1. No category

Nr. 2
februar
- marts.
2016
20. årg.
Fra den græske generalstrejke mod EU’s og Syriza-regeringens pensionsreform den 4. februar 2016
TEMA: Folkeafstemninger og redningsplanker
Trepartsforhandlinger og fupvækst
Kapitalistisk ’deleøkonomi’
VREDEN ULMER:
GNISTEN KAN BLIVE TIL ET BÅL
Side Arbejdere i alle lande, forén jer!
Spark EU- og krigspolitikerne ud!
EU- og krigspolitikerne – som stort set er de samme – har
været en katastrofe for Danmark. I løbet af godt et kvart århundrede har de fået slagtet den danske velfærdsstat, integreret Danmark i en reaktionær Europæisk Union, der ikke
fungerer, og siden 2001 anbragt Danmark i allerforreste række i terrorkrigene, som ikke har ført noget som helst godt
med sig, men udløst historisk store flygtningestrømme.
Leden ved den nyliberale nedskærings-, krigs- og unionspolitik og ved eliten af ’ansvarlige politikere’ – borgerskabets betroede m/k’er – har aldrig været større.
Mere end noget andet har flygtningekrisen vist, hvor lidt
både de reaktionære politikeres ’nationale’ og
deres ’internationale’ løsninger duer. Den ene
spækker det europæiske kontinent med hegn
og pigtråd, den anden vil befæste EU’s ’ydre
grænser’ med vagter og krigsskibe. Behovet for
en politik af et helt andet indhold er umiskendeligt.
Hos en af EU’s sværvægtere har modvilje
mod den trefløjede nyliberale politik nu udløst
en folkeafstemning. Om hvorvidt Storbritannien skal forblive medlem med et sæt forbehold,
forhandlet af David Cameron og EU-toppen, eller om ’Brexit’ – britisk udtræden af EU – bliver en realitet.
Arbejderklassen – i Danmark, UK og EU – har en direkte
interesse i britisk udtræden. EU er til gavn for monopolerne,
og en svækkelse af den konstruktion vil også svække dem.
Derfor er alle borgerskabets partier – ’røde’ eller blå – i gang
med at støtte Cameron. Fra Lars Løkke. DF og S i Danmark
til den ’venstreorienterede’ Labour-leder Jeremy Corbyn.
Derfor fremstilles den britiske EU-modstand som ’højreorienteret’, ’nationalistisk’, fremmedfjendsk og mere end
halvracistisk. Det er en fuldstændig skævvredet fremstilling,
som alene tjener EU-politikerne. Tingene må anskues fra en
klassevinkel: Hvem gavner den ene eller anden politik. EU
gavner kapitalen. Punktum.
De britiske arbejdere kan beslutte sig for udtræden. Sker
det, vil det have direkte konsekvenser for dansk politik. Kravet om en dansk folkeafstemning om medlemskab står allerede stærkt, og vil forstærkes kraftigt. Sejrer Cameron og
KOMMUNISTISK
POLITIK
-
Hver måned
Centralorgan for
-
Corbyn vil både det britiske og danske medlemskab humpe
videre fra krise til krise i unionen.
Folkebevægelsen mod EU er den eneste danske politiske
kraft med parlamentarisk repræsentation, der fremfører kravet om en dansk folkeafstemning og medlemskab og som
arbejder på at få Danmark ud. Enhedslisten har stor indflydelse i Folkebevægelsen, men partitoppen søger nu – som
for nogle år siden – at få truffet beslutning om selvstændig
partiopstilling på landsmødet i maj i år og dermed udtræde
af Folkebevægelsen som parti. Enhedslisten vil føre en ’socialistisk politik’ i EU. Enhedslisten er på EUplan medlem af Europæisk Venstreparti, hvis
toneangivende partier alle er tilhængere af EU.
De kaster redningsplanker ud for det kriseramte
EU og lover at reformere det til noget andet og
bedre – selvom de intet har at have løfterne i.
Det er pseudosocialisme, klassesamarbejdspolitik i praksis.
En klassepolitik i forhold til EU består derimod
i at forstå:
- at man ikke kan være socialist og samtidig tilhænger
af EU, som er monopolernes projekt for at skabe en ny kapitalistisk og imperialistisk supermagt – Europas Forenede
Stater.
- at EU ikke kan reformeres indefra til det bedre – til et
demokratisk projekt til gavn for arbejderne og folkene - gennem sine strukturer og institutioner. At derfor de enkelte landes og folks kampe for at løsrive sig fra EU peger fremad og
ikke tilbage og derfor må støttes.
- at der må bygges de bredes mulige fronter på nationalt
og internationalt plan, herunder EU-plan, med arbejderklassen som kerne for at sætte en stopper for den trefløjede nyliberale politik – og smide nedskærings-, EU- og krigspolitikerne ud.
Disse udgangspunkter kan også rummes i Folkebevægelsen mod EU.
Kommunistisk Politik
c/o Oktober Forlag
Vesterfælledvej 1B
1750 København V.
mail: [email protected]
Arbejderpartiet Kommunisterne
Skibhusvej 100
5000 Odense C
Tlf: 66 14 89 83
e-mail: [email protected]
Redaktionen 15. februar 2016
Ansvarshavende redaktør:
Klaus Riis
KP’s hjemmeside/
Netavisen:
www.kpnet.dk
Facebook: kpnetavisen
APK’s hjemmeside:
www.apk2000.dk
ISSN: 1398-3741
Abonnementspriser 2016
Halvår (6 nr.) 260 kr.
År (12 nr.) 475 kr.
Institutioner
1 år 600 kr.
Betales til
Foreningen Oktober Forlag
Giro 1-663-4271
Næste nummer udkommer
18. marts 2016
Deadline næste nr. 11.03.16
Side De 62 rigeste personer ejer mere end halvdelen af
jordens befolkning – og de bliver færre
Organisationen Oxfam International –
som den danske ulandsorganisation Ibis
netop er blevet medlem af – er kendt
for sine årlige rapporter om udviklingen af de globale fattigdomskløfter. De
plejer at være gode for nogle overskrifter også i mainstreammedierne. Sådan
har det også været i år.
Særligt to overskrifter er gået det meste
af jorden rundt.
Den ene er:
De 62 rigeste personer i verden ejer
lige så meget som den fattigste halvdel
af verdens befolkning
Den anden lyder sådan:
Den rigeste ene procent ejer mere
end de resterende 99 procent tilsammen
Det er grundlæggende fakta om den
globale indretning – og dommedagstrompeter over et sygt, perverst og udlevet system.
Selvom mange systembevarende kræfter arbejder ihærdigt på at bilde verden
ind, at udviklingen bevæger sig i en anden retning – mod mere social lighed,
mod mindre fattigdom – viser de nøgne
tal og kendsgerninger noget andet: Det
bliver værre! Et fåtal af rige blive stadig
rigere, det store flertal stadig fattigere.
Den økonomiske verdenskrise i 200708 betød en ekstraordinær og gigantisk
statslig støtte til kriseramte banker og
finanskapital, som har forgældet mange
lande, og er betalt med velfærdsreduktion, har sat yderligere skub i uligheden
og kløfterne mellem rig og fattig.
Oxfams data viser, at ’formuen’, som
den fattigste halvdel af verdens befolkning råder over, faldt med 41 pct. mellem 2010 og 2015, på trods af at der
kom 400 millioner flere mennesker til
på kloden. På samme tid øgedes de 62
rigestes formuer med 500 milliarder
dollars til 1,76 billioner dollars.
I 2010 skulle der 388 milliardærer til,
for at de ejede det samme som den fattigste halvdel. I 2014 var det 80. Nu
altså 62. Det går hurtigere, end Oxfam
havde forventet.
Den rigeste procent af verdens befolkning ejede i gennemsnit 1,7 millioner
dollars. De fattigste 648 millioner har i
gennemsnit 5000 dollars.
Oxfam-rapporten offentliggøres op til
det årlige møde i det verdensøkonomiske forum (WEF) i Davos. Ni ud af
ti virksomheder tilknyttet WEF er aktive i mindst ét af skattelyene. Oxfam
vurderer, at multinationale selskabers
skatteunddragelser koster udviklingslandene mindst 100 milliarder kroner
årligt. Selskabernes satsning på skattelyene fremgår af, at deres investeringer
i disse firedobledes mellem 2000 og
2014.
Oxfam og dens danske medlemsorganisation Ibis mener at have et middel
mod den voksende ulighed: at eliminere skattelyene.
To modpoler
Som Ibis-chefen i Danmark, Lars Koch,
siger:
– Vi diskuterer, om vi har råd til velfærd, råd til flygtninge og uddannelse.
Vores spørgsmål lyder derimod, om vi
har råd til skattely. Hvorfor har vi råd
til skattely, som koster Danmark og
udviklingslandene mange milliarder
kroner i tabte indtægter hvert eneste
år, som kunne bruges på uddannelse,
flygtninge osv.?
Chris Giles, økonomiredaktør på Financial Times, forsøger at anfægte Oxfams
data og hævder, at rigdomskløfterne i
verden bliver udjævnet, og at fattigdommen globalt set mindskes.
Lars Koch tilføjer:
– Regeringen skærer over otte milliarder kroner på uddannelse i Danmark.
Det er hat og briller i et langsigtet investeringsperspektiv. De penge kunne
man sagtens få ind ved at få lukket
skattehuller.
Disse afslørende kendsgerninger om et
dødssygt og dødsdømt system må selvfølgelig anfægtes fra systemets side
– udover at blive imødegået med nye
løgne og fordrejninger.
Men faktisk tæller Oxfams opgørelse
ikke de formuer med, der befinder sig
i skattely. Det er astronomiske summer.
Det er anslået til 7,6 billioner dollars,
ifølge eksperten Gabriel Zucman.
Oxfam anslår, at 30 pct. af Afrikas finansielle formuer befinder sig i skattely. Tabet i skatteindtægter herfra på 14
milliarder dollars ville være nok til at
betale for sundhedsudgifter for mødre
og børn til at redde fire millioner børns
liv hvert år og ansætte nok lærere til,
at alle afrikanske børn kunne komme i
skole.
Problemet er, at det nuværende politiske system understøtter de multinationale og deres skattely. Derfor vil de
ikke gøre noget ved det. Fiduserne er
en del af den måde, det kapitalistiske
system fungerer på.
Skattefiduserne er ikke hovedproblemet. Det er et økonomisk system, som i
sig selv genererer større og større ulighed år for år. Det, som Karl Marx konstaterede og satte fingeren på. Det er
det, som må afskaffes, for at uligheden
kan vendes på globalt plan.
Side Britisk folkeafstemning om EU planlægges til 23. juni
Både den britiske premierminister David Cameron og EU har travlt med at
få den lovede EU-afstemning afviklet.
Begge parter ønsker at få sagen lukket
så hurtigt som muligt – og med et britisk ja til den ny aftale, Cameron fremlægger, at få gravlagt perspektivet om,
at et land kan træde ud af EU, for den
næste lange periode.
– ikke mindst fordi EU-spørgsmålet
deler partierne og deres vælgere.
Britiske medier er overbeviste om, at
Camerons foretrukne afstemningsdato
er torsdag den 23. juni. Det bygger de
blandt andet på, at Cameron har afvist
en henvendelse fra førsteministrene i
Skotland, Wales og Nordirland om ikke
at afvikle den i juni måned.
Realiteten er, at kampen om udfaldet
af folkeafstemningen allerede er i fuld
gang. Cameron har forsøgt at fremstille
aftalen med EU med en britisk ’nødbremse’ i forhold til sociale ydelser
som en stor imødekommelse af hans
krav. Labour-lederen Jeremy Corbin
har til gengæld betegnet det hele som
et stort og aftalt ’skuespil’.
Der skal nemlig afholdes valg til de lokale parlamenter i de tre lande den 5.
maj, og de politiske ledere frygter, at
en EU-afstemning i juni vil gribe forstyrrende ind i de planlagte valgkampe
Meningsmålinger siger, at et flertal af
briterne ikke anser aftalen som gunstig
for Storbritannien, og det styrker den
brede strømning, der vil ud af EU – en
såkaldt Brexit.
I England og Storbritannien findes
der ikke en tværpolitisk bevægelse
for at forlade EU a la den danske Folkebevægelse mod EU. Det betyder,
at EU-modstanden bliver mere delt i
’højreorienteret’ og ’venstreorienteret’
EU-modstand.
Trods al kritik af Cameron vil Labour
og Corbin føre en kampagne for, at
briterne skal stemme ja til Camerons
aftale.
Cameron er i øjeblikket på turne i EUlandene for at få regeringsledernes støtte til aftalen, som blev præsenteret af
EU-præsident Tusk tidligere på ugen.
Den skal godkendes på et snarligt EUtopmøde.
Først derefter vil der blive sat en officiel dato på afstemningen.
På vej mod ’Brexit’?
Den britiske EU-modstand står stærkt
Debatten for og imod britisk medlemskab af EU har været i gang længe,
og modstanderne af EU og britisk medlemskab er klar til en snarlig afstemning, planlagt til fjerde uge i juni.
De EU-glade medier fremstiller
det, som om den stærke britiske modstand mod EU alene er højreorienteret
og fremmedfjendtligt bagstræb. Det
er stærkt fortegnet. Også store dele af
venstrefløjen og mange faglige kræfter
vil have Storbritannien ud.
Den seneste britiske meningsmåling,
foretaget efter at David Cameron fremlagde resultatet af sin nye aftale med
EU og offentliggjort i The Times, er
ikke opmuntrende for hverken de britiske EU-tilhængere eller Bruxelles.
Selvom den britiske premierminister
fremstiller aftalen som en stor sejr for
hans politik og som afgørende indrømmelser til Storbritannien, som sikrer
britisk suverænitet og mindre EU, forkaster de britiske vælgere den.
Meningsmålingen giver en klar
fremgang til dem, der vil ud af EU.
De førte i forvejen, men denne føring
er forstærket efter offentliggørelsen af
Camerons aftale.
Ifølge målingen vil 45 pct. af briterne stemme for udtræden, mens 36 pct.
vil stemme for at blive med Camerons
’undtagelser’. 19 pct. er i tvivl.
Det er en stærk føring. Tilhængerne
af ’Brexit’ – britisk udtræden – er vokset med tre procent siden forrige måling fra før Camerons aftale.
Heftig kamp op til
folkeafstemningen
Hvis den forventede afstemning den 23.
juni i år fastholdes, kan der forventes en
øredøvende skræmmekampagne. Ikke
bare fra Cameron, den britiske regering og den parlamentariske opposition
i form af Jeremy Corbins Labour, der
vil føre kampagne for britisk forbliven
i EU, men også fra hele EU-apparatet
og Camerons politiske støtter i EU.
Der vil blive brændt enorme summer af
for at få briterne til at sige ja til Camerons pakke, for EU er monopolkapitalens klub. De fleste medier i Storbritannien og EU vil oprulle skrækscenarier
af, hvad der vil ske for briterne, hvis de
forlader unionen.
Løkke, DF og Cameron
Camerons støtter tæller også den danske regeringschef og partiet Venstre.
Dansk Folkeparti har ligeledes lagt sig
tæt op ad Camerons positioner og vil
gøre dem til Danmarks. Dansk Folkeparti vil slås for, at Danmark og Storbritannien forbliver i EU.
Lars Løkke og DF fremstiller Camerons
aftale med EU med de fire punkter, hvor
han angiveligt har fået indrømmelser,
som ’en chance for Danmark’ og som
svaret på kravet om ’mindre EU’.
Side Under Camerons hastebesøg i Danmark for nylig kunne man tilmed høre
Lars Løkke skamrose de samme danske
EU-undtagelser (eller ’forbehold’) fra
1992, som Venstre og de danske eurofile-partier ellers har søgt at undergrave
og afskaffe.
Det seneste forsøg blev afvist med folkeafstemningen den 3. december 2015,
der sagde nej til at afskaffe retsundtagelsen.
Støtte til den britiske kamp
for udtræden
De britiske EU-modstandere, der har
fået fremtvunget en folkeafstemning
om medlemskab, fortjener støtte fra
den danske EU-modstand, som vil have
Danmark ud af EU.
Den britiske folkeafstemning er den
største åbning for den mulighed, der
nogensinde har været.
Der er al mulig grund til at forstærke
kampen for dansk udtræden parallelt
med den britiske kampagne.
Den herskende klasse er delt
I modsætning til i Danmark er den herskende klasse og de britiske kapitalister delt i synet på EU. En betydelig del
af dem foretrækker et Storbritannien
uden for EU. Det er en baggrund for, at
mange politikere fra det konservative
regeringsparti, det britiske borgerskabs
historisk foretrukne parti, har erklæret
sig som tilhængere af Brexit.
Men den britiske EU-modstand dækker
ligesom den danske over et bredt politisk spektrum.
Det spænder fra det store EU-modstanderparti UKIP med politiske standpunkter, som ikke ligger så langt fra
Dansk Folkeparti – bortset fra at det vil
ud af EU – til en stor del af venstrefløjen og fagbevægelsen.
Ligesom i Danmark med socialdemokraterne er Labour-partiet også under
den ’venstreorienterede’ Jeremy Corbin tilhænger af EU, og dermed også
dele af fagtoppen. Men også Labourpartiet er delt.
Den reformistiske venstrefløj, der i
Storbritannien er stærkt trotskistisk
præget, er ligesom EU’s Europæiske
Venstreparti, som blandt andet tæller
Syriza, det spanske Podemos, det franske Parti Gauche, det tyske Linke og
danske Enhedslisten som medlemmer,
generelt positiv over for EU. Socialist
Workers Party (SWP) anbefaler et ganske forsigtigt Nej.
Sammen med socialdemokraterne vil
venstrereformisterne forvandle Unionen til noget ‘progressivt’ under overskrifter som ’en social Union’ eller ’et
socialt Europa’. Det er ikke andet end
en illusorisk drøm.
TEMA: Krise og
folkeafstemninger
Arbejder- og faglig EUmodstand i Storbritannien
Den britiske arbejderklasse og kæmpende britiske faglige kræfter forventer
ikke noget positivt fra EU, men støtter
britisk udtræden.
Det gælder for eksempel TUA/EU
– Trade Unionists Against EU.
De siger f.eks.:
‘Hvis der er brug for flere beviser på,
at ‘det sociale EU’ er en myte, kan anføres den kendsgerning, at de EU-medlemsstater, der er underlagt EU’s, Den
europæiske Centralbanks og IMF’s
redningsplaner, nu lider under den største tilbagegang med hensyn til kollektiv forhandlingsret i verden. Den Internationale Arbejdsorganisation ILO har
for nylig påvist, at det største fald med
hensyn til kollektive overenskomster
var i Rumænien med 63 pct. og i Grækenland med 45 pct.’
I en artikel med titlen ’Stem for udtræden, og stem imod TTIP’ konstaterer
TUA/EU:
‘EU’s Eurozone er en sort plet i verdensøkonomien, som ødelægger samfundenes økonomi. Grækenland og
alle andre stater ville være i en bedre
tilstand uden for dette nyliberale torturkammer. Desuden vil Storbritannien
og alle andre stater være i bedre stand
uden for EU.’
Blandt venstrekræfterne, som vil have
UK ud af EU, er også Communist Party
of Britain, som udgiver dagbladet Morning Star, og Communist Party of Britain (Marxist-Leninist).
Modstandskampagner
Modstanden i UK savner en fælles politisk front som den danske Folkebevægelsen mod EU. Men der føres omfattende kampagner for Brexit på nettet
og i de sociale medier.
F.eks. findes der initiativer som Vote
Leave, Grassroots Out eller Get Britain
Out.
Mange af disse kalder sig tværpolitiske, men er initiativer, som især tegnes
af UKIP og Konservative samt enkelte
Labour-politikere.
Med hensyn til finansieringen gælder
det både for tilhænger-kampagnerne og
kampagnerne for at få Storbritannien
ud, at store virksomheder og selskaber kaster mange penge ind i dem. Og
fremmedfjendtligheden findes blandt
højrekræfterne på begge sider. Derfor
kan Dansk Folkeparti stå side om side
med Cameron.
Der er ren forfalskning, når de danske
og øvrige pro-EU-medier prøver at
fremstille den britiske EU-modstand
som simpelthen højreorienteret, fremmedfjendsk og isolationistisk.
Side DiEM25 og PlanB:
Redningsplanker for det kriseramte EU-projekt
Under stor medieopmærksomhed har
Yanis Varoufakis, tidligere finansminister i den græske Syriza-regering,
lanceret en ny bevægelse, der skal gøre
EU demokratisk og til et redskab for
borgerne i unionen. Europæisk Venstreparti arbejder på en Plan B for EU
med samme formål. Problemet er, at
begge projekter er illusoriske og skal
komme monopolernes kriseplagede EU
til undsætning.
Tiltroen til muligheden for at forvandle EU fra en nyliberal imperialistisk blok til noget progressivt, til ’et
socialt Europa‘, led et alvorligt knæk,
da Syriza-regeringens forsøg på at
undslippe sine slavebindende gældslænker kollapsede, og den accepterede
EU’s brutale nedskæringsdiktater. Det
græske folk fortsætter protesterne mod
EU’s nedskæringspolitik – senest med
en dags generalstrejke 4. februar mod
endnu en reform, der tager sigte på at
beskære pensionerne.
Ikke mindst meldte tømmermændene
sig blandt venstrekræfter og faglige
organisationer, som har været ivrige
fortalere for ‘det sociale EU’ i den ene
eller anden variant.
Illusionstabet har skabt travlhed blandt
de reformistiske venstrefløjs-strateger.
Men i stedet for at opgive Projekt EU
søger de at finde nye veje til at reformere det.
Ikke mindre end to styk af slagsen er
netop lanceret. Det er forskellige projekter, men begge med udspring i Syriza
og Europæisk Venstreparti, det fælles
EU-parti med en stærk repræsentation
i EU-parlamentet, der omfatter store
dele af den reformistiske venstrefløj,
som det tyske Linke, det franske Party
Gauche, græske Syriza og spanske Podemos.
Varoufakis‘ tredje vej:
DiEM25
Den 9. februar lancerede Varoufakis sin
længe forberedte bevægelse til demokratisering af EU på et møde i Berlin
– som en symbolsk markering af en
udfordring af Tysklands centrale rolle
i det nuværende EU.
DiEM25 – Democracy in Europe Movement 2025 – vil angiveligt udfordre
’elitens EU‘ og lave det om til et demokratisk, folkenes EU.
Med sin sædvanlige sans for selvpromovering erklærer Varoufakis, at
’Europas (læs: EU’s) demokrati har
brug for en ny begyndelse’:
Yanis Varoufakis
’Vi har fundet en tredje vej mellem
EU’s udemokratiske teknokrati og nationalstaternes afmægtige pupper.’
’Det er den vej, som ’det officielle
Europa’ og nogle af de nationale eliter
af al magt og med hele deres autoritære tankegang søger at modstå. Det er
den vej, hvor en bølge af demokratisering, orkesteret af den europæiske befolkning selv, søger at tage kontrollen
over deres liv tilbage fra uansvarlige
teknokrater, medskyldige politikere og
uigennemsigtige institutioner.’
Varoufakis forestiller sig demokratisk
kontrol med EU-institutionerne gennem ’fuld gennemsigtighed’ (blandt andet i kraft af live-streaming fra møder)
og på sigt indkaldelse af en grundlovgivende forsamling for hele EU inden
for to år og oprettelsen af et ’suverænt
parlament‘.
’Er det utopi?’ spørger han og svarer
selv: ‘Ja, selvfølgelig. Men er det mere
realistisk, at EU overlever sin nuværende antidemokratiske hybris og økonomiske uansvarlighed? Eller at demokratiet kan genrejses i nationalstater,
der er underlagt transnationale indre
markeder og uigennemsigtige frihandelsaftaler?’
Varoufakis‘ projekt lyder nyere og mere
radikalt, end det er. Faktisk er det simpelthen en repetition af opbygningen af
de nuværende EU-institutioner og den
demokratiske retorik, der omgav dem i
sin tid, og som aldrig er indfriet. Derfor
er der brug for forandring, for ‘en ny
begyndelse’, for den folkelige opbakning bag Projekt EU smuldrer hastigt.
EU kan ikke reformeres til
noget progressivt
Problemet er at sådanne forsøg på at reformere og demokratisere EU er prøvet
før og ikke har virket. Heller ikke for
Varoufakis‘ tidligere parti Syriza eller
for Europæisk Venstreparti, som Alexis
Tsipras har været kandidat til posten
som EU-præsident for.
’Vi vil demokratisere EU i bevidstheden om, at alternativet – en opløsning
af det europæiske projekt – vil koste os
alle dyrt.’
Folkebevægelsens medlem af EU-parlamentet, Rina Ronja Kari, giver ikke
meget for Tsipras’ og det danske Alternativets projekt:
Dette demokratiprojekt har på forhånd
opslutning fra en række småborgerlige
reformpartier og kræfter. Heriblandt er
det danske EU-glade Alternativet, som
anbefalede et Ja til at eliminere den
danske retsundtagelse ved den seneste
folkeafstemning.
– Når man ved, hvilke interesser EU er
skabt for at tjene, virker Varoufakis’ og
Alternativets illusioner om at forandre
EU indefra i bedste fald formålsløse,
konstaterer hun.
Hun fastslår nogle grundlæggende
Side kendsgerninger, som EU-reformisterne
lukker øjnene for:
– Det siges, at enhver forandring
begynder med erkendelsen af problemet. Og skal vi forandre Europa til det
bedre, er vi nødt til først at indse, at EU
i sig selv er en del af problemet.
– EU er ikke en apolitisk størrelse,
som frit kan formes og farves, som man
måtte ønske. EU er fra begyndelsen
oprettet til at styrke kul- og stålindustrien.
– EU’s grundpiller, de fire “friheder”, handler om pengenes, varernes,
tjenesteydelsernes og arbejdskraftens
frie bevægelighed – ikke menneskers
frie bevægelighed, vel at mærke.
– Selv hvis utopisterne, EU-reformisterne og tidligere græske finansministre skulle have held med deres foretagende om at formindske Unionens
demokratiske underskud; og selv hvis
det mod enhver forventning for eksempel skulle lykkes at flytte magt fra EUKommissionen til de folkevalgte i EUParlamentet; selv da vil beslutningerne
om fremtidens kurs begrænse sig til
spørgsmålet om mere eller mindre hurtigt fremad mod det i traktaten fastsatte
mål om “en stadigt snævrere union”.
Det kan ikke siges meget mere præcist.
EU-elitens plan er at etablere Europas
Forenede Stater fra 2025. Varoufakis’
utopiske tredje vej er ikke en sten på
vejen.
Det er til gengæld folkenes kampe
– både mod EU’s nyliberale nedskæringspolitik og mod processen for stadig mere Union. Den manifesterede sig
f.eks. med det danske Nej til at opgive
retsforbeholdet den 3. december og
med, at den britiske EU-modstand har
fremtvunget en folkeafstemning i juni
– om britiske ‘forbehold’ eller udtræden.
De kapitalistiske nationalstater er ganske sikkert historisk forældede, men
det er en kapitalistisk overnationalstat
også, selvom den først er ‘komplet’ i
2025.
Arbejdernes og det store flertals interesser forsvares bedst, når overnationale foretagender som EU ikke kan
diktere en reaktionær nedskæringspoli-
tik over hele linjen eller gennemtvinge
de multinationales projekter som TISA
og TTIP.
Sideløbende med dette er der en
‘Plan B’ for at imødegå EU’s mest reaktionære og antidemokratiske kræfter.
Syriza-regeringen med Tsipras og Varoufakis afviste at trække Grækenland
ud af euroen og ud af EU, selvom det
ville have gavnet de græske arbejdere
og det græske folk og svækket den græske kapital og monopolernes Projekt
EU.
Varoufakis’ nye projekt fortsætter
denne nederlagslinje.
Den består i ‘at styrke vores positioner
over for deres brutale gennemførelse
af en politik, der ofrer flertallet for et
lille mindretals interesser. Men også
for igen at hævde det simple princip, at
EU drejer sig om EU-borgere (‘Europe
is about Europeans’), og at valutaer er
redskaber til at fremme deling af velstand, ikke torturredskaber eller våben
til at myrde demokratiet med.
TEMA: Krise og
folkeafstemninger
Hvis euroen ikke kan demokratiseres,
hvis de insisterer på at bruge den til at
kvæle folket, vil vi rejse os, se dem lige
i øjnene og fortælle dem: Gør bare jeres værste! Jeres trusler skræmmer os
ikke. Vi vil finde en måde at sikre, at
EU-borgerne (’Europeans’) har et valutasystem, der arbejder for dem, ikke på
deres bekostning.’
Plan B for EU
Varoufakis’ gamle partifæller i Europæisk Venstreparti har også travlt med
at udfinde en ny reformistisk strategi
efter sammenbruddet for det mislykkede reformforsøg anført af Syriza.
Det nye projekt er blevet kendt som
Plan B for Europa og anføres af et af
Europæisk Venstrepartis større partier,
det franske Parti Gauche og partilederen Jean-Luc Melanchon.
Den 23. januar gennemførtes et større
arrangement i Paris for at lancere det.
Omkring 30 navne fra den reformistiske venstrefløj i EU skrev under
på indkaldelsen. Også Varoufakis var
medindkalder. Fra Danmark var det
Enhedsliste-politikerne Søren Søndergaard og Nikolaj Villumsen. Og overraskende nok Folkebevægelsens Rina
Ronja Kari.
Plan A er ifølge dette at arbejde nationalt og samlet i EU for at opnå en genforhandling af samtlige EU’s traktater.
Plan A er planen for ’et demokratisk
EU’.
Retorikken er voldsom. Men Plan A og
B er nogenlunde lige så konkrete og
realistiske som DiEM25.
Det er to produkter af samme reformistiske strategi, begge dømt til at
fejle.
De tjener i sidste ende kun til at
bremse udviklingen af modstanden
mod monopolernes Projekt EU ved at
forny illusioner om muligheden af at
reformere det i stedet for at arbejde for
at kaste det på historiens losseplads.
Blandt andet ved at styrke kampen i
de enkelte lande for at bryde med EU
og forlade det, som Folkebevægelsen
mod EU i Danmark og mange andre
demokratiske kræfter i EU-landene arbejder for.
Reformistisk
klassesamarbejde i EU
kollapser
Socialdemokraterne overførte deres
nationale klasse-samarbejdsstrategier
til EU med løfter om at skabe ’et socialt
Europa’, hvor arbejdernes rettigheder
respekteres og deres stilling styrkes.
Det er et projekt, som er kollapset endnu tydeligere og langt hurtigere end de
nationale projekter som de nordiske
velfærdsstater, som nu er demonteret i
Side Unionen.
Europæisk Venstreparti er reformismens ’venstrefløj’. Enhedslisten drømmer nu for alvor om at blive en synlig
del af denne på EU’s politiske scene.
Det er ikke mindst det, en selvstændig
opstilling til EU-parlamentet og et brud
med Folkebevægelsen mod EU sigter
på.
Partierne i Europæisk Venstreparti er
nogle af socialdemokraternes traditionelt vigtigste allierede og samarbejdspartnere. I Danmark illustreret af en
’rød blok’ med S, SF og Enhedslisten,
der undertiden kan suppleres med Radikale og/eller Alternativet.
DiEM25 og Plan A og Plan B i EU
er ikke andet end redningsplanker for
klassesamarbejdet og Projekt EU.
Socialister kan ikke være tilhængere
af monopolernes Europæiske Union,
dens fælles overnationale institutioner
og valuta. Ikke i nogen form.
Europas Forenede Kapitalistiske
Stater er og bliver et reaktionært projekt.
Ikke muligt at ændre EU
indefra
De marxistisk-leninistiske partier i
Europa, der er organiseret i CIPOML
– Den internationale konference af
marxistisk-leninistiske partier og organisationer – har draget den stik modsatte konklusion af venstrereformisterne.
I udtalelsen fra det regionale møde i
juni 2015 slås utvetydigt fast:
‘Overalt vokser bevidstheden om, at
det ikke er muligt at ændre EU indefra
og at udvikle det til en såkaldt progressiv institution til gavn for befolkningerne.
Vi forsvarer betingelsesløst befolkningernes ret at bryde ud af EU, euroen
og alle deres politiske og økonomiske
mekanismer.’
Det er vejen ud af Den Europæiske
Unions blindspor.
Kravet om ny folkeafstemning
om dansk medlemskab af EU vokser
38 procent af danskerne vil gerne have
en ny folkeafstemning om EU-medlemskab i lighed med den britiske, som
efter alt at dømme vil blive gennemført
den 23. juni i år. Det viser en opinionsmåling, foretaget af Norstat for Altinget. Det er uden at spørgsmålet om en
dansk folkeafstemning er blevet rejst af
folketingspartier i den offentlige debat,
hvor det kun er taget op af Folkebevægelsen mod EU.
Spørgsmålet i opinionsmålingen lød
sådan:
“Storbritannien skal senest i 2017
til folkeafstemning om, hvorvidt de
fortsat skal være medlem af EU. Skal
Danmark have en lignende folkeafstemning?”
Det gav et resultat på 38 pct., der gerne
vil have en afstemning, mens 47 pct.
ikke ønsker det. 15 pct. ved ikke.
ret i denne sammenhæng i det danske
folketing. .
Af folketingspartierne er det kun Enhedslisten, der har en dansk udtræden
af EU på sit officielle program. Men
partiet har ikke aktivt fulgt det op med
kampagner for dansk udtræden eller
krav om folkeafstemning.
Løkke-regeringen og støttepartiet
Dansk Folkeparti er allerede aktive i
David Camerons kampagne for at UK
skal forblive som medlem af EU. Det
støttes også af de øvrige danske EUglade partier.
Enhedslisten har ikke tilkendegivet,
om partiet vil støtte Camerons aftale
eller en stemme for britisk udtræden.
Søren Søndergaard har derimod krævet
en dansk parallelaftale til Camerons.
Spørgsmålet om en folkeafstemning
om dansk medlemskab har ikke været
rejst af et eneste af folketingets partier
og har ikke fået en synlig placering i
den offentlige debat. Det har kun været
fremført af Folkebevægelsen mod EU.
Danmark har holdt adskillige folkeafstemninger i forbindelse med EU og
dets udvikling hen imod stadig mere
Union. De har klart afvist mere EU,
og derfor har tilhængerpartierne flere
gange forsøgt at omstøde de danske
undtagelser, men uden held.
Ikke mindst derfor ser der ud til at være
meget stort antal tilhængere af en folkeafstemning, som ikke er repræsente-
Når danskerne ikke stemmer, som de
herskende vil have det, får de lov til
at stemme om igen. Men EU-partierne
ønsker på ingen måde en ny afstemning
om medlemsskabet. Det blev der stemt
om én gang for alle i 1972.
Dengang var valgretsalderen 20 år,
Med andre ord er det kun 63-64 årige
og ældre danskere, der har taget stilling
til medlemskabet. Dengang var EU
ikke en politisk, økonomisk og militær
union som det er i dag. Og danskerne
blev højtideligt lovet at den aldrig ville
blive det, men forblive et økonomisk
frihandelsområde.
Denne grundlæggende løgn har gennemsyret dansk politik siden. Det er
én af grundene til at rigtig mange danskere nu ønsker en ny afstemning om
medlemskabet.
Modstanden mod EU er ikke blevet
mindre, siden Danmark blev medlem,
men er vokset med erfaringerne.
Side EU-folkeafstemning i Holland den 6.
april: EU-toppen frygter et nyt Nej
I 2013 indsamlede komiteen 56.000
underskrifter på en opfordring til parlamentet om at at udskrive en folkeafstemning for et stop for overførelse
af magt til EU. Dengang stemte 112
medlemmer af parlamentet mod en
folkeafstemning om Hollands videre
EU-tilhørsforhold, mens 38 stemte for
forslaget.
Komiteen er skråt uenig med den politik, som EU fører over for Ukraine.
Aktivisterne betegner associeringsaftalen som ’en provokation’ og som ’en
trussel mod vores velfærd og ukrainernes velfærd’.
EU i Ukraine
Holland skal den 6. april afholde en
EU-folkeafstemning. Den tales der
ikke meget om, men den kan blive
endog meget vigtig ikke bare for udviklingen i Holland, men for hele den i
forvejen kriseramte Europæiske Union,
der står på et lavpunkt af opbakning fra
borgerne.
Hollænderne skal stemme ja eller nej
til, hvorvidt regeringen kan godkende
EU’s associeringsaftale med Ukraine
om dette lands særlige og nye status,
som trådte i kraft pr. 1. januar – så at
sige på forventet efterbevilling i form
af efterfølgende ratifikationer fra medlemslandenes regeringer.
Folkeafstemningen er udløst af en
underskriftsindsamling blandt hollandske vælgere, som regeringen er forpligtet til at udskrive. Det kræver 300.000
underskrifter at fremtvinge en folkeafstemning, men mere end 450.000 skrev
under i løbet af seks uger.
Det er ’Komiteen af EU-borgere’,
som står bag initiativet. Den har tidligere rejst krav om undersøgelse af en
række forhold omkring Holland og EU
– blandt andet om, hvordan euroen blev
indført.
Folkeafstemningen vil ikke være bindende for regeringen, men den vil udløse en større parlamentarisk krise. Både
den hollandske regering og EU-toppen
har fået sig et større chok, fordi den
første opinionsmåling viste et massivt
flertal for at stemme nej til Hollands
tilslutning til associeringsaftalen, der er
betegnet som første skridt til ukrainsk
EU-medlemskab. Mere end 50 pct. af
vælgerne siger, de vil stemme nej.
En afvisning af aftalen kan udløse ’en
kontinental krise’, siger EU-kommisionsformanden Jean Claude Juncker
til den hollandske avis NRC Handelsblad.
Det er Rusland, som vil tjene mest på et
nej, lyder det fra Juncker:
– Lad os ikke forvandle folkeafstemningen til en afstemning om EU.
Jeg håber virkelig, at hollænderne ikke
vil stemme nej af grunde, som ikke har
noget at gøre med selve traktaten.
De hollandske pro-EU-partier i og uden
for regeringen planlægger en massiv
kampagne for et ja ved afstemningen
den 6. april. I 2005 afviste de hollandske vælgere ved en folkeafstemning
med næsten 2/3 af stemmerne det daværende forslag til en EU-forfatning.
Det danske folketing har ratificeret
Ukraine-aftalen uden nogen offentlig
debat.
Nyheder hvor der
kæmpes
Følg med i det ny
kpnet.dk
Kommunistisk Politik på nettet hver dag
KPnetavisen Facebook forum
Twitter @kpnetdk
Deltag på kpnet.dk/blogs
KPnetTV og KPnetTV2
Reportager fra gaden på youtube
Tegn abonnement på
månedsbladet
Kommunistisk Politik
Abonnementspriser 2016
Halvår (6 nr.) 260 kr.
År (12 nr.) 475 kr.
Institutioner
1 år 600 kr.
STØT Kommunistisk Politik
på Oktobers konto:
Bankkonto
1551 - 166 34 271
eller
Giro 1-663-4271
kontakt: [email protected]
Side 10
Asocialt kontanthjælpsloft rammer enlige med børn
med kirurgisk præcision
Løgn om tal
Den tidligere kontanthjælpsreform har
ramt hårdt. Nu kommer et brutalt kontanthjælpsloft oveni.
Indførelsen af et nyt kontanthjælpsloft,
hvor eneforsørgere med børn kan miste
over 5.000 om måneden, førstebehandledes 9. februar, i folketinget. Boligselskaberne advarer mod, at det vil betyde
flere tvangsudsættelser, flere hjemløse.
Sociale organisationer og grupper har
længe protestere mod det asociale forslag, der øger fattigdommen for dem,
der i forvejen har mindst.
Kontanthjælpsloftet er skruet sammen
på en sådan måde, at det er boligsikringen og den særlige boligstøtte, der
bliver skåret i, hvis man rammer loftet. Hvor meget man mister, kommer
derfor an på, hvor meget man betaler
i husleje.
En enlig mor med ét barn kan miste over
5.000 kroner hver måned. Det viser nye
beregninger fra Lejernes Landsorganisation (LLO). De advarer sammen med
andre boligselskaber om, at det vil betyde, at mange ikke vil kunne betale
deres husleje og må tvangsudsættes på
gaden.
Kirurgiske
nedskæringer
Tal viser, at aftalen vil ramme 34.500
ude- og hjemmeboende børn under 18
år og deres familier.
Regeringen og aftalepartierne har løjet
og fremlagt forkerte, sminkede tal omkring konsekvenserne af det nye kontanthjælpsloft. Det gjorde de også ved
efterårets skandale omkring nedskæring af boligydelsen til pensionister.
– De tidligere beregninger er baseret på,
at den enlige mor betaler 2.800 kroner i
husleje eksklusive forbrug. Men det er
de færreste, der har så lav en husleje,
i hvert fald i de større byer, forklarer
Jesper Larsen fra Lejernes Landsorganisation (LLO).
Beregninger fra LLO viser, at den gennemsnitlige husleje for en lejlighed
på 85 kvadratmeter i større byer er på
8.500 kr. om måneden. Så en enlig forsørger vil reelt miste 5.200 kr. om måneden, hvilket gør, at huslejen ikke kan
betales.
Kommuner udelukker de fattigste fra boliger
Med kontanthjælpsloftet og den nedsatte integrationsydelse, der nu er vedtaget af et folketingsflertal, vil stadig
flere blive tvunget på gaden, fordi de
ikke kan betale de høje huslejer.
Reformerne har allerede sat mange familier fra hus og hjem. Og når reformerne for alvor slår igennem de næste
par år, vil antallet af fattige stige drastisk.
Flere og flere kommuner forsøger derfor at bekæmpe de fattigste – i stedet
for at bekæmpe fattigdom – ved at
nægte dem at flytte ind i almennyttige
boliger.
I kommuner som Vejle og Ålborg
har byrådene besluttet, at de hellere vil
have tomme lejligheder i deres almennyttige boliger end at have fattigrøve
på kontanthjælp og integrationsydelse
til at flytte ind.
Også København, Århus
og
Odense
har vedtaget,
at man ikke
vil have flere
mennesker på
kontanthjælp
og integrationsydelse til
at bosætte sig
i bestemte almennyttige boligområder. Søger de, giver boligorganisationen afslag. Folk med arbejde og
studie får typisk lov til at springe køen
i boligforeningen over og flytte ind i
stedet.
Kommunerne diskriminerer folk på
overførelsesindkomster med den begrundelse, at de er for ”belastende”
og ”de forkerte” at få ind. Det er ikke
lovligt at diskriminere folk ud fra etni-
citet, race eller køn, men fuldt lovligt i
dagens Danmark at diskriminere ud fra
sociale og klassemæssige kriterier.
– Gruppen, der har svært ved at betale
en bolig, bliver større, men boliger bliver ikke billigere. Det problem kommer
til at overskygge alt andet, siger Gunvor Christensen fra SFI til ugebrevet
A4. Hun forsker blandt andet i måder
at forbedre socialt udsatte områder.
Side 11
– Sidste gang vi havde et kontanthjælpsloft, kunne vi se, at antallet af
udsættelser steg. Denne gang rammer
loftet med kirurgisk præcision de enlige
med børn, og de kommer til at stå i en
situation, hvor økonomien vanskeligt
kan hænge sammen, siger Bent Madsen, der er administrerende direktør i
BL – Danmarks Almene Boliger.
Det er regeringen, Dansk Folkeparti,
Liberal Alliance og De Konservative,
der tilbage i november sidste år indgik
et aftale om kontanthjælpsloftet. Og
som fastholder, at forslaget vil skabe
flere i arbejde og vækst!
Forslaget er ikke bare en genindførelse
af det gamle kontanthjælpsloft fra 2004
til 2011. Dengang blev pinen udskudt
i de første seks måneder, man var på
kontanthjælp. Men det nye forslag rammer det fra dag et.
Vi har en regering, hvis mantra er ”vi
skal have sulten tilbage”. Og et Dansk
Folkeparti, der hjælper den godt på
vej.
Kommuner og boligselskaber forsøger
at undskylde sig med, at det er for at
undgå sociale ghettodannelser i boligområder med almennyttige boliger.
I dag styrer kommunerne, hvor flygtninge først får bolig, med det såkaldte
treårige stavnsbånd. Først derefter kan
flygtninge flytte kommune. De senere
år har mange flygtninge ofte søgt mod
de større byer efter de tre år.
– Denne gang undgår København
nok tilstrømningen, fordi boligerne er
blevet for dyre for folk med lave indkomster, udtaler socialborgmester i
København, Jesper Christensen (S).
Når udviklingen går den vej, at dem
med de laveste indkomster udelukkes,
er der ingen snak om, hvordan man kan
sikre en bedre social sammensætning.
Tilbage står de, der er på kontanthjælp og integrationsydelse. Hvor skal
de bo?
At hæve skatten er ikke
vejen frem mod nedskæringer
Et helt centralt spørgsmål lige nu er,
hvordan kampen og protesterne mod de
kommunale nedskæringer kan udvikles
og styrkes bedst muligt.
Der er virkelig basis for en bred folkelig bevægelse, hvor mange kræfter
må arbejde sammen, for at det lykkes.
Det er omfattende sparekataloger,
der rulles ud i kommuner og regioner,
med voldsomme nedskæringer ikke
mindst på børne-, skole- og ældreområdet. Tusindvis af høringssvar har gjort
politikerne opmærksom på de asociale
konsekvenser.
De første demonstrationer mod spareplanerne er gået i gang, der afholdes
stormøder og planlægges nye protester.
Vreden og frustrationen er stor. For det
sker ovenpå års nedskæringer, stramninger, fyringer og såkaldt effektiviseringer i den offentlige kernevelfærd.
De næste fire år bliver nedskæringerne
kun dybere og værre. Det ved vi allerede. Regeringens omprioriteringsbidrag
er en del af en centralistisk fireårsplan
for rasering af offentlig velværd, kaldet
budgetstyring. I øvrigt et EU-diktat,
som eurofile politikere villigt har bundet sig til.
Det er altså nu, der for alvor skal protesteres – og ikke efter løbet er kørt.
Det er nu, det er ved at gå op for stadig flere, hvad der er gang i, og hvilke
konsekvenser det får, hvis udviklingen
fortsætter den vej.
I Odense og Århus – de to byer, hvor
der har været afholdt protestdemonstrationer (den 18. og den 20. januar)
– har Enhedslisten udråbt ”Hæv skatten” som ’kampparole’ og vejen frem.
Man tror, det er løgn, men det er det
desværre ikke!
Ned med besparelser! Op med skatten!
Aarhus: Følg Odense Byråd
Stop besparelser på børn og andre
med behov for hjælp og omsorg
Hæv skatten! 0,1 % er nok!
Sådan lyder det fra Enhedslisten Århus i deres løbeseddel.
Dorte Grenaa
på KPnetBlogs
Hvordan kan man tro, at en kæmpende
bevægelse kan udvikles omkring et
krav om at hæve skatten?
Ærlig talt: Det er god gammeldags reformistisk socialdemokratisk politik at
kombinere skatteflåning af den del af
befolkningen, der overhovedet betaler
skat, med forringelser af offentlige sociale og omsorgsydelser. Og nu åbenbart også Enhedsliste-politik.
Det har altid været god gammeldags reformistisk socialdemokratisk politik af
forsøge at aflede en protestbevægelse
over i helt parlamentariske baner, der
ikke ændrer nedskæringspolitikken,
men højst lapper lidt.
Og det er det modsatte, der er brug
for.
Som APK ser det, så stoppes regeringens nyliberale nedskæringspolitik og
omprioriteringskrav ikke af kommunalbestyrelser, hvis partier i folketinget
står bag denne politik.
Kommunalpolitikerne fører regeringens sparekniv i de kommunale budgetter. De korser sig og slår ud med
armene og erklærer sig uskyldige, men
når dagen er omme, gennemfører de
deres egne sparekataloger.
Kun en virkelig omfattende protestbevægelse kan ændre på det. Derfor er det
ikke ligegyldigt, hvordan et parti som
Enhedslisten forholder sig og handler,
hverken inde i eller udenfor byrådssalene.
Og Enhedslisten tager fejl, hvis de tror,
at de ikke behøver at diskutere og samarbejde med hele den bevægelse, der er
ved at vokse frem, om hvordan den udvikles, og hvilke skridt der må tages.
Følg på facebook: Dorte Grenaa
Side 12
Trepartsforhandlinger: Lav løn på vej
De reelle trepartsforhandlinger har
været i gang længe, og opgaven har
været bunden fra starten.
Arbejdsgiverne skal have skudt hul i
mindstelønnen og sat yderligere pres
på en nedadgående lavtlønsspiral. Deres krav er en mindsteløn på 70 kr. i timen mod 110 kr. i dag. Og de vil have
et større udbud af arbejdskraft at vælge
imellem, end de har i dag.
Løkke-regeringen skal skaffe penge til
bl.a. sine topskattelettelser. Den er enig
med sine støttepartier om, at den eneste
måde at opfylde EU’s fremtidige budgetkrav er, at mange tusinder skal miste
deres overførselsindkomster, og at satserne sættes yderligere ned.
Det er ikke forslag, der ligefrem nyder folkelig opbakning, for at sige det
mildt. Og slet ikke blandt fagbevægelsens medlemmer.
Derfor har man stillet et akut samfundsproblem, nemlig den fuldstændig
misrøgtede flygtningesituation, op i
front ved trepartsforhandlingerne for at
dække over det egentlige indhold.
Det reelle indhold er ikke at sikre integration af flygtninge, ved at de kommer i arbejde, men at indføre en særlig
mindsteløn – ikke kun for flygtninge,
Trepart og fupvækst
fordi de ikke kan dansk endnu og savner uddannelse, men også for alle andre
med lav uddannelse og lav erhvervserfaring, dvs. kontanthjælpsmodtagere,
langtidsarbejdsløse og førtidspensionister.
Flygtningene skal bruges som påskud
for et massivt angreb på de arbejdsløse
og kontanthjælpsmodtagere. Om det
ender med at blive kaldt indslusningsløn eller startløn eller noget helt tredje,
har i sig selv ikke den store betydning,
for indholdet er det samme. Målet er
senere at få det inkorporeret i overenskomsterne.
Aktuelt drejer det sig konkret især om
nyttejobs og virksomhedspraktik: gratis arbejdskraft for arbejdsgiverne.
Det er således ikke tilfældigt, at en at
de skattebetalte ”studierejser”, beskæftigelsesminister Jørn Neergaard her i
januar har haft topfolk fra fagbevægelsen med på, er gået til Tyskland for at
få inspiration til at kopiere fra det tyske
arbejdsmarked og deres indslusningsløn-model.
Konsekvenserne for de tyske arbejdere
af en fælles aftale mellem fagtop, arbejdsgivere og stat om en lavere mindsteløn har været katastrofale. Millioner
er nu, hvad man kalder ”working poor”
– arbejdende fattige – på et kæmpe
V-regeringens fupvækstplan
Danskerne er blevet bildt ind, at den
EU-dikterede nyliberale nedskæringspolitik, som samtlige regeringer har
gennemført, ville føre til vækst og nye
jobs ved at skrumpe den offentlige sektor, reducere den offentlige service og
de sociale ydelser (’velfærden’).
En væsentlig del af dette er at sænke
de arbejdendes realløn og forkæle virksomhederne og de rigeste med skattelettelser og en uendelig stribe af særprivilegier. Udsalg af de samfundsskabte
værdier gennem privatiseringer og udliciteringer er en del af standardrecepten. Dereguleringer og fyringer i Skat
gav mulighed for milliardsvindel.
Krisen 2008-10 kostede mere end
200.000 arbejdspladser i den private
sektor. En række nye jobs i den private
sektor er kommet ved at privatisere
i den offentlige sektor, som har fyret
titusinder af sundhedsarbejdere (ikke
mindst ’de varme hænder’), pædagoger, lærere osv. På kun fem år er en
tiendedel af landets folkeskoler, især i
’yderområderne’, blevet nedlagt.
Venstre-regeringen prøver at bilde
folk ind, at det til gengæld skaber vækst
at nedlægge statslige arbejdspladser
i København og flytte dem til rundt i
landet. Det eneste, der opnås, er et tab
af viden og effektivitet. Det er bare at
flytte rundt på brikkerne.
Midlerne til den produktivitetsvækst,
Lund Poulsen taler om, er nøjagtig de
samme, som ikke har virket gennem de
seneste to årtier:
– En erhvervsbeskatningsreform skal
gøre dansk erhvervsbeskatning mere
enkel og konkurrencedygtig. Reformen
skal forbedre investeringsklimaet i
Danmark
med henblik på at
tiltrække flere
udenlandske investeringer.
Og regeringen vil sænke skatten på
arbejde.
Venstreregeringen vil fjerne flest mulige begrænsninger på de private profitmuligheder, hvad enten de skyldes
hensyn til sundhed, miljø eller natur
eller andre hensyn. Vi er vidner til den
store nedslagning af miljøbeskyttelsesregler og begrænsninger for industri og
storlandbrug.
Konsekvenserne vil blive mærkbare
i årtier – ligesom konsekvenserne af
Side 13
lavtlønsarbejdsmarked.
Hartz-reformernes miniløn betød ikke en hjælp til
at sluse folk ind på ‘normallønsområdet’. Tværtimod betød det en kæmpe
udvidelse af lavtlønsarbejdsmarkedet.
En anden del af trepartsforhandlingerne har været henlagt til en studietur til Bangladesh. Her har beskæftigelsesminister Neergaard (tidligere
formand for Dansk Arbejdsgiverforening), LO-formand Lizette Riisgaard
og den nuværende formand for Dansk
Arbejdsgiverforening sammen med
topembedsmænd i al hemmelighed og
uden for den officielle dagsorden fundet sammen.
Efter denne rejse afholdt statsministeren en banket på Marselisborg Slot for
den absolutte top af dansk erhvervsliv,
hvor han som en anden hofnar fremlagde regeringens køreplan for de kommende trepartsforhandlinger.
Vi kan være rimeligt sikre på, at trepartsaftalerne langt hen ad vejen var på
plads, før de begyndte den 11. februar.
Og at de ikke vil betyde noget godt for
arbejdere, flygtninge, kontanthjælpsmodtagere eller andre mål for kapitalens fattigdomspolitik.
krigspolitikken og ‘den aktivistiske
udenrigspolitik’, som V-regeringen
fortsætter, blandt andet med indkøb af
krigsfly for mere end 30 milliarder kroner.
De øvrige elementer i recepten er prøvet før, hvilket ikke forhindrer nye doser dårlig medicin: skattelettelser til
de rige, velfærdsnedskæringer for at
finansiere dem. Et stadig mere asocialt
samfund med superrige og ludfattige.
Mere råkapitalisme.
Venstre-regeringen er ude af stand til at
påvise, at den recept har ført til vækst
og fremgang nogetsteds.
En seriøs gennemgang af årsagerne til
det danske vækst- og produktivitetsfald ville konkludere, at den nyliberale
medicin er er del af sygdommen, og at
mere af den ikke øger skaden.
Troels Lund Poulsens og Venstre-regeringens ’strategi’ er en plan for fupvækst, mindre velfærd og større profit.
Fra fjendskab til venskab
Der er ikke mange topskuespillere i
USA, der gennem tiden har fået min
politiske sympati, men da George
Clooney i forbindelse med en filmfestival i Berlin dukkede op i TV-nyhederne, hvor han offentligt kritiserede
Danmarks flygtningepolitik, fik han
min sympati:
- Når flygtninge kommer til Danmark, er det ikke for at opnå en velstående tilværelse. De flygter fra krig
og død.
Således faldt ordene; nogenlunde
– men meningen var identisk. Clooney var sin rolle bevidst:
- Mange danskere vil mene, at jeg
som amerikansk statsborger ikke skal
blande mig i danske forhold, og de
har ret. USA har i den henseende ikke
sin politik i orden; men Danmark har
alligevel taget nogle skridt udover almindelig fornuftig menneskesyn.
Det var godt at høre, og det
var forbavsende, at det slap ud
gennem den danske æter, der
ellers har været så ensporet – faktisk
siden vi gik i krig med Afghanistan
og Irak. Føj, hvor er det meningsdannende Danmark blevet brunt. Det er i
dag blevet stuerent at fyre det værste
fremmed og menneskefjendske af i
den mest populære sendetid. TV-redaktionerne opsøger udtalelserne.
Når man midt i en politisk heftig debat om regeringens krav til flygtninge
om at påtage sig arbejde umiddelbart
efter ankomst til smørlandet, så er
det ikke svært at finde en nyligt fyret
dansker for at få følgende reaktion:
- De kommer og tager vores arbejde.
Den fremmedfjendske retorik krydres med et generelt togt mod muslimer – og selvfølgelig mod angivelige
terrorister. Den unge mand, der begik
2 tåbelige og forbryderiske mord og
sårede andre for præcis et år siden i
søndags, er sammen med de 2 hændelser blevet fulgt til dørs af P4 København 5 timer om dagen i 7 dage
op til årsdagen.
I min egenskab af buschauffør lyt-
ter jeg meget til den kanal, da den
betjener mig med trafiksituationen.
Efter morgengymnastikken og brusebadet sidder jeg kl. 6.00 med min
te og et stykke brød foran køkkenets
støjsender. Gennem hele sidste uge
kørte P4 et tema på angrebene på
Krudttønden og den jødiske synagoge, hvori de også forsøgte at bevise,
at det var planlagte terroristiske handlinger. Det var det måske. Jeg ved det
ikke; - men det er endnu ikke bevist.
Alligevel tog de 7 dage gange 5 timer
alligevel udgangspunkt i dette. Der
var reportager fra gerningsstederne,
Mjølnerparken og andre steder, hvor
de opsøgende journalister kunne finde tråde til terroren.
Det blev så tilstrækkeligt vammelt, så min kone og jeg i weekenden
fandt vores CD-afspiller frem,
så vi kunne lytte til TV 2 – altså
bandet – i al fredsommelighed
og nyde deres menneskesyn.
Clouet var albummet: Det kan
blive bedre kammerat!
Nogle vil mene, at det kun kan gå
fremad. Det kan desværre blive meget værre. Kampen om magten over
kloden har ikke fundet sin slutning.
Det er i lyset af trangen til hegemoni,
vi skal forstå Inger Støjbergs skingre
stemme og Obamas (som så mange
satte deres lid til) rolige men krigsophidsende retorik.
Det er ej heller en eller flere amerikanske skuespillere, der vil gøre en
forskel i Danmark; men de hundredtusinder af mennesker, som finder
lede ved det officielle Danmark;
hvoriblandt kongehus og regering
plejer omgang med det saudiske reaktionære sorte styre.
Indtil videre varmer jeg ved blandt
andet Venligboernes initiativ og udadvendthed. Jeg glædes ved tanken
om, at vi bryder med tavsheden og
manifesterer vores omfang og styrke
i gadebilledet og andre steder. Vi
skal synliggøres og bekæmpe denne
væmmelige brune krigsophidsende
retorik og politik.
Reno
Side 14
Side 15
Værdigt liv til alle! Velfærd til alle!
Af Arbejderpartiet Kommunisterne
Fotograf Claus Stensgaard har
taget en række fantastiske portrætter på demonstrationen for et værdigt liv til alle den 4. februar 2016,
i Århus.
’Vi skal have sulten tilbage,’ erklærede
Lars Løkke Rasmussen i 2012. Dette
ædle program er han og blå blok godt i
gang med at realisere. Det er den planlagte skabelse af et samfund, hvor de
mest udsatte, de arbejdsløse, de syge, de
nytilkomne, dømmes til afsavn og lidelser, til en tilværelse i limbo.
“Jeg har lavet dette galleri med tanke på hvordan politikerne ofte behandler de svageste i samfundet.
Det er så nemt at gøre de svageste
til nogle små grå kasser, som de
kan jonglere rundt med efter forgodtbefindende.”
Det er i sidste ende det, som hele bølgen
af asociale nedskæringsreformer går ud
på, som de skiftende blå og ’røde’ regeringer har gennemført. Det er simpelthen EU’s nyliberale politik virkeliggjort
i Danmark.
Man kan finde resten af galleriet på
hjemmesiden
bekaempfattigdomnu.dk
Velfærdsslagtning:
EU på dansk
Både blå og ’rød’ blok gennemfører
EU’s traktatfæstede politik for at styrke monopolerne og øge deres profitter,
presse lønnen ned og ’slanke’ den offentlige sektor gennem udliciteringer og
privatisering.
Spark EU- og krigspolitikerne
ud!
Overalt i landet vokser utilfredsheden og
vreden over Løkke- regeringen, blå blok
og det nyliberale Socialdemokrati, som
fører samme politik.
Den må organiseres og manifestere
sig i brede kampe, på landplan og på lokalt plan. I hver lokal kamp er en større
politisk dagsorden, fordi det er hele
EU’s klassepolitik på dansk plan, der er
på spil.
For at kampen kan være effektiv, må
fortalerne for reform-, EU- og krigspolitikken sparkes ud – fra fagforeninger,
kommunalbestyrelser, folketing osv.
Det er brutal kapitalisme – et samfund
med velfærd for de rige, der har råd til
en god tilværelse, sundhed og en sikret
alderdom. Men også et samfund, hvor
rigtig mange andre slås for at klare sig
igennem, mens de frygter fyring, arbejdsløshed, sygdomme og alderdom.
Og et samfund, hvor stadig flere mindreårige vokser op uden mulighed for
et godt børneliv, et samfund, hvor sulten
begynder at gnave. Hvor alle på offentlige ydelser rammes af beskæringer hen
imod overlevelsesminimum. Hvor alle
skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet som løntrykkere (pensionister indtil
videre undtaget). Hvor den sidste smule
arbejdskraft presses ud af syge på deltid.
Det har forvandlet de danske og nordiske velfærdsstater til skygger af sig selv.
Fremtiden tegner kun endnu mere dyster.
Nedskæringspolitikken ruller nu automatisk år for år, for kommunerne gennem
’omprioriteringsbidraget’ til 2020, der
skal give nye skattelettelser til de rige.
Stop nedskæringerne!
Rul reformerne tilbage!
Nedskæringspolitikken er mødt af om-
fattende folkelige protester. De voksede
med Foghs og Lars Løkkes krige og dereguleringer, der tillod svindlere at hugge
50 milliarder kr. fra statskassen, uden at
nogen stilles til ansvar.
Der var håb til Thorning-Schmidt-regeringen om en anden politik. Men ’Rød
blok’ spillede med, og LO-toppen og det
meste af fagbevægelsen fortsatte støtten
til den asociale reformpolitik.
stop for krigsdeltagelse, stop for indkøb
af nye krigsfly til 30 milliarder.
Håbet ligger i et folkeligt og revolutionært alternativ, i at opbygge en bred
massebevægelse, der vil gøre op med reformpolitikken, EU-politikken og krigspolitikken. Som kræver, at alle reformerne rulles tilbage, Danmark ud af EU,
Pengene til velfærd og et værdigt liv til
alle findes – de kan hentes i skattely og i
de riges lommer.
Sæt Løkke og Co. på porten!
Arbejderpartiet Kommunisterne arbejder for at organisere og styrke denne bevægelse. Den foregår i de sociale medier
og den offentlige debat. Den foregår på
arbejdspladser og uddannelsessteder, på
gaderne, i byerne og på landsplan.
En kæmpende massebevægelse kan
forvandle Danmark og sætte en ny
kurs!
Side 16
Dødens købmænd i Industriens Hus
Våbenindustrien deltager
i beslutninger om
militærstrategi
Da toppen af den internationale
krigsindustri samledes i Industriens
Hus på Rådhuspladsen i København den 10-11. februar, kunne de
ikke undgå at se, at der er modstand
mod køb af nye kampfly og produktion af krigsmateriel.
TID TIL FRED – aktiv mod krig
stillede op på Rådhuspladsen ved Dragespringvandet med bannere og argumentation mod krig og krigsindustri,
og fik en fin modtagelse af københavnerne.
FAD (forsvars- og aerospaceindustrien
i Danmark), CenSec (Center for forsvar,
rumfart og sikkerhed) og Naval Team
Denmark (leverandører til den danske
flåde) afholdt en nu årligt tilbagevendende konference i Industriens Hus
med deltagelse af industriledere, forsvarsordførere og militære ledere. Seks
af de ti største af krigens købmænd på
verdensplan deltog i konferencen.
TID TIL FREDs/Aktiv mod krigs flyer
forklarede:
Nogle af krigens største købmænd er
samlet, inviteret af FAD/DI, CenSec og
Naval Team DK, leverandører til den
danske flåde. Krigs-industrien har tjent
formuer på produktion og salg af våben,
militærudstyr og militær service. Det
gør investorerne også, herunder pensionsselskaber og investeringsfonde.
Verdens samlede våben- og militærmateriel produktion udgjorde i 2014 2.671
milliarder dkr. (uden Kina), eller mere
end det samlede danske bruttonationalprodukt. Det er en produktionskapacitet, der i stedet kan udnyttes til gavn for
jordens befolkning.
Grænseovervågning og flygtningestrømme er en god forretning, og nogle
af de største europæiske forsvarsvirksomheder, Airbus, BAE, Finmeccania
og Thales, tjener godt på det. De har da
også deltaget i fastlæggelsen af EU’s
overvågningsstrukturer og ”Fortress
Europe”. Også Boeing og Saab tjener
på flygtninge- og grænseovervågninger.
Våbenindustrien er en del af problemet, ikke en del af løsningen.
DDAC er en konference, hvor
beslutningstagere fra forsvar og
forsvarsministerium mødes med
våbenindustriens beslutningstagere og danske politikere. Her lægges grundlaget for det kommende forsvarsforlig og nye indkøb til forsvaret.
Det er ikke et demokratisk forum.
Konferencen er statsstøtte til
våbenindustrien
CenSec, betalt af Uddannelses- og
forskningsministeriet,
Beskæftigelsesministeriet og danske regioner, er
medarrangør. Det er et innovationscenter, der har en lang række militærproducenter som medlemmer! Danske ambassader i Berlin, Moskva, Polen, Paris,
Washington og en lang række deltagere
fra ministerier og forsvar betaler med
rejseomkostninger, deltagerbetalinger
og arbejdstid for at reklamere for salg
af danske våben og militærudstyr.
IKKE I VORES NAVN!
– IKKE FOR VORES SKATTEPENGE!
Våbenhandlernes Københavns-konference
Hvordan kan det være, at så mange af
verdens største leverandører af krigsmateriel og -service stiller op til en
konference i København den 10. og 11.
februar 2016? Det handler om milliardindkøb af kampfly, men langtfra alene
om det.
omkostninger programmet allerede
har kostet USA: 1,5 billion dollars (ca.
1000 milliarder kr. = langt over 100 kr.
pr. menneske på jorden), er det afgørende nødvendigt for Lockheed Martin
at få nogle ordrer i hus. Et dansk køb
har en meget høj signalværdi.
Kampfly-konkurrencen kan trods størrelsen af ordren ikke være hele forklaringen på det massive fremmøde, men
er dog vigtig.
Når man ser nærmere efter, hvad det er,
de danske virksomheder i branchen leverer, ses det, at deres produkter er vigtige nøgleled i krigsproduktionen.
Der er sensorer til varme-, kulde-,
bevægelses-, højde- og trykmålinger,
radarer af højeste kvalitet, forfinet video-, foto- og kikkertudstyr til dag og
nat, varme og kulde, special-termoud-
Med mængden af fejl, der indtil nu er
afsløret i JSF-programmet – senest at
flysædernes automatiske ryk er livsfarligt for piloterne! – og de gigantiske
styr til sikring af udstyr mod høje og
lave temperaturer, opbevaringsudstyr,
der sikrer mod rystelser og eksplosioner, osv.
Det meste er noget, der udfylder vitale funktioner i krigsmaskinerne, fly,
skibe, køretøjer og droner. Men også
i gennemførelsen af krigsoperationer
har de danske produkter en vigtig rolle.
Specialiserede it-programmer til kryptering, kommunikation og styring af
krigsoperationer og logistik har i mange år været dansk ekspertise.
CenSec, medarrangør af konferencen,
er en organisation finansieret af mini-
Side 17
sterier og regioner. Den arbejder med
udvikling og forskning på disse områder, og en lang række virksomheder er
tilknyttet som medlemmer.
Danmark er en vigtig brik i
USA’s og NATOs strategi
I USA’s og NATOs strategi for inddæmning af Rusland har Danmark en
vigtig rolle i at sammenbinde NATO og
ikke-NATO-lande i Norden. Det nordiske samarbejde NORDEFCO har i år
dansk formandskab. Samarbejdet er
både militært og indkøbsmæssigt. Fx.
overvejes en løsning på hårdknuden
med, at israelske Elbit igen ser ud til at
vinde artilleri-udbuddet, ved i stedet at
købe artilleri sammen med Norge.
Særligt vigtigt er det, at der arbejdes på
at inddrage de baltiske lande i samarbejdet. I efteråret 2014 meddelte den
danske regering under Helle Thorning,
at Danmark ville deltage i missilskjoldet, og på DDAC deltager da også
Raytheon, verdens største missilproducent.
At NATO råder over atomvåben, er
heller ikke ukendt. I Sverige skal der
i dette forår stemmes om, hvorvidt det
skal være muligt for NATO at udstationere styrker og missiler, inkl. atombærende, på svensk jord.
På DDAC ses også en særlig interesse
fra Polens side: Både den polske ambassade i Danmark og den danske i
Warszawa deltager, sammen med flere
polske virksomheder. Dette har en klar
sammenhæng med opbygningen af
missilskjoldet og den massive NATOoprustning mod øst op til Ruslands
grænser.
Dertil kommer, at Danmark har meldt
ud, at der satses på indsatsen i Arktis, men dette står i strid modsætning
til den hidtidige ”aktivistiske” indsats
i Mellemøsten og Afrika. I hvert fald
hvis man spørger grønlandske politikere eller de enkelte værn. Måske
”løsningen” vil være flere penge til forsvaret, som NATO ønsker. I hvert fald
spøger det kommende forsvarsforlig i
kulissen, med et internt slagsmål mellem værnene.
Det danske forsvar skal i det kommende år anskaffe nye skibsbaserede
helikoptere, supplerende materiel til
helikopteren EH-101 og radar- og
kommunikationssystemer til brug i flyvevåbnet. Der er lige skrevet under på
en kontrakt på levering af 309 Piranha
5, pansrede mandskabsvogne, fra General Dynamics.
Desuden er der som sagt artilleriudbuddet i gang, men også et udbud om ammunition og pansrede patruljekøretøjer
er på vej.
Dødens købmænd
Krigsindustrien har
indflydelse på de strategiske
beslutninger om krig og fred
i Europa
Regeringen har meldt ud at ”EU skal
blive stærkere både økonomisk og
militært og i højere grad tale med én
stemme – i samarbejde med USA og
NATO”.
Der skæres ned på social sikkerhed
overalt i EU, men i militæret begrænses
nedskæringerne til personalereduktioner. I årene efter 2001 er bevillingerne
til indkøb steget støt, og støtten til bl.a.
Grækenland er i høj grad endt i våbenog sikkerhedsindustriens lommer.
Et led i styrkelsen af EU’s militær er
samling og rationalisering af den europæiske krigsproduktion. Amerikanske
virksomheder tegner sig i 2014 ifølge
SIPRI for 54,5 % af omsætningen for
alle våbenhandler i verden.
Våben- og sikkerhedsindustrien i EU
deltog således i 2003 og 2004 med repræsentanter fra de største europæiske
firmaer Airbus (tidligere EADS), Finmeccanica og Bae i EU-arbejdsgrupper
under EU’s forskningsprogrammer. De
resulterede i nye forskningsprojekter
med det formål at holde flygtninge og
emigranter væk fra grænserne, herunder f.eks. robotter, der kan supplere
vagthundes lugtesans.
Fra 2000 til 2014 har medlemsstaterne
brugt over 14 mia. kr. på overvågningsudstyr.
Airbus, Thales og Finmeccanica har
hovedsageligt gennem subsidier fra
2002 til 2013 fået 225 millioner euro
for at styrke forsvaret af Fort Europa
med droner, sensorer og grænsekontrol-robotter. Perseus-programmet, der
integrerer gammel og ny sensorteknologi, og Seabilla, et maritimt overvågningsprogram, er en del af dette.
Frontex’ EUROSUR – et informationsudvekslingsprogram – forventes at koste 244 millioner euro fra 2014 til 2020.
EU-arbejdsgrupper, der styrer EU’s
sikkerhedspolitik, er fyldt med industriens repræsentanter. At politikere og
erhvervsfolk ofte bytter job, sikrer kontinuiteten og de fælles bestræbelser.
De tre største europæiske selskaber,
Finmeccanica (it), BAE systems (UK),
Thales (fr), og det fælleseuropæiske
Airbus har grænsekontrol som et kerneSværvægtere på konferencen
Tal i parentes er placering på SIPRI’s liste over
verdens største våbenfirmaer.
Airbus (7) – Med i konkurrencen om nye kampfly med Eurofighter Thyphoon
BAE Systems (3) – Cyberkrig
Boeing (2) – Med i konkurrencen om nye kampfly med F-18 Super Hornet
Copenhagen Group – Afghanistan; deltager i
Copenhagen Arctic med lejesoldat-firmaet
Dyncorp
Elbit Systems (33) – Israelsk våbenfirma; deres
bud på artilleri blev afværget med en dårlig
undskyldning; aktiv i den ulovlige besættelse
Falck Schmidt Defence Systems – Deltager i
Copenhagen Arctic; arbejder i de besatte områder på Vestbredden
Finmeccanica (9) – Italiens ledende industrigruppe; droner; grænsekontrolrobotter; sensorteknologi
General Dynamics (6) – Har lige indgået kontrakt om salg af 309 pansrede køretøjer til
hæren
Lockheed Martin (1) – Verdens største våbenproducent; med i flykonkurrencen med Joint
Strike Fighter
Raytheon Missile Systems (4) – Verdens største
missil-producent af missiler til luft, vand, land
og rummet, inkl. atommissiler
Rheinmetall (31) – Leopard-tanks
Saab (37) – Sveriges største våbenfabrikant; Gripen
Terma – Danmarks største våbenproducent; har
fået store kontrakter til Joint Strike Fighter;
missilforsvar
Thales (12) – Frankrig; overvågning; ejer 80 %
af rejsekortet
Weibel Scientific – Radarer
Side 18
produkt, med en indtjening på tusindvis
af millioner euro i Nordafrika.
Af de16 personer, der rådgiver Den
europæiske kommission om forskning
i våbenteknologi, er de ni fra krigsindustrien. CEO i Airbus Tom Enders er
en af dem.
Køber du af mig, køber jeg af
dig
I december 2015 blev Falck Schmidt
Defence Systems, Systematic, Skywatch m.fl. stillet ordrer på 28 milliarder kr. i udsigt, hvis Boeings kampfly
F-18 Super Hornet bliver købt.
Terma fik en ordre på 100 mio. kr.
sammesteds fra i maj og underskrev i september en aftale med
Lockheed Martin på op til 1,6 milliarder kr. Weibel indgik i august
en aftale om radar-leverancer til
NATOs missilforsvar, som vil fordoble omsætningen på fem år.
Og statens Open Business-strategi
sikrer med venture-ordninger, at
hvis modkøb ikke bliver effektueret,
så vil pengene i stedet blive investeret
i mere forskning, målrettet krigsindustrien, naturligvis.
Danmark er ikke bare i front i Vestens
krige og i de nye krigsforberedelser
Tid til Fred
mod Rusland i Norden, Østersøregionen og Arktis. Våbenindustrien er et
stort ‘vækst’-område. Det er gyldne
dage for dødens købmænd i Industriens
Hus.
GBe
Dræbende magtspil om Syrien
Tyrkisk militær har midt i februar
gennemført en voldsom beskydning
i flere dage af kurdiske YPG-styrker
omkring det nordlige Aleppo, der er i
direkte kamp med Islamisk Stat i Syrien. Angrebene begyndte dagen efter
at der var annonceret en humanitær våbenhvile fra fredssamtalerne i Geneve
mellem stormagterne og en række syriske parter. Våbenhvilen skulle sikre
at der kunne komme mad og bistand til
civilbefolkningen i byer i krigszonen,
så som storbyen Aleppo. Den midlertidige våbenhvile og humanitære aktion
– først og fremmest aftalt mellem Rusland og USA – skulle være forløberen
for en egentlig våbenhvile.
Samtidig annonceres det at Saudiarabien vil sende landtropper til Syrien
– ligesom Tyrkiet angiveligt for at bekæmpe Islamisk Stat, som begge disse
reaktionære lande og deres islamistiske
ledelser har støttet og udviklet. Den syriske regering har gentagne gange erklæret, at den vil betragte det som en
aggression og at invaderende soldater
vil blive ’sendt hjem i ligkister’.
Der er modsatrettede signaler fra USA
og nogle af USA’s vigtigste allierede i
Mellemøsten og den arabiske verden.
De er deltagere i det dræbende magtspil om Syrien og søger at handle i en
situation, hvor deres politik og stra-
tegi for at vælte
Assad-styret
– samtidig med
at de påstår at
kæmpe mod Islamisk Stat – er
rådet ud i store
vanskeligheder.
Situationen i Syrien har ændret sig markant, efter Rusland i september 2015
efter en officiel anmodning fra den syriske regering, involverede sig militært
med bombefly og militærpersonale på
regeringshærens side. Den amerikanskledte ’krig mod Islamisk Stat’ (Daesh) i
Syrien og Irak, som mest har taget form
af en luftkrig, har ikke vist reel fremgang siden dens start, selvom en større
koalition deltager, Danmark indbefattet.
Fremgangene for den syriske hær og
Rusland har således kaldt nogle af de
vigtigste aktører i spillet om Syrien direkte på banen. Syriens påskud for at
angribe YPG, der befriede Kobane og
den kurdiske provins Rojava fra Daesh
i hårde kampe, er det samme som altid:
Det er altid Tyrkiet som bliver angrebet inde fra Syrien, nu af YPG. Tyrkiet
’forsvarer’ sig bare.
YPG afviser totalt den tyrkiske påstand. Der er ikke affyret et eneste skud
mod Tyrkiet fra Rojava i de sidste fire
år, siger en talsmand. YPG og PYD ser
de tyrkiske angreb på flybasen Manegh
og byen Malikiyê som gengæld for at
kurdiske styrker har befriet disse og et
område omkring byen Azaz fra islamisterne. En talsmand for det russiske
krigsministerium udtalte 4. februar, at
Tyrkiet aktivt lige nu forbereder en invasion i Syrien. En sådan invasion ville
foregå under påskud af at bekæmpe IS,
men rette sig mod YPG og kurderne.
Det er formentlig Tyrkiets plan fortsat
at forsøge at få NATO involveret i krigen i Syrien.
Tyrkiet har fået støtte til angreb på kurderne og mod Assad-st7yret gennem
EU’s aftale om at forhindre syriske
flygtninge i at komme til Europa. I de
senere måneder har Tyrkiet ført en regulær krig mod kurdiske medborgere
i kurdiske områder i Tyrkiet. En brutal
massakre i byen Cizra, hvor mindst 125
lig er gravet ud af ruinerne.
Midt i det hele har den danske krigsminister erklæret sig parat til igen at sende
kampfly og anden støtte til ’krigen mod
IS’ og også gøre Syrien toil operationsfelt. Dansk Industri sender kronprinsparret på officielt besøg i det sorte islamistiske enevældige kongediktatur
Saudiarabien. Man skal som bekendt
pleje sine venner.
Side 19
Danmark må ikke tage stilling til TISA –
EU bestemmer suverænt
TISA-aftalen, der vil lade privat kapital
overtage landenes offentlige sektorer
og gøre alt, hvad der kan give profit,
til en forretning, forhandles intenst af
EU. Vand og energi, sundhedsvæsen,
uddannelse og natur – alt skal kunne
sælges til multinational kapital og tages ud af enhver form for demokratisk
kontrol. Om vi skal sige ja til TISA, bestemmer EU.
Den 1. februar stemte EU-parlamentet
om de videre forhandlinger og gav som
forventet grønt lys til at fortsætte til de
næste runder med USA og de 21 andre
lande, der tilsammen omfatter to tredjedele af den globale økonomi.
I EU-parlamentet bliver der gjort forsøg på at forbedre EU’s forhandlingsmandat om TISA-aftalen. Dette har
mest karakter af pynt, da TISA’s grundlæggende formål ligger uden for demokratisk kontrol og besluttes i den lille
kreds af forhandlere under EU-Kommissionen og lobbyisterne bag. For
nogle er det mest af alt et forsøg på at
lægge slør over, hvad TISA’s egentlige
formål er.
Dråber i havet
Når Socialdemokraterne f.eks. stemmer for, at det skal være et krav, at
ILO-konventionen om arbejdstagerrettigheder bliver underskrevet af alle
deltagende lande, vil dette formentlig
få meget begrænset effekt i forhold til
den ødelæggende virkning, TISA vil
få, når det gælder at udradere offentlige
arbejdspladser i millionvis. Et meget
lille figenblad, der skal demonstrere
god tro. Socialdemokraterne er svorne
tilhængere af EU’s frihandelsaftaler.
Man kan bare se på Honduras, der indgår i den centralamerikanske frihandelsaftale med USA. Her forsikrer den
amerikanske regering, at arbejderbeskyttelsen er ‘efter guldstandard’. Ikke
desto mindre er landet blevet påtvunget
en ny arbejdsmiljølov, der gør arbejderbeskyttelse frivillig for virksomhederne. 70 % af virksomhederne ser stort på
talen køres igennem helt uden om de
enkelte landes ja eller nej til aftalen.
dette, og inden for landbruget arbejder
tæt på 100 % af arbejderne under den
fastsatte mindsteløn. Et eldorado for
arbejdsgiverne.
Et andet punkt, der blev stemt igennem, var, at det skal være muligt at
tage et privatiseret område tilbage til
offentlig drift, noget der i udspillet var
umuliggjort af de såkaldte ’standstill’klausuler.
Men dette bliver kun en dråbe i havet,
når flodbølgen af privatisering og løsslupne kapitalinteresser vælter frem.
Først skal det hele privatiseres, og derefter kan der siges ”værsgo – I må godt
prøve, om I kan få noget af det tilbage
igen”.
Under forhandlingerne har de enkelte
lande skullet gøre klart, hvilke offentlige områder de eventuelt ønskede at
fritage fra privatisering. Alt andet ville
derefter være lovligt bytte. De danske
forhandlere fra den tidligere SR(SF)regering havde intet, de ville holde ude,
de var med på det hele.
Denne omvendte metode blev der også
gjort forsøg på at ændre i EU-parlamentet, men uden held. Helt generelt er
det nu EU’s udgangspunkt i de videre
forhandlinger, at skal alt privatiseres,
som firmaer måtte finde det værd at
byde ind på.
I aftalen ligger også lempelser for
finansmarkederne, og heller ikke dem
kunne der røres ved.
Der er i øvrigt ingen garanti for, at
forhandlerne følger EU-parlamentets
beslutninger om ændringer i forhandlingsmandatet.
Nationalstaterne har intet at
skulle have sagt
I følge Rina Ronja Kari, MEP for Folkebevægelsen mod EU, skal TISA-af-
Vil vi i Danmark gerne sælge vores
sundhedsvæsen, vores vandforsyning,
hele vores energisektor, vores skoler og
børnehaver? Næppe. Men det er noget,
EU bestemmer. Også når den grundlæggende aftale skal indgås.
I EU har nationalstaterne kun de rettigheder, som EU tillader dem. At tage
stilling til TISA vil ikke være en af dem.
Men selv med en formel godkendelse
i et EU-forhippet Folketing vil disse
aftaler aldrig blive i befolkningens interesse, de bliver trukket ned over hovedet på os.
Og hvad der gælder for både TISA og
TTIP, er, at når først de er vedtaget,
dikterer de multinationale koncerner
direkte og over en endnu mere omfattende del af de politiske beslutninger
og vores samfundsforhold.
Vi må sige nej til TISA og TTIP. En
folkeafstemning er på sin plads, da vi i
højeste grad vil miste suverænitet. Men
at stoppe TTIP og TISA kræver, at bevægelsen og organiseringen af Nej’et
bliver styrket betydeligt.
At det er muligt, beviser Uruguays
stærke eksempel.
Uruguay viser vejen: Folket pressede
regeringen til at forlade forhandlingerne. En stærk koalition af fagforeninger,
arbejdere i by og på land, småbønder
og miljøforkæmpere organiserede sig
mod landets deltagelse i TISA-forhandlingerne.
Bevægelsen byggede sig op som en
fælles modstandsfront af massemobilisering ‘fra læger til taxi-chauffører’,
med fagforeningerne i spidsen. I efteråret 2015 lykkedes det efter måneders
intenst pres –inklusive en generalstrejke og store demonstrationer – at få regeringen til at afbryde forhandlingerne
om TISA, som man anser for en ren
arbejdsgiveraftale. Det var en kæmpe
sejr.
Side 20
EU-reformer i Finland:
Kollektive overenskomster
skal afskaffes og borgerløn indføres
Den finske regering vil gennemføre en
EU-‘løsning’ af krisen, som deres medlemskab af euroen har skærpet. I efteråret fremlagde den et forslag om en
’samfundspagt’, der betyder, at kollektive overenskomster afskaffes, at arbejderklassens levevilkår forringes kraftigt, og der gennemføres forsøg med
borgerløn. Modstanden mod offentlige
besparelser og mod euroen vokser til
gengæld i landet.
Regeringen er blevet mødt med store
protester. I september blev der organiseret generalstrejke mod de offentlige
nedskæringer og de planlagte indgreb i
de kollektive overenskomster – de største protester i årtier.
Lovforslaget er stadig under behandling. Det indeholder en samlet ‘forbedring af konkurrenceevnen’ på 15 %, der
skal betales af de finske arbejdere. En
tænketank har ‘beregnet’, at den finske
befolkning arbejder mindre end tyskere
og svenskere, og med euro-retningslinjer i ryggen sætter regeringen nu hårdt
ind på at øge udbytningen.
Det er planen i lovforslaget, at når de
nuværende overenskomster udløber, vil
de blive afløst af statslige/EU diktater
for løn- og arbejdsforhold. Kollektive
overenskomster vil ikke længere være
tilladt.
Forhandlinger skal kun foregå lokalt og
decentralt, og aftalerne, der indgås her,
må gerne være dårligere end de centrale aftaler/diktater. Den finske statsminister Juha Sipilä efterlyser en mere
‘tysk ånd’ i befolkningen. Og hermed
mener han ’en større samarbejdsvilje’
og forståelse for arbejdsgiverne.
Lovforslag i høring – skal
vedtages i maj
Alle lønmodtagere skal have fjernet to
fridage, og de offentligt ansatte får skåret deres ferie ned med otte dage. Løn
fjernes på første sygedag (karensdag),
og sygedagpengene nedsættes til 80 %
af lønnen.
landets værdier til private til følge.
Alt i alt er det et tyveri på umiddelbart
godt og vel syv milliarder kr. Ud over
dette vil der blive skåret i tillægget for
overarbejde og arbejde om søndagen.
Arbejdsmiljølovgivningen forringes,
der indføres mere fleksibel arbejdstid
og individuelle lønninger.
Lovforslaget har været i høring, men
høringssvarene er kun offentliggjort på
finsk, ikke på svensk, selvom Finland
er to-sproget.
Den finske fagtop har allerede sat deres
medlemmer på udsalg, da de i trepartsforhandlinger tilbød løntilbageholden-
Finsk eksperiment
hed med nul-overenskomst og lettelse
af arbejdsgivernes sociale udgifter,
som delvis dækning ved sygdom og
arbejdsløshed. Men deres bud var ikke
nok for regeringen, der afbrød forhandlingerne og dermed sagde stop for klassesamarbejde og forhandling og satte
direkte EU-diktater i stedet.
I øjeblikket forsøger regeringen at få
deres lovforslag til at se mere spiseligt
ud og bløde lidt op, men de holder fast
i retningen hen imod at nedbryde de
kollektive og centrale overenskomster.
Lignende ‘reformer’ har allerede været brugt i andre kriseramte euro-lande
som Grækenland og Portugal, hvor det
har betydet, at en meget stor del af arbejderklassen er røget ned på mindsteløn, større fattigdom og med en endnu
dybere krise, gæld og totalt udsalg af
Dansk kapital følger godt med i den
finske udvikling. Jan von Gerich, chefstrateg i banken Nordea, udtalte til Politiken:
– Det er et skridt i den rigtige retning
… der vil være omkostninger. Men
Finlands fremtid kan kun sikres, hvis
den gamle model reformeres, og fagbevægelsens magt mindskes.
Borgerløn og forsøg med
mennesker
En del af diktatet vil være indførelsen
af en borgerløn, som man på længere
sigt regner med skal sættes i stedet for
alle andre overførselsindkomster.
I følge idé-mændene skal borgerlønnen
være så tilpas lav, at ‘motivationen til
at arbejde’ ikke forsvinder. Der vil altså
blive tale om en social ydelse afpasset,
så det er ‘tilpas’ tæt på sulte-niveau.
Planen er, at der laves et pilotprojekt
i 2017, hvor man vil lave forsøg med
udvalgte grupper og give dem forskellige beløb som borgerløn. Man taler om
at afprøve tre niveauer fra 400 til 700
euro.
Den virkning, man vil teste, er på beskæftigelsen. Dvs. hvor niveauet skal
ligge, så presset på den enkelte til at
søge et hvilket som helst arbejde er sikret.
Borgerløn bliver ofte fremlagt som et
progressivt tiltag, der vil sikre alle en
rimelig indkomst uanset omstændighederne. Det kan lyde positivt, men er et
rent blålys.
For det første vil indkomsten med sikkerhed blive tæt på eksistensminimum
og vil blive alt andet end den trygge
sikring, som begrebet er blevet fremstillet som. Den vil sammen med lønningerne generelt være dikteret af EU.
Enhver indflydelse fra en organiseret
fagbevægelse vil med et snuptag blive
Side 21
sat ud af kraft. Strejkeretten vil være
helt væk.
Fra borgerløn til en statsstyret mindsteløn er der ikke langt. Bliver handels- og
investeringsaftaler som TTIP og TISA
til virkelighed, vil en politisk fastsat
mindsteløn henregnes under begrebet
‘handelshindring’, og hvis et multinationalt selskab finder den for høj, vil de
kunne lægge sag an mod Finland – eller
Danmark, hvis modellen spreder sig.
Det betyder også, at det lønniveau, EU
vil sætte, vil blive clearet af det ‘råd’,
der under TTIP skal regulere markedet.
Den finske regering taler om ‘forenkling’ af sociale ydelser, helt i samme stil
som den danske, der planlægger at tage
dette med i trepartsforhandlingerne.
Her skal arbejdsgivernes regering forhandle med arbejdsgivernes organisation og fagtoppen, der er købt til loyalitet
gennem deres direktørlønninger.
Flere siger Nej til euroen og
dens virkninger
I efteråret gennemførte den finske regering desuden en EU-tilpasset sundhedsog socialreform, der også betyder, at
den brede befolkning betaler gennem
nedskæringer på sundhed, sociale ydelser og gennem en voldsom privatisering.
Der skal indføres ‘frit sundhedsvalg’,
hvor den enkelte kan vælge mellem offentlige sygehuse og private. Regeringen truede dengang med at gå af, hvis
reformen ikke gik igennem.
At euro-medlemskabet blot skaber
mere krise, arbejdsløshed og fører til
politiske diktater og undergravning af
demokratiet, står klart for flere og flere
finner. En underskriftsindsamling har
krævet, at en folkeafstemning for udmeldelse af euroen skal tages op i Rigsdagen. Finland har en regel om, at dette
er muligt, hvis man kan samle 50.000
underskrifter, og dette mål er for længst
nået.
Ifølge meningsmålinger er der stadigt
et flertal i befolkningen for euroen,
men det er på vej ned.
RØDT OG
REVOLUTIONÆRT
SOMMERTRÆF 2016
ved Nyborg
Onsdag den 27. - søndag den 31. juli 2016
Det er 4 spændende dage
med aktuelle politiske
diskussioner, kammeratskab,
afslapning og god mulighed
for at møde nye venner.
Der vil bl.a. være forskellige
oplægsholdere til levende
diskussioner om:
• International solidaritet –
International kamp Palæstina, Kurderne –
Krigsfaren
Træffet afholdes i 2016 med 4
overnatninger. (Du kan også
blot deltage nogle af dagene)
Prisen er 1150 kr for hele
lejren, med mulighed for rabat
for fattigrøve.
Der vil være løbende
opdatering om træffet på
Facebook.
/roedt.revolutionaert.
sommertraef
Rødt og Revolutionært
Sommertræf:
Du kan skrive til os via
Besked på facebook
• Danmark ud af EU –
Danmark ude af EU
• Kampen mod fattigdommen
– Lavtlønsmarked
• Socialisme
eller på vores centrale
adresse:
Oktober Bogcafe,
Vesterfælledvej 1B, 1750
København V,
Mail: [email protected]
Arrangører: Foreningen
Oktober, APK, DKU m.fl.
Side 22
Kapitalistisk ’delingsøkonomi’
Den, som tror, at pirater vil dele byttet,
ender gerne som hajmad
Af E. Holemast, Revolusjon (Norge)
Progressive har altid set på deling af
kundskab og resurser som noget positivt. Dette er jo så at sige kernen i den
kommunistiske idé.
kapitalistiske. Kapitalismen som system har en ekstrem tilpasningsevne
og fleksibilitet. Tænk bare på, hvordan
det, som i sin tid var udtryk for ungdommens frustration, såsom oprørsk
rock og senere hiphop/rap, effektivt
er blevet kanaliseret ind som naturlige
dele af musikindustrien.
Man skulle tro, at også deling af tjenester kolliderer frontalt med kapitalismen, som har akkumulation og profit
som eneste mål.
Men kapitalismen har en formidabel
evne til at indoptage og udnytte alt, som
kan generere profit, også det, som først
ligner anti-kapitalistisk modkultur.
Kapitalistisk ‘delingsøkonomi’ betyder,
at broderparten tilfalder kapitalisten, og
at din arbejdskraft og dine rettigheder
bliver parteret.
Specielt siden årtusindskiftet er forskellige former for gratistjenester og
resurser, som ikke har profit, men deling som grundidé, eksploderet. Alle
kan tage det i brug, og alle med kundskab kan bidrage til videreudvikling
og til at hjælpe andre. Tanken er i udgangspunktet strålende og er en trussel
mod monopolernes magt og patentrettigheder.
Et digitalt kollektivbrug
Dette har været specielt synligt inden
for forskellige typer software, netfora,
webplatforme eller mobilapplikationer,
hvor udviklere og brugere driver projekterne frem gennem forskellige former for samspil. Dette antager mange
former, men fællestrækket er gensidig
nytte. Fællesskabet stiller resurser til
rådighed for dig, og du bidrager tilbage
til fællesskabet, når og hvis du kan.
Succeshistorien Wikipedia er den bedst
kendte. Men tankegangen går igen
overalt, hvor folk tilbyder deres kundskaber uden andre forventninger, end at
andre gør det samme.
Kampen mod de restriktioner, som de
store monopoler lægger på deling af
film, musik (DRM), bøger og andre tjenester, er en del af det samme. Creative
Commons, Open Source osv. er juridiske udtryk for denne type fælles virksomhed.
Meget er blevet finansieret gennem
stiftelser, som drives på et mere eller
mindre ideelt grundlag, og som finansieres frivilligt af dem, som bruger
tjenesterne. Andre former for finansiering er ‘crowdfunding’, det vil sige, at
folk involverer sig ved at give mange
små bidrag til for eksempel et defineret
filmprojekt.
Det som sker, er nok en gang et vidnesbyrd om, hvordan kimen til nyt samfundssystem sprænger sig frem inden
for kapitalismens trange rammer; det
vil sige, at produktivkræfternes udvikling truer med at sprænge de rådende
produktionsforhold, således som Marx
forklarede.
Kapitalistisk ‘modkultur’
Men kapitalismen har vist sig ekstremt
tilpasningsdygtig, når det gælder om
at absorbere udviklingstendenser, som
er en trussel mod selve systemets eksistens. En kapitalisme med svigtende
profitmarginer og fare for kapitaltørke
er på jagt efter at omfavne alt – også
områder, som i deres karakter er anti-
Kombinationen af ‘vennetjenester’
og ny teknologi gør det muligt for
storkapitalen at sætte sig på delingstjenester som transport (Uber/Haxi)
eller overnatning (Airbnb). Forskellige streamingtjenester af typen Spotify
eller Netflix er groet frem af det, som
først var mere eller mindre ulovlige
delingstjenester for musik og film; de
mest kendte er Napster og The Pirate
Bay (‘Sørøverbugten’).
I sin enkleste form er der opstået organiserede nabotjenester i form af delebiler, boligbytning eller børnepasning.
Men straks når denne type virksomhed
udvikler sig over et vist lokalt niveau,
kræves der stor administration, omfattende kapitalindsprøjtning og effektiv
markedsføring, for at det skal fungere. Her ser kapitalen nye muligheder.
Dermed kan selskaber som Uber eller
Airbnb opstå som ‘koordinatorer’ af
udbydere verden over.
Kampen om ungdommen
Det specielle med tjenester som Uber
og Airbnb er, at de på alle måder virker moderne og attraktive, specielt for
ungdommen. Det giver nogle indtægtsmuligheder i et Europa, hvor mellem
15 og 50 procent af de unge ikke har
et job. Omvendt er de som regel langt
billigere alternativer end ordinære tjenester for unge med få penge.
Dermed er det enkelt for borgerskabet
at lokke ungdommen til at sluge nyliberal, kapitalistisk ideologi om ‘individets frihed’, ‘billigst er bedst’ osv.
Side 23
I tillæg kan det gives en ‘progressiv’
indpakning med tilslutning fra forskellige småborgerlige miljøer. Denne type
tjenester kan også promoveres med, at
deling er fint og desuden miljøvenligt.
Ungdommen er dem, som først tager
den nye teknologi i brug, og som driver nye kulturudtryk frem. Det er ikke
tilfældigt, at finansminister Siv Jensen
(Fremskrittspartiet) inviterer lederne
for norske ungdomspartier til diskussion om, hvilke love og regler som skal
gælde for delingsselskaber som Uber
og Airbnb.
Det småborgerlige
frihedsbedrag
Dette er den småborgerlige frihedsillusion om, at alle kan være sin egen
‘arbejdsgiver’. Freelancesamfundet,
hvor du kan have fem-seks forskellige
job og ‘arbejde, når du vil’, er den småborgerlige drøm. Desværre lader store
ungdomsgrupper sig blænde af illusionen, også mange, som opfatter sig som
progressive, radikale og ‘grønne’.
Det, som begyndte som en folkelig
modkultur, kan udnyttes til både at generere profit og samtidig skabe et samfund af retsløse løsarbejdere. Teknologien har åbnet for en moderne variant
af dem, som før i tiden stod i kø for at
få en dags job, med den forskel, at det
nu fremstår som folkeligt, ungdommeligt, socialt og miljøvenligt.
Vinder NHO [Norges arbejdsgiverforening] og Uber de unge, så vinder de
også på lang sigt. Hele det arbejdende
flertal – inklusive de glade freelancere
– bliver taberne.
Myten om Uber og Airbnb
Uber fremstår udadtil som en kreativ
app, som er nyttig og praktisk for alle. I
virkeligheden er der tale om en internationaliseret pirat-taxivirksomhed. Uber
er forbudt i nogle lande og under efterforskning i andre. Til trods for at selskabet selv vedgår, at de ‘opererer i en
gråzone’, er Uber optaget som medlem
af NHO-afdelingen Abelia, og NHOchefen Kristin Skogen Lund bestiller
Uber-taxi med fuld pressedækning.
at presse løn, pension og arbejdsvilkår
for de fastansatte i hotelerhvervet.
Hun ville aldrig have gjort det samme med en ordinær pirat-taxi. Erhvervstransportloven kræver licens for
persontransport mod vederlag på offentligt sted. Men en norsk domstol er
kommet frem til, at en mobil-app ikke
er et offentligt sted!
Uber, Airbnb og tilsvarende delingstjenester har ikke oplysningspligt over for
myndighederne, og skatteetaten er derfor prisgivet, at udlejerne og ‘chaufførerne’ selv opgiver indtægterne. Skat-
Kapitalistisk
’deleøkonomi’
temyndighederne siger, at de er i ‘aktiv
dialog’ med disse tjenester. Hvordan
norske skattemyndigheder skal lægge
hånd på den del af fortjenesten, som
bliver ført ud af landet, har ingen noget
svar på foreløbig.
En milliardvirksomhed
Uber er værdsat til over 500 milliarder [norske] kroner. I New York er der
nu flere Uber-biler, end der er Yellow
Cabs. I San Francisco, hvor Uber har
sit hovedkvarter, har det lokale taxiselskab indleveret konkursbegæring. Billedet af en lille Klodshans, som narrer
trolden, så eventyret ender lykkeligt, er
et blændende bedrag.
Airbnb har en lignende fremtoning som
en nyttig tjeneste for dem, som vil tjene
nogle hundredlapper på at udleje dele
af sin bolig. Forskellen mellem dem er,
at Uber særlig truer titusinder af små
selvstændigt næringsdrivende, mens
Airbnb er i færd med at blive en udfordrer til de store hotelkæder. Når Airbnb
presser overnatningspriserne ned, vil
hotelkæderne garanteret svare igen med
Paradokset for liberale, som hylder
denne udfordrer til de store og etablerede virksomheder, er, at Uber og Airbnb
på kort tid kan udvikle sig til at blive
et større monopol end konkurrenterne.
Når Uber har knust alle eksisterende
hyrevognscentraler og -selskaber, hvad
er der så tilbage af ‘den frie konkurrence’?
Job, som forsvinder
Ny teknologi har altid fjernet job, samtidig med at en del nye er blevet skabt.
Men meget tyder på, at processen går
meget hurtigere end før. Forskningsinstituttet Oxford Martin School kommer
med dramatiske spådomme om, hvordan teknologien vil gøre millioner af
job overflødige.
Det bliver hævdet, at omkring 47 procent af alle job i dagens USA har høj
sandsynlighed for at blive automatiseret bort i løbet af 20 år. Statistisk Sentralbyrå anser, at 33 procent af jobbene
i Norge med stor sandsynlighed bliver
automatiseret væk i løbet af samme periode.
I udgangspunktet er den rivende teknologiske udvikling udtryk for, at produktiviteten er blevet så stor, at arbejdsdagen kunne kortes ned til fem-seks timer
for alle. Men sådan fungerer kapitalismen ikke. Det vil i stedet give en hær
af ufaglærte uden chancer på jobmarkedet.
Robotjournalistik
Til forskel fra tidligere er det ikke bare
arbejderne i industrien, som bliver
overflødige og rationaliseret væk. Stadig flere i de såkaldte mellemlag lider
samme skæbne. Robotjournalistikken
har gjort sit indtog i mange mediehuse,
og stadig flere journalister bliver enten sat på gaden eller får ‘tilbud’ om
at levere stof på freelancevilkår. Store
nyhedsbureauer som Associated Press
(AP) bruger allerede teknologien til at
autogenerere notitser og småstof såsom
vejrudsigter eller finansrapporter.
Side 24
Den samfundsmæssigt nødvendige
arbejdstid bliver mindre, også for en
række tjenester og ikke bare i vareproduktionen. Det er som udgangspunkt
godt for folk – hvis vi havde levet under socialistiske produktionsforhold.
Under kapitalismen betyder det derimod, at endnu flere bliver arbejdsløse,
og at flere af dem, som har arbejde, bliver løsarbejdere med få eller ingen af
de rettigheder, som har været indbagt i
socialdemokratiets ‘norske model’.
Det som sker, er endnu et bevis på revolutionens og kommunismens nødvendighed – og på hvordan kapitalismen formår at afspore arbejderne og
folket fra at tage den nødvendige kamp
for at erobre samfundsmagten og kvitte
de kapitalistiske udbyttere.
Arbejderklassens svar
For arbejderklassen og kommunisterne
understreger denne udvikling betydningen af den ideologiske kamp ved siden
af den økonomiske og politiske klassekamp. ‘Maskinstorm’ og krav om at
skrue kapitalismen tilbage til et tidligere historisk stadium er et blindspor.
Det socialdemokratiske udstillingsvindue i Norden fra slutningen af forrige
århundrede kommer ikke tilbage, af
historiske og politiske årsager, vi har
forklaret i andre sammenhænge [også
her i Kommunistisk Politik, o.a.].
Det gælder om at bevidstgøre arbejderklassen og ikke mindst ungdommen
om, at den kapitalistiske ‘delingsøkonomi’ er en illusion, som leder direkte
ind i løsarbejdersamfundet, og som
skaber nye og andre former for monopoler. Hånd i hånd med delingsøkonomiens indtog ser vi den kapitalistiske
velfærdsstats forvitring og snarlige
sammenbrud.
Den eneste reelle delingsøkonomi og
den eneste bærekraftige velfærdsstat er
at finde i socialismen, arbejderklassens
egen statsmagt, hvor den private ejendomsret til produktionsmidlerne og friheden til at udbytte andres arbejdskraft
er afskaffet.
Først publiceret på Revolusjon.no
Oversat af Kommunistisk Politik
Hvad der sker i Haiti, er en
ægte antiimperialistisk
folkeopstand
Af Carlos Aznárez
Det mishandlede Haiti står i en situation, hvor en folkeopstand truer imperialismens planer. I den følgende
beretning af Carlos Aznárez beskrives
kulminationen på protesterne mod fupvalget den 24. januar og den antiimperialistiske karakter af den endnu uafsluttede opstand.
Port au Prince og andre haitianske byer
var i dag (24. januar 2016) skueplads
for den største folkelige opstand i årtier
i det hårdt lidende Haiti.
I titusindvis af demonstranter er gået
på gaderne for at vise deres afsky for
den nuværende regering med Michell
Martelly i spidsen. Han havde, i modstrid med hvad det store flertal mente,
besluttet at fastholde søndag den 24. januar for at gennemføre sin ’valgmaskerade’, som oppositionspartierne havde
døbt det såkaldte præsidentvalg.
Men en voldsom larm begyndte at rejse
sig fra byens fattigste områder og nåede
med en voldsomhed uden fortilfælde
frem til de fornemme residenser i Petion-Ville: Det er et folk, der besidder
sin fulde modstandskraft og står loyalt
over for sine rødder i uafhængighedskampen og opstanden mod slaveriet i
1804, som har rejst sig.
Det vil udløse en antiimperialistisk offensiv og skrive et ’SÅ ER DET NOK’
med store bogstaver i historiebøgerne.
Så er det nok! med at bruge Haitis territorium som et invasionslaboratorie for
USA og dets allierede.
Så er det nok! med invasionsstyrker fra
MINUSTAH, som i skærende modstrid
med snakken fra de ansvarlige om at
’hjælpe det haitianske folk ved at gennemføre en humanitær mission’ udelukkende har stået for aktiv undertrykkelse, besættelse, krænkelse af børn og
piger begået af soldater, der er trænet
til at dræbe, og overførsel af kolera i en
epidemi, der kostede titusinder livet.
Så er det nok! med latinamerikansk
medvirken og medskyld i invasionstyrkerne fra FN. Så er det nok! med forhånelser og internationalt hykleri udledt
af de skændige ’hjælpemissioner’ anført af den folkemorderiske Bill Clinton, hvis eneste formål er yderligere at
befæste det haitianske folks lænker af
afhængighed og dominans.
Derfor er Haiti i de seneste uger trådt
ind i en før-revolutionær situation, der
har resulteret i en omfattende opstand
fra folkemasserne i disse dage.
Stillet over for kriminelle stædighed
fra Martelly og hans håndlangere, som
fastholdt, at det såkaldte valg alligevel
skulle gennemføres, og (med nogle få
undtagelser) ’oppositionspartiets’ spark
over skinnebenene, besluttede tusinder
af unge at tage fremtiden i deres hænder og begyndte at marchere gennem
gaderne.
Først fredeligt med råb og slagord mod
valgmyndighederne og med krav om
præsidentens tilbagetræden, men så
med det logiske og nødvendige voldelige modsvar til det brutale politi og
MINUSTAH-soldaterne, der begyndte
at mobilisere til at undertrykke bevægelsen.
Et sådant voldeligt modsvar opstår altid under bestemte omstændigheder
og møder altid afvisende reaktioner
fra dele af småborgerskabet og fra oligarkiet (og tilmed hos nogle dumme
folk til venstre), som ikke kan forstå,
at folkets tålmod har sine meget klare
grænser.
I dagens Haiti er alt, hvad folket gør i
selvforsvar mod korrupte politikere og
uniformerede invasorer, mere end berettiget.
Side 25
Eksempler fra de seneste timer er overbevisende: Studenter, arbejdere og
kæmper fra alle generationer krydsede
Saline-boulevarden og stormede BelAir-distriktet ved Delmas-gaden, mens
de råbte ‘Martelly må gå af! Vi er regeringen!’
andre, mens den
folkelige vrede
brød
igennem
med fuld styrke
mod køretøjer og
nogle regeringslokaler.
På Saint-Pierre-pladsen angreb politi
og en del af de ’fredsbevarende’ MINUSTAH-soldater folkemængden med
gas, gummikugler og sprøjtede med
væsker, der irriterer øjne og hud, men
de unge veg ikke tilbage og begyndte at
bygge barrikader og opstille vejspærringer af bildæk.
Det var nøjagtig på det tidspunkt, at en nyhed spredte sig
i mængden som
en steppebrand:
“Regeringen har
af sikkerhedsgrunde besluttet ikke at
gennemføre valget den 24.”
Molotovcocktails, sten og lignende var
svaret på de uniformeredes vold, og i
løbet af nogle minutter blev det umuligt at ånde i den gasfyldte atmosfære,
hvad der udløste et vildt kaos. Biler
blev brændt af, regeringspartiets lokaler ødelagt, mens beskeden lød, at ”nu
fortsætter det, det er folkemagt”.
Da en massiv sværm af demonstranter
invaderede ’Martellys bastion’ i rigmandskvarteret Petion-Ville, lukkede
de handlende deres døre, og nogle fanatikere fra Martellys parti bankede en
ung mand, som hurtigt blev forsvaret af
En glædeseksplosion bredte sig tordnende ud over landet, og slagordene
med krav om, at Martelly går af, blev
flerdoblet. ’Hvis han ikke går af, går
ingen hjem,’ råbte en af de haitianske
kæmper fra taget på en lastbil. Og tusinder af arme blev løftet til et V-tegn
for sejr.
Dette er, hvordan det faktisk ser ud – på
trods af fortielser og mediefordrejninger – i en nation, som Latinamerika og
Caribien skylder så meget. Blandt andet de frigørelsens vinde fra 1804, som
oplyste vejen til de følgende kampe for
uafhængighed.
Hvad der nu er brug for, er, at der i alle
de lande, hvor dårlige regeringer var
med til at sende tropper til at invadere
Haiti, bliver gjort alt, hvad der er muligt, for at afslutte denne skændsel én
gang for alle. Og at de folkelige organisationer på hele kontinentet styrker deres konkrete solidaritet med dem, som
med alle midler kæmper i gaderne for
den endelige uafhængighed.
Summary Latinoamericano, 23. januar
2016
WikiLeaks udlover dusør for sandheden om TTIP
WikiLeaks har lækket forhandlingspapirerne for både TTP og TISA, men
detaljerne om TTIP mangler. Alle aftaler forhandles i dybeste hemmelighed, for viden om deres indhold avler
modstand, udtaler Julian Assange, der
på vegne af WikiLeaks har udlovet en
dusør på 100.000 euro for oplysningerne.
De store linjer er kendt, men detaljerne mangler om det ene ‘T’ i det store
amerikanske projekt for økonomisk
verdensherredømme, der udgøres af
de tre store T’er: TTP, TISA og TTIP.
Sikkerhedsforanstaltningerne er kolossale. F.eks. har parlamentarikere
kun tilladelse til at se papirerne i korte
perioder i de særlige læserum uden
muligheder for at tage kopier eller notater.
Wi k i L e a k s
har netop udgivet en ny video, hvor de
bl.a. lancerer
deres dusør og
kampagne for
at få adgang til
det konkrete og
detaljerede indhold af TTIP.
Her beskriver
de tre T’er som
et led i USA’s kamp for verdensdominans sideløbende med den militære
indkredsning af Rusland og Kina.
Samtidig kan det også være i USA’s
og EU’s imperialistiske økonomiske
interesse at åbne landene som markeder på nye principper. Kina er positiv overfor at tilslutte sig både TTP
og TISA, og EU Parlamentet har for
nylig stemt for, at Kina, som EU’s
næststørste handelspartner inddrages i
TISA-forhandlingerne.
De tre store handels- og investeringsaftaler blev lanceret under Obama i en
periode, hvor USA havde mistet kontrol i WTO til nye økonomier, og udviklingslandene krævede deres globale rettigheder. Deres træk var at stoppe
Doha-forhandlingerne og kaste deres
handelsaftaler på bordet som alternativ. Aftaler, hvor multinationale firmaer overtager retten til at sætte verdens
regler på stort set alle områder. Hvor
reguleringer af miljø, arbejdsforhold,
magten over sundhedsvæsenet, vandforsyning, uddannelse og lønforhold
overtages af storkapitalen.
Side 26
Folkelig undersøgelse af Danmarks krige: Tribunalforeningen stiftet
På generalforsamling den 30. januar
2016 blev ”Tribunalforeningen til undersøgelse af Danmarks krige i Irak
og Afghanistan” stiftet. Dermed bliver
en folkelig undersøgelse af Danmarks
krige muliggjort. Et bredt initiativ arbejder nu frem mod et tribunal, der kan
fortsætte hvor den officielle Irak- og
Afghanistankommission blev stoppet
og med foreningens dannelse er grundlaget skabt for et uafhængigt tribunal til
undersøgelse af dansk krigsdeltagelse i
Irak og Afghanistan.
Ønsket om en undersøgelse af Danmarks krige er markant og bredt ønsket fra mange sider. Senest har Caspar
Stefani, der var konstabel i Afghanistan og nu er formand for Konservativ
Ungdom i København, efterlyst et opgør med krigene i forbindelse med at
regeringen taler om at indsætte specialstyrker i Syrien. Ligesom FN’s Komité
Mod Tortur anbefaler, at et uafhængigt
organ skal undersøge de danske fangeudleveringer i Irak. Det er på høje tid at
få genoptaget undersøgelserne.
Johan Kirkmand blev valgt som formand. Han udtaler om Tribunalforeningen:
”Tribunalet er ikke en isoleret tanke
blandt krigsmodstandere, for det er et
demokrati-projekt at få baggrundene
for krigene oplyst. Der er et voldsomt
misforhold mellem politikernes snak
om at udbrede demokrati i fjerne lande,
mens de samtidig lukker af for det herhjemme. Det kan jeg slet ikke få til at
hænge sammen.”
Tribunalet er ikke tænkt som en krigsforbryderdomstol med dømmende funktioner, men sigter mod at få belyst og dokumenteret hele forløbet der førte til at
Danmark gik i krig i Irak og om krigens
love blev overholdt i de to krige. Tribunalet skal arbejde partipolitisk neutralt,
uvildigt, evidensbaseret og sagligt. Borgerinitiativet har ikke de samme muligheder for at få indsigt, som den nedlagte
officielle kommission havde - men når
Folketinget ikke har villet påtage sig opgaven må andre søge at løfte denne.
F. Jensen
borgmester – soc.dem – råber op
om det af regeringen indførte
omprioriteringsbidrag -medfører
store besparelser i Kbh.s kommune. Uden
tvivl rigtigt. Udover det er kommunernes
styring underlagt stramme tøjler fra
budgetlovene, som er en aftale, som i årevis
har lagt rammerne for økonomiske aftaler
mellem regering og kommuner. Disse
besparelser skyldes den tidligere soc.dem.ske
regerings tilslutning til EU’s finanspagt.
Da sagde Jensen intet – men i det korrupte parti
han tilhører antager man vælgerne glemmer
omstændigheder der række tilbage.
Men Nej - synderegistret fra dette parti er
alenlangt, - så fortidens synder strækker sig
ind i dagligdagens omstændigheder.
N.B.
Johan Kirkmand
”Retssagen mod statsministeren blev i
2010 afvist af Højesteret, og undersøgelseskommissionen stoppet. Et tribunal bestående af uafhængige personer
med relevant faglig tyngde og stor personlig integritet vil kunne rette op på
denne fatale mangel på gennemsigtighed og viden i det danske demokrati.”
- siger advokat Bjørn Elmquist, der
støtter tribunalet.
Tribunalet vil sætte følgende tre punkter til undersøgelse:
* om Danmarks deltagelse i krigen i
Irak var lovlig i national og international sammenhæng,
* om der blev begået ulovligheder i
henhold til internationale konventioner og ”rules of engagement” i forhold til krigsfanger (og civile) og, i
fald dette er tilfældet
* om nogen kan drages til ansvar for
ulovlighederne
I bestyrelsen for Tribunalforeningen
kom Dina Hashem, Johan Kirkmand,
Jørgen Witte samt fra den jyske initiativgruppe Carsten Andersen, Hasse
Schneidermann, Helge Ratzer og Tine
Spang Olsen. Lene Junker og Tue Magnussen blev suppleanter. Med Johan
Kirkmand som formand konstituerede
bestyrelsen sig desuden med Carsten
Andersen som næstformand. Tribunalet
forventes at begynde sit undersøgende
arbejde næste år.
Følg med på facebook
Tribunalforeningen (til undersøgelse
af Danmarks krige i Irak og Afghanistan)
Side 27
Nedskæringer er ordet!
Af Poul Andersen/ KPnetBlogs
Hold da helt kæft, hvor jeg er træt af
den retorik der bliver hældt ud over os.
Specielt fra folketinget strømmer det
ud med nye og mærkværdige ord og
begreber. Og også gammelkendte ord
har fået ny betydning.
Eksempelvis indeholdt ordet “reform”
for år tilbage noget de fleste mennesker
opfattede som noget positivt. Noget der
var for stramt, f.eks. lovgivningsmæssigt, blev blødt op og blev lempeligere
til alles bedste. I dag ved vi at reformer
betyder nedskæringer og forringelser
for flertallet.
Et af de nyere opfundne ord, “omprioriteringsbidrag”, en ordkonstruktion af
de mere kreative, har også en ganske
uskyldig klang. Vi kender jo alle til at
det indimellem kan være nødvendigt
at prioritere, men det betyder nu bare
at kommunerne skal spare på den borgernære velfærd for at prioritere penge
over til nogle der har nok i forvejen,
altså igen nedskæringer.
Et ord som “flygtningelandsby” minder jo også om noget harmløst og lidt
nostalgisk. Ja, man kan ligefrem for
sine indre øjne se flygtninge gå rundt
imellem bindingsværkshuse og hygge
VelfærdsallianceDK
indkalder til 2 demonstrationer
Onsdag d. 9. marts har VelfærdsallianceDK indkaldt til demonstration foran
KL i København. Formålet er at sende
et klart signal til KL inden topmødet
i Aalborg begynder dagen efter. VelfærdsallianceDK ser denne demonstration som en af forårets vigtigste.
i Aalborg, hvor Velfærdsalliance DK
også vil være til stede fra kl. 08.00 foran Aalborg Kultur og Kongres Center
på Europa Plads.
Den skal sende en klart signal til KL
om, at omprioriteringsbidraget må
stoppes og at fagbevægelsen, brugerorganisationer og alle andre aktører med
aktier i den kommunale velfærd siger
stop. De seneste års budgetnedskæringer har ramt de kommunale budgetter
hårdt, men de er vand i forhold til det
vi står overfor, hvis ikke vi får stoppet
omprioriteringsbidraget, som regeringen barsler med.
Til demonstrationen i Aalborg vil fagbevægelsen tage imod alle delegerede
når de ankommer. VelfærdsallianceDK
vil også være tilstede og her vil de underskrifter der er modtaget, blive overrakt til repræsentanter fra KL inden det
2 dage lange topmøde går i gang.
Du kan læse mere om demonstrationerne i København og Aalborg på
Demonstration i København
9. marts
Til demonstrationen foran KL vil der
være politiske taler fra en række fremtrædende personer både indenfor det
politiske system og fra fagbevægelsen.
VelfærdsallianceDK opfordre alle til at
møde frem fra kl. 17.00 foran KL og
sende en klart signal til KL topmødets
delegerede inden de mødes næste dag
Demonstration i Aalborg
10. marts
sig i solskinnet, men det betyder bare
at flygtninge skal stuves væk i interneringslejre, gerne langt ude på landet,
løsrevet fra det omkringliggende samfund, uden at have penge til bussen for
at komme bare en lille smule væk.
Utallige andre eksempler kunne nævnes
på ord der har mistet deres oprindelige
betydning, og også på nye ord opfundet
til en given lejlighed. Ordene kan dog
ikke i længden skjule den reaktionære
politik der ligger bag.
Så drop dem!
Deltag i debatten
på kpnet.dk/blogs
Oktober Bogbutik
København
Vesterfælledvej 1B
1750 København V
tlf: 91 86 28 82
Åbningstid:
alle hverdage 15-17.30
Oktober Bogbutik Fyn
Skibhusvej 100
5000 Odense C
66 14 89 83
Åbningstid:
Man-, ons- og fredag
12 - 17.00
Oktober - Århus
Ny Munkegade 88 kld.
8000 Århus C
Åbningstid:
fredag 14 - 17.00
Elevløn til flygtninge
Inden for rammerne af den danske model foreslår FOA, at der oprettes en ny
kategori af elever – integrationselever.
De særlige integrationselev-pladser
kan søges af personer, der er omfattet
af integrationsloven og dermed har opholdstilladelse i Danmark.
En integrationselev-plads er en ekstra
elevplads på en dansk arbejdsplads
til de flygtninge, familiesammenførte
m.v., der har brug for at lære at tale
dansk, samarbejde og at begå sig på en
dansk arbejdsplads, mens de er i arbejde og forsørger sig selv.
Integrationseleven får en overenskomstaftalt elevløn for sin arbejdskraft,
og stillingen kombinerer uddannelse
og arbejde. En integrationselev-plads
kan maksimalt have en varighed af to
år, men længden kan eventuelt variere
efter flygtningens konkrete behov.
– Vi kan lide det eller ej. Men i de
kommende år vil der være mange tusinde flygtninge, familiesammenførte
og indvandrere, som vi ikke kan sende
Kommunistisk Politik
Indhold nr. 2 - 2016
hjem til fortsat
forfølgelse og
krig, forklarer
Dennis Kristensen.
Dorte Grenaa,
formand
for
Arbejderpartiet
Kommunisterne, kalder det ‘et
meget konstruktivt forslag’:
– Det giver flygtninge en reel mulighed for at komme ind på det danske
arbejdsmarked, uden at de tvinges til
at fungere som løntrykkere, og uden at
anfægte mindstelønnen. Det bør kæmpes igennem hele vejen, siger hun.
For integrationseleven skal elevtiden
handle om at træne sine evner i at være
på det danske arbejdsmarked og lære at
være medarbejder på en dansk arbejdsplads ved at være i arbejde.
Det sker med henblik på, at integrationseleven efter elevtiden enten kan
påbegynde ufaglært arbejde, starte i en
ordinær elevplads eller være aktivt arbejdssøgende med relevante kvalifikationer. På lige vilkår med andre.
Forslaget tager udgangspunkt i, at et
højt antal flygtningene har et uddannelsesniveau varierende fra grunduddannelses-niveau til ingen uddannelse.
Mange har begrænset erhvervserfaring
fra hjemlandet, og alle mangler dansk
arbejdserfaring. Mange er med andre
ord ikke klar til de krav, arbejdsgiverne
stiller for at ansætte dem.
Verden ifølge Latuff
TEMA:
FOLKEAFSTEMNINGER
OG REDNINGSPLANKER
Spark EU- og krigspolitikerne ud s. 2
EU-modstand stærk i UK s. 4
DiEM25 og PlanB s. 6
Kirurgisk kontanthjælp s. 10
Treparter Lavtløn s. 12
Værdigt liv til alle s. 14
Dødens købmænd s. 16
TISA: EU bestemmer s. 19
Finland under angreb s. 20
Delingsøkonomi s.22
Hvad sker i Haiti s. 24
Glem ikke den fængslede menneskerettighedsaktiivst
og danske statsborger Abdulhadi Al-Khawaja i Bahrain