HØJESTERETS KENDELSE
afsagt torsdag den 12. januar 2017
Sag 182/2016
IWT LLC ApS
(advokat Jens Rysgaard)
mod
Scharf GmbH
(advokat Jakob Blicher Ravnsbo)
I tidligere instanser er truffet beslutning af Skifteretten i Kolding den 27. januar 2016 og
afsagt kendelse af Vestre Landsrets 14. afdeling den 8. april 2016.
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Lene Pagter Kristensen, Hanne Schmidt og Jan
Schans Christensen.
Påstande
Kærende, IWT LLC ApS, har nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til realitetsbehandling i
landsretten.
Indkærede, Scharf GmbH, har påstået stadfæstelse.
Sagsfremstilling
I en sag, som IWT LLC ApS havde anlagt mod Scharf GmbH ved Skifteretten i Kolding med
påstand om betaling af 50.000 kr. i anledning af en afvist konkursbegæring, jf. konkurslovens
§ 28, besluttede skifteretten den 27. januar 2016 følgende:
”Af det fremlagte og af civilrettens retsbog af den 26. november 2015 fremgår det, at
sagsøgte har anmodet om, at denne sag henskydes til civilretten med henblik på behandling sammen med BS 1-1691/2015, mens sagsøgeren har modsat sig dette.
- 2 -
Da udfaldet af nærværende sag er afhængig af udfaldet af BS 1-1691/2015 besluttede
skifteretten i medfør af konkurslovens § 242 a at henskyde sagen til afgørelse ved de
almindelige domstole.”
IWT kærede afgørelsen til Vestre Landsret med påstand om, at sagen skulle hjemvises til behandling ved Skifteretten i Kolding. Samtidig indgav IWT ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære skifterettens beslutning til landsretten. Ved brev af 6. april
2016 meddelte Procesbevillingsnævnet, at det ikke krævede nævnets tilladelse at kære beslutningen.
Den 8. april 2016 afsagde Vestre Landsret følgende kendelse:
”Sagen drejer sig om, hvorvidt IWT LLC ApS har et krav mod Scharf GmbH i anledning af en afvist konkursbegæring indgivet af Scharf GmbH mod IWT LLC ApS. Kravet er i medfør af konkurslovens § 242 a, jf. § 28, stk. 1 og 2, fremsat over for skifteretten. Skifteretten har i medfør af samme bestemmelse henskudt kravet til afgørelse
ved de almindelige domstole.
Det fremgår af blandt andet Højesterets kendelse af 22. oktober 2015, gengivet i U
2016.526 H, at afgørelser om henvisning til rette domstol er delafgørelser omfattet af
retsplejelovens § 253, stk. 3, 2. pkt. Kære kan derfor ikke ske uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. § 253, stk. 4, jf. stk. 3. Da en sådan tilladelse ikke foreligger, afviser landsretten kæremålet.”
Anbringender
IWT LLC ApS har anført bl.a., at kære af skifterettens beslutning om at henskyde sagen til
afgørelse ved de almindelige domstole, jf. konkurslovens § 242 a, ikke kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 4, jf. stk. 3, da der ikke er tale
om en delafgørelse. Derimod kan skifterettens afgørelse kæres direkte til landsretten efter
retsplejelovens § 389, stk. 1.
Landsretten har i sin kendelse henvist til Højesterets kendelse af 25. oktober 2015 (UfR 2016
s. 526), der vedrørte en byrets henvisning af to sager til en anden byret som følge af det stedlige værneting. Henvisning af en sag til en anden byret begrundet i det stedlige værneting
svarer ikke til en skifterets henskydning af en sag til behandling ved civilretten i samme rets-
- 3 -
kreds efter konkurslovens § 242 a, hvorfor resultatet ikke kan udledes af den nævnte højesteretskendelse.
Scharf GmbH har anført bl.a., at Vestre Landsret med rette har afvist kæremålet, da der er tale
om en delafgørelse efter retsplejelovens § 253, stk. 4, jf. stk. 3. Kære af en sådan afgørelse
kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. Højesterets kendelse af 25. oktober 2015 (UfR
2016 s. 526). Da en sådan tilladelse ikke foreligger, må kæremålet afvises som sket.
Retsgrundlag
Ved lov nr. 737 af 25. juni 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love blev
retsplejelovens § 253, stk. 4, nyaffattet, således at afgørelser efter § 253, stk. 3, alene kan indbringes for højere ret med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Samtidig blev bestemmelsen
i retsplejelovens § 389 a indsat i loven. Ifølge denne bestemmelse kan kendelser og beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, kun
kæres med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Af lovforslagets bemærkninger fremgår bl.a. (Folketingstidende 2013-14, tillæg A, lovforslag
nr. L178, s. 118-123):
”Til nr. 28 (§ 253, stk. 4-5)
Med lovforslaget foreslås kompetencen til at meddele tilladelse til appel af delafgørelser
i alle tilfælde henlagt til Procesbevillingsnævnet. Der foreslås i den forbindelse en ændring og opdeling af bestemmelsen i retsplejelovens § 253, stk. 4, mens § 253, stk. 1-3,
ikke foreslås ændret.
Det foreslås således med stk. 4, at anmodning om appel af delafgørelser som nævnt i §
253, stk. 3 (der ikke foreslås ændret), indgives til Procesbevillingsnævnet frem for –
som i dag – den overordnede ret.
Herefter vil anmodning om såvel tilladelse til anke af deldomme og kære af kendelser
afsagt efter reglerne i § 253 skulle indgives til Procesbevillingsnævnet.
Den gældende højesteretspraksis for at opnå tilladelse, hvorefter kriteriet er, om der foreligger særlige grunde, forudsættes videreført af Procesbevillingsnævnet. Kriteriet
”særlige grunde” foreslås i den forbindelse udtrykkeligt nævnt i lovbestemmelsen.
Grundlaget for at tage endelig stilling for appelinstansen skal være tilstrækkeligt oplyst,
- 4 -
og der lægges navnlig vægt på den procesøkonomiske besparelse, der vil være forbundet med at afgøre spørgsmålet særskilt.
Forslaget tilsigter ingen ændring af, hvilke afgørelser der er omfattet af bestemmelsen
om delafgørelser.
Delafgørelser, der omfattes af § 253, vil således i overensstemmelse med gældende ret
være afgørelser om spørgsmål, der er afgørende for hele sagens behandling, som f.eks.
lovvalg, rettens kompetence og søgsmålsfrister og søgsmålskompetence.
Afgørelser om formalitetsspørgsmål vedrørende sagens gang, som f.eks. afgørelser om
bevisførelse, syn og skøn, stedlig kompetence mv., vil ligesom i dag ikke være delafgørelser efter § 253. Det samme gælder afgørelser om henvisning til landsretten efter §
226.
Er der ikke tale om en delafgørelse omfattet af § 253, vil kære kunne ske efter de almindelige regler for kære af afgørelser om formalitetsspørgsmål.
For så vidt angår de af byrettens afgørelser om formalitetsspørgsmål, som ikke er delafgørelser omfattet af § 253, vil disse således være omfattet af reglerne i den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens § 389 a om kære af kendelser og andre beslutninger, der
afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse. Efter
denne bestemmelse er det udgangspunktet, at der ikke kan ske kære til landsretten. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten, jf. lovforslagets § 1, nr. 63.
…
Til nr. 63 (§ 389 a)
Det foreslås, at muligheden for frit at kære byrettens afgørelser under sagen begrænses.
Kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under en hovedforhandling eller
under dennes forberedelse, vil således – uanset den gældende bestemmelse i § 389, stk.
1, som ikke foreslås ændret – fremover ikke kunne kæres frit til landsretten. Der er dog
mulighed for at få Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringes visse kendelser og
beslutninger afsagt under sagens forberedelse eller hovedforhandlingen for landsretten.
Betingelserne for at få kæretilladelse er efter forslaget, at afgørelsen angår spørgsmål af
væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten.
Omfattet heraf vil eksempelvis være kendelser eller beslutninger, som går ud på, at sagen afvises eller hæves, om stedlig og saglig kompetence, habilitet og rette sagsøgte.
Det vil imidlertid bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en afgørelse
har en sådan karakter og betydning, at der er grund til, at kæresagen skal kunne afgøres
af landsretten som 2. instans, og der derfor skal meddeles kæretilladelse.
- 5 -
Det er desuden en betingelse, at der er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans. Det forudsættes således, at der udover en vurdering af afgørelsens
karakter også foretages en vurdering af selve afgørelsen, herunder af resultatet.
Forslaget tilsigter ingen ændringer af, hvilke afgørelser som er omfattet af § 253 om
delafgørelser.
Bestemmelsen omfatter således ikke afgørelser om spørgsmål, der er afgørende for hele
sagens behandling som f.eks. lovvalg, rettens kompetence og søgsmålsfrister og søgsmålskompetence, da der i overensstemmelse med gældende ret vil være tale om delafgørelser, der er omfattet af § 253, hvorfor tilladelse til at kære afgørelsen ligesom i dag
vil skulle meddeles efter denne bestemmelse (som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 28).
…”
Højesterets begrundelse og resultat
Højesteret har ved kendelse af 22. oktober 2015 (gengivet i UfR 2016.526) fastslået, at afgørelser om henvisning til rette domstol er delafgørelser omfattet af retsplejelovens § 253, stk. 3,
2. pkt. Kære af sådanne afgørelser kan ikke ske uden tilladelse af Procesbevillingsnævnet.
Den påkærede afgørelse angår en sag, hvor IWT LLC ApS ved Skifteretten i Kolding i medfør af konkurslovens § 28 har fremsat krav mod Scharf GmbH i anledning af en afvist konkursbegæring indgivet af Scharf mod IWT. Skifteretten i Kolding har i medfør af bestemmelsen i konkurslovens § 242 a henskudt sagen til afgørelse ved Civilretten i Kolding, hvor der
verserer en anden sag mellem samme parter.
Ifølge konkurslovens § 242 a, 3. pkt., kan skifteretten henskyde krav af den nævnte art til afgørelse ved de almindelige domstole. Afgørelser efter bestemmelsen indebærer således et
skøn med hensyn til, ved hvilken domstol sagen mest hensigtsmæssigt kan behandles.
Højesteret finder, at sådanne afgørelser må sidestilles med afgørelser om henvisning til rette
domstol. Den afgørelse, der er truffet af Skifteretten i Kolding i medfør af konkurslovens §
242 a, 3. pkt., må herefter anses for en delafgørelse omfattet af retsplejelovens § 253, stk. 3, 2.
pkt., og kære til landsretten kan derfor kun ske med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Da en sådan tilladelse ikke foreligger, tiltræder Højesteret landsrettens afgørelse om at afvise
kæremålet.
- 6 -
Thi bestemmes:
Landsrettens kendelse stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til nogen anden part.