Nyhedsbrev - Velkommen til foreningen Ægteskab Uden Grænser

Ægteskab Uden Grænser
Juni 2016
Nyhedsbrev
Kære læser,
ÆUGs hidtil største arrangement ”Forvandlende Fortællinger” løber af stablen mandag d. 13 juni.
Og vi har brug for din hjælp til at få budskabt spredt.
Danmark har siden sidste nyhedsbrev i marts tabt hele to sager om familiesammenføring ved
internationale domstole.
Som følge af den ene dom kan 1.052 afviste børn nu i princippet få deres sager genoptaget. Men til
gengæld skal alle børn over 8 år fremover ”integrationsvurderes”, før de kan få lov at flytte til
Danmark med deres far eller mor. Dog kun hvis deres anden forældre bor i hjemlandet.
Konsekvenserne af den anden dom, som handler om tilknytningskravet, kender vi ikke endnu. Men
det er ret sikkert, at reglerne for ægtefællesammenføring bliver ændret efter sommerferien. Og
sikkert ikke til det bedre.
Der er også dårligt nyt for indehavere af greencard, idet greencardordningen afvikles. 10. juni 2016
er sidste chance for at søge om greencard til Danmark. Alt dette kan I læse om i Nyhedsbrevet.
Bagerst kan I se en kalender for de kommende arrangementer i ÆUG.
God læselyst!
Med venlig hilsen ÆUG
1
Ægteskab Uden Grænser
Juni 2016
Kom til Forvandlende Fortællinger på Bremen Teater mandag d. 13. juni kl. 20-22
Holdet af fortællere er nu i fuld gang med at forberede sig til at stå på scenen d. 13. juni på Bremen
Teater kl. 20. Det bliver en stor dag for os og vi har stadig brug for at få flere med, læs med her:
Holdet af fortællere glæder sig til at se både dig og dine venner på Bremen Teater mandag d.
13. juni kl. 20-22
Har du også gang på gang prøvet at skulle forklare over for dine venner og bekendte, ja selv din
familie, hvad det er for nogle regler, du snakker om, der gør det svært at bo i Danmark? Du er jo
dansker!
Er det ikke også lidt forhastet at blive gift, når du kun er 22, og I lige har mødt hinanden? Men så
skal I vel i det mindste bo her? Det er jo meget nemmere, og vi har et velfærdssystem. Det kan I
ikke, siger du? Men du er jo dansker? Nå, men hvis han/hun så kommer hertil, skal DU så være
forsørger? Hvordan kan du det, når du måske er på SU? Hvorfor kan din mand/kone ikke bare få et
arbejde?
Hvis I skynder jer at få lært ham/hende noget dansk og engelsk, så ville det hele nok være meget
nemmere. Hvis nu du tog dig lidt sammen og fik et arbejde og sparede sammen, ville du så ikke
sagtens kunne leve op til de regler om tre år fx? Sværere er det vel ikke. Ville det hele ikke også
være meget nemmere, hvis du bare fik en dansk kæreste?
Hvis du også har stået over for nogle af disse spørgsmål og tilsagn, og efterhånden er en lille smule
træt af at skulle svare på dem og nogle gange får følelsen af at skulle forsvare dig selv og dine valg,
så har du nu en mulighed for at få andre til at gøre det for dig. Så slæb alle dine Spørge Jørgen’er
2
Ægteskab Uden Grænser
Juni 2016
med ind på Bremen Teater, hvor de gennem otte personlige fortællinger vil få et unikt indblik i “det
der familiesammenføring”, som vi oplever det indefra.
Det er vigtigt, at vi oplyser hele Danmark om sagens alvor, men det er lige så vigtigt, at vi kan
møde forståelse i vores hverdag uden at behøve at citere Ny i Danmark flere gange. Vi vil derfor
opfordre dig til at invitere så mange, du kan, til denne store begivenhed.
Det gør du ved at gå ind på eventet “Grænser for Kærlighed” på Facebook:
www.facebook.com/events/1786542578241983/ og klikke på “Invitér” og “Vælg venner” og her
invitere alle dine venner. På denne måde når vi ud til mange flere personer end ved kun at dele det.
Du må dog også gerne dele det, så meget du vil, måske på andre sider eller i grupper, hvor det
kunne have interesse.
Hvis du ikke har Facebook, kan du finde billetterne her: https://billetto.dk/graenserforkaerlighed.
Del også gerne dette link. Vi håber at se dig d. 13. juni på Bremen Teater til en omgang
Forvandlende Fortællinger! Vi har ligeledes inviteret diverse politikere og pressen.
1.052 børn kan få deres sager om familiesammenføring genoptaget
EU-Domstolen afsagde den 12. april 2016 dom i sagen C-561/14, Genc. Sagen handlede om den
danske 2-års regel ved familiesammenføring af børn samt associeringsaftalen mellem EU og
Tyrkiet. 2-års reglen sagde, at hvis et barn søgte familiesammenføring mere end 2 år efter, at dets
far eller mor var kommet til Danmark, så skulle barnet have ”mulighed for en vellykket
integration”.
Det er tilsyneladende sådan, det foregår, når juristerne i Integrationsministeriet skal vurdere,
om reglerne for familiesammenføring er i overensstemmelse med internationale aftaler og
konvention.
EU-domstolen fandt, at 2-års reglen udgjorde en ny (siden 1980) hindring for tyrkiske
arbejdstageres etablering i Danmark, og at denne hindring ikke var begrundet. Og dermed var 2-års
reglen i strid med associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. EU-domstolen foretog dermed en
proportionalitetsvurdering af 2-års reglen, som svarer til den proportionalitetsvurdering, der skal
3
Ægteskab Uden Grænser
Juni 2016
foretages efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til familieliv.
På den baggrund har Integrationsministeriet vurderet, at 2-års reglen også er i strid med
menneskerettighederne, selvom der ikke er faldet nogen dom om dette. Og derfor kan de cirka
1.052 børn, der siden 2004 har fået afslag pga. 2-års reglen, nu søge om at få deres sager
genoptaget.
I praksis er det dog langt mindre end 1.052 familier, der kan få glæde af dommen. Nogle af børnene
har siden fået godkendt en ny ansøgning om familiesammenføring i Danmark, andre er fyldt 18 år
og kan derfor ikke længere familiesammenføres, og i nogle tilfælde bor barnets far eller mor ikke
længere i Danmark.
I Ægteskab Uden Grænser glæder vi os på vegne af de familier, der får en ny chance. Samtidig kan
vi dog ikke undlade at bemærke, at forløbet viser, at det ikke altid er nok at HAVE ret, hvis det tager
op til 12 år at FÅ ret. Og det er vist rimeligt at antage, at embedsmænd og politikere helt bevidst
spekulerer i, at det ofte tager meget lang tid, før en konventionsstridig lovgivning bliver underkendt
af internationale domstole.
Fremover skal alle børn over 8 år ”integrationsvurderes”
Intet er så godt, at det ikke også er skidt for noget. Og det må man i høj grad sige gør sig gældende i
forhold til EU-domstolens dom i Genc-sagen. Regeringen valgte nemlig at bringe dansk lovgivning
i overensstemmelse med menneskerettighederne ved at stramme reglerne fremadrettet. Det virker
umiddelbart absurd, at dette kan lade sig gøre. Men forklaringen er, at EU-domstolen hæftede sig
mere ved, at børn blev udsat for en usaglig forskelsbehandling pga. 2-års reglen, end de hæftede sig
ved selve kravet om ”mulighed for vellykket integration”.
Det blev dansk-internationale familier med særbørn, der trak en nitte som følge af EUdomstolens dom i Genc-sagen og de danske politikeres reaktion på den.
Regeringens løsning var derfor slet og ret at ophæve 2-års reglen, således at alle børn over 6 år
fremover skal ”integrationsvurderes”, før de kan flytte til Danmark for at bo sammen med deres far
eller mor. Eller… alle og alle. For det gælder sådan set kun for familiesammenførtes børn.
4
Ægteskab Uden Grænser
Juni 2016
Arbejdstageres og studerendes børn har deres eget regelsæt om ”medfølgende familie”, og EUborgere har ret til fri bevægelighed. Og endelig får flygtninge som regel dispensation, fordi de ikke
kan bo i deres hjemland. Så i praksis er det alene dansk-internationale familier med særbørn, der
trak en nitte i forbindelse med EU-domstolens dom og de danske politikeres reaktion på den.
Lovforslaget blev fremsat og sendt i høring tirsdag d. 31. maj 2016 og vedtaget endeligt fredag d. 3.
juni 2016. Det store hastværk skyldes angiveligt, at det ville være meget farligt, hvis
familiesammenførtes børn uhindret kunne vælte ind i Danmark sommeren igennem. Lovforslaget
blev vedtaget med stemmer fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og
Socialdemokraterne.
Som et lille lyspunkt stemte et flertal for et ændringsforslag, så det som hidtil (siden 2012) kun er
børn over 8 år, der skal ”integrationsvurderes”, og ikke børn over 6 år. Og som hidtil skal der trods
alt kun foretages ”integrationsvurdering”, hvis barnets anden forældre bor i hjemlandet, så barnet i
teorien kunne bo hos ham eller hende.
Den lille fyr her skal heldigvis ikke integrationsvurderes. Men er barnet over 8 år, er det
bedste råd indtil videre, at barnet så vidt muligt bør søge om opholdstilladelse samtidig med
sin far eller mor.
Alligevel finder Ægteskab Uden Grænser loven dybt problematisk, og vi vil nu gå i gang med at
danne os et overblik over dens konsekvenser. Det eneste råd, vi umiddelbart kan give på nuværende
tidspunkt, er, at barnet bør søge opholdstilladelse samtidig med sin far eller mor, hvis det er muligt.
I 2004 blev muligheden for familiesammenføring af børn mellem 15 og 17 år som udgangspunkt
afskaffet. Men der er alligevel en mulighed for, at det kan lade sig gøre, hvis barnet søger samtidig
med den forælder, det er vokset op hos. Vi gætter på, at dette skyldes, at det ville være i strid med
barnets tarv at meddele afslag i sådanne sager. Og det forhold kan formentlig overføres på børn
mellem 8 og 14 år.
Vi skal dog understrege, at dette er vores første og umiddelbare vurdering. ÆUGs rådgivning har
aldrig haft sager om 2-års reglen, og vores råd har hidtil været at sørge for at undgå at ramle ind i
den ved at søge i tide. Derfor har vi kun et meget begrænset kendskab til, hvordan disse
”integrationsvurderinger” foregår i praksis.
5
Ægteskab Uden Grænser
Juni 2016
Desværre blev vi ikke meget klogere af at læse lovforslaget, idet beskrivelsen heri er yderst
svævende og ukonkret. Inger Støjberg afviste desuden at svare på flere af udvalgets spørgsmål med
henvisning til det tidspres, hun selv havde dikteret. På trods af den korte høringsfrist på kun 2 dage
afgav Ægteskab Uden Grænser høringsvar til lovforslaget. I kan læse høringssvaret på hjemmesiden
under ”nyt fra ÆUG”.
28-års reglen i tilknytningskravet er også i strid med menneskerettighederne
Som om det ikke var nok at tabe en sag om familiesammenføring ved en international domstol, så
tabte Danmark endnu en sag 1½ måned senere. 24. maj 2016 var det Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols (EMD) tur til at vende tommelfingeren nedad i forhold til den danske
stat og dens lovgivning. Det skete i sagen Biao vs. Danmark, hvor EMD vurderede, at 28-års reglen
i tilknytningskravet, der siden er ændret til en 26-års regel, er konventionsstridig.
Flertallet i det danske folketing har populært sagt fået dom for, at deres lovgivning om
familiesammenføring er racistisk. Desværre forholder Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol sig ikke til spørgsmålet om retten til familieliv.
Sagen minder på mange måder om sagen ved EU-domstolen. Også denne sag var undervejs i mere
end 10 år, da den startede helt tilbage i 2003 ved de danske domstole. Og sagens vinder Biao kan
næppe bruge sin sejr til ret meget, da han i mellemtiden er blevet skilt efter i øvrigt at have boet i
Sverige med sin kone. Men han fik dog en økonomisk erstatning på 45.000 kroner.
EMD hæftede sig ved, at 28-års reglen medførte en forskelsbehandling mellem indfødte og
naturaliserede danske statsborgere, som ikke var sagligt begrundet, og ikke ved om selve
tilknytningskravet udgjorde en urimelig hindring for familieliv. Det minder også meget om dommen
fra EU-domstolen. Populært sagt kan man sige, at det er en ”racismedom”, et flertal i det danske
6
Ægteskab Uden Grænser
Juni 2016
folketing har fået mod sig, snarere end en dom om familiesammenføring. Og så er spørgsmålet jo,
hvad de vil gøre ved det?
Med forløbet efter Genc-dommen in mente kan man frygte, at flertallet vil reagere ved simpelthen
at afskaffe 26-års reglen. Det vil imødekomme EMD´s kritik, idet alle danske statsborgere så
behandles lige dårligt. Og så er alt åbenbart vel ifølge internationale domstole.
Lovgivningen vil i så fald blive ført tilbage til perioden 2002-2004. Imod dette scenarie taler dog, at
den daværende VK-regering måtte bakke på tilknytningskravet i 2004, fordi de fik 200.000 meget
sure udlandsdanskere på nakken. De havde jo nemlig med deres tilknytningskrav de facto
landsforvist alle udenlandsk gifte danske ambassadører, ansatte i hæderkronede firmaer som Maersk
og ØK, og så videre. Altså deres egne kernevælgere.
Det mest sandsynlige er derfor nok, at tilknytningskravet bliver afskaffet for alle danske
statsborgere, hvorved tilknytningskravet føres tilbage til den udgave, SR-regeringen indførte i år
2000. I stedet vil der så efter alt at dømme blive kompenseret ved andre stramninger i reglerne for
ægtefællesammenføring. Vi venter med spændt tilbageholdt åndedræt på at se, hvad der kommer til
at ske med reglerne for ægtefællesammenføring efter sommerferien.
Sidste chance for at søge om greencard
Torsdag d. 2. juni 2016 vedtog Folketinget en lov, der afvikler greencardordningen.
Greencardordningen er en ordning, hvor en udlænding kan få opholdstilladelse med henblik på at
arbejde i Danmark men uden at have et konkret jobtilbud på forhånd. I stedet bliver der givet
”point” for uddannelse, sprog, erhvervserfaring og alder. Den nye lov betyder, at 10. juni 2016 er
sidste chance for at søge om greencard.
Fredag d. 10. juni 2016 er sidste chance for at søge om greencard til Danmark. Fra og med
2018 kan man heller ikke få forlænget eksisterende greencard men må i stedet søge anden
form for opholdstilladelse.
Efter 2018 kan en greencardindehaver ikke mere få forlænget sin opholdstilladelse. Hvis personen
fortsat ønsker at bo i Danmark, og stadig ikke har fået permanent opholdstilladelse, når den
7
Ægteskab Uden Grænser
Juni 2016
midlertidige udløber, må hun søge om en anden slags opholdstilladelse efter de til den tid gældende
regler.
Som en mindre deltalje medfører lovforslaget også, at beløbsgrænsen i beløbsordningen hæves fra
375.000 kroner til 400.000 kroner, som fremover vil blive pristalsreguleret årligt. Dette skal ses i
lyset af, at de 375.000 kroner ikke er blevet pristalsreguleret, siden ordningen blev indført i 2008.
Forløbet bag den ny lov er ret usædvanligt, idet der var tale om et privat lovforslag stillet af et antal
folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti. Det er ellers normalt regeringen, der fremsætter
lovforslag. Lovforslaget blev støttet af Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne. Og dermed var der
et flertal for lovforslaget uden om den siddende regering. I den situation kan en regering vælge at
tage det vedtagne lovforslag til efterretning, eller gå af og udskrive valg. Og regeringen valgte altså
at tage lovforslaget til efterretning.
Da lovændringen vedrører erhvervsområdet, afgav Ægteskab Uden Grænser ikke noget høringssvar.
Uanset at nogle dansk-internationale familier har haft glæde af greencardordningen som et
alternativ til familiesammenføring, så var det ikke dens formål. Og retten til familieliv skal først og
fremmest sikres gennem adgang til familiesammenføring. ÆUG konstaterer derfor blot, at
greencardordningen afvikles, og har ikke nogen holdning til, om det er godt eller skidt.
Kommende arrangementer i ÆUG
Forvandlende Fortællinger i København mandag d. 13. juni 2016 kl. 20-22
Arrangementet finder sted:
Bremen Teater
Nyrupsgade 39-41
1602 København V
Rådgivningsdag i Vejle lørdag d. 20. august 2016 kl. 13-17
Arrangementet finder sted:
Bygningen
Ved Anlægget 14B
7100 Vejle
Lokale: lille sal
Rådgivningsdag i Vanløse lørdag d. 12. november 2016 kl. 13-17
Arrangementet finder sted:
Kulturstationen Vanløse
Frode Jacobsens Plads 4, 1. sal
2720 Vanløse
Lokale: Herupsalen
Ret til ændringer forbeholdes
8