - En introduktion til det kvalitative forskningsinterview” 7. oplag.
Hans Reitzels Forlag, Danmark.
Shoemaker, Pamela & T. Voss (2009): “Gatekeeping Theory”.
Schultz, Ida (2005): “Bag om nyhedskriterierne – en etnologisk feltanalyse af nyhedsværdier i
journalistisk praksis.” Kap 6, Roskilde
NOU (Norges offentlige utredninger) (1999) “Ytringsfrihed bør finde Sted - Forslag til ny
Grunnlov § 100”
Ryfe, Michael Davis (2006) “The Nature of news rules”, Political Communication.
Huberman & Miles (2002) “The qualitative researcher’s companion”, Sage Publications
Internetkilder:
Bergløv, Emil (2015): “Adam Holm skal til kaffe hos chefen for at vise Muhammedtegning”.
Besøgt 9.juni http://politiken.dk/kultur/medier/ECE2510307/adam-holm-skal-til-kaffe-hos-chefenfor-at-vise-muhammedtegning/
DR: “Forstå Lækagesagen på fem minutter”. Besøgt 10. juni.
https://www.dr.dk/Nyheder/Baggrund/2011/02/08094343.htm
Freedomhouse: “Israel”. Besøgt 20. maj.
https://freedomhouse.org/report/freedom-press/2014/israel#.VXf1_Ck9Ojc
Gyldendal: “Ytringsfrihed”. Opslag besøgt 9. juni.
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofi_i_1800-_og_1900t./ytringsfrihed
!
38!
Haaretz.com: “About Haaretz” Besøgt 20. maj 2015. http://www.haaretz.com/news/about-haaretz1.63277
Reporters Without Borders (2015): “2015 World Press Freedom Index”. Besøgt 21. maj. 2015.
https://index.rsf.org/#!/index-details/ISR
Ross, Oakland (2008): “News and views that inspire love or kindle hatred.” Besøgt 20. maj 2015.
http://www.thestar.com/news/2008/10/05/news_and_views_that_inspire_love_or_kindle_hatred.ht
ml
Schult, Cristoph (2010): “Israels censur kræver rettelser i hver tiende avisartikel” . I Politiken, 3.
maj.
Sheizaf, Noam (2013): “Prisoner X: Censorship and gag orders in the age of new media”, +972
Magazin. Besøgt 2. juni.
http://972mag.com/prisoner-x-censorship-and-gag-orders-in-the-age-of-new-media/66004/
http://www.mfa.gov.il/mfa/aboutisrael/culture/pages/the%20printed%20media-%20israels%20newspapers.aspx
Sheizaf, Noam (2010): “The political line of Israeli papers (a reader´s guide)”, besøgt 9. juni
2015. http://972mag.com/the-political-line-of-israeli-papers-a-readers-guide/4072/
Rapporter:
Nossek, Hillel & Yehiel Limor (2010): “Fifty Years In A Marriage of Convenience”, News Media
And Military. Censorship In Israel.
Open Source Center (OSC) (2008): “Israel -- Hebrew- and English-Language Media Guide,” Fra
side 18. Besøgt 21. maj 2015. http://fas.org/irp/dni/osc/israelmedia.pdf
!
39!
8.Bilag:-!
1. Lydfil, interview Chefredaktør Haartez Aluf Benn
2. Lydfil, interview journalist Haaretz Asaf Ronel
3. De etiske retningslinjer for Haaretz
4. Spørgeguide til journalist og redaktør på Haaretz
8.1-Bilag-1-Lydfil,-interview-Chefredaktør-Haartez-Aluf-BennSe vedhæftede
8.2-Bilag-2-Lydfil,-interview-journalist-Haaretz-Asaf-RonelSe vedhæftede
8.3.-Bilag-3-Guidelines:-The-editorial-principles-that-Haaretz-is-inscribed-to-1. Haaretz is designed as a newspaper supporting the existence and strengthening of Israel as a
jewish and democratic state.
2. Haaretz should call for, and support, and be the first to make Israel as advanced a country as the
most advanced nation in education, science and culture.
3. Haaretz’s drive is to make Israel as advanced a country as possible in civil and human rights.
4. Haaretz should oppose any form of quotation.
5. Haaretz should support the individual right to individual expression including economic and
business activities within the framework of market economy.
6. Haaretz should support effort to reach peace with Israel’s neighbours.
8.4-Bilag-4-Spørgeguide-til-journalist-og-redaktør-på-HaaretzHvordan påvirker censuren i Israel journalisterne på Haaretz i deres arbejde, og i hvor høj grad
censurerer de sig selv?
Interview med journalist, Haaretz
Hvem er du?
Hvad er din uddannelse? What is your education?
Hvor længe har du været på Haaretz? How long have you worked at Haaretz?
Hvorfor har du valgt at være journalist på Haaretz? Why have you chosen to become a journalist at
Haaretz?
!
40!
Hvad er din holdning til journalistikkens rolle i samfundet? What do you think is the most
important role for journalism in general? In society?
Hvordan føler du, at du kan udfylde den rolle særligt på Haaretz? How do you feel, you fulfill that
role in your job at Haaretz?
Censur - holdninger, oplevelser (Nossek om ekstern censur & gensidig aftale)
Has any of your stories ever been censored?
Hvordan forholder du dig til den lovgivning der er omkring censurering? How do you feel about the
legislation on censorship in your work? Do you think about it?
Har du opgivet nogle historier på forhånd, selvom du har fundet dem vigtige for offentligheden?
Are there any stories you have had to give up on even though you find it important for the public?
Are there any stories you haven’t even started on because of the censorship? (Because of the
censorship, Haaretz’ guidelines or your own thoughts?)
Har du kendskab til nogle eksempler blandt dine kollegaer eller på Haaretz, hvor en historie er
blevet censureret? Do you know of any stories among your colleagues, that were censored? Can
you tell what happened? What was the story about? Why was it censored? Was it ever published?
Eksempel: We have read, that a former soldier was set in house arrest, because she should have
stolen documents from the army and given them to one of your journalists. Afterwards the media
was banned from reporting about it. What do you think about that case? Did you work here when it
happened? Should you have acted differently?
Selvcensur – holdninger, oplevelser
Institutionsniveau: Hvilken betydning har det israelske Presseråd for dit valg af artikler? Tænker du
over om de historier du skriver er i overensstemmelse med hvad det israelske presseråd mener er
god journalistisk praksis at skrive om? How does the israeli presscouncil affect which stories you
choose to write? Is it something you consider before writing a story?
Organisationsniveau: Har I nogle retningslinjer på avisen for, hvad I må skrive, og hvad I ikke må
skrive? Er der nogle emner, kilder eller vinkler som I ikke bruger/vælger? Are there any specific
guidelines for Haaretz about what you can and can not write?
Social kontrol/ Individniveau?
!
41!
Institutionel autoritet og sanktioner
Er der nogle redaktioner, der er mere prestigefyldte end andre her på Haaretz? Are there any desks
that are more prestigious than others in Haaretz? Do you fear to be moved to another less
prestigious desk, when you cover the conflict?
Følelse af forpligtelse og respekt for autoriteter
Kunne du finde på at gå imod din redaktør eller Haaretz normer for at få en bestemt historie ud?
Could you imagine to disobey your editor in the case of a specific story?
Mobilitet aspiration
Hvad drømmer du om at opnå her på Haaretz? What do you dream of achieving on Haaretz?
Ingen store konfliktende alliancer
Er der på noget tidspunkt været modstand blandt journalisterne mod en policy på Haaretz? Have
there ever been opponents among the journalits against the existing policy of the newspaper?
Den gode natur for journalister
Hvordan er synet på journalistens arbejde i Israel? Er det et anerkendt job? Er det spændende
arbejdsforhold? What is your view on journalists work in Israel? Is it an acknowledged job? Is it an
enviable job? What reactions do people have when you telle them your a journalist writing for
Haaretz?
Nyheder får værdi
Er værdien i at kunne skrive nyheder højere på Haaretz end objektiviteten?
Is the value of writing news bigger than objectivity on Haaretz?
Interview med chefredaktør, Haaretz
Hvem er du?
Hvad er din uddannelse? What is your education?
Hvor længe har du været på Haaretz? How long have you worked at Haaretz?
Hvornår blev du chefredaktør? When did you become chief editor?
!
42!
Hvorfor har du valgt at arbejde på Haaretz? Why did you decide to work on Haaretz?
Hvad er din holdning til journalistikkens rolle i samfundet? How do you see the role of the
journalist in society?
Hvordan føler du, at du kan udfylde den rolle særligt på Haaretz? How do you feel, you can full fill
that role on Haaretz?
Do you feel, Haaretz is different from other Isreali medias? How?
Censur - holdninger, oplevelser (Nossek om ekstern censur & gensidig aftale)
Hvordan forholder Haaretz sig til lovgivningen omkring censurering af journalistiske historier?
How does Haaretz feel about the censorship of the journalists?
Har journalister på Haaretz før skrevet historier, hvor i på chefredaktions-niveau har været i tvivl
om, hvorvidt artiklens indhold var på kanten af, at fortælle om informationer, som kunne betegnes
som værende sensitive ifht. statens sikkerhed? (Fortæl eksempler?) Have you experienced any
cases, where the chief editors doubted whether an article brought informations that conflict with
state security?
Hvor tit bliver Haaretz’ historier censureret? ‘how often do you experience, that stories in Haaretz
are censored?
Kan du give eksempler? Do you have any examples?
Hvad handler historierne typisk om? What are the stories typically about?
Hvad var begrundelsen for, at de ikke blev bragt? What was the explanation on why it wasn’t
published?
Hvad skete der med historierne, kom de nogensinde ud til offentligheden? Were the stories ever
published?
We have read, that a former soldier was set in house arrest, because she should have stolen
documents from the army and given them to one of your journalists. Afterwards the medias were
banned from reporting about it. What do you think about that case? Should you have acted
differently?
In the case about Prisoner X, you refused to participate in the Editors Committe meeting. Why was
dad? More editors afterwards said, they wanted the principles of the censorship revisited? Do you
agree? How should it be different?
Hvordan oplever i censurkorpset? How do you experience the censorcorps?
!
43!
Hvordan forholder det presssetiske sig til censuren? How does the press etics relate to the
censorship?
Selvcensur – holdninger, oplevelser
Har I på Haaretz nogle regler eller retningslinjer for, hvad journalisterne må skrive om? Hvad går
de ud på? Do you have any guidelines for what the journalists can write about? Can you explain the
guidelines?
Hvad er konsekvenserne for journalisterne, hvis de bryder reglerne? Har i nogensinde fyrret en
journalist, fordi vedkommende har brudt reglerne? What are the consequences, if the journalist
don’t obey the guidelines? Have you ever fired anyone for disobeying the guidelines?
Hvor tit oplever i, at jeres journalister udfordrer jeres retningslinjer i forhold til censur? How often
do you experience, that your journalists challenge your guidelines in the condition of censorship?
Hvis i har en god historie, som i ikke kan skrive pga. censuren, forsøger i så at få den ud på anden
vis?
What do you do, if you have an important story, you can’t write because of the censorship? Do you
try to publish it other places?
Social kontrol:
Den gode natur for journalister
Hvordan er synet på journalistens arbejde i Israel? Er det et anerkendt job? Er det spændende
arbejdsforhold? What is the general conception on the profession of journalists in Israel? Is it an
acknowledged job? Is it an enviable job?
Nyheder får værdi
What do you prefer with your journalist; That they are effective in writing news or that they are
objective?
What would you do if a journalist didn’t follow the news papers guidelines on censorship?
Is there room for discussion about your news papers guidelines if the journalists disagree?
!
44!
!
45!