1. No category

KOMMENTAR TIL LUTHER MATERIALE
fra Hedensted provsti
Lutherrosen
Martin Luthers personlige segl er fra 1530 og er blevet et udbredt symbol for den evangelisklutherske kirke. Korset i hjertet symboliserer troen på den korsfæstede Jesus Kristus.
Det røde hjerte står for liv og kærlighed, mens den hvide rose repræsenterer glæde og fred.
Al kristen tro går igennem Jesus.
Reformationsjubilæum 2017
Den 31. oktober 1517 hang Martin Luther 95 teser om afladshandel op på kirkedøren ind
til Slotskirken i Wittenberg. Teserne var egentlig tænkt som et diskussionsoplæg fra en
professor på det teologiske fakultet, Martin Luther, men hans teser og tanker fór som en
løbeild igennem Tyskland. Det, der var ment som en debat blandt studerende og inden for
den katolske kirke, blev pludselig begyndelsen til en ny måde at tænke på.
Mennesket fik en trosfrihed i forhold til paven som kirkens absolutte myndighed.
Kære menneskebarn: Jesus er din frelser. Det er ikke den rigtige dogmatik, der frelser.
Du kan selv møde Jesus i Bibel, bøn og lovsang og i din næste. Det kræver dog, at du kan
læse, både Bibelens ord og den lutherske katekismus; og gerne synge af glæde – for at jage
djævelen væk og samtidig skabe fællesskab.
Martin Luther betonede også, at der ikke kan bygges samfund på Bibel og kristen-tro.
Vi mennesker er syndere og kun få vil kristendommen. Derfor skal regenten og fyrsten
lede landet, og på en gang både understøtte kirken, samtidig med at den også straffer alle
handlinger og mennesker, der bryder loven. Den lov, der gør, at vi kan leve sammen som
medmennesker, og ikke bare begærligt hver for sig skrabe til os.
Martin Luther fornyede i særdeleshed kristen tro, bibellæsning og kirkeliv. Hans
overvejelser om øvrigheden har dog også stor indflydelse på den måde, vi tænker
samfund og statsmagt på i dag. Med hvilke midler skal et samfund og en kultur funderes?
Luther reformerede ikke kun kirken, men også synet på et menneske.
Med Luthers ord om, at vi mennesker på en gang er en synder og retfærdig, der har
Luther fjernet både den sygdom der hedder gerningsretfærdighed og frelsesangst; for du,
menneske, har intet at komme med over for Gud, andet end - i bedste fald - snavsede
hænder og et beskidt sind.
At vi nu om dage i ethvert menneske, før alt andet, kan se Guds skabning og Guds elskede
barn, det har vi i høj grad Luther at takke for.
Ikke alt, der kom fra Luther, kan vi trække på nu om dage. Han var hverken demokrat
eller kvindeforkæmper. Han hadede jøder og tyrkere. Fattigdom anså han for en
naturgiven virkelighed. Det er afgjort ikke alle Luthers skrifter, der funderer den
evangelisk-lutherske kirke. Men både Luthers livshistorie og hans mange værker er en
fantastisk kilde til at forstå 1500 tallet og de kim der blev sået til nytænkning
århundrederne derefter.
Må du undres over og beundre Martin Luther både i reformationsåret og i årene frem.
Luther er skyld i: at du kan blive skilt.
Martin Luther regnede ikke vielsen som et sakramente. Den kirkelige vielse
havde ikke sin baggrund i Bibelen. Det betød, at vielsen ændrede karakter i
takt med individualismen brød frem.
Martin Luther gik afgjort ikke ind for, at et ægtepar skulle lade sig skille.
Tvært imod brød han med tanken om den katolske kirkes cølibat for præster, munke og nonner, da
han i 1525 giftede sig med den bortløbne nonne, Katharina von Bora.
I den katolske og ortodokse kirke har man
syv sakramenter (kirkens mysterier): dåb,
nadver, konfirmation (firmelse), skriftemål
(bod), syges salvelse (den sidste olie),
præste-ordination og ægteskab.
I 1520 gør Luther opmærksom på,
at der efter Skriftens sprogbrug kun
er ét sakramente: Jesus Kristus
og hans redningsaktion for os.
Det, kirken taler om, er egentlig kun sakramentale tegn, som alle peger hen på det ene
sakramente: Frelsen i Jesus Kristus.
Tre lutherske sakramenter
Efter 1530, hvor Den Augsburgske Bekendelse bliver officiel luthersk bekendelse, regner
både Luther og de andre lutherske teologer med tre sakramenter: Dåben, nadveren og
absolutionen med tilsigelse af syndernes forladelse.
Luther krævede, at der var baggrund i Bibelen for det, som kirken gjorde. Om sakramenterne
krævede Luther, at de skulle være indstiftet af Jesus selv. Det gjaldt ifølge Luther kun dåben og
nadveren.
Den kirkelige vielses udvikling siden Martin Luther
Da ægteskabet ikke længere blev set som et sakramente, har den kirkelige og folkelige holdning til
ægteskabet ændret karakter i de sidste århundreder. Det har betydet, at de lutherske kirkesamfund
på en gang fastholder, at et ægteskab er en Guds gave til mennesket, samtidig med at intet
menneske skubbes ud af kirkens fællesskab, hvis man bliver skilt eller gift igen.
Den lutherske sakraments-forståelse har også lukket op for kirkelig vielse af homoseksuelle i 2012
Luther er skyld i: at vi synger i Danmark
Martin Luther mente, at musik og sang var med til at stemme et menneskes
sind og tanker. Salmesang skulle bruges som forkyndelse og lovprisning.
”Vore sange forarger djævelen meget. Men han glæder sig og ler, når vi vånder os
og råber: ”Ak, ak”. Djævelen flygter for musikken.”
"Musikken er en gave fra Gud:
den jager djævelen på flugt og gør menneskene glade."
Sådan beskriver Martin Luther musikkens betydning for tro og sind. Martin Luther anså
menighedssangen som en "sunget forkyndelse" af evangeliet og den ny lære.
Bare det at høre musik, mente Luther, var gavnligt for sjælen. Men han anså det for at være
allermest velgørende, at man selv sang.
Menighedssang
Det var Luthers mål, at hele menigheden gennem sang skulle deltage i lovprisningen af Gud og
forkyndelsen af evangeliet ved højmessen.
Når menighedssang på modersmålet i dag er en væsentlig del af den protestantiske gudstjeneste, er
det Luthers fortjeneste. I dag betragter vi det som en selvfølge, at menigheden synger salmer ved
gudstjenesten, men i 1500-tallet var det revolutionerende nyt. Den lutherske menighedssang stod i
skarp modsætning til den katolske messe, som på Luthers tid mest indeholdt munkesang på latin.
Den folkelige sang
Det at synge i fællesskab er helt op til i dag en særlig aktiv og påskønnet del af den evangeliske
menigheds liv. Man skal ikke underkende indflydelsen, som denne kultur har på den musikalske
dannelse og dannelse i al almindelighed i vores land.
Luthers indlæg om musikkens værdi er yderst moderne: "Hvem, der kan denne kunst, har et
godt væsen og er dygtig til alt. Musik skal undervises i skolen. En skolelærer skal
kunne synge, ellers værdiger jeg ham ikke et blik."
I Danmark forudsætter Peter Palladius (første lutherske biskop over Sjællands stift) i sin Visitatsbog
fra 1540‒1541, at der bliver sunget i hjemmene.
Luther er skyld i: at der ikke sidder biskopper i regeringen.
Martin Luther betonede, at kirkens biskopper skal tage sig af kirkens
anliggende. Den kristne tro kan ikke bruges som værktøj til at lede et land.
”Konge af Guds nåde.”
Som modtræk mod pavens magt bl.a. til at udnævne biskopper, fremkom der efter år 1000,
i de europæiske lande den forestilling, at kongen var ”konge af Guds nåde”. Som Gud i Det gamle
Testamente udvalgte Saul og David til konger af israelitterne, sådan er landets konge indsat direkte
af Gud, og skal ikke have sin position sanktioneret af paven eller kirken.
Biskopperne var dog både veluddannede rådgivere og samtidig udadtil en garant for, at kirken
(Gud) var med landets regent. Derfor havde flere regenter biskopper knyttet til deres forvaltning.
Den tankegang opponerede Luther imod. Superintendenter (biskopper) skulle tage vare på kirkens
ordning og lade fyrster og regenter bære sværdet.
Luther skriver i ”Den verdslige øvrighed” 1523:
Hvis nogen ville styre verden efter evangeliet og ophæve al verdslig ret og
ikke bruge sværdet under det påskud at alle er døbte og kristne, og at
evangeliet ikke tillader at have nogen ret eller noget sværd blandt dem og at
det heller ikke er nødvendig, kære ven, give mig så et råd: Hvad ville et
sådan menneske gøre? Han ville løse båndene og lænkerne, som holdt
vilddyrene, så de ville rive og slide enhver i stykker og desuden hævde, at de
var tamme og søde kæledyr. Det ville jeg mærke på mine sår! Sådan ville de
onde under navn af at være kristne misbruge den evangeliske frihed, køre
løs med deres skurkestreger og sige, at de er kristne og ikke underlagt nogen
lov eller noget sværd.
Det er det nødvendigste her i verden, at man har et strengt verdsligt styre. For
verden kan ikke regeres efter evangeliet, for Ordet ringeagtes for meget og angår blot en
lille kreds af mennesker. Det griber blot nogen få, og ikke en af tusind tager imod det.
Derfor kan man ikke oprette noget ydre styre med det.
Træsnit fra borgen Coburg – sidste halvdel af 1500 –
Frederik den Vise og Martin Luther i fælles tilbedelse af korset
Hvor det verdslige regimente ikke bruger sit embede strengt, skraber alle
til sig i deres egen sæk. Derefter følger oprør, mord, krig og voldtægt af kvinder og
børn, så ingen kan leve i tryghed. Flertallet er ikke kristent. Konger, fyrster, og herrer
må føre sværdet og hugge hovederne af. Straffen må beholdes, så de andre bliver
holdt i frygt, og de fromme kan høre evangeliet og passe deres arbejde, for at enhver
kan leve stille og rolig.
Luther er skyld i: at paven ikke bestemmer hvad du skal tro.
Martin Luther betonede, at paven ikke var mere eller mindre kristen end
ethvert døbt Guds-barn. Vi kan alle hver især møde Gud i Bibel, bøn og
bekendelse, og behøver ikke pavens eller præstens vejledning og
syndsforladelse, for at få del i Guds kærlighed, tilgivelse og det evige liv.
Hvem bestemmer, hvad man skal tro?
"Det er tåbelig at sige, at man skal tro sådan
eller sådan, fordi konger, fyrster og flertallet
tror det. Vi er ikke blevet døbt til konger,
fyrster eller til flertallet, men til Kristus og
Gud selv. Vi kaldes heller ikke konger,
fyrster eller flertallet. Vi kaldes kristne.
Sjælen kan og skal ingen råde over, hvis
han da ikke kan vise den vejen til Himlen.
Men det kan intet menneske gøre, blot Gud alene."
Sådan skriver Luther i skriftet: ”Om den verdslige øvrighed” (1523)
Den lille og store katekismus
Martin Luther udgav 2 katekismer, for at oplære mennesker i kristen tro, som ikke længere skulle gå
omkring pave og præst.
”Den lille katekismus”, skulle enhver hus-fader oplære sin familie og tyende i. Luther stillede
”manden i huset” til ansvar overfor hjemmets oplæring i den kristne tro. En barnedøbt voksen
mands tro er lige så autoritets-fyldt som nogen pave og præst. Bibellæsning og undervisning sættes
pludselig fri med reformationen.
”Den lille Katekismus” skulle også bruges til undervisning i skolerne.
”Den store Katekismus” kan man moderne sige – var lærebogen til ”Den lille Katekismus”.
Luther er skyld i: at vi arbejder for meget.
Martin Luther betonede, at i stedet for god gerninger over for pavekirken, så
skal du tjene Gud ved at passe dit arbejde til gavn for dine medmennesker.
(Faren er den fejlslutning, at: Jo mere du arbejder, jo mere tjener du Gud og
tager dig af din næste).
Er der en protestantisk arbejdsmoral?
Folkeligt og fordomsfuldt soler vi lutheranere i det kolde nord os i, at vi er mere
erhvervsorienterede og arbejdsomme end de mere varmblodede katolikker i Sydeuropa.
Forskningen på området er splittet. Sandt er det dog, at Luther pointerede, at du skal tjene Gud, ved
at tjene dit medmenneske. Når du arbejder, så skal du gøre det til gavn for dit medmenneske.
Sådan tjener du Gud. Firkantet sagt, og ikke helt som Luther sagde det:
jo mere du arbejder, jo mere tjener du Gud og dit medmenneske.
Dine gode gerninger sikrer dig ikke Livet.
Luther betonede, at du bliver ikke frelst ved
dine gode, fromme gerninger – eller ved
pengebetaling, som Gud vil sætte ind på
plussiden i ”Livets bog”.
Der er intet fortjenstfuldt overfor Gud ved
munkelivet eller at leve et specielt fromt liv.
I stedet betonede Luther, at du kan tjene Gud
ved at varetage dit arbejde på bedste vis.
Gøre din gerning med de talenter du er givet.
Det er fortjenstfuldt for Gud; og at ære Gud,
der hvor du er sat.
”Kristus spørger ikke om du er mand eller kone, kejser eller staldkarl, borgmester
eller bysvend: alt sådant lader han blive som det er, og siger: Du skal være Gud lydig
i din stand og din livsstilling, og ikke svigte dit kald.” (Luthercitat hentet fra s. 16 i bogen:
”Hvorfor er vi så flittige?” v. Lars K. Christensen. Eksistensen)
Din arbejdsglæde skal være til andres glæde
Dit arbejde skal være til glæde for Gud ved at være til gavn for din næste; og det at kunne arbejde er
en glæde enhver skal tage imod og leve ud.
Luther siger: ”Intet menneske dør af arbejde, men ved at gå ledig og uvirksom mister
folk både liv og helse. For mennesket er født til arbejde ligesom fuglen til at flyve.”
(Kirkepostillen, 1525)
Der er ikke noget der hedder pensionsalder hos Luther. Man arbejder til man ikke kan
mere, og man tager sig af de mennesker, der pga. sygdom og handicap ikke selv er i
stand til at have den glæde – at arbejde.
Luther skriver om tiggerne og dem der drager fra by
til by for at leve af almisser:
”Den, som ikke vil arbejde, men bare
udnytte det, som er vort, er ikke min næste.
Man skal ikke understøtte den, som ikke vil
bære arbejdets byrde. For ligesom min krop
spiser og drikker og alligevel arbejder, sådan
må også min næste arbejde.” (Forelæsning over
Esajas 1527-30)
Luther er skyld i: at du ikke behøver at være perfekt
Luther mener, at vi mennesker hverken kan eller skal være perfekte overfor
Gud og mennesker. Det kan kun Jesus. Vi skal som mennesker i stedet glæde
os over, at vi er elsket af Gud, som de mennesker vi er. Vores Fader i himmelen
elsker os – akkurat som en mor og far elsker sin børn. Vi er sat fri til at være
mennesker, der kan fejle.
Man kan blive syg af at ville være perfekt.
Det erfarer stadigt flere mennesker i vores tid, hvor vores evindelige stræben efter et perfekt liv,
med alt hvad det indebærer af kontrol (af hinanden og af os selv), sender et støt stigende antal
mennesker til læge og til psykolog.
At vi er kommet så vidt i vores perfektionsiver, er faktisk temmelig overraskende. For hvis der
findes nogen, der på erfarede, hvordan man netop kan blive syg af at ville være perfekt, ja så er
det reformatoren Martin Luther. I sin tid i augustiner-klosteret var han sygeligt optaget af, hvordan
han kunne gøre sig perfekt i Guds øjne. Al hans tid, energi og tanker drejede sig kun om det ene:
at ville gøre sig perfekt over for Gud og således præstere sig til Guds nåde – og sikre sin egen
frelse.
Frelse ved troen på Kristus
Men det var samtidig midt i denne sygelige selvoptagethed og stræben, at Luther fandt en
banebrydende vej ud af sin krise og sin angst. For ved at læse Romerbrevet gik det op for ham, at
det er en kæmpe løgn, at noget som helst menneske skulle kunne præstere sig til et perfekt liv, og
derved til Guds kærlighed. Under læsning af Paulus brev til menigheden i Rom opdagede Luther,
at Guds retfærdighed er helt forskellig fra, hvad mennesker kalder retfærdighed. Det er ikke en
streng og dømmende retfærdighed, men en nådens retfærdighed, som Gud skænker mennesker
gratis, blot de tror på, at Kristus har frelst dem.
Mennesket er både en synder og retfærdig.
Ethvert menneske er grundlæggende u-perfekt, er, som det hedder i kirkens sprog, en synder. Og
det er som sådan, Gud kender mennesket. Kender os, ikke som robotter, men derimod som
levende, frie væsener, der er fyldt med fejl og mangler, fyldt med dumpekarakterer og skjulte
dagsordener. Kender os som dem, der aldrig af egen magt ville kunne gøre sig fortjent til det liv,
vi har fået – og det håb om evigt liv, som Gud har lovet.
Det er den guddommelige gave i syndernes forladelse, der førte Luther tilbage til livet og til et liv
i frihed. Og det er den selvsamme guddommelige overbærenhed, der vil føre os alle tilbage til
livet. Til et liv, hvor vi ikke skal lyve om vores u-perfekthed, men tværtimod skal lære at se den i
øjnene; fordi vi tør tro, at Guds nåde og overbærenhed altid er større end vores fejl og mangler.
Hvis mennesker selv skulle gøre sig fortjent til at komme i Himlen, skulle de være lige så perfekte
som Jesus. Det er der ingen, der er. Til gengæld behøver vi heller ikke være det, mener Luther, for
Jesus har overholdt loven for os alle sammen ved at gå i døden på korset. Derfor regner Gud os for
at være retfærdige (retfærdiggør os), selvom vi ikke har fortjent det.
Gode gerninger
Luther mente, at når man mærkede den frihed, der kommer af at vide, at man er elsket og tilgivet af
Gud, så fulgte de gode gerninger helt af sig selv. ”Gode gerninger gør ikke en mand god. En
god mand gør gode gerninger”, skriver han.
Luther er skyld i: jødehad
Luther var meget barsk i sine udtalelser om både jøder og tyrker (muslimer).
De skulle ud af landet og ikke påvirke landets økonomi, kultur og tro.
Forholdet mellem Luther og jøderne er vanskeligt, og helst skubber man emnet til side og taler i
stedet om reformationens positive tanker og følger.
Men historien har flere gange vist, hvordan man netop med Luther i hånden har polemiseret mod
jøderne, og hvordan hans skrifter og teologi har kunnet bruges til at legitimere jødehad.
I starten af Luthers levetid havde han det håb at omvende jøderne til kristendommen. Men på sine
ældre dage blev tonen stærkt antisemitisk, og Luther fremkommer med udsagn præget af tidens
tendens, som vi nu om dage må tage kraftig afstand fra.
Luthers værk fra 1543: ”Om Jøderne og Deres Løgne” er stærkt antisemitisk.
Bogen er en af de største kilder til antijødiske citater.
Ifølge tidligere sognepræst og medlem af folketinget Søren Krarup skrev Luther sin bog i
anledningen af nogle jødiske rabbinere, som missionerede blandt de kristne i Tyskland og blandt
andet kaldte Jesus for horeunge og bedrager. Dette ophidsede Luther.
Martin Luther kommer i bogen med "betænksomme råd" i bogen, som er en syv-punkts
handlingsplan, der til forveksling ligner Hitler's Endlösung:
”Jeg vil give mit betænksomme råd. Først, at
man skulle tænde ild på deres synagoger og
skoler og kaste jord hen over det, der ikke vil
brænde, så at intet menneske nogensinde skulle
se en sten eller en slagge af det….
For det andet må man ligeledes sønderbryde og
ødelægge deres huse. For de bedriver det samme
uvæsen i dem som i deres skoler. Derpå kan man
lade dem, indrette sig under et tag eller i en stald,
ligesom sigøjnerne, for at de skal forstå, at de er
ikke herrer i vort land, således som de praler af,
men derimod fangen i landflygtighed, således
som de uden ophør skriger op om og beklager
sig over lige overfor Gud….
For det fjerde, at man under dødsstraf forbyder deres rabbinere vedblivende at
undervise…..
For det femte: At man fuldstændig ophæver jødernes beskyttelse på vejene. Thi de
har intet at gøre på landet, eftersom de dog ikke er herrer eller offentligt ansatte eller
er handelsmand eller lignende. De skal blive hjemme….
For det syvende: At man giver de unge, stærke jøder og jødinder plejl, økse, rive,
spade, spinderok, ten i hånden og lader dem tjene deres brød i deres ansigts sved…
- Derfor væk med dem for altid.
Hvordan forholder kirken og kristne sig til Luthers antisemitisme?
Man kommer ikke uden om, at Luther har leveret religiøse argumenter for jødehad.
Hvis man ønsker at finde undskyldning for Luthers racistiske holdning, må man forholde sig til
hans udsagn ud fra en historiske kontekst.
Det 15. og 16. århundrede var præget af en meget direkte antijødisk holdning. Jøderne blev først og
fremmest set som dem, der korsfæstede Kristus. Samtidig så både europæiske regenter og kirkefolk
de jødiske leveregler og det jødiske folks sammenhold som en trussel - økonomisk og spirituelt.
Samtidig er alle Lutherske skrifter ikke en absolut autoritet inden for den protestantiske kirke.
Folkekirkens bekendelses-skrifter er ud over trosbekendelserne, Luthers lille og store Katekismus
sammen med Confessio Augustana.
Stenudskæringen: ”Jødesoen” på Stadtkirche i Wittenberg er fra før Luthersk tid
Luther er skyld i: at du kan læse.
Luther mente, at alle skulle kunne læse Bibelen. Det betød, at alle så
nødvendigvis måtte lære at læse.
”Guds Ord bliver bevaret for os og vore efterkommere ved at vi opretholder
gode skoler og opdrager ungdommen.” Sådan lyder det fra Luther i en sen prædiken.
Om skoleeleven siger Luther samtidig: ”En skoleelev som lytter til sin lærer i tro,
skal vide at han ved at gøre det udfører en gerning, som er guld værd.”
Den lille og den store Katekismus.
Luther lagde grunden til folkeskolen, fordi han gerne ville, at børnene lærte at blive gode
kristne og gode samfundsborgere, og derfor skrev han ”Den lille katekismus” og ”Den store
katekismus”. Katekismus er det græske ord for en lærebog.
I denne lærebog kunne børnene lære, hvordan de blev gode og fromme mennesker. Og når
de nu lærte om frelsen og det gode liv, kunne man lige så godt ved samme lejlighed lære
dem at læse, skrive og regne. Efterhånden kom der flere og flere fag til, så at vi efterhånden
fik den moderne folkeskole, vi kender.
Skoler i Danmark efter reformationen
I 1536 overtog kongemagten i Danmark de gamle kirkeskoler sammen med størsteparten
af det øvrige kirkegods. Fremover skulle der være én god latinskole i alle byer, sådan at
drenge kunne blive oplært i luthersk kristendom og latinsk skriftkultur.
I løbet af 1500-, 1600- og 1700-tallet blev det mere almindeligt, at der lokalt blev ”holdt
skole” med egentlig læseundervisning for begge køn. Målet var, at drenge og piger derved
kunne blive bedre til at læse Luthers Lille Katekismus og den tilhørende forklaring.
Luther om lærergerningen
Luther siger: ”Hvis jeg kunne eller måtte afstå fra prædikeembedet og andre
ting, så er der ikke nogen stilling jeg hellere ville have end det at være
skolelærer eller lærer for børnene. For jeg ved at dette arbejde næst efter
prædikeembedet er det allernyttigste, største og bedste, og jeg ved ikke rigtig
endnu hvilket af dem, som er det bedste. For det er vanskeligt at dressere
gamle hunde og at gøre gamle skurke fromme. Og det er det, prædikeembedet
arbejder med, og derfor må det for det meste arbejde forgæves. Men de unge
småtræer kan man lettere bøje og trække i, selv om også nogen knækker på
grund af det. Kære ven, lad det være den største dyd her på jorden trofast at
opdrage andre folks børn, noget som blot få, og næsten ingen, gør med sine
egne.” (1530)
Martin Luther litteratur
Reformations-serien fra forlaget ”Eksistensen”, København 2016
Arendt, Niels Henrik: ”Frihed – Martin Luther i kortform”. Anis 2016
Grane, Leif: ”Confessio Augustana”.
Den Augburgske bekendelse med kommentarer. Anis 2014
Lindhardt, Jan: ”Martin Luther – renæssance og reformation”. Nyt nordisk Forlag 1982
Martin Luther: ”Mod Latomus – om synd og nåde”. Credo 1995
Petersen, Jens Henrik: ”Fra Luther til konkurrencestaten”. Syddansk Universitetsforlag 2016
Schilling, Heinz: ”Martin Luther – Rebel i en opbrudstid”. Kristelig Dagblads Forlag 2014
Schwartz Lausten, Martin: ”Reformationen i Danmark”. Anis 1987
Støvring, Steffen: ”Luther – et bekymringsfrit hjerte”. Lindhardt og Ringhoff 2016
Materialet er skrevet af sognepræst i Hedensted – Store Dalby
Morten Seindal Krabbe