Nyt busnet 30. januar 2017 Mandag den 30. januar omlægges de lokale buslinjer 326, 327 og 391 – der fremover hedder 328. Nedenfor kan du se, hvilke ændringer, der sker og hvad det giver af nye muligheder. Linje 326 Fremover vil linje 326 køre som ringlinje i Hundested, hvorved den kommer til at betjene især den østlige del af Hundested bedre og oftere. Der vil blive skiftemulighed til toget på både Hundested og Vibehus stationer, hvilket gør det mere fleksibelt at skifte mellem bus og tog – og giver bedre mulighed for at finde et skift, der passer fornuftigt. Ringen betjenes skiftevis med og mod uret, således at man også kan bruge bussen til f.eks. indkøb lokalt og f.eks. køre ind til Hundested i en ulige time og hjem i en lige time. Linje 326 vil stadig passe med toget i Frederiksværk og i øvrigt køre med stort set uændret kørselsomfang mandag-søndag. Linje 327 I dag kører linje 327 som ringlinje lokalt i Asserbo/ Liseleje/ Melby-området. Fremover vil linje 327 køre som ringlinje fra Frederiksværk via Møllevang, Asserbo, Liseleje, Melby, Evetofte, Enghaven og retur skiftevis med og mod uret. Fremover kan du nu komme med bussen hver time alle dag fra Evetofte, og det vil være muligt at skifte mellem bus og tog på Melby Station, så man f.eks. kan køre Hundested-Liseleje og Hillerød- Liseleje med rimelige skiftetider i Melby. I Enghaven erstatter linje 327 bybussen (391), hvilket betyder, at du fremover vil kunne komme med bussen alle ugens dage også om aftenen. Linje 327 vil stadig passe med toget i Frederiksværk og i øvrigt køre med stort set uændret kørselsomfang mandag-søndag. Linje 328 Linje 391 omdøbes til 328 for at alle de lokale linjer i Halsnæs Kommune er samlet i en gruppe. Linjen omlægges en del, idet der bliver mere kørsel til Kregme, og linjen som noget nyt kører til Auderød og Auderødlejren fem gange om dagen. Linjen vil desuden fortsat betjene Arresøparken plejecenter og Skovfogedengen. I Enghaven overtages betjeningen af linje 327. Linje 328 vil på alle ture køre via stationen, således at det bliver meget lettere at skifte til toget, ned det hidtil har været. Endelig kører linje 328 en tur morgen og to ture eftermiddag, hvor den betjener Arresø Skole – Magleblikafdelingen. Linje 328 vil have stort set samme kørselsomfang som i dag – det vil sige mandag –fredag i dagtimerne. På kortet er turene til Kregme og Auderød vist med rødt (ikke alle ture kører til Auderød), turene til Arresøparken med grønt (de betjener Skovbakken på vej mod Frederiksværk) og turene til Magleblikskolen med rødt (mod skolen morgen og fra skolen eftermiddag). Køreplaner Køreplanerne for linje 326, 327 og 328 kan du finde på vores hjemmeside samme sted som denne tekst, og du vil også kunne finde dem på rejseplanen: http://www.rejseplanen.dk/ og DOT: http://dinoffentligetransport.dk/trafikinformation/koereplaner/koereplaner-bus/. Køreplanen for Frederiksværkbanen kan du finde her: http://www.lokalbanen.dk/koereplaner?landingpage=ok En fordel ved de nye køreplaner er, at linje 326 og 327 nu kører på de samme minuttal dagen igennem i samme retning, så køreplanen bliver mere overskuelig. Det eneste du så skal huske på, er om linjen kører med eller mod uret på det tidspunkt, du skal med, så du får stillet dig på den rigtige side af vejen. Baggrunden for omlægningerne Halsnæs Kommune har ønsket at tilpasse det lokale busnet, så det kan betjene en række områder, der hidtil ikke har haft busbetjening – eller kun meget ringe busbetjening. Samtidig har det været et ønske at skabe nye skiftemuligheder mellem bus og tog ved Vibehus og Melby stationer – det er dog stadig skiftene i Frederiksværk og Hundested, der er prioriteret højst. På denne måde åbner der sig nogle nye rejsemuligheder både internt i kommunen men også for at komme i retning mod Hillerød. Det nye net har været i høring i november-december 2015, og på grund af indsigelserne blev der foretaget en lang række ændringer, så omlægningerne ikke blev helt så omfattende som oprindeligt planlagt. Det er Halsnæs Kommunes håb, at du vil tage godt imod de nye muligheder, som det nye busnet giver og vil kunne finde transportmuligheder, der passer dig godt. Vi er imidlertid godt klar over, at når man ændrer i busnettet, vil nogen føle en forringelse. Vi vil godt have input fra dig, hvis du har fået markant dårligere rejsemuligheder – væsentlig længere rejsetid, umulige skift mellem bus og tog eller lignende. Så vil vi se, om vi kan gøre noget ved det, når vi evaluerer på det nye net løbende igennem 2017. Ros og ris Har du ros eller ris til det nye busnet, så send dem til [email protected] eller pr. brev til Halsnæs Kommune, Rådhuspladsen 1, 3300 Frederiksværk og skriv ”nyt busnet” i emnelinjen eller øverst i brevet.
© Copyright 2025