1. No category

FORANKRING
SANKT JAKOBS magasin
Oktober • november 2016
INDHOLD
4
8
Vi lever på mange måder i en hektisk og individorienteret tid.
Og måske derfor er der i tiden også en stræben efter at genopdage dybderne i familiefællesskabet og
et håb om et enklere og mere simpelt liv. Vi behøver måske ikke ligefrem at flytte ud i en skov eller
producere vores eget tøj og mad som man ellers kan se familier gøre det når man tænder for fjernsynet. Men et spørgsmål i tiden kunne lyde: Hvordan får vi hverdagens hamsterhjul til at køre bare lidt
langsommere og ikke hele tiden accelerere op i fart?
FORANKRING # 1
Erik Skyum-Nielsen
12
16
Forankring fryder!
IBSKALLEN
Betina Helles
FORANKRING # 2
Niels Henrik Gregersen
I dette magasin prøver vi ikke at komme med entydige svar på dette spørgsmål, men ønsker derimod
at tale ind i den diskussion som spørgsmålet må afføde – både for samfundet, men også for hver
enkelt af os.
Gennem de senere år har påfaldende mange danske forfattere udgivet slægts- eller familieromaner
samtidig med at interessen for privat slægtsforskning er taget kraftigt til. Vi har derfor bedt litteraturkritikker og lektor i dansk Erik Skyum-Nielsen om at give sin beskrivelse af hvordan mange forfattere
i dag søger tilbage til deres egne rødder i deres romaner. Men trangen efter at være forankret i noget
andet og mere end bare egne præstationer vedrører os alle sammen, og professor i teologi Niels
Henrik Gregersen beskriver i sin artikel derfor hvordan vi alle prøver at balancere både vores indre og
vores ydre liv mellem forankring og flow.
PRÆSTERNE
- om forankring
18
Den tyske sociolog Hartmut Rosa han gennem flere bøger prøvet at rejse en samfundskritik af det
forhastede samfund. Det han kalder accelerationssamfundet, og som han mener vi alle sammen er
kommet til at leve i. For selv om det kan være fascinerende at leve sit liv i overhalingsbanen, så er
spørgsmålet om der ikke også er nogle omkostninger ved at tilpasse sig accelerationssamfundets
præmisser.
KOM IND
UDGIVET AF SANKT JAKOBS KIRKES MENIGHEDSRÅD
REDAKTION: Lars Ottosen
LAYOUT: Kira Saabye From
FORSIDEILLUSTRATION: Betina Helles
SANKT JAKOBS KIRKE
ØSTERBROGADE 59
2100 KØBENHAVN Ø
Vi gav kunstneren og designeren Betina Helles den opgave at lave et billede der fortolker Sankt Jakobs
kirkes logo – nemlig ibskallen. Resultatet kan ses på forsiden, og du kan læse et interview med hende
inde i magasinet.
Til efteråret vil du kunne komme og møde Erik Skyum-Nielsen og Niels
Henrik Gregersen til hver deres separate foredrag lige som vi også har
været så heldig at få Merete Pryds Helle til at komme og fortælle
om arbejdet med hendes seneste roman Folkets skønhed. En roman som Erik Skyum-Nielsen i sin artikel kalder det nyeste skud
på slægtsromanens stamme.
Rigtig god læselyst!
Lars Ottosen
Sognepræst i Sankt Jakobs kirke
BETINA HELLES
Man bliver
nødt til
AT TRO
på det
man laver
af Lars Ottosen, sognepræst i Sankt Jakobs kirke
FORDYBELSE OG INTUITION ER KODEORD I BETINA HELLES’
ARBEJDE MED KUNST OG GRAFISK DESIGN. - “DER SKAL
VÆRE PLADS TIL AT ARBEJDE UD I DET BLÅ OG HAVE ROEN
MED SIG HVIS MAN SKAL OPNÅ NOGET INTERESSANT”.
Foto: privatfoto
Hvis man godt kunne tænke sig at blive klogere på, hvordan kunsten kan skabe fællesskaber i
en moderne og globaliseret verden, så er Betina Helles en spændende person at snakke med.
Betina Helles var med til at stifte det kunstneriske arbejdsfælleskab Bob Noon på Vesterbro for
nogle år tilbage. Bob Noon blev skabt af fem illustratorer, og målet var lige fra starten at skabe
et fællesskab, hvor fantasien, ambitionerne og kærlighed til det kreative kunne slippes løs.
SANKT JAKOBS KIRKE/2016
5
- ”Vi har nydt godt af at sidde sammen og
hjælpe hinanden på vej. Vi ramte et godt
tidspunkt og fik simpelthen så meget givet
ved at folk kom ned og snakkede med os og
var interesseret i at se vores værksted. Når
man bor på Vesterbro, har det været sjovt
at blive en del af lokalmiljøet og opleve den
lille landsby, som Vesterbro også er. Det
har været enormt dejligt af få denne her
kundekontakt, som man ellers ikke får når
man sidder på en tegnestue”.
Betina Helles har tidligere arbejdet kommercielt på en tegnestue efter uddannelsen
fra Danmarks Designskole. Det ligger derfor
lige for at spørge, hvordan overgangen fra
at løse andre folks opgaver til at arbejde
mere frit med egne
projekter, som kunstner, har været.
”At arbejde intuitivt
med tingene er også at
tro på det man laver. ”
Betina Helles
har lavet forsiden til
dette års magasin.
Betina arbejder både
kunstnerisk med egne
værker og løser samtidig
opgaver på freelancebasis. Uddannet fra
Danmarks Designskole i
2002 institut for Visuel
Kommunikation og medvirkende i etableringen
af Bob Noon på Vesterbro i 2010. Se mere på
www.betinahelles.dk
- “Jeg er en, der elsker at sidde hjemme
og arbejde og høre
plader eller podcasts og rejse i mit eget
indre univers. Det er det, der er min åre og
drivkraft. På den anden side synes jeg også,
at det er spændende som freelancer at få
et problem serveret, der skal løses. Der må
gerne være en vekselvirkning, det synes jeg
er sjovt, og det giver mig muligheden for at
prøve nye ting af”.
Der er noget drømmende og legende enkelt
over de ting, Betina Helles laver, men man
fornemmer også en alvor i billederne, der
med humor prøver at indfange det, som
øjet ikke lige umiddelbart ser.
Det virker som om, at du arbejder på mange måder sådan rent håndværksmæssigt?
- ”Jeg blander alt muligt! Nu er der jo ryddet pænt op, men når jeg sidder her alene,
så har jeg gang i flere billeder på en gang.
Sådan har jeg det allerbedst, og så samler
trådene sig forhåbentligt til sidst”.
Hvad med f. eks. den opgave vi har stillet
dig med at lave en forside til vores magasin,
hvor der skal indgå Sankt Jakobs kirkes mus-
lingeskal, er det også sådan du har grebet
det an?
- ”Ja, jeg begynder at arbejde i forskellige
retninger, og så lige pludselig danner der sig
et billede af, hvad jeg skal lave, men jeg ved
faktisk ikke præcist, hvad jeg vil lave endnu.
At arbejde intuitivt med tingene er også at
tro på det man laver. Hvis man alt for tidligt
lægger sig fast på, at sådan skal det være,
ja, så bliver det for krampagtigt. Der opstår
som regel nogle spændende ting undervejs,
hvis man lader processen være lidt mere løs
og åben. Det kan være noget, man får givet
i materialet, det kan også være man har en
idé, som man prøver af med forskellige materialer. Det overrasker mig hele tiden. Det
er en rejse, der aldrig bliver kedelig”.
Egentlig ville Betina Helles gerne have været arkitekt, og som barn sad hun hjemme
i Århus og lavede modeller af sine forældres hus med forslag til ombygninger, men
efter gymnasiet tog hun ud at rejse. Først
til Schweiz og derefter på en rejse i ombygget MAN militær lastbil fra 1960, som
kørte gennem Europa, Mellemøsten, Asien,
Australien og New Zealand. På turen blev
hun meget betaget af moskeerne i Iran. Ikke
så meget det arkitektoniske ved bygningerne, men mere de grafiske mønstre, der var
at finde både uden på og inde i moskeerne.
En interesse, der fulgte hende videre på Designskolen, hvor hun, sammen med en veninde, lavede et selvstudie i islamisk kunst og
blandt andet tog seks uger til Marokko og
besøgte kunsthåndværkere og skoler.
Betina Helles er i det hele taget inspireret
af mange forskellige kulturer ud over vores
egen. Men hun kender også den kristne
traditions symboler.
- ”Da jeg sagde ja til denne her opgave, kom
jeg til at tænke på at muslingeskallen også
symboliserer dåb. Hvilket i anden omgang
fik mig til at tænke på en drukneulykke, jeg
havde i Australien på min rejse. Jeg mistede
orienteringen under vandet i havet, hvor
jeg kun så lys. Jeg oplevede mig selv som en
kugle af lys, og det kan man jo godt se som
en form for genfødsel, når man kommer
tilbage til virkeligheden. Det var en
stærk oplevelse i en alder af 20 år.
Det var ikke et blackout, hvor man
besvimer, det var lys. Jeg var lys”.
Ændrede det noget i dig. Jeg mener,
det må jo virkelig have været en voldsom oplevelse?
- ”Det gjorde mig meget bevidst
om at være tilstede i nuet, og den
råstyrke man kan finde i sig selv. Så
det var både en oplevelse af livets
skrøbelighed, og hvor hurtigt tingene
kan ændre sig, og så hvor meget man
kan gøre, hvis man finder de dybe
kræfter frem i sig selv. Og jeg tror det
har gjort, at jeg prøver at være mere
tro mod de veje jeg selv går”.
Og det gælder ikke kun om at være
tro mod retningen på de kunstneriske
veje som Betina Helles vandrer ad.
Også tempoet har betydning.
- ”Det hele går så hurtigt i dag. Folk
halser af sted. Men der er heldigvis
en modbølge nu, folk begynder at
strikke og sylte, og nogle prøver at
leve mere simpelt. Jeg tænker ofte
på, da jeg var ude at rejse med den
lastbil dér, hvor vi levede klods op og
ned af hinanden fire mennesker, og vi
manglede jo ikke noget overhovedet.
Når tingene går så hurtigt fremad, så
begynder folk at søge tilbage. Det kan
man helt klart mærke”.
Det er jo ikke fordi at vi behøver at gå
tilbage til de gode gamle dage, der
sikkert slet ikke var så gode endda?
- ”Nej slet ikke, men kontinuiteten
betyder meget i livet, tror jeg. Jeg har
stadig veninder fra børnehaven, og vi
har jo fulgt hinanden i alt det, der er
kommet på vejen. Det giver et vigtigt
holdepunkt i mit liv, som jeg synes er
værdifuldt”.
Ny vægkalender af Betina Helles
Foto: Kasper Harup-Hansen
SANKT JAKOBS KIRKE/2016
”NÅR TINGENE GÅR SÅ
HURTIGT FREMAD, SÅ
BEGYNDER FOLK AT
SØGE TILBAGE.
DET KAN MAN HELT
KLART MÆRKE”
FORANKRING # 1
Rødder
&
Gule roser
af Erik Skyum-Nielsen, lektor i dansk litteratur og litteraturkritiker
Træer har rødder, mennesker har fødder, skal Salman Rushdie
have sagt. Alligevel søger mange forfattere i dag deres rødder,
forstået på den måde, at de opsporer deres egen oprindelse og
kortlægger deres families historie. Gerne i omfangsrige romaner,
der lægger op til at tænke i temaer som: Arv og skæbne.
Kontinuitet eller brud?
SANKT JAKOBS KIRKE/2016
9
Som nyere litterær tendens begyndte det med
Suzanne Brøggers Jadekatten (1997), og siden har
adskillige fulgt trop, såsom Morten Ramsland med
Hundehoved (2005), Carsten Jensen med Vi, de
druknede (2006) og den alt for tidligt afdøde Hans
Henrik Møller med den sørgeligt oversete Bornholmerroman Burgundia (2010). Nyeste eksempel er
Merete Pryds Helles Folkets skønhed (2016), hvis
handling hun i det store hele har henlagt til Sydlangeland, og som vi skal vende tilbage til.
Foto: Albert Gjedde
Internationalt dukkede slægtsromanen op i anden
halvdel af 1800-tallet hos blandt andre Émile Zola,
og i første halvdel af 1900-tallet gik den litterære
Nobelpris karakteristisk nok tre gange til en slægtsskildrende romanforfatter. Det
var engelske John Galsworthy, der
skrev Forsyte Sagaen, 1906-21/
dansk 1922-30, tyske Thomas
Mann med Buddenbrooks, 1901/
dansk 2002 og franske Roger Martin du Gard, der gav os Familien
Thibault, 1922-40, dansk 1926-40
og 1943-45.
Erik Skyum-Nielsen
(f. 1952) er lektor i dansk
litteratur ved Københavns Universitet og
litteraturkritiker ved dagbladet Information.
Den typiske slægtsroman hviler
på den viden, at vores liv rækker
ud over os selv. Mennesker er
forbundne. Det erfarer vi, når vi
mister en af de ældre og dermed
selv rykker endnu et trin op i rækken. Men vi forstår det også, når
vi i vores eget og vores families
liv ser mønstre gentage sig, på
både godt og ondt, mønstre, der
i mange tilfælde lader sig spore
tilbage gennem generationer.
Slægt skal følge slægters gang,
synger vi i ”Dejlig er jorden” og
ved, at det passer. Med samtidig
ved vi, at vi i dag lever i en individualistisk forandringskultur, hvor familie er noget,
mange mennesker ”nedprioriterer” eller helt ”vælger fra”; hvor generationerne glider fra hverandre;
hvor omskiftelighed og dynamik er blevet lov og
omstillingsparathed et krav.
Selv i det enkelte menneskes liv optræder der derfor hyppige opbrud og brud. Og det afspejler sig i
litteraturen, dels ved at den traditionelle udviklingsroman er blevet et særsyn, dels ved at tidsperspektivet i romanen tit er forholdsvis kort – i Helle Helles
seneste roman (Hvis det er, 2015) således blot
nogle få dage, hvor to vildt fremmede mennesker
mødes i et ’shelter’ i en skov og sammen, afbrudt af
pauser, finder ud til en landevej. At den ene, kvinden, så undervejs får fortalt den anden, manden,
det meste af sin livshistorie, er en anden sag.
I Einar Már Guðmundssons roman Universets engle
fra 1993, da. 1995, ny udg. 2014, siger jegfortælleren, den skizofrene Paul, at islændingenes interesse
for stamtræer skyldes den sparsomme trævækst i
landet. For i stedet for at gå ind i en jungle farer de
vild i en skov af aner. For en islænding virker det
ikke spor mystisk, at Egil Skallagrimssons saga (13.
årh.) begynder med hans bedstefars, hans fars og
hans farbrors historier.
Grænserne mellem udviklingsroman, familieroman
og slægtsroman kan være vanskelige at drage. Men
en vaskeægte slægtsroman 1) følger samme familie
eller slægt gennem mindst tre generationer, 2)
lader dele af disse slægtled optræde på handlingens
scene og 3) lader mere end kun én generation bære
fortællingens synsvinkel.
Hvis dette fastholdes som kriteriet for en slægtsskildring til forskel fra en familieskildring – eller en klassisk udviklingsroman – vil ægte danske eksemplarer
af slagsen være Gyrithe Lembckes Edwardsgave
(1900-12) og Helene Stranges Priergårdsslægten
(1922-23), men ikke Christian Kampmann romanserie om familien Gregersen (1973-75), eftersom den
kun spænder over to generationer. En anden sag
er så, at Kampmann suverænt lader fem søskende
skiftes til at bære synsvinklen og være i fokus. Ej
heller Erling Jepsens række af bøger om Allan og
hans familie fra Gram i Sønderjylland (indledt med
Kunsten at græde i kor, 2002) kan kaldes for en
slægtssaga – dertil er perspektivet for snævert.
Nej, vil man læse en nyere dansk slægtsroman, som
aktiverer hele genrens mulighedspotentiale, kommer man næppe uden om Jens Smærup Sørensens
Mærkedage (2007), som blev hans gennembrud til
det store publikum. Med rette, må man sige, fordi
han deri kortlægger to gårdes, en landsbys og landbosamfundets hele skæbne op gennem, og ud over,
1900-tallet. Vi er i Staun i Nordvesthimmerland, hvor
forfatteren selv voksede op, og der optræder et sandt
mylder af personer samlet omkring familierne på gårdene
Bisgård og Kristiansminde.
”Den typiske
slægtsroman
hviler på den
viden, at vores
liv rækker ud
over os selv.
Mennesker er
forbundne.”
Erik Skyum-Nielsen
Kom til foredrag med
er kl. 19.30
Torsdag den 13. oktob
i sognegården.
SANKT JAKOBS KIRKE/2016
Det sammenbindende kompositionsgreb hedder såre
enkelt suppe, steg og is, for handlingen koncentreres om
en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en 60-års
fødselsdag i 2003. Men under personernes liv kværner
historiens mølle, og det vises, hvordan såvel opbrud som
tilpasning får omkostninger for familien og det enkelte
individ. Og nu til det nyeste skud, ikke på slægtens, men
slægtsromanens stamme:
Individet, som danner midte i Merete Pryds Helles Folkets
skønhed, hedder Marie og vokser op på et lille, fattigt
sted, nærmere bestemt på Østerskovsvej. Østpå fører den
ned til Langelandsbæltet; man kan kigge over til Lolland.
Vestpå ligger landevejen, der fører sydpå til Bagenkop og
nordpå til Tryggelev. Med disse koordinater i baghovedet
føres man ind i familien og først særlig morens liv. Hun
burde vel have været gift med Gunnar, men fik i stedet
Carl, som skælder ud og slår, både hende og børnene,
også den ældste datter Marie, som bliver misbrugt seksuelt af sin storebror Kaj.
Da Marie og Otto, som hun bliver gift med, mange år
senere fejrer hans fødselsdag i Værløse, siger Maries
lillesøster Ellen, at hun måske også kunne have fundet
en mand, havde det ikke været for Kaj. Så grumt kan en
slægtsroman kortlægge skjulte mønstre. Mindre underforstået er skildringen af, hvorledes Marie former sit liv
både som en protest og en videreførelse af sin mors.
Martha, som moren hedder, føder det ene barn efter det
andet, bliver i sin stumme afmagt tyk som en tønde og
har til sidst kun sin individualitet forvaret i sine gule roser
(som hun på et tidspunkt får af Gunnar!) og sit lange,
smukke sorte hår, som hun reder 100 gange hver morgen.
Marie fylder, siden hen, bedene i Værløse med gule roser,
men løber ud i Hareskoven, på strømpefødder, når hun
ikke kan holde det hele ud.
Hendes ene datter hedder for resten Merete, ligesom
bogens forfatter, og træder frem i jeg-form og som voksen
på de sidste ni sider. Og dermed når Folkets skønhed lige
akkurat at blive ikke kun en familieroman, men også en
slægtsroman, en værdig repræsentant for en genre, som
åbenbart nægter at dø.
11
M
FORANKRING # 2
ellem forankring
og flow
– og noget om
forankringsparathed
af Niels Henrik Gregersen, professor i teologi
Hvad er det gode liv? Det kan heldigvis
være mange ting. For livet er stort og der
er mange rum at udforske. Selvom vi helt
sikkert får stress, hvis vi hele tiden forsøger at gøre det hele. Men uanset hvordan
vi hver især lever, mon så ikke det gode liv
har at gøre med at leve i spændingsfeltet
mellem forankring og flow?
SANKT JAKOBS KIRKE/2016
13
Forankringsparathed
Det vi nok har sværest ved for tiden, er det med
forankringen. Idealet for den såkaldt kreative klasse
går ud på ustandselig at være forandringsparat.
Men er vi også forankringsparate? Er vi villige til at
lade os standse, til at lade os binde til hinanden og
børnene – parate til at fylde de nicher ud, som vi nu
har fået til rådighed? I hvert fald har børnene ikke
det store behov for, at forældrene er alt for forandringsvillige. De har derimod brug for deres forankringsvillighed. Efterhånden gælder det samme
også i erhvervslivet. Det er selvfølgelig altid godt,
hvis medarbejdere ikke på forhånd er bange for de
forandringer, som nu skal til. Men efterhånden er
det også en anden vare, der bliver efterspurgt på
arbejdsmarkedet: robusthed og
loyalitet. Forankringsparathed,
med andre ord.
”At leve forankret
er altså f l owets
forudsætning”
Niels Henrik Gregersen
(f.1956) professor, dr.
theol., i samtidsteologi
på Københavns Universitet. Internationalt anerkendt for sit arbejde med
forholdet mellem religion
og naturvidenskab. På
dansk arbejder han særligt med moderne teologi
fra det 20. århundrede
og fremefter.
Jeg tror, det
har noget at
gøre med, at
vi alle sammen lever på
et dybere niveau, end vi tænker. Det tydeligste
eksempel er måske det forhold,
at vi sover op mod 1/3 af vores
tilværelse. Men også i dagtimerne
befinder vi os løbende i tilstande
af en slags ubevidst bevidsthed. Vi
er måske nok vågne, men har vækkeure og morgenritualer og andre
vaner. De fleste moderne mennesker har sikkert også grovinddelt
hverdagen med arbejdstider, ud
og hjem, madlavning osv. I hvert
fald er vi ikke ustandselig hensat
i dybe refleksioner over tilværelsens hvorfra og hvorhen.
Meget tyder på, at en stærk forankring er forudsætning for fornemmelsen af flow.
Den amerikanske psykolog Mihaly Csikszentmihalyi
har i bogen Flow (oversat til dansk i 2005) beskrevet
tilstanden som en selvforglemmende opslugthed
af noget, der er så vigtigt, at det fuldstændig fylder
bevidstheden ud - i hvert fald for en stund. Det
mærkelige er, at samtidig med at man i flowet glemmer tid og sted, er det netop bindingen til sagen her
og nu, at den flydende tilstand af nærvær opstår.
Jeg bærer ikke rundt på et stort flow inde i mig selv,
men flowet opstår, når jeg træder ud af mig selv,
selvforglemmende. Der skal være noget, der kalder
flowet frem, noget der lukker åndsnærværet op. At
leve forankret er altså flowets forudsætning. Men
samtidig er det svært at forestille sig en forankring,
der ikke af og til folder sig ud i selvforglemmelse og
flow. Forankring og flow er hinandens forudsætninger.
Den intuitive tro
Hvad har det med troen at gøre? Jo, som jeg
forstår det, drejer troen sig om at være til stede
inde i midten af verdens virvar og samtidig have
en nærmest instinktiv tillid til den horisont, der
omgiver os på alle sider. Også her hører fasthed
og flyden sammen. Tilværelsen har en så omfattende båndbredde, at vi bliver ”nødt til at tro”,
som Tor Nørretranders engang har formuleret det.
Og en gang imellem bliver vi nødt til at gå ud af
skabet. Vi kender det, når vi synger. Ved at synge,
glemmer vi os selv. ”Guds lovsange synger vi ikke,
men sangene synger i os” (Den Danske Salmebog
DS 414). Salmerne synger os ind i en verden med
ufattelige dimensioner. Så er himlen ikke længene
bare skyhimlen deroppe (på engelsk: the sky), men
den store horisont, der omgiver os på alle sider (på
engelsk: heavens).
Det er denne horisont, som troens tillid siger Ja til.
Men også her flytter flowet med. Selv når vi i kirken
siger ”Amen” (som betyder: ”Ja, det er sandt!”), ved
vi faktisk ikke helt, hvad det er, vi siger Ja til. Og det
er faktisk pointen. Den intuitive tro og tillid går ned
i dybere lag af os selv, end den tro, vi kan formulere
med ord. Måske er det derfor, at kirkens ord er så
uregerligt store – og skal være det.
Men allerede til daglig vader vi rundt i tilværelsens
båndbredde uden nogensinde at kunne trænge helt
til bunds i den. Her i midten lever troen sit tyste
liv. En tavs tillid til, at vi er omgivet af velvilje og
opmærksomhed – også når vi sover.
Skulle man give en ultra-minimalistisk forklaring på,
hvad ordet ”Gud” betyder, kunne det være noget
i retning af: ”den velvilje, som omgiver os på alle
sider”. Men det, som kristendommen tilføjer, er, at
Gud selv er gået helt ind i den almindelige verden.
Gud har forbundet sig med kødets verden – dit liv, mit liv
og alle de andres. På én gang er Gud uden for alle ting
som den store horisont (Faderen), og samtidig bliver Gud
ved med at bevæge sig ind i midten af tilværelsen (Kristus
og Ånden). Kristus er forankringen: Guds egen tydelige
stemme. Men kun Guds Ånd skaber flowet. Også i treenighedslæren hænger forankring og flow sammen.
Det betyder, at Gud ikke er hér eller dér, men både hér og
dér. Både i forankringen og i flowet. Islam siger, at Gud er
stor – og det er rigtigt nok. Men kristendommen siger, at
Gud er stor nok til også at kunne gøre sig helt lille, også dér
hvor det gør rigtig ondt. ”Gud er større end de største ting,
og mindre end de mindste ting”, sagde Martin Luther. Gud
er ligesom cirkel, der har sit centrum allevegne.
Kassen og horisonten
Vi kunne her lave nogle tankeeksperimenter: Tænk engang,
hvis verden var en kasse med låg på. Så var himlen ikke en
horisont, men et loft, der fortalte os: Hertil, og ikke længere! Eller tænk engang, hvis vores fremtid lå foran os, kendt
i alle detaljer. Så ville intet nyt kunne ske. Men sådan er det
jo ikke. Horisonten er hele tiden åben over os og foran os.
Tænk også, hvis troen kun eksisterede inde i os selv, når vi
tænker på Gud. Så ville vi falde ud af troen, så snart vi faldt
i søvn. Eller tænk hvis Guds kærlighed kun fandtes, hvis
vi reflekterede alvorligt over Guds store kærlighed. Ja, så
ville vi aldrig få tid til at gøre noget godt for dem, der har
brug for os. Måske er hele pointen, at Gud ønsker, at vi skal
glemme vores alt for dybe tanker for at kunne leve i Guds
kærlighed. Guds kærlighed er nemlig ikke bare stor, men
også så lille, at Gud møder os i næsten.
Ligesom vi lever på et dybere niveau, end vi tænker, tror vi
på et dybere niveau, end vi går rundt og mener. Måske skal
vi lade være med at mene, at vores egen lille tro og tvivl
- vores religiøse refleksionsevne eller mangel på samme
- skulle være det vigtigste omdrejningspunkt i hele tilværelsen. Måske vil Gud, at vi skal leve det meste af vores
tilværelse i selvforglemmelse. Det har slet ingen hast for
den, som tror, som ordsproget siger.
Mon ikke det samme gælder for kærligheden? Måske vil
Gud slet ikke, at vi hele tiden skal gå rundt og snakke om
Guds kærlighed. Vi skal jo netop gøre noget for det andet
menneske uden at tænke på, hvor stor eller lille kærlighedsevne vi har i os. Vi skal bare gøre det. Just Do It, som
det hedder i en reklame for løbesko.
SANKT JAKOBS KIRKE/2016
”Ligesom vi
lever på et
dybere niveau,
end vi tænker,
tror vi på et
dybere niveau,
end vi går rundt
og mener”
sen
Foredrag med Niels Henrik Greger
30
19.
Tirsdag den 22. november kl.
i sognegården.
15
PRÆSTERNE
- om forankring
At kaste anker på Østerbro
af Mia Rahr Jacobsen
Jeg har i mange år haft en modstand mod ordet ”forankring”,
fordi det at være forankret nok
først og fremmest gav mig et
billede af at være fastholdt. Et
lidt klaustrofobisk billede af ikke
at kunne sejle væk, fordi ankerkæden holdt mig tilbage. Jeg
tænkte på ord som hjemstavn og
eftermiddagskaffe og andre ord,
som i nogle situationer giver en
varm følelse af at høre til, men
som i andre bliver tunge og kvælende. Jeg tænkte på
”Flyv ikke høj’re end
vingerne bær’” og
den slags tvivlsom
livsvisdom, vi kan
bruge til at holde
hinanden nede eller
tilbage med.
tiden ved at komme for sent, så vi ikke har tid til at være nærværende lige der hvor vi er. Jeg kender ikke én der siger, at de
har god tid. Alle har super travlt. Forleden på restaurant sad
en familie på fire ved nabobordet, og ingen sagde et ord til
hinanden. De spiste mens de havde travlt på mobilen. Hvad
blev der af det daglige måltid hvor der var tid til at lytte til
hinandens oplevelser og tanker? Vi levner ikke meget tid til at
lytte til hinanden, og til selv at tænke efter.
Den kristne tro og praksis er en modbevægelse. Først og fremmest fordi den ikke håner det moderne menneske, men anerkender at det altid
er i bevægelse –
og altid har været
det. Samtidig er
det kristendommens grundlæggende overbevisning, at vi ikke kun bliver hvad vi skaber, men
at vi allerede er fuldendt skabt: Det er et afstressende budskab! Dåben af det lille barn betyder, at det allerede er godt
nok, og elsket uanset hvad der sker. Du er ikke ved at blive til
noget, du ér allerede. Med både dine gode og mindre gode
sider hører du allerede til hos os.
”At vi ikke kun bliver
hvad vi skaber”
– en modbevægelse
af Rasmus Nøjgaard
Knapt var skoleåret i gang, før end min datter gerne
ville være en del af skolepatruljen: ’Det ser godt ud
på CVet’, sagde den 13-årige teen. Det er jo en god og
ansvarsfuld opgave at sikre skolevejen, men alligevel
fuldstændig vanvittigt at en teenager skal bekymre sig
om at få noget på CV’et. Men det hænger godt sammen med, at ’Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling’ her i begyndelsen af 7. klasse har udsendt en
folder om at børnene skal være ’uddannelsesparate’.
De har ikke tid til at være børn, de skal være parate
i en fart. Ikke kun CV’et er vigtigt, men også at dyrke
netværket, for det kan vise sig nyttigt i fremtiden.
Vi lever i fremtiden, og altså endnu ikke. Du er, hvad du
er ved at blive til. Det passer ind i en kultur af proces
og selvudvikling, men harmonerer dårligt med at hvile
i sig selv og sin egen historie. Hvem fornemmer ikke
uroen ved altid hastigt at være på vej videre? Med nagende tvivl om jeg slår til? Dur jeg? Er jeg for doven? Er
mine karakterer høje nok? Bliver jeg fyret?
Stress er ikke reserveret spidsbelastningerne i livet,
men er blevet en masse-psykose i hele vores samfund.
Fra barndom til alderdom haster vi fremad, og er hele
”det er vigtigt for
mig, at være så
meget en del af
noget, at det også
bliver en del af
mig”
Det hænger sammen med at kristendommen både accepterer
at alt er skabt, men også at skabelsen er i bevægelse. Som Big
Bang der pludselig skete, og siden satte en hel galakse på den
anden ende, sådan er ethvert liv der fødes: Det sætter gang
i en hel masse. Skabelse og bevægelse er to sider af samme
sag. Kristendommen forklarer det ved at Gud både rummer
skaberkraft og helligånd. Ånden lever kreativt og løssluppent
i hver enkelt af os, så vi hver især bliver så utroligt forskellige, men vi hører alligevel hver og én hjemme hos den samme
skabergud, og har samme udspring og hjemkomst. Samtidig
fortæller kristendommen at Gud blev menneske, og som Jesu
brødre og søstre er vi alle tildelt en hovedrolle i denne verdens
historie. Vi synes måske ikke at vi betyder så meget, men hver
eneste dag påvirker vores ord og handlinger andre mennesker.
Selv vores ikke-handlinger påvirker alle dem, der har brug for
vores kærlighed. Mennesket er med andre ord bundet til historien, og må erkende at ethvert menneske, kristen eller ikke-kristen, er en ligeværdig, gudsskabt skabning. Derfor siger
Jesus ikke kun én gang, men hver gang, at Gud alene æres gennem kærlighedens gerninger til det andet menneske.
Som modbevægelse kan vi begynde at stoppe op, når vi møder en anden. Selv skelnede Jesus ikke mellem rig og fattig,
kendt og fremmed, jøde og hedning. Han mødte enhver med
samme forsonende blik. Men fremfor alt mødte han dem her
og nu. Han blev ikke oppe i sin himmel, men åbenbarede sig
midt blandt mennesker. Han bød mennesker at stoppe op og
lytte efter.
Generobringen af tiden kræver en vis humoristisk sans, så vi
opdager hvor komisk vores travlhed er: For hvad er det lige vi
halser efter? Stress må ikke være en normal tilstand. Vi må
generobre hverdagen. Det vil sikkert tage tid. Men hvad gør
det, hvis vi allerede undervejs opdager hvor betydningsfuldt
øjeblikket er.
Fotos: Jacob Crawfurd
Generobring af tiden
tende at slippe forankringen og starte forfra et nyt sted. Men det kan også opleves
som lidt ”farligt”, indtil den nye forankring er lagt. At stå der mellem ”det, der var”
og ”det, der kommer” uden længere at høre til nogen af stederne. I religionsvidenskaben taler man om liminalfasen i et overgangsritual. Det er der, hvor man har
forladt den trygge og kendte livssituation, og er på vej ind i det nye, som endnu er
fremmed og ukendt. Det kan fx være i overgangen fra barn til voksen, som i flere
naturreligioner markeres ved, at den unge sendes ud i naturen på egen hånd. Personen forlader stammen som barn og kommer tilbage som voksen, men undervejs
i liminalfasen, i selve overgangen, er personen nulstillet, uden status og identitet.
Et billede på liminalfasen kan være ”at være på vej”: at have forladt hjemmet, men
endnu ikke at være kommet frem. Andre beskriver det som at hænge i luften: som
cirkusartisten, der har sluppet den ene trapez, men endnu ikke har grebet den anden. Uanset hvilket billede man vælger, fornemmer man, at det er en oplevelse, der
godt kan tage pusten fra en. At det kan give en følelse af
forvirring og desorientering. Situationen kan hjælpes på vej
af mennesker omkring en, men i bund og grund er liminalfasen et sted, hvor man står alene og alene må tage skridtene
ind i det nye. Hvor man står uden forankring og må håbe på
det bedste.
Senere har jeg fået,
hvis ikke en kærlighed til, så dog en respekt for ordet. Jeg
har med tiden forstået, at ankeret ikke kun er noget udefrakommende, der fastholder mig, men
også et anker, jeg selv kaster ud,
fordi forankring er nødvendig.
Det er en af den slags forståelser,
der er vokset frem med erfaringen: at det er vigtigt for mig, at
være så meget en del af noget, at
det også bliver en del af mig.
Senest har jeg erfaret det, da jeg
flyttede her til Østerbro efter 20
år på Vesterbro. Da opdagede
jeg, at mange af de ting, jeg med
tiden var kommet til at tage for
givet, ikke bare flyttede med. Tidligere vidste jeg præcis, hvor alting var i køkkenet, så jeg kunne
tage et glas vand om natten uden
at tænde lys. Jeg var hjemme
og hørte til, og folk kendte mig.
Men da jeg flyttede, startede alt
det forfra. Jeg har fået en utroligt varm modtagelse af alle på
Østerbro – af menighed, kollegaer og naboer. Men pludselig
kunne jeg ikke finde hylden med
marmelade i supermarkedet. Jeg
kunne ikke huske i hvilken skuffe,
jeg havde lagt tændstikkerne. Og
der var ikke længere nogen, der
råbte ”Hej Mia” på gaden.
Det er spændende og livsbekræfSANKT JAKOBS KIRKE/2016
Jeg synes selv, jeg så småt er ved at kaste anker på Østerbro.
”Papa was a rolling stone. Wherever he laid his hat was his
home”, er der en sang, der lyder. Sådan har jeg det bestemt
ikke. For mig tager det tid at føle mig hjemme. Det hjalp, da
jeg for et par uger siden endelig fik leveret mine nye bogreoler og kunne sætte bøgerne op på hylderne. Mine bøger
er åbenbart noget af det, der skal på plads, for at det føles som hjem for mig. Men
det begynder det så altså også at gøre nu. Jeg har lært kirkerummet og en stor del
af menigheden at kende. Jeg har fundet mine faste ruter og smutveje i gaderne,
hvor jeg bor. Og når jeg lufter mine hunde, kender jeg efterhånden flere og flere i
hundegården. Det begynder at hjælpe på det. Men forankret…? Det tager tid. Det
tager simpelthen tid at komme til at høre så meget til et sted, at stedet bliver en del
af, hvem man selv er. Det glæder jeg mig til.
KONCERTER KONTAKT KOM KIRKE KULTUR KALENDER KONCE
KIRKE KULTUR KALENDER KONCERTER KONTAKT KOM KIRKE K
KONCERTER KONTAKT KOM KIRKE KULTUR KALENDER KONCE
KIRKE KULTUR KALENDER KONCERTER KONTAKT KOM KIRKE K
K
GLÆD DIG TIL
Juleoratoriet
med Københav
Lørdag den 3.
ns Bachkor
december kl. 20
.00
RUDERSDAL KORET
Søndag den 9. oktober kl. 16.00
SHAKA LOVELESS
& LARS LILHOLT
Tirsdag den 25. oktober kl. 20.00
Wolfgang Amadeus Mozarts Messe i C mol
Solister: Tine skat Matthiessen, sopran
Carina Tybjerg Madsen, alt
Jonathan Koppel, tenor
Mikkel Tuxen, bas
Orkester: Medlemmer af DR symfoniorkestret
Dirigent: Torsten Mariegaard
De to spillemænd vil med hver deres guitar invitere
publikum indenfor til en anderledes koncertoplevelse,
der byder på både musikalske nyfortolkninger, historiefortælling og et dyk ned i begges bagkatalog.
Billetter: 270,- kr. via Ticketmaster.
Entré: 160,- ved døren
og gennem Ticketmaster
LYNGBY-TAARBÆK
SYMFONIORKESTER
Torsdag den 3. november kl. 19.30
Tjajkovsky: The Tempest,
C.M.v. Weber: Klarinetkoncert nr. 2
samt Tjajkovsky: 1. symfoni.
Solist: Giovanni Punzi
Dirigent: Vincenzo Milletari
Entrè: 95,-/50,- for studerende.
Billetter sælges gennem Billetto.dk
samt ved indgangen.
FRI ENTRÉ
JONAS BREUM
Tirsdag den 29. november kl. 19.30
ENDELIG FRI
10 salmer og sange med dødsdømtes sidste ord.
Fangernes sidste budskab rummer et stort og vigtigt
budskab. Kunstnerisk og mentalt. Der er glimt af
menneskelige tragedier og knuste drømme. Der er
sprækker af lys, af tro, håb og kærlighed.
Fri entré.
GABRIEL FAURÈ: REQUEIM
Tirsdag den 11. oktober kl. 20.00
samt
G. Fauré: Cantique de Jean Racine
Rued Langgaard: Rosengårdsviser
Lea Quortrup, sopran
Simon Duus, baryton
Rigshospitalets Kor
Ringstedkoret
Ensemble Felix
Dirigenter:
Birgitte Frandsen
Bjørn Monberg
Entré: 100 kr.
Billetter ved indgangen
ØNSKEKONCERTEN 2016
Søndag den 13. november kl. 15.00
Make-A-Wish Ønskefonden Danmark afholder hvert
år en koncert, hvor billetindtægterne går ubeskåret
til opfyldelse af syge børns ønsker.
Programmet er endnu ikke offentliggjort,
men vil blive slået op på kirkens hjemmeside: www.sanktjakobskirke.dk
MØDESTEDET
K
TOVE UDSHOLT
ARRANGERET AF MENIGHEDSPLEJEN
En jødisk piges oplevelser i oktober 1943
Onsdag den 9. november kl. 14.00
i sognegården
Kom og hør Tove Udsholt fortælle den utrolige
historie om hvordan hun en blæsende og regnfuld efterårsdag i 1943 som kun 3-årig pige blev
forladt af sin mor.
Hun blev overladt til det barnløse fiskerpar
Svend og Ketty, som blev hendes plejefamilie i
Gilleleje fordi hendes mor sammen med 7.000
andre danske jøder måtte flygte til Sverige fra
Gestapo. I dag kalder Tove Udsholt moderens
handling for en redning.
ARRANGERET AF MENIGHEDSPLEJEN
MERETE PRYDS HELLE
Åbent hver fredag fra kl. 17.00 18.30. Man kan få en ret mad og en
kop kaffe for en billig penge.
Sæsonen starter den 7. oktober.
FILMEFTERMIDDAG
Anmelderroste Merete Pryds Helle vil fortælle
om sin seneste bestseller ’Folkets skønhed’,
2016, der allerede regnes for et hovedværk
i dansk autofiktion. Forfatteren fortæller om
ideen bag bogen, skriveprocessen og de perspektiver romanen åbner op for. Merete Pryds
Helle debuterede i 1990 med novellesamlingen
’Imod en anden ro’, og har siden udgivet en
lang række væsentlige romaner og en enkelt
børnebog, og hun eksperimenterer med det
litterære udtryk i andre medier som app’s og
computerspil. Under pseudonymet Liv Mørk
har hun udgivet flere kriminalromaner.
LØRDAG DEN 5. NOVEMBER KL. 10-17
SØNDAG DEN 6. NOVEMBER KL. 11-17
For 31. gang holder vi bazar i Sankt
Jakob Kirkes sognegård med kæmpeloppemarked, tombolaer for store og
små, salgsboder, restaurant og pandekagebod. Gratis timelodtrækning om 3
flasker vin begge dage kl. 12-16.
Der er gratis adgang.
Ting til bazarens loppemarked modtages med glæde, - især bøger, nips, og
brugsting, men ikke møbler. Disse ting
kan afleveres i Sognegården i kontorets
åbningstid. Vil du betænke os med noget
af lidt højere værdi, så det igen i år bliver
muligt at afholde auktion, så kontakt
sognepræst Mia Rahr Jacobsen.
ONSDAG DEN 12. OKTOBER KL. 14.00
Clint Eastwoods prisbelønnede og Oscarnominerede film ’Gran Torino’ fra 2008
er en stilfærdig fortælling, der alligevel
ender med at æde sig ind på én. Filmen
er interessant, fordi den behandler en
række (amerikanske) tabuer som våbenlov, integration og gamle mænds uforløste
skæbne. Filmmanuskriptet er skrevet af
en ukendt fabriksarbejder fra en Fordproduktionshal i Missouri, Nick Schenk,
som ingen ville røre med ildtang, indtil
Clint Eastwood købte det, og med sig
selv i hovedrollen castede han en række
ukendte, der gør filmen troværdig. Gran
Torino er navnet på en Ford, som spiller
en overraskende hovedrolle i en af de
mest sete biograffilm i 2008.
ARRANGERET AF MENIGHEDSPLEJEN
FOREDRAGSRÆKKE
Forfatterforedrag ved Merete Pryds Helle
Tirsdag den 15. november kl. 19.30
i sognegården
BAZAR
3 foredrag om forankring
TORSDAG DEN 13. OKTOBER KL. 19.30
Erik Skyum-Nielsen, litteraturkritiker
og lektor i dansk, følger op på sin artikel
’Rødder og gule roser’.
TORSDAG DEN 15. NOVEMBER KL. 19.30
Merete Pryds Helle kommer og fortæller
om sine nye bog ’Folkets skønhed’.
TORSDAG DEN 22. NOVEMBER KL. 19.30
Niels Henrik Gregersen, professor i
teologi, følger op på sin artikel ’Mellem
forankring og flow’.
MENIGHEDSRÅDSMØDER
TIRSDAG DEN 11. OKTOBER KL. 19.30
TORSDAG DEN 24. NOVEMBER KL. 19.30
Møderne er offentlige.
1. SØNDAG I ADVENT
SØNDAG DEN 27. NOVEMBER KL. 14.00
Vi samles i kirken til en kort adventsgudstjeneste ved Mia Rahr Jacobsen,
hvor vi tænder det første lys, og synger
dejlige sange. Børnekor og spejdere
medvirker, og bagefter samles vi traditionen tro i sognegården til juleboller og
juleknas, - måske kommer julemanden
med en lille gave! Bagefter viser vi en
familiefilm.
Børn og voksne i alle aldre er velkomne!
BØRNEKOR
LEDIGE PLADSER
Sangglæde og sammenhold!
Vi øver hver tirsdag kl. 15.15 - 16.45
i kirken. Børnene medvirker 6 - 10 gange
årligt ved koncerter og gudstjenester og
det er gratis at deltage.
Se mere på kirkens hjemmeside:
www.sanktjakobskirke.dk
BABYRYTMIK
FRA MANDAG DEN 24. OKTOBER
KIRKEBIO
I årets program vil indgå film af Bille
August, Ingmar Bergman, Christian Petzold, Paolo Sorrentino og Yaron
Zilberman.
Mandag d. 3. oktober kan vi helt enestående byde velkommen til den prisbelønnede amerikanske instruktør, Joshua
Oppenheimer. Vi viser hans internationalt anerkendte film, ’The Look of Silence’, der har skabt verdensomspændende
opmærksomhed omkring folkemordet i
Indonesien. Vi viser først dokumentarfilmen, og efterfølgende drøfter vi filmen
med Joshua Oppenheimer.
KirkeBio tager fat i eksistentielle og
medmenneskelige temaer, som engagerer
og vækker til eftertanke og diskussion.
Filmene er af høj kunstnerisk kvalitet og
de indledes med en introduktion. Man
skal være medlem af filmklubben for at
se filmene, og det koster 300 kr. for hele
sæsonen. Se hjemmesiden for program
og tilmelding.
RYTMISK GUDSTJENESTE
SØNDAG DEN 30. OKTOBER KL. 14.00
SØNDAG DEN 20. NOVEMBER KL. 14.00
En rytmisk gudstjeneste med højt til loftet
og ledsagelse af kirkens unge vokalgruppe og et sejt swingende band.
Et musikalsk og rytmisk tilbud tilrettet
småbørn i alderen 3 til 10 måneder.
9 mandage, pris 350,- kr.
Tilmelding ved personlig henvendelse på
kirkekontoret den 11. oktober kl. 11-13.
Læs mere på kirkens hjemmeside.
SOGNEREJSE
I reformationens fodspor
Kort busrejse 27.- 30. august 2017 med
overnatning på danske kroer. Turen vil
især besøge midt og Sønderjylland og se
nærmere på reformationshistorien og den
reformatoriske arv i kirkerne.
Program og pris er endnu ikke fastlagt.
KIRKESANGBOGEN 2017
DEN
DEN
DEN
DEN
DEN
DEN
14. NOVEMBER
21. NOVEMBER
28. NOVEMBER
5. DECEMBER
12. DECEMBER
19. DECEMBER
Vi synger alt nyt materiale til Kirkesangbogen 2017 igennem, inden den er trykt.
Sangskrivere, forfattere og komponister
deltager sammen med redaktionen og
tager imod kommentarer og korrekturer!
6 mandage kl. 19-22 i Vartovs Store Sal,
Farvergade 27.
21
K
Det´
for
børn
OKTOBER
NOVEMBER
2. oktober - 19. s. e. trinitatis
kl. 10.30 Lars Ottosen
Torsdag den 3. november
kl. 19.30 Koncert/Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester
Mandag den 3. oktober
kl. 16.00 KirkeBio/The Look of Silence
Intr. ved Joshua Oppenheimer
Lørdag den 5. november
kl. 10.00 Bazar
9. oktober - 20. s. e. trinitatis
kl. 10.30 Højmesse med børnekor
v. Mia Rahr Jacobsen
kl. 16.00 Koncert/Rudersdal Koret
Tirsdag den 11. oktober
kl. 20.00 Koncert/Requeim
Onsdag den 12. oktober
kl. 14.00 Filmeftermiddag
PRÆSTER
Torsdag den 13. oktober
kl. 19.30 Foredrag/Erik Skyum-Nielsen
16. oktober - 21. s. e. trinitatis
kl. 10.30 Louise Sihm Knudsen
23. oktober - 22. s. e. trinitatis
kl. 10.30 Mia Rahr Jacobsen
Lars Ottosen
Mia Rahr Jacobsen
Louise Sihm Knudsen
Cecilie Vestergaard Raaberg
PRÆSTER
KIRKEKONTORET
KIRKETJENERE
Træffes kl 10.00 - 11.00 (undtagen mandag),
tirsdag tillige kl 17.00 - 18.00
KIRA SAABYE FROM OG
JAN KELMANN HANSEN
Tlf. 35 38 04 94
Mail: [email protected]
PERNILLE DALSKOV BÅRRIS
Tlf. 41 10 20 31
RASMUS NØJGAARD
p.t. på studieorlov frem til 1. december
LARS OTTOSEN
Tlf. 31 95 67 64, Mail: [email protected]
Kontoret er åbent:
mandag - fredag kl. 10.00-13.00
samt tirsdag kl. 16.00 - 18.00
JAKOB GRØNNEGAARD
Tlf. 41 10 20 32
MIKKEL FIND
Tlf. 41 10 20 33
MIA RAHR JACOBSEN
Tlf. 29 62 90 41, Mail: [email protected]
ORGANISTER
ANETTE KAJSER BØHL
Tlf. 29 10 20 41
LOUISE SIHM KNUDSEN, præstevikar
Tlf. 41 74 19 93, Mail: [email protected]
MARTIN PETERSEN
Tlf. 28 60 40 59
Mail: [email protected]
MENIGHEDSRÅD
CECILIE V. RAABERG, hjælpepræst
Tlf. 26 28 73 40,
Mail: [email protected]
LISE DYNNESEN
Tlf. 61 79 57 29
Mail: [email protected]
OLE PAGELS, formand
Tlf. 40 45 22 20
MENIGHEDSPLEJEN
JUTTA ZASTROW, formand
Tlf. 40 86 05 31
Tirsdag den 25. oktober
kl. 20.00 Koncert/Loveless & Lilholt
30. oktober - 23. s. e. trinitatis
kl. 10.30 Lars Ottosen
kl. 14.00 Rytmisk gudstjeneste
v. Mia Rahr Jacobsen
6. november - Alle Helgens dag
kl. 10.30 Louise Sihm Knudsen
kl. 11.00 Bazar
Mandag den 7. november
kl. 16.00 KirkeBio/Phoenix
Onsdag den 9. november
kl. 14.00 Foredrag/Tove Udsholt
13. november - 25. s. e. trinitatis
kl. 10.30 Mia Rahr Jacobsen
kl. 15.00 Koncert/Ønskefonden
Tirsdag den 15. november
kl. 19.30 Foredrag/Merete Pryds Helle
20. november - Sidste s. i kirkeåret
kl. 10.30 Lars Ottosen
kl. 14.00 Rytmisk gudstjeneste
v. Mia Rahr Jacobsen
Tirsdag den 22. november
kl. 19.30 Foredrag/Niels Henrik Gregersen
27. november - 1. s. i advent
kl. 10.30 Louise Sihm Knudsen
kl. 14.00 Familiegudstjeneste
v. Mia Rahr Jacobsen
Det´
for
børn
Tirsdag den 29. november
kl. 19.30 Koncert/Jonas Breum
Dåbsgudstjeneste hver lørdag kl. 11.30
Mødestedet hver fredag kl. 17.00, fra den 7. oktober
WWW.SANKTJAKOBSKIRKE.DK
TILMELD DIG KIRKENS NYHEDSBREV
PÅ WWW.SANKTJAKOBSKIRKE.DK
ELLER SCAN KODEN