Drenge spiller kugler
HENNING IPSEN
I parken er der en sti, som er ganske plan og fast, lige så jævn som
en tennisbane. Den fandt drengene en dag ganske tilfældigt, og med
deres sikre, hurtige drengeøjne så de straks mulighederne for at
spille kugler netop der.
sad den gamle mand der allerede. Han nikkede til dem og mumlede
en hilsen, men ingen lagde mærke til det. Drengene havde travlt med
at komme hen og se, om hullet var i orden endnu. Det var det, fast
og skråt, indbydende for kuglerne.
De målte banen op, hullet til kuglerne lavede de glat og med skrå
vægge. Det kunne ikke laves bedre, kuglerne ville smutte ned jævnt
og glidende, og der var ingen løs jord i bunden af hullet.
Den gamle mand bøjede sig forover, støttet til sin ene stok med
begge hænder, da drengene begyndte at spille. Hans øjne fulgte
kuglernes lette trillen på den jævne bane. Han så, hvordan kuglerne
efter hinanden med sikker hånd blev trillet ned i hullet. Kuglerne
skiftede ejermand, men ingen tabte eller vandt synderlig meget. Alle
drengene var sikre på hånden.
De havde så travlt med at ordne banen og hullet, at de ikke nåede at
spille, men der var heller ingen af dem, der havde kugler med. Og
desuden var det af stor betydning, at de fik banen bragt helt i orden,
så den var noget ganske enestående, en bane, man aldrig havde set
magen til før. Så kunne de spille næste dag.
Der var ingen af drengene, der lagde mærke til den gamle mand, der
sad på bænken og betragtede deres ivrige, omhyggelige arbejde. Han
var en meget gammel mand med et stort, hvidt skæg, der voksede
helt ned på brystet, og han støttede sig til to stokke, da han skulle gå,
efter at drengene var løbet hjem. Det nederste af hans højre bukseben var tomt og hæftet op med en sikkerhedsnål.
Hans øjne skinnede, da han humpede af sted. Der var noget i dem,
som ligesom så længere end hen ad stien i parken. Det var som om,
han havde opdaget noget nyt, noget der var meget bedre end stien og
parken.
Da drengene kom den næste eftermiddag med deres poser og kugler,
Da der engang kom et særlig fint kast, kunne han ikke tilbageholde
en anerkendende bemærkning. Drengene så hastigt op på ham,
kasteren rødmede lidt af glæde over værdsættelsen af kastet, og det
hvide skæg nikkede hen til ham. Men ingen af drengene besvarede
den gamle mands bemærkning, og han selv var tavs igen, sad blot og
betragtede kuglernes rullen hen over jorden. Han sad, som ville han
lære kunsten at kaste kuglen rigtigt.
Den tredje dag sad den gamle der igen på bænken. Drengene hilste
på ham, da han nikkede til dem, nu kendte de ham, og vidste at
han sad der. Han var meget glad, fordi de hilste på ham; han havde
tænkt meget på deres kuglespil. Spillet var så enkelt – en lille, hurtig
bevægelse med hånden, og kuglen var i fart hen imod hullet. Og
bagefter kom de mindre, men endnu behændigere skub til de kugler,
der lå oven for hullet, for at bringe dem til det endelige mål.
Må ikke kopieres - © Gyldendal 2009
Drengene var så optaget af deres spil, at det gav et lille ryk i dem, da
han pludselig fortalte dem, at han godt kunne lide at sidde og se dem
spille kugler. De så spørgende op for at se, om han ville sige mere.
- Ja, I forstår det vel ikke rigtigt, I er så unge, men jeg er en gammel
mand, jeg har set meget, mange slags lege, og jeg synes, det er godt
at sidde her og se jer spille kugler. Måske I ikke kan se det selv, men
det er sådan en enkel leg, og det er smukt. Jeg vil håbe, I kommer
igen ofte for at spille kugler.
Drengene forstod ikke, hvad den gamle mand mente, de fattede blot,
at han ville være glad for at se dem spille kugler igen. Men de havde
aftalt med de andre drenge, at de skulle lege Mac Arthur og atombombe den næste dag, og de kunne ikke svigte de andre. Det var
også sjovere at lege krig.
Men den gamles bønlige ord havde alligevel nået dem mere, end de
selv var klar over, og næste dag var de på stien i parken igen. Og det
var de også de næste dage, de var ikke ganske klar over, hvorfor de
egentlig blev ved at komme, for det var ikke længere så spændende
at spille kugler den ene dag efter den anden.
Den gamle snakkede med dem hver dag, han sagde mærkelige voksne ting til dem, som de ikke forstod, men hans skæg var så morsomt at se på, når han talte. Det vippede og vuggede, hver gang han
bevægede munden. Og hans tomme bukseben. De havde snakket om
det indbyrdes, men de kunne ikke finde nogen forklaring på, at benet
var væk.
Da der var gået et par dage, spurgte en af drengene den gamle, hvorfor han kun havde eet ben. Det gav et sæt i dem alle, da han spurgte,
også i drengen selv, det pludselige spørgsmål overraskede dem.
Men den gamle blev ikke forbavset over spørgsmålet, han smilte
kun og sagde:
- Jeg vidste godt, at en af jer ville spørge om det. Det er mærkeligt
for jer, at der er mennesker, der kun har eet ben. Men I ved også
godt, at der er noget, der hedder krig. I kan godt lide at lege krig;
men krig er ikke altid leg, det er ikke som at ligge her på alle fire og
spille kugler, det er alvorligere og ikke så enkelt og slet ikke smukt.
Nu var drengene blevet lidt dristigere, fordi han ikke var blevet
fornærmet eller ked af, at de spurgte. Og nu spurgte de alle sammen:
- Har De da fået skudt benet af?
- Ja. Og jeg vil også gerne fortælle jer, hvordan det gik til. Jo, I vil
gerne høre det. I kan lide at høre spændende historier, hvor der sker
noget. Dette er ikke nogen spændende historie, men jeg skal fortælle
jer den, og så skal I til gengæld lege videre, mens jeg fortæller.
Drengene spillede igen, men mange gange gik legen i stå under
fortællingen, og det var fuldstændig ligegyldigt, hvem der vandt, og
hvem der tabte.
Den gamle fortalte om en krig, der havde været, det var så mange
år siden, at de lærte om den i skolen. Da var han ikke nogen gammel mand, og han havde et skæg, som ikke var hvidt, han var soldat
og lå hele dagen i en skyttegrav sammen med sine kammerater. Af
og til kom der en granat hen over skyttegraven, det skete, at en af
hans venner blev ramt, nogle af dem døde. Men det var ingenting
mod den dag, da de fik ordre til at angribe. Den dag havde de ventet
længe, og de havde været nervøse.
- I tænker jer nok, at soldater er modige folk, som stormer frem med
fanen i midten, og en blæser på trompet. Men vi havde ingen fane,
Må ikke kopieres - © Gyldendal 2009
der var ingen trompet, og vi var bange, meget bange hele tiden. Vi
løb frem, og der var en forfærdelig larm af kanoner og geværer. Vi
kunne høre kuglerne, der kom forbi os, en af dem rev hul i min skulder, men vi løb bare videre frem. Mange af de andre faldt, det så ud,
som om de snublede, men de fleste af dem døde.
Og så pludselig lød der et brag meget højere end de andre, og der
var noget, der ramte mig. Det gjorde ikke ondt, for jeg faldt om,
jeg mærkede og hørte ikke mere, før jeg lå på hospitalet. Det var en
granatsplint, der havde ramt mig på underbenet, og lægerne måtte
sætte benet af ved knæet. Det gjorde meget ondt, og det blev det ved
med længe. Siden den tid har jeg gået rundt med buksebenet sådan.
Drengene sagde ikke så meget til at begynde med, men da de gik
hjem, blev der snakket meget om krig, og om den gamle mands ben.
Måske ville han fortælle mere om krig de næste dage, for det var alligevel spændende, det han fortalte.
Men den gamle mand med det store skæg og det tomme bukseben
talte ikke mere om krig. Han ville blot sidde og se på drengenes
spil, sidde og nyde den fine leg. Drengene kom stadig, men nu var al
spændingen gået af spillet, det var ligefrem kedeligt, de gjorde det
kun for at høre mere, og fordi, ja, det vidste de ikke.
En dag var den gamle der ikke, og heller ikke den næste dag eller
dagen efter. Først syntes de, det var mærkeligt, men senere begyndte
de at føle en lettelse over, at de nu kunne holde op med at spille kugler. Dagen efter så de vognen holde foran hans hus. De stod ganske
stille og så på den. Lidt efter kom mændene i sorte hatte bærende på
den hvide kiste, de satte den tungt og med stor larm på vognen, og
så rullede vognen af sted i jævn fart. Den gamle mand kom ikke til
at se flere drenge spille kugler.
Men drengene, drengene var fri nu, de kunne lege atombombe
med de andre. De behøvede aldrig mere spille kugler på en sti i en
park,selv om stien var aldrig så god. De kunne få fat i de andre med
det samme og lege noget, der var spændende. Men de gjorde det
ikke, de gik ind i parken på deres sti og satte sig ned på den gamle
mands bænk og så på banen og hullet, sådan som han havde gjort
det. Så rejste de sig op og spillede et enkelt spil, som gik trægt og
trevent, der var ingen, der kunne ramme hullet. Så samlede de deres
kugler sammen i poserne og gik langsomt hjemad. På vejen hjemad
mødte de alle de andre drenge, som kom stormende med revolvere
og rifler, råbende om de ikke ville med ud og lege krig.
- Åh, vi ved ikke rigtigt, svaret kom tøvende.
- Jo, kom nu, hent jeres bøsser og kom med.
Og det tog ikke lang tid for den lille flok drenge at styrte hjem og
hente deres udrustning og komme ned på gaden igen for at slutte
sig til kammeraterne, for at komme i gang med noget, der var mere
spændende end en gammel mand med hvidt skæg.
Når du er færdig med at læse, noterer du, hvor mange sekunder du
brugte til at læse.
Besvar derpå opgaverne på hjemmesiden.
Der er kun et korrekt svar.
Må ikke kopieres - © Gyldendal 2009