POLITISK PRAKTIKANT TIL CENTER FOR KOMMUNIKATION OG POLITIK Vi leder efter en politisk praktikant til foråret 2017, der kan understøtte vores erfarne konsulenter og politikere på Christiansborg i arbejdet for politiske løsninger på det danske samfunds udfordringer. Om stillingen Som politisk praktikant i CKP vil du tilegne dig bred erfaring og indsigt i den politiske beslutningsproces på flere niveauer. Dine arbejdsopgaver kan bl.a. bestå i udarbejdelse af baggrundsnotater, bistand ifm. det parlamentariske arbejde, research- og analyse, politikudvikling, besvarelse af borgerhenvendelser og mindre opgaver af pressemæssig karakter. Du får adgang til et bredt netværk på tværs af partier, interesseorganisationer mm. Stillingen er en enestående mulighed for personlig og professionel udvikling i et dynamisk politisk miljø med en stejl læringskurve. Du har desuden mulighed for at få betydelig indflydelse på dine egne arbejdsopgaver og ansvarsområder. Om dig Vi leder efter studerende med analytisk styrke, høj faglighed og interesse for politik. Du er sandsynligvis på sidste år af din bachelor eller i gang med din kandidatuddannelse inden for statskundskab, forvaltning, økonomi, kommunikation eller lignende. Derudover formidler du skarpt skriftligt såvel som mundtligt, og du kan levere et produkt af høj kvalitet selv med korte deadlines. Du er ikke bleg for at tage initiativ, og du trives med ansvar, en uformel omgangstone og højt til loftet. Om CKP CKP er Venstres centrale politiske sekretariat, der arbejder med at integrere Venstres politik og kommunikation. Du vil blive en del af en enhed, der i høj grad arbejder på tværs af fagligheder. CKP’s opgaver er ofte komplekse, og vores succes afhænger af at bringe kompetencer sammen og udnytte forskellige faglige vinkler på opgaverne. Vi rådgiver Venstres politikere og ansatte og hjælper dem med at udvikle politiske løsninger på det danske samfunds udfordringer. Næste skridt Er du interesseret i at tage dette næste skridt i din karriere, skal du sende ansøgning, CV og anden relevant information til [email protected]. Det er en forudsætning, at du kan få merit for praktikforløbet. Spørgsmål kan stilles til politisk konsulent Andreas Bach Mortensen, 6162 4784 eller [email protected]. Samtaler afholdes løbende. Ansøgningsfrist: 3. oktober 2016.
© Copyright 2024