SCT. CLEMENS HØJSKOLEFORENING PROGRAM FOR 2015/2016 9. sept.: Johan Bender, fhv. lektor: Hack Kampmann Den kendte arkitekt stod bag bemærkelsesværdige jyske bygninger som Landsarkivet i Viborg og Marselisborg slot og bl.a. Glyptoteket og Politigården i København. – Johan Benders bog om Kampmann har netop gjort emnet aktuelt 23. sept.: Michael Böss, lektor: Det demente samfund Vi lever i en kultur hvor alt skal ske hurtigt, kunne fungere og betale sig - uden plads til eftertanke, erindring og ånd. Nutidskulturen er historieløs, og vi har mistet troen på de fortællinger der gav livsmod, og som oppebar de folkelige fællesskaber. Hvordan kommer vi på bedre tanker? 7. okt.: Jeanette Varberg, Moesgaard Museum: Om en rejse i bronzealderen. - Hvor langt rejste man for 3400 år siden? Ny forskning viser at glasperler fundet i de danske bronzealdergrave er fremstillet i Mesopotamien og Egypten. Perlerne er rejst gennem ørkenen, over havet og videre ad floder på en 5000 km lang rejse. Var der mon en særlig forbindelse mellem nord og syd – og hvilken? 21. okt.: Jakob Konnerup, naturvejleder: Lille Vildmose, Danmarks rekreative vildmark. Danmarks største fredning er et Eldorado for naturelskere og historisk interesserede. Man ser ørne, traner, krondyr og vildsvin og kan høre om naturgenopretning og om udsætning af krondyr og elge. 4. nov.: Lis Helles Olesen, museumsinspektør: Fortiden set fra himlen. - Som “luftarkæolog” har Lis Helles Olesen i en årrække stået for et projekt der viser hvad vi kan lære om vores fortid ved at nærlæse de luftfotos som hun og andre har taget af danske landskaber, og hvilke skatte vi kan finde lige under overfladen. 18. nov: Signe Jacobsen, kunsthistoriker: Hvad enhver dansker bør vide om billedkunst.- Hvad er vigtigst at vide? Hvor mange kunstnere og kunstretninger skal man kende? Vi skal høre om kunstens evne til at bevæge og gribe, til at give forståelse og dybde i vores tilværelse, og ud fra egne erfaringer fortæller Signe Jacobsen om et liv med kunst. 13. jan.: Lars Ebbensgaard, fysiker, fhv. rektor: Natursyn og gudstanke. - Tro og viden skal ikke være i konflikt. Det kræver poesi, lovsang og humor, kort sagt åndefang. Vi skal ud til stjernerne og ned i cellerne for at høre om både den nye og den gamle gud. Det religiøse sprog rummer afgørende perspektiver for tilværelsen. 27. jan.: Jørgen Elklit, professor: Valg og demokrati – erfaringer fra Kenya, Sydafrika, Kina, Tanzania, Lesotho og Bosnien. Den internationalt kendte valgekspert er født i Randers, og han er vokset op i et hjem med fokus på menneskerettighederne. Han har viet en stor del af sit liv til arbejdet for demokrati og frie valg i den 3.verden. 10. febr.: Lene Bøgh Rønberg, museumsinspektør: Magt, Minder, Mennesker, Mindesmærket i dag. – Det er både de omstridte og nye, banebrydende og selvgroede mindesmærker der foldes ud i et foredrag som viser en klassisk genre i udvikling. Har vi i vor individualiserede tidsalder mon stadig brug for fælles erindringssteder? 24. febr.: Lilian Munk Rösing, lektor: Litteraturen lige nu Foredraget vil ud fra en række af eksempler tage pulsen på den aktuelle danske litteratur: Hvad skriver forfatterne om lige nu, og hvordan skriver de, hvilke genrer, hvilke temaer, hvilken stil, ud fra hvilke traditioner? 9. marts: Jesper Carlsen, dr. phil., Institut for Historie: Gladiatorkampene i antikkens Rom. En dødelig sport? De første kampe fandt sted i 264 f.Kr. og blev snart populære. De var ikke kun underholdning, men også politisk teater. Foredraget vil diskutere om billedet af blodige og dødelige kampe (i Ridley Scotts storfilm “Gladiator”) er dækkende. 30. marts (til kl.12): Komponist og højskolelærer Aksel Krogslund Olesen “Det kommer af sig selv, og jeg er kun et rør, hvorigennem strømmen går” Vi får et portræt af Carl Nielsen med fokus på hans sange og symfonier, og der bliver lejlighed til at synge undervejs. Kl.12: Fælles frokost og den årlige generalforsamling - o - o - o - Vi mødes i Clemenshuset, Parkboulevarden 15, 8920 Rds. NV Dagens rytme: 10.30 – 11.00 fællessang fra Højskolesangbogen m.v. 11.00 – 12.00 foredrag 12.00 – 12.30 frokost (man medbringer selv mad og kaffe/te) 12.30 – 13.30 foredrag fortsat og/eller samtale og kommentarer Højskoledagene er åbne for alle Pris: 70 kr. pr. foredrag – eller 300 kr. for en sæson (6 gange) Tilmelding ved 1. møde / kasserer Sven Aage Jensen, 8640 3422 Oplysninger hos kassereren / formand Birgitte Olesen, 8641 0615 Med venlig hilsen Hanne Buchreitz, Else Bundgaard, Kirsten Gjørup, Susanne Gregersen, Sven Aage Jensen, Bente Søndergaard, Vibeke Østergaard, Jens Aagaard og Birgitte Olesen
© Copyright 2024