Interview med en støttebeboer
Kristine har i 2 år været støttebeboer i Platangårdens Ungdomscenters støttebolig på Haminavej i Vordingborg. Til september 2011 stopper hun, fordi hun skal arbejde 4 måneder
som frivilligt på et børneprojekt i Afrika og efterfølgende rejse lidt rund på kontinentet.
Derfor syntes vi, at det var en oplagt lejlighed til at spørge til hendes erfaringer som støttebeboer, som kan give andre unge et indblik i hvad det vil sige, at være støttebeboer for
nogle unge, som kæmper med forskellige problemer.
Hvordan blev du opmærksom på muligheden for
at blive støttebeboer?
At jeg blev støttebeboer skyldes mere eller mindre en tilfældighed. Jeg var lidt træt af mit job og
ledte efter noget andet arbejde. Så fandt jeg en
annonce på nettet, hvor Platangårdens Ungdomscenter søgte nogle støttebeboer til deres
støtteboliger, og det synes jeg lød meget spændende.
Hvad tiltrak dig ved ideen om at blive støttebeboer?
Det, som tiltrak mig mest var, at man boede i et
bofællesskab. Jeg har hele tiden haft planer om,
at jeg skulle bo i et bofællesskab. Jeg kan godt
lide at arbejde med mennesker og det var en god
mulighed for at møde andre mennesker. Og jeg
synes, det var interessant, at der bor unge med
forskellige problemer i en støttebolig. På den
måde kan man får en forståelse for, hvad det er
for nogle problemer, folk går rund og arbejder
med.
En anden ting, som tiltrak mig, var at man ikke
har faste timer, som i et almindeligt job. Det er jo
mere, som om man bor i en familie.
Hvad laver man som støttebeboer?
Som støttebeboer har man forskellige opgaver.
Først og fremmest skal man være ansvarligt og
deltage i de forpligtigelser, det giver når man bor
i et bofællesskab: Gøre rent, købe ind, lave mad,
hygge sammen osv. Det gør man sammen med de
andre. Derudover er man også initiativtager, som
kommer med forslag til fx fritidsaktiviteter. Men
det kan lige så godt være de unge, som kommer
med forslag eller initiativer og så hjælper man
med at realisere dem. Og så er man den, de andre unge kan gå til og snakke med, når de har
brug for det.
Det er så omtrend de opgaver man har, men der
er mange måder at udfylde sin rolle på. Det er jo
lidt op til den enkelte, hvordan man definerer og
udfylder sin egen rolle i støtteboligen. Jeg var
faktisk den yngste, da jeg flyttede ind i støtteboligen. Det synes jeg var en god ting, for så var det
også mig, som skulle lære noget. Eller snarere var
det mig og beboerne, som skulle lære hinanden
noget. Det synes jeg var rigtig godt, fordi jeg helst
vil føle mig ligestillet med beboerne og være en
kammerat for dem i stedet for at blive betragtet
som noget særligt. En god måde at forklare det
på er, at man som støttebeboer også har den
funktion at vise, hvordan tingene kan blive gjort.
Man er sådan et slags eksempel for de andre
unge. Så når jeg viser hvordan jeg gør tingene,
kan de unge måske finde deres egen måde at
gøre tingene på, ved at se, at der er forskellige
muligheder at gøre tingene på eller være på.
Hvad skal man ikke tage sig af som støttebeboer?
Det man som støttebeboer ikke har ansvaret for
er den proces, de unge skal komme igennem. Det
er udelukkende ”de voksnes” ansvar.
Hvordan blev du forberedt på din rolle og dine
opgaver som støttebeboer?
Jeg var til 2 samtaler inden jeg startede, så jeg
synes, at jeg har fået mange ting at vide. Men det
er klart, at det er en forskel når man så kommer
første gang i boligen for at besøge den og møder
de forskellige mennesker, som bor der. Der få
man jo en bedre fornemmelse for, hvad det er for
noget.
Jeg blev også forberedt på, at nogle unge en gang
i mellem kunne blive psykisk dårlige eller reagere
uhensigtsmæssigt i bestemte situationer. Men
når det så en sjælden gang skete var det ikke så
slemt, fordi man jo kender personen, og det udgør kun en lille del af hans eller hendes personlighed.
Hvad har det givet dig at være støttebeboer?
Jeg er lidt mere afklaret i forhold til min fremtid.
Jeg har fundet ud af at jeg godt kan lide at arbejde med mennesker og at jeg interesserer mig for
hvordan ens psyke påvirker ens krop, så jeg overvejer at uddanne mig til ergoterapeut. Og så er
jeg i løbet at de to år jeg har været støttebeboer
blevet mere moden og har fået et større ansvar.
Derudover har jeg fået nogle gode venner, lært
en masse andre mennesker at kende og lært
hvordan andre mennesker kan se på tingene.
Men jeg tror, at jeg først bag efter, når jeg nu
snart stopper som støttebeboer, finder ud af,
hvad jeg har fået ud af det og hvad jeg kommer til
savne. Og jeg kommer helt sikker til at savne det.
Hvad synes du selv, du kunne give de unge i
støtteboligen?
Jeg har i hvert faldt bragt mine egne holdninger i
spil når vi har siddet og diskuteret nogle ting. Og
det har været alt mellem himmel og jord - lige fra
hvordan man skal skære kartofler til politik. Så
har jeg hjulpet folk i nogle situationer, hvor de
selv har syntes, at det var uoverskueligt. Jeg har
snakket med folk og lyttet. Og så er jeg rimelig
god til at være tålmodigt, som er en god egenskab at have, hvis man vil være støttebeboer.
Derudover skal man være social, kan tage hensyn
til andre, og så gør det heller ikke noget hvis man
har lidt overskud.
Hvordan vil du beskrive din relation til beboerne?
Det er selvfølgeligt forskelligt fra person til person, men overordnet har det nok mest været
sådan søskendeagtigt. Vi driller hinanden og kan
sige alle mulige ting til hinanden. Jeg har også
stadig kontakt til nogle, som er flyttet og laver
noget sammen med dem. Jeg har aldrig betragtet
de andre unge som klienter. Det vil jeg ikke, fordi
jeg kan godt lide at folk har deres særheder, og at
man tager hensyn til det.
Hvordan tror du, beboerne vil beskrive deres
relation til dig?
Jeg tror at folk har betragtet mig som en, der var
lige som dem. Jeg snakkede faktisk med en, som
sagde, at jeg var ligesom dem. Det blev jeg glad
for, for det var egentlig ligesom jeg helst vil have
det. At jeg var på lige fod med de andre beboer
og ikke noget særligt.
Hvad vil du fremhæve som din bedste oplevelse
som støttebeboer?
Vi var på en skitur, som jeg synes var en rigtig god
oplevelse. Det jeg synes var rigtig godt var, at vi
blev blandet fra forskellige støtteboliger og de
andre tilbud på Platangården. Og selv om vi ikke
kendte hinanden fra starten så blev det rigtig
hyggeligt og vi blev gode venner.
Hvad for nogle situationer, synes du har været
vanskelige?
I starten var der nogle vanskelige situationer. Jeg
kan huske en aften, hvor vi har været i byen og
var blevet lidt fulde, hvor der var der én, der
tændte en joint. Så skulle jeg jo lige pludselig
forholde mig til det og tage afstand fra det. Og så
var jeg i den rolle, som jeg normalt ikke havde så
meget lyst at være i. Man kommer jo i et dilemma: På den ene side er man gode venner og på
den anden side kan man være nødt til at fortælle
det til boligmedarbejderne.
Men jeg synes, at jeg har fået en god vejledning
fra boligmedarbejderne om, at hvis der kommer
så nogle situationer, så skulle jeg sige til den unge, at jeg bliver nødt til at fortælle det til boligmedarbejderne. Så de unge er klar over, at jeg
ikke gå bag om deres ryg, og så tænker jeg på, at
det jo er bare til deres bedste.
Hvilken hjælp har du fået til at takle vanskelige
situationer?
Hvis der har været vanskelige situationer har jeg
kunne tale med boligmedarbejderne og altid fået
gode råd. De har både hjulpet med forklaringer,
hvorfor nogle unge har reageret på bestemte
måder, og det har givet mig en bedre forståelse
for disse situationer. Og så er de også kommet
med gode råd, hvordan jeg selv kunne håndtere
de vanskelige situationer bedre, fordi nogle gange går man jo og tænker en del over det bag efter.
Hvad synes du er det bedste ved støtteboligen?
At der tages hensyn til alle og alle kan være der.
At man hurtig kan føle sig velkommen og hjemme, og at der altid er nogen man kan snakke
med. Og så ser man jo også, at dem man bor
sammen med udvikler sig. Når en ny beboer er
indstillet på at der skal ske noget, kan man tydelig
konstatere en forskel fra da de flyttede ind og når
de flytter ud igen. De er fx bedre til at overholde
aftaler, er mere glade og har ikke så mange op og nedture. De kan komme op om morgen har i
det hele taget fået en bedre struktur i deres liv.
Jeg har hørt nogle sige, at de gerne vil tage strukturen med sig når de engang flytter. Alt i alt synes
jeg, at det er et meget fint tilbud til unge, der har
nogle vanskeligheder.
Skrevet af:
Uwe Schmacke, udviklingskonsulent, PUC