1. No category

Lidt om blankvåben –
for den som ikke ved så meget om dem i forvejen
af Kay W. Petersen
Indledning
Et fremtrædende medlem af Arma Danias redaktørgruppe, bosiddende i Norge, hvor de fleste
våbenhistorisk interesserede beskæftiger sig med skydevåben, er begyndt at samle på blankvåben.
Derfor har han efterlyst en artikel, som han mener passende kunne hedde ”Swords for Dummies”.
Jeg skal gerne forsøge at give en kort introduktion til emnet for den mere uerfarne samler, men
må straks gøre opmærksom på, at den ikke vil bringe noget af interesse for mere erfarne
blankvåbensamlere. Samtidig må det siges, at min egen interesse for emnet mest har med
kunsthåndværk og kunstindustri at gøre, mens det krigeriske aspekt af disse våbens anvendelse
træder noget i baggrunden.
I den tidsperiode, som er aktuel for de fleste samlere, tiden fra slutningen af 1500-tallet og til idag,
er blankvåbnenes praktiske betydning aftaget, samtidig med at skydevåbnenes betydning konstant
voksede. Når jeg ser på de våben, der hænger på væggene, ved jeg, at selv om det er
militærvåben, så er det kun en mindre del af dem, der har været båret i en krig, og sandsynligvis
endnu færre, som faktisk har hugget eller stukket til en fjende.
Igennem 1600-tallet havde de militære blankvåbnene stadig
en væsentlig betydning for både fodfolk og rytteri, fordi
skydevåbnene med deres luntelåse og siden hjullåse var
tunge og langsommelige i brug. Men med indførelsen af
lettere musketter med flintelås og udbredelsen af
bajonetter mindskedes blankvåbnenes betydning for
infanteriet hen mod slutningen af 1600-tallet. Ved midten af
1700-tallet var fodfolkets kårder efter preussisk forbillede
erstattet af korte sabler eller hirschfængere, som havde så
lille en praktisk betydning, at man f.eks. i den danske hær
ophørte med at bære dem, mens de engelske tropper i
Nordamerika i krigene mod franskmændene i vid
udstrækning erstattede dem med en let økse, som dog i det
mindste kunne bruges til praktiske formål i feltlivet. Da de
korte fodfolkssidevåben dukkede op igen under
Napoleonskrigene, synes de kun at blive båret, fordi en
soldat da per tradition gik med sabel – de var blevet en del
af påklædningen mere end en del af bevæbningen, og jeg
mangler stadig at se et slagbillede fra den tid, hvor en
infanterist bruger dem i kamp. Dog fortsatte officererne, som ikke var udstyret med et gevær, at
anvende kårde eller sabel, dels som værdighedstegn, dels som kommando- og forsvarsvåben i
felten.
Udviklingen indenfor rytteriet var en helt anden end i infanteriet. At benytte forlade-skydevåben
til hest var lidet effektivt, så rytterens hovedvåben var helt op til slutningen af 1800-tallet et
blankvåben: kårde, pallask eller sabel, hvis udformning nok var underkastet skiftende modeluner,
men først og fremmest stadig udvikledes som et praktisk våben.
I første halvdel af 1600-tallet var blankvåbenfremstilling et egentligt håndværk, for selv om klinger
mest blev fremstillet af klingesmede i større centre som f.eks. Solingen, blev fæster fremstillet
individuelt eller i små serier af lokale sværdfegere i de større byer. Fra midten af 1600-tallet gik
man fra at leje regimenter i tilfælde af krig til at have en stående hær udrustet med ensartede,
reglementerede våben, som blev fremstillet af medlemmerne af sværdfegerlauget i større serier,
først til de enkelte regimenter, senere som ensartet udrustning til grupper af regimenter. Ved
store amskaffelser kunne hele leverancen eventuelt blive bestilt i udlandet, ellers var der tale om
lokalt håndværk, som efter behov kunne suppleres ved at sværdfegerne indkøbte dele udefra. I
sidste fjerdedel af 1700-tallet blev våbenfremstillingen industrialiseret, her i landet med
oprettelsen af Kronborg Geværfabrik og Frederiksværk. Antallet af selvstændige sværdfegere
svandt ind, men nogle kunne dog klare sig i konkurrence med gørtlerne til over midten af 1800tallet ved at levere individuelle våben til officerer og embedsmænd, som betragtede forskrifterne
om reglementerede våben som vejledende mere end bindende.
I dag, hvor sidevåben kun er noget man ser, når garden går gennem byen, til militære ceremonier
eller til nytårskuren, kan det være vanskeligt at forestille sig en tid, hvor såvel militære som
medlemmer af adelen og det bedre borgerskab gik med et sidevåben som en naturlig del af den
daglige påklædning, og selv studenter og håndværkere lejlighedsvis gjorde det samme.
De enkelte typer af blankvåben
For den periode, der her er tale om, kan blankvåbnene deles op i kårder, sabler, pallasker,
skibshuggerter og hirschfængere. Det lyder umiddelbart nemt nok, men som altid med den type
opdeling, skal det vise sig at være knap så simpelt i almindelig sprogbrug. Faktisk deler de officielle
betegnelser på en række våben et åndsfællesskab med en svensk sondring mellem sild og
strøming, som i en forordning fra 1940´erne er formuleret således (i oversættelse): ”Sild er sild,
som fanges i Kattegat nord for Kullen. Strøming er sild, som fanges i Østersøen syd for Kullen. Den,
der kalder sådan sild for sild, er hjemfalden til dagsbøder.” Men i pricippet kan man definere de
forskellige typer sådan:
En kårde har en lige klinge og et fæste, som består af en parerstang eller en parerplade, eventuelt
suppleret med en håndbøjle og nogle sidebøjler. Grebet er anbragt i lige forlængelse af klingen og
afsluttes øverst af en knap, der som regel er kugle- eller ægformet, men i øvrigt kan have andre
former.
En sabel har en krummet klinge. Fæstet består af en parerstang eller en parerplade, som regel
suppleret med en håndbøjle og eventuelt sidebøjler, Grebet er bøjet mere eller mindre fremad i
forhold til klingens længdeakse, og det har et nakkestykke af metal, som kan dække det bagerste
af grebet og danner en hætte over toppen af grebet.
En pallask er et våben med en lige klinge monteret i et sabelgreb.
En skibshuggert kan have enten en krum eller en lige klinge, der er ret kort. Fæstet har enten en
parerstang med en opadbøjet plade på ydersiden eller det består af en parerplade, der er bøjet
op fortil som en art håndbøjle. Grebet kam være afsluttet med en knap eller en oval plade.
En hirschfænger er et kort sidevåben med en lige eller let krummet klinge monteret i et fæste,
som består af en kort parerstang og eventuelt en mindre, nedadbøjet plade og en håndbøjle, samt
et lige eller let fremadrettet greb afsluttet af en plade.
De enkelte dele af et blankvåben:
Klingen må siges at være den vigtigste del af våbnet, selvom det næsten altid er fæstet man ser
afbildet. Den skarpe del af klingen er fremstillet af ret sejgt stål med et lavt kulstofindhold, som er
smedet ud i den ønskede facon. I den ende, som kommer til at vende mod fæstet, er der påsvejset
et stykke af smedejern, som dels omslutter det øverste af selve klingen, dels fortsættet i angelen
eller grebstungen, som går op gennem grebet og øverst er nittet fast på fæstet. Formålet med af
fremstille de øverste 5-6 cm af klingen og hele angelen af smedejern er, at jernet er mere sejgt
end stålet og derfor bedre tåler slag og vred, som kommer fra brugen af klingen.
Mange klinger har nærmest fæstet en kortere eller
længere kraftig del uden slibning, klingebrystet, som
støtter mod parerstangen eller parerpladen. Derpå
følger den del af klingen, hvor stålet er omsluttet af
smedejern, som er den del, der bruges til at parere
med (forten eller pareren); på mange militære klinger
vil man kunne se, at denne del af klingen er poleret og
pudset på tværs, mens resten af klingen er poleret på
langs. Klingen kan være tveægget på kårder og
pallasker, eller enægget med en flad eller afrundet ryg,
hvor det kun er det yderste stykke, som også er
skarpslebet på rygsiden. Formmæssigt styrkes klingen ofte med en hulslibning.
Fæstet er den del af blankvåbnet, som varierer mest i opbygning. I stedet for en mere eller
mindre uforståelig beskrivelse af de forskellige typer henvises til de følgende fotos.
En konstant del af fæstet er naturligvis grebet, som oftest er fremstillet af
træ beklædt med læder eller rokkeskind, eller omviklet med metaltråd. I de
to ender af grebet afsluttes beklædningen med metalbånd eller en krans af
snoet og flettet metaltråd, et såkaldt tyrkerknob. Nogle messingfæstede
våben har et greb støbt i messing, hirschfængere har ofte et greb af
hjortetak, og endelig ses ben og elfenben anvendt til greb. Kårdefæster
afsluttes altid øverst af en knap, der som regel er ægformet eller
kuglerund, men formen kan variere meget. Oven på knappen sidder en nitteknob, hvor angelen er
nittet til fæstet. Sabler og pallasker, som har et frenadbøjet greb, har normalt et nakkestykke af
metal langs grebets rygside, og nakkestykket afsluttes øverst af en hætteformet del over det
øverste af grebet, hvorpå der kan sidde en nitteknop.
Skeden kan være fremstillet af læder, ofte med to træspåner indvendig, og med udvendige eller
indvendige beslag. Disse beslag er er mundblik og en dupsko. Hvis våbnet bæres i en sværdtaske,
er der til mundblikket loddet en hage, mens bæring i et gehæng kræver en bærering fæstnet til
mundblikket og en ring fæstnet til et mellemblik. Især ryttervåben, men også andre, har skeder
fremstillet af jern eller messing, med et mundblik, som er skruet fast på skeden, og som oftest er
forsynet med to plader, der klemmer mod det øverste af klingen. Udvendig på skeden er påloddet
et eller to metalbånd, som hver holder en bærering. Læderskeder bliver stive og kan skrumpe
med alderen, de knækker derfor nemt og skal behandles med varsomhed; f.eks. skal de altid
holdes lodret eller støttes i hele længden på et bord, når våbnet trækkes ud af skeden. Tit er de
gået til, og det eneste spor efter dem er de rusttæringer, som læderet har forårsaget på klingen. I
tidligere tiders ophængninger af blanlvåben til dekoration brød man sig ikke om at have skederne
med, så de blev lagt af vejen på loftet og endte med at forsvinde. Derfor optræder mange våben i
dag uden skeder, og prisforskellen på et våben med eller uden skede kan være betydelig.
Kården
For nu at vende tilbage til de enkelte typer af sidevåben, som de blev brugt
i Danmark-Norge, så er kården karakteriseret ved sin lige klinge og sit lige
greb afsluttet af en fritstående knap. Klingen kan være enægget eller
tveægget med en spids, der ligger i klingens midterakse. Klingens form
varierer meget. Trekantede klinger, med et tværsnit med en høj ryg og to
buede flader på ydersiden, og en dyb, bred hulning på indersiden, kendes
fra sidst i 1600-tallet og frem. Det giver en let og nemt bevægelig
stødkårde. Tveæggede klinger med ovalt tværsnit og eventuelt en kort,
midtstillet hulslibning på begge sider (somden norske dragonkårde M.
1698) var almindelige i 1600-tallets sidste fjerdedel, hvor man også finder
klinger, som øverst ved fæstet er af ovalt tværsnit, for så at blive
sekskantede, med en flad midte og to skrå flader mod æggen. Også kårder
med et rhombisk tværsnit og skarp midtribbe eller med sekskantet tværsnit med affladning langs
midtlinien kendes fra denne periode. Trekantede klinger og klinger med en midtstillet hulslibning
fortsætter op i 1800-tallet, og fra begyndelsen af 1700-tallet dukker enæggede kårdeklinger med
en lang, bred hulslibning op.
I 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet skelnede man mellem hugkårder og stikkårder, alt
efter, hvor bred og tung klingen var. Senere var alle kårder beregnet til at stikke og støde med. De
danske militære kårder amvendtes både af fodfolk og ryttere, og som regel er klingerne længst på
rytterkårderne. Fæsterne er enten af jern eller af messing (senere eventuelt af tombak, som er en
rødligere legering end messing). Jernfæster var som regel noget billigere at fremstille end
messingfæster, men havde den svaghed, at de rustede. Derfor er gamle jernfæster som regel
sortbrændte ved at blive glødet op og afkølet i olie (som 1701-kården), eller de er slet og ret
sortmalede. Fra slutningen af 1600-tallet blev mange af kårdemodellerne fremstillet med
messingfæster.
Sablen
Sablen kendes på den mere eller mindre krumme
klinge, som kom til Europa fra Nærøsten og Tyrkiet i
1500-tallet. I begyndelsen så man de krumme klinger i
europæiske kårdefæster, men snart fangede man ideer
om, at en krummet klinge for at være effektiv skal
kombineres med et fremadbøjet fæste. Det var dog
først sidst i 1700-tallet, at sabler blev mere almindeligt
udbredt i Vesteuropa, men så udkonkurrerede de til
gengæld kårderne indenfor militæret. Sabelklingens krumning gør, at den i hugget skærer sig
igennem hvad den rammer på en langt mere effektiv måde end en lige klinge. I en kamp med en
mand bevæbnet med et stødvåben har modstanderen med en sabel den fordel, at han efter en
parade har muligheden for at hugge under modstanderens klinge, før han får den trukket tilbage.
Hvor krum en sabelklinge skulle være, blev diskuteret indtil man ikke længer brugte sabler til
andet end ceremonier. Den ideelle skærende sabel skal have en markant krumning og et
tyngdepunkt, der ligger så langt fra fæstet, at der kraftigste hug kan udføres med den yderste
fjerdedel af klingen. Hvis man ønsker, at klingen også skal kunne benyttes til stød, skal krumningen
være mindre, og tyngdepunktet ligge nærmere fæstet. Begge muligheder har haft sine fortalere,
også her i landet, men den af vore sabler, som fik størst succes, var ryttersablen M. 1843, som kun
havde en let krumning, men dog aftvang sig respekt hos modstanderne både i Treårskrigen og i
1864. Modsat brugte englænderne i Napoleonskrigene en sabel for let rytteri, som havde en
markant krumning og en eminent skæreevne, som modstanderne frygtede og Englands allierede,
specielt Preussen, kopierede under navnet Blüchersablen.
Pallasken
Pallasken, som kom til Vesteuropa fra Ungarn, er først og fremmest et
ryttervåben med en lige klinge og et sabelfæste. Pallasken blev
introduceret i Danmark med grenaderpallasken M. 1702, som i
approbationsskrivelsen blev omtalt som en sabel. Efter nederlaget ved
Helsingborg i 1710 fik rytteriet pallasker og fortsatte med at have denne
våbentype indtil M. 1773 blev indført (og de fleste af de seneste
pallasker,M. 1750, blev sendt til Norge). Også flådens højere officerer
brugte en meget smuk pallasktype, som gik under navnet en
skipperpallask. Med indførelsen af ryttervåbnet M. 1773 begyndte den
våbenmæssige navneforvirring for alvor. M. 1773 er typemæssigt en
tung rytterkårde, men da man nu var begyndt at kalde rytteriets sidevåben for en pallask, fortsatte
man med det, som man også gjorde med Dragonpallask M. 1785og de senere rytterkårder af
samme type. Først med Kyrasserpallask M. 1831 er man tilbage ved en egentlig pallask. På denne
tid begyndte man igen at anvende pallasker ved infanteriet i form af Underofficerspallask M.
1831 og forskellige officerspallasker, som bar tidens sabelfæster forsynet med en lige klinge. Også
flådens korpssabel M. 1812 og flere lette infanteriofficerssabler fra omkring år 1900 er efter
definitionen pallasker selvom de officielt betegnes som sabler. Så pallasken blev indført under
navnet sabel og afskaffedes under samme navn, mens man i mellemtiden også kaldte rytterkårder
for pallasker.
Skibshuggerten
Som navnet antyder, er skibshuggerten beregnet til brug på orlogsskibe i
tilfælde af entring eller under landgangsoperationer. Den blev ikke båret til
daglig, men opbevaredes på skibene som en del af deres udrustning.
Huggerternes fæste er ganske enkelt, enten en kort parerstang, der går
over i en håndbøjle, og på ydersiden har en opadbøjet plade, eller fæstet
består af en jernplade, der fortsættes op mod toppen af grebet fortil (som
f.eks.på M. 1849). Ofte brugte man at dække fæstet med flettet tovværk
som en yderligere beskyttelse af hånden. Een tidlig huggert, den
internationalt brugte type med bengreb, havde en krummet, bred men tynd klinge med smalle
hulslibninger langs rygsiden. De øvrige danske huggerter har lige, enæggede klinger. Vores
kendskab til danske huggerter fra før 1807 er desværre ret så sparsomt, da englænderne tog alt
med sig fra Holmen efter Københavns kapitulation, deriblandt beholdningen af huggerter.
Hirschfængeren
Dette sidevåben stammer fra den lange kniv med en lige klinge og en lige eller S-formet
paperstang, som brugtes til jagt (se f. eks. hirschfænger for herregårdsskytter M. 1848). De
militære hirschfængere havde som regel et fæste, hvor parerstangen går over i en håndbøjle, og
under parerstangen er anbragt en nedadbøjet plade eller (på den norske skiløberhirschfænger) en
flad plade. Hirschfængere har været brugt af artilleriet og af jægertropper.
Blankvåbnene som soldatens værktøj og som kunsthåndværk
Medens blankvåbnene faktisk blev brugt i kamp, skulle de naturligvis være praktiske og velegnede
til deres specifikke formål. Men samtidig blev der lagt vægt på, at de reglementerede våben gerne
skulle være smukke og tilfredsstille den enevældige konges behov for gennem sit militær at hævde
sin status. Endelig måtte de helst ikke være for dyre, for staten manglede konstant penge. Man
har haft skiftende held med at forene disse krav. En del våben, som 1701-kården og de fleste af de
jernfæstede pallasker må nok kaldes
mere praktiske end kønne, mens de store kurvefæstede rytterkårder (pallasker) fra den sidste
fjerdedel af 1700-tallet var mere smukke end praktiske. Men generelt må man sige, at rigtig
mange af de dansk-norske blankvåben har været godt design, som på en afdæmpet måde har fulgt
tidens skiftende stilarter både i fæstets udformning og i de ætsede klingedekorationer. Blandt
officersvåbnene er der grund til at fremhæve de meget smukke pallasker, som blev båret af både
søofficerer og hærens officerer gennem store dele af 1700-tallet. Også en officerssabel som M.
1789og officerskården fra 1837 fortjener at nævnes, medens jeg personligt helst forbigår Frederik
d. 6. officerssablerne med et løvehoved på en lang hals i tavshed. Fra slutningen af Treårskrigen og
i lang tid frem var selvstændigt dansk design trængt i baggrunden, fordi man af økonomiske
årsager benyttede den store mængde våben af tysk oprindelse, som man ovdertog efter de
slesvig-holstenske oprørere, og efter de var slidt op, var blankvåbnenes æra mere eller mindre
slut, og tilbage var kun ret uinteressante vedhæng til uniformen. Dog skal det siges, at den nu
brugte officerssabel M. 1950, som bygger på 1843 ryttersablen, er et smukt våben ligesom
søofficerssablen, hvis udseende ligeledes går tilbage til midten af 1800-tallet. Men smag og behag
er forskelligt. Prøv selv at se nærmere på blankvåbnene i Arma Dania.
Nogle få råd til den kommende blankvåbensamler
Et krav, man må stille til de våben, der skal indgå i ens samling, er, at de er ægte. Som det kan ses
på VHS hjemmesidens forum om forfalskninger, er der desværre mennesker, som dels opfinder
fantasivåben, som aldrig har eksisteret, dels prøver at sælge samlerne våben sammenbragt af
forskellige dele, som aldrig har hørt sammen. Et råd i den forbindelse er: hvis hvad der skal være
et reglementeret våben ikke findes på Arma Danias liste, så er det nok fordi det aldrig har
eksisteret. Jeg ved godt, at dette ikke er helt dækkende, der dukker nyt frem, men det sker så
sjældent, at en begyndende samler gør bedst i at se bort fra den mulighed, hvis han ikke kender en
ekspert, der kan rådgive ham. Lidt anderledes stiller det sig med officersvåben, som er privat
anskaffede og absolut ikke altid fulgte de officielle forskrifter. Her må man samle sig noget erfaring
og viden, og det kan til tider koste lidt fejltagelser at få fornemmelsen.
Som samler vil man tit komme ud for våben, som for så vidt ser rigtige nok ud, men som i nutiden
er samlet af et løst fæste og en løs klinge. Her vil man høre det argument, at disse enkeltdele jo
lige så godt kunne være blevet sat sammen dengang disse våben blev fremstillet, og det kunne de
måske også, men de blev det altså ikke. Vil man have et helt igennem originalt våben, må man
lære sig at se på, om slid og tæring på fæste og klinge stemmer overens. En meget slidt klinge i et
perfekt fæste eller omvendt er et faresignal. Se også grundigt på nitten øverst på fæstet med en
lup. Er nittens overflade naturligt tæret eller har nogen givet den en gang jernklorid og lidt hakker,
der skal ligne ar efter rust?
Indenfor alt militær er pudsning en yndet disciplin. Våben skal naturligvis holdes rene, men
specielt på messingfæster koster den megen pudsning tab af materiale. Hvad der er pudset af i
tidens løb, kan vi jo ikke gøre noget ved, men vi kan prøve at undgå yderligere skader. Der er to
”skoler” hvad angår pudsning. Den ene, som er fremherskende i England og specielt i USA,
fraråder pudsning og fremhæver charmen ved gammel, naturlig patina, og det i en grad, så man
kan have nogle handlende i de lande mistænkt for at skabe denne patina kemisk. Den anden skole
ser sådan på det, at et militært våben i sin tjenestetid altid skulle fremstå nypudset, og derfor vil
de også gerne se blanke våben på deres vægge. Har man det sådan, bør man bruge det blidest
mulige pudsemiddel, og det er ikke Brasso og andre ret slidende midler. Mange anbefaler et
middel som Autosol, men prøv også at se, hvor langt man kan komme med terpentin eller sprit på
en blød klud. Det kan specielt anbefales på forgyldte fæster og på klinger med blånering, som
hurtigt kan ødelægges ved energisk pudsning.
Billedkreditering:
Indledning: Hestgarden udskibes fra Korsør på vej til Slesvig i 1848. Maleri af Otto Bache 1888.
Kongehuset.
De enkelte dele af er blankvåben, Klingen: Officerskårde M. 1837, foto: KWP
Jægerhirschfænger M. 1760, foto: Forsvarsmuseet, Oslo. Skiløberhirschfænger M. 1749, foto:
Trond Bækkevold. Grenaderpallask M. 1702, foto: Henrik Vensild. Rytterofficerskårde M.
1798, foto: Kim Larsen. Kyrasserpallask M. 1831, foto: KWP. Kavalleriofficerssabel M. 1843, foto:
KWP. Tessak type E, foto: Forsvarsmuseet, Oslo. Tessak type D, foto: Forsvarsmuseet,
Oslo. Artilleriofficerssabel M. 1837, foto: KWP.
Kården: Dragtkårde omkring 1720, foto: KWP.
Sablen: Officerssabel omkring 1800, foto: KWP.
Pallasken: Rytterpallask M. 1750, foto: KWP.
Skibshuggerten: Skibshuggert omkring 1700, foto: Kim Larsen.
Blankvåbnene som soldatens værktøj og som kunsthåndværk: Vifte med seks rytterkårder og en
pallask, foto: KWP.
Slutvignet: Kårde for Livgarden til Hest M. 1684, foto: Jens Refstrup, Museet Empiregården, Stege.