3 Truels Damsgaard Adm. direktør Behov for at sikre konkurrencefordelene Den danske frøproduktion har vundet markedsandele, der blandt andet er drevet af, at vi opnår højere frøudbytter end de lande, vi konkurrerer med. I den nuværende situation med lave kornpriser er vi imidlertid udfordret af, at øvrige lande i Europa øger frøarealerne. Det er en kendsgerning, at frøavl har været og fortsat er en lukrativ forretning for frøavlerne i forhold til korn. Men vi skal passe på ikke at lulle os selv i søvn og glemme at stræbe efter at blive bedre. Hvis vi slækker på ambitionsniveauet, så mister vi de konkurrencefordele, der er så stort behov for i en international og transparent frøbranche. Vores målsætning er fortsat, at dansk frøavl skal være helt i top. Det fordrer, at vi igen kan løfte udbytteniveauet i Danmark. Vi er de seneste fem år især lykkedes med at løfte udbyttet i alm. rajgræs, hvorimod niveauet i arter som rødsvingel, strandsvingel og engrapgræs ikke har bevæget sig væsentligt. Derfor vil vores fokus de kommende år i høj grad være på disse arter, hvor vi skal hæve udbytteniveauet betragteligt. Nogle vil mene, at det ikke er muligt, men vores erfaring er, at fokus og indsats på målrettede områder giver resultater. Vi har en værktøjskasse og en viden, der giver os adgang til at optimere dyrkningen. Ved hjælp af forsøg bliver vi klogere på at kombinere dyrkningsindsatserne rigtigt. Det er blandt andet derfor, at DLF finansierer hovedparten af de danske frøavlsforsøg. Alene i 2017 finansierer DLF 21 frøforsøg, der i samarbejde med SEGES udføres af lokale landboforeningers forsøgsafdelinger rundt om i Danmark. Hertil kommer egne frøforsøg på vores forædlingsstationer samt frøforskningsprojekter, som DLF medfinansierer. Alle disse indsatser bidrager til at give os viden om, hvordan vi kan optimere udbytte og kvalitet. Vi har en opgave i at sikre, at best practise når helt ud i plovfuren hos vores avlere, så vi får valuta for forsknings- og forsøgsarbejdet i form af højere udbytter og bedre kvaliteter, der tit går hånd i hånd. Arterne, der er nævnt ovenfor, bliver ofte anvendt i kvalitetssegmenterne inden for det professionelle plænegræs. Frøet skal opfylde kravene til rullegræs, sportsanlæg eller golf, hvor kunden forventer helt rent frø. Derfor vi vil også have øget opmærksomhed på at finde egnede arealer i plænesorter, hvor vi sammen med avleren kan forvente at opnå kvaliteter, der tilgodeser dette marked. ” Vores erfaring er, at fokus og indsats på målrettede områder giver resultater ” Tidsskrift for Frøavl 4/2017
© Copyright 2024