HØJESTERETS KENDELSE
afsagt tirsdag den 14. februar 2017
Sag 130/2016
A
(advokat Tue Askeland, beskikket)
mod
Kurator i X ApS under konkurs
(advokat Boris Frederiksen)
og
Sag 131/2016
A
(advokat Tue Askeland, beskikket)
mod
Kurator i Y ApS under konkurs
(advokat Boris Frederiksen)
I tidligere instanser er afsagt kendelser af Skifteretten i Helsingør den 10. marts 2015 og af
Østre Landsrets 16. afdeling den 29. oktober 2015.
I påkendelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Jon Stokholm, Poul Dahl
Jensen, Lars Hjortnæs og Lars Apostoli.
Påstande
A har nedlagt påstand om, at de pålagte konkurskarantæner skal løbe parallelt med hinanden,
subsidiært at sagen hjemvises til Skifteretten i Helsingør med henblik på prøvelse af
konkurskarantænens længde.
- 2 -
Kurator i X ApS under konkurs og i Y ApS under konkurs, advokat Boris Frederiksen, har
påstået stadfæstelse af landsrettens kendelse.
Sagsfremstilling
Ved skifterettens to kendelser af 10. marts 2015 blev A i tilknytning til sagerne X ApS under
konkurs og Y ApS under konkurs pålagt konkurskarantæne i tre år som følge af groft uforsvarlig forretningsførelse i selskaberne, som begge var erklæret konkurs den 31. marts 2014.
Skifteretten havde behandlet de to sager i forbindelse med hinanden, jf. retsplejelovens § 254.
Ifølge skifterettens bestemmelse skulle treårsfristen i begge sager regnes fra det tidspunkt,
hvor kendelserne var endelige.
A kærede kendelserne med påstand om frifindelse, subsidiært en kortere karantæneperiode
end tre år. Kurator nedlagde påstand om stadfæstelse. Østre Landsret behandlede sagerne
under ét og stadfæstede ved kendelse af 29. oktober 2015 skifterettens kendelser med den ændring, at de pålagte konkurskarantæner skulle løbe i forlængelse af hinanden.
Procesbevillingsnævnet gav den 31. maj 2016 A tilladelse til kære til Højesteret af
landsrettens kendelse for så vidt angår den del af kendelsen, der vedrører spørgsmålet om,
hvorvidt de to konkurskarantæneperioder skal lægges i forlængelse af hinanden.
Anbringender
A har anført navnlig, at selskaberne X ApS og Y ApS var koncernforbundne, idet Z ApS var
ejer af begge selskaber. Der er derfor ikke hjemmel til, at de to konkurskarantæneperioder
skal lægges i forlængelse af hinanden, jf. konkurslovens § 157, stk. 3.
Der er heller ikke hjemmel til at lægge de to konkurskarantæneperioder i forlængelse af hinanden i medfør af konkurslovens § 158, stk. 2, da anvendelse af denne bestemmelse er betinget af, at den pågældende ”tidligere er pålagt konkurskarantæne”. Denne betingelse er ikke
opfyldt i det foreliggende tilfælde, hvor afgørelsen om konkurskarantæne er truffet samtidig i
de to sager. På afgørelsestidspunktet var han derfor ikke ”tidligere” pålagt konkurskarantæne i
nogen af sagerne.
- 3 -
Landsrettens kendelse er endvidere i strid med det kontradiktoriske princip og med retsplejelovens § 338, da kurator alene havde nedlagt påstand om stadfæstelse af skifterettens
kendelser.
Kurator for X ApS og Y ApS begge under konkurs har anført navnlig, at As anbringender om
koncernforbindelse mellem selskaberne er nye og i strid med hans tidligere anbringender og
med beviserne i sagen. I øvrigt har kurator henvist til landsrettens begrundelse.
Højesterets begrundelse og resultat
Ved kendelsen af 29. oktober 2015 tiltrådte landsretten, at A på grund af groft uforsvarlig
forretningsførelse i relation til såvel Y ApS som X ApS er uegnet til at deltage i ledelsen af en
erhvervsvirksomhed, og at det under hensyn til hans handlemåde og omstændighederne i
øvrigt er rimeligt at pålægge ham tre års konkurskarantæne i begge sager.
Spørgsmålet for landsretten var herefter, hvorvidt de to konkurskarantæneperioder skal løbe
parallelt, eller om karantæneperioderne skal lægges i forlængelse af hinanden.
Landsretten lagde til grund, at Y ApS og X ApS ikke var koncernforbundne, og fandt, at de to
konkurskarantæneperioder skal lægges i forlængelse af hinanden.
Procesbevillingsnævnet har givet tilladelse til, at landsrettens kendelse kæres til Højesteret
”for så vidt angår den del af kendelsen, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de to konkurskarantæneperioder skal lægges i forlængelse af hinanden”.
Ved Højesterets prøvelse skal det således lægges til grund, at A er pålagt tre års
konkurskarantæne i hver sag, og at de to selskaber ikke var koncernforbundne. Højesteret skal
ikke tage stilling til længden af konkurskarantæneperioderne, men alene til, om de skal løbe
parallelt eller lægges i forlængelse af hinanden.
Af de grunde, som landsrettens flertal har anført, tiltræder Højesteret, at bestemmelsen i konkurslovens § 158, stk. 2, må forstås således, at også konkurskarantæneperioder, der pålægges
samtidigt vedrørende to eller flere ikke-koncernforbundne selskaber, skal løbe i forlængelse af
- 4 -
hinanden. Som følge heraf er der ikke hjemmel til at lade de to konkurskarantæneperioder løbe parallelt.
Det forhold, at skifterettens kendelser indebar, at de to karantæneperioder som udgangspunkt
ville komme til at løbe parallelt, og at kurator for landsretten alene havde nedlagt påstand om
stadfæstelse af skifterettens afgørelser, kan ikke føre til et resultat, der fraviger lovens ordning. Det bemærkes herved, at det af lovforarbejderne til ordningen med konkurskarantæne
fremgår, at skifteretten ved afgørelsen af konkurskarantænens længde ikke er bundet af parternes påstande, idet det dog må forventes, at der normalt ikke vil være anledning til at fastsætte konkurskarantænen til en længere periode end påstået af kurator. Landsretten må på
tilsvarende måde være ubundet af påstandene, når en sag om konkurskarantæne er indbragt
for landsretten. I det foreliggende tilfælde, hvor kurator ikke – hverken i sine påstande for
skifteretten eller for landsretten – havde forholdt sig til, hvordan de to karantæneperioder skal
afvikles i forhold til hinanden, burde landsretten dog have givet parterne lejlighed til at udtale
sig om spørgsmålet og konsekvenserne heraf, inden landsretten traf afgørelse i sagen.
På den anførte baggrund tiltræder Højesteret, at de to konkurskarantæneperioder i det foreliggende tilfælde skal lægges i forlængelse af hinanden.
Herefter, og da spørgsmålet om længden af de to konkurskarantæneperioder som anført ikke
er omfattet af procesbevillingen til Højesteret, stadfæster Højesteret kendelsen.
Det følger af konkurslovens § 164, stk. 4, at virkningerne af konkurskarantænen har været
stillet i bero fra den 31. maj 2016, hvor Procesbevillingsnævnet meddelte procesbevilling i
sagen. Den afbrudte karantæneperiode løber videre fra datoen for Højesterets kendelse.
Efter sagens karakter og forløb skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for Højesteret
til den anden part eller til statskassen.
Thi bestemmes:
Landsrettens kendelse stadfæstes.
- 5 -
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.