Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse Visumgensidighed med USA og Canada: Kommissionen rapporterer om den seneste udvikling Bruxelles, den 21. december 2016 Europa-Kommissionen rapporterer i dag om fremskridtene i opnåelsen af fuld visumgensidighed med Canada og USA og evaluerer udviklingen i de seneste fem måneder. Siden den sidste rapport er EU og Canada efter kontakter på politisk og teknisk niveau nået til enighed om en klar tidsplan for opnåelse af fuld gensidighed med hensyn til visumfritagelse. Til trods for en vedholdende indsats har der ikke været tegn på lignende fremskridt for USA's vedkommende. Kommissær med ansvar for migration, indre anliggender og medborgerskab, Dimitris Avramopoulos, udtaler: "Sikring af fuld gensidighed med hensyn til visumfritagelse med Canada og USA har fortsat høj prioritet for EU. Derfor glæder jeg mig over de canadiske myndigheders tilsagn og deres beslutning om at sikre fuld visumgensidighed for alle EU-borgere fra den 1. december 2017. Denne udvikling viser, at vi har opnået gode resultater gennem diplomatiske kontakter og forhandlinger. Vi vil ligeledes fortsat prioritere dette spørgsmål i kontakten med den nye amerikanske regering og understrege vigtigheden af at opnå fuld visumgensidighed – også med USA – for alle EUborgere." Statusrapporten i dag er en opfølgning på de to meddelelser, der blev vedtaget i april og juli, hvori Kommissionen konstaterede, at der ikke var opnået fuld gensidighed med hensyn til visumfritagelse med Canada og USA for borgere fra visse EU-medlemslande, og at den inden årets udgang ville aflægge rapport om det videre forløb af drøftelserne. Canada Efter en intens og koordineret indsats og et vedholdende engagement fra EU og Canada forud for det 16. topmøde mellem EU og Canada den 30. oktober 2016 i Bruxelles fremlagde Canada en klar tidsplan for opnåelse af fuld gensidighed med hensyn til visumfritagelse for alle EU-borgere. Kommissionen vil fortsætte sine bestræbelser for at sikre, at Canada inden udgangen af 2017 indfører fuld gensidighed med hensyn til visumfritagelse for bulgarske og rumænske rejsende – som det allerede gælder for alle andre EU-medlemslande – og som blev bekræftet i den fælles erklæring fra topmødet mellem EU og Canada. USA Til trods for en øget politisk og teknisk kontakt har der ikke været lignende tegn på fremskridt i retning af ophævelse af visumpligten med USA, som det har været tilfældet med Canada. Så snart den nye amerikanske regering er tiltrådt, vil Kommissionen i samråd med de fem berørte medlemslande (Bulgarien, Kroatien, Cypern, Polen og Rumænien) straks øge sine bestræbelser på at opnå fuld gensidighed med hensyn til visumfritagelse. Det næste møde mellem EU og USA om retlige og indre anliggender med ministre og højtstående tjenestemænd forventes at finde sted i første halvdel af 2017 og bliver den næste lejlighed til sammen med den nye regering at drøfte mulighederne for at nå dette mål. De næste skridt Kommissionen vil fortsat samarbejde med Europa-Parlamentet og Rådet for at sikre, at EU taler med én stemme om dette vigtige spørgsmål. Kommissionen vil inden udgangen af juni 2017 rapportere om de yderligere fremskridt, der er gjort. Baggrund Et grundlæggende princip i EU's visumpolitik er at sikre, at tredjelande, for hvilke der kræves visum, yder gensidighed med hensyn til visumfritagelse for borgere fra alle EU's medlemslande. For at støtte denne indsats er der oprettet en visumgensidighedsmekanisme. Inden for rammerne af gensidighedsmekanismen, ifølge hvilken Kommissionen skal tage hensyn til konsekvenserne af en suspension af visumfritagelsen for EU's og dets medlemslandes eksterne forbindelser, har Kommissionen allerede vedtaget tre rapporter om en vurdering af situationen: den 10. oktober 2014, den 22. april 2015 og den 5. november 2015 samt to meddelelser i april og juli 2016. I meddelelsen af 12. april har Kommissionen foretaget en detaljeret vurdering af konsekvenserne og virkningerne af en suspension af visumfritagelsen for statsborgere fra Canada og USA og konkluderet, at en suspension af visumfritagelsen – ud over de negative virkninger for EU's borgere og problemer med gennemførelsen – også vil få betydelige negative virkninger på en lang række politiske områder, navnlig med hensyn til eksterne forbindelser, handel, turisme og EU's økonomi. Kommissionen anmodede i april Europa-Parlamentet og Rådet til inden den 12. juli 2016 at tage stilling til den mest hensigtsmæssige vej fremad. Rådet har endnu ikke tilkendegivet sin holdning til spørgsmålet. Europa-Parlamentet drøftede spørgsmålet på plenarforsamlingen i sidste uge. Den 12. oktober fandt der også en debat sted i Europa-Parlamentets Udvalg om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Det Forenede Kongerige og Irland deltager ikke i udviklingen af den fælles visumpolitik og vil ikke være bundet af en suspension af visumfritagelsen. Yderligere oplysninger Ofte stillede spørgsmål: EU's visumgensidighedsmekanisme Meddelelse vedtaget den 21. december 2016 – Status og de mulige veje frem med hensyn til situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande (opfølgning på meddelelsen af 12. april) Canadisk pressemeddelelse om visumfri rejse til Canada for rumænske og bulgarske borgere fra den 1. december 2017 Meddelelse vedtaget den 13. juli 2016 Meddelelse af 12. april – Status og de mulige veje frem med hensyn til situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande 5. november 2015 – Rapport fra Kommissionen med en vurdering af situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande 22. april 2015 – Rapport fra Kommissionen med en vurdering af situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande 10. oktober 2014 – Rapport fra Kommissionen med en vurdering af situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande Rådets forordning om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (Rådets forordning (EF) nr. 539/2001) Forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (forordning (EU) 1289/2013) IP/16/4403 Pressehenvendelser: Natasha BERTAUD (+32 2 296 74 56) Tove ERNST (+32 2 298 67 64) Markus LAMMERT (+ 32 2 298 04 23) Kasia KOLANKO (+ 32 2 296 34 44) Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail
© Copyright 2024