1. No category

Dannelsens syv søjler
Personlighedens fundament
Af Erik Lyng
”Visdommen har bygget sit hus, tilhugget sine syv søjler.” Således står der i Det Gamle Testamente, Ordsprogenes Bog, kap 9. v.1, og i dette hus eller tempel, med tre søjler på den ene side, tre på den anden og
en i midten på den tredje, har visdommen sit sikre fundament. Søjlerne har navne som: kundskab, skønsomhed, fornuft, osv., egenskaber som er inkorporeret i visdommen og bringes til mere eller mindre storslået udfoldelse i den enkeltes liv.
Jeg forestiller mig at den personlige dannelse på lignende vis bygger på et fundament af syv søjler, påvirkninger og indflydelsesområder som i negativ eller positiv forstand afgør hvordan personligheden kan
udvikle sig.
Dannelsens syv søjler har jeg benævnt:
KROPPEN
SPROGET
FAMILIEN
SKOLEN
Og vi begynder der hvor alle levende må begynde: i de første indtryk som kroppen modtager og
sidenhen må glæde sig over eller arbejde på at
glemme.
Og den første søjlerække, som er helt tæt på
personen, det enkelte menneske, afsluttes af de to
søjler: sproget og familien.
På den modsatte side står der tre søjler som tilsyneladende er udenfor den enkelte, men i løbet
af barndommen bliver en integreret del af den
personlige dannelse: naturen, kulturen, historien,
en slags spejling af det personlige i det almene.
Det hele røres sammen og udkrystalliseres i søjlen der forener rummet: skolen.
Skolen er smeltediglen for indefra- og udefrakommende påvirkninger. Her blandes det medfødte og det tillærte, det familiære med det kulturelle, ud fra de værdier den givne skole har at til-
26 Friskolebladet 6, 19. juni 2014
NATUREN
KULTUREN HISTORIEN
byde det unge menneske, der en skønne dag skal
træde ud af søjlegården som sit eget menneske.
1. Søjle: Kroppen
Hold me like you’ll never let me go
1
Det var næsten en personlig oplevelse af fryd, når
vores svigerdatter svøbte den nøgne, nyfødte pige
ind mod sin egen krop, en fornemmelse af uanfægtelig tryghed som kroppenes forbundethed kan indgive. Jeg er et ønsket og elsket menneske i verden,
og verden rækker lige nøjagtig fra min krop til min
mors og videre til hendes øjne. Andet er der ikke.
Og hvis der er, så er det lige meget, for jeg er kun
hvad min krop fortæller mig.
Og lige så stille vides verden ud. Den store han
med de hårde kanter og de kradsende børster kan
også tilbyde hulninger hvor jeg kan falde til, falde
hen i ly af bløde stemmer og uforståelige lyde, steder hvorfra jeg kan titte ud og blive opmærksom
på alt det der venter på at blive erobret. Men det
har ingen hast.
Ganske vist er svøbet væk, men jeg sidder på armen eller tæt ind mod brystet, i en rygpose eller under en dyne og kigger og stikker en hånd ud, forsigtigt, tøvende. Og verden kommer til mig, den bliver båret frem, eller jeg bliver løftet op til den, jeg
griber og snuser og smager. De pludrende hoveder
over mig er ubegribelige væsener, men jeg taler
med bamser og dukker og afventer det rette
øjeblik. Så løfter jeg mig besværligt op på alle fire,
rejser mig ved en skammel, svajer, venter, finder
rytmen – og går. Og verden bliver aldrig mere den
samme.
Men kroppen ved hvad den ved, og hver en mindelse om denne urtids samhørighed, hvad enten vi
oplever den i havet, under leg, i elskov eller i slutningen af en drøm, fylder os siden med vemodsblandet fryd.
Dette er dannelsens første søjle. Råt tilhugget.
Hører jeg nogen sige ”skønmaleri”?
Det er det ikke, men skønt er det.
Der findes desværre også andre udgaver af den
1. søjle; lyt blot til John Lennons: Mother:
Mother, you had me, but I never had you.
I wanted you, but you didn´t want me.
Father, you left me, but I never left you.
I needed you, but you didn´t need me.
Mamma, don´t go! Daddy, come home!
Og hør den til ende, selvom det ikke er til at
bære når dannelsens første søjle krakelerer og styrter i grus.
2. Søjle: Sproget
Så sødt velsignet du mit hjerte når
Ordene du vokser op med og skal leve af og tolke ud fra; sprog der har som forudsætning at verden, din og den uden for dig, er værd at beskrive
med alle de tilgange som dit modersmål tilbyder
dig. Sproget som det væsentligste redskab for udforskning: det ligner da..., det er næsten lige
som....; verden bliver mangfoldig og storslået, en
uudtømmelig kilde til forundring og begejstring.
Når nogen henvender sig, inddrager dig, fortæller dig en hemmelighed, siger dit navn; når du får
lov at lytte, mulighed for at begribe og lære. Dine
mennesker der taler med autoritet om det der findes omkring os og imellem os, modersmålet der vider sig ud og med en solid basis kan inddrage ord
og tolkninger fra alle andre modersmål.
På den anden side: det smertefulde ved at iagttage børn der aldrig er blevet tiltalt, der har navn som
et nummer og hvis historier aldrig bliver hørt, børn
der er holdt uden for sproget; de blegner, mister deres lys og må opfinde skabagtige, grove væremåder
for at blive lagt mærke til. Deres argumenter bliver
bogstaveligt talt slående, fra dagplejen og fremefter, og man gruer for den tavshed der vil præge deres opvækst.
”Og ved du hvad?” spørger Rose.
Forventningsfuld. Hun er treethalvt.
”Neej,” siger jeg. ”Hvad?”
”Og ved du hvad?” spørger hun igen.
Det hun siger er i virkeligheden:
Kom nu, fortæl mig en hemmelighed!
Hun ved at når hendes mor og far siger:
Og ved du hvad? – så følger der noget dejligt,
noget spændende.
Og ved du hvad, Rose? – Du er en heldig
kartoffel!
2
Det er fuldstændig lige meget hvad der bliver sagt.
Ordene giver ingen mening for dig endnu, men lyden, tonefaldet og stemningen er dit nye svøb. ”Du
er dog så ualmindeligt grim og dum og latterlig,
min skat.” Din mors bløde stemme lægger ordene
rundt om dig, og du griner tandløst salig; vel er du
da så: ”smuk og og klog og elsket af alle.”
Og sangene med de mest indholdsløse fraser
sunget så du føler at flyde i 40 gr. varmt vand.
Eller det modsatte: et staccatosprog, skingert
bjæffende, kommanderende, som at blive snertet
af en pisk.
3. Søjle: Familien
Det var et liv i sus og dus
3
En moderne talemåde siger os: ”Det er aldrig for
sent at få en lykkelig barndom.” Når man studerer
udvalget af moderne fik- og faktion, litteratur og
drama og film, kunne man næsten få fornemmelsen af at det modsatte udsagn: ”Det er aldrig for
sent at få en ulykkelig barndom” er slået endnu tydeligere igennem. Det er som om vi ikke kan få
nok af beskrivelser af det traumatiserende barneliv,
det være sig på kostskoler, i krigssammenhænge, i
kammeratskabskredse og i ganske almindelige, pæFriskolebladet 6, 19. juni 2014
27
ne familier. Alle steder står der alt for mange skabe
med alt for mange skeletter. De vælter ud og beretter om gruopvækkende forhold med vold og overgreb af fysisk og psykisk art. Næsten ubegribeligt at
der kan blive mennesker ud af de børn der har
været igennem helvedshulerne.
Når familien er værst, er den netop det – et helved på jorden, et rum hvor alting forekommer gråt,
snavset, konturløst, hvor drift, erkendelse, følelse
og viden flyder sammen i blind gang på jorden.
Og barnet ved ikke andet. En rædselsfuld tanke:
barnet ved ikke andet. Befries det nogensinde, for
siden at opleve lys og en form for kærlighed, vil
gråden ingen ende tage.
Men mormors kolonihavehus findes også: Bag
på cyklen, hjulet snurrer, far han griner, mor hun
kurrer, det er fridag og vi er sammen, solen skinner
over Sorte-dammen. Det var et liv...
I familien er altings arnested, det bedste og det
værste: kærlighedens ufattelige styrke, men også
jantelovens sjæleædende kræft; omsorg, medfølelse, stolthed, men også revselse, magtbrynde, sygelig ambition. Det største i verden søsættes her, det
værste fostres.
Det er stadig det almindeligste at børn opfattes
som forældrenes ejendom, derfor kan vi slå og nogle steder slå ihjel med retten på vores side. Det er
familiens ret.
Og vi kan arve og overtage i generationer og
være sikret via det helligste i den vestlige tankegang: privat ejendomret. Mærkeligt.
Men familien er også det hus, den hytte, det telt,
hvor man genkender lugten og naturligt bevæger
sig hen, når man kommer hjem fra en lang rejse.
Her er godt, her er lunt, her er der nogen der
strækker en hånd frem og siger: ”Velkommen
hjem, min ven. Det er godt at se dig.”
Den moderne virkelighed tilsiger transparens i
alle forhold, ellers kan vi ikke styre vores demokrati, men familien er en hemmelighed, på godt og
ondt.
4. Søjle: Skolen
Som Lykke føles det at lære,
når Altet gribes i det Nære
4
Så finder det store barn med sin krop, sit sprog og
sin familie ind i skolen. Det er en broget flok der
møder op. Den enkelte har ikke fundet sin vej,
gruppen er mere eller mindre tilfældigt sammensat, modersmålet er mødrenes eller fædrenes mål.
Elevernes fordomme, (helt nøgternt: de vur-
28 Friskolebladet 6, 19. juni 2014
deringer som den enkelte er udstyret med fra hjemmets side), stritter i alle retninger, og en klasselærer
må gang på gang besinde sig for ikke at skære til og
hugge af, for dog at få noget der minder om fællesskab i klassen. Værdisættet er lovstyret, eleverne er
individstyrede, den laveste fællesnævner er en fristende mulighed for en lærer, men nej, den går ikke.
Læreren må melde sig, ikke som lovforvalter og
kundskabsformidler – det er en selvfølgelig opgave
for enhver lærer – men som sin egen person: jeg fortæller dig/jer med mine ord, mine handlinger og
min krop at jeg er et menneske på jorden, at der er
ting jeg holder af, respekterer og tilbeder, der er
ting jeg hader, foragter og vil bekæmpe. Jeg fortæller jer at verden er meget stor, den rummer figurer
som ligner dig, den er righoldig som dit sind, den er
foranderlig og lader sig aldrig fastlåse af religiøse
og politiske dogmer, den er fundamentalistisk, men
fundamentalismen er altid under nedbrydning og
opbygning et andet sted; verden er ustyrlig, og derfor tilbyder jeg dig denne skoles værdier. Det sker
med fuld respekt for dig, du kan sige nej og gå din
vej, men svare det skal du. Du kan svare med indsats her og nu, du kan svare med de valg du sidenhen foretager, men på en eller anden måde må du
reagere på det fællesskab der tilbydes dig.
Og herfra går du videre, fastlåst eller åben, udforskende eller ligeglad, tilpasset eller i bevægelse,
med dit bidrag til natur, kultur og historie.
Og i slalombevægelse mellem de sidste tre søjler
vil du befinde dig i resten af dit liv, for dannelse er,
som ordet siger, en proces der aldrig får ende, der
forhåbentlig aldrig får ende, men som udvikler dig
og lader dig indvirke på dine omgivelser.
Og med dine handlinger er du med til at vedligeholde eller til at nedbryde de søjler som er dannelsens fundament.
5. Søjle: Naturen
Med alle dyr du er i slægt.
Tag dyret i din varetægt!
5
Det vigtigste at forstå ved den 5. søjle er at vi selv
er natur, indfældet i samme orden som alt andet levende. Vi kan ikke gå ud i ”naturen”, vi kan gå ud i
landskabet eller ned i dalsænkningen; naturen det
er os – og dyrene og planterne og klipperne og vandet. Vi er natur midt i natur, og når naturen går over
optugtelsen, er det os selv vi rammer.
Her i det 21. århundrede må vi bestræbe os på at
leve naturligt, men vi ved ikke hvad det betyder. I
årtusinder har menneskene færdedes på jorden og
arbejdet i pagt med det omgivende, som samlere,
jægere, fiskere, bønder, gartnere, håndværkere,
men vores symbolproduktion og selvreflektion kan
ikke længere rumme noget ”naturligt”, kun noget
der ligner.
Vi har vel nok en fornemmelse af en samhørighed med det omgivende, men for de fleste i den
vestlige verden er den ved at forsvinde, og derfor
fatter vi ikke helt den sjælsrystende oplevelse som
det må være for en indianer at se regnskoven blive
brændt af og pløjet op. Det er ikke bare eksistensgrundlaget der bulldozes væk, det er eksistensen
selv der tilintetgøres. Vi har vænnet os til at betragte skoven som biomasse, vi anskuer hvert fænomen i naturen som et muligt råmateriale, hvert dyr
som en produktionsenhed, og vi vurderer mennesker ud fra deres værdi på markedet.
En tanke om at lade noget være som det er, får
det til at stritte hos mange iværksættere; det må da
kunne anvendes, omsættes. Tiden og materialet
må ikke gå til spilde, så vi må indøve den nødvendige kynisme for at kunne se skoven falde, se afbrændingen af heden, inddæmningen af søen.
Dette dannelsesforfald i forhold til naturen er
skræmmende smukt beskrevet af Thorkild Bjørnvig, bl.a. i de to bind Miljødigte: Delfinen og Abeguder, og han bad så indtrængende mennesket om
at besinde sig på at være i verden – som natur i natur.
Det er forår bag tågen,
ænder og måger pludrer og skræpper
usynligt derude på vandet
og lærkerne kvidrer i højden.
Jeg står her omflagret af lyde
som i en tågekirke.
Min sjæl skyder fjer og vinger
og stiger syngende til et sangliv
med brødre og søstre derude,
deroppe.
(fra Siv vand og måne, 1993)
6. Søjle: Kulturen
Derfor kan vort øje glædes
ved et billeds farvepragt
6
Lader man hånden glide over den 6. søjle, opdager
man hvor fint ciseleret den er.
Det er menneskehedens mest udsøgte frembringelser der er gemt her – og nogle af de mest infa-
me.
Her er bøgerne der fyldte bibliotekerne i Alexandria, i Vatikanet, i Oxford, og nu optager nogle terabytes på vores fælles net. Her er strømmen af billeder fra kirkerne, hulerne, ateliererne, hugget i sten,
i træ, malet på papir, på lærred, på hud; det er uendeligt som tonerne fra en evighedssymfoni der også
lyder inde fra søjlen, som dansene, som kampen,
legen, arbejdet, maden, bilerne, og det skæve venteskur på den vestjyske landevej hvor der lå et pornoblad og Informations kryds-og tværs.
Læg øret til og hør: alle sprogene som menneskene har talt siden Babelstårnet blev forladt, alle
de sprog der dør ud i disse år, mens vi påny bestræber os på at genopføre det.
På intet andet felt har vi så meget brug for vejledning, for lærere der vil gå i spidsen og guide os
ind i kulturens net af muligheder og faldgruber.
Et af de rigeste øjeblikke opstår, når man midt i
det fremmede opdager at føle sig hjemme, at kunne være til stede i tryghed og med alle sanser vågne, at føle sig hjemme og velkommen. En oplevelse der forundes den hvis opvækst har været præget
af ”den store palet”, dvs. sammenligninger er konstant blevet draget: se, hvor det ligner; det er jo ligesom; kan du huske... osv. Symboler, redskaber, kunstværker, metaforer i dans, altid i bevægelse for at
søge forståelse af eksistensens gåder, altid i begejstret udforskning af kroppens og sindets ydeevne.
Men kulturen kan være en tynd gang fernis over
sløvhed og ligegyldighed. Det vrimler med ”synonymhadere”, mennesker der er virkeligt harmfulde
fordi man skal lære overflødige ord. Hvorfor sige
”villa”, når man kan sige ”hus”, hvorfor sige ”bopæl” når man kan sige ”hus”. Hvorfor gøre sig til?
Hvorfor male med den store palet når sort og hvidt
det rækker? Hvorfor læse poesi når der findes et
Ekstrablad? Hvorfor alt det pynt og spild?
Fattigdom i sprog og anden kulturel udfoldelse
er en enorm udfordring for vores dannelsesprojekt,
men måske også den vigtigste at tage på sig.
7. Søjle: Historien
Henfarne slægter –
forglem dem ej!
7
Kristeligt Dagblad spurgte den 13. maj 2013 en
række politikere og tænkere om hvilken begivenhed der har været den vigtigste i historien. Og
svarene spænder vidt: fra den dag for 6000 år hvor
stenalderbonden så sit sædekorn spire for første
gang og siden blev bofast, over år 0 og Kristi FødFriskolebladet 6, 19. juni 2014
29
sel, over 6. august, 1945, hvor atombomben blev
kastet over Hiroshima, til Murens fald i 1989 og terrorangrebet i New York d. 11. september, 2001.
Det besynderlige er jo at hver og en af dem har
ret og så alligevel ikke. Målestokken kan ikke række til de vidt forskellige og interessante svar, for er
det begivenheden eller erkendelsen der følger efter
begivenheden, der bliver mest betydningsfuld, er
det de mange dræbte i Japan eller bevidstheden
om at mennesket nu kan udslette mennesket; det
er ikke længere guds suveræne mulighed.
En encyklopædisk viden er ikke længere inden
for den enkelte tænkers rækkevidde, informationsmængden er overvældende, og bare på historieområdet må man år for år nyredigere, måske nyskrive historiebøger. Ny viden kommer til, og gammel viden nytolkes i lyset af ny viden på andre felter, arkæologi og antropo-logi f.eks.
Man får næsten lyst til at udslynge den klassiske
forbandelse, kinesisk eller ej:
”Gid du kommer til at leve i interessante tider.”
Enhver form for kontinuitet er nu brudt, og både
folk og individ må igen og igen gennemgå den
mest anstrengende øvelse: at definere sig selv ud
fra vege og skiftende horisonter, både når det drejer sig om sprog, familie, geografi, kultur, arbejde
og selvfølgelig historie.
Enhver revolution har vel haft ønsket om at omskrive kalenderen og starte med år 0; alt det der gik
forud var kun indledende øvelser, nu begynder
den virkelige historie. Historiens hvide snit, omskrivning, retouchering, sæt menneskene fri af forhistorie og fordomme.
Jeg kan ikke gennemskue mine egne fordomme
om f.eks. kunstig befrugtning med doneret sæd og
donerede æg; min evne for fremtidsforestillinger er
skræmmende god, og jeg ser en homunculus med
en rar familie der, som så mange rare familier, ryger
ind i skilsmisse eller ulykke eller sygdom, og så ser
jeg et væsen med et samfundsnummer – uden
historie, uden forældre, uden fortællinger om sig
selv. Kan et sådant menneske leve? Er år 0 ikke for
lidt at byde et individ i menneskenes flok?
Disse hyperaktuelle problemer prøver nogle politikere at takle, men noget egentlig svar har de ikke.
Det man, (og det skal nok ikke være politikere, men
lærere og kunstnere), kan gøre er at fortælle den
”dybe” historie; dvs. du kan måske ikke få historien om dit ophav, og vi er heller ikke helt sikre på
den heltemodige indsats i Irak og vores uegennyttige indsats for verdens flygtninge, alt det skal måske
skrives lidt om, men der er forbindelse mellem dig
og de mennesker der såede den første udsæd på
Bornholm for 6000 år siden, mellem dig og vikingen der plyndrede Lindisfarne, der er tråde til korstogsridderen, middelalderbonden, husmanden, arbejderen og studenten på Regensen i begyndelsen
af 1800-tallet.
Vi er, du er, selv historie.
Det er her vi står, og her vi må besinde os. Det er vores tempel, vores
gård, billeder og lyde, berøringer og lugte, herfra min verden går.
Det er dannelsens projekt og i midten står skolens søjle – dens mennesker ved forhåbentlig hvad den skal rumme fra den almene søjlerække, men de ved aldrig hvad de får fra den individuelle række. De
fortæller og viser og taler, men ved aldrig på forhånd hvem de skal tale
til.
Syv søjler under uafbrudt nedbrydning og uafbrudt opbygning. Hvilken fantastisk opgave for en skole og en lærerflok.
Erik Lyng
Artiklen er oprindelig skrevet til Hobro Friskoles jubilæumsskrift i anledning af skolens 25 års fødselsdag i 2013.
1 John Denver: Leaving on a Jetplane
2 H.C. Andersen: I Danmark er jeg født
3 Erik Clausen: I mormors kolonihavehus
4 Johs. V. Jensen: Prolog til digtet Skolesang
30 Friskolebladet 6, 19. juni 2014
5 Johs. V. Jensen: fra digtet Zoologisk Have
6 Chr. Richardt: fra kantaten Naturen og Kunsten
7 Johs. V. Jensen: Hvor smiler fager