Grundlæggende værdier og principper i SDS

Grundlæggende værdier og principper i SDS
Grundlæggende værdier
Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende (SDS) er de socialrådgiverstuderendes
studenterorganisation. SDS’ formål er at sikre medlemmerne uddannelsesfaglige og
studenterpolitiske interesser, uafhængigt af partipolitiske interesser. De grundlæggende værdier og
principper er foreningens udgangspunkt for hvordan, vi gerne vil arbejde i foreningen og den
retning vi gerne vil præge uddannelsen og samfundet. De grundlæggende værdier er:
Solidaritet, fordi ethvert menneske grundlæggende er et socialt væsen, der er forbundet til
andre mennesker. Fordi SDS ønsker at fremme solidaritet imellem de socialrådgiverstuderende og i
samarbejdet med den øvrige elev -og studenterbevægelse, Dansk Socialrådgiverforening, og den
danske fagbevægelse.
Samarbejde, fordi samarbejde er en forudsætning for et velfungerede demokrati i
foreningen og i samfundet, og fordi vi i fællesskab udvikler den bedste løsning på en given
problemstilling,
Sammenhæng, fordi sammenhæng i uddannelsen, i SDS og i samfundet er med til at skabe
mening for den enkelte socialrådgiverstuderende.
Fællesskab, fordi et stærkt fællesskab er medvirkende til at skabe solidaritet, samarbejde
og sammenhæng i både Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende, på
uddannelserne, på arbejdsmarkedet og i samfundet.
En studenterorganisation i udvikling
SDS skal være en organisation der er gennemskuelig og åben. Medlemmerne skal sikres gode
muligheder for at engagere sig i det organisatoriske, politiske og faglige arbejde på alle niveauer i
foreningen, såvel lokalt som centralt.
SDS skal være en organisation i konstant udvikling, så den løbende tilpasses forholdene på
uddannelsesinstitutionerne, i organisationsverdenen og i samfundet i øvrigt. En forudsætning
herfor er, at SDS er en stærk organisation med høj medlemsprocent blandt de studerende, og en
organisation med plads til nytænkning og debat.
En studenterorganisation der samarbejder
SDS vil have et tæt og konstruktivt samarbejde med Dansk Socialrådgiverforening (DS). SDS skal
styrke elev- og studenterbevægelsen, og i samarbejde med elev- og studenterorganisationer, DS og
andre relevante samarbejdspartnere være med til at påvirke den uddannelses – og fagpolitiske
dagsorden.
SDS samarbejder med DS centralt, regionalt og lokalt. Derfor skal der være repræsentanter for SDS
1
i DS’ repræsentantskab, hovedbestyrelse og i regionsbestyrelser. Og der skal arbejdes for også at
have et tæt samarbejde med faggrupper, landsklubber m.v., så de studerende får et godt kendskab
til og gode muligheder for at blive aktive i DS allerede under uddannelsen.
Solidaritet og sammenhæng i velfærdssamfundet
Det er ikke en selvfølge, at det danske samfund er et velfærdssamfund, og det er ikke givet, hvorvidt
udviklingen skal medføre forringelser eller forbedringer. Det er en politisk beslutning, i hvilken
retning samfundet skal udvikles. SDS arbejder for et velfærdssamfund, hvor alle borgere har lige
adgang til velfærdsydelser, hvor ingen er afhængige af tilkøbsydelser. Ydermere, at den fortsatte
udvikling af velfærdssamfundet fører til bedre individuel såvel som kollektiv velfærd.
SDS arbejder for at sikre, at rammerne for socialrådgiveruddannelsen og vilkårene for der sociale
arbejde giver den enkelte socialrådgiver tid og rum til socialfagligt arbejde med mennesket i
centrum. SDS støtter studerende og socialrådgivere, der står frem og siger fra, hvis rammerne og
vilkårene for deres uddannelse eller arbejde er for dårlige til at handle etisk og fagligt forsvarligt.
SDS henholder sig til den internationale socialarbejderorganisation IFSW’s etiske principper for
socialt arbejde.
Alle borgere skal, uanset baggrund, have lige adgang til et uddannelsessystem, der på alle niveauer
skal medvirke til at udvikle elevernes og de studerendes personlige og faglige kompetencer,
herunder selvstændighed, samarbejdsevner og evnen til at tænke i helheder og sammenhænge.
Gode levevilkår for elever og studerende er en forudsætning for at sikre lige adgang til uddannelse.
Et studiepolitisk fællesskab
Alle socialrådgiverstuderende skal have mulighed for at blive en del af det faglige fællesskab. SDS
arbejder for solidaritet, mangfoldighed og respekt i organisationen, på uddannelsen og i samfundet.
SDS arbejder for at sikre, at rammerne for socialrådgiveruddannelsen og vilkårene for det sociale
arbejde giver den enkelte socialrådgiver tid og rum til socialfagligt arbejde med mennesket i
centrum.
De grundlæggende værdier og principper i SDS er vedtaget på årsmødet 2008 og senest redigeret
på Årsmødet 2012.
2