1. No category

weekendavisen
KULTUR
Nr. 52 - 23. december 2009
VINTAGE
9
Interview. »Sangene kommer ud af det blå, lige pludselig er der bare hul igennem til kreativiteten.« Tim Christensen skriver ikke sine sange, han laver dem.
m
a
g
g
eren
San
FOTO: MARTIN DAM KRISTENSEN
Af RENÉ GUMMER
TIM Christensen er en beskeden mand: »Bare
et glas vand til mig, tak,« siger han og sætter
sig i sofaen. Han vil helst interviewes i stuen,
der er hyggeligst, det er der LP-pladerne og
grammofonen står og guitarer hænger på væggene. Han deler journalistens passion for vintageinstrumenter, spotter de mest interessante
eksemplarer ud, hvis historie han naturligvis
kender ned til modelnummer, og peger på en
Rickenbacker model 360/12 – den George Harrison brugte på A Hard Day’s Night.
»Sådan en har jeg også. I mine øjne er det
verdens smukkeste guitar. Den er et æstetisk
mesterværk, og jeg kan blive i godt humør bare
af at kigge på den. Det er så fedt med den slags
instrumenter, det er næsten en ære at holde
dem i hånden, hele deres historie smitter af og
inspirerer.« Christensen er kendt for at være en
finsmager, når det gælder instrumenter. Oftest
ses han i godt selskab med sin akustiske Gibson
Hummingbird, der er årgang 1967 og dermed
syv år ældre end han selv:
»Jeg bruger min Hummingbird meget, og er
fuldstændig bevidst om den signalværdi, der
ligger i instrumentet. Den repræsenterer en
periode af rockhistorien, jeg har dyrket rigtig
meget og gerne vil forbindes med. Det er en
meget klar reference. Men det ikke så meget et
image over for publikum, det er snarere over for
mig selv. Det er en identifikation, en slags sikkerhed, jeg er i det land, jeg gerne vil være, når
jeg sidder med Hummingbirden, der, hvor den
slags rockmusik jeg gerne vil forbindes med,
bor. Man spejler sig i sine helte, ser op til de
her mennesker. Måske ikke så meget til personerne, men til det de har kreeret. Mine Beatlesreferencer er blevet tykkere med årene og det
er bestemt med vilje. Jeg føler mig godt tilpas
der. Det er måske lidt firkantet, men musik er
en eller anden form for tro, en religion og jeg er
en slags discipel af mine helte.«
Det er ikke kun for nørderiet, der diskuteres
guitarmærker. Instrumenterne har en distinkt
betydning for Christensens selvopfattelse, og
påvirker ham både som komponist og som musiker.
»Det er ikke for at være snobbet. Jeg er ikke
forelsket i mine guitarer, det er ikke sådan, at
jeg vil ryge i en dyb depression, hvis min Hummingbird gik i stykker. Jeg ville da blive ked
af det, og min Hummingbird er det første, jeg
ville redde ud af huset i en brand. Det er jo en
kammerat, det er mit værktøj, den, jeg skriver
sange og udtrykker mig på, det er en tryghed.
Man vokser sammen med sin guitar på et eller
andet plan. Det er en psykologisk effekt, der er
noget liv, skrammer og buler. Det, at sidde med
Hummingbirden, er som at komme hjem.«
Christensen har flere Hummingbirds, men
det er den fra ’67, der virker for ham.
»Det kan koges ned til spørgsmålet: Er der
sange i en guitar eller er der ikke? Går man
ind i en forretning og kigger på to guitarer af
samme mærke og model, er de som regel lige
gode på alle de tekniske områder. Men den ene
af dem inspirerer bare, der er sange i den. Jeg
har ingen anelse om, hvad det er, der gør det,
men sådan er det altså. Man kan sagtens spille
på den anden, den ligger fedt i hånden og det
hele, men du vender hurtigt tilbage til den første, for der gemmer sig et eller andet ekstra i
den. Der er bare nogle guitarer, der gerne vil
spilles på.«
❏
TIM Christensens kompositoriske referencer er Lennon/McCartney og Harrison. I
hans optik er der ingen andre komponister,
der kommer i nærheden.
»Hvis man kigger fra sangskriver-vinklen
kan jeg hurtigt indsnævre mine forbilleder til
The Beatles. Hvis der kun fandtes deres musik
i hele verden, så ville jeg stadig være tilfreds.
Zeppelin, Hendrix og alle de andre giver mig
noget helt andet, der er noget energi, noget
nerve rent musikalsk. Men hvis jeg skal vælge,
prioriterer jeg sangskrivningen, det er det
sprog, der tænder mig mest.«
Christensen blev bidt som seks-årig:
»Da Lennon døde i december 1980 var der
kun en kanal i fjernsynet, og den jul viste
de selvfølgelig en masse ting med Beatles
i fjernsynet, fordi han var død. Der så
jeg filmen Help. Det ramte mig helt
ekstremt, jeg tændte fuldstændig af
på det. Juleaften fik jeg så Helppladen af mine forældre. Jeg
var så glad for den plade, og
havde helt ondt i maven over
at skulle høre den, men jeg
var jo ikke særlig gammel
og måtte ikke selv betjene
grammofonen. Og da jeg
vågnede op den 25. december og styrtede ned
til min plade, var mine
forældre ikke stået op
endnu. Det var forfærdeligt, jeg sad bare og ventede på, de skulle vågne
og kunne næsten ikke
holde det ud. Det var sådan en manisk energi, jeg
slet ikke kunne kontrollere, den skulle ud, så i ren
begejstring og taknemmelighed tog jeg en tusch og
tegnede hat og briller på Paul
McCartney. Da min far vågnede, blev han pissesur over, at
jeg havde tegnet på coveret, og
så fik jeg lov til at sidde med noget
terpentin og rense det af igen, mens
pladen endelig kørte på anlægget.«
Selv om Tim Christensen har været
hele raden rundt af forbilleder, vender han i
stigende grad tilbage til The Beatles’ sange som
inspiration og forbillede for sit eget virke som
komponist.
»Jeg ved egentlig stadig ikke, præcis hvad
det er, det orkester rammer i mig. I dag er
jeg i stand til at analysere numrene rent musikalsk, men der er jo meget mere i det end
det geniale i for eksempel at gå fra C-dur til
G-mol. Det er sammenspillet, arrangementerne, energien, magien, det hele blandet
sammen. Enkeltdelene er selvfølgelig geniale, men det er helheden, ånden i sangene
og i orkestret, der gør det for mig.«
Sommeren efter sit defining moment, som
Christensen kalder mødet med The Beatles,
begyndte han i skole. Men det var efter skoletid, på Søbæk fritidshjem i Espergærde,
han lærte noget.
»På fritidshjemmet var der de sædvanlige
hippie-pædagoger med spansk guitar. De
satte mig i gang og der begyndte jeg at sidde
og klimpre løs på fritidshjemmets guitar.
Det var virkelig en syret fornemmelse, for
lige pludselig kom der et eller andet, jeg selv
havde skabt ud af det. Det var virkelig sådan: Hold da kæft, hvad sker der her! Og så
gik det eddermame stærkt med at lære og
det gik virkelig hurtigt med at komme over
på det fritidshjem efter skole og få fat i en
guitar. Det var noget med at sidde med guitaren og finde ud af, hvad kan det her? Hvor
langt kan jeg gå, hvis jeg gør sådan her? Det
triggede en vanvittig motivation og vilje til
at ville lære, jeg ville dybt ned i det, bare
begrave mig i musik. Samtidig havde jeg
overhovedet ingen interesse for at spille andre menneskers sange, det skulle altid være
mine egne. Fra jeg kunne den første akkord,
jeg lærte, begyndte jeg at skrive sange. Det
var et kald, jeg havde hele tiden denne her
fornemmelse indeni: det her er rigtigt!«
❏
SOM komponist har Tim Christensen af erfaring taget sig et sjældent privilegium. Han
venter på de gode sange.
»Jeg er irriterende udisciplineret og irrationel i min sangskrivning. Jeg kunne godt
tænke mig at vågne op om morgenen og tage
en guitar og bare begynde at lave musik.
Sætte mig et mål: Inden frokost skal der
være en sang. Men det fungerer desværre
bare ikke. Jeg døjer med at have et kvalitetsfilter på alt for hurtigt, og så kommer
der ikke en skid ud. De gode sange kommer
i bundter og når de vil, man kan ikke bare
forcere dem frem. Jeg tror, det handler om at
være inde i en periode, hvor man er lidt bekymringsløs, ikke tænker så meget, er i balance med sig selv, lidt mere loose og åben.
Der er en form for balance, der gør, at kreativitetens døre bliver åbnet. Derfor søger jeg
ikke inspirationen, den må komme til mig.«
Den metode giver Christensen nogle lange
uproduktive perioder som komponist, hvor
selvtilliden er i bund og troen på eget talent
blegner. Men pludselig kommer sangene.
»De kommer ud af det blå, lige pludselig
er der bare hul igennem til
kreativiteten. Jeg har ikke
noget svar på, hvorfor
det sker lige på det
bestemte tidspunkt,
sangene kommer
bare. Så er det
om at hælde
ud, og så kan
man altid
sortere
bag-
Tim Christensen: »Jeg døjer med at have et kvalitetsfilter på alt for hurtigt, og så kommer
der ikke en skid ud. De gode sange kommer i bundter og når de vil, man kan ikke bare
forcere dem frem. Jeg tror, det handler om at være inde i en periode, hvor man er lidt
bekymringsløs, ikke tænker så meget, er i balance med sig selv, lidt mere loose og åben.
Det er en form for balance, der gør, at kreativitetens døre bliver åbnet. Derfor søger jeg
ikke inspirationen, den må komme til mig.«
efter. Det er ikke altid færdige sange. Nogle
gange er det sådan, at noget kommer gratis og
så er det arbejde for resten, andre gange går
det så hurtigt, at jeg ikke når at tage stilling
til det. Der kommer en færdig sang ud, ord og
melodi og det hele, og jeg aner ikke, hvor det
kommer fra. Først flere år senere finder man
meningen med ordene eller med hvorfor den
skulle skifte fra den mol til den dur. Et eksempel er den af mine sange, som familien kaffekop
nok kender bedst: Right Next To The Right
One. Det er en af den slags sange, hvor jeg
ikke nåede at følge med under tilblivelsen, den
skrev sig selv. Den slags kreativitet kan man
ikke forcere, de sange må man vente på.«
For Christensen er det en ensom proces at
lave sange. Tendensen med at finde en makker, man kan sætte sig ned og komponere med,
vrænges der på næsen ad – på trods af forbillederne Lennon/McCartneys partnerskab.
»Der skal jeg ikke hen, sangskrivningen deler jeg ikke med nogen som helst. Jeg har nogle
ting at sige, og det har jeg ikke brug for, andre
skal sige for mig. Jeg får en lille smule kvalme
af ordet co-writing og hele den der tendens
med, at hvis man bare sætter sig ned sammen,
skal det nok blive godt. Bevares, det er da fint
at finde en makker, som man kommunikerer
godt med, og hvor musikken opstår spontant af
det venskab, det er dejligt og kreativt. Men at
tvinge to akustiske guitarer sammen for at de
kan sidde og høvle i G-dur er da fuldstændig
ukreativt og det er meget sjældent, der kommer gode sange ud af det. Måske et stykke udmærket håndværk, men helt ærligt, er det godt
nok?« spørger Christensen, mens han rejser sig
op i sofaen og fortsætter,
»Jeg kan det i hvert fald ikke. Det giver mig
i det hele taget knopper, det der med at ’skrive
en sang. Det lyder så tørt og nisset: jeg tror, jeg
rejser væk og skriver lidt. Det er sådan noget
forfattere og journalister gør. Man skriver ikke
en sang. Jeg er songmaker, ikke songwriter. Jeg
ved, det er nørdet, men det irriterer mig altså,
for det reducerer rent retorisk hele processen
til at være noget alle kan, bare de sætter sig
ned med G, D7 og Amol, hvis det går virkelig
højt.« Alligevel har Tim Christensen en slags
makker i sin Hummingbird. Det skyldes
dels hans fortid i en trio, dels hans tilgang
til, hvad en god sang er.
»Det skal være simpelt. Når jeg laver
musik, skal det helst lyde færdigt så
hurtigt som muligt. Når jeg sidder og
skriver, er det meget ofte, at den melodi jeg synger, også er et eller andet
sted i guitaren. Det er næsten det
mest karakteristiske i mine sange.
Jeg dubber mig selv, guitarrollen forstærker melodilinjen, så den kommer
til at lyde dobbelt så defineret, dobbelt
så meget med vilje, om man vil. Det
overbeviser mig om, at en sang er god,
fordi melodien er usandsynlig tydelig.
Jeg er min egen makker, vokal og guitar
er makkerskabet og det er eddermame
effektivt. Det skyldes nok lidt, at vi var
en trio i Dizzy, for på den måde kunne jeg
fylde for to og så behøvede vi ikke at være
flere i det band.«
❏
DA albummet Superior udkom i slutningen af
2008, var der gået fem år siden Christensens
forrige udgivelse, Honeyburst. Det er lang tid
i musikbranchen, tider og trend skifter, og det
er ikke altid publikum er lige trofaste. Men den
lange pause var en nødvendig udvikling.
»Der ligger noget ironi i, at jo flere plader man
laver, jo bedre bliver man til selve processen og
jo mere tryg bliver man. Men efter Honeyburst
følte jeg det helt modsatte. Jeg havde lavet to
plader med Dizzy, som var blevet succeser og
to solo-plader, der også gik rigtig godt. Så stod
jeg der: ’Det var fire i træk.’ Det freakede mig
helt ud. Hvad så? Skal jeg lave nummer fem i
den samme række? Pludselig blev jeg enormt
bevidst om mig selv, om min karriere og begyndte at fokusere på de helt forkerte ting; at
jeg skulle leve op til, hvad publikum forventer.
Jeg var så enormt stolt over Honeyburst, og var
også vanvittig angst for ikke at kunne leve op til
mine egne standarder. Jeg ville i hvert fald ikke
lave noget, der var dårligere, og allerede der er
den gal, ikke? Så begynder man selv at graduere
sin musik. For nej, jeg skal jo bare lave noget,
der er anderledes. Men det kunne jeg slet ikke
få igennem over i hovedet, det var et spøgelse,
der blev ved med at spænde ben. Jeg syntes jo,
at Honeyburst var et mesterværk, den perfekte
plade, sådan skal en rockplade skæres. Hvor
fanden går man så hen derfra? Jeg havde nået
mit mål og hvad skulle jeg så? Alt, hvad jeg lavede derefter, målte jeg i forhold til Honeyburst
og det er jo i virkeligheden enormt ukonstruktivt og meget lidt kreativt. Og også synd for de
nye sange, der jo ikke havde gjort noget galt,
andet end at være født på det forkerte tidspunkt.
Det er blevet bedre, men jeg synes stadig Superior lider af at være en smule uptight.«
Mellem Honeyburst og Superior, var der dog
ikke helt stille omkring Tim Christensen. Der
blev turneret og i 2004 kom live-albummet Live
at Abbey Road. Et par år senere, i 2007, fik Christensen nummeret Right Next To The Right
One med på Celine Dions cd Taking Chances.
Bagkataloget og ikke mindst Dions version af
Right Next To The Right One sikrede ham en
rimeligt stabil indtægt.
»Man kan da godt leve af at lave sange. Det
kører rundt, men det kommer ind pletvis. Jeg
har været heldig at have nogle gode succeser
og sådan en sang som Right Next To The Right
One har da lunet, selv om det altså ikke er så
meget, som folk går rundt og tror. Det kan tælles i hundredtusinder, men hvis det havde været
en single, var jeg nok blevet filthy rich.«
De fem lange år blev også brugt som gæstemusiker på produktioner med kammeraterne
fra blandt andet Mew og Kashmir.
»Jeg elsker at arbejde som sessionmusiker.
Det giver en helt anden energi og det er fedt,
fordi jeg ikke har ansvaret. Jeg kan nøjes med at
byde ind med det, jeg kan rent musikalsk. Det
er en helt anden angrebsvinkel, som er både udfordrende og sund. Når jeg laver mit eget, er jeg
alt for ærekær, det kan aldrig blive godt nok, der
må ikke være en tone forkert, alt skal vendes
hundrede gange i hovedet.«
Netop det at slippe ansvaret en gang imellem,
er med til at udvikle Christensen både musikalsk og menneskeligt.
»Musikaliteten og det talent, man udvikler
undervejs, går hånd i hånd med livserfaring; jo
ældre du bliver, jo mere ned i skoene kommer
du. Og jo bedre kendskab du har til dig selv, jo
mere kan du definere det talent, du fik givet.
Det har noget med modenhed at gøre, tror jeg.
Når man helt fra begyndelsen bliver tiltrukket
af musik og får den der følelse indeni, at det er
noget, man vil bruge sit liv på, så skyldes den
tiltrækning også, at man et eller andet sted kan
føle, at der er et talent derinde. Måske kan man
i begyndelsen ikke lige definere, hvad det er for
et talent, men bare mærke i maven, at det her
er min plads, det er her, jeg hører til.«
LAY-OUT: ANDREAS PERETTI, KORREKTUR: FLEMMING GERTZ