1. 2. 3. 1. Sanger og guitarist Nis Bysted er en del af det eksperimenterende støjrockband Thulebasen. 2. Jazzguitaristen Jakob Bro har vundet fem Danish Music Awards og er blevet optaget i Jazz Danmarks Hall of Fame. 3. Ronni Vindahl har lige givet koncert med MØ i Austin, Texas. Nu står den på frozen margaritas i solen. 4. Bjarke Mogensen spiller på akkordeon. Han debuterede som solist 13 år gammel med Münchner Symfonikerne. 5. Mattias Kolstrup og resten af Dúné på langtur. 5. FOTO 1., 3 & 4. PRIVATFOTO 2. MIKE HØJGAARD 5. GREGERS TYCHO 4. JULI 2013 EUROMAN 71 1. Er I der, Amsterdam? Koncert på Paradiso med MØ. 1. RONNI VINDAHL multimusiker, 30 år Hvornår besluttede du at gøre musik til din levevej? ”Jeg læste oprindelig filosofi, men begyndte efter nogle år at vende om, når jeg var på vej ud på universitetet, og kørte i studiet i stedet for. Til sidst følte jeg, at jeg ikke rigtig var nogen af stederne, det var umuligt at gøre begge dele ordentligt. Jeg endte med at få stress og måtte til lægen. Måske var jeg usikker på, om jeg var god nok til at leve af musikken. Jeg gik på kanten af en depression. Min læge fandt ud af, at jeg havde et stort underskud af D-vitamin. Tallet lå på 17, hvor det normalt skal være mindst 75. D-vitamin får man jo fra solen, og det hang meget godt sammen med, at jeg sad så meget i studiet og på universitetet. Der var brug for et clean cut. Jeg tog beslutningen om at droppe universitetet. Siden har jeg startet mange forskellige projekter op, men har erkendt, at jeg ikke selv vil være frontfigur. Jeg kan godt lide at producere for andre og være den, der laver universet omkring en artist.” 2. 4. FOTO 1. WILLEM SCHALEKAMP 2. SCANPIX. 3. & 4. PRIVATFOTO 3. Hvordan begyndte din interesse for musik? ”Jeg var 13-14 år gammel og ville ikke konfirmeres. Så jeg blev nonfirmeret i stedet for. Min mor spurgte, om jeg kunne tænke mig at komme ud at rejse, men jeg ville hellere have en elektrisk guitar og en forstærker. Indtil da havde jeg spillet meget fodbold, men fra den ene dag til den anden lavede jeg pludselig ikke andet end at spille guitar. Der var heller ikke meget andet at lave i Fårevejle. Efter gymnasiet begyndte jeg at optage ting, som jeg spillede på min guitar. Ret hurtigt blev det til, at jeg sad og komponerede på en meget primitiv måde. I virkeligheden var det nok der, min producerkarriere startede.” Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig? ”Det er fuldstændig som et almindeligt arbejde. Jeg står op om morgenen og tager ned i mit studie på Nørrebro. Jeg arbejder hele dagen og tager bagefter hjem til min kone og min hund. Det kan godt være lidt ensomt, men det er ikke tilfældigt, at jeg har valgt at arbejde på den måde. Det passer godt til mig. Jeg sender ting frem og tilbage til min manager og de artister, jeg arbejder med, så vi har en konstant dialog kørende. Omvendt er det noget helt andet, når jeg som nu turnerer med MØ. Det er skønt at komme ud og få noget luft og spille for et publikum. Det giver energi og gør det mindre tungt at sidde i studiet.” Hvordan har du fundet frem til dit musikalske udtryk? ”Jeg kommer ikke fra et musikalsk hjem i klassisk forstand. Min mor er pædagog, og min far er tømrermester. Men min mor var ret ung, da hun fik mig, og hun hørte meget 80’er- og 90’er-musik. Hun lavede sine egne mix-tapes. Jeg har hørt meget popmusik som barn, uden at jeg helt vidste, hvad det var. Senere var det Nirvana, Alanis Morissette og Patti Smith, vi hørte derhjemme, og på gymnasiet var der hele den funk-ting, som alle gymnasieelever vistnok skal igennem. I dag henter jeg meget inspiration fra nettet, hvor jeg læser en del onlinemagasiner. Men inspirationen kan også komme, mens man ser en film med et spændende soundtrack. Der er jeg nogle gange nødt til at rejse mig og gå ud og synge noget ned i min telefon, fordi jeg pludselig får en idé.” 2. Pressebillede med Vindahls tidligere band Non+. De to andre cyklister er Robin Hannibal og Tuco Ifill. 3. Koncert på Lexington i London med MØ. 4. På arbejde i Paramount Studios i Los Angeles. Vindahl arbejder med pop, soul og disko med referencer til 80’erne. Hvad har bekræftet dig i, at du er god? ”Jeg var i USA for nylig og fik en mail. Den var fra Dr. Dre, som for tiden arbejder sammen med Kendrick Lamar. De ville høre, om det var i orden, at de samplede et af vores gamle Boom Clap Bachelors-numre. Bagefter så jeg et klip på nettet, hvor Dr. Dre og Andre 3000 fra Outkast og Kendrick Lamar sidder i studiet og rykker til det nummer, de har lavet ud af vores. Det er ret vildt.” Producer og sanger, der også spiller guitar, bas og klaver. Ronni Vindahl har en fortid i producerkollektivet Boom Clap Bachelors og bandet Non+ samt duoen Ivory & Gold. I 2011 udgav han soloalbummet ’Serendipity’. P.t. producerer han for sangerinden MØ (Karen Marie Ørsted). Den røde tråd i Vindahls arbejde er pop, soul og disko med referencer til 80’erne. JULI 2013 EUROMAN 73 1. M AT TI A S K O L STR U P 1. ”Da vi udgav vores debutplade i Tyskland, Østrig og Schweiz i 2007, lavede vi en masse sær promotion. Det mærkeligste var nok, da de satte os på en ny type cykel og lod os køre igennem Berlin og lave spektakel med vores fans. Vi er omkring Invalidenstrasse her. Billedet er vist taget af min bror og vores daværende manager Jeppe Kolstrup.” 2. Mattias Kolstrup og Dúné på Train i Aarhus, 2011. SANGER, 24 år 3. ”Der er sindssygt meget transport og ventetid på en tour, og så er det jo skønt, at vi kan se film i bussen. Jeg mener, det er Monty Python, vi griner af.” 4. Turne i Japan. Mattias Kolstrup er forsanger i Dúné. Efter studentereksamen flyttede han og de øvrige bandmedlemmer fra Skive til København og senere, i 2009, til Berlin. Kolstrup er kendt for sin kompromisløse sceneoptræden og har sammen med bandet skabt en lyd med tråde til rock, pop, punk og indie. Dúné udgav deres tredje album, ’Wild Hearts’, i februar og har modtaget tre Danish Music Awards, to Gaffa-priser samt en European Borderbreaker Award. 74 EUROMAN JULI 2013 og distræt. Faktisk føler jeg mig nogle gange som en boble, der ville eksplodere, hvis ikke jeg havde bandet.” Hvor kommer inspirationen fra? ”Alle mulige steder fra: i toget, når man cykler, sidder på en café, når man sidder på tønden, for den sags skyld. Der er ikke rigtig nogen regler. Til gengæld kan jeg ikke skrive, hvis jeg er påvirket. Jeg er nødt til at være helt klar i hovedet. Det skal heller ikke være midt om natten. Jeg skal være frisk. Og så gælder det om at gøre tingene færdig, når man er i gang. Det forsvinder, hvis jeg bliver afbrudt eller begynder at lave noget andet. Så kan det godt være, at det, jeg har skrevet, ender med at blive lavet om, når jeg mødes med de andre. Men vi er jo et band og skriver sangene sammen.” Hvornår er det hårdt at være musiker? ”Nogle gange er det også ’bare et arbejde’ – fx når vi er nået til det 20. job på touren i en eller anden østtysk by foran 115 halventusiastiske mennesker, og det ene keyboard nægter at virke. Så skal vi bare igennem og videre. Men samtidig er det også vores job at give publikum en oplevelse. Det sjove er, når det lykkes at vinde et skeptisk publikum. Vi spillede engang et job på en hollandsk festival, og vi er ikke særlig kendte i Holland. Der var ikke mange, der løftede så meget som et øjenbryn, da vi gik på, men da vi havde spillet de sidste toner af ’Go Go Valentina’, var hele festivalens opmærksomhed rettet mod os, og ved bussen blev vi nærmest overfaldet af nye hollandske fans. Det er der sgu et eller andet specielt over!” Hvad er den mest besynderlige oplevelse, du har haft på scenen? ”Vi skulle engang spille på Landbohøjskolen. Der var lagt brædder ud på en græsplæne, hvor vi skulle spille. Jeg kan godt lide at bevæge mig meget omkring, når jeg synger, så jeg var lidt over det hele. På et tidspunkt lander jeg med den ene fod på kanten af et af brædderne og vrider om på anklen. Det gør ondt – det dunker i foden. Jeg kommer på benene og gør nummeret færdigt, men jeg kan mærke, at den er helt gal. Vi er nødt til at stoppe koncerten. Da vi kommer ud bagved, kan vi høre, at publikum råber på ekstranummer. Mens nogen gør en bil klar, så jeg kan komme på skadestuen, tænker jeg: ’Okay, de får sgu et ekstranummer.’ To af bandmedlemmerne tager mig under hver sin arm og bærer mig ind på scenen, og så giver vi to numre til, mens jeg sidder på en stol. Og så bliver jeg ellers båret ud i bilen. Senere finder lægerne ud af, at jeg har fået en fraktur i anklen.” Hvornår vidste du, at du var god? ”Vi er i bandet aldrig gået så meget op i, hvad andre mente. Vores udgangspunkt var punk, og der behøver det hele ikke at være så perfekt. Jeg sang da heller ikke helt rent i starten. Vi har spillet, fordi vi selv kunne lide det, og fordi vi synes, at det er det fedeste i hele verden. Jeg aner faktisk ikke, hvad jeg ville lave, hvis ikke jeg var musiker – jeg tror sgu, jeg ville dø. Men det ligger ikke så meget til mig at bekymre mig om, hvad andre synes. Det er faktisk først for nylig, hvor vi har lavet vores seneste album, at der har været nogle perioder undervejs, hvor vi har overvejet, om det var godt nok. Måske fordi vi har udviklet vores lyd til at være mere rendyrket rocket. Vi kalder det: ”Robert Smith, der slås med Dave Grohl, imens Martin Gore og Paul McCartney danser vals rundt om dem.” Men vi har haft tidspunkter undervejs, hvor vi har siddet og rodet med de samme ting så længe, at vi er blevet i tvivl og kun har kunnet høre alle fejlene.” 2. 3. 1. & 4. PRIVATFOTO 2. SCANPIX. 3. GREGERS TYCHO Hvordan er det at være forsanger og frontfigur? ”For mig er det ren ecstasy at stå på scenen. At stå foran 20.000 mennesker og bare give slip er muligvis det bedste ’drug’, jeg kan forestille mig. Jeg føler mig faktisk mere hjemme der, end jeg gør i hverdagen. Så længe jeg har gutterne bag mig, føler jeg mig uovervindelig. Faktisk plejer jeg at sige, at jeg ikke danser, medmindre der er mindst 200 mennesker, der kigger på. Der er nogle, der tror, at jeg spiller en karakter på scenen, at det er påtaget. Men de kunne ikke være mere forkert på den. Jeg er 100 % mig selv, måske i højere grad end jeg er til hverdag. Der er jeg mere stille 3. 4. 1. Jakob Bro har spillet sammen med nogle af de største inden for moderne jazz, her er det Tom Harrell (1), Lee Konitz (2) og Joe Lovano (3). Alle billeder er fra koncerter på Jazzhouse i København 2009. JAKOB BRO GUITARIST, 35 år Hvor kommer din interesse for musik fra? ”Jeg er vokset op med Count Basie og Louis Armstrong i højttalerne derhjemme. Min far underviste i musik på Jellebakkeskolen i Risskov og havde et bigband ved siden af. Jeg var fire-fem år, da han lærte mig at spille trompet. I sjette klasse begyndte jeg at spille guitar ved siden af og fik lyst til at arbejde mere seriøst med musikken. Jeg øvede mig rigtig meget og kom med i min fars bigband, da de en dag manglede en guitarist. I ottende klasse hjalp jeg gymnasieeleverne med at lære at spille bl.a. Red Hot Chili Peppers og Rage Against the Machine. Min far underviste dem i ungdomsskolen, men han var ikke så meget inde i rock, så i stedet fik jeg nogle kassettebånd med hjem og lærte numrene udenad. Så kom jeg igen ugen efter og viste dem, hvordan man skulle spille de forskellige ting. Det var lidt grænseoverskridende, for de jo var ældre end mig – og jeg var rimelig genert.” 2. Foto Mike Højgaard/Harmoni OG POLFOTO 3. Hvornår vidste du, at du var god? ”Da jeg var droppet ud af konservatoriet, spillede jeg i en trio med Rune Kielsgaard og Eske Nørrelykke. En aften havde vi fået Jakob Dinesen med som solist på saxofon og spillede på Café Mefisto i Aarhus. Pludselig så jeg, at Kurt Rosenwinkel (amerikansk jazzguitarist, red.) stod blandt publikum. Han kom hen til mig midt i et nummer og spurgte, om han måtte låne min guitar – og spillede så den vildeste solo. Da nummeret var slut, sagde han, at det egentlig ikke var noget, han plejede at gøre, men han syntes bare, at vi havde spillet helt fantastisk. Jeg var fuldstændig oppe i skyerne. Senere fik jeg et brev fra ham, hvor han skrev: ’I’m often thinking back to that night – somehow finding a clue to how the guitar and music should be played.’ Det var vildt! Men selv om der er sket mange gode ting for mig siden, så føler jeg egentlig ikke, at jeg er ’god’. Jeg kan finde ud af skabe noget, som bliver godt, men jeg synes sgu stadig, at der er meget at lære. Det er umuligt selv at vide, hvornår noget er godt. Jeg har oplevet mange koncerter, hvor hver enkelt musiker har haft sin egen opfat- telse af, om et nummer gik godt eller ej – musik er meget uhåndgribeligt.” Hvad er den mest besynderlige oplevelse, du har haft på scenen? ”Jeg spillede på et tidspunkt med Paul Motian på Village Vanguard Jazz Club (legendarisk jazzklub i New York, red.). Det er lørdag aften, og der er fuldt hus, og vi går op gennem publikum og ind på scenen. En af de andre musikere går op på scenen før mig og vælter – uden at se det – et stort, tungt nodestativ i jern ned over Paul Motians trommesæt, så lilletrommen falder ned på gulvet med et ordentligt brag. Paul Motian vender sig om og kigger på mig – jeg står lige foran trommerne – og spørger: ’Who did this?!’ Jeg kunne ikke få mig selv til at pege på ham den anden, så jeg svarede ikke. Paul stillede selv trommerne op igen, og da vi spillede det første nummer, var han så arrig og hamrede så meget på trommerne, at vi andre overhovedet ikke kunne høre, hvad vi selv lavede. Efter koncerten var der en, der fortalte Paul, hvem der havde væltet nodestativet, og Paul kom så hen til mig og grinte og kaldte mig ’the most honest man in showbizz’.” Hvad ville du lave, hvis du ikke var musiker? ”Jeg tror, at jeg ville være forfatter. Jeg elsker bøger. Og så kan jeg godt lide, at det, man laver, hænger sammen, at der er en linje eller fællesnævner i tingene – lidt ligesom der kan være det i et forfatterskab. Lige for tiden læser jeg Jon Kalman Stefansson, og jeg har før læst bl.a. Thomas Espedal, Jonathan Franzen, Thomas Bernhard og Haruki Murakami. Da jeg gik på konservatoriet, læste jeg alle de store klassikere: Dostojevskij, Kafka, Camus og Johannes V. Jensen. Jeg har ikke noget fjernsyn derhjemme, og min kone går på forfatterskolen i Bergen. Det har også noget at sige.” Hvad er det bedste råd, du har fået i din musikkarriere? ”George Garzone (amerikansk saxofonist, red.) gav mig et råd, da jeg første gang tog til USA for at gå på Berklee College of Music i Boston. Han underviste på skolen, og siden hen har vi spillet sammen flere gange. Men på det tidspunkt, da jeg var 19-20 år, sagde han til mig, at det vigtigste var at blive ved med at spille. Det lyder banalt, men jeg tog det meget til mig. For mig handler det om, at man er nødt til at lade livet gå sin gang og fortsætte med at spille, uanset hvad der sker. Musik tager tid og skal have plads, før man kan begynde at konkludere noget.” Jakob Bro er jazzguitarist og komponist. Han har ingen formel uddannelse i musik ud over et afbrudt studie på Det Jyske Musikkonservatorium og kurser på Berklee College of Music i Boston og The New School i New York. Opholdene i USA har ført ham sammen med nogle af de største navne inden for moderne jazz – bl.a. Paul Motian, Bill Frisell, Lee Konitz, Tom Harrell, Joe Lovano og Tomasz Stanko – som han har spillet, turneret og indspillet plader med. Bro har vundet fem Danish Music Awards og er optaget i Jazz Danmarks Hall of Fame. Han har otte selvstændige albumudgivelser bag sig og medvirker på 28 andre album. JULI 2013 EUROMAN 77 1. 1. Nis Bysted ved Sejerø Festival 2011. N I S BY STE D 2. ”Det er coveret til vores anden plade. Det er et billede af vores telepati på det tidspunkt. Jeg har lavet coveret selv.” 3. Landlig idyl, tilsyneladende, på Düreforsögs cover. SANGER OG GUITARIST, 34 år 4. ”Billedet er fra Mayhem sidste år. Jeg spiller med et elektronisk band, der hedder Nikolas. Mixerpulten er mit instrument med dem.” 2. Nis Bysted er en del af det eksperimenterende støjrockband Thulebasen, der startede som et soloprojekt og siden blev udvidet med to ekstra medlemmer. Trioen udgav i 2011 albummet ’Gate 5’. Bysted er også medejer af pladeselskabet Escho. Han er tidligere medlem af bandet Düreforsög. 78 EUROMAN JULI 2013 mest en telepati, hvor alle i bandet ved, hvad de andre gør – en slags fælles bevidsthed.” ber musik ud af en masse fragmenter, som jeg sætter sammen til en slags collage.” Hvorfor startede du dit eget pladeselskab? ”Jeg dannede Escho sammen med Nis Sigurdsson (grafiker og leder af Distortion festival, red.), Anders Mogensen (forfatter og sanger i Kloak, red.) og Andreas Hauer-Jensen (trommeslager i Düreforsög, red.). Vi var frustrerede over, at der ikke fandtes et pladeselskab til den ikke så mainstream-agtige musik i Danmark, og ville også gerne hjælpe flere bands med at få udgivet deres musik. Jeg havde lige været på turné i USA og set, hvordan man arrangerede koncerter. Da jeg vendte hjem, skrev vi til nogle forskellige bands og fik dem til Danmark. Mange af dem var fuldstændig ukendte. Det var fedt at se, hvordan folk reagerede på noget musik, de aldrig havde hørt før. I begyndelsen arbejdede vi efter nogle dogmer. Vi ville fx ikke sende pressemateriale ud eller udgive plader i over 500 eksemplarer, og coverets artwork skulle være specielt. Vi skilte os ud. Det betød, at folk i udlandet fik øje på os. Iceage er et af de bands, der har fået stor opmærksomhed i udlandet. Vi har indgået en licensaftale med et amerikansk pladeselskab, som udgiver dem i USA.” Hvor kommer inspirationen fra? ”Jeg finder den i de små detaljer. Det kan være lilletrommen i et nummer på en gammel plade, som jeg pludselig falder over. Lige for tiden er jeg vild med Bon Jovi. Jeg kan faktisk rigtig godt lide fornemmelsen i mange af deres numre, fx ’Wanted Dead or Alive’, som man kan se på YouTube i en version, hvor de optræder i Moskva. Guitaristen spiller på en trehalset guitar, og de har alle sved i deres permanentkrøller. Det er på det tidspunkt, hvor puddelhunderocken topper. Men det er så rent i sit udtryk, og de spiller sindssygt godt – sangen er virkelig godt skrevet. Det inspirerer mig, og det er måske et godt eksempel på, at jeg kan finde inspiration på tværs af genrer. Jeg vil ikke lade mig begrænse af fordomme.” Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig? ”Den er delt op mellem arbejdet med pladeselskabet og bandet. Når jeg laver musik med Thulebasen, fordyber jeg mig i det. Så møder vi ind i øvelokalet om morgenen og går sidst på eftermiddagen. Vi skriver bedst mellem klokken 10 og 12. Måske lyder det kedeligt, men jeg leverer altså ikke mit bedste klokken tre om natten. Uanset om jeg arbejder med pladeselskabet eller bandet, finder jeg næsten hver dag på et eller andet – en lille melodi eller en idé – som jeg skriver ned eller indtaler på min diktafon. Indimellem sætter jeg tid af til at stykke det hele sammen. Jeg ska- Hvad er din største oplevelse med musik? ”Vi arrangerede engang en koncert med det japanske band Boredoms. Jeg havde været fan, siden jeg så dem første gang på Roskilde i 1994, hvor forsangeren hoppede ud fra et højttalertårn og brækkede benet. Det var ret dyrt og risikofyldt at få dem til Danmark. Vi var bare enige om, at det skulle vi, uanset om vi mistede penge på det. Vi arrangerede koncerten inde i det gamle Radiohus, der endte med at blive stuvende fyldt – 600-700 mennesker. Man kunne mærke på publikum, at de aldrig havde set noget lignende. Det var stort at få dem til Danmark, fordi vi selv var kæmpe fans. Det her med at møde nogen, man ser op til – og så skal de bo hjemme hos én! Jeg kan huske, at forsangeren ikke sagde et ord i de dage, de var hos mig. På nær en gang, hvor vi var alene, og han spurgte: ’You ever been to Japan?’ Og jeg svarede: ’No.’ ’Come visit me in the mountains,’ sagde han så. Og så blev der ikke sagt mere. 4. 3. 1. PRIVATFOTO 4. JOHANNE FICK Hvornår begyndte du at spille musik? ”I sjette klasse. Nogle af de ældre elever spillede musik, og jeg syntes, at de var seje. Jeg ville være ligesom dem. I niende begyndte jeg at spille med nogle af mine klassekammerater, og i 1. g blev vores band Düreforsög signet til Mega Records. Lige inden vi startede i 2. g, spillede vi på Orange Scene på Roskilde. Så det blev lige pludselig ’alvor’. Der skete mange spændende ting meget hurtigt, og jeg fandt ud af, hvordan det var at spille musik. Og så mødte jeg en masse nye mennesker. Det grundlæggende sjove ved at spille musik er at arbejde sammen med andre mennesker. Det er ikke sjovt at spille alene. Det er i spændingsfeltet mellem bandmedlemmerne, at der opstår en energi, som man ikke kan forklare. Det er nær- BJAR KE M O G E N S E N 1. Fra festivalen ’Rising Stars in the Kremlin’, hvor Bjarke Mogensen spillede for den russiske præsidentfrue som solist med orkestret Moscow Virtuosi og dirigenten Vladimir Spivakov. 2. En ung Bjarke Mogensen demonstrerer sit talent for prins Henrik. AKKORDEON, 28 år Hvor kommer din interesse for musik fra? ”Min søster og jeg blev meldt ind i musikskolen i Rønne, hvor jeg er vokset op. Jeg ville gerne spille klaver eller guitar – et eller andet ’normalt’ instrument – men vi blev meldt til i sidste øjeblik, så der var kun ledige pladser tilbage på holdene for enten blokfløjte eller akkordeon. Så blev det akkordeon. Musiklæreren var lidt overambitiøs, og først syntes jeg ikke, at det var særlig fedt. Jeg blev meldt til mange konkurrencer, og selv om det er noget, man er nødt til for at få en idé om, hvem der er mest interessant at høre på, var det for mig forbundet med frygt. Det kan måske lyde dobbeltmoralsk, for jeg har jo siden deltaget i mange konkurrencer. Men grundlæggende har konkurrencer ikke noget med musik at gøre. Det er jo dybt umusikalsk og ukunstnerisk at konkurrere.” 1. Foto JULIE WOUWENAAR TOVGAARD OG POLFOTO 2. Hvornår fandt du ud af, at du havde talent? ”Man skal spille med de kort, man har fået på hånden. Jeg gik også til fodbold, da jeg var lille, og det var jeg helt katastrofalt dårlig til. Det er jeg sådan set til alle former for sport. Jeg er altid endt på tredjeholdet eller reservebænken. Men det var anderledes med musikken. Der gik det faktisk ret godt med alle de konkurrencer, jeg deltog i. Så det blev noget specielt for mig, fordi jeg fik en form for bekræftelse og kunne mærke, at jeg var bedre end de andre. Og så udviklede det sig langsomt til en passion. For mig at se kan alt udtrykkes med musik. Jeg kan bruge min fantasi og mine følelser. Og fordi jeg kommer fra Bornholm, blev musikken også en måde for mig at møde nye mennesker på. Jeg gik jo ikke på Sankt Annæ Gymnasium, hvor man har en omgangskreds, der handler om musik. Jeg gik i klasse med folk, som overhovedet ikke fattede, hvad det var, jeg gik og lavede. Og som sikkert stadig heller ikke gør det i dag, selv om de måske har set mig hundredvis af gange på tv.” Hvorfor søgte du ind på musikkonservatoriet? ”Jeg var enormt skoletræt efter folkeskolen og orkede ikke rigtig gymnasiet. Jeg ville gerne prøve noget andet og så spille musik. Det var ikke en stor beslutning i den forstand, mere en flugt fra skolesystemet. Det var en helt ny verden, der åbnede sig. Jeg flyttede til København og kom ind på Jacob Gades Kollegie, hvor jeg kom til at bo sammen med alle mulige typer: Fra 100 % målrettede ’violinbørn’ til en tidligere misbruger, der havde set lyset med musikken. Det gav mig en kæmpe følelse af frihed, og så understregede det også, at klassisk musik er for alle – ikke kun for rige børn fra fine familier.” Hvad er det specielle ved at spille akkordeon? ”Det er et relativt nyt instrument. Det er først fra 50’erne, at der er skrevet musik specielt til akkordeon, det eksisterede simpelthen ikke på Mozarts og Beethovens tid. Derfor er det sjovt for mange komponister at skrive musik til det. De er jo skolet i at skrive for klaver og den slags, og så er det helt dogmeagtigt for dem at arbejde med akkordeon. Som at lære et nyt sprog. Mit akkordeon er fra 1994 og består af 11.000 håndlavede smådele. Der findes kun 30 af dem i verden, og de laver dem ikke mere, så man kan godt sige, at det er en slags Stradivarius. Det er ikke mange, der ved det, men Danmark er kendt som foregangsland for den moderne akkordeonmusik. Gennembrudsværket er skrevet af danske Mogens Ellegaard i 1958. Vi var også de første til at tage akkordeon ind på akademisk niveau på konservatoriet i 1970.” Hvad er din drivkraft i forhold til at arbejde med musik? ”Jeg er stadig meget søgende og stiller hele tiden spørgsmålstegn ved, om det nu også er det rigtige at satse på musikkarrieren. Det er meget usikkert, men samtidig er det også det, der gør det spændende. Nogle gange føles det, som om jeg er på en slags opdagelsesrejse. Der er både op- og nedture. Når jeg bestiller et værk af en komponist, aner jeg ikke, hvad jeg får. Det kan være et nyt gennembrud, eller det kan være fuldstændig uspilleligt. Jeg føler mig i hvert fald enormt udfordret, selv om jeg har beskæftiget mig med musik i det meste af mit liv. Men det fantastiske er jo, at musik er et sprog, som man kan kommunikere med globalt. Det giver mulighed for at møde alle mulige slags mennesker på tværs af lande og kulturer – og det er vildt spændende og eventyragtigt.” Bjarke Mogensen debuterede som solist som 13-årig med Münchner Symfonikerne på tvkanalen ZDF. Som 17-årig begyndte han på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Han har vundet priser ved internationale musikkonkurrencer og vandt i 2006 DR2’s konkurrence ’Spil for livet’. Bjarke Mogensen har samarbejdet med bl.a. DR Symfoniorkestret og DR Radiounderholdningsorkestret. Han har udgivet fire album. JULI 2013 EUROMAN 81