Boykot Israel
Derfor sanktioner mod Israel Audrea Lim (red.) Derfor sanktioner mod Israel Solidaritet 2012 Audrea Lim (red.): Derfor sanktioner mod Israel oversat fra engelsk af Gerd Berlev Irene Clausen Doris Kruckenberg Johnna Mortensen Birte Nyholm Niels Stockmarr fra Audrea Lim (ed.): The case for Sanctions Against Israel © Verso Books (May 2012) Dansk udgave © Solidaritet 2012. ISBN: 978-87-87603-39-3 Printed in Denmark, 2012 Grafisk produktion: Solidaritet 1. udgave, 1. oplag. Solidaritet – tidsskrift l forlag l trykkeri Griffenfeldsgade 41 l DK-2200 København N www.solidaritet.dk l [email protected] 4 Forord Boykot af Israel fremkalder ofte voldsomme reaktioner, vi hører ofte udtalelser som: Er det ikke at gå for vidt? Bosætterne, ja dem kan man vel gå med til at boykotte, men Israel er jo et jødisk demokratisk land så her vil en boykot få direkte negativ effekt. Og Israel er trods alt ikke Sydafrika hvor det var skrevet sort på hvidt at der var tale om apartheid. Som nærværende bog dokumenterer, så er Israel ikke et demokratisk land. Israel er en apartheid-stat, og det er uvæsentligt at skelne mellem selve Israel og de besatte områder. Hvis man tager udgangspunkt i zionismens mål at Israel skal omfatte hele Palæstina – må det også være logisk at boykotte både Israel og de israelske bosættelser i de besatte områder. Israel, Golanhøjderne, Vestbredden og Gaza er blot navne på områder i Palæstina på forskellige trin i den israelske koloniseringsproces hen imod at blive annekteret og udråbt som en del af Israel. Et blik på Vestbredden dokumenterer også at dette er målet. Alle Israels handlinger er dikteret af dette endegyldige mål, og alle diskussioner om grænsedragninger, en- eller to-statsløsning osv. er blot skinmanøvrer. I den virkelige verden ændres forhol dene henimod zionismens mål med brug af eksproprieringer, fordrivelser, mord, vold og generel undertrykkelse – apartheid. Oslo-aftalerne var en foreløbig kulmination på denne udvikling. Med Oslo-aftalerne iværksattes den endelige opsplitning af de palæstinensiske områder i bantustans, som reelt gør en levedygtig palæstinensisk stat umulig. PLO blev på det nærmeste likvideret i og med etableringen af det palæstinensiske selvstyre 5 som blev det nye beslutningscenter for palæstinenserne – og som er dybt sammenspist med besættelsesmagten. I 2004 blev den israelske apartheidmur inde på Vestbredden dømt ulovlig ved Den internationale Domstol i Haag. Verdens regeringer blev opfordret til at presse Israel til at fjerne Muren. Men intet skete. Herefter besluttede palæstinensiske græsrodsorganisationer og NGO’er i 2005 at starte en international boykotkampagne mod Israel. Kampagnen, der var inspireret at boykotkampagnen mod Sydafrikas apartheid, opfordrede til boykot, de-investering og sanktioner (BDS) mod Israel. Kampagnen har tre krav: m Afslutning på besættelse og kolonisering af al arabisk jord som blev besat i juni 1967 og nedrivning af Muren m Anerkendelse af fuld ligestilling for de arabisk-palæstinensiske indbyggere i Israel m Respekt for, beskyttelse og fremme af de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom som beskrevet i FN resolution 194. Så enkelt er det! Over hele verden er BDS-opfordringen blevet positivt modtaget. Der er dannet tusindvis af netværk og grupper nationalt og internationalt. Israel har reageret med fordømmelse, kriminalisering og anklager om anti-semitisme. Ikke mærkeligt har BDS-aktiviteterne været stærkest i Sydafrika som har leveret inspiration fra sin egen kamp mod apartheid i 1980’erne. Nu har enhver borger i verden mulighed for at give sin mening om Israels besættelsespolitik til kende. Du kan boykotte i din hverdag ved at undlade at købe israelske produkter, du kan deltage i det organiserede arbejde for at isolere Israel økonomisk og politisk og fx være med til at sikre at offentlige institutioner, 6 kommuner og regioner lever op til de forskellige etiske og sociale krav til ordentlig virksomhedsførelse. Det er Boykot Israel (www.boykotisrael.dk) der har oversat bogen. Boykot Israel er med i BDS-bevægelsen. Vi kom til verden i 2002 og gik allerede fra starten ind for en generel boykot af Israel. Siden da har vi deltaget i massevis af butiksaktioner hvor vi opfordrer kunderne til ikke at købe israelske varer; vi har demonstreret når der har været venskabskamp mellem det israelske og danske landshold og opfordret det danske landshold til at boykotte kampen. Vi har demonstreret når kunstnere der repræsenterer staten Israel har optrådt på fx Louisiana. Og vi vil fortsætte vores boykotaktiviteter med endnu større vægt og ildhu. Boykot Israel København, oktober 2012 7 Indhold Forord................................................................................. 5. Del 1 : Israel/Palæstina.................................................11. FRIHED I VORES TID...............................................................13 . af Mustafa Barghouti NI’ILIN, LIGE SOM SOWETO..................................................25. af Jonathan Pollack HVAD SKER DER NÅR INTET SKER?....................................31. af Slavoj Zizek Del 2 : Boykot-bevægelsen...........................................37. BDS- BEVÆGELSENS OPFORDRING....................................39. DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA ...............................................43 af Omar Barghouti ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA.................................................................61. af Dalit Baum og Merav Amir MONSTERETS HJERNE...........................................................77 af Nada Elia NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS.......................................................91. af Joel Beinin 8 SEKS ÅR MED BDS SUCCES!................................................111 af Hind Awad BDS i USA 2001-2010...............................................................121 af Noura Erakat Del 3 : Krydsveje.................................................................. 139 SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED...141 af Ronnie Kasrils OM ISRAELSKE OG AMERIKANSKE FORMER FOR KOLONIALISME.............................................................155 af David Lloyd og Laura Pulido DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG.....................................169 af Haneen Maikey EFTER HOLOCAUST OG ISRAEL: KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK?......183 af Marc H. Ellis SANDHEDENS ØJEBLIK: KRISTNE PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS........................195 af Jamal Khader ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN af Ran Greenstein......................................................................207 RETFÆRDIGHED FOR PALÆSTINA....................................221 af Angela Davis 9 Del 4 : Derfor sanktioner mod Israel.............................. 227 HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL?..........................................229 Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine ISRAEL: BOYKOT, DE-INVESTÉR, SANKTIONÉR.............243 af Naomi Klein BOYKOT VIRKER: ET ISRAELSK PERSPEKTIV................249 af Ilan Pappe HVORFOR BOYKOT?..............................................................259 af John Berger BOYKOT ISRAEL.....................................................................261 af Neve Gordon JA TIL BDS! ET SVAR TIL URI AVNERY..............................265 af Michael Warschawski LOOKING FOR ERIC, MELBOURNE FESTIVAL OG KULTUREL BOYKOT.......................................................273 af Ken Loach, Rebecca O’Brien og Paul Laverty INTERVIEW MED RA’ANAN ALEXANDROWICZ...............277 af Rebecca Vilkomerson EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS.................................................285 af Omar Barghouti SOLIDARITETSORGANISATIONER.....................................299 Del 1 Israel/Palæstina 12 FRIHED I VORES TID 1 Mustafa Barghouti Jeg har levet hele mit voksne liv under besættelse og med Israels fulde kontrol over min færden og hverdag. Når unge israelske politibetjente tvinger mig til at sidde på den kolde jord, og soldater slår mig under en fredelig protestmanifestation, så raser jeg. Intet menneske burde tvinges til at sidde på jorden blot for at kunne udøve de rettigheder der tages for givet i Vesten. Uanset hvilken politisk aftale der til sidst måtte blive indgået har palæstinenserne brug for en enhedsstrategi når det gælder konfrontation med og bekæmpelse af Israels racisme, apartheid og undertrykkelse. Javier Solana hævdede, umiddelbart før han forlod jobbet som EU’s udenrigspolitiske leder, at de palæstinensiske skridt i retning af statsdannelse ”måtte foretages med ro og besindighed og på det rette tidspunkt”. Men han tilføjede også: ”Jeg tror ikke, at i dag er det rette tidspunkt”. Men hvornår er mon så det rette tidspunkt for palæstinensisk frihed? Hvis Israel insisterer på at hænge fast i ældgamle tanker for at kunne bestemme datoen for et andet folks frihed, så er det op til palæstinenserne selv at organisere sig og sætte fokus på det moralsk anstødelige i sådan et synspunkt. 13 Mustafa Barghouti Palæstinenserne har kun to valg. Enten: 1) at undgå kampen som nogle har forsøgt, eller 2) at opfordre den kollektive nationale vilje til at gå ind i kampen. Sidstnævnte betyder ikke nødvendigvis opfordring til væbnet kamp. Israel er klart overlegen på dette felt, både hvad angår konventionelle og ikke-konventionelle (atom-) våben. De arabiske nabolande har hverken viljen eller evnen til at vælge den militære vej. Den manglende evne til at føre krig betyder ikke nødvendigvis at vi skal overgive os og undgå andre former for kamp. Selv om Israel er militært stærkt, så er det svagt på to vigtige områder: For det første kan Israel ikke påtvinge et folk som er fast besluttet på modstand en politisk løsning ved hjælp af våben. Dette er blevet rigeligt demonstreret gennem to altomfattende krige mod Libanon og i 2009 angrebet på Gaza. For det andet sker der det at jo længere palæstinenserne holder ud, og jo større rolle den demografiske faktor spiller i konflikten, jo tydeligere viser Israel sig som et apartheidsystem der er imod fred. På samme måde som den etniske udrensning i 1948 og den kolonialistiske ekspansion beskriver de forhold der omgav fødslen af staten Israel, på samme måde dokumenterer de nyligt vedtagne love der kræver lydighed i forhold til den jødiske stat og forbud mod at palæstinenserne mindes Nakba - statens dybt racistiske karakter. Det er ironisk at netop som Israel har nået toppen i sit forsøg på at splitte det palæstinensiske folk – med geografisk splittelse mellem dem i Israel og dem udenfor, mellem Jerusalem og Vestbredden, mellem Vestbredden og Gaza, mellem forskellige politiske kræfter på Vestbredden, ved hjælp af bosætterveje, mure og barrierer – netop da er palæstinenserne blevet forenet under deres hårde levevilkår og de udfordringer der møder dem. Uanset om de har israelsk statsborgerskab eller ej, og om de bor i Jeru- 14 FRIHED I VORES TID1 salem, på Vestbredden eller i Gaza, så er de alle ofre for Israels systematiske diskrimination og apartheid. Hvis det eneste alternativ til at undgå kampen er at gå i gang med kampen for at vinde den, så kan vi bekræfte at vores nationale befrielsesbevægelse stadig lever. Vi kan endvidere bekræfte at politisk og diplomatisk handling er en grundlæggende del af håndteringen af konflikten – som alternativ til at undgå kampen. Vi må faktisk gøre den diplomatiske og politiske handling til vores hovedmetode, når det gælder afsløringen af Israels sande natur og samtidig isolere landet og presse på for internationale sanktioner. I denne sammenhæng må vi advare imod planen om at opbygge statsinstitutioner under besættelsen. En administration hvis sikkerhedstjeneste ville sluge 35 pct. af det offentlige budget, og som ville være under konstant pres for at agere politibetjent for besættelsen, mens den samtidig styrker Benjamin Netanyahus plan for økonomisk normalisering som erstatning for en politisk løsning er klart et middel til at fremme tilpasning til status quo, ikke forandring. Opbygningen af palæstinensiske regeringsinstitutioner og fremme af ægte økonomisk udvikling må finde sted inden for rammerne af en ’modstandsudviklings’ tankegang. Sådan en tankegang er baseret på det tosidede princip om 1) støtte til folkemagten for at modstå besættelsens byrde og 2) formindskelse af afhængigheden af udenlandsk finansiering og hjælp. Det strategiske mål for den palæstinensiske kamp, set ud fra denne tankegang, må være at gøre udgifterne til Israels besættelse og apartheidsystem så store som muligt så de bliver ubærlige. Hvis vi kan blive enige om denne linje for kampen, så vil næste skridt være at vedtage en fælles national strategi baseret på følgende fire søjler. 15 Mustafa Barghouti 1. MODSTAND I forhold til den US-amerikanske og europæiske mangel på handling er det afgørende vigtigt at vi fortsætter med at holde vores kultur med kollektiv aktivisme i live og kraftfuldt og ikkevoldeligt gør modstand mod Israels dominans over os. Det er handlinger som enhver mand, kvinde og ethvert barn kan udføre. Gennem årtier med besættelse og tyveri af ejendom har 90 pct. af den palæstinensiske kamp været ikke-voldelig. En metode som er blevet støttet af det store flertal af palæstinensere. I dag er stadig flere palæstinensere engageret i organiseret ikke-voldelig modstand. Modeller for den slags modstand findes allerede. Særligt bemærkelsesværdig er den tapre og vedvarende kampagne mod Adskillelses- eller Apartheidmuren som har spredt sig til adskillige byer og landsbyer og er blevet stadig mere ubøjelig trods den høje pris folk må betale, herunder den israelske hærs drab på fem palæstinensiske fredsaktivister. Modstanden fra folk i Østjerusalem, herunder dem i Silwan og Sheik Jarrah, mod den israelske husødelæggelsespolitik, og mod offensiven for judaisering af byen er en anden heroisk model. Strategien må beholde sin fredelige græsrodsbårne karakter. Hvis den gør det, vil den genoplive kulturen med kollektiv aktivisme i alle sektorer af det palæstinensiske folk. Dette vil medføre at kampen ikke bliver begrænset til eller monopoliseret af små kliker og vil fremme kampens vækst og momentum. Præsident Barak Obama støttede, måske ufrivilligt, denne tendens, da han opfordrede til palæstinensisk ikke-vold i sin Cairo tale i 2009. ”Palæstinensere”, sagde han, ”må droppe volden … I århundrede������������������������������������������������ r har sorte mennesker i USA … lidt under adskillelsens ydmygelser. Men det var ikke vold som bragte fulde og 16 FRIHED I VORES TID1 lige rettigheder. Det var en fredelig og beslutsom insisteren på de idealer som ligger til grund for dannelsen af USA”. Alligevel har Israel, uden at blive mødt af officiel klage fra USA, dræbt og såret mange ikke-voldelige palæstinensere, mens Obama har været præsident. Her skal især nævnes Bassem Abu Rahme der i april 2009 blev dræbt af en israelsk højhastighedståregaskanon. Den amerikanske borger, Tristan Anderson, blev alvorligt såret af den israelske hær i sidste måned med et lignende projektil. De to mænd protesterede imod illegal israelsk jordovertagelse og imod den israelske mur. Hundredvis af lignende sager er ukendte for verden udenfor. Et andet aspekt af modstanden har været bevægelsen for boykot af israelske varer og for brug af lokalt producerede varer. Denne form for modstand kan – ud over at modvirke at besættelsesmagten frarøver os indtjening på lokalt producerede varer – engagere en bred vifte af befolkningen, gamle og unge, mænd og kvinder og genoplive kulturen og det kollektive samarbejdes ånd. Kampen for at stoppe blokaden af Gaza, gennem eksempelvis protestskibe, forsyningskaravaner og presset på Israel for at få brudt den økonomiske knibtang, er en anden vigtig form for modstand. En ny generation af palæstinensiske ledere forsøger at tale til hele verden på vegne af den ikke-voldelige kampagne: Boykot, de-investering og sanktioner, BDS, præcist som Martin Luther King og tusindvis af afro-amerikanere gjorde i Montgomery busboykotkampagnen i midten af 1950’erne. Vi har samme ret til at bruge denne taktik for at nå vores mål. Den samme verden som forkaster enhver form for vold fra palæstinensisk side, selv i tilfælde af selvforsvar, burde sandelig unde os at bruge samme ikkevolds metoder som blev brugt af personer som King og Ghandi. 17 Mustafa Barghouti 2. NATIONAL STANDHAFTIGHED Denne modstandssøjle har fokus på at styrke det palæstinensiske folks demografiske magt – med henblik på at gøre de millioner af individuelle palæstinensere til en effektiv græsrodskraft. Det indebærer at lytte til deres væsentligste behov for dermed at gøre dem i stand til at holde ud i kampen og udvikle deres menneskelige resurser som basis for en stærk og uafhængig palæstinensisk økonomi. Men for at nå disse mål må den palæstinensiske selvstyremyndigheds økonomiske plan og budget ændres, så vægten lægges på udvikling af uddannelse, sundhed, landbrug og kultur – i stedet for at ødsle en tredjedel af budgettet væk på sikkerhed. For eksempel kunne en sådan tilpasning til budgettet for den videregående uddannelse tjene til at opfylde hundredetusinder af unge palæstinenseres uddannelsesbehov. Ud over at højne og udvikle niveauet inden for universitetsuddannelse kunne det også bidrage til mere effektiv udvikling og støtte og i sidste ende mindske afhængigheden af udenlandsk hjælp. Et sådant budget kunne også lette byrden med skolepenge for mere end 150.000 familier, gøre en ende på nepotisme i behandlingen af studiestipendier og lån og skaffe lige muligheder for akademisk avancement for alle unge mænd og kvinder uanset deres økonomiske situation. Lignende innovative og dynamiske ideer kunne anvendes på andre uddannelsesområder og fx stimulere offentlig sundhed, landbrug og kultur – med det overordnede mål at imødekomme palæstinensernes behov så selvstyrende som muligt og dermed øge vores kapacitet til at udøve pres på Israel. 18 FRIHED I VORES TID1 3. NATIONAL ENHED OG FORENET NATIONALT LEDERSKAB Det strategiske mål indebærer at omstrukturere PLO på en demografisk mere repræsentativ måde og gennemføre aftaler som er blevet vedtaget på et tidligere tidspunkt i de palæstinensiske nationale dialoger i Cairo. I de seneste par år har Israel især draget fordel af – og indrettet sine angreb i forhold til - splittelsen inden for den palæstinensiske bevægelse og svagheden i det splittede palæstinensiske lederskab. Med henblik på at rette op på denne svaghed må palæstinenserne udvikle en ny mentalitet og adfærd. De må specielt forlade deres praksis med at kappes om magten i et meningsløst selvstyre som stadig er under besættelsens tommelskrue, uanset om der er tale om Vestbredden eller Gaza. De må opgive illusionen om at et enkelt palæstinensisk parti uanset hvor stort - er i stand til at lede den palæstinensiske kamp alene; de må vedtage demokrati og pluralistisk demokratiske aktiviteter og processer som en livsstil, og fredelige beslutningsprocesser som de eneste acceptable midler til at løse vores uenigheder og skænderier med og modstå alle ydre pres og forsøg (især fra Israels side) på at blande sig i vores interne sager og bestikke den palæstinensiske folkevilje. Grunden til vores manglende enhed er USA og Israels forsøg på med alle midler at nedbryde den enhedsregering vi oprettede som følge af demokratiske valg. Der må være en fast og urokkelig overbevisning om palæstinensernes ret til uafhængig national selvbestemmelse. Den sværeste opgave i dag er at skabe en forenet ledelse og strategi som forpligter os alle, som ingen politiske eller militære beslutninger kan afvige fra, og inden for hvis rammer ingen enkelt gruppe eller parti har monopol på beslutningsprocesserne. Kun med en forenet ledelse og strategi vil vi være i stand til at bekæmpe blokaden i fællesskab, i stedet for at afstå fra fællesskab 19 Mustafa Barghouti af frygt for blokaden. Med en forenet ledelse og strategi vil vi være i stand til at erobre initiativet i stedet for bare at reagere, og vi vil blive i stand til at hævde vores fælles vilje i stedet for at ødsle vores energi på interne magtkampe i hvilke de forskellige partier søger hjælp udefra for at styrke sig mod interne modstandere. Kun da vil vi blive i stand til at ændre den proces der har underlagt den nationale befrielsesbevægelse de snævre selvstyre-interesser (både på Vestbredden og i Gaza), og i stedet gøre selvstyremyndigheden til et instrument for den nationale befrielsesbevægelse. 4. FORSTÆRK DEN PRO-PALÆSTINENSISKE SOLIDARITET Det er opmuntrende at en sådan bevægelse allerede eksisterer og vokser. Men det vil kræve enorme kræfter at organisere den og koordinere dens aktiviteter med henblik på at sikre at den har størst mulig indflydelse på beslutningstagerne især i Europa og Vesten. Palæstinensiske, arabiske og muslimske samfund bliver nødt til at samles omkring samme mål. Solidaritetsbevægelsen er allerede kommet langt med organiseringen af boykot af israelske produkter, herunder den beslutning som blev taget af The Federation of British Universities om at boykotte israelske akademikere; den forbløffende beslutning som blev taget af 52 britiske fagforeninger der repræsenterer 7 millioner mennesker, om at tilslutte sig BDS-kampagnen; den beslutning som blev taget af Hampshire College og nogle kirker i USA om at nægte at investere i Israel; og den beslutning som blev taget i Norge og Danmark om at trække investeringer tilbage fra israelske militærselskaber. Der er stadig meget at gøre for at få udbredt den slags aktiviteter og opbygge sådan en solidaritetsbevægelse. Det er med stadig større bekymring jeg ser hvordan Obamaadministrationen endnu ikke er i stand til at stå fast i forhold til 20 FRIHED I VORES TID1 Israel og den pro-israelske lobby. Hilary Clinton kunne i en tale i februar 2011 ikke få sig selv til at bruge ordet ’illegitime’ om Israels ulovlige bosættelser. Palæstinensernes vanskelige situation, som Nelson Mandela har beskrevet som den vigtigste udfordring til den internationale humanitære samvittighed, minder stærkt om Sydafrikas situation i starten af 1980’erne. Det krævede mange års kampagne før det lykkedes den sydafrikanske befrielsesbevægelse at vinde de forskellige regeringer for deres sag. Vendepunktet indtraf da de store multinationale selskaber indså at prisen for at handle med apartheidregimet i Pretoria var for stor. I tilfældet Palæstina vil de afgørende kriterier for den internationale solidaritetsbevægelses succes være: 1) omhyggelig organisering og minutiøs planlægning, en høj grad af disciplin og tæt koordinering; 2) en rationel, civiliseret retorik som ikke lader sig narre af Israels taktiske provokationer og 3) rekruttering af progressive bevægelser og mennesker ude omkring, herunder anti-zionistiske jøder og jøder imod den israelske politik Ingen af de her nævnte faktorer er nye, men de mangler stadig at blive gennemført. Det logiske udgangspunkt for deres gennemførelse er at operere ud fra det princip at – skønt den palæstinensiske sag er palæstinensisk, arabisk og muslimsk – så er den frem for alt en humanitær sag som henvender sig til alle i verden som bekymrer sig om humanitære principper og værdier. Den succes som blev opnået af frihedskæmperne i Sydafrika, Vietnam-bevægelsen og kampagnen for et uafhængigt Indien hænger sammen med at de var i stand til at formulere en universel appel. Og det er præcist hvad vi skal gøre. Vores motto for solidaritetsbevægelsen med det palæstinensiske folk må være ’kampen mod den nye apartheid og den systematiske racisme’ og ’kampen for retfærdighed og retten til frihed’. Den kendelse som Den inter21 Mustafa Barghouti nationale Domstol i Haag udstedte om adskillelsesmuren, dens udtalelse om det ulovlige i de jødiske bosættelser og i forandringen af Jerusalems udseende, er værdifulde legale redskaber som den palæstinensiske regering har overset i fem år. Kendelsen om Muren og Goldstone-Rapporten om Israels angreb på Gaza (trods det faktum at Goldstone under pres trak rapporten tilbage) bør nu være vores platform for fremstød i retning af at gennemføre sanktioner mod Israel, på samme måde som FN-resolutionen mod besættelsen af Namibia udgjorde en platform for skabelse af en kampagne mod apartheidsystemet i Sydafrika. Den firesporede strategi som er skitseret ovenfor, og som er vedtaget af The Palestinian National Initiative Movement, kan blive en succes hvis den fremføres med en klar vision, tålmodighed og systematisk udholdenhed. Jeg regner ikke med at alle vil bakke op. Nogle er blevet så frustrerede og desperate at det har svækket deres vilje til at engagere sig eller fortsætte konfrontationen mod Israel. Vi må også anerkende at visse sektorer i det palæstinensiske samfund er blevet så afhængige af overgangsaftaler og udenlandsk hjælp og deres medfølgende økonomiske situation at de er parate til at sælge ud af deres bidrag til virkelig forandring. Ikke desto mindre repræsenterer den foreslåede omfattende strategi de allerfleste palæstinenseres interesser og rummer løfter om en bedre fremtid. Den palæstinensiske nationale kamp har indtil videre gennemgået to hovedfaser. Den første blev ledet af palæstinensere i udlandet og glemte at inddrage palæstinenserne hjemme; og den anden fase blev ledet af palæstinenserne hjemme og glemte at inddrage palæstinenserne i udlandet. I dag befinder vi os på tærsklen til en tredje fase som skal forsøge at kombinere kampen hjemme med de kampagner som laves af palæstinenserne og deres sympatisører i udlandet. 22 FRIHED I VORES TID1 Til slut vil jeg kommentere spørgsmålet om valget mellem en en-stats løsning og en to-stats løsning. Af to grunde er det både teoretisk og praktisk rimeligt at rejse det spørgsmål her. For det første har Israel vedvarende forsøgt at underminere udsigten til en palæstinensisk stat – ved at presse på for at få skabt en selvstyremyndighed eller en overgangsstat eller en stat uden reel suverænitet. Alt dette svarer til at erstatte en virkelig stat med klynger af ghettoer og bantustans. For det andet har Israels skabelse af ’facts on the ground’ i form af bosættelser og bosætterveje gjort en levedygtig stat umulig. Sløvheden fra Vesten betyder at tiden rinder ud for en to-stats løsning. Hvis det sker, skyldes det at man ikke har standset den israelske bosætteraktivitet. Premierminister Netanyahus erklæring om at bygningen af bosættelser vil fortsætte i Østjerusalem, og den samtidige bygning af stadig flere boligenheder på Vestbredden gjorde totalt grin med den højt profilerede ’indefrysning af bosætterbyggeriet’ som udløb i september 2010 efter ti måneder. Lad os sige det ligeud: Israel har arbejdet døgnet rundt for at ødelægge muligheden for en uafhængig palæstinensisk stat eller for en to-stats løsning. Men det stiller ikke palæstinenserne uden alternativ, sådan som zionistiske ledere utvivlsomt håber. Alternativet er: den demokratiske enhedsstat (ikke at forveksle med en bi-national stat) i hvilken alle borgere har samme rettigheder og pligter uanset deres religiøse tilhørsforhold eller oprindelse. Den er et alternativ til forsøget på at tvinge palæstinenserne til at acceptere slaveri under besættelse og et apartheidsystem i form af en svag autonom regering som man så kalder en stat. Vi palæstinenserne er så vante til – og så lidt indstillede på at acceptere – den slags falske kompromiser. Et farvel til to-stats løsningen vil helt sikkert føre til nye kampe for lige rettigheder inden for én stat. Israel der favoriserer do23 Mustafa Barghouti minans frem for integration med deres palæstinensiske naboer vil selv være ansvarlig for den kamp idet man konsekvent har fortsat bosættelser projektet. Ingen kan sige at man ikke var advaret. Men hverken en ægte uafhængig stat eller en enkelt demokratisk stat – som begge afvises af Israel med lige stor voldsomhed – kan opnås uden at udstille og nedkæmpe apartheid systemet. Dette kræver en strategi. Og derfor – i stedet for på forhånd at skændes om hvorvidt vi skal gå efter en en-stats eller to-stats løsning så skal vi hellere samles om det fælles mål som er en forudsætning for begge de to løsninger: at formulere og gennemføre en strategi som bekæmper besættelsen, apartheid og racistisk diskrimination. Det vil føre os til noget som er absolut nødvendigt i denne fase som er at gå fra en verden af slogans til en verden af praktisk aktivisme i overensstemmelse med levedygtige strategiske planer som mobiliserer demonstranter imod Muren sammen med intellektuelle og politikere og andre sektorer af samfundet. Slogans afgør ikke befrielseskampe. Slogans uden strategier og kampe for at gennemføre dem er ikke andet end tomme ønsker – eller for nogle måske: en tilsyneladende ædel måde at undslippe ansvar og det arbejde som følger med. Det er på høje tid vi indser at diplomatiske anstrengelser og forhandlinger ikke fritager os for at deltage i kampen. Vi har en vej som fører til et mål: det palæstinensiske folks frihed. Der findes ikke noget smukkere end at følge den vej til enden. Det er ikke et projekt for engang ude i fremtiden. Det er et projekt som ikke kan vente. Vi burde overtage parolen fra Sydafrikas frihedskæmpere: ”Frihed nu! Og frihed i vores levetid!”. Vi vil til sidst blive frie i vores eget land – enten som resultat af en to-stats løsning eller i en ny integreret stat. Der kommer et tidspunkt, hvor folk ikke længere kan klare uretfærdigheden. For Palæstina er det tidspunkt kommet. 24 2 NI’ILIN, LIGE SOM SOWETO Jonathan Pollack Jeg var seks år gammel i 1988, og det var da den første Intifada var på sit højeste. På fjernsynsskærmen i min fars og mors dagligstue flimrede billeder med hundredvis af demonstrerende mennesker, de fleste unge mænd. Mange havde maskeret sig med ’keffyieh’, der var nogle der kastede med sten, andre brændte bildæk, andre igen svingede med flag. Tre blev skudt ihjel. På den israelske Kanal 1 hørte vi nyhedsoplæserens neutrale stemme fortælle om dødsfaldene uden at ryste det mindste på stemmen. De døde var palæstinensiske ballademagere, for oplæseren var de det og intet andet end det – navnløse og døde. Samme dag ville lignende billeder kunne være sendt fra Soweto, Cape Town eller Durban. Skønt det er længe siden, er der ikke sket grundlæggende forandringer – og det der er forandret er forandret til det værre. Mere end tyve år er gået; og mens Sydafrika er fri for apartheid (om end ikke problemfrit), så fængsles, terroriseres og skydes demon- 25 Jonathan Pollack stranter med jævne mellemrum i de palæstinensiske landsbyer der gør oprør, som Bil’in, Naba Saleh og Ni’ilin. Opførelsen af den israelske mur på Ni’ilins jord blev påbegyndt i 2004, men standset efter et pålæg fra Israels højesteret. Trods dette - samt at den rådgivende forsamling ved Den internationale Domstol i Haag, 2004, dømte Muren illegal - blev byggeriet genoptaget i maj 2008, ved at israelske bulldozere ryddede sig vej gennem Ni’ilins århundredgamle olivenplantage. Som følge deraf lancerede Ni’ilins indbyggere en kampagne for at protestere mod tyveriet af deres jord med demonstrationer, strejker og direkte aktioner. Israel svarede igen som det altid gør, med militærmagt mod den civile modstand. Fem af Ni’ilins borgere blev dræbt, én af dem en 10-årig dreng; hundredvis blev alvorligt såret og over hundrede blev sat i fængsel. Aqel Srour er den femte og seneste af Ni’ilins demonstranter der har mistet livet ved israelske kugler. Demonstrationerne fortsætter, og tragisk nok vil Srour næppe være det sidste offer. Faktisk er adskillige ubevæbnede demonstranter blevet dræbt i andre landsbyer. Srour blev skudt den 5. juni 2009 da han løb hen til en anden demonstrant, en 15-årig dreng der lige var blevet skudt i maven. Kuglen, der dræbte Aqel, et eneste skud fra en snigskytte, ramte ham i hjertet. Samme dag blev yderligere fire personer skudt af snigskytter der lå og lurede i grøfterne. Vi stod få meter fra Aqel og hørte skuddet, fulgt af en ligesom forbløffet stønnen. Vi styrtede af sted, men da jeg nåede derhen var han allerede ved at falde om. Med begge hænder mod brystet gik han ned på knæ og faldt derefter bagover. Hans hvide skjorte var gennemblødt af hans røde blod. Jeg prøvede at rive skjorten op, men kunne ikke mobilisere styrke nok, en anden måtte gøre det sekundet efter. 26 NI’ILIN, LIGE SOM SOWETO2 Lægehjælpen kom med orangefarvede bårer. Jeg tog fat i venstre sides midte, og vi begyndte at løbe. Ambulancen var mindre end 10 m væk. Jeg så ind i hans øjne, og han så ind i mine, sandsynligvis uden at være helt bevidst om det. Jeg kunne ikke få mine øjne væk fra de øjne, selv efter at døden tog over og fyldte dem med tomhed. Han havde fråde om munden, og huden blev gul og stiv. Vi råbte hans navn, ville få ham til at sige noget, lige meget hvad. Men han var allerede død. Soldaterne trak sig tilbage til deres armerede jeeps og kørte bort. Vi løb efter dem skrigende af raseri, men de var væk. Vi fandt dem en km borte i en olivenlund - én der ikke var blevet ødelagt - lige op ad Muren. Mens vi blev oversprøjtet med tåregas, ringede en af vores telefoner med det formelle dødsbudskab. Vi gik tilbage mod landsbyen. Halvvejs fremme standsede jeg alene på den tørre mark og græd. Rundt omkring mig stod snesevis andre alene og græd. Hvor mange gange har jeg mon stået og grædt alene for en ven hvis liv var blevet taget? Og hvor mange gange vil jeg gøre det igen? Under begravelsen næste dag stod jeg ved det nygravede hul og så hans døde krop blive sænket ned. Ved siden af mig stod en ældre ven, en veteran fra den første Intifada, måske en af de unge mænd jeg så på TV da jeg var lille. Han stod og mumlede for sig selv: ”Det er den vej vi har valgt, ingen har tvunget os; vi ved hvad prisen er.” Han har ret. Vi kender prisen, og vi tager vores valg; men tårerne der løber os i munden smager ikke mindre salt for det, og smerten bliver ikke mindre. Tværtimod, den vokser. Og jo større den bliver, desto klarere synes den valgte vej at være, desto stærkere bliver vores engagement. 27 Jonathan Pollack Klarhed rammer hårdt i intervallerne mellem sorg og raseri, mellem vrede og mismod. Og der er megen klarhed at tage vare på. Støtten fra de helt almindelige mennesker der går med frem mod den militære overmagt er somme tider svær at kapere for os der går forrest, mens det lige står på. Men behovet for denne støtte bliver aldrig tydeligere, end når vi begraver dem der døde i kampen. Evnen til at få civil modstand op at stå afhænger meget af den støtte udefra det lykkes med at skabe, og det afhænger også af støttens evne til at tøjle den vold som undertrykkelsen skaber. Fra midten og frem til sidst i 1980’erne begyndte den sydafrikanske anti-apartheid bevægelse at få fremgang, delvis fordi ’Goliat’, den sydafrikanske hær, ikke længere kunne holde stand mod de stenkastende ’Davider’ fra de mange townships. Israel af i dag ligner dog mere Sydafrika fra 60’erne med en ulastelig økonomi, der er vokset midt i den globale økonomiske krise, og på trods af (eller måske takket være) at det er en besættelsesmagt. Når vi i dag demonstrerer, holder den israelske hær let og bekvemt sin stilling mod retfærdigheden. Enorme og magtfulde interesser er investeret i Israel og dets besættelsesapparat. En BDS-bevægelse kan være en metode for almindelige mennesker til at tage noget af den magt tilbage. At boykotte, de-investere og sanktionere er hovedsagelig et spørgsmål om solidaritet og moral og om at lægge presset på den rette måde. Desmond Tutu, vel den person vi ser som mest synonym med den sydafrikanske anti-apartheid boykotbevægelse, har ved mange lejligheder sagt at BDS-kampagnen var vigtig for Sydafrika, idet den var et psykologisk stærkt våben hvis påvirkning åbenbart ikke lod nogen uberørt. Han har også ofte sagt at den gav sorte mennesker håb om at verden brød sig om dem; at den viste sin solidaritet på denne måde. 28 NI’ILIN, LIGE SOM SOWETO2 Ni’ilin, nøjagtig som Soweto, har brug for at verden stiller sig bag den og lægger et stærkt pres på Israel. Kun det vil kunne stoppe kuglerne og udligne det hav af forskelle der er mellem demonstranter og bevæbnede undertrykkere, mellem soldater og frihedskæmpere. I Palæstina, som i Sydafrika, kan en stærk BDSbevægelse udvirke den forandring. 29 30 3 HVAD SKER DER NÅR INTET SKER? Slavoj Zizek Den 2. august 2009 indhegnede det israelske politi et hjørne af det arabiske kvarter Sheikh Jarrah i Østjerusalem hvorefter to palæstinensiske familier (over 50 personer) blev bortvist fra deres hjem. Umiddelbart efter fik jødiske bosættere lov til at flytte ind i de tomme huse. Det israelske politi støttede sig til et udsagn fra Højesteret. Men de bortviste arabiske familier havde boet der i over 50 år. Denne ene, men langt fra unikke hændelse, tiltrak sig opmærksomhed fra verdens medier; men den er del af en langt større, og så godt som overset, igangværende proces. To år senere ser det ikke meget anderledes ud. Den 16. oktober 2011 offentliggjorde Israel en plan om at bygge 2.600 nye hjem i Sydjerusalem, trods fordømmende udtalelser fra USA, EU og Storbritannien. Hvis planen bliver gennemført, vil det ikke bare indebære at en del af den arabiske sektor adskilles fra resten af den besatte Vestbred, det vil også groft underminere chancerne for en levedygtig palæstinensisk stat og i det hele taget yderligere besværliggøre palæstinensernes dagligliv. Hvad planen går ud på 31 Slavoj Zizek er helt åbenbart: mens Israel bruger tomme ord om en to-stats løsning, er det travlt optaget af at skabe en situation der i realiteten udelukker muligheden for to stater. Hvad der ligger bag denne politik er også ganske tydeligt; se bare på den mur der adskiller et bosætterkvarter fra en palæstinensisk landsby hvor som helst på en bakke på Vestbredden. Den israelske side af Muren er blevet malet med billeder af en landlig idyl der måtte være der ude; dog er den palæstinensiske landsby ikke til at få øje på, man ser kun grøn natur, græs og træer. Er dette ikke etnisk udrensning i den mest raffinerede udgave – altså at vise det omkringliggende landskab som tomt, jomfrueligt og bare ventende på den driftige bosætter? Processen får somme tider et strøg af at være kulturelt baseret. Den 28.oktober 2008 bestemte Højesteret at Simon Wiesenthal Centret nu måtte gå i gang med at bygge det længe planlagte ’Center for Human Dignity – Museum of Tolerance’ på et omtvistet sted midt i Jerusalem. Det er for nærværende under opbygning. Frank Gehry (hvem ellers?) har tegnet et gigantisk kompleks der indeholder museum, børnemuseum, teatersal, konferencecenter, bibliotek, kunstgalleri, forelæsningssale, cafeteria osv. Den erklærede hensigt med komplekset er at promovere godt medborgerskab, respekt for de forskellige segmenter af det jødiske samfund og mellem mennesker af alle trosretninger. Men disse gode formål overskygges af at byggepladsen var Jerusalems største muslimske gravplads indtil 1948. (Det muslimske samfund appellerede til Højesteret fordi komplekset ville vanhellige gravene som siges at indeholde knogler af muslimer dræbt under korstogene i det tolvte og trettende århundrede. Det underkendte Højesteret). Denne mørke historie viser på det tydeligste den skjulte sandhed bag det ”multi-religiøse” projekt: et sted der fejrer tolerance, åbent for alle, men under det israelske overherredømme som ignorerer 32 HVAD SKER DER NÅR INTET SKER? 3 de underjordiske ofre for intolerance. Som om man bliver nødt til at have lidt organiseret intolerance for at kunne skabe rum for den sande tolerance. Hvad betyder alt det der? For at begribe hvad der virkelig er sandheden i de nyheder vi får kan det somme tider være tilstrækkeligt at samlæse to modsatrettede nyheder; betydningen springer ud af det sted hvor de mødes - som gnisten ved en elektrisk kortslutning. Den 21. september 2011 kritiserede Obama den palæstinensiske ansøgning om medlemskab af FN med beskeden ud til verden om at ”fred kommer ikke gennem standpunkter og resolutioner i FN”. Mindre end en uge senere, den 27. september, gik Israel ud med sin plan om at opføre 1.100 nye bosættelsesenheder i det sydlige Jerusalem (på den anden side af Israels grænser fra 1967) hvorefter kvartetten - USA, EU, FN og Rusland - formanede begge sider: de skulle gå tilbage til forhandlingsbordet og ”afstå fra provokerende handlinger”. Et stop for bosættelserne blev overhovedet ikke nævnt. Skal palæstinenserne bare stå der og se på at deres jord tages fra dem dag for dag? Når liberale, fredselskende israelere beskriver deres konflikt med palæstinenserne i neutrale termer (man tilstår at der er ekstremister på begge sider der afviser fred) som om der var en symmetrisk balance, må man stille et enkelt spørgsmål: ”Hvad er det der sker i Mellemøsten, når intet sker” altså på det politisk/militære niveau, når der ikke er spændinger, angreb, forhandlinger? Jo, der sker det at et langsomt, uophørligt arbejde finder sted. Det går ud på at fratage palæstinenserne deres jord på Vestbredden: en gradvis kvælning af palæstinensernes økonomi, en opdeling af deres land, stadig flere bosættelser, et pres på palæstinensiske landmænd for at få dem til at opgive deres marker (fra afbrænding af høstudbyttet, over religiøs fornedrelse, til drab af enkeltindivider), alt sammen understøttet af 33 Slavoj Zizek et Kafkask netværk af retsgyldige bestemmelser. Saree Makdisi beskriver i ’Palestine Inside out: An Everyday Occupation,’ hvordan den israelske besættelse af Vestbredden, selvom den i sidste ende håndhæves af militærmagten, alligevel kan siges at være en besættelse hjulpet af bureaukrati: dens primitive former er påbud, ID-kort, opholdspapirer og andre tilladelser. Det er denne mikro-bestyrelse af det daglige liv som sikrer gennemførelsen af den langsomme men uafvendelige israelske udvidelse: man skal bede om lov til at rejse med sin familie, til at dyrke sin egen jord, til at grave en grøft, gå på arbejde, i skole, til sygehuset. En efter en bliver Jerusalem-fødte palæstinensere frataget deres ret til at bo i deres by; de bliver forhindret i at få arbejde, nægtet retten til en bolig og så videre. Palæstinensere bruger ofte den problematiske kliché om Gaza-striben som ”verdens største koncentrationslejr” – men denne betegnelse er kommet farligt nær sandheden. Og det er en realitet som gør al abstrakt tale om at ”bede bønner for fred” uanstændig og hyklerisk. Staten Israel er klart engageret i en langsom, usynlig proces, totalt ignoreret af medierne – en slags graven dæmninger i undergrunden. Således vil verden en skønne dag vågne op til at en palæstinensisk Vestbred ikke længere eksisterer. Og landet som palæstinenser-frei er et faktum vi bare må acceptere. Kortet over den palæstinensiske Vestbred viser allerede nu billedet af en fragmenteret øgruppe. Ind imellem har staten Israel forsøgt at holde igen med sine ekstreme udskejelser, som da Højesteret sidst i 2008 gav ordre til at rømme nogle bosættelser. Det var efter at de illegale bosætteres angreb på palæstinensiske bønder var blevet en daglig foreteelse på Vestbredden. Men, som mange har noteret: en sådan forholdsregel kan ikke andet end at forekomme halvhjertet, set i forhold til en politik der på det dybere plan er staten Israels langsigtede politik, og som massivt overtræder de internationale aftaler som 34 HVAD SKER DER NÅR INTET SKER? 3 Israel selv har underskrevet. Netanyahu er i fuld gang med at lægge planer for nye bosættelser trods international fordømmelse fra mange kanter. Det er alt for let for de illegale bosættere at svare de israelske myndigheder med: Vi gør lige som I, bare mere åbent; så med hvilken ret kan I dømme os? Og statens svar må være lige så let: ha’ tålmodighed, skynd jer langsomt; vi gør det I ønsker, bare på en mere moderat og acceptabel måde. Det er samme historie der er forsat lige siden 1949: mens Israel accepterer betingelserne for fred som det internationale samfund fremlægger, kalkulerer det med at den plan nok ikke bliver til noget. De brutale bosættere lyder somme tider som Brünhilde når hun dadler Wotan, i sidste akt af Wagners Valkyrien. For ved at gå imod hans eksplicitte ordrer og beskytte Siegmund virkeliggjorde hun jo bare hans sande ønsker, de ønsker han havde været nødt til at afstå fra efter pres udefra. På samme måde udfører de illegale bosættere bare statens sande ønsker som den er nødt til at opgive på grund af presset fra det internationale samfund. Mens den fordømmer de åbent voldelige udskejelser fra ’illegale’ bosættelser, promoverer staten Israel nye ’legale’ bosættelser på Vestbredden, den fortsætter med at strangulere den palæstinensiske økonomi og så videre. Et kig på kortet over det forandrede Østjerusalem siger alt: palæstinenserne bliver gradvist indhegnet og deres område splittet op i småbidder. Fordømmelsen af den ikke-statslige anti-palæstinensiske vold kamuflerer det virkelige problem med statslig vold; fordømmelsen af de illegale bosættelser kamuflerer illegaliteten ved de legale bosættelser. Her ligger dobbeltheden ved Højesterets så lovpriste upartiske ’ærlighed’: ved ind imellem at afgive en dom i de fordrevne palæstinenseres favør og proklamere at fordrivelsen var illegal garanterer den legaliteten ved langt de fleste andre sager. 35 Slavoj Zizek Og – for at undgå enhver form for misforståelse – alt dette indebærer på ingen måde ’forståelse’ for terrorhandlinger som aldrig kan undskyldes. Tværtimod udgør det den eneste grund til at fordømme terroristangreb uden at være hyklerisk. 36 Del 2 Boykot-bevægelsen 37 38 4 BDSBEVÆGELSENS OPFORDRING Et år efter at den rådgivende forsamling i Den internationale Domstol tilkendegav at den israelske mur som er bygget på palæstinensisk jord er illegal, fortsætter Israel bygningen af sin koloni-mur med en total ignorering af domstolens kendelse. 38 år inde i den israelske besættelse af Vestbredden (inklusive Østjerusalem), Gazastriben og de syriske Golanhøjder fortsætter Israel sin udvidelse af de jødiske kolonier. Østjerusalem og Golanhøjderne blev annekteret ensidigt, og nu, gennem opførelsen af Muren, er Israel de facto i gang med at annektere store dele af Vestbredden. I skyggen af tilbagetrækningen fra Gaza forbereder det udvidelsen af sine kolonier dér. 57 år efter at staten Israel blev bygget, hovedsageligt på land der var blevet etnisk renset for sine palæstinensiske ejere, er flertallet af palæstinensere stadig flygtninge, de fleste også statsløse. Derudover er det israelske grundfæstede system med racediskriminering mod egne arabiskpalæstinensiske indbyggere forblevet intakt. 39 BDS-BEVÆGELSENS OPFORDRING I lyset af: Israels fortsatte overtrædelser af international lov, og: eftersom hundredvis af FN-resolutioner siden 1948 har dømt Israels koloniserende og diskriminerende politik ulovlig og krævet fyldestgørende og effektive afhjælpninger, og: eftersom alle former for international indblanding og fredsmægling indtil nu på ingen måde har kunnet overbevise eller tvinge Israel til at overholde humanitære love, respektere grundlæggende menneskerettigheder samt stoppe dets besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk, og: på baggrund af det faktum at samvittighedsfulde mennesker i det internationale samfund historisk har bakket op om et moralsk ansvar for at bekæmpe uretfærdighed eksemplificeret i kampen for afskaffelse af apartheid i Sydafrika gennem diverse former for boykot, de-investering og sanktioner, og: inspireret af sydafrikanernes kamp mod apartheid og i den internationale solidaritets ånd, moralske konsekvens og modstand mod uretfærdighed og undertrykkelse, udtrykker vi hermed vores opråb. Vi, repræsentanter for Palæstinas civilsamfund, opfordrer de internationale civile organisationer og samvittighedsfulde mennesker overalt i verden til en bred boykot og en gennemførelse af de-investeringer mod Israel magen til dem man tog i anvendelse mod Sydafrika i apartheid-æraen. Vi appellerer til jer: Læg pres på jeres respektive regeringer, kræv embargoer og sanktioner 40 BDS-BEVÆGELSENS OPFORDRING4 mod Israel. Samtidig inviterer vi også bekymrede israelere til at støtte denne opfordring, for retfærdighedens og en ægte freds skyld. Sådanne ikke-voldelige straffemetoder skal opretholdes lige til Israel erkender sit ansvar for det palæstinensiske folks ufravigelige ret til selvbestemmelse og fuldt ud følger folkerettens forskrifter: m Afslutte besættelsen og koloniseringen i alle arabiske lande, rive Muren ned. m Anerkende de arabisk-palæstinensiske borgeres ret til fuld ligestilling; m Respektere, beskytte og fremme de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom, som fastslået i FN-resolution 194 De palæstinensiske politiske partier, fagforeninger, foreninger, sammenslutninger og organisationer, der repræsenterer de tre uadskillelige dele af Palæstinas folk: Palæstinensiske flygtninge. Palæstinensere under besættelse. Palæstinensiske borgere i Israel. 9. juli, 2005 41 42 5 DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA Omar Barghouti ”Under apartheid i Sydafrika sagde man at det ville være upassende for internationale kunstnere at optræde i Sydafrika, et samfund baseret på diskriminerende love og racisme. På samme måde ville det være forkert for Cape Town Opera at optræde i Israel”1 Desmond Tutu, 26.oktober 2010 Der har aldrig været så mange BDS-sejre som efter at det store flertal i det palæstinensiske civilsamfund i juli 2005 udsendte sin opfordring til BDS mod Israel for at tvinge det til at opfylde dets forpligtelser i forhold til folkeretten, og slet ikke efter Israels massakrer i Gaza og blodbadet på Freedom Flotillaen på vej til Gaza i maj 2010. Disse grusomheder fik den længe slumrende 1 ”Tutu urges Cape Town Opera to call off Israel Tour”, Times, 26. oktober 2010 på timeslive.co.za 43 Omar Barghouti internationale offentlige vrede over Israels særlige status som en stat hævet over loven og især beskyttet af Vesten til brat at vågne op. Samvittighedsfulde mennesker rundt omkring på kloden syntes at have overskredet en grænse da de gik ind for at udfordre Israels straffrihed gennem effektiv pression i stedet for, som hidtil, eftergivenhed og ’konstruktiv dialog’. Dette blev mest synligt på det kulturelle felt hvor opbakningen bag opfordringen fra The Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel (PACBI)2 oplevede markant vækst. I 2009 blev USACBI, en USA-baseret kampagne for akademisk og kulturel boykot af Israel dannet. Flere end 500 akademikere skrev under på opfordringen, for ikke at nævne de hundredvis af kulturpersonligheder som også skrev under3. Det var også i 2009 at ’Boycott! Supporting the Palestinian BDS Call from Within’4 (eller bare ‘Boycott from Within’) blev dannet og kom til at spille en afgørende rolle i opfordringen til kulturel boykot af Israel blandt kendte kulturpersonligheder og bands verden over. En norsk opfordring til international kulturel og akademisk boykot af Israel (der lå på linje med PACBI’s retningslinjer) samlede i oktober 2010 over 100 betydningsfulde underskrifter fra akademikere, forfattere, musikere, andre kulturarbejdere og sportsstjerner5. På omtrent samme tid blev The European Platform for the Academic and Cultural Boycott of Israel (EPACBI) 2 “Call for Academic and Cultural Boycott of Israel”, på pacbi.org 3 US Campaign for the Academic and Cultural boycott of Israel: ”Endorse Our Call to Boycott”, på usacbi.wordpress.com 4 Boycott! Supporting the Palestinian BDS Call from Within, på boycottisrael. info 5 “Call for an Academic and Cultural Boycott of the State of Israel”, på akulbi. net 44 DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA 5 lanceret med deltagelse af boykotkampagner fra hele kontinentet og i fuld koordinering med PACBI6. Nogle uger tidligere var The Indian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel blevet lanceret. ������������ Den blev anbefalet af nogle af Indiens kendteste forfattere og akademikere7. I november 2011 udsendte kunstnere i Sydafrika en historisk vigtig udtalelse som støttede BDS’ opfordring til boykot af Israel. Erklæringens8 overskrift lød: ” Sydafrikanske kunstnere mod apartheid”. En lignende udtalelse blev udsendt i februar samme år af 500 kunstnere i Montreal9, Canada, som støttede BDS, og i august fulgte en irsk opfordring til kulturel boykot 10 som var den første nationale kulturelle boykot mod Israel. Akademiske og kulturelle boykotkampagner er også nået til bl.a. Frankrig11, Italien12 og Spanien13. I perioden efter angrebet på Flotillaen gik bestseller forfattere som Iain Banks, Alice Walker og Henning Mankell åbent ud og anbefalede boykot af Israel; det samme gjorde forskeren Ann Laura Stoler14. En række superstjerner holdt sig væk fra Israel 6 PACBI: “European Platform for the Academic and Cultural Boycott of Israel (EPACBI) Brings Boycott Movement to a Higher Level in Europe”, 12. oktober 2010, på pacbi.org 7 “Indian Call for the Academic and Cultural Boycott of Israel, juli 2010, på pacbi.org 8 “South African Artists Against Apartheid: A Declaration”, på southafricanartistsagainstapartheid.com 9 “500 Artists Against Israeli Apartheid” på tadamon.ca 10 Ireland Palestine Solidarity Campaign, “IPSC ‘Irish Artists’ Pledge to Boycott Israel”, på pacbi.org 11 Association des Universitaires pour le Respect du Droit International en Palestine, på aurdit.fr 12 ”l’appello italiano per il boicottaggio accademico e culturale”, på sites.google. com 13 ComissióUniversitàriaCatalana per Palestina: “Col laboracióambxarxeseuropees: No al’acord EU- Israel”, 30. april 2010, på cuncap.wordpress.com 14 Ann Laura Stoler: “By Colonial Design”, 10. september 2010, på pacbi.org 45 Omar Barghouti på grund af dets krænkelse af folkeretten og palæstinensernes rettigheder, ofte i det stille, uden at udsende pressemeddelelser. Det gælder megastjernen Meg Ryans aflysning af et besøg i Israel, og det gælder koncerter som blev aflyst af Elvis Costello, Gill Scott-Heron, Carlos Santana, The Pixies, Faithless, Vanessa Paradis, Ladysmith Black Mambazo, JelloBiafra, Thomas Quasthoff, August Burns Red, Marc Almond med flere – og som fik al skepsis der måtte være i forhold til kampagnen til at forstumme. Verdenskendte filmfolk lige fra Jean-Luc Godard15 og The Yes Men16 til Mike Leigh17 fulgte opfordringen til boykot og holdt sig væk fra israelske filmfestivaler. John Greyson og Ken Loach spillede en afgørende rolle i promoveringen af den kulturelle boykot og i udbredelsen af kendskabet til kampagnens grundlag og retningslinjer. Støtten til BDS kom også fra berømte forfattere og kulturpersonligheder som John Berger, Roger Waters, Naomi Klein, Arundhati Roy, Judith Butler, Aharon Shabtai, Udi Aloni, Sarah Schulman, Angela Davis, Barbara Hammer, N. Pushpamala og Adrienne Rich18. Der var tale om intet mindre end et jordskred inden for den kulturelle boykot da mere end 150 mainstream kunstnere inden for teater, film og TV i USA og England i september 2010 udsendte en udtalelse19 der var blevet til på initiativ af Jewish Voice for Peace. Udtalelsen støttede den voksende kulturelle boykot inde i Israel der var rettet mod de ulovlige bosættelser bygget på pa15 Matthew B. Zeidman: ”Jean-Luc Godard Cancels Trip to Tel Aviv Student Film Festival”, Hollywood Today, 3. juni 2008, på hollywoodtoday.net 16 “For Once, the Yes Men Say No”, Letter from the Yes Men to the Jerusalem Film Festival, 3. Juli 2009, på pacbi.org 17 Hannah Brown: “Mike Leigh Cancels Visit Over ’IsraeliPolicies’”, Jerusalem Post, 17, oktober 2010, på jpost.com 18 Se forskellige rapporter på www.pacbi.org 19 ”Israeli Artists Condemn Settlements”, Jewish Voice for Peace, på jvp.org 46 DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA 5 læstinensisk område – på grund af bosættelsernes krænkelse af folkeretten 20. Frank Gehry, der nyder ’Guggenheim berømmelse’, sluttede sig til denne målrettede boykot.21 Mens det har stået sløjt til med en omfattende kulturel boykot af Israel i USA, var dette initiativ et brud med et langvarigt tabu, især i forhold til at lægge pres på – for ikke at sige opfordre til boykot af – Israel som reaktion på dets vedvarende krænkelse af folkeretten og krigsforbrydelser. Hvis man i USA tillader sig at afvige fra den sammenspiste linje som behandler Israel som hævet over international lov, ofte på bekostning af USA’s interesser22 så kan det koste den enkelte kunstner, journalist, funktionær, akademiker eller ganske almindelige mennesker dyrt. Derfor er denne udtalelse fra kunstnerne ekstraordinært modig. Når udtalelsen fordømmer Israels koloniale bosættelser og ”hæslige besættelse” og udtrykker håb om en retfærdig og vedvarende fred i regionen og støtter indholdet i boykot som et effektivt og helt legitimt redskab til at gøre en ende på uretfærdighed, så er den en model til efterfølgelse. Endelig synes en række berømte kunstnere i USA at have fattet 20 Chaim Levinson and Or Kashti: “150 Academics, Artists Back Actors’ Boycott of Settlement Arts Center”, Hareetz, 31. august 2010, påwww.haaretz.com 21 Abe Hayeem: “Architects Against Israeli Occupation,” Guardian, 4.oktober 2010, påwww.guardian.xo.uk 22 I bogen The Israel Lobby and US Foreign Policy (Farrar, Strauss &Giroux Paperbacks, 2008) leverer forfatterne John Mearsheimer og Stephen Walt en imponerende og veldokumenteret argumentation for at Israels Indflydelse på det beslutningstagende apparat ikke nødvendigvis skyldes fælles interesser med USA, men snarere skal ses som resultat af den israelske lobbys enorme magt. Jeg benægter ikke den israelske lobbyes helt ekstraordinære indflydelse i udformningen og dannelsen af USA’s politik i Mellemøsten og andre steder, men jeg ønsker at foretage en klar skelnen her mellem de interesser somflertallet af der amerikanske folk repræsenterer og så dem som det militære-olie-sikkerheds-kompleks repræsenterer. Sidstnævnte har rekord i krigsstøtte, herunder den israelske militarisme og ekspansionisme. 47 Omar Barghouti Nelson Mandelas advarsel mod fristelsen til ”at ligestille forso ning og fairness med retfærdighed og uretfærdighed”23. Denne opportunistiske boykot af de israelske institutio ner på bosættelserne blev startet af de samme personer inden for den zionistiske ‘venstrefløj’24 som havde protesteret højlydt og vredt mod PACBI’s opfordring da den første gang blev udsendt, og havde citeret den principielle forpligtelse til at forsvare ’den akademiske frihed’ eller ’de kunstneriske kommunikationskanaler’. Pludselig forsvinder hele denne højtravende tale om at afvise boykot på det kulturelle område med henvisning til beskyttelsen af ytringsfriheden og dialogen – og boykot bliver ikke kun legitim, men en absolut moralsk pligt når den passer ind i den zionistiske ’venstrefløjs’ snævre politiske dagsorden25. Udfordringer Trods den spektakulære opbakning bag den kulturelle boykot af Israel har der været en række pinefulde undtagelser når boykotten blev brudt. I en masseproduceret opfordring26 til Cape Town Operaen i Sydafrika om at aflyse dens ’urimelige’ optræden i Tel Aviv og respektere den palæstinensisk igangsatte kulturelle boykot af 23 Desmond Tutu: ”Israeli Ties: A Chance to Do the Right Thing”, Times Live, 26.september 2010 på www.timeslive.co.za 24 Der findes ingen ’videnskabelig’ definition på sådan en fløj, men med henblik på dette kapital defineres de som dem der går ind for at afskaffe en lille del af Israels uretfærdigheder mod palæstinenserne, ikke ud fra en principiel tilslutning til de universelle menneskerettigheder eller til folkeretten, men for at styrke Israel som en jødisk overlegen og dermed racistisk stat. 25 For yderligere information om den manglende konsekvens i den zionistiske ’venstrefløjs’ holdning til boykot af Israel, se ”Boycotting Israel: Missing the Forest of the Trees”, 26.september 2010, og ”Boycott ’Ariel’ and the Rest! All Israeli Academic Institutions are Complicit in Occupation and Apartheid”, 10.februar 2010, beggepå pacbi.org 26 ”Cape Town Opera To Go on Israel Tour Despite Tutu Plea”, BBC, 27.oktober 2010, på bbc.co.uk 48 DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA 5 Israel27 skriver ærkebiskop emeritus Desmond Tutu: ”Kun den mest tykhudede sydafrikaner ville have det godt med at optræde for et publikum som udelukkede beboere fra fx en besat landsby på Vestbredden kun 30 minutter fra Tel Aviv som ikke ville få tilladelse til at rejse til Tel Aviv, mens man gerne må invitere de jødiske naboer fra de ulovlige bosættelser på besat palæstinensisk område” Trods denne lidenskabelige opfordring besluttede Cape Town Operaen at fortsætte sin optræden og krænkede derved den kulturelle boykots retningslinjer som formuleret af The Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel og vedtaget af det store flertal af palæstinensiske kunstnere og kulturpersonligheder28 og af snesevis af internationale kulturpersonligheder29. Balladen om dette tilbageslag bidrog til at belyse det dybt rodfæstede ansvar som de israelske kulturelle institutioner bærer når det gælder tilsløring af statens mangestrengede system af kolonial undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Det afgørende var at det også bidrog til at kaste lys på de internationale kunstneres forpligtelse til – som et minimum – at afstå fra at underholde den israelske apartheid og i det skjulte støtte Israels forsøg på, med et tykt lag fernis af kunstnerisk og videnskabelig patos, at hvidvaske sine forbrydelser. Den intense debat i medierne om dette og lignende brud på boykot har i høj grad skærpet bevidstheden om den afgørende rolle som den kulturelle boykot spillede i den sydafrikanske anti-apartheid kamp og den rolle 27 Se pacbi.org 28 ”Palestinian Filmmakers, Artists and Cultural Workers Call for a Cultural Boycott of Israel”, 4.august 2006, på pacbi.org 29 “John Berger and 93 Other Film-makers, Musicians and Performers Call for a Cultural Boycott of Israel”, 15.december 2006, på pacbi.org 49 Omar Barghouti som den forventes at spille i den palæstinensiske kamp for selvbestemmelse, frihed, retfærdighed og lighed. Der kom øjeblikkeligt to bemærkelsesværdige resultater ud af BDS-bevægelsens succes med at tilsværte Israels ’brand’ på det kulturelle område, trods Israel og den israelske lobbys febrilske forsøg på at ’re-brande’ staten via en kostbar pr-kampagne. Først begyndte et bemærkelsesværdigt stort antal berømte kunstnere at afvise invitationer til at optræde i Israel selv om de blev tilbudt ’ekstremt høje’30 honorarer. Hertil kommer at det opleves som skamfuldt af de få der accepterer den slags invitationer eftersom de bliver udstillet i offentligheden. De forsøger derfor at dække deres samarbejde med Israel med et figenblad i form af besøg 31 til besat palæstinensisk område eller en eller anden aktion med næsten en hvilken som helst palæstinensisk kunstner eller kulturinstitution. Den mest sejlivede indvending mod kulturel og akademisk boykot baseres faktisk på en falsk præmis – at vi opfordrer til at boykotte og ’fryse’ individuelle israelske akademikere og kunstnere ud. Det har PACBI aldrig gjort. PACBI-opfordringen fra 200432 og alle efterfølgende PACBIdokumenter og taler har konsekvent opfordret internationale kunstnere, akademikere og institutioner til at boykotte alle israelske akademiske og kunstneriske institutioner (herunder etablerede bands og orkestre) ikke individer. Til forskel fra den sydafrikanske akademiske og kulturelle boykot som var en ’total’ boykot der var rettet mod alt og alle i Sydafrika, så er den palæstinensiske boykot kun rettet mod institutioner på grund af disses 30 “Boycott Targets Stars from Elvis to Elton,” Jewish Daily Forward, 19.maj 2010, på forward.com 31 “On BDS Bashers and their Search for Fig Leaves”, 29.juni 2011, på pacbi.org 32 ”Call for Academic and Cultural Boycott of Israel”, 6.juli 2004,på pacbi.org 50 DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA 5 dybt rodfæstede medskyld i Israels planlægning, retfærdiggørelse og hvidvaskning eller andre måder at fortsætte Israels krænkelse af folkeretten og de palæstinensiske rettigheder på. PACBI har aldrig været rettet mod individuelle kunstnere eller akademikere, – ikke fordi de formodes at være mere progressive eller mere imod uretfærdighed end resten af samfundet – sådan som det fejlagtigt antages, men fordi vi principielt er modstandere af politisk tankekontrol og ’sortlistning’. Hvis FN i fremtiden udarbejder veldokumenterede og gennemarbejdede lister baseret på bredt accepterede kriterier fra folkeretten, som FN gjorde hen mod slutningen af kampen mod apartheid i Sydafrika, så er det en anden sag. Men BDS, som PACBI er en del af, og som er en civilsamfundsorganisation, går ikke med til at udarbejde lister over hvem der er gode israelere og hvem der ikke er – på grundlag af tilfældige politiske kriterier33. Israel versus Sydafrika: Apartheid – kald det hvad du vil De som i dag tøver med at boykotte de israelske akademiske og kulturelle institutioner, mens de i fortiden skrev under på og endda kæmpede for at gennemføre en total akademisk og kulturel boykot mod apartheid-Sydafrika er nu under hårdt pres for at forklare denne inkonsekvente holdning. Israel gennemfører en mere sofistikeret, udviklet og brutal form for apartheid34 end sin sydafrikanske forgænger, i følge auto33 “PACBI Guidelines for the International Academic Boycott of Israel (revideret august 2010)”, 1.oktober 34 Israels legaliserede institutionaliserede system med racistisk diskrimination passer med FN’s definition af forbrydelsen apartheid i The international Convention of the Suppression and Punishment of the Crime of Apartheid fra 1973 og the Rome Statute of the international Criminal Court fra 2002. Se “International Convention on the Suppression and Punishment of the Crime of Apartheid”, på icc-cpi.int 51 Omar Barghouti ritative udtalelser fra sydafrikanske anti-apartheid ledere som ærkebiskop Desmond Tutu35 og landets tidligere minister Ronnie Kasril36 som er jødisk. Den palæstinensiske sag fortjener derfor samme solidaritet og medmenneskelighed fra samvittighedsfulde mennesker verden over, især dem som var modstandere af sydafrikansk apartheid. Det bør være i form af effektiv BDS mod Israel – indtil Israel viser respekt for folkeretten og de grundlæggende menneskerettigheder. Israel praktiserer stadigvæk, 63 år efter sin dannelse, en nøje gennemtænkt og systematisk proces med tvangsforflyttelse af hovedparten af den oprindelige palæstinensiske befolkning; Israel praktiserer stadig racistisk diskrimination mod sine egne ’ikkejødiske’ borgere; opretholder den længstvarende militære besættelse i moderne tid; nægter stadig palæstinensiske flygtninge der er revet op med rode og frarøvet al ejendom deres internationalt anerkendte ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom; begår stadig krigsforbrydelser og krænker grundlæggende menneskerettigheder og principperne i folkeretten – og slipper helt for straf. Nogle vil argumentere for at kunsten skal sætte sig ud over politiske splittelser og forene mennesker i deres fælles humanisme. Dette argument overser det politiske indhold i – og den rolle som de fleste kunstneriske udtryk spiller, især i perioder med vedvarende undertrykkelse. Endvidere glemmer de som efterplaprer den slags snak at de legendariske herrer og slaver har meget lidt til fælles – og mindst af alt nogen menneskelighed. I stedet for at genopfinde hjulet vil jeg minde om de kloge ord som Enuga S. Reddy, direktør for FN’s Center mod Apartheid, i 1984 udtalte 35 “Tutu Condems Israeli ‘Apartheid’”, BBC, 29. april 2002, på news.bbc.co.uk 36 Ronnie Kasrils: ”Israel 2007: Worse Than Apartheid”, Mail & Guardian, 21.maj 2007 på mg.co.za 52 DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA 5 som svar på kritikken af at den kulturelle boykot af Sydafrika krænkede ytringsfriheden: “Det er temmelig mærkeligt, for nu at sige det mildt, at se det sydafrikanske regime som nægter al frihed … til det afrikanske flertal … optræde som forsvarer for verdens kunstnere og sportsfolks frihed. Vi har en liste over mennesker som har optrådt i Sydafrika, enten på grund af ukendskab til situationen eller tiltrukket af pengenes magt eller blot pga. ligegyldighed i forhold til racismen. De skal overbevises om at de skal stoppe med at optræde for apartheid, stoppe med at profitere på apartheid-penge og stoppe med at tjene apartheidregimets propaganda-interesser”.37 Dette fandt sted to årtier efter at den irske anti-apartheid bevægelse i 1964 havde udsendt sin første udtalelse som var underskrevet af 28 irske dramatikere som havde besluttet ikke at lade deres værker opføre for et raceadskilt publikum i Sydafrika38. Året efter, i 1965, stod The American Comittee on Africa som var inspireret af prominente engelske og irske kunstsammenslutninger, bag en historisk udtalelse om Sydafrikas apartheid, underskrevet af over tres kulturpersonligheder. I december 1980 vedtog FN’s generalforsamling omsider en særlig resolution om den kulturelle boykot af Sydafrika og efterkom dermed gentagne opfordringer fra sorte organisationer i Sydafrika som reelt kritiserede et stort antal udenlandske entertainere som brød boykotten. 37 ”Cultural Boycott: Statement by Enuga S .Reddy direktør for FN’s Center mod Apartheid på et pressemøde (1984)”, 11. januar 1984, på pacbi.org 38 www.anc.org.za/ancdocs/history/boycotts/cultural.html 53 Omar Barghouti Re-branding Israel I en erklæring som Mr. Isaac Zablocki, direktør for Det israelske Filmcenter i New York, for nylig udsendte, hedder det: ”Centrets mål er at dele disse fantastiske filmiske bedrifter, der stammer fra et land som normalt kun ses gennem nyhedsoverskrifter, med publikum. Gennem vores cinematek og fremvisning og markedsføring af film håber vi at dele et nyt stykke af den israelske virkelighed – et Israel fyldt med uskyld, humor og idealer, med publikum.”39 På slående vis var dette en afspejling af indholdet i den officielle Brand Israel-kampagne som blev lanceret af den israelske regering helt tilbage i 2005 og siden da blev intensiveret, især i kritiske situationer som da Israel blev ramt af internationalt raseri pga. krigsforbrydelserne i 2006 i Libanon og vinteren 2008/09 i Gaza, og her for nylig efter det blodige angreb på nødhjælpsflotillaen på vej til Gaza. Denne kampagne som blev udviklet af lederne i Israels tre mest magtfulde ministerier, satser på en ny plan der skal forbedre Israels image i udlandet ”ved at nedtone religion og undgå alle diskussioner om konflikten med palæstinenserne”. 40 Rapporten afslørede at ikke-jødiske amerikanere som blev inddraget i fokusgrupper med henblik på denne kampagne ”næsten samstemmende så Israel som udelukkende ’militaristisk’ og ’religiøst’”. Den beskrev endvidere kampagnen som ”den seneste manifestation af en voksende bevægelse – startet i USA – hvis mål er at re-brande Israel eller forny dets image i både jøders og 39 “Announcing: New (and Enormous) Database of Israeli Films is Now Live”, 7. juli 2010 på cultureshuk.com 40 Nathaniel Popper: ”Israel Aims to Improve its Public Image,” Jewish Daily Forward,14.oktober 2005, på forward.com 54 DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA 5 ikke-jøders øjne. Det bagvedliggende koncept er at Israel kun vil opnå støtte hvis det ses som relevant og moderne – i stedet for kun at ses som et sted for krig og religion” .Nissim Ben-Sheetrit, tidligere vicegeneraldirektør i det israelske udenrigsministerium, forklarede ved lanceringen af Brand Israel-kampagnen i 2005: ”Vi ser kultur som et førsteklasses hashara (propaganda) redskab, og jeg skelner ikke mellem hashara og kultur”.41 Efter den israelske aggressionskrig mod det belejrede Gaza tog Israels image endnu et dyk og tvang regeringen til at poste endnu flere penge i Brand Israel-kampagnen. Arye Mekel, en af hovedpersonerne bag kampagnen og vice- generaldirektør for kulturelle spørgsmål i udenrigsministeriet, fortalte New York Times: ”Vi vil sende berømte romanforfattere, skribenter, teaterkompagnier og udstillinger til udlandet. På den måde viser vi Israels pæne ansigt så vi ikke kun sættes i forbindelse med krig”42. Israel sendte faktisk stadig flere dansekompagnier, orkestre, digtere og film til udlandet, især efter Operation Cast Lead. Jo større antallet af uskyldige ofre for Israels uophørlige brutalitet og krigsførelse var, des flere penge måtte det spendere – lyder argumentet for at hvidvaske dets grusomme image. Alt dette er nu velkendt. Hvad der er mindre kendt eller debatteret i medierne er det skjulte aspekt ved ’Brand Israel’- indsatsen, nemlig den kontrakt som tvinger kunstnere og forfattere til, i kraft af deres rolle som tjenesteydende personer der modtager statsmidler, at indrette sig efter eller endog promovere statens politik. I virkeligheden køber sådanne kontrakter kunstnernes og forfatternes samvittighed og gør grin med ’ytringsfriheds’mantraet. 41 Yuval Ben Ami: “About Face,” Haaretz, 20. september 2005, på haaretz.com 42 Ethan Bronner: “After Gaza, Israel Grapples With Crisis of Isolation,” New York Times, 18.marts 2009, på nytimes.com 55 Omar Barghouti Den slags kontrakter blev afsløret af en artikel i Haaretz43 som meget passende hed: ”Kontrakt på kunst” og var skrevet af den berømte israelske forfatter Yitzhak Laor. Da det er af største vigtighed at kende til den slags kontrakter hvis man skal forstå det organiske partnerskab mellem staten og den tilpas selvglade og medskyldige intelligentsia, bringes de mest relevante dele af artiklen her: ”Den tjenesteydende person forpligter sig til trofast, ansvarligt og utrætteligt at forsyne Ministeriet med de mest professionelle tjenesteydelser. Den tjenesteydende person er klar over at formålet med tjenesteydelserne er at promovere Israels politiske interesser via kultur og kunst, herunder bidrage til at skabe et positivt image of Israel. Den tjenesteydende person vil ikke præsentere sig som agent, udsending og/eller repræsentant for Ministeriet”. Ministeriet er bemyndiget til at opsige kontrakten eller dele heraf uden varsel og efter Ministeriets forgodtbefindende hvis den tjenesteydende person ikke forsyner Ministeriet med tjenesteydelser og/eller ikke opfylder sine forpligtelser til Ministeriets fulde tilfredshed og/eller leverer tjenesteydelser på upassende måde og/eller afviger fra tidsplaner og/eller hvis Ministeriet af en eller anden grund ikke har brug for tjenesteydelser længere og/ eller af budgetmæssige, organisatoriske eller sikkerhedsmæssige grunde. Den tjenesteydende person kan ikke stille med krav, fordringer eller retslige tiltag på baggrund af Ministeriets opsigelse af kontrakten. 43 Yitzhak Laor:”Putting Out a Contract on Art,”, Haaretz, 25. juli 2008, på haaretz.com 56 DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA 5 Man sårer ofrene for apartheid Et argument som ofte fremføres imod kulturel boykot af Israel er at en sådan boykot, hvis den medfører at man nægter at vise kunstværker i Israel, faktisk kan skade statens ofre, palæstinenserne, mere end den skader selve Israel. Jonathan Demme, filmkunstner fra USA, som sammen med Martin Scorsese grundlagde Film Makers United Against Apartheid, med det formål at protestere imod apartheid i Sydafrika i 1980’erne, blev spurgt44 om det at nægte at vise amerikanske film for hele det sydafrikanske publikum ville straffe de sorte såvel som det hvide regime. Han svarede: ”Vi tror at svaret er nej. Lederne af (oppositionen) African National Congress har sagt at de brændende ønsker boykot …. Hvad angår det faktum at vi afviser den bevidstgørelse som amerikanske film kunne fremkalde så er der enighed om at det vil tage mere end en film eller en gruppe film at hæve de hvide herskeres bevidsthedsniveau”. Israels kulturelle såvel som akademiske institutioner vil altid hævde at en boykot vil begrænse deres frihed og straffe de kunstnere og akademikere som er de mest progressive og mest ihærdige modstandere af ’besættelse’ i det israelske samfund. Bortset fra at dette argument er falsk, så tjener det til at fjerne opmærksomheden fra to basale kendsgerninger: for det første at den palæstinensiske kulturelle og akademiske boykot sigter på institutioner og ikke individer, og for det andet at disse institutioner ikke er mere progressive end resten i Israel, men tværtimod hovedsøjler i Israels 44 Bob Thomas: ”US Entertainment Industry Fights Racism in South Africa”, Associated Press, 20. december 1987 57 Omar Barghouti struktur med kolonial apartheid og undertrykkelse. Ikke kun mister de undertrykte intet når samvittighedsfulde personer boykotter institutioner som konstant er medspillere i undertrykkelsessystemet. De vinder tværtimod utroligt meget når disse medløbere svækkes som resultat af den effektive og vedvarende boykot. ”Ikke noget at fejre” En af de største ’branding’- indsatser blev gennemført i 2008 af den israelske regering i anledning af tresåret for oprettelsen af staten. Nogle af de mest prominente kunstnere, politikere, akademikere og andre var inviteret til at fejre tresåret sammen med Israel. Som reaktion udsendte PACBI i samarbejde med The Palestinian NGO Network en halvsides annonce i The International Herald Tribune med titlen: “No Reason to Celebrate Israel at 60” (Ingen grund til at fejre Israels 60 år) efter at have samlet snesevis af underskrifter fra prominente internationale kulturpersonligheder, herunder afdøde Mahmoud Darwish (den berømteste digter i den arabiske verden). John Berger, Ella Shohat, Ken Loach, Augusto Boal, Roger Waters, Andre Brink, Judith Butler, Vincenzo Consolo og Nigel Kennedy. Den lyder: “Oprettelsen af staten Israel for næsten 60 år siden betød forflyttelse og fordrivelse af hundredtusinder palæstinensere fra deres hjem og land. Men på trods af at deres fredelige liv var lagt i ruiner, samfundet splittet, deres ejendele frarøvet dem og håbet om frihed og nationalstat smadret, så holdt palæstinenserne fast ved drømmen om at vende tilbage, og palæstinensere overalt nærede en drøm om frihed og et værdigt og helt liv.. Der er intet at fejre! Israel er som tresårig en stat som stadig nægter palæstinensiske flygtninge deres FN-baserede 58 DEN KULTURELLE BOYKOT: ISRAEL VERSUS SYDAFRIKA 5 rettigheder, ganske enkelt fordi de er ’ikke-jøder’. Israel besætter stadig ulovligt Palæstina og anden arabisk jord og krænker derved utallige FN-resolutioner. Israel krænker stadig groft folkeretten og bryder basale menneskerettigheder uden at blive straffet. Det skyldes rundhåndet økonomisk, diplomatisk og politisk støtte fra USA og EU. Israel behandler stadig sine egne palæstinensiske borgere med institutionaliseret diskrimination. Kort sagt, at fejre ’Israels 60 år’ svarer til at danse på palæstinensiske grave til jagende toner fra vedvarende fordrivelse og mangesidet uretfærdighed. Der er absolut ingen grund til at feste! Men der er tonsvis af grunde til at overveje, at engagere sig, at arbejde for fred og retfærdighed”. 45 Okay, der er tonsvis af grunde til at feste. Den kulturelle boykot af Israel oplever, trods sin unge alder, allerede en fin vækst i Vesten og har betydelig indflydelse på Israels straffrihed og ’brand’. Måske fangede Maxi Jazz, frontfigur i Faithless, et berømt engelsk band som nægtede at optræde i Israel, pointen da han forklarede bandets beslutning: ”Mens mennesker bevidst nægtes ikke blot deres rettigheder, men også deres egne, deres børn og bedsteforældres BEHOV, føler jeg at det ikke skulle være nødvendigt at sende end ikke underforståede signaler om at dette hverken er ’normalt’ eller ’OK’. Jeg hverken kan eller vil støtte det. Det piner mig at det er kommet så vidt, og jeg beder hver dag for at mennesker i al deres visdom vil begynde at bekymre sig om hinanden”. 45 ”60 years of Palestinian Dispossession .. No Reason to Celebrate ’Israel at 60’!”, på pngo.net 59 60 6 ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA Dalit Baum og Merav Amir ET POLITISK KOMPROMIS Lige siden udbruddet af Al-Aqsa Intifadaen har den israelske bevægelse mod besættelsen genopfundet sig selv gennem nye former for aktioner og solidaritetsarbejde. Over for den israelske offentlige menings fjendtlige benægtelser er omfattende protester blevet mødt først med fuldstændig mangel på mediernes opmærksomhed og derefter med en sympatibølge over for politiets og hærens vold mod de protesterende. Bevægelsen blev yderligere marginaliseret og radikaliseret og reorganiserede sig i et netværk af mindre grupper, som hver især specialiserede sig i at arbejde med forskellige former for direkte aktion, påvirkning af offentligheden eller modstand. I dette netværk har den feministiske modstand mod besættelsen indtaget en central og ledende rolle ved både at opretholde den synlige opposition i den israelske gade og ved at skabe ad hoc så vel som langsigtede former for samarbejde for en bredere indsats. Who Profits from the Occupation? er et sådant specialiseret projekt udført af Coalition of Women for Peace (CWP). Det opstod 61 Dalit Baum og Merav Amir i 2006 som et politisk kompromis gennem en dyb, vedvarende diskussion inden for organisationen om hvad vores svar skulle være på den palæstinensiske opfordring til BDS1 - en opfordring rettet specielt også mod israelske aktivister. CWP er en organisation som består af jødiske og palæstinensiske kvinder fra 1948-Israel og tilknyttede venstre-feministiske grupper som fx Women in Black, New Profile, Bat Shalom, Machsom (checkpoint)Watch og Tandi.2 Som en radikal feministisk gruppe har CWP, fra den blev til, været plaget af dilemmaet mellem økonomisk retfærdighed i forhold til besættelsen og af solidaritetsudfordringer henholdsvis privilegier inden for den fælles bevægelse som tilsammen førte til BDS-diskussionen. Hvad er israeleres rolle i en bevægelse som opfordrer til internationalt pres? Hvordan kan en israelsk organisation fortsat forsøge at kommunikere og ændre den israelske opinion under sådanne omstændigheder? Hvilket ansvar har israelske askenazi middelklasse kvinder for at kunne anbefale økonomiske forholdsregler som kan gøre de fattige- mizrahi jøder eller palæstinensere der lever i Israel - endnu fattigere? Diskussionen rejste både betydningsfulde og vigtige spørgsmål. I overensstemmelse med traditionel, konsensusbaseret beslutningstagning fokuserede den på det der var enighed om: at fremme økonomisk aktivisme i alle dens former imod 1967-besættelsen både i Palæstina/Israel og internationalt. Beslutningen indeholdt en aktionsplan – igangsættelse af en græsrods research-indsats for både at uddanne os selv i besættelsens økonomi og for at bistå den bredere del af bevægelsen i at anvende vores adgang til denne information. 1 ”Palestinean Civil Society Call for BDS” 9. juli 2006, se bdsmovement.net 2 Se yderligere informatiom om Coalition of Women for Peace på coalitionofwomen.org 62 ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA 6 Tre år senere, i november 2009, afholdt CWP en generalforsamling for at gennemgå BDS-diskussionen. Det var bemærkelsesværdigt at støtten til den generelle opfordring til BDS denne gang var enstemmig. Gennem de tre år havde vi været vidne til angreb på og belejringen af Gaza, mens besættelsen af Vestbredden havde udviklet sig yderligere til en slags apartheid-regime – alt sammen med støtte i den israelske opinion. Samtidig voksede BDS-bevægelsen globalt, og CWP spillede en vigtig rolle gennem sit research-projekt med navnet ”Who Profits from the Occupation?”. Gennem dette projekt havde vi studeret nye facetter af besættelsens økonomi, og resultaterne af vores studier havde spillet en vigtig rolle i at vise hvordan anvendelsen af boykot, de-investering og sanktioner er retfærdiggjort, nødvendig og potentielt meget effektiv i vores arbejde for en retfærdig fred i Israel/Palæstina. FRA UDGIFT TIL PROFIT Det er ikke første gang at den israelske bevægelse mod besættelse har prøvet at beskæftige sig med de økonomiske aspekter af besættelsen. Det veltjente Fred Nu slogan ”Penge til (indre by) kvartererne og ikke til bosættelserne” blev udmøntet for ca. tredive år siden. Det er siden blevet kritiseret for sin simple form og præsenteret som bevis på bevægelsens manglende respekt for ’virkelige’ klasse- og fattigdomsproblemstillinger. Dette slogan udviklede sig til et meget solidt argument for forskere som Shlomo Swirski fra Adva Center, som udfører periodiske undersøgelser der anslår udgifterne til besættelsen for den israelske økonomi og det israelske samfund.3 Argumentet om at besættelsen er meget dyr sigter mod at underminere den israelsk-jødiske offentlige støtte 3 Shlomo Swirski, The Price of Occupation, Adva Center and Mapa Publishers, 2005 63 Dalit Baum og Merav Amir til bosættelserne og den fortsatte besættelse.4 Men de samme undersøgelser viser at mange af de økonomiske udgifter for det israelske samfund ved besættelsen også kan ses som indkomst for bestemte parter som tjener på den koloniale ekspansion – gennem sikkerhedsindustrien og ved udnyttelsen af palæstinensiske resurser og markeder. Dette nye perspektiv kræver en anden linje i den politiske intervention: det er ikke tilstrækkeligt retorisk at informere den israelske offentlighed om udgifterne ved besættelsen; det er også nødvendigt at følge pengene og udstille dem der nyder godt af deres del i besættelsen. Den israelske kontrol med Vestbredden og Gaza har ændret sig gennem årene, men fra begyndelsen og hele vejen igennem har det været et økonomisk militært kontrolsystem. Kontrollen har været dikteret af den israelske økonomiske elite. En potentiel konkurrencedygtig palæstinensisk økonomi er blevet af- og ikke ud-viklet5, og de palæstinensiske arbejderes og varers bevægelse er reguleret til fordel for det israelske marked, mens palæstinensiske forbrugere er blevet fastholdt som marked for israelske varer. Kort sagt har israelske producenter, arbejdsgivere og købmænd anvendt økonomisk-militær kontrol til at sikre sig profitter.6 Gennem 1990’erne gennemgik den israelske økonomi meget hurtige neoliberale reformer som indeholdt nedskæringer i social service og støtte; øget eksponering over for globale investorer, markeder og virksomheder og privatisering af offentlig service, nationale projekter og statslige aktiver og selskaber. 4 Shlomo Swirski, Is There an Israeli Business Peace Disincentive? Adva Center, 7. august, 2008, på adva.org 5 Sara Roy, Failing Peace: Gaza and the Palestinian-Israeli Conflict, Pluto Press, 2007 6 Lev Grindberg, ”Economic Envelopment: Three Turning Points in Forty Years of Economic and Military Domination,” Theory and Criticism 31 (Winter 2007) (Hebrew). English Translation by Ami Asher, på whoprofits.org 64 ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA 6 Disse dramatiske ændringer i den israelske økonomi har væsentligt øget private virksomheders økonomiske aktiviteter i de besatte områder, i bosættelserne og ved checkpoints med forsyning af sikkerhedsservice, teknik og våben. Som det er tilfældet under lignende globale omstændigheder som fx amerikansk militær intervention i Afghanistan og Irak, har den private sektor øget sin andel i opretholdelse af besættelsen. Som græsrodsaktivister diskuterer vi politiske argumenter og religiøst nationalistiske opfattelser på den israelske, offentlige arena, men økonomiske interesser er ofte mere skjulte og indviklede, og Who Profits? blev oprettet i forsøget på at udstille og undersøge disse interesser for at kunne øve indflydelse på dem. Virksomheders meddelagtighed i besættelsen er en farlig og indflydelsesrig magt som kan undertrykke fredsinitiativer eller sætte dem tilbage. På den anden side er virksomheder profitorienterede, og deres involvering i disse kontroversielle aktiviteter kan blive omkostningsfulde for dem: offentlige kampagner kan tilsmudse deres offentlige image, vigtige kunder eller investorer kan vælge at forlade dem på grund af etiske overvejelser, og meddelagtighed i overtrædelse af menneskerettigheder kan i nogle lande ligefrem få retslige følger. På en måde kan virksomheders øgede medvirken i besættelsen anvendes til at forstærke civilsamfundets rækkevidde og indflydelse hvis vi effektivt kan forlange at virksomheder skal stå til regnskab. Who Profits from the Occupation? fokuserer på at udstille disse virksomheders interesser ved at tilbyde nøjagtig, troværdig og veldokumenteret information til brug for kampagner for at virksomheder skal påtage sig deres ansvar. Som israelske aktivister inden for 1948-Israel, der taler hebraisk, kan vi bevæge os frit i de besatte områder og er velbekendte med Israels økonomi og med besættelsen, vi har derfor et fordelagtigt udgangspunkt for at 65 Dalit Baum og Merav Amir gennemføre sådanne undersøgelser. Næsten al vores information kommer fra virksomhedernes egne udgivelser eller fra regelmæssige besøg i de besatte områder Vestbredden og Golanhøjderne. Vores database, som består af mere end 1000 virksomheder der medvirker direkte i det militære-økonomiske kontrolsystem, er blevet til et informationscentrum både ved at fungere som informationscenter og gennem vores website, www.whoprofits.org som understøtter snesevis af initiativer og yder løbende støtte ved at tjekke information til kampagner både internationalt og lokalt. Mere end blot boykot af bosætterprodukter Da vi begyndte på vores kortlægning af besættelsesindustrien, havde vi i vores økonomiske aktivisme mod besættelsen mest fokus på produktion i bosættelserne. Lange lister med bosættelsesvirksomheder og -produkter blev distribueret af israelske fredsorganisationer som Gush Shalom, Bat Shalom og forskellige studenterorganisationer som redskaber for forbrugerboykot. Disse gamle lister omfattede israelske virksomheder i bosættelserne, men ikke flertallet af distributører af landbrugsprodukter og produkter delvist fremstillet i bosættelserne OG heller ikke virksomheder der var registreret andre steder. Således rettede disse boykot aktioner sig mest mod marginale produkter og blev udført af en lille gruppe israelske, mest jødiske, aktivister; de gav højest udtryk for diskret bekymring pakket ind i et sprogbrug om etiske indkøbsvaner. Ud over at tilbyde en nem – måske for nem – vej for israelere til tilsyneladende at distancere sig fra bosættelserne udfordrede disse initiativer ikke virksomhederne med vedvarende kampagner, og de forsøgte aldrig at ændre virksomhedernes politikker. Mens udbredt forbrugerboykot kan være effektiv i nogle tilfælde, så har denne aktionstype ingen effekt når procentdelen af deltagere er 66 ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA 6 forsvindende lille, og når disse aktioner ikke er del af en bredere, kollektivt organiseret aktivisme. Betegnende nok viser vores undersøgelser at bosættelsesindustrierne er få og deres indtægter meget begrænsede, og at de alle undtagen i en håndfuld landbrugsbosættelser ikke medvirker væsentligt til bosættelsernes økonomiske opretholdelse.7 Med andre ord vil selv strategiske kampagner for virksomheders ansvarlighed med fokus på bosætterprodukter ikke nå meget længere end til det symbolske eller oplysende niveau. Derfor har vi besluttet at øge fokusbredden i vores kortlægning og under overskriften, ”bosætterindustri” inkludere hele bosættelsens økonomiske grundlag. Oven i bosættelsernes landbrugsog industriproduktion undersøger vi handel med fast ejendom, opførelse af bosættelser, infrastruktur og udbuddet af al vigtig service og forsyning til bosættelserne. Som det tydeligt fremgår nedenfor, er det israelske og internationale virksomheder der bygger veje og boliger, tilbyder forskellig service som offentlig transport, affaldshåndtering, vandforsyning, sikkerhed og telekommunikation og tilbyder lån og varer til markedet. I bredere forstand inkluderer bosættelsesindustrien de fleste større israelske detailhandlere og udbydere af service. Disse virksomheder fastholder at de følger en ”ikke diskriminerende” politik, altså at de tilbyder den samme service inden for Israels officielle grænser som de gør i de besatte områder – til jødiskisraelske bosættere. Eftersom det ikke er tilladt for palæstinenserne på Vestbredden at gå ind i israelske bosættelser, og eftersom disse serviceydelser kun tilbydes i de israelske bosættelser, så omfatter deres tilbudte service ikke de palæstinensiske indbyg7 Nøjagtige tal for produktion i bosættelserne kan ikke findes, fordi det Israelske Central Bureau of Statistics ikke tilbyder sådanne tal, men det vurderes, at den samlede produktion i bosættelserne er forsvindende lille. Se ”Israels Unbalanced Economis Development,” Avda Center, March 2011, på adva.org 67 Dalit Baum og Merav Amir gere på Vestbredden. Med andre ord er deres politik ikke kun en politik med systematisk diskriminering; den er en facet af den etniske adskillelse mellem palæstinensere og jøder på den besatte Vestbred. Dexia Israel: Fra offentlig til privat og tilbage Den tiltagende privatisering af offentlig service i Israel har også påvirket lokale myndigheder og kommuner. Internationale virksomheder tilbyder lokale myndigheder alt fra affaldshåndtering og offentlig transport til ledelse og finansiel service, og mange leverandører af disse serviceydelser dækker service til bosættelsernes regionale råd og kommuner på Vestbredden, i Østjerusalem og i Golan Højderne. Dette giver nye muligheder for aktivisternes indgriben hvad den hurtige succes mod Dexia Bank8 er et eksempel på. I 2001 privatiserede Israel den israelske Municipality Treasure Bank, som var en regeringsinstitution der forsynede lokale myndigheder med kreditter og finansielle serviceydelser. Banken blev købt af den belgisk-franske finansielle gruppe, Dexia, og fik navnet Dexia-Israel og opretholdt ellers de fleste af sine tidligere funktioner. I juni 2007 blev bankens administrerende direktør, Davis Kapah, indkaldt til møde med Knessets Finans Komite af bosætterbevægelsen som forinden havde beskyldt Dexia-Israel for ikke at ville yde lån til bosættelser på Vestbredden. Kapah fastholdt at Dexia ikke havde en sådan ”diskriminerende” politik, og han oplistede til referatet mindst syv israelske bosættelser og tre regionale bosættelsesmyndigheder som havde modtaget langsigtede lån fra hans bank siden 2003. Han vidste ikke at Who Profits? og 8 Se denne virksomheds side på ”dexiaIsrael: (Tidligere: Local Municipality Treasure Bank)”, på whoprofits.org 68 ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA 6 den belgiske solidaritetsgruppe Intal9 i mange måneder havde ledt efter et sådant bevis på direkte medvirken. Lån, ydet af Dexia, anvendes til udvikling af infrastruktur, opførelse af offentlige bygninger og til levering af kommunal service. Yderligere undersøgelse har bevist at banken yder service til andre lokale myndigheder i bosættelserne; den opererer som finansieringskanal til overførelse af regeringsmidler til bosættelserne, og den forsyner dem med lån mod kaution i fremtidig offentlig indkomst. Yderligere overfører banken regelmæssigt midler fra det israelske nationallotteri (Mifal HePayis) til bosættelserne – midler der bliver brugt til opførelse af skoler og kulturcentre og til andre lokale udviklingsprojekter. Intal og andre belgiske grupper igangsatte i samarbejde med Coalition of Women for Peace en kampagne under navnet: ’Israel koloniserer – Dexia finansierer’, som opfordrede Dexia til at afbryde alle økonomiske bånd til israelsk bosættelsesaktivitet. Kravet opnåede meget stor troværdighed i offentligheden efter september 2008 da Dexia banken blev overtaget af regeringerne i Belgien, Frankrig og Luxembourg – regeringer der officielt er imod opførelsen af israelske bosættelser, og som anser dem for at være illegale. Således har privatiseringen af finansiel service sluttet cirklen: fra israelsk regeringssikret støtte til egne kontroversielle koloniseringsprojekter til en øjensynligt ikke-interesseret, international åbent handlet virksomhed og tilbage til et overvejende nationalt ejerskab – denne gang ejet af en europæisk offentlighed der er rigtig meget imod disse samme projekter. I juni 2009 bekendtgjorde ledelsen af Dexia Group at finansiering af israelske bosættelser var imod bankens etiske kodeks, og at den ville stoppe med at yde nye lån til bosættelser på Vestbred9 Mere om denne organisation og om kampagnen kan findes på dens hjemmeside på intal.be 69 Dalit Baum og Merav Amir den. Yderligere annoncerede banken at den ikke havde givet nye lån til bosættelser siden juni 2008. Vores research viste imidlertid at banken forsat havde givet nye lån til bosættelsernes lokale myndigheder i løbet af 2009. I den periode ydede banken lån til et totalt beløb på næsten 4 mio. US dollars til tolv bosættelser heriblandt Kdumim, Oranit og Emanual samt til det regionale råd for bosættelserne i Hebron. Som et resultat af denne vedvarende kampagne annoncerede bestyrelsesformanden i Dexia Group, Jean-Luc Dahaene, på bankens årlige aktionærmøde i maj 2011 at siden banken ikke kunne stoppe med at understøtte bosættelser, så ville den helt de-investere i Israel og sælge sine aktier i den israelske bank ”selv med tab.”10 Desuden påstod Dehaene at banken ville bidrage til det palæstinensiske samfund på Vestbredden som en slags kompensation. Indtil det sker fortsætter kampagnen imidlertid. Undertrykkelses- og udbytningsforretningen Bosættelsesindustrien har ikke udtømt de forskellige måder hvorpå virksomheder kan tjene på 1967-besættelsen; vores kortlægning identificerer yderligere to kategorier, virksomheder kan involvere sig i. Den ene består af virksomheder der medvirker i den israelske kontrol med den palæstinensiske befolkning i de besatte områder. Dette omfatter opførelsen og driften af Muren og af checkpoints og i almindelighed forsyning med og drift af udstyr til overvågning af og kontrol med al palæstinensisk bevægelse både inden for de besatte områder og mellem disse og staten Israel. Ud fra vores viden om vores egen begrænsede kapacitet besluttede vi ikke at undersøge det militærindustrielle kompleks og våbenindustrien selvom de ellers passer godt ind i denne ka10 Eran Peer: ”Dexia Israel To Be Sold ”Even at a Loss”,”Globes 15. Maj 2011, kan findes online på www.globes.co.il/serveen/globes/docview. asp?did=1000645589&fid=1725 70 ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA 6 tegori. Siden 9/11 og terrorangrebene i Europa har det voksende marked for landenes egen sikkerhedsindustri bidraget betydeligt til væksten på det israelske high-tech marked hvor produkter kan blive ’testet’ på palæstinensere i israelsk kontrollerede områder. Vi har set det anvendt som en grov markedsføringsstrategi af sælgere af pro��������������������������������������������������� dukter lige fra ’anti-terrorist’ overvågningssystemer til lufthavnskontrol og til avancerede våbenplatforme solgt til hære. Et eksempel på et tilsyneladende venligt selskab som er dybt involveret i begrænsning og kontrol af palæstinensisk bevægelsesfrihed i de besatte områder, er den sydafrikanske stål- og trådproducent, Cape Gate, hvis israelske søsterselskab Yehuda Welded Mesh11 har leveret sikkerhedshegn til adskillelsesbarrierernes ’søm-linje’-zone rundt om bosættelser, langs kun-forisraelere-veje og -jernbaner, i bosættelsernes industrizoner og omkring det belejrede Gaza. Ironisk nok skrev den afdøde grundlægger af dette selskab, Mendel Kaplan, tidligere præsident for World Zionist Congress, ihærdigt om sin modstand mod apartheid i sit eget land Sydafrika og opfordrede jøder til at ”gå i spidsen for bevægelsen for at afskaffe al diskriminerende praksis” som en lære fra jødisk historie.12 Den anden type virksomhedsdeltagelse uden for selve bosættelsesindustrien består af virksomheder som direkte tjener på den systematiske fordel ved israelsk kontrol med palæstinensiske jord, mennesker og markeder. Denne kategori omfatter de virksomheder som plyndrer naturressourcerne i de besatte områder, bruger dem som lossepladser, profiterer på udnyttelsen af palæstinensisk arbejde og tjener på de palæstinensiske forbrugeres stjålne markeder. 11 For yderligere information se ”Yehuda Welded Mesh” på whoprofits.org 12 For eksempel Mendel Kaplan og Marian Robertson: Jewish Roots in the South African Economy, C. Struik, 1986: 133. 71 Dalit Baum og Merav Amir For eksempel tjener mange israelske fødevare-producenter og –distributører på at sælge andenrangs produkter på Vestbredden, mens de palæstinensiske konkurrenter nægtes bevægelsesfrihed gennem de israelske militære checkpoint. På samme måde udnytter leverandører af telekommunikation den israelske kontrol med jord og radiobølger i de besatte områder til illegalt at trænge ind på det palæstinensiske marked. Et aspekt ved denne kontrol er den israelske eksklusive fysiske kontrol med område C, som udgør ca. 60 pct. af Vestbredden og strækker sig hen over alle større befolkningscentre. De israelske selskaber har tilsået området med hundredevis af mobilantenner, mens den palæstinensiske mobil infrastruktur er begrænset til de palæstinensiske hovedbyer. Som resultat har de israelske selskaber et fast greb om det palæstinensiske mobilmarked – især over længere distancer og ved internationale opkald.13 Nogle selskaber falder ind under alle tre kategorier. Det gigantiske transnationale selskab, Cemex, er en af de største leverandører af bygningsmaterialer globalt og kontrolleres af den mexicanske finansfyrste, Lorenzo Zambrano. Gennem sit israelske datterselskab Readymix Industries14 har selskabet adskillige anlæg i israelske bosættelser på den besatte Vestbred hvor det anvender palæstinensisk arbejdskraft. Selskabet er partner i stenbrud på Vestbredden som udnytter palæstinensiske ikkevedvarende resurser som sten og grus til at dække den israelske byggeindustris behov med. Selskabet har også leveret ”støbte elementer” til bygningen af sikkerhedsmure og militære checkpoint på Vestbredden. 13 Se ”The Cellular Companies and the Occupation”, august 2009, på whoprofits. org 14 For yderligere information se ”Readymix Industries” på whoprofits.org 72 ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA 6 Who Profits? har udført selskabsundersøgelser til brug for en begæring til Højesteret afgivet af Yesh Din i marts 2009, som krævede stop for al mineaktivitet på Vestbredden, herunder i Yatir-stenbruddet som Cemex er medejer af. Israelske stenbrud på den besatte Vestbred overfører for det meste deres produkter til Israel. Som det siges i begæringen så overtræder sådan en aktivitet lovene om besættelse og kan i nogle tilfælde betragtes som plyndring. I maj 2010 informerede Israels regering retten om at den ville standse alle nye tildelinger af land til israelske stenbrud på Vestbredden, og at den også ville ophøre med at godkende udvidelser af eksisterende brud. Pr. oktober 2011 afventer begæringen stadig rettens behandling. Israel og besættelsen: Hvor går den grønne linje? Da vi færdiggør vores kortlægning, er der en ting der står helt klart: det kan ikke længere retfærdiggøres at skelne mellem den israelske økonomi som helhed og besættelsens økonomi. Den Grønne Linje er alt andet end eksisterende i selskabernes aktivitetsplaner. Selv hvis vi kun tænker på israelske bosættelser og så igen udelukkende fokuserer på opførelsen af bosættelser, opdager vi at hoveddeltagerne i den israelske økonomi er dybt medskyldige i besættelsen. Fx viser vores resultater at alle israelske banker har finansieret og rådgivet byggeprojekter i bosættelserne. Ifølge israelske regler skal ethvert byggeprojekt have en ’følgebank’ som ikke kun leverer finansiering og lån, men også fungerer som en aktiv deltager og rådgiver på projektet, også når der bygges. Således ikke kun hjælper alle større israelske banker med opførelsen af bosættelser, men er aktivt involveret i hele denne proces. Desuden leverer alle israelske banker realkreditlån til huskøbere i bosættelser og leverer også service til israelske forretningsaktiviteter i de besatte områder og til lokale myndig73 Dalit Baum og Merav Amir heder i bosættelserne.15 De fleste detailhandlere har afdelinger i bosættelser; serviceleverandører leverer deres service; importører og eksportører udnytter de ulige handelsaftaler. Den israelske økonomi er meget centraliseret; det påstås ofte at en håndfuld finansfyrster kontrollerer en tredjedel af den private sektors indtjening og også de fleste medier, telekommunikation, bankvæsen og infrastrukturindustrier.16 Vores undersøgelse viser at hver af disse centrale økonomiske aktører er impliceret i bos����������� ættelsesindustrien på mere end én måde. Vi kan med sikkerhed sige at det meste af den israelske økonomi er deltager i besættelsesøkonomien: set i et økonomisk perspektiv er den grønne linje for længst væk. At vælge at opfordre til økonomisk aktivisme mod Israelske virksomheder, som er direkte medskyldige i den israelske besættelse, i stedet for at opfordre til økonomisk aktivisme mod alle betydningsfulde israelske virksomheder skal ses som en taktisk beslutning, og eftersom alle israelske virksomheder på den ene eller den anden måde er medskyldige, er denne skelnen mere eller mindre kun et spørgsmål om formulering. Strategi for en bevægelse i sin vorden Vores undersøgelse begyndte som et forsigtigt svar på den palæstinensiske opfordring til BDS: en opfordring til at lægge effektivt pres på Israel, at praktisere ikke-samarbejde og til at sigte på den stadige støtte til det israelske regime – økonomisk, kulturelt og diplomatisk. Meget hurtigt befandt vi os lige i kernen af en ny, opmuntrende global bevægelse, en bevægelse som bestod af adskilte og meget succesrige kampagner. Vi har lært at BDS ikke 15 Se en sammenfatning af vores rapport på whoprofits.org 16 Assaf Hamdani: ”The Centralization of Capital in Israel: Legal Aspects,” Policy Research 78, Israeli Democracy Institute, november 2009. 74 ØKONOMISK AKTIVISME MOD BESÆTTELSEN: ARBEJDE INDEFRA 6 handler om et på forhånd fastsat sæt af redskaber eller målsætninger; snarere handler det om at flytte sig om på den anden side af opinionen, om protest og symbolske aktioner som benytter sig af vores kollektive kraft og indflydelse til at udøve virkeligt afgørende pres. En BDS- kampagne bør planlægge efter at opnå succes og vælge sine mål herefter. Vores database er ikke en boykotliste; i virkeligheden er der ingen boykotliste; og boykot er blot et redskab blandt mange. Valget af mål for en kampagne er afhængig af omfattende undersøgelser, de fleste lokale. Hvad vil være et opnåeligt og målbart mål? Hvad er vores lokale indflydelse? Hvordan opbygger vi en bevægelse fra den ene kampagne til den næste hen imod de-investering og sanktioner? Vores kortlægning af virksomheders medskyld i besættelsen er blot ét redskab som kan hjælpe aktivist-fællesskaber over hele verden til at trække linjer af ansvarlighed helt tilbage til deres egne kvarterer: til fabrikken i USA, købmanden i Frankrig eller byggepladsen i Abu Dhabi. Besættelsen og koloniseringen af Palæstina er ikke blot et spørgsmål om solidaritet som skal undersøges og diskuteres. Disse ansvarlighedslinjer er vores vej ind: det er der vi kan øve indflydelse på magten; det er der vores styrke begynder. 75 76 7 MONSTERETS HJERNE Nada Elia BDS-aktivister som arbejder for Academic and Culturel Boycott of Israel (ACBI) står over for en speciel ondartet, om end ubegrundet, anklage – nemlig at de skulle gå ind for begrænsning af ytringsfriheden, af akademisk frihed og forhindring af videnskabelig og kulturel udveksling. ACBI’s mål er i virkeligheden lige det modsatte, idet dette særlige aspekt af den globale BDSkampagne specifikt sigter på at skabe veje for akademiske og kunstneriske udtryk, såvel som kulturel udveksling, der hvor disse i dag ikke eksisterer. En hjælp til at skelne mellem ’boykot’, som en tidsbegrænset strategi, og ’censur’, som begrænsning af ytringsfrihed, kan man finde ved lignende eksempler i historien: hvilke stemmer blev dysset ned og af hvem? Mine kolleger og jeg, som forsker i kønslige eller etniske problemer, globalt som regionalt, bliver ofte bedt om ekspertanalyser af politisk udvikling rundt om i verden. Denne ekspertise bliver opfattet som en evne til at forstå denne udvikling, til at begribe og forklare dens kompleksitet og endda at kunne komme med lærde ’gæt’ på kommende begivenheder. Samtidig med dette kan 77 Nada Elia forekomme flatterende, så er det et faktum at de mikrofonholdere der interviewer os, såvel som seere og lyttere, for det meste går ud fra at videnskabsfolk egentlig ikke er med til at påvirke det der sker, at de blot observerer og tolker det. Vi har brug for at problematisere og ophæve denne generelle opfattelse af videnskab. Jeg argumenterer for at vi akademikere skal bidrage til udviklingen af de begivenheder vi observerer, analyserer og kommenterer. Med andre ord: vi er sande skabere af viden, ikke blot fortolkere. Interessant nok lader der ikke til at være noget kontroversielt ved direkte sammenhæng mellem forskning og implementering inden for ’de hårde videnskaber’. Tværtimod er der en forventning om at der skal være sådan en sammenhæng til forsvar for (og betaling af) denne forskning. Lægevidenskaben forsker i helbredende medicin som læger med succes kan behandle deres patienter med. Aeronautiske ingeniører trækker linjerne for rumskibenes veje. Ingeniører studerer mekanismer der kan sikre at broer bygges til at klare den tunge trafik. Faktisk hviler disse eksperters succes på de produkter de har udviklet gennem deres research. Når det kommer til de sociale videnskaber er det anderledes. Her forventes der ikke nødvendigvis noget direkte, pragmatisk, uvilkårlig forhold mellem intellekt og handling, ud over skabelsen af ’akademisk viden’. Ikke desto mindre er en af de mange kundskaber vi har fået fra Edward Said’s bog ”Orientalism”, at al produktion af viden er politisk. Narrative skrifter – litterære, historiske, antropologiske og så videre – er blevet påvirket af, og påvirker selv magtens dynamik og politik. Og eftersom den officielle produktion af statsgodkendt viden er koncentreret i den akademiske sfære, bliver det klart at der ikke eksisterer noget elfenbenstårn; vores forum er ikke som en ø af intellektuelle aktiviteter som ikke har noget at gøre med den virkelige verden. Mod slutningen af ”Orientalism” skriver Edward Said om tiden 78 MONSTERETS HJERNE7 efter 2.verdenskrig, at USA’s akademiske front vandt frem i første række inden for emnet ’Orientalisme’, hvilket indtil da havde været domineret af europæiske akademikere, og at ”specialisten på området nu gør fordring på at være dén regionale ekspertise, som står til rådighed med vejledning for regeringer eller erhvervsliv eller begge disse”. Da både USA’s og Israels regeringer støtter sig meget på såkaldte tænketanke, bemandet med netop sådanne specialister, uddannet ved de mest prestigefyldte universiteter og ofte professorer og kolleger dér, må vi slå fast at den akademiske verden ikke er neutral, at den ikke findes som en boble eller et elfenbenstårn. Det er et faktum, at jo mere militariseret et samfund er desto mere ’medskyldig’” er det den akademiske verden. Og vi, som akademikere, vil ikke være en del af problemet, vi er nødt til at være en del af løsningen. Sammenfald af akademisk og sociopolitisk tænkning var centralt i sydafrikanske politiske studier. Det fremgår af professor Shireen Hassim’s retrospektive analyse at universitetets rolle i etableringen og fastholdelsen af apartheid i Sydafrika. Hassim skriver: ”De højere læreanstalter står ikke uden for samfundets magtcirkel. De indgår i forsvar, udarbejdelse og anvendelse af magtens teknologi, og i uddannelse af den elite som skal gøre brug af magten. Trods destruktiv brug af videnskab inden for natur og fysiologi – som udvikling af effektive dræbermaskiner – anerkendes den; sociologiforskere er også implicerede – for eksempel gennem udviklingen af antropologiske og filosofiske argumenter der dokumenterer det koloniserede folks påståede raceunderlegenhed.” 1 1 Edward Said, Orientalism, Vintage, 1979: 184 – 5 79 Nada Elia Der er ingen tvivl om at Israels akademiske verden har del i at Israels apartheid-politik fastholdes, med en bosætter-kolonisering baseret på etnisk udrensning af det oprindelige palæstinensiske folk. Israel er, så vidt vides, regionens eneste atommagt med Mellemøstens største hær – verdens fjerdestørste – trods landets minimale størrelse. Hver eneste jødiske israeler, kvinde som mand, skal aftjene militærtjeneste, og de færreste slipper med de fire år for mænd og tre for kvinder. Når man betænker hyper-militariseringen af dette samfund, er det utænkeligt at den akademiske verden skulle fungere i en boble. Nej, i Israel er den akademiske verden dybt involveret i alle aspekter af besættelsen. Der er syv centrale forskningsuniversiteter, og hver enkelt af dem er direkte involveret i besættelsen. For eksempel er ’The Technion’ (Israels teknologiske institut) mest kendt for anvendt videnskab. Her udvikles projekter for forskning og udvikling sammen med det israelske militær, som bl.a. inkluderer de fjernkontrollerede D9-bulldozere som militæret bruger til nedrivning af palæstinensiske hjem.2 The Technion har også udviklet detektor-udrustning til at finde undergrundstunneller, og denne anvendes af det israelske militær til at forstærke belejringen af Gaza med. Og det har samarbejdet med ’Elbit Systems’, Israels største elektroniske forsvarsindustri- og våben-research selskab, udvikleren af Apartheid-Murens overvågningssystem.3 Et andet prestigefyldt israelsk universitet, Weizmann Institute, har også samarbejdet med Elbit Systems om at skabe et elektro-optisk forskningsprogram, som træner de studerende direkte på Elbits fabrikker. 4 Mange universiteters ingeniør- og arkitektafdelinger 2 Se fx ”Israel Deploy Robot Bulldozers”, 31. oktober, 2003 på: rense.com 3 ”Elbit Systems and Israel Institute of Technology (Technion) to Establish New Vision Systems Research Centre” på: prnewswire.com 4 Som det fremgår af the Weizmann Institute’s liste med lærerprofiler, indtager et antal seniorlærere også poster som ledere af projekter og research på Elbit. 80 MONSTERETS HJERNE7 har professorer og kandidater som er ansvarlige for design og opbygning af bosættelser og Apartheidmuren. I 2008 konkurrerede Hebrew University og Ben Gurion University om et legat til etablering af en skole for militærmedicin for at uddanne personale til specifikt at arbejde i den israelske hær. Sondringen mellem ’civil medicin’og ’militær medicin’ er vigtig, fordi israelske militærlæger længe har været under mistanke for at medvirke til tortur af palæstinensiske fanger i de israelske fængsler. Et større antal af disse fanger er ’administrativt tilbageholdt’, altså tilbageholdt uden anklage. Haifa University har en militærbase på sit område. Carmel College lukkede en hel afdeling fordi der var ”for mange” israelsk-arabiske (palæstinensiske) studerende.5 The Herzliya Interdiciplinary Center, et meget lille men prestigefyldt institut, har gjort støtte til det israelske militær til en integreret del af sin agenda . . . 6 I de humanistiske og sociale videnskaber, udelader sociologilærebøgerne den palæstinensiske fortælling; historiske redegørelser og tekstbøger har slettet vores Nakba; geografibøgerne har slettet navnene på vores byer og landsbyer; og arkæologiafdelinger overser palæstinensiske kulturgenstande, kun antikke jødiske fund anses for værd at identificere. Alle disse produkter og undervisningsredskaber kommer fra Israels akademiske verden. Således lærer israelske studerende at ignorere 2000 års kontinuerlig palæstinensisk historie, samfund, civilisation og dybe forbundethed med landet. Hvis og når vor eksistens overhovedet anerkendes, 5 Lærere for israelsk-palæstinensisk fred, ”The Carmel Academic Center in Haiha Closes Academic Track as Too Many Palestinian Students Registered”, 27.maj, 2009 på: ffipp.org 6 Mine oplysninger om den meget snævre forbindelse mellem israelske universiteter og militæret kommer først og fremmest fra Uri Yacobi Kellers fremragende og meget detaljerede rapport, ”Academic Boycott of Israel and the Complicity of Israeli Academic Institutions in Occupation of Palestinian Territories”, på: usacbi.files.wordpress.com 81 Nada Elia affærdiges den generelt som halvillegitim, fordi Palæstina ikke eksisterede som en nationalstat, skønt selve konceptet ’nationalstat’ var en europæisk 1800-tals idé. Det burde ikke være et afgørende kriterium for om et samfund – især et ikke-europæisk – eksisterer i sit hjemland eller ej. Til sidst: De fleste universiteter giver legater på op til op til 90 pct. for de soldater der kæmpeede i ’Cast Lead’, Israels morderiske krig mod de belejrede Gaza-flygtninge 2008-09, og 80 pct. til de soldater der deltog i ’Defensive Shield’ (2002), Israels største militære overfald på byer på Vestbredden siden 1967-krigen. At belønne soldater på denne måde er direkte til skade for de palæstinensiske studerende. De kan ikke gøre tjeneste i hæren, selv hvis de skulle ønske det. Og – skønt arabisk er det andetsprog i Israel, talt af mindst 20 pct. af befolkningen, bliver der ikke i noget fag på nogen af Israels universiteter, lige med undtagelse af sproget arabisk, undervist på arabisk. På samme måde – mens palæstinensere udgør op til 20 pct. af Israels befolkning og tidligere var et højt uddannet folk med fremragende akademikere, udgør de i dag mindre en 1 pct. af universiteternes lærerkræfter. Altså er de højere læreanstalter, langt fra at være et neutralt, isoleret elfenbenstårn, netop det monsters hjerne der genererer ideologien – og redskaberne for opretholdelse af besættelse, ejendomskonfiskeringer og overtrædelse af menneskerettigheder – hvormed de der betjener besættelsen bliver belønnet, mens ofrene, de studerende og de professionelle akademikere, bliver fremmedgjorte og diskriminerede. Hvorledes kan så akademikere uden for Israel imødegå det? Hvordan kan vi sikre at vi ikke selv er medskyldige, om så bare ved forsømmelse? Vi har en historisk model i den boykotbevægelse der blev anvendt med succes i USA’s Sydstater, i Sydafrika og i Indien. I sine skrifter om Sydafrikas kamp mod apartheid 82 MONSTERETS HJERNE7 kommenterer en anden sydafrikansk akademiker Jacklyn Cock den strategi der førte til det brutale system af institutionaliseret diskriminering til fald. Hun forklarer: ”Jeg mener at modstand mod akademisk boykot går i retning af at privilegere universiteterne som elfenbenstårne, adskilt fra deres sociale sammenhæng; og i den sydafrikanske sag var netop det, at vise at hensigten var at isolere regimet, en meget tydelig, ikke-voldelig aktion.”7 Sydafrikansk apartheid – ikke ulig Israels med dets system af voldelig påført bosætter-kolonisering, forflyttelse af den indfødte befolkning og institutionaliseret racistisk hierarki – blev overvundet gennem den globale boykotbevægelse og ikke ved det ”konstruktive engagement”, et engagement som ellers havde været daværende USA-præsident Ronald Reagans attitude lige til systemets sidste dage. Sydafrikas apartheid blev ikke overvundet ved at boykotte appelsiner og diamanter alene. Det skete ved en omfattende – nøgleordet er omfattende – boykot som også indbefatter sport, kultur og den akademiske verden. På samme måde skal boykot af Israel være omfattende, hvis den skal være effektiv, hvilket betyder at også her skal den akademiske og kulturelle boykot inkluderes. Faktisk er den akademiske og kulturelle boykot den nye kampfront i Israel/Palæstina-konflikten, så meget mere som Israel ihærdigt forsøger at rette op på sit alvorligt anløbne image gennem hvidvaskning af forbrydelserne med en facade af akademisk og kulturel brillans. Israels akademiske og kulturelle bedrifter er dets ’ikke-militære’ ansigt – en maske det bruger til at aflede opmærksomheden fra dets apartheidpolitik og dets overtrædelser af folkeretten og menneskerettighederne. De tilvejebringer den facade Israel viser udadtil i dets søgen efter måder at genopbygge sit image på, efter de forskellige massakrer 7 Personlig kommunikation med Salim Vally, citeret i Jonathan Hyslops, Salim Vallys og Shireen Hassims ”The South African Boykott Experience” på: aaup. org 83 Nada Elia og andre forbrydelser det er involveret i og som ikke længere kan skjules for omverdenen, nu hvor alternative medier og borgeres egen journalistik bliver mere demokratisk. Denne re-brandingpolitik, kendt som ’Brand Israel’-kampagnen, er skabt af et konglomerat af amerikanske markedsføringsfirmaer, specialiseret i imageskabelse, og finansieret af Israels tre mest magtfulde ministerier: udenrigsministeriet, statsministeriet og finansministeriet. Skønt idéen allerede var i støbeskeen omkring 2002, blev ’Brand Israel’ først officielt antaget af ministerierne i 2005, da det blev klart for dem at Israel ikke ville kunne vinde støtte udefra med mindre det viste sig som relevant og moderne, ikke bare som et sted for stridigheder og religion. Zionisternes historie om Israel som ”et land uden folk, til et folk uden land” har nu konkurrence af billedet af Israel som en aggressiv militærmagt, og der sættes spørgsmålstegn ved dets påstand om at være et demokrati. Altså har Israel behov for at fjerne opmærksomheden fra dette med skabelse af akademiske og kulturelle resultater og overlegenhed der frembringer opfattelsen af at være tæt beslægtet med andre udviklede ’førsteverdens lande’. I 2009, som følge af ’efterveerne’ ved ”Operation Cast Lead”, tog Israel yderligere et skridt fremad i bestræbelserne på at skabe et bedre image ved at øge finansieringen af ’Brand Israel’-kampagnen. Arye Mekel, vicegeneralsekretær for kulturelle anliggender inden for det israelske udenrigsministerium, holdt en tale kort efter Gaza-massakren. Han sagde bl.a.: ”Vi skal sende berømte forfattere og skribenter, teaterkompagnier og kunstudstillinger til udlandet. På den måde viser vi Israels smukkere side, så det ikke bare er i en krigskontekst man ser på os.”8 8 84 Ethan Bronner, ”After Gaza, Israel Grapples with Crisis of Isolation”, New York Times, 18. marts, 2009 på: www.nytimes.com MONSTERETS HJERNE7 I USA var den jødiske internationale universitets-organisa tion Hillel tidligt med på idéen om at re-brande Israel. Den fungerende vicepræsident, Waine Firestone, sagde at denne kampagne ville portrættere Israel som et land med ”cool og hip people”. The America Israel Public Affairs Commitee (AIPAC) udvikler, sammen med public-relation organisationen Israel 21c, samarbejde om indhold af kampagnens akademiske og kulturelle begivenheder. Homo-rettigheder bliver også udnyttet og homo-aktivister tager del i rebranding-bestræbelserne. Også dé pinkwasher aktivt de israelske forbrydelser. Således er endda StandWithUs – en ultrakonservativ zionistgruppe der aldrig før har været for homoseksuelles rettigheder – i gang med at promovere Israel som regionens eneste homo-venlige land. 9(Ironisk nok modsiges Israels stolthed over åbent at tillade homoseksuelle at gøre militærtjeneste af det faktum at et uforholdsmæssigt stort antal unge israelere ville være lykkelige hvis de kunne slippe militærtjenesten ved at erklære sig som homoseksuelle.) Men diskussionerne mellem Israel-venlige grupper, der arbejder for at forandre verdens opfattelse af Israel, har ikke været fulgt af diskussioner om at forandre den praksis der fra begyndelsen af gav Israel dets plettede image. Tværtimod bliver politikken stadig hårdere: flere hjem der bliver revet ned; bosættelser der stadig udvides; gentagne vilkårlige angreb på Gaza, som stadig er under belejring; kriminalisering af anderledes tænkende; militære svar på ikke-voldelige demonstrationer mod den ulovlige Mur på Vestbredden. At ’købe’ Israels image som et levende demokrati og den ’branding-kampagne’ som Israel fører, er det samme som at lade sig købe til at se bort fra den morderiske virkelighed. 9 Se Jasbir Puar ”Israel’s Propaganda War”, 1. juli, 2010, på: www.guardian. co.uk samt mine egne ”Reflections from Detroit: Standoff with StandWithUs”, 2. august, 2010 på: www.inciteblog.wordpress.com 85 Nada Elia Ved siden af de kulturelle pinkwashing-kampagner presser Israel også på med at præsentere sig som et ’normalt’ land ved at tilbyde verdens fineste akademiske program. Derfor, når man vil undersøge muligheden for akademisk boykot – en boykot af institutioner, ikke af individer, som forklaret i PACBI’s vejledende tekst – er det vigtigt at man tager hensyn til de områder der handler om udveksling og samarbejde inden for forskning. Et udenlands- semesterprogram som skal give USA-studenter en ’pletfri Israel-oplevelse’ er første mål. Allerede nu er et antal universiteter mere eller mindre i gang med at planlægge sådanne boykotter. Der er tydeligvis gode grunde til at boykotte disse semesterprogrammer, for de overtræder også helt almindelig ligeret: USA borgere med arabiske aner får oftest afslag. Samarbejdsprojekter på institutionsniveau skal også boykottes, for de har den største indvirkning på Israels akademiske verden. Universiteterne finansieres ikke af studieafgifter, men af de forskningslegater som akademikere opnår. Indenfor naturvidenskaberne især – med deres behov for laboratorier, udstyr, eksperimenter, prototyper osv. – kan forskning blive voldsomt dyr, og mange programmer søger samarbejde mellem to universiteter. Således har de bedre chancer for at få bevillinger, samtidig minimereudgifterne for det enkelte universitet. Her kan boykot have den allerstørste virkning, både direkte og indirekte. Det er her israelske akademiske institutioner leder efter samarbejdspartnere. Nogen vil måske råbe op om at ”kunst står over politik og kultur bygger broer”; men Israel bruger rent faktisk kultur og kunst til at dække over apartheid. Andre vil sige at den akademiske boykot ”lukker af for akademisk og intellektuel udveksling”; men den ’frihed’ man her vil beskytte er udelukkende frihed for israelske akademikere. Palæstinensernes ret til uddannelse er i alvorlig fare. I realiteten har palæstinenserne ingen akademisk frihed, så 86 MONSTERETS HJERNE7 det man ville beskytte under navnet ’akademisk frihed’ er undertrykkerens privilegier.10 Inden de palæstinensiske akademikere kom med deres opfordring til akademisk boykot, havde en gruppe palæstinensiske universitetsansatte skrevet et brev til alle 9000 israelske medlemmer af Israels højere læreanstalter, vores ’kolleger’, og bedt dem om at støtte os i vores appel om at hæve de restriktioner der er lagt på de palæstinensiske akademikeres bevægelsesfrihed. Af de 9000 israelske professorer var der ikke flere end 400 der ville underskrive brevet. Resten - ca. 90 pct. - ville ikke engang undsige de forskellige helligdage/lukninger der laver huller i det palæstinensiske skoleår. Derudover er det kun et lille mindretal af israelere der fordømmer adskillelsen i det israelske skolevæsen, fra børnehave, forskole og hele vejen op til afslutning af gymnasiet, og det til trods for at de to (’jødiske’ og ’arabiske’) systemers tvedeling og ulighed er helt åbenlys, med en kronisk underfinansiering af de arabiske skoler. En rapport fra 2009 afslører at den israelske regering investerede 1.100 US dollars pr. år på hvert jødisk barns uddannelse i sekulære offentlige skoler; til sammenligning fårhvert arabisk (palæstinensisk) barn 190 US dollars. Gabet er endnu større i de folkelige religiøse skoler, som også drives af staten, og hvor de jødiske elever får ni gange så meget i bidrag som de arabiske. 11Ganske på samme måde som den israelske protest J 14 (14. juli) 2011 i Tel Aviv, der krævede boliger der var til at betale – ikke gjorde sig mange tanker om det faktum at palæstinenserne mister de huse de altid har boet i for at Israel kan bygge boliger som middel- og arbejderklassen har 10 Se også Salim Vally’s glimrende analyse af Israels akademiske privilegier i ”The South African Boykott Experience”. 11 Jonathan Cook, ”Israeli School Apartheid: Arab Family Sues Over ’Racist Incitement’”, Counterpunch, 10. august, 2009 på: jkcook.net Der er også racisme indenfor de ’jødiske Skoler’, hvor fx etiopiske elever bliver sendt til underfinansierede, segregerede skoler for ’udlændinge’, selv om de er jødiske, israelske statsborgere. 87 Nada Elia råd til – således ignorerer de israelske akademikere også de hårde vilkår der omgærder hvert eneste aspekt af akademisk liv for palæstinenserne. Og det er lige fra at gå hen til sin skole lidt længere nede ad gaden, til hvordan regeringen finansierer de offentlige skoler, til at rejse ud af landet for at uddanne sig eller deltage i en konference i udlandet. Netop her kan den sammenhæng ses, som begrunder den palæstinensiske opfordring til en akademisk boykot af Israel: en virkelighed med millioner af palæstinensere uden ret til uddannelse. Modsat hvad man i almindelighed tror, er kultur ikke upolitisk, musik overskrider ikke de nationale og sproglige barrierer og kunst bringer os ikke sammen – i hvert fald ikke når Israel bevidst og eksplicit bruger kunsten til at fremme sin politiske dagsorden, samtidig med at der blokeres for udbredelse af de palæstinensiske kunstneres og musikeres værker. Faktisk spiller illusionen om at ’kultur er apolitisk’ en brugbar rolle i den israelske strategi. Naturligvis er det bedre propaganda for de israelske kulturambassadører at udstille Israels ’smukke ansigt’, frem for at belyse problemet med apartheid og etnisk udrensning. I projektet ’Idan Raichel’ synges der ømme sange om multikulturel harmoni og sammenhold. Israels etiopiske (jødiske) balletkompagni giver et forbløffende og smukt billede af hvordan flygtninge kan blomstre op til kunstnere i verdensklasse. ”Waltz with Bashir”, sponsoreret af det israelske kulturministerium, er en bevægende filmisk beskrivelse af en israelsk soldats psykiske pinsler efter massakren på hundredvis af flygtninge i Sabra- og Shatila-lejren. Selv om det kan føles udfordrende at boykotte også de israelske kulturprodukter som viser komplekse, mangesidede aspekter af det israelske civilsamfund, så er vi alligevel nødt til det, på grund af dét de bliver udnyttet til. Selvfølgelig ville Israel aldrig besætte posten som ’kulturambassadør’ med en åbent voldelig racistisk 88 MONSTERETS HJERNE7 bosætter. Altså må boykot-vejledningen basere sig på hvordan der sponsoreres – ikke på kulturindholdet. Sig ganske enkelt: hvis en forestilling er offentligt sponsoreret til brug i ’hvidvask image’-kampagnen, så er den et mål for boykot, ligegyldigt hvad den handler om. I mellemtiden møder palæstinensiske kunstnere enorme, til tider uovervindelige, udfordringer, når de prøver at vise deres kunst, udstillinger eller forestillinger, som for eksempel på Museum of Children’s Art i Oakland. Propalæstinensiske akademikere oplever alvorlige repressalier hvis de lægger palæstinensiske fortællinger eller perspektiver ind i deres læseplaner, forelæsninger eller skrivelser. I artiklen ”The Trial of Israel’s Campus Critics” ( skriver David Theo Goldberg og Saree Makdisi at ikke mindre end 33 organisationer, herunder det meget magtfulde AIPAC, Zionist Organization of America, the American Jewish Congress, the Jewish National Fund og StandWithUs er �������������������� medlemmer af og tilsluttet ’Israel on Campus Coalition’. Disse organisationer, skriver Goldberg og Makdisi, er ikke interesserede i ”det pæne i intellektuel udveksling og akademiske processer”. Her udgøres frontlinjevåbnet af insinuationer, anklager og bagvaskelse som svar på modargumenter og kritik af israelsk politik.12 Derfor skal den akademiske og kulturelle boykot forstås som en strategi og tages op på grund af hvad den søger at opnå: akademisk og kulturel frihed for alle, hvor der i dag kun er frihed for nogle. At påstå at en boykot vil være strengt negativ, er ensbetydende med at sige at de afroamerikanere, der i sin tid boykottede busserne i Montgomery, opførte sig strengt negativt og var imod offentlig transport; mens de jo tværtimod boykottede det offentlige transportsystem 12 Davis Theo Goldberg og Saree Makdisi, ”The Trial of Israel’s Campus Critics”, Tikkun, september/oktober 2009 på: tikkun.org 89 Nada Elia for at det skulle blive reelt offentligt, tilgængeligt for alle uden forskelsbehandling. ACBI, Academic and Cultural Boycott of Israel, er et middel til at nå et mål. Vi ønsker kultur som ikke er propaganda, og vi ønsker akademisk frihed. Men en kultur der viser det tolerante og komplekse israelske samfund, uden at nævne noget om Israels institutionaliserede apartheid, forbliver propaganda. Indtil vi alle har samme akademiske frihed, ogindtil universiteterne holder op med at servicere besættelse og apartheid, indtil da er Israels såkaldteakademiske frihed kun et privilegium for undertrykkerne og i den undertrykkende stats tjeneste. Vi sociologer, forskere i etnicitet, historikere og professorer i kønsstudier må være dem der minder vores kritikere om disse fakta. Det er os der skal huske folk på at boykot er et middel til at nå et mål, til frihed, værdighed, menneskerettigheder for alle og overholdelse af folkeretten. 90 8 NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS Joel Beinin I oktober 2005 takkede Ilan Pappe ja til at tale på adskillige amerikanske universiteter. Han støttede tidligt ’The Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel’ (PACBI) og var på det tidspunkt professor på Haifa University. Studerende på Stanford spurgte ham hvordan de burde reagere på opfordringen til boykot. ”I bør boykotte mig”, svarede han, selv om den oprindelige opfordring fra PACBI indeholdt et afsnit der tilsyneladende undtog israelere som Pappe der af PACBI med rette betragtes som allierede.1 Studenterne der organiserede Pappes besøg på 1 Dette afsnit blev fjernet i 2006 fordi det gav indtryk af at PACBI gik ind for at gøre brug af blacklistning; PACBI gjorde det klart at det ikke anbefalede at boykotte enkeltpersoner. Se ” The PACBI Call for Academic Boycott Revised: Adjusting the Parameters of the debate,” januar 2006 på pacbi.org 91 Joel Beinin Stanford blev desorienteret������������������������������������� og stod tilbage med uvished om hvordan de skulle forstå og anvende PACBI›s opfordring. Skønt boykotten er rettet mod israelske institutioner, ville det nok være en forståelig politisk handling at boykotte enkeltpersoner alene på grundlag af deres institutionelle tilknytning – eksempelvis en person med tilknytning til Ariel University Center of Samaria der ligger i hjertet af det nordlige Vestbredden. På opfordring fra Architects and Planners for Justice in Palestine udelukkede den spanske regering i 2010 et arkitekthold fra Ariel University Center fra at deltage i en grøn boligkonkurrence sponsoreret af det spanske boligministerium. Lederen af Solar Decathlan informerede Ariel University Center om at: ”Den spanske regering tog beslutningen på grundlag af det faktum at universitetet ligger på besat område på Vestbredden. Den spanske regering er forpligtet til at overholde internationale aftaler i EU- og FN-regi vedrørende dette geografiske område. ”2 Er boykot af israelske akademiske og kulturelle institutioner et lignende klart standpunkt? Fortjener Ben-Gurion University, der har en lærerstab med nogle prominente personer hvis videnskabelige arbejde er zionisme-kritisk, og som mundtligt har fordømt den israelske besættelse i mange år, at blive boykottet på samme måde som Bar-Ilan universitetet: et universitet der var rugemaskine for Ariel University Center, og som har sin egen afdeling på Vestbredden; og hvis ortodokse religiøst intellektuelle miljø tolererede, nogen vil sige fremmede, ekstrem højrepolitik der udøves af personer som Yigal Amir, den tidligere premierminister 2 Yaheli Moran Zelkovich: ”Spain Boycotts Ariel College for being on Occupied Territory”, 22. September 2009 på ynetnews.com 92 NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS 8 Yitshak Rabins snigmorder? Selv om alle israelske og kulturelle institutioner i princippet fortjener at blive boykottet, er det så en god strategi at bruge en tilgang der omfatter alle, eller er det bedre at fokusere på de værste tilfælde som Ariel University Center og Bar-Ilan universitet der institutionsmæssigt er en del af besættelsen? Sådanne overvejelser fik John Berger, den Booker Prize-vindende kunstkritiker, forfatter og maler, til at redegøre for sin holdning i et brev, han vedlagde udtalelsen fra 49 forfattere, instruktører og andre i december 2006, en udtalelse der understøttede opfordringen til kulturel boykot af Israel, udsendt af the British Commitee for the Universities of Palestine.3 Berger forklarede: ”Boykot er ikke et princip. Hvis den bliver det, risikerer det i sig selv at blive ekskluderende og racistisk. Ingen boykot … bør være rettet mod en person, et folk eller en nation i sig selv. En boykot er rettet mod en politik og de institutioner der støtter den politik, aktivt eller stiltiende … Hvordan skal man bruge kulturel boykot? … For akademikere er det måske klarest – et spørgsmål om at afslå invitationer fra statsinstitutioner og forklare hvorfor. For inviterede skuespillere, musikere, gøglere eller poeter kan det være mere kompliceret. Jeg er overbevist om (…) at anvendelsen af boykot ikke bør sættes i system. Valget må være personligt, baseret på en personlig vurdering. For eksempel: Hvis et betydende mainstream israelsk forlag i dag spørger om de må udgive tre af mine bøger, så vil jeg bruge boykot og give en forklaring. Der eksisterer imidlertid 3 ’John Berger and 93 Other Authors, Film-makers, Musicians and Performers Call for a Cultural Boycott of Israel’, 15. december 2006 på electronicintifada. net. Se også hans artikel der startede boykot i Storbritanien: « We Must Speak Out » på guardian.co.uk 15. december 2006. 93 Joel Beinin nogle få små, marginale israelske f������������������������ orlag, som har givet udtryk for at de arbejder for at styrke udveksling og brobygning mellem arabere og israelere. Hvis et af dem skulle spørge om noget af mit, ville jeg uden tøven indvillige og desuden afvise ethvert spørgsmål om forfatterhonorar. Jeg opfordrer ikke andre forfattere, der støtter boykot, til nødvendigvis at komme til præcis samme konklusion. Jeg giver bare et eksempel.” Den canadiske journalist Naomi Klein brugte Bergers eksempel da hun arrangerede sit besøg i Israel/Palæstina ved udgivelsen af den hebraiske oversættelse af sin bestseller ’Chokdoktrinen’.4 I stedet for at arbejde med sin tidligere kommercielle udgiver, Bavel, lod Klein et mindre forlag der er imod besættelsen, Andalus, udgive sin bog, og hun overlod sit forfatterhonorar til Andalus. Det var tilsyneladende acceptabelt for det internationale netværk BDSmovement.net eftersom de på hjemmesiden offentliggjorde Kleins interview med direktøren for Jewish Voice for Peace (JVP), Cecilie Surasky, i hvilket Klein forklarer sine handlinger.5 Opfordringen fra 9. juli 2005: ’Boycott, Divestment and Sanctions against Israel until it Complies with International Law and Universal Principles of Human Rights’ er noget mere begrænset i handlemuligheder end PACBI’s opfordring.6 Men den åbner op for spørgsmålet: er BDS rettet mod besættelsen, mod eksistensen af staten Israel eller mod Israels nuværende udemokratiske karakter der institutionaliserer diskrimination mod de 20 pct. af dets indbyggere der ikke er jøder? Reelt strækker Israels besættelse sig langt længere end Vestbredden og Gaza-striben; hele staten 4 Naomi Klein : ’Boycott, Divest, Sanction’, Nation 8. januar 2009 på naomiklein.org 5 Cecile Surasky: ”Analysis: Naomi Klein Boycotts Life as Normal in Israel,” 2. September 2009 på bdsmovement.net 6 ”Palestinian Society Call for BDS” 9. juli 2005 på bdsmovement.net 94 NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS 8 ligger på besat og koloniseret jord. Er afslutningen af den ’store besættelse’ målet for boykotten? Sagen om Intel›s fabrikskompleks i Kiryat Gat illustrerer både retskaffenheden og kompleksiteten i spørgsmålet om den ‘store besættelse’. Intel fabrikken ligger på palæstinensisk jord ifølge FN’s 1947-plan for deling. I krigen 1948-49 omringede den israelske hær området (Faluja lommen) og de forsvarende egyptiske styrker, men den besatte det ikke. Før egypterne trak sig tilbage ved slutningen af krigen, sikrede de en skriftlig israelsk garanti for landsbyerne Faluja og ‘Iraq al-Manshiyyas 3.100 palæstinensiske indbyggere og flygtninges personlige sikkerhed og ejendom. Den israelske hær ignorerede sin udtrykkelige forpligtelse, skræmte palæstinenserne til at flygte, konfiskerede deres jord og ødelagde landsbyerne. I 1955 blev Kiryat Gat opført på ‘Iraq al-Manshiyyas jord. Intels fabrik blev etableret dér i 1999, den største udenlandske direkte investering i Israel på det tidspunkt. Denne historie blev bragt af San Franciso Chronicle, USA i 2002 af teknologi-reporter og medlem af JVP, Henry Norr, efter dennes omstridte meningsudveksling med sin redaktør om det var eller ikke var ‘teknologi nyheder’.7 (Chronicle fyrede i 2003 Norr for at bryde sin professionelle forpligtelse til ’objektivitet’ efter at han blev arresteret i en demonstration den dag USA invaderede Irak – en begivenhed han ikke dækkede i avisen.) I juli 2008 indviede Intel et nyt fabriksanlæg i Kiryat Gat, kendt som Fab 28. Fab 28 udgør den største investering i den private sektor nogensinde i Israel (støttet af et betydeligt offentligt tilskud). Den var projekteret til at bidrage med omkring 2 pct. til 7 Henry Norr : ‹Intel Chip Plant Located on Disputed Israeli Land›, San Francisco Chronocle 8. juli 2002 på sfgate.com. Se også Benny Morris The Birth of the Palestinia Refugee Problem revisited, CUP, 2004 : 521-5. Ifølge et vidnesbyrd fra en overlevende rapporteret af Sharif Kana’na og Rashad al-Madani i Kafr Faluja, citeret af Morris skabte den israelske hær «en situation med terror, gik ind i husene og slog folk med geværkolber». 95 Joel Beinin Israels BNP – lidt mere end den samlede årlige hjælp fra USA (omkring 3 mia. US-dollars).8 Intels samarbejdspartnere i dette projekt indbefatter adskillige førende japanske firmaer: Tokyo Electron, Hitachi High Tech Instruments, Hitachi Kokusai Electric, Nikon, DNP, Daifuku, og Shinko.9 Den oprindelige Fab 18 fabrik blev overdraget til Nomonyx Israel, det lokale datterselskab af Intels joint venture med STMicroelectronics, som producerer hukommelseskort. Denne historiske baggrund giver en principiel grund til at boykotte produkterne fra Intel og Numonyx’s produktionsenheder i Kiriyat Gat. Men at gå løs på Intel ville være en kolossal opgave. Et meget stort antal computere indeholder de avancerede chips Intel producerer i Kiryat Gat, og der er titusindvis af brugere af det hukommelseskort Nymonyx producerer der. Tres år efter udsmidningen af Faluja og ‘Iraq al-Manshiyya’s indbyggere ville en kampagne med en mere umiddelbar genklang nok få større omtale. Caterpillar forsyner Israel med D9 bulldozere som den israelske hær gør til våben, og som de siden 2002 har brugt til at bygge adskillelsesbarrieren eller Apartheidmuren med. En D9 dræbte den studerende fra Evergreen State College og medlem af International Solidarity Movement (ISM) Rachel Corrie i marts 2003. Siden da har The Sisters of Loretto, The Sisters of Mercy og JVP med støtte fra US Campaign to End the Occupation med flere ført en kampagne blandt aktionærerne for at få stoppet salget af Caterpillar bulldozere til Israel.10 I tilsvarende aktioner stemte the Church of England i februar 2006 for at sælge for 2,5 millioner £ 8 Globes, 8. juli 2002. 9 ’Intel Recruits Japanese Equipment Companies for Fab 28’, EETimes Asia, 10. november 2006 €på eetasia.com 10 Se ’Our Report from the Caterpillar Shareholder’s Meeting’ på jewishvoiceforpeace.org 96 NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS 8 Caterpillar aktier. ��������������������������������������������� Kirkerne United Church of Christ, the Presbyterian Church og the United Methodist Church i USA har seriøst diskuteret de-investering fra Caterpillar. Efter syv års forsøg på at få Caterpillar til at interessere sig for virksomhedens brud på palæstinensiske rettigheder annoncerede udvalget for the Presbyterian Church’s investeringsvirksomhed ‘Mission Responsibility Through Investment’ i september 2011 at det ville anbefale kirkens generalforsamling at de-investere fra Caterpillar.11 Det vil også anbefale de-investering fra Motorola og Hewlett-Packard. Kirker i USA har ikke tidligere taget sådanne skridt som følge af pression fra jødiske organisationer i et bredt spektrum fra Americans for Peace Now til pro-Likud organisationen ’Zionist Organization of America’ der har truet med at stemple dem som ”anti-semitiske”. 12 Caterpillars salg til den israelske hær var et bærende element i Hampshire College ’Students for Justice in Palestine (SJP)’s succesfulde kampagne. Dette højt estimerede lille, private college i det vestlige Massachusetts blev den første højere amerikanske læreanstalt der de-investerede fra firmaer der profiterer på Israels besættelse. Som de fleste institutioner er Hampshires kapitalforsikringsfond kontrolleret af bestyrelsen og investeres i aktier, obligationer og andre finansielle midler. SJP argumenterede for at visse firmaer der opererer på Vestbredden var engageret i produktionen af krigsmateriel eller i brud på menneskerettighederne, og at investering i disse firmaer var et brud på Hampshire Colleges etablerede politik for socialt ansvarlig investering. Den 7. februar 2009 stemte bestyrelsen for at sælge aktierne 11 Betany Furkin : ‹MRTI Recommends PC (USA) Divestment af Three Companies›, 11. september 2011 på pcusa.org 12 ’United Methodist Church and Selective Divestment’ på jewishforpeace.org. For eksempel på det institutionelle jødiske svar se Josh Gerstein : ’Presbyterian Church Proposals Could reopen Wounds with Jews’ New York Sun 23. juni 2008 på nysun.com 97 Joel Beinin i Caterpillar, Terex, Motorola, ITT, General Electric, og United Technologies. Hampshires bestyrelsesformand bekendtgjorde at ”det var SJP’s gode arbejde der gjorde komitéen opmærksom på dette emne”, mens medlemmer af bestyrelsen benægtede dette.13 På baggrund af denne succes var Hampshire SJP og tilsluttede grupper vært for en national BDS-konference for universiteter i november 2009. Strategien der blev anvendt i Hampshire kan bruges i andre institutioner med stærke retningslinjer for socialt ansvarlig investering, og den kan imødegå argumentet om at Israel udpeges som et særligt tilfælde. (Israel er et særligt tilfælde; intet andet land, der så massivt bryder menneskerettighederne, modtager 3 mia. US dollars om året fra USA’s regering. Egypten var en tæt nummer to, i det mindste indtil det folkelige oprør der begyndte 25. januar 2011 – og det på trods af troværdige rapporter om tortur og tilbageholdelse uden sigtelse efter eks-præsident Mubaraks fordrivelse den 11. februar). Men når studerende ikke umiddelbart kan få at vide hvor deres institutionsmidler er investeret, og institutioner har en mindre solid standard for socialt ansvarlig investering, så må andre tilgange udforskes. En deinvesteringskampagne der blev indledt i 2007 af Stanford Confronting Apartheid by Israel (SCAI) mislykkedes på dette punkt, 14 ligesom adskillige andre universiteters bestræbelser der gik forud for Hampshire kampagnen. 13 Hampshire Students for Justice in Palestine : ’Hampshire College Becomes First US Univesity to Divest from Israeli Occupation’, Indypendent, 12. februar 2009 på indypendent.org 14 I et sent svar på en studenterkampagne i for de-investering mod apartheid i Sydafrika , tilføjede Stanfords bestyrelse sit svage ’Statement on Investment Responsibility’, oprindeligt vedtaget i 1971. Udtalelsen understreger at de-investering kræver alvorlig overvejelse af bestyrelsesmedlemmerne, når de « konkluderer at en virksomheds aktiviteter eller politikker er skyld i væsentlig social uretfærdighed. » Det vil sige at Stanford under ingen omstændigheder er nødt til at de-investere. 98 NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS 8 SCAI fornyede sin de-investerings kampagne i 2011, efter en frugtesløs ’dialog’ med sigte på at overtale jødiske studerende til ikke at stemple dem som ’anti-semitter’. Hurtigt efter genoptagelsen af de-investeringskampagnen ændrede SCAI sit navn til Students for Palestinian Equal Rights, i et forsøg på at rette diskussionen mod de-investering i stedet for at diskutere om Israel kan eller ikke kan kaldes en apartheidstat. Hvis man mener at Israel er en apartheidstat, og det er der god grund til at mene, kan omkostningerne ved denne taktiske fleksibilitet diskuteres; men Stanford-studenterne mente åbenbart at de blev opvejet af fordelene. I begyndelsen af det akademiske år 2011-12 havde de Stanford-studerende der argumenterede for de-investering i hvert fald ikke været i stand til at afgøre om Stanford investerede i firmaer som var medskyldige i den israelske besættelse. Det gør de næsten med sikkerhed. Men som privat institution er Stanford ikke forpligtet til at offentliggøre sine investeringer. Det er måske et projekt for Wikileaks. Efter den israelske genbesættelse af Vestbredden i 2002 og som svar på en opfordring fra ærkebiskop Desmond Tutu15 blev der sat de-investeringskampagner i gang på Princeton, Harvard, MIT, Yale, Tufts, Columbia, University of Pennsylvania og de offentlige universiteter i Californien, Illinois og North Carolina. Efter den sydafrikanske model opfordrede de fleste af dem til generel de-investering fra alle virksomheder der handlede med Israel. Kampagnen på Penn ville imidlertid de-investere fra ”virksomheder hvis forretning støtter den israelske besættelse, særligt firmaer der sælger våben til Israel og firmaer i illegale bosættelser på Vestbredden og i Gaza.” Men de præciserede ikke hvilke sådanne firmaer der var i Penns investeringsportefølje. På Columbia, 15 Desmond Tutu : ’Build Moral Pressure to End the Israeli Occupation of the Palestinian Lands’, International Tribune, 14. juli 2002. 99 Joel Beinin der nok havde de bedst organiserede bestræbelser, forlangte studerende og lærere at universitetet skulle de-investere fra ”firmaer der fremstiller og sælger våben til Israel”. Efter gennemgang af aktierne i investeringsfonden rettede Columbia-kampagnen sig mod Boeing, Caterpillar, General Electric og Lockheed Martin. Disse tidlige kampagner mødtes af en usædvanlig fjendtlighed, uanset hvordan deres mål blev formuleret. Direktøren for Columbia, Lee Bollinger, kaldte sammenligningen af Israel med apartheid-Sydafrika ”grotesk og provokerende”.16 I en henvendelse til de studerende og������������������������������������� lærerne den ���������������������������� 17. september 2002 argumenterede præsidenten for Harvard, Lawrence Summers, idet han hentydede til opfordringen til de-investering, at ”alvorlige og tænksomme mennesker kommer med argumenter og aktioner der er antisemitiske i deres virkning om ikke i deres hensigt.”17 (Summers, der sagde op i 2006 efter en mistillidsafstemning på fakultetet i kølvandet på en kommentar han kom med, der satte spørgsmålstegn ved kvinders egnethed som forskere og inge- niører, fortsatte siden med at lede præsident Obamas nationaløkonomiske råd til slutningen af 2010, hvorefter han returnerede til Harvard). Adskillige år og to krige senere, mens fanatiske afvisninger af BDS stadig er almindelige, er et bredere publikum parat til at overveje taktikken. Hvis undersøgelser afslører hvor en institutions kapitalforsikring er investeret kan særligt forbryderiske virksomhedstyper være lettere mål for de-investerings kampagner end den stribe af firmaer der handler med Israel, eller firmaer hvis aktivitet i de besatte områder er tilfældig i forhold til deres forretningsvirksomhed. Omkring 100 firmaer findes på NASDAQ-listen. Blandt dem 16 «‘President Lee Bollinger’s Statement on the Divestment Campaign », 7. november 2002 på columbiadivest.org 17 Om denne begivenhed se Judith Butler’ No, It’s Not Anti-Semitic’, London Review of Books, 21. august 2003 på lrb.co.uk 100 NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS 8 er Elbit Systems, Gilat Sattelite Networks og Magal Security Systems – alle hovedleverandører af udstyr til adskillelsesbarrieren eller Apartheidmuren. Elbit leverer også ubemandede luftfartøjer til den israelske hær der har været brugt i kamp på Vestbredden og i Gaza-striben. USA-baserede holdingselskaber er hovedaktionærer i israelske firmaer der er involveret i besættelsen. Shamrock Holdings of California ejer 38 pct. af Orad-gruppen der er involveret i bygningen af barrieren/Muren og checkpoints og 18 pct. af Ahava Dead Sea Laboratories der producerer og markedsfører skønhedsprodukter i Mitzpe Shalem, en bosættelse på Vestbredden nær det Døde Hav. De fleste mennesker køber ikke Caterpillar bulldozere eller militært udstyr eller ejer aktier i de firmaer. Det gør boykot eller de-investeringskampagner fokuseret på den slags firmaer vanskelige, undtagen i sammenhæng med institutionelle investorer. Så skønt make-up ikke har slået nogen ihjel i Israel/Palæstina, kan individuelle studerende såvel som de enkelte lærergrupper synes det er lettere at gå til at deltage i kampagnen ’Stolen Beauty’ for boykot af Ahava-produkter iværksat af Code Pink.18 Ud over Caterpillar forsyner prominente amerikanske firmaer Israel med militært udstyr, herunder Boeing (Apache helikoptere), Northrup-Grumman (våben og klyngebomber), General Dynamics (våben, klyngebomber, fosforbomber), General Electric (motorer til Apache helikoptere), L-3 Communications (våben og kommunikationssystemer), Motorola Solutions (trådløs kommunikation), United Technologies (missilsystemer, helikoptere), Raytheon (våbensystemer) og Lockheed Martin (F-15 og F-16 kampfly). Mange universiteters kapitalinvesteringsfonde ejer aktier i disse firmaer fordi de er ganske profitable. Hvorfor skulle de ikke også være det, med USA’s regerings årlige militær-relaterede 18 Læs om Code Pink’s ”Stolen Beauty” kampagne på stolenbeauty.org 101 Joel Beinin udgifter i omegnen af 1 billion US dollar, inklusive Foreign Military Sales der er finansieret med over 4,5 mia. US dollar hvoraf 1,8 mia. går til Israel? Et andet let mål er Africa Israel Investments Ltd hvis største aktionær er den russisk-israelske diamanthandler og bosætterstøtte Lev Leviv. Africa Israels datterselskab Danya Cebus har stået for byggeprojekter i bosættelserne Ariel, Modi’in ’Ilit, Ma’ale Adumim, Har Homa, Tzufin og Adam. Datterselskabet, ejendomsmægler Anglo-Saxon, har et kontor i Ma’ale Adumin og sælger boliger på Vestbredden.19 Adalah-NY, ’New York kampagnen for boykot af Israel’, har rettet sig mod Leviev. Efter kampagnens intervention har mindst fire Hollywood-stjerner klaget over at deres billeder blev vist bærende Leviev’s diamantsmykker på kendis foto-siden på www.leviev.com. Efterfølgende blev hele siden fjernet fra hjemmesiden.20 I september 2009 opfordrede Adalah-NY den største pensionsfond for højere uddannede i Nordamerika, Teachers Insurance and Annuity Association, College Retirement Equities Fund (TIAA-CREF) til at de-investere sine 257.000 US dollar i AfricaIsrael. Ud over i TIAA-CREF er pensionsmidlerne for universitetspersonale også investeret i Fidelity and Vanguard. Disse fondes midler er udspecificeret i deres kvartalsregnskaber og let tilgængelige online. Denne kampagne kunne have været en effektiv måde at engagere colleges, universitetslærere og administratorer i BDS-bevægelsen. Men Adalah og dens støtter blev pinligt berørt da det kom frem at TIAA-CREF faktisk havde solgt sine aktier 19 For mere oplysning læs Adri Nieuwhof: “Africa-Israel Under Scrutinity for Settlement Construction”, 22. juni 2009 på electronicintifada. 20 Se Adalah-NY: The New York Campaign for the Boycott of Israel på adalahny. org 102 NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS 8 i Africa-Israel flere måneder tidligere af økonomiske grunde.21 Trods dette tilbageslag kan en de-investeringskampagne rettet mod TIAA-CREF stadig være et levedygtigt projekt fordi de ejer aktier i mange andre firmaer der profiterer på besættelsen. I 2010 iværksatte JVP en kampagne der tilskyndede TIAACREF til at ”stoppe investeringerne i firmaer der profiterer på den israelske besættelse af Gaza-striben og Vestbredden, herunder Øst Jerusalem.”22 JVP’s generelle erklæring om BDS klargør at de ”støtter de-investering og boykot af firmaer der opererer i eller fra besat palæstinensisk territorium, udnytter palæstinensisk arbejdskraft og knappe miljøresurser, forsyner bosættelserne med produkter eller arbejdskraft eller producerer militært eller andet udstyr og materialer der bruges til brud på menneskerettighederne eller til at profitere på besættelsen.” Caterpillar og Elbit har en fremtrædende plads som kandidater til de-investering. Skønt JVP’s opfordring er langt mere begrænset end den palæstinensiske BDS-komités opfordring fra 2005, har komitéen godkendt JVP’s TIAA-CREF kampagne. Salgsafdelingen for erhvervs- og institutionssalg af israelske obligationer markedsfører israelske obligationer til universiteternes kapitalinvesteringsfonde. Med en rentesats på under 3 pct. har israelske obligationer ikke historisk været betragtet som kvalitetsinvestering (med de nuværende rentesatser, er dette dog måske ikke længere tilfældet); de har primært fungeret som en følelsesmæssig erklæring om ’støtte til Israel’. Blandt de uddannelsesinstitutioner der har disse obligationer er University of 21 Adalahny.org/index.php/press-release/25-press-releases-land-developer/358/ tiaa-cref-clients-ask-fund-to-divest-from-levievs-africa-israel-due-to-israelisettlements. 22 Jewish Voice for Peace website: jewishvoiceforpeace.org 103 Joel Beinin Florida, The University System of Maryland og Marquette University.23 At købe israelske obligationer har været en populær måde at støtte Israel på for USA’s fagforeninger som historisk har tætte bånd til Israels faglige forbund Histadrut. AFL-CIO og tilknyttede forbindelser er den største ikke-jødiske ejer af israelske obligationer i verden med en total beholdning i omegnen af 5 milliarder US dollar. På mange universiteter er der fagforeninger for lærerne, studieforskning og tekniske assistenter eller kontorpersonale og driftsmedarbejdere. Bilarbejderforbundet har organiseret på studiesteder for at kompensere for sit faldende antal medlemmer i bilindustrien. Det repræsenterer over 11.000 undervisningsassistenter og lærere på University of California’s undervisningssteder, over 6.000 i Californiens statsuniversitetssystem såvel som lærere, undervisningsassistenter eller arbejdere på Columbia, Cornell, New School University, University of Massachusetts, University of Washington, Boston University og andre. UAW har nok så meget som 785.000 US dollar i israelske obligationer.24 Det amerikanske lærerforbund, der repræsenterer lærerne på en række institutioner, ejer 600.000 US dollar i israelske obligationer.25 Efter 1967-krigen forlangte forsamlingen af arabiske bilarbejdere i Detroit uden held at UAW solgte sine israelske obligationer. Siden det forsøg har der ikke været nogen de-investeringskampagner mod fagforeninger før for nýlig. Inden september 2009 23 Erin Cohen: “Wild to be Honored by Israel Bonds”, Wisconsiin Chronicle, 20. Maj 2005 på jewishchronicle.org; “University of Florida Hillel Students Donate 17.000 US-dollarin Israeli Bonds to University Foundation”, 18. april 2005 på hillel.org 24 Doug Henwood: ’UAW Finances (cont.),’ Left Business Observer, 3. Januar 1998 på mail-archive.com 25 Marcy Newman: ’How Many Israel Bonds Does Your Union Own?’ US Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel, 17. April 2010 på usacbi.wordpress.com 104 NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS 8 opfordrede Connecticut-mødet i AFL-CIO’s ledelse til at sælge for 25.000 US dollar israelske aktier. Lærer og fagforeningsmedlem Stanley Heller henvendte sig til fagforeningen og fik fra formand John Olsen et løfte om at forbundets ledelse ville konferere med embedsmænd i Washington og stemme om det senere på året, men der er intet kommet ud af den bestræbelse. I december 2009 sendte Labor for Palestine, som er tilknyttet ”al-Awda - ’Retten til at vende tilbage’-koalitionen”, et åbent brev til formanden for AFLCIO, Richard Trumka hvor de opfordrede til de-investering af israelske statsobligationer samt yderligere boykot og sanktionstiltag. Men der har ikke været nogen synlig offentlig kampagne om det. Colleges og universiteter er mødesteder for kulturelle begivenheder der har israelske forfattere og kunstnere af alle slags på programmet. I februar 2009 opfordrede Minnesota Break the Bonds Campaign til boykot af Batsheva Dance Compagny›s optræden på University of Minnesota i Minneapolis. Der blev holdt en meget lille, men engageret demonstration uden for arrangementet, men forestillingen fortsatte. Forbindelsen mellem dans og nægtelsen af det palæstinensiske folks rettigheder er måske ikke umiddelbart indlysende, men linket er klart nok. Efter Libanon-krigen i 2006 inkluderede Anholt National Brands Index for første gang Israel i sin årlige undersøgelse af nationale brands. Anholt opdagede at ”Israels brand på en bred front er den mest negative vi nogensinde har målt på NBI, og den kommer ind i bunden af omtrent ethvert spørgsmål.”26 Som svar iværksatte israelske embedsfolk ’Brand Israel’-kampagnen hvis mål er at aflede opmærksomheden fra den palæstinensisk-israelske konflikt og det negative billede den skaber af Israel ved at fremme positive 26 « A country with a Bad Reputation » Ynet, 22. november 2006 på ynetnews. com 105 Joel Beinin billeder af Israel. Den israelske generalkonsul i Toronto, Amir Gissin, meddelte sit forsæt om at gøre Toronto til et ”testmarked for ’Brand Israel’, herunder ”en væsentlig israelsk tilstedeværelse på Toronto Film Festival (i 2009)”.27 I september 2009 kom filmskabere og andre med et udkast til en erklæring der bekendtgjorde deres protest mod Torontos internationale Filmfestival der præsenterede ”Spotlight on Tel-Aviv” som en del af deres by-til-by program. Den meget koncentrerede protest argumenterede for at TIFF, bevidst eller ubevidst, samarbejdede med kampagnen ”Brand Israel”. Toronto deklarationen var omhyggeligt formuleret: ”Vi protesterer ikke mod den enkelte israelske filmskaber der er med i City to City, vi antyder heller ikke at israelske film er uvelkomne på TIFF. Imidlertid protesterer vi, særligt i lyset af dette års brutale overfald på Gaza, mod brugen af en sådan vigtig, international festival til at iscenesætte en propagandakampagne for, hvad den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, tidligere præsident i USA, Jimmy Carter og præsidenten for FN’s generalforsamling Miguel d’Escoto Brockmann, alle har karakteriseret som et apartheidregime”.28 Toronto-erklæringen blev støttet af over 1500 underskrivere, herunder Harry Belafonte, Jane Fonda, Julie Christie, Danny Glover, Naomi Klein, Eve Ensler og treogtres palæstinensere og israelere, herunder Elia Suleiman og Udi Aloni. Offentliggørelsen 27 Canadian Jewish New2s, 28. august 2008 på www.cjnews.com/index2. php?option=com_content&task=viewid=q15198pop=1&page=Itemid=86 28 «Toronto Declartation : No Celebration of Occupation » åbent brev til ‘Toronto International Filmfestival’ den 9. september 2009 på torontodeclaration. blogspot.com 106 NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS 8 afstedkom hektisk fordømmelse der beskyldte underskriverne for anti-semitisme, censur, blacklisting og endog argumenterende for ”den fuldstændige fordømmelse af den jødiske stat”. Disse hysteriske påstande var baseret på en forsætlig fejllæsning af Torontoerklæringens tekst. Jane Fonda kom under ekstraordinært pres og offentliggjorde en forklarende udtalelse, men bibeholdt sin underskrift på erklæringen.29 Som svar på løgnene og presset samlede JVP 7500 flere underskrifter på 24 timer og udformede et faktapapir der gendrev stormen af løgne der cirkulerede i hele det jødiske establishment, herunder af Jeremy Ben-Ami, administrerende direktør i den netop oprettede ’pro-Israelsk, pro-fred’lobby, J Street. 30 At boykotte danseensemblet Bashevas optræden i Minneapolis er principielt ikke anderledes end at protestere mod ”Spotlight on Tel-Aviv” på Toronto filmfestival. Begge begivenheder var dele af samme ’Brand Israel’-kampagne. Men Toronto-erklæringen fik betydelig større opmærksomhed i Canada, USA og endog i Israel. Tilsyneladende var den taktiske udformning og fokus’et på et klart, afgrænset mål (sammen med Hollywood-stjernernes mediemagt) mere effektivt. Toronto-erklæringen opfordrede ikke til boykot, hvad nogen af de underskrivere der fik den største medieopmærksomhed (som Jane Fonda) ikke ville have støttet. Men den fik en tilsvarende effekt hvad der gjorde at den blev så ondskabsfuldt angrebet. Så i dette tilfælde blev mindre til mer’. Erfaringerne fra Califonia-Berkeley studenternes SJP-kampagne for de-investering peger på en tilsvarende konklusion. Den første indsats i 2001 forlangte at universitetet de-investerede alt hvad de havde investeret i firmaer der gjorde forretninger i Israel. Det gjorde universitetet ikke. Studerende for de-investering 29 Jane Fonda: An Intense Ten Days » 16. september 2009 på janefonda.com 30 www.jewishvoiceforpeace.org/publish/article_1212.shtml 107 Joel Beinin besatte som svar adskillige bygninger, og en meget højlydt og bitter debat fulgte. Men kampagnen ebbede ud. Med et taktisk skift, delvist inspireret af Hampshire College’s sejr i 2009, rettede den fornyede 2009-10 SJP kampagne sig mod to våbenhandlere der profiterer på de groveste aspekter af den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza-striben: General Electric og United Technologies. Detaljerne fra disse bestræbelser er taget op andetsteds. Her er det tilstrækkeligt at notere at skønt det ikke lykkedes kampagnen at opnå de-investering, var det en stor succes på to fronter: en omfattende regional og også national medieopmærksomhed fokuserede på emnet i ugevis; og en stærk, meget synlig og inspirerende alliance blev opbygget mellem de arabiske, israelske, muslimske og jødiske studerende og de lærergrupper der støttede de-investering. JVP lagde enorme kræfter i at støtte SJP og de-investeringsforslaget. De tætte relationer skabte som resultat en varig resurse for BDS-bevægelsen. Ikke blot demonstrerer de at BDS ikke er anti-semitisk; endnu vigtigere er det at de repræsenterer den slags menneskelige relationer det er muligt at skabe når man har samme engagement i retfærdighed, lige rettigheder og selvbestemmelse for palæstinenserne. Dette overblik over BDS-indsatser som colleges og universiteter har været engageret i og kan overveje i fremtiden illustrerer en bred vifte af tilgange og retninger. Til forskel fra Skandinavien, Spanien og Storbritannien er det nordamerikanske miljø, trods større åbenhed for debatten end nogensinde tidligere, stadig i vid udstrækning uimodtageligt for forestillingen om at Israel er eller bør gøres til en pariastat. Det er umuligt og udemokratisk at undertrykke nogens stemmer i BDS-bevægelsen. Massebevægelser består som regel af mange strømninger, og denne er fuldt ud legitim. Men hvis BDS vil ses som en fornuftig og effektiv taktik 108 NORDAMERIKANSKE COLLEGES OG UNIVERSITETER OG BDS 8 i et relativt fjendtligt miljø, bør målene vælges så de sender de enklest tilgængelige budskaber. Én af to hovedretninger i BDS-bevægelsen ser den som en kampagne mod Israel eller i det mindste statens zionistiske karakter. Den anden hovedstrømning forestiller sig det mere begrænsede mål at afslutte Israels besættelse af Vestbredden og fængslingen af Gaza-striben. Disse forskelle kan, om end ikke nødvendigvis, betyde at der vælges vidt forskellige sigtelinjer og ligeså vigtigt, forskellige former for budskaber. At fokusere på vores bekymring for folkenes skæbne snarere end på staternes fremtid kan gøre det unødvendigt at løse disse forskelle. At tilbagerulle den israelske besættelse af områderne besat i 1967 er et nødvendigt første skridt hen mod at lette det palæstinensiske folks angst og smerte under den besættelse, hen mod ændring af den lokale og globale magtbalance og mobilisering af den nødvendige politiske bevidsthed, så en diskussion kan begynde om hvad der er nødvendigt for en regional løsning af konflikten, en løsning der garanterer det palæstinensiske og israelske folks demokrati, lighed, menneskerettigheder, sikkerhed og nationale rettigheder, uanset hvor mange stater det efterlader på kortet. 109 110 9 SEKS ÅR MED BDS SUCCES! Hind Awad Mens verden fulgte med i det arabiske forår, så mange palæstinensere spor af Palæstinas revolution, specielt af den første Intifada – den folkelige opstand i 1987 – og de unge revolutionæres smukke sjæl. Regimernes fald i Tunesien og Egypten blev fejret i palæstinensiske hjem, ikke kun fordi det virkede lovende for den arabiske modstands genkomst, en konstant dimension i den palæstinensiske sag, men kapret af de diktatoriske regimer i så mange år, men også fordi det var en påmindelse om at Palæstina fortsætter med at bringe folk sammen: dem der kæmper så mange steder rundt omkring i verden mod alle former for uretfærdighed. Mens vi fortsætter med at se revolutionen udfolde sig – fra Wall Street til Madrid, fra London til Seattle – kan vi se Palæstina i enhver Tahrir Plads. Det egyptiske forår er delvist et resultat af det tidligere regimes stærke delagtighed i at fastholde den israelske besættelse og kolonisering; de egyptiske studenters mobilisering i solidaritet med Palæstina under den anden Intifada i 2000 var vigtige forløbere for januar 2011. Den uretfærdighed der er resultatet af Israels besættelse, kolonisering og styrkelse af apartheid 111 Hind Awad er dybt forbundet med virksomhedernes grådighed, miljømæssige forværring, nedskæring i undervisning og privatisering af sundhedsvæsnet, bliver der i dag protesteret imod i Nordamerika og Europa. Kanaliseringen hvert år af mia. af skatteydernes US-dollar væk fra uddannelse, sundhedsreform og social hjælp i hjemlandet for at støtte Israels militær har forbundet kampen for palæstinensernes rettigheder med årsagen til manglende lighed og social retfærdighed i USA og andre steder. BDS-bevægelsen har formidlet en vej for os til at bryde vores kollektive lænker. I 2005 – et år efter at Den internationale Domstol i Haag havde dømt Israels mur, bygget på besat palæstinensisk grund, ulovlig og også inspireret af den sydafrikanske antiapartheidkamp - appellerede størstedelen af det palæstinensiske civilsamfund til samvittighedsfulde mennesker i hele verden om at iværksætte omfattende BDS-initiativer imod Israel Det vigtigste ved opfordringen fra BDS er måske dens omfattende rettighedsbaserede tilgang. Dette er gjort med eksempler på de tre krav: afslutning af besættelsen og tilbagetrækning til grænserne fra før1967; anerkendelse af palæstinensiske indbyggeres grundlæggende menneskerettigheder og retten for de palæstinensiske flygtninge til at vende tilbage. Disse krav viser den uretfærdighed, som det palæstinensiske folk har været udsat for og begrænser ikke Israels undertrykkelse til besættelse. Tyve års skin-’fredsforhandlinger’ har givet det falske indtryk – der selv i dag er dominerende – at det palæstinensiske folk kun er dem der bor i de besatte palæstinensiske områder, og at den israelske besættelse er den eneste form for undertrykkelse af palæstinenserne. Dette har marginaliseret størstedelen af det palæstinensiske folk – dem der bor i selve Israel og dem i diasporaen og deres rettigheder; og har gjort det muligt for Israel at slippe af sted med de strengeste og legalt problematiske former for undertryk112 SEKS ÅR MED BDS SUCCES! 9 kelse uden at der er blevet stillet spørgsmål herved. BDS-bevægelsen har arbejdet for at ændre diskursen om palæstinensiske rettigheder så den omfatter rettigheder for alle palæstinensere. Bevægelsen har opfordret til en afslutning af Israels mangesidige undertrykkelsessystem som indebærer besættelse, kolonisering og apartheid – sidstnævnte inkluderer systematisk legaliseret diskriminering af palæstinenserne i Israel og en 63 år gammel afvisning af de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage. At sætte fokus på palæstinensiske rettigheder – og inkludere både de palæstinensiske indbyggere i Israel og, af afgørende betydning, de palæstinensiske flygtninge – kunne ikke opnås uden et stærkt palæstinensisk lederskab. The Palestinian BDS National Committee (BNC), oprettet i april 2008, har vist sig som den principielle forankring og reference til den globale BDS-bevægelse. BNC, den bredeste koalition i det palæstinensiske civilsamfund, består af de største koalitioner, netværk og sammenslutninger af palæstinensiske indbyggere i Israel og af palæstinensiske flygtninge, såvel dem der lever på Vestbredden som dem i Gaza. BNC har konstant fremført en stærk og forenet palæstinensisk stemme og fortsætter med at lede og guide den globale BDS-bevægelse, mens den fuldt ud respekterer princippet om sammenhængens betydning– ideen om at opfordringen til BDS skal implementeres i hvert lokalsamfund på en måde der passer ind i de særlige omstændigheder i det lokale miljø og besluttet af de lokale aktivister. I de sidste seks år har BDS været det mest effektive udtryk for solidaritet med det palæstinensiske folk og en vellykket måde at udfordre Israels straffrihed på. De sejre som BDS-kampagnen har opnået overgik alle forventninger for så ung en bevægelse selv i sammenligning med den sydafrikanske BDS- kampagne. Kampagnen er især vokset hurtigt i kølvandet på den israelske massakre i Gaza i 2008-09 og angrebet på Freedom Flotillaen. 113 Hind Awad Bevægelsen har nu bredt sig langt ud over rammerne for en traditionel solidaritetsbevægelse og inkluderer aktive og engagerede deltagere fra fagforeninger, trossamfund, mainstream NGO’er og politiske partier. Et hurtigt overblik over nogle af de største og mest vellykkede kampagner viser hvordan bevægelsen er vokset. En af de mest vellykkede er BDS-kampagnen imod Veolia, et fransk multinationalt selskab, indblandet i udviklingen af Jerusalems letbane (JLR), en illegal letbane der forbinder Jerusalem med illegale israelske bosættelser, og som cementerer Israels greb om de besatte områder tillige med Israels indblanding i en mangfoldighed af affalds- og transportinfrastrukturer for illegale bosættelser. Det er lykkedes at udstille det franske multinationale selskab over hele verden, men specielt i Europa. I Stockholm har en civilsamfunds-kampagne ført til at Veolia mistede kontrakter for driften af byens metrosystem til 3,5 mia. euro. Den målrettede og internationalt koordinerede kampagne mod Veolia har ført til at selskabet har mistet kontrakter til mere end 5 mia. euro i Frankrig, England, Wales, Irland og Australien tilsammen. I slutningen af sidste år meddelte Veolia og Alstom, et andet fransk multinationalt selskab involveret i JLR, at de ville sælge deres andele i driftsselskabet. Det faktum at både Veolia og Alstom bliver erstattet af israelske selskaber med ringe erfaring, frem for velrenommerede internationale selskaber som ville være mere kvalificerede til at udfylde deres plads, kan kun ses som en succes for kampagnen: ingen internationale selskaber har lyst til at blive udpeget af vores yderst effektive og synlige bevægelse. BDS- bevægelsen viser virksomheder der støtter Israels apartheid at der er en pris at betale for deres aktive medvirken. Kampagnerne mod Veolia og Alstom vil fortsætte indtil de stopper med at medvirke og leverer passende erstatning. 114 SEKS ÅR MED BDS SUCCES! 9 Kirker i England, Sverige, USA og andre steder laver undersøgelser og implementerer deres egne BDS-kampagner, overvejende som svar på Kairo-dokumentet – et dokument udfærdiget af prominente palæstinensiske ledere med en opfordring til kirker verden over ”til at sige sandheden og ærligt tage stilling til Israels besættelse af palæstinensisk jord”. Kairos Palæstina godkender entydigt BDS som en af de væsentligste ikke-voldelige former for solidaritet, som internationale trossamfund tilskyndes til at tilslutte sig: ”Vi ser boykot og de-investering som midler til retfærdighed, fred og sikkerhed.”1 Fagforeninger har historisk set været spydspidsen i kampe mod uretfærdighed, specielt kampen mod Sydafrikas apartheid. Fagforeninger i Sydafrika, Frankrig, Belgien, Irland, Sverige, Italien, Australien, Canada, Brasilien, Indien, Norge og andre steder har for nylig taget enkeltdele af BDS-kampagnen i brug. I England har The Trades Union Congress, som repræsenterer 7 mio. arbejdere, påbegyndt oplysningsaktiviteter for alle medlemmer om nødvendigheden af at boykotte den israelske apartheid. Fagforeningskongresserne i Sydafrika, Irland, Skotland, Brasilien og desuden mange foreninger rundt omkring i verden er i gang med at afbryde forbindelser til den racistiske Histadrutarbejderorganisation. Få dage efter Israels angreb på Freedom Flotillaen i maj 2010 fulgte de svenske havnearbejderes forbund den palæstinensiske fagbevægelses opfordring til at blokere israelske skibe og gik i gang med at blokere 500 tons last der kom fra Israel. De blev fulgt op af modige aktioner udført af ILWU Lokalafdeling 10’s havnearbejdere fra afdelingen i Oakland, Californien der forhindrede et israelsk skib i at lægge til kaj i 24 timer, og af havnearbejdere i Sydafrika, Indien, Tyrkiet og andetsteds. CUT – den største og vigtigste fagforening i Brasilien som 1 Se kap. 15 115 Hind Awad repræsenterer over 20 mio. arbejdere, har for nylig tilsluttet sig BDS som grundlag for deres aktivistiske solidaritet og arbejder på et program der skal sprede BDS blandt medlemmerne. Sanktioner, ledet af arbejdere inden for BDS-rammerne, er blevet den toneangivende form for solidaritet med det palæstinensiske folk inden for de internationale fagforeningers netværk. Den akademiske boykot – formentlig den mest udfordrende af alle former for boykot – har spredt debatten vidt omkring om de selvtilstrækkelige israelske akademiske institutioners medvirken til at planlægge, retfærdiggøre og sikre den uendelige fortsættelse af statens koloniserings- og apartheidpolitik, herunder dens krigsforbrydelser i Gaza, Jerusalem og andre steder. I maj 2010 skabte kongressen for det Britiske Universitet og College Union (UCU) historie ved at stemme for boykot af Ariel University Center of Samaria (AUCS), et israelsk koloni-uddannelsessted på besat palæstinensisk område, og for at afbryde al forbindelse med Histadrut, den racistiske israelske arbejderorganisation der er en bærende kraft i den israelske stats apartheidpolitik. Universitetsmedarbejdere i Canadian Union of Public Employees vedtog et forslag med opfordring til en akademisk boykot af Israel i februar 2009. Det lykkedes også akademikerne at presse deres institutioner til at afbryde finansielle forbindelser med Israel. For nylig skabte Johannesburg University historie ved at afbryde forbindelsen til Ben-Gurion University og blev det første universitet i verden der afbrød forbindelser med en israelsk akademisk institution. Studenter i USA, England, og andre steder har organiseret kampagner for boykot af israelske produkter og for de-investering fra selskaber der profiterer på Israels besættelse. Efter Israels angreb på Gaza i januar 2009 slog de studerende sig ned i treogtredive universitetsbyer i England og ’besatte’ dele af universitetsområdet og krævede blandt andet de-investeringer 116 SEKS ÅR MED BDS SUCCES! 9 fra israelske firmaer og andre virksomheder der profiterer på besættelsen. I februar 2009 blev Hampshire College i USA det første der de-investerede fra virksomheder der var involveret i Israels besættelse, akkurat som det havde været det første i USA der deinvesterede fra apartheid-Sydafrika. I 2010 arbejdede studenter på UC Berkeley på en velorganiseret de-investeringskampagne der gav masser af opmærksomhed. De fik støtte fra ærkebiskop Desmond Tutu, Naomi Klein, Judith Butler, Heidi Epstein og andre kendte personer. Jewish Voices for Peace har organiseret en kampagne hvor de opfordrer et gigantisk pensionsselskab til at de-investere fra fem selskaber der støtter besættelsen. Deres kampagne har fået opbakning fra adskillige organisationer og studentergrupper over hele USA. Kreative forbrugerboykot kampagner har tilvejebragt et fremragende middel til at engagere større dele af offentligheden i BDS-bevægelsen. Code Pink’s ’Stolen Beauty’-kampagne rettet mod Ahava, et israelsk kosmetikfirma der fremstiller deres produkter i en bosættelse, har haft succes med at overbevise en del detailhandlere i USA, Canada og England om at droppe Ahava. Kampagnen har spredt sig til Canada, Australien, og dele af Europa som et resultat af de kreative protestformer og brugen af sociale medier. I Frankrig har en stor sammenslutning af mere end hundrede NGO’er og fem politiske partier organiseret en kampagne for boykot af Agrexco, Israels største eksportør af landbrugsprodukter. Agrexco har været mål for folkelige boykotter, blokader, demonstrationer og direkte aktioner overalt i Europa. I Italien og i England lavede aktivister direkte aktioner for at presse supermarkeder til at droppe Agrexcos produkter. I september 2011 trådte Agrexco i likvidation. Som i Sydafrika er sanktioner fra regeringer og offentlige instanser først blevet gennemført efter at boykot og de-investerin117 Hind Awad ger er blevet udbredt på græsrodsniveau. I den palæstinensiske BDS-kampagnes seks korte år har vi været vidne til et antal aktioner fra regeringer i form af sanktioner. For at nævne nogle få, blev et israelsk akademisk hold fra Ariel Collegeudelukket fra en prestigefuld konkurrence om bæredygtig arkitektur, organiseret af den spanske regering i 2009, fordi universitetet ligger i en bosættelse på Vestbredden. Den norske regerings pensionsfond, den tredjestørste i verden, de-investerede fra Elbit Systems i 2009 efter anbefaling fra det etiske råd, på grund af kompagniets engagement i levering af sikkerhedsanordninger til Israels illegale mur og levering af droner til den israelske hær. Et år senere de-investerede den norske regerings pensionsfond fra to andre israelske selskaber på grund af deres aktiviteter i bosættelserne. Deutsche Bahn, et regeringsejet tysk jernbaneselskab, har stoppet sit engagement i det israelske A1 jernbaneprojekt der skærer igennem den besatte Vestbred. Måske er kulturel boykot den mest synlige form for BDS-aktion. Langt fra at være ”hævet over politik” spiller israelske kulturelle institutioner i ’Brand Israel’- kampagnen en nøglerolle i det israelske udenrigsministerium ved at puste statens image op og hvidvaske dens koloniale politik og krigsforbrydelser. Et stigende antal kulturelle superstjerner har tilsluttet sig den kulturelle boykot af Israel og nægter at levere kulturel fernis for israelsk apartheid. Kunstnere der har aflyst koncerter og arrangementer i Israel tæller blandt andre Gil Scott-Heron, Elvis Costello, The Pixies, Mike Leigh, Klaxons og the Gorillaz Sound System. Væsentligt er at Hollywoods superstjerner Meg Ryan og Dustin Hoffman annullerede deres deltagelse i Jerusalem Film Festival 2010 efter angrebet på Freedom Flotillaen. Dertil kommer at kulturelle personligheder som John Berger, Roger Waters, Ken Loach, Judith Butler, Naomi Klein, the Yes Men, Sarah Schulman, Aharon Sha118 SEKS ÅR MED BDS SUCCES! 9 btai, Udi Aloni, John Greyson, Adrienne Rich, og John Williams utvetydigt har støttet den palæstinensiske kulturelle boykot af Israel. Et antal kulturpersonligheder har også nægtet at deltage i Israels officielle kulturelle begivenheder af politiske grunde, heriblandt Augusto Boal, Roger Waters, André Brink, Vincenzo Consolo, og Nigel Kennedy; og kulturpersonligheder som Bono, Björk, Jean-Luc Godard, SnoopDogg, og andre har afslået tilbud om at deltage i arrangementer i Israel – eller har taget imod, men efterfølgende annulleret uden at give specifikke politiske grunde. Et andet succeskriterium for den globale BDS-bevægelse kan måles på den israelske reaktion på BDS-kampagnen. Det Israelske Knesset har for nylig vedtaget en lov der kriminaliserer boykot af Israel, såvel for enkeltpersoner som for organisationer der opfordrer til det. The Reut Institute, en fremtrædende israelsk tænketank, har kategoriseret BDS-kampagnen som en ”strategisk trussel” der kunne udvikle sig til en eksistentiel trussel. Endvidere har israelske politikere i nøglepositioner udsendt advarende udtalelser om den voksende BDS-bevægelse og isolation af Israel. Efter premierminister Netanyahus seneste tale ved Den amerikanske Kongres i maj 2011 talte han med medlem af Knesset, Binyamin ”Fuad” Ben-Eliezer. ”Hør her, Bibi,” knurrede Ben-Eliezer. ”Jeg ønsker dig tillykke med Kongressens krammer, men det vil ikke fjerne os fra vejen mod konfrontation. Vores situation i Europa er meget dårlig. Præsident Obama sagde alt det vi ønskede han skulle sige … Som tidligere industri og handelsminister siger jeg dig: Markederne lukker. Vi vil lide under en ødelæggende økonomisk storm.” Præsident Shimon Peres har også udtrykt frygt for at Israel vil blive udsat for økonomisk boykot og sanktioner. ”Der er ikke brug for boykot,”, sagde han. ”Det ville være tilstrækkeligt at havne i 119 Hind Awad Europa og Canada stopper med at losse israelske varer. Det er allerede begyndt.” Vicepremierminister Ehud Barak har også slået alarm. ”Der er kræfter i verden, ganske magtfulde, i forskellige lande, indbefattet venligtsindede, i fagforeninger, (blandt) akademikere, forbrugere, grønne politiske partier,” advarede han, ”og denne drivkraft er kulmineret i en bred bevægelse kaldet BDS … det var det der blev gjort imod Sydafrika.” Siden starten har BDS-bevægelsen bredt sig og opnået effektivitet langt ud over hvad der oprindeligt blev troet muligt for bare seks år siden. Opfordringen fra bevægelsen bliver i stigende omfang besvaret af mainstream og magtfulde aktører. Kulturelle superstjerner, globale finansielle institutioner, betydningsfulde fagforeninger, trosgrupper, politiske partier, regeringer og alle slags samvittighedsfulde enkeltpersoner – alle er begyndt at skride til handling. Vores globale bevægelse er faktisk begyndt at isolere Israel. 120 10 BDS i USA 2001-2010 Noura Erakat Den 26. april 2010 stadfæstede konsistorium på Berkeley University i Californien med én stemmes flertal et afgørende veto mod SB 118 – studenterrådets resolution, som godkendte deinvestering af universitetets indeståender i General Electric og United Technologies, to selskaber der profiterer på den israelske besættelse af Østjerusalem, Vestbredden og Gaza. Resolutionens forslagsstillere behøvede 14 stemmer for at nedstemme vetoet, og da 16 konsistoriemedlemmer havde talt for at gøre det, syntes det at være en enkel opgave. Men afstemningen på Berkeley havde flyttet nationale, proisraelske organisationers opmærksomhed fra Capitol Hill mod vest og skabt en uhellig alliance mellem det aggressive American Israel Public Affairs Committee (AIPAC) og dennes selvudnævnte progressive rival, J Street. De to grupperinger samarbejdede om at lobbye på universitetet for at fastholde vetoet. Det endte med at to konsistoriemedlemmer ændrede deres stemme, og en tredje afstod med resultatet: 13 for at underkende vetoet og fem imod. Selvom studenterorganisationens procedureregler senere har blokeret for de-investeringen, er tallene udtryk for den stærke 121 Noura Erakat støtte til de-investering på Berkeley University og må anses for at være en milepæl i BDS-bevægelsen. Den skingre reaktion på Berkeleys resolution fra grupper uden for universitetet afspejlede den kendsgerning at BDS-bevægelsen blev taget mere alvorligt af sine modstandere end nogensinde før. Berkeley-studenterne havde været med i forreste række af BDS lige siden den 6. februar 2001, den dag Ariel Sharon blev israelsk premierminister. De oprettede en model af et checkpoint på universitetet og udfoldede bannere med slagord som ”De-invester fra israelsk apartheid.” I løbet af tre års tid spredte denne første de-investeringskampagne på et universitet sig både til snesevis af andre amerikanske undervisningssteder og til kirke- og lokalorganisationer. Alligevel fik bevægelsen ikke international legitimitet og fremkaldte alvorlige modreaktioner indtil der kom en opfordring til BDS fra det palæstinensiske civilsamfund i 2005. Siden da og især siden det internationale samfunds opsigtsvækkende fiasko i forhold til at holde Israel ansvarlig for krigsforbrydelserne begået under Operation Cast Lead, angrebet på Gaza i vinteren 2008-09, er ideen om at bruge uofficielle fremgangsmåder for at kunne pege på israelske overtrædelser af menneskerettigheder trængt ind i almindelige institutioner. Der er ikke længere kun tale om idealistiske studenters engagement - BDS-krav har genlydt i amerikanske detailforretninger, virksomheder og internationale multilaterale organisationer. Den stadig mere udbredte accept af bevægelsen blandt almindelige interessenter stemmer overens med en stadig lavere tiltro til bestræbelserne på at opnå en forhandlet to-stats løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Mens statsoverhoveder ikke er i stand til at opnå selv de mest beskedne indrømmelser fra Israel som fx stop for bosættelser, har BDS-aktivister i stigende grad (omend langsomt) opnået øget overensstemmelse med inter122 BDS i USA 2001-2010 10 national lov blandt selskaber og institutioner, som har distanceret sig fra eller de-investeret deres indeståender i bosætterrelateret virksomhed. Sejrene for BDS har til dato, i det mindste i USA, været rettet mod den israelske politik i forhold til de besatte områder. Det er opfattelsen at det, der skal boykottes og rettes sanktioner imod, er besættelsen og ikke Israel selv. Men bevægelsen henter inspiration fra tilsvarende aktiviteter rettet mod apartheid i Sydafrika i 1980’erne sammenkoblet med opfordringen fra Palæstina i 2005, som også omfatter kravet om lighed for Israels palæstinensiske statsborgere og retten til tilbagevenden for palæstinensiske flygtninge. Denne sammensætning gør BDS afskyelig for mange der er loyale over for to-stats løsningen. J Street fx ser bevægelsen som et angreb på Israels karakter som en jødisk stat. I indledningen på sin blog mod Berkeleys resolution klager Isaac Luria fra J Street over at bevægelsen “ikke formår at skelne klart imellem modstanden mod besættelsen efter 1967 og modstanden mod selve eksistensen af staten Israel som et demokratisk hjem for det jødiske folk. Selv om det ikke var hensigten hos de studerende der lavede resolutionen gribes dens vedtagelse nu af den globale BDSbevægelse som en sejr i dens bredere kampagne.” BDS-aktivisterne insisterer på at de lægger vægt på rettigheder i modsætning til politiske løsninger netop for at undgå debatten om hvorvidt Israel og Palæstina skal være en eller to stater. De anerkender imidlertid at hvis kravene fra 2005 bærer frugt, kan det føre til at Israel bliver én stat for alle sine indbyggere uanset religion. Derfor er det uundgåeligt at BDS vil blive bandlyst ikke kun af AIPAC, men også af J Street og arabisk-amerikanske 123 Noura Erakat tilhængere af en to-stats løsning som Hussein Ibish fra the American Task Force on Palestine. Fordi den vækker vrede både i højre og venstre side af spektret af tilladelige synspunkter på Israel-Palæstina i Washington, skærer BDS-platformen direkte ind til benet af konflikten mellem Israel og Palæstina – og kan som sådan blive central i konflikten selv. Visioner om retfærdighed På Verdenskonferencen mod racisme i Durban i Sydafrika i 2001 ligestillede NGO’er og aktivister Israels racediskriminerende politik både i selve Israel og i de besatte områder med apartheid og anbefalede BDS som en strategi for modstandskampen. Lige siden da har aktivisterne trukket på den generelle definition på apartheid udlagt i 1973 af International Convention on the Suppression and Punishment of the Crime of Apartheid: - politik ”designet til at opdele befolkningen … ved at etablere adskilte områder og ghettoer for medlemmer af racegrupper (eller) ekspropriering af landejendom (eller) forfølgelse af organisationer eller personer … fordi de er modstandere af apartheid.” Derefter udstedte en gruppe palæstinensiske intellektuelle og akademikere i 2004 en opfordring til akademisk og kulturel boykot af Israel. Den 9. juli 2005, et år efter at Den internationale Domstol i Haag i sin historiske, vejledende udtalelse erklærede placeringen af Israels mur ulovlig, udstedte 170 af det palæstinensiske civilsamfunds organisationer en opfordring til BDS. Den tredelte strategi udspringer af økonomisk logik: Israel må adlyde folkeretten fordi det er for dyrt at undlade det politisk som økonomisk og må gøre det ved at ”afslutte sin besættelse og kolonisering af ethvert stykke arabisk jord og rive Muren ned; tilkende de arabiskpalæstinensiske indbyggere fuld lighed og respektere, beskytte og 124 BDS i USA 2001-2010 10 fremme de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom som fastsat i FN Resolution 194.” Denne opfordring markerede et betydningsfuldt skifte i den palæstinensiske bevægelse for selvbestemmelse. Det vigtigste er at den understregede palæstinensernes rettigheder, uanset hvor, uafhængigt af hvilken stat de måtte bo i i dag, eller hvor de forestiller sig at bo i morgen. Omar Barghouti, grundlægger og medlem af bestyrelsen for PACBI og forfatter af 2005-dokumentet, forklarer at ”det fundamentale grundlag for BDS-opfordringen var dens rettighedsbaserede tilgang som ikke peger på nogen bestemt politisk løsning på den arabisk-israelske koloniale konflikt, men fastholder at en retfærdig og holdbar løsning nødvendigvis må forholde sig til alle tre grundlæggende rettigheder som er indeholdt i opfordringen.” Ikke alle anser bekræftelsen af alle tre rettigheder for at være en neutral handling. J Street og ligesindede ser dem som en trussel mod Israels selvudråbte identitet som en jødisk stat, fordi tilbagevenden af flygtninge i et betydeligt antal vil gøre jøderne til et lille mindretal. Dem på den propalæstinensiske side, der fastholder to-stats løsningen såsom Ibish, har tolket opfordringen som en afvisning af det statsopbygningsprojekt som blev påbegyndt i 1993 og som en tilbagevenden til befrielsesmodellen. Men det var vigtigt for forfatterne at repræsentere alle palæstinenseres interesser og ikke kun dem, der bor inden for en fremtidig palæstinensisk stats elastiske grænser. Derfor kræver opfordringens anden klausul også fuld lighed for Israels ikke-jødiske indbyggere. Det er logisk at denne klausul er sat ind, når Ittijah, paraplynetværket for palæstinensiske NGO’er i Israel, har deltaget i udformningen. Ittijah kræver ligebehandling for loven uanset race, etnisk herkomst, national oprindelse og religion. Set fra palæstinensernes side vil det at være imod denne klausul være 125 Noura Erakat det samme som at afvise palæstinensernes egen definition af sig selv som én samlet national enhed. Men den anden klausul er for tilhængere af palæstinensernes menneskerettigheder, som foretrækker kun at sætte besættelsen under anklage, stadig en fornærmelse mod deres solidaritet. Disse tilhængere kunne ønske et ophør af jødiske privilegier i Israel, men det går længere end mandatet for en bevægelse for palæstinensisk selvbestemmelse. Uanset bestræbelser på at undgå politiske løsninger er BDSopfordringen derfor blevet forstået som en indforstået accept af en en-stats løsning. Det er måske overraskende at mange palæstinensiske NGOrepræsentanter i de besatte områder i begyndelsen også var imod BDS-opfordringen. De anså den omfattende vægt på palæstinensiske rettigheder for en tilsløret accept af en-stats løsningen og derfor for et slag mod det palæstinensiske selvstyre og en undergravning af den strategiske linje for den palæstinensiske nationale bevægelse siden slutningen af 1980’erne og fastholdt i ’fredsprocessen’ i 1990’erne. Forfatterne af opfordringen herunder PACBI, Ittijah, Badil og Stop the Wall har brugt enormt meget tid og energi på at forklare at den grundlæggende vægt på rettigheder var nødvendig for at give oprejsning til den palæstinensiske nationale enheds sag i modsætning til at støtte en bestemt politisk løsning. I sidste ende hjalp the Council of National and Islamic Forces in Palestine, det koordinerende organ for de større politiske partier i de besatte områder sammen med PLO’s større masseorganisationer med til at de mere betydningsfulde sektorer i det palæstinensiske civilsamfund i de besatte områder og andetsteds accepterede BDS-opfordringen. Selvstyret, som er begrænset af ’fredsprocessen,’ har hverken accepteret eller afvist BDS-opfordringen, men har iværksat en begrænset boykot af varer som er produceret i bosættelser. I januar 2010 foranstaltede 126 BDS i USA 2001-2010 10 premierminister Salem Fayyad afbrændingen af bosættelsesprodukter for en million US dollar og oprettede en National Dignity Fund til støtte for produktion og distribution af palæstinensisk fremstillede varer. I modsætning til 2005-opfordringen gentager PA den statscentrerede tilgang for en løsning af konflikten og forsøger derfor heller ikke at repræsentere en forenet palæstinensisk national enheds rettigheder. Barghouti forklarer at opfordringen til lighed i Israel er det mindst populære element i opfordringen blandt solidaritetsaktivister – endog mere kontroversielt end retten til tilbagevenden fordi den går ud over at opfordre Israel til at være tilbageholdende i sin politik i de palæstinensiske områder, og fordi den kræver at Israel ændrer sin indenrigspolitik og giver ikke-jødiske arabiske borgere fuld lighed. Men som Barghouti spørger: ”Hvis et politisk system er bygget på et grundlag af ulighed og falder sammen hvis der indføres lighed, er det så et system der er værd at bevare?” Mainstream BDS Barghoutis retoriske spørgsmål er præcis det som gør BDS så kontroversiel. Selvom BDS i virkeligheden er en reformbevægelse, som søger at ændre virksomhedernes og statens adfærd, er den blevet anset for at være radikal. Mark Lance, en filosofiprofessor fra Georgetown og medgrundlægger af Stop US Taxpayer Aid to Israel Now (SUSTAIN) forklarer at da hans gruppe første gang i 2001 nærmede sig andre grupper med ideen om de-investering, blev de fjendtligt afvist som naive. De etablerede solidaritetsorganisationer frygtede at en sådan taktik ville skræmme den almindelige amerikaner væk, som ellers var klar til at støtte en palæstinensisk stat, men ikke til at kritisere Israel eller sætte spørgsmålstegn ved dets indenrigspolitik. SUSTAIN ændrede retning og anvendte sin energi på unge grupper der 127 Noura Erakat arbejdede for international retfærdighed, siger Lance og ventede på at tiden skulle blive moden til BDS. Inden for to år havde The US Campaign to end Israeli Occupation - ”bindevævet” mellem amerikanske Palæstina solidaritetsgrupper - optaget adskillige BDS-aktivister. Grundlagt i 2001 med et tilskud på blot 20.000 US dollars og nogle få snese medlemsorganisationer er kampagnen i dag vokset til mere end 300 medlemmer og kan prale af et budget på 250.000 US-dollar. I 2005 accepterede kampagnen BDS-opfordringen og gennemførte en kampagne mod Caterpillar, som fremstiller tunge bulldozere der anvendes af den israelske hær til at jævne palæstinensiske hjem med jorden. Phyllis Bennis, medgrundlægger af kampagnen og medlem af bestyrelsen, forklarer, at Caterpillar blev udpeget som mål på grund af sin rolle i ødelæggelsen af palæstinensiske oliventræer og mordet på Rachel Correi, den studerende fra Evergreen State College, som blev kørt henover af en bulldozer i 2003 da hun forsøgte at forhindre ødelæggelsen af et hjem. ”Snart”, fortæller Bennis, ”bevægede diskussionen sig fra Caterpillar som det taktiske mål til den strategiske udfordring: at opbygge en kampagne mod selskabers profitering på besættelsen.” Kampagnens fokus, som afspejler medlemsgruppernes krav, har ændret sig hele tiden. I 2006 vedtog sammenslutningen en anti-apartheid ramme som gør rede for forskelsbehandlingen af Israels ikke-jødiske befolkning, og i 2009 tilsluttede den sig den akademiske og kulturelle boykot af Israel, et andet kontroversielt element i BDS- bevægelsen. Kampagnens udvikling fra at kræve de-investering i besættelsen til at boykotte Israel kan måske være et signal til forandring i mainstream organisationer der er gået ind i BDS-bevægelsen, men som har begrænset sine aktiviteter til 128 BDS i USA 2001-2010 10 at rette sig imod de selskaber der profiterer på krig ved at deltage i besættelsen. Code Pink, kvindernes fredsgruppe berømt for deres top-til-tå pink beklædning og deres frække ødelæggelse af det-går-som-detplejer på Capitol Hill, forenede sig i modstanden mod krigen i Afghanistan og Irak. Ifølge medlemmet, Nancy Kricorian, udvidede Code Pink sit mandat til at omfatte besættelsen af Palæstina, da de gik ind i kampagnen i 2006 – men det var stort set en symbolsk gestus da gruppens arbejde forblev fokuseret på Afghanistan og Irak. Dette stille engagement blev meget mere højlydt efter Operation Cast Lead da Code Pink bragte Palæstina øverst på og i centrum af deres dagsorden til mange af deres medlemmers og grundlæggeres forfærdelse. Uforstyrret har kvindegruppen siden ledsaget to delegationer til Gaza, været med til at lede Gaza frihedsmarchen i januar 2010, iværksat Stolen Beauty – en boykot af kosmetikmærket Ahava fremstillet i bosættelser. Siden begyndelsen i juni 2009 har Stolen Beauty presset Oxfam til at suspendere sin goodwill ambassadør, ‘Sex and the City’-stjernen Kirsten Davies før udløb af hendes kontrakt som Ahava talskvinde og presset Costco, en national grossist, til at tage produktet ned fra hylderne. På trods af disse resultater, som har været dækket af New York Post og andre steder, bemærker Kricorian at hendes gruppe bruger ”A-ordet” varsomt. Mens BDS kan forstås inden for rammen: selskabers ansvarlighed og krigsprofit, så er betegnelsen ’apartheid’ kontroversiel. ”Dette ord vækker folks følelser på en måde der udelukker dialog. Den virker som en aftrækker på grund af dens historie i Sydafrika, men i tilfældet Sydafrika ville de færreste have drømt om at sige at apartheid var for sikkerhedens skyld, eller at det var en god idé at holde sorte i bantustans.” 129 Noura Erakat Fayyad Sbaihat, en tidligere studerende på universitetet i Wisconsin og ledende medlem af al-Awda Wisconsin, som organiserede fakultetets accept af de-investering i Wisconsins Universitets 25 campusområder i 2005, forklarer at den første og den stærkeste modstand mod BDS kom fra gamle allierede som frygtede at bevægelsen ville skubbe frisindede væk eller fremkalde tilbageslag i Israel.” Det var en hindring på den korte bane”, siger Sbaihat. ”Ikke alene var BDS for meget at bede Palæstina ’når-deter-godt-vejr-vennerne’ om, det var også for meget for dem at skulle acceptere eller leve med sammenligningen med apartheid. Imidlertid fik dele af BDS-appellen, som vi godkendte den, de mindre interesserede til at begynde at stille spørgsmål og stille spørgsmål om Israels karakter, og det at bruge apartheid- sammenligningen var en måde at fremprovokere spørgsmål fra den tilfældige iagttager på.” Glenn Dickson håber at præsentere netop denne udfordring for den presbyterianske kirke i USA. På sin generalforsamling i 2004 accepterede den 2,3 millioner store kir�������������������������� ke de-investering fra selskaber som profiterer på Israels besættelse, med et overvældende flertal på 460 mod 41. På trods af trusler om nedbrænding af bedehuse og pression fra Kongressen for at trække resolutionen tilbage har kirken bekræftet sin tilslutning til fælles engagement på efterfølgende generalforsamlinger hvor støtten til de-investering blot er taget til. I 2006 var 17 af de 170 forslag til forsamlingen modstandere af resolutionen om de-investering, mens der i 2008 kun var to der protesterede mod kirkens standpunkt. I dag har Presbyterians’ Mission Responsibility Through Investment Committee taget afstand fra at Caterpillar har profiteret 130 BDS i USA 2001-2010 10 på ikke-fredelig anvendelse af sine produkter og fortsætter med at undersøge de-investering i Motorola, ITT, Citibank og United Technologies for deres understøttelse af besættelsen. Dickson er den aftrådte presbyterianske præst som introducerede de-investerings-resolutionen i 2004. Han overvejede dengang ikke at medtage boykot, fordi han følte at boykot i modsætning til de-investering, som giver mulighed for fælles engagement, udelukker dialog. Han forudsagde ganske rigtigt at de-investering har et potentiale for at skabe uenighed på trods af kirkens arv om principiel de-investering i Sydafrika, Indonesien og Sudan blandt andre overtrædere af menneskerettighederne. I dag overvejer Dickson og hans kolleger at introducere begrebet apartheid for generalforsamlingen 2010, fordi ”det vil hjælpe folk til at forstå at Israel er lige så slemt som Sydafrika i forhold til landets dårlige behandling af farvede … fordi de fleste i USA anser Israel for at være et menneskekærligt demokrati, mens de anser palæstinenserne for at være terrorrister, vil det at forstå hvordan Israel er hjælpe os.” Velsignelse eller byrde? På trods af dens populære tilknytning til Sydafrikas erfaring er betegnelsen ’apartheid’ ikke et nødvendigt element i BDS-strategien, selvom det kan være et nyttigt instrument til at “brande” Israel med. Ligesom kampagnen i USA har presbyterianerne og aktivistgrupper iværksat BDS-kampagner uden at anvende den belastede betegnelse for så at anvende den senere efterhånden som deres anstrengelser for støtte udviklede sig. Selv Students Confronting Apartheid by Israel, en gruppe på Stanford University for hvem betegnelsen var åbenlyst central, har kun brugt den taktisk. 131 Noura Erakat Ifølge Omar Shakir, medgrundlægger af gruppen, som nu er i Georgetown, ønskede de studerende på Stanford at gøre apartheid central for at vise den store forskel der ligger indbygget i den israelsk-palæstinensiske konflikt og bevæge sig ud over talemåden om ”to sider”, som kunne betyde at Israel og palæstinenserne har de samme resurse at trække på. Mens oppositionen på universitetet fokuserede på asymmetrien mellem de sydafrikanske og de palæstinensiske forhold, droppede Shakir og hans kolleger den ramme og fokuserede i stedet på de-investerings kriteriet, inklusive forskelsbehandlingen af Israels ikke-jødiske arabiske befolkning. Metoden var her at beskrive overtrædelsen hellere end at kalde den ved navn. ”I begyndelsen ” kommenterer Shakir, ”fokuserede oppositionen mere på apartheid end på vores mål, deinvestering … vi kunne godt lide den måde vi gjorde det på fordi vi kunne vælge, vi var ikke gift med apartheid.” Apartheid-rammen er både en velsignelse og en byrde. På den ene side, fordi den sydafrikanske erfaring er så godt kendt og så almindeligt fordømt at den blotte bemærkning om apartheid tvinger pro-israelske fortalere til at forsvare et forskanset system af racediskriminering og undertrykkelse snarere end at samle sympati for Israels sikkerhed. På den anden side er de to forhold langt fra identiske. Ingen sorte sydafrikanere fik lov til at stemme eller til at deltage i regeringen som de palæstinensiske indbyggere i Israel får det. De sorte blev heller ikke underkastet militære offensiver eller humanitært belastende blokader som palæstinenserne bliver det i Gaza; og tusinder blev heller ikke drevet i eksil som flygtninge for der at opfostre efterfølgende generationer i diasporaen. På trods af disse forskelligheder er der inden for BDSbevægelsen generel enighed om at apartheidrammen er effektiv særligt i den symbolske betydning. Som Lisa Taraki, professor på Bierzeit University og medlem af PACBI’s bestyrelse kommen132 BDS i USA 2001-2010 10 terer: ”alle historiske analogier er ladet med problemer, men i dette tilfælde … tror jeg at denne argumentation som helhed har været meget succesfuld og har placeret Israels støtter i en meget ubehagelig situation for at sige det mildt.” At aktivister anvender ”A-ordet” taktisk mindsker ikke deres alvorlige overbevisning om at rammen er passende. Tværtimod er Shakir og Tarakis holdninger svar på den bagvaskelse, hvis fokus på det der står med småt i analogien, blot er et forsøg på at afvise den på grund af mangel på fuldstændig symmetri. Sådanne forsøg går galt, fordi - ������������������������������� selvom den sydafrikanske erfaring gør apartheid-paradigmet mere overbevisende - så er den ikke målestokken som enhver forekomst af apartheid skal måles med, hverken i Israel-Palæstina eller hvor som helst. Måske er det kun et lovforum som Den internationale Domstol i Haag der kan løse op for dette anspændte forhold. I mellemtiden fortsætter den offentlige diskussion om israelsk apartheid med at dominere kampen på det symbolske niveau. Strategiske overvejelser Aktivister har i seks år ført dette slag offensivt gennem deres organisering af 'Israel-apartheid ugen'. Oprindeligt var den begrænset til oplysende aktiviteter i2Toronto og New York, i dag dækker den fyrre byer over hele verden, i 2010 for første gang inklusive Beirut. Adalah-New York’s BDS-kampagne er groet organisk ud af organiseringen af ’Israel-apartheid ugen’. I modsætning til andre grupper begyndte Adalah-NY med apartheid-rammen og bevægede sig hen imod de-investerings-taktikken senere. Lev Leviev, en israelsk diamant-mogul hvis selskaber støtter bosættelserne i Østjerusalem og på Vestbredden, har gjort kampagnen til et stjerneeksempel på organiseringen af BDS i USA. Lubna Ka’abneh fra 133 Noura Erakat Adalah-NY forklarer at apartheid-analogien var en hjørnesten i gruppens arbejde ”så vores (USA) tilhørere kunne forbinde det til deres egne erfaringer.” Ka’abneh og hendes kampfæller havde opdaget at de amerikanske tilhørere meget lettere forbinder sig med fortællinger om institutionaliseret racediskrimination end om besættelse. Derfor arbejder de på at trække paralleller mellem borgerrettighedsbevægelsen og den palæstinensiske bevægelse for at opnå frihed og lighed. Siden Adalah NY igangsatte deres kampagne i 2008, har de presset Danske Bank og den danske pensionskasse PKA til at udelukke Levievs foretagende, Afrika-Israel, fra deres investeringsportefølje, opmuntret den næststørste hollandske pensionskasse til at de-investere fra Afrika-Israel og overtalt UNICEF, den engelske regering og flere Hollywood-stjerner til at tage afstand fra denne entreprenør. Adalah NY’s succes med at tydeliggøre Israels diskriminerende karakter og samtidig vælge besættelsen som sigtemærke for BDS viser både bevægelsens strategiske muligheder og afspejler dens politiske modenhed. Historien om indsatsen på Berkeley er ligeledes sigende. Mens resolution SB 118 oprindeligt var skrevet for at bekæmpe israelsk apartheid og derfor rettede sig mod alle virksomheder med datterselskaber i Israel, der var 5.000 US dollar eller mere værd, så begrænsede den sig efterhånden til to amerikanske selskaber der profiterede på Israels militære besættelse. ”De-investering handler ultimativt om at studerende udfordrer administrationen,” kommenterer Abdel-Rahman Zahzah, medgrundlægger af Berkeley-kampagnen og nu leder af en tilsvarende indsats i Beirut. Zahzah noterer sig at de studerende på Berkeley ikke begyndte med en politisk strategi i 2001. I stedet udstedte de korte trusler mod administrationen: ”De-invester alle jeres indeståender der stammer fra apartheid-Israel, eller vi overtager universitets byg134 BDS i USA 2001-2010 10 ninger.” Mens aktivister besatte Wheeler Hall to gange, kom de ikke i nærheden af at opnå de-investering før ni år senere da de studerende introducerede SB 118 i studenterrådets ledelse. Det taktiske skift skyldes delvist Hampshire College’s store succes med i 2009 at blive den første amerikanske højere uddannelsesinstitution der de-investerer fra Israel. Ilana Rostoff, en ledende studenterorganisator i Hampshire, forklarer at deres kampagne var et direkte svar på den palæstinensiske opfordring til BDS. Hendes kolleger blev motiveret af muligheden ”for at stå bag og styrke palæstinenserne i deres egen nationale kamp.” Og dog, for at undgå at blive svækket af en opposition, udviklede de studerende en strategi der rettede sig imod Israels besættelse ”men forsøgte ikke at bruge moralske argumenter om Israel som en nationalstat. ” De studerende vandt i skolens bestyrelse da den i 2009 stemte for at de-investere Hampshires aktier fra Caterpillar, United Technologies, General Electric, ITT og Terex – selskaber der forsyner det israelske militær med udstyr og service til anvendelse i de besatte områder. Under pres fra Alan Dershowitz, en af mange selvudnævnte politimænd der overvåger den amerikanske omtale af Israel-Palæstina, benægtede Hampshires administration at beslutningen var forbundet med israelske overtrædelser af menneskerettigheder og fremhævede sine andre investeringer i israelske virksomheder. Referatet fra bestyrelsesmødet afslører imidlertid en tydelig sammenhæng: skolens øverste leder ”anerkendte at det var det gode arbejde udført af Studerende for retfærdighed i Palæstina der gjorde komiteen opmærksom på forholdet.” Og selvfølgelig sørgede de studerende for at fastholde at Hampshire de-investerede fra israelsk besættelse, ikke fra Israel. 135 Noura Erakat Logikken i BDS Mens Hampshire og Adalah NY’s successer har sat sig uudslettelige spor, kan de fleste kampagner ikke demonstrere målbare virkninger af deres arbejde. I stedet har det gode ved BDS været evnen til at udfordre Israels moralske autoritet – muligvis det mest eftertragtede våben i dets arsenal. Israel var ikke en større modtager af amerikanske hjælpedollar før efter Seksdageskrigen, som meget forstærkede Israels image som David der overvinder en arabisk Goliat. I juni 1968 godkendte Johnson-administrationen med stærk støtte fra Kongressen salget af supersoniske fly til Israel og skabte præcedens for USA-støtte til ”Israels kvalitative forspring i forhold til sine naboer” (faktisk i forhold til en hvilken som helst kombination af naboer). Siden da har ingen amerikansk politiker, der har søgt en højere stilling, talt om fred i Mellemøsten uden først at understrege USA’s forpligtigelse i forhold til Israels sikkerhed. BDS-kampagnen gennemhuller denne sikkerhedsfortælling ved at indtage en offensiv stilling. Den hævder at Israel fortjener at blive udsat for BDS, og aktivisterne tvinger dermed forsvarerne af Israel til at forklare logikken i Israels politik som fx fængslingen, på et hvilken som helst tidspunkt siden 1967, af 20 pct. af hele den palæstinensiske befolkning. Når diskussionen føres ud i sin logiske konsekvens, som det sker stadig oftere, tvinges de pro-israelske talspersoner til at udtale at palæstinensernes blotte eksistens er en sikkerhedstrussel mod Israel. I en nylig afholdt tale i Herzliya, hvor en vigtig årlig sikkerhedskonference i Israel blev afholdt, sprang Havard kollegaen Martin Kramer direkte ned i bunden af denne klæbrige glidebane. Han argumenterede for at når den voksne del af den arabiske og muslimske befolkning udgør 40 pct. så stiger deres tilbøjelighed til vold fordi de er blevet ’overflødige’ i samfundet. Kramer afviste 136 BDS i USA 2001-2010 10 ikke alene politiske forklaringer på radikalisering til fordel for simpel demografi – tvivlsom samfundsvidenskab for at sige det mildt – han sluttede også med at opfordre til bevidst at begrænse befolkningstilvæksten blandt palæstinensere som et spørgsmål om national sikkerhedspolitik. Talen var, som Kramer selv sagde, ”mindeværdig.” Selvom israelsk legitimitet fortsat nedbrydes af sådanne udtalelser, finder strukturel diskriminering stadig allierede blandt Kristne Zionister som trygler Gud og Israel om at fremskynde Harmagedon; inden for forsvarsindustrien, som ønsker at beskytte sin nettoindtjening; og blandt de amerikanske jøder der af den ene eller den anden grund lukker øjnene for palæstinensisk lidelse. Disse allierede er formidable, men de tilhører ikke det brede spektrum af amerikanere hvis opbakning Israel må have for at fastholde sin moralske autoritet. Derfor dedikerede AIPAC’s administrerende direktør, Howard Kohr, sin tale til gruppens årlige konference i 2009 til advarsler om farerne ved BDS, som han klagede over var ”en del af en bredere kampagne ikke kun for at rakke ned på eller bagtale Israel, men for at delegitimere landet i dets allieredes øjne.” Reut Instituttet, en israelsk tænketank, er enig. I dets studie fra 2009, ‘Building a Political Firewall Against Israel’s Delegitimization,’ konkluderer Reut at det er lykkedes et netværk fra bunden og op og fra periferien til centrum at tildele Israel rollen som en udstødt stat og advarer mod at kampagnen i løbet af få år kan udvikle sig til ”en omfattende eksistentiel trussel.” I sin præsentation til Knesset anbefalede instituttet, regeringen at neddæmpe denne trussel med en flergrenet strategi som også gik ud på at afslutte sin kontrol med den palæstinensiske befolkning i de besatte områder. 137 Noura Erakat Taraki siger at sådanne udtalelser viser at BDS har en effekt. Til forskel fra dialogindsatsen, som forstærker forskellene ved at skabe ”en falsk følelse af symmetri (som) ikke anerkender relationen kolonisator-koloniseret,” så takler BDS staten direkte. Det rigtige svar som skal forhindre Israel i at undgå straf er at bruge pres, og ”BDS-logikken er pres-logikken.” I horisonten vokser bevægelsen for akademisk og kulturel boykot frem. Selvom den blev iværksat et år før BDS-opfordringen, nyder kampagnen for akademisk og kulturel boykot ikke samme støtte som økonomiske BDS-kampagner. Nogle argumenterer for at kultur skal være immun over for politik, og at boykotte intellektuelle begrænser den akademiske frihed. Andre giver udtryk for at de israelske intellektuelle er de bedste allierede inden for Israel i den globale bevægelse for fred og retfærdighed. En nærmere undersøgelse af PACBI’s opfordring gør det klart at boykot er begrænset til de israelske institutioner og enheder som er medskyldige i at retfærdiggøre, fremme og understøtte eller på anden måde forlænge Israels besættelse, kolonisering og apartheid. I dag kunne denne opfordring ikke være mere relevant i forhold til at Israel ruller sin ”Brand Israel”-kampagne ud, den har til hensigt at rehabilitere landets haltende image gennem populærkulturens medier. Uanset dens form, siger Barghouti, er BDS ”den mest effektive form for solidaritet med det palæstinensiske folk i dag.” Dens ikke-voldelige og universelle natur gør den til ”Israels værste mareridt”. 138 Del 3 Korsveje 139 140 11 SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED Ronnie Kasrils Den internationale boykot og isolation af apartheid-Sydafrika, der varede fra 60’erne til 90’erne, blev hurtigt symboliseret ved modstand imod at købe Outspan appelsiner og Cape druer, af at udstille den ikoniske bank Barclays Bank og af kraftige protester i forbindelse med rugby - og cricketturnéer. På en turné til europæiske byer som medlemmer af en agitpop teatergruppe ville vi fire ANC medlemmer, alle klædt i sort, frembringe en gylden Outspan appelsin og nonchalant begynde at kaste den til hinanden. ”Kom til det smukke Sydafrika”, ville den første proklamere, ”landet med den blå himmel, evigt solskin og ... apartheid”. Appelsinen ville sejle fra den ene til den anden, mens alle på skift fremlagde statistikker såsom: ”Sydafrika hvor 87 pct. af jorden udelukkende er i hænderne på den hvide del af befolkningen, og 13 pct. er tildelt de sorte … gennemsnitsalderen for de hvide er 72 år og 40 for de sorte”, og ”børnedødeligheden for de hvide er 27 pr. 100.000 og for sorte børn 150 pr. 100.000”. Vi ville 141 Ronnie Kasrils kaste appelsinen rundt indtil den sidste udmelding: ”Hver gang et sydafrikansk produkt bliver handlet internationalt, repræsenterer det en sten i muren af vores eksistens – det siger B.J. Vorster”. Vorster, som var premierminister i Sydafrika fra 1966 til 1978, var en svoren tilhænger af apartheid. Derefter ville den ’forhadte’ appelsin blive kastet ud til publikum med ordene: ”Så slug den!”. Publikum ville svare med stort bifald. I et enkelt mindeværdigt tilfælde, i en tæt pakket London Hall, landede appelsinen lige ned hos ambassadøren for Tanzania, der greb den som om den var et stykke glødende kul og kastede den ivrigt fra sig. Det var et fantastisk eksempel på hvordan opfordringen til boykot havde fået en vigtig betydning i de dage da vores nationalfrugt virkelig smagte surt. Rugby, en besynderlig sport, opfundet på en skole i England, har i mere end et århundrede været betragtet som en sand religion af hvide sydafrikanere. Jeg så for nylig et stykke arkiveret filmmateriale om Sydafrikas daværende helt hvide Springbok rugbyhold på turné i New Zealand i 1966. I enhver by, stor som lille, modtog indbyggerne de legendariske gæster med stor beundring. 1982 turnéen var meget anderledes. På det tidspunkt var den internationale apartheidkampagne i fuld gang som resultat af den voksende modstand i selve Sydafrika. Ved den lejlighed gav titusinder af new zealændere udtryk for deres afsky for apartheid og bombarderede gæsterne med rådden frugt og fornærmelser. Kampe blev afbrudt af vrede folkemængder der havde voldsomme sammenstød med det store opbud af politi. Til sidst måtte turnéen afbrydes. Den anderledes velkomst end på tidligere turnéer kunne ikke have været mere dramatisk og illustrerede det faktum at den internationale boykot af apartheid i Sydafrika voksede sig stærk med stormskridt. 142 SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED 11 Det er vigtigt at understrege at det der satte den internationale boykot i gang var den erfaring og succes den allerede eksisterende nationale boykot havde fået i Sydafrika. Den blev taget i brug som en del af massemodstanden mod apartheidlovene og hang sammen med 1950’ernes ulydighedskampagner som de hårdt trængte sorte sydafrikanere gennemførte. De første boykotkampagner gjaldt den almindelige kartoffel som kommercielle hvide farmere dyrkede ekstensivt. Boykotten rettede sig mod de farmere der brugte sorte ’pasforbrydere’1, stillet til rådighed af politiet, som rene slavearbejdere og udsatte dem for daglig ydmygelse, tæsk og sågar døden i kartoffelmarkerne. I raseri over de rædselsvækkende slavelignende forhold på disse farme skabtes med opfordringen til boykot af alle kartoffelprodukter, herunder franske kartofler, et enormt pres mod landbrugsindustrielle interesser. Ligesom afvisningen af at købe kartofler var et symbol på den interne kamp imod apartheid, blev det internationale samfunds senere afvisning af at købe sydafrikanske appelsiner et symbol på solidaritet med sagen. I en kommentar til betydningen af international solidaritet og støtte til at knuse apartheids skadelige system og til lighederne mellem den sydafrikanske og den palæstinensiske kamp skrev den anerkendte nobelprismodtager, ærkebiskop Desmond Tutu: ”Afslutningen af apartheid står som en af det sidste århundredes største bedrifter, men vi kunne ikke have sejret uden hjælp fra det internationale pres … en lignende bevægelse har taget form, denne gang med det formål at stoppe israelsk besættelse … Denne taktik er ikke den eneste parallel 1 Sorte sydafrikanere blev tvunget af apartheidlovene til at bære pas-bøger – identifikationsdokumenter som tillod dem at befinde sig i bestemt udpegede ”hvide områder” kun for at arbejde. Kunne de ikke fremvise de nødvendige dokumenter blev de øjeblikkeligt arresteret. 143 Ronnie Kasrils til kampen imod apartheid. Indbyggerne i gårsdagens sydafrikanske townships kan fortælle jer om livet i de nuværende besatte områder … Når apartheid kunne stoppes, så kan besættelsen også, men den moralske kraft og det internationale pres må være ligeså målbevidst”.2 Betydningen af den slags udtalelser må aldrig undervurderes idet de bekræfter det gamle mundheld at ”sandheden er ilde hørt”. Faktisk resulterede den i at ærkebiskop Desmond Tutu blev føjet til den lange liste af ofre for den zionistiske propagandamaskine. En invitation til at tale på et universitet i USA blev uden videre trukket tilbage efter at universitetet havde modtaget klager der helt absurd stemplede denne leder af det sydafrikanske Holocaust Center som anti-semit alene fordi han turde sige sandheden. Men ligesom apartheid ikke kunne lukke munden på ham, kunne de heller ikke. Deres løgne blev hurtigt afsløret netop på grund af de verdensomspændende offentlige protester det udløste, med det resultat at universitetet sagde undskyld for deres grundløse handling. ’Målbevidst internationalt pres’ opstår ikke i et vakuum. Det blev tydeligt ikke alene når det handlede om sydafrikansk apartheid, men også når det drejede sig om kravet om at trække USA’s tropper ud af Vietnam. Den vietnamesiske kampagne står som en af de vigtigste inspirationer for international støtte, som et vigtigt element i en bredere flerdimensional kamp for frihed og uafhængighed. Denne fremgangsmåde havde faktisk en stor indflydelse på den sydafrikanske befrielsesbevægelse, ligesom den sydafrikanske bevægelse nu er inspirationskilde for den palæstinensiske befrielsesbevægelse. Under alle omstændigheder er international solidaritet en del af bevægelsens strategi, samtidig 2 Ærkebiskop Desmond Tutu:”AgainstIsraeli Apartheid.” Nation, 15.juli 2002 144 SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED 11 med at de undertrykte i deres eget land forenes i kampen mod den fælles fjende. Op igennem historien har forskellige tyranner benyttet sig af ’del og hersk’ strategien for at sikre at de undertrykte forbliver svage og for at knuse deres modstand - en strategi palæstinenserne kun kender alt for godt. Sammenhold har derfor altid været en vigtig del af kampen, og i Sydafrika forsøgte vi at stille os forrest i fortroppen - de undertrykte - og ’isolere reaktionens centrum’, hvilket bl.a. indebar at neutralisere og besejre undertrykkernes sociale base, både nationalt og internationalt. Militærnægterbevægelserne, der opstod i USA og Sydafrika - meget lig dem i Israel i dag - tjener som et stærkt forbillede hvor værnepligtige offentligt erklærede at de nægtede at deltage i en uretmæssig krig. I Sydafrika blev de få hvide der fra begyndelsen stod skulder ved skulder med deres sorte kammerater i befrielseskampen mødt med særlig hårdhed af staten. De havde undermineret myten om det hvide overherredømme og det hvide sammenhold som byggede på en bevidst fremelsket psykose af had og frygt. Efterhånden begyndte flere og flere hvide aktivt at modsætte sig apartheid, mens mange flere mistede tilliden til systemet. Sammenligningen med de israelske jøder, der modigt går imod deres regering, er særlig relevant set i forhold til der���������������������������� es hvide modstykker i apartheid-Sydafrika eller til USA›s antikrigsbevægelse i 1960’erne og 70’erne. Således kunne der ikke fremhæves et enkelt element i den overordnede strategi for at gøre vores folks kampe til inspirationskilde for den internationale støtte, ligesom den internationale støtte omvendt inspirerede vores folks kampe. Hver især styrkede de hinanden og smeltede sammen. Både i Vietnam og Sydafrika bestod succesen i den tostrengede strategi der forbandt en stærk international støttebevægelse med 145 Ronnie Kasrils de undertryktes nationale kamp, baseret på en moralsk overlegenhed over deres modstandere og på retfærdigheden i deres sag. Det kom til udtryk i den profetiske erklæring fra det vietnamesiske revolutionære ikon, Ho Chi Minh – senere gentaget af ANC ledere: ”Vores befrielseskrig vil sejre fordi det er en retfærdig sag, anerkendt og støttet af verdens befolkninger.”3 Til syvende og sidst fik disse kampe opbakning verden over, på trods af at den kolde krig samtidigt splittede verden. Frihedselskende folk var i stand til at sætte sig ud over truslen fra undertrykkerne om ”den røde, sorte, gule eller terroristiske fare” og var således også i stand til at stå sammen og kollektivt udtrykke deres krav om retfærdighed. Jeg har valgt at beskæftige mig med de ovennævnte sider af retfærdigheden i vores sag, den moralske overlegenhed og aktionsenheden, for at illustrere den pointe at hvis det enkelte element i en overordnet strategi skal lykkes, må det opstå af disse grundprincipper. Jeg mener det er specielt relevant for mobiliseringen af international solid����������������������������� aritet i forhold til BDS-kampagnen imod Israel. Jeg tror på at kampagnen har stor fremgang og vil lykkes med sine mål. Ikke desto mindre kan vi stadig lære af erfaringerne fra vores internationale bestræbelser på at isolere apartheid-Sydafrika. For det første, som jeg allerede har nævnt, voksede den internationale solidaritet ud af vores egne tidlige og interne boykotter som faktisk blev opretholdt under hele kampens forløb. Jeg nævner dette fordi disse boykotter ikke alene fungerede som værdifulde redskaber til at sikre den interne mobilisering, men også demonstrerede i verden udenfor at opfordringen til international isolation stammede fra folket selv. Dette budskab blev konstant 3 Tidligere premiereminister i den demokratiske republik Vietnam, Pham Van Dong: ”Ho Chi Minh will light our Path forever.” Gioi Publishers 2002 146 SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED 11 understreget og illustrerer at den internationale kampagne ikke arbejdede på vegne af de sorte sydafrikanere, men i forening med dem. Den tidligere ANC leder, Chief Albert Luthuli’s forklaring i sin appel til det britiske folk i 1959 er lærerig her: "Det er blevet sagt at ikke-hvide mennesker vil blive de første som bliver ramt af udenlandsk boykot. Det kan godt være, men enhver organisation som kræver … ikke-hvid støtte i Sydafrika går ind for det. Alternativet til disse våben er en fortsættelse af status quo og en dyster udsigt til vedvarende diskrimination. Økonomisk boykot er en vej til at verden i almindelighed kan overbringe budskabet til de sydafrikanske myndigheder om at de enten må ændre deres adfærd eller lide for den."4 Dette taler direkte til dem som er bekymrede for palæstinensernes lidelser, men bliver ved med at være imod boykot, idet de hævder at det vil gå ud over dem hvis sag de søger at fremme. Faktisk er mange af de virksomheder BDS hænger ud direkte medskyldige i besættelsen – som fx den mexicanske virksomhed Cemex, som ulovligt etablerer miner i besat land og leverer bygningsmaterialer til sikkerhedsmure og checkpoints på Vestbredden. For det andet bør vi ikke glemme det beskedne udgangspunkt for den enorme anti-apartheidbevægelse som kom til at omfatte internationale organisationer og NGO’er, det store flertal af verdens regeringer og de engagerede enkeltpersoner vi forbinder bevægelsen med i dag. 4 ”Erklæring af Albert Luthuli i fællesskab med Dr. G.M. Naicker og Peter Brown, appel til det britiske folk til at boykotte Sydafrika,” decmber 1959, se liberation.org.za 147 Ronnie Kasrils Den blev til at begynde med etableret som en boykotbevægelse i England, Sydafrikas tidligere kolonimagt og vigtigste handelspartner, i juni 1959 idet der specielt blev fokuseret på sydafrikanske varer. Som den tidligere præsident i Tanzania, Julius Nyerere, som talte ved lanceringen af den, argumenterede: ”Vi beder ikke jer, det engelske folk om noget særligt. Vi beder jer kun om at droppe jeres støtte til apartheid ved ikke at købe sydafrikanske produkter”.5 Det udviklede sig først til den verdensomspændende bevægelse vi kender, i kølvandet på Sharpville massakren, 1960 og udvidede så sine aktiviteter til - ud over at boykotte sydafrikanske produkter - også at omfatte akademisk, kulturel og sportslig boykot, såvel som kampagner for de-investering og sanktioner. Pointen her er at det tog en tid for bevægelsen at bygge sig selv op, før den til sidst over en periode på tredive år fik en formidabel styrke. Dermed ikke sagt at der ikke var nogen tidlige resultater – der var mange; men vi var i stand til at fremme dem ved specifikt at sigte på de områder som effektivt kunne kommunikere vores budskab ud og dog være nemme at gennemføre. Sportslig boykot er et eksempel. Den gik lige i hjertet hos hvide sydafrikanere som i sidste ende gav deres støtte til forhandlingsprocesserne i 1990-94 idet de var blevet dødtrætte af at blive behandlet som spedalske på sportsfronten. Det der begyndte med en olympisk udelukkelse i 1960’erne, blev snart fulgt op af massive protester på mangen en cricket - og rugbybane – i lande som England, Irland, New Zealand og Australien – hvilket vakte verdens opmærksomhed. Disse aktioner resulterede til sidst i at Sydafrika blev udelukket fra enhver større international sportslig begivenhed. 5 ”The anti-Apartheid Movement: A 40-Year Perspective” June 25-26, 1999, South Africa House, London, anc.org.za 148 SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED 11 Jeg argumenterer på ingen måde for at vi ignorerer sanktioner og de-investering. Faktisk er det blevet sagt at det var de-investering som til sidst nedbrød apartheid da sektorer af international bankvirksomhed i kølvandet på erklæringen om undtagelsestilstand i 1985 nægtede at forny sydafrikanske lån. Processen startede i 1985��������������������������������� da den amerikanske Chase Manhattan Bank standsede sine forretninger med Sydafrika – hurtigt fulgt op af adskillige andre US bankkoncerner. Britiske Barclays Banks beslutning om at trække sig ud af Sydafrika var et hårdt slag. Barclays var den ældste og vigtigste udenlandske bank som arbejdede i Sydafrika og blev betragtet som en grundpille i Sydafrika-England samarbejdet. Det var lykkedes for anti-apartheidbevægelsen (AAM) i England at få en kritisk masse af britiske universitetsstuderende til at lukke deres konti - Barclays havde længe haft dem i kikkerten som den fremtidige forretningsmæssige og professionelle elite. AAM medlemmer trak deres aktier ud af Barclays, og bankens årlige generalforsamlinger protesterede imod dens forbindelser med apartheid-Sydafrika. Jeg har talt med tidligere ministre i apartheidregeringen som har indrømmet over for mig at da Barclays trak sig ud af Sydafrika, var de rystede i deres grundvold – vel vidende at tilstandene simpelthen måtte ændres hvis Sydafrika skulle overleve. Da apartheidregimet ikke længere var i stand til at rejse penge i udlandet, kastede det med sin aggression og militarisme landet ud i en hastigt stigende finansiel og økonomisk krise som det ikke kunne klare.6 Dette viser tydeligt vigtigheden af alle former for kamp. Men sanktioner og de-investering, som i høj grad afhænger af handling fra lande eller institutioner, opbygger bevægelsens styrke langsommere end boykot som først og fremmest afhænger af enkeltpersoners og forbrugeres aktioner. 6Ibid 149 Ronnie Kasrils Hvis man ser på Israel, er boykot af varer produceret i de ulovlige bosættelser et klart, passende og oplagt mål at mobilisere til. Dette fritager på ingen måde alle andre israelske varer fra at blive boykottet. Ligeledes kunne kampagner for udelukkelse af Israel fra UEFA og World Cup, de olympiske lege og det europæiske melodi grandprix og det at boykotte dets akademiske institutioner også ses som umiddelbare og højt profilerede muligheder. Vi skal huske på at ligesom sport var en særlig akilleshæl for hvide sydafrikanere, er akademisk anerkendelse det for den israelske elite. Israels diamantforarbejdningsindustri, dets våbenhandel og informationsteknologi, dets finans- og banksektor – alle er de betydningsfulde mål som strategierne for boykot og sanktioner må rette sig imod. For det tredje ligger anti-apartheidbevægelsens reelle styrke i de masse-baserede græsrødders støtte, specielt i England, Vesteuropa Nordamerika og Australien/Asien, hvor regeringernes opbakning til kampagnen langtfra var imødekommende før langt senere. Disse var apartheid-Sydafrikas traditionelle handelspartnere hvis regeringer måtte presses. AAM var i stand til at fastholde en stor og bred støtte, i høj grad i overensstemmelse med befrielsesbevægelsen som den opstod af. Det var en bred front der gav plads til mennesker af alle farver, trosretninger og politiske overbevisninger. Alt hvad der krævedes var et engagement i forhold til at arbejde for apartheids ophør. Den benyttede sig af spørgsmål som almindelige mennesker nemt kunne identificere sig med. I Irland fx trak den på erfaringerne fra den britiske kolonialismes hærgen, mens den i USA vækkede fortvivlelsen fra slaveri og racisme til live igen. Den kunne også uden videre tilpasse sine kampagnemetoder, sikre sig at de var relevante i forhold til særlige omstændigheder idet det anerkendtes 150 SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED 11 at de strategier der passer ind i én lokal eller national kontekst ikke nødvendigvis er effektive i andre. Det er netop den tilgang som underbygger BDS-kampagnen, og som må forblive vigtigst i vores bestræbelser. Vi kan ikke tillade at nogen unødig opsplitning afsporer os fra vores endelige mål, og vi må sikre at vi altid fokuserer på det der forener os. For det fjerde var en stor del af anti-apartheidbevægelsens arbejde koncentreret om udbredelsen af information og oplysning til offentligheden. Den var gearet til at udstille apartheids natur, at afsløre myterne og regimets skræmmetaktik som til forveksling ligner sit zionistiske modstykke. Samtidig blev der ikke slækket på den kulturelle og akademiske boykot af Sydafrika. Selvom der var bemærkelsesværdige undtagelser hvad angår landets akademikere, undervisere, forfattere, kunstnere og så videre, var de i undertal i forhold til dem som på den ene eller anden måde arbejdede til støtte for apartheid-systemet. Derfor kunne der ikke slækkes på den altomfattende kampagne for en total boykot og isolation på alle områder, for at gøre undtagelser betød at underminere kampagnen i sin helhed. Samtidig indebar det dog ikke at afvise støtte og opmuntring til dem som oprigtigt tog stilling imod uretfærdighed, og vi ville med glæde mødes med sådanne akademikere og kunstnere som enkeltpersoner i udlandet og på særligt indkaldte seminarer og konferencer, når det senere passede sig bedre. Ligesom med påstanden om at boykot af produkter ville have negativ effekt for den sorte arbejdskraft, så var der også argumenter om at elementer inden for anti-apartheid i Sydafrika ville blive frataget den ’frie strøm af information’ af kulturel og akademisk isolation. Eksemplet med Albert Luthuli’s svar på den slags argumenter, nemlig at fortsat diskrimination og status quo var langt værre, blev tydeligvis forstået i sin helhed. Hvad angår den 151 Ronnie Kasrils ’frie strøm af information’ kan det være et slagkraftigt argument at det netop er kulturel og akademisk boykot der tvinger folk til at fokusere på de abnormiteter og uretfærdigheder, som de for det meste lader gå upåtalt hen i de samfund de selv lever i. Med andre ord, det tvinger folk – ja selv intellektuelle – til at droppe deres selvtilfredshed. Efterhånden som BDS-kampagnen breder sig, må vi sikre os at vi er nøje forberedt på at���������������������������������������� søge at engagere os på en måde��������� der ligner anti-apartheidkampagnen. For øvrigt er den vokset siden sin start for seks år siden med større fart end i Sydafrikas tilfælde. Vi må afvise kravet om at der bør være jævnbyrdighed i behandlingen af den israelske forbryder og det palæstinensiske offer, og at den israelske brutalitet udelukkende er motiveret af sikkerhedshensyn. På den måde må vi bringe Israels kolonialisme, racisme, apartheidlignende adskillelse og nægtelse af palæstinensernes menneskerettigheder som er beslægtet med apartheid i Sydafrika frem i lyset. Dette er, når alt kommer til alt, den grundlæggende kilde til konflikten. Det er den sandhed som vækker genklang i ærkebiskop Desmond Tutu’s vidnesbyrd hvori han udtaler: ”Nogle mennesker ophidses over sammenligninger mellem den israelsk/palæstinensiske konflikt og det der foregik i Sydafrika … For dem af os der gennemlevede apartheid-æraens dehumaniserende rædsler, synes sammenligningen ikke alene passende, den er også nødvendig … hvis vi vil bevare håbet om at tingene kan ændres.”7 Og uden tvivl er vi sydafrikanere som bekæmpede apartheid enige om at finde Israels system af undertrykkelse og kollektiv afstraffelse meget, meget værre end noget vi så under vores lange og vanskelige befrielseskamp. Israels vilkårlige og udbredte bombning og beskyd7 Ærkebiskop Desmond Tutu: ”Realising God’s Dream for the Holy Land,” Boston Globe, October 26, 2007 152 SURE APPELSINER OG DEN SØDE SMAG AF FRIHED 11 ning af beboelsesområder, med minimalt hensyn til de civile ofre, fandtes ikke i Sydafrika fordi apartheidsystemet var afhængigt af billig sort arbejdskraft. Israel nægter fuldstændig et helt folk dets eksistens og forsøger helt at eliminere den palæstinensiske tilstedeværelse enten ved frivillig eller håndhævet tvangsforflyttelse. Det er klart det der er kernen i Israels højere grad af vedholdende brutalitet i sammenligning med apartheid-Sydafrika. Dette betyder så meget desto mere at det er helt nødvendigt at verden i holdning og handling støtter det hårdt trængte palæstinensiske folk. Det er gennem BDS- kampagnen, set i sammenhæng med det palæstinensiske folks egen kamp at vi kan sikre at de som indtil videre nægter at anerkende denne virkelighed efterhånden accepterer at de ikke har andre muligheder. Og som sydafrikanere udtrykker vi vores uforbeholdne støtte til denne kampagne, ikke kun fordi vi føler os forpligtede som tidligere modtagere af udbredt international støtte, men også fordi som vores tidligere præsident, Nelson Mandela, har udtalt: ”Vi ved kun alt for godt at vores frihed er ufuldstændig uden palæstinensernes frihed.”8 En ting er helt sikker: smagen af vores appelsiner er virkelig sød nu, og vores nationale rugbyhold, i lighed med alle andre sportsgrene, modtager atter hyldest fra et frit folk. Dette er bestemt den søde smag af frihed som er værd at kæmpe og ofre sig for. Men hver gang jeg spiser en appelsin, tænker jeg på hvor nødvendig og mulig en verdensomspændende boykot af det zionistiske Israel er, og at vi aldrig må slække på vores støtte til frihed og retfærdighed for palæstinenserne. Sådan et resultat vil komme alle mennesker i regionen til gode, det være sig muslimer, kristne eller jøder – ligesom ophævelsen af apartheid 8 Nelson Mandela: “Address at the International Day of Solidarity with the Palestinian People”, Pretoria, December 4, 1997. 153 Ronnie Kasrils befriede de hvide såvel som de sorte. De opmuntrende eksempler på fredelig forandring ved hjælp af masseopstande i Tunesien og Egypten; starten på det såkaldte arabiske forår; den palæstinensiske ungdoms masseprotester i selve Israel imod manglen på lige rettigheder og den jødiske befolknings masseprotester imod de økonomiske byrder som besættelsen og understøttelsen af de ulovlige bosættelser medfører – alt dette viser at forandring er på dagsordenen overalt. Den internationale BDS-kampagne kan kun inspirere alle dem der tørster efter en retfærdig og fredelig løsning inden for Israel og i de besatte palæstinensiske områder til at yde en større og mere dristig indsats. 154 12 I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE: OM ISRAELSKE OG AMERIKANSKE FORMER FOR KOLONIALISME David Lloyd og Laura Pulido Under operation Cast Lead, Israels brutale angreb på Gaza i januar 2009, som dræbte mere end 1400 palæstinensere, påberåbte forsvarere af offensiven sig en tendentiøs analogi. Hvad, spurgte de, ville USA gøre hvis terrorristgrupper i Tijuana fyrede raketter af mod San Diego? Underforstået var at USA’s militær ville iværksætte et angreb af uset hårdhed for at straffe både terrorristerne og den civile befolkning som passivt eller aktivt gav dem beskyttelse. Dette rationales forudsætning er at et overvældende militært svar er en legitim adfærd for en ”civiliseret” nation, en betegnelse der sædvanligvis er reserveret kolonimagter. Denne sprogbrug trækker på dybt forankrede, orientalistiske ideologier 155 David Lloyd og Laura Pulido efter hvilke Israel er den civiliserede kraft i ørkenen, mens, i relation til Mexico, USA ikke kun ses som en civiliseret kraft, men også som den kompetente, legitime og magtfulde leder af regionen. Således vil USA ikke kun være i sin gode ret til at forsvare sig selv, men sådan en øvelse vil også være nødvendig for at opretholde de eksisterende magtrelationer. Den ulighed der karakteriserer USA-Mexicos relationer holdes i gang af racisme som stammer tilbage fra den spanske erobring, blev tømret fast gennem den mexicansk-amerikanske krig og igen og igen fortalt til både Mexico og den mexicanske befolkning i USA gennem det tyvende og det enogtyvende århundrede. Den seneste manifestation af dette begyndte i 1990’erne med den voksende antiimmigrant holdning og med militariseringen af den amerikansk-mexicanske grænse, som begge nåede deres højdepunkt efter 9/11. I denne sammenhæng opnåede analogien mellem Gaza og Baja i Californien stor resonans. Men Israels forsvarere igangsatte uforvarende sammenligninger der på en måde modarbejdede deres intentioner. Sammenligningen sigtede imod at hensætte palæstinenserne på den anden side af civilisationens grænser, imod at umenneskeliggøre dem som terrorrister, mens den normaliserede Israels voldelige besættelse og ekspropriation af deres jord. Men faktisk aktiverede den de fortællinger som den søgte at skjule og kom uforvarende til at pege på de historiske og nutidige forbindelser der kan blive skabt mellem folk hvis kampe alt for ofte ses som fjerne og frakoblede. Den genlød med netop de ting som har cementeret båndene mellem Israel og USA, ikke med det fælles forsvar af civilisation og demokrati, men med de fælles fortællinger om bosætter-kolonialisme, besættelse og ekspropriation. Hvis analogien vandt genlyd i USA, var det mindre på grund af den umiddelbare tilstand hos ofrene for terrorisme end af de psykiske rester af sådanne fortællinger sammen med 156 I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE 12 resterne af bosætter-kolonialisternes belejringsmentalitet og med det helt uforholdsmæssige raseri affødt af enhver udfordring af kolonisternes overlegenhed og sikkerhedsforanstaltninger. Analogien mellem Gaza og Tjuana inviterer til at sammenligne formerne for bosætter-kolonialisme mellem Israel/Palæstina og USA/Mexico. Vi har flere mål med at undersøge dette tilsyneladende ulige par. For det første kommer der kød på bosætter-kolonialismens koncept som kan tjene som en fælles forståelsesramme for relationerne mellem USA og Israel. Hvad er lighederne og forskellene mellem de to? Hvordan virker denne måde at erobre og underkaste på i forskellige sammenhænge og over tid? For det andet håber vi ved at sidestille disse koloniale historier at fremhæve de mulige områder hvor solidaritet kan vokse. Solidaritet baseret på sammenlignende analyser er, selvfølgelig, væsentlig for ethvert engagement i globale udfordringer i forhold til menneskerettigheder, men er særligt relevant for enhver kritik af israelsk politik i forhold til Palæstina. For ikke kun er det nødvendigt for at udfordre Israel: det er også nødvendigt at forstå denne nødvendighed som en der følger med nødvendigheden af at stoppe overtrædelser af menneskerettigheder og USA’s imperialistiske projekter. Det er vores mål at vise hvordan bosætter-kolonialismens fælles praksis i begge regioner opererer for at skabe ekstreme former for menneskelig lidelse og uretfærdighed. Det første skridt i denne bestræbelse er at identificere, beskrive og sammenligne hvordan disse særlige former for bosætter-kolonialisme opererer. Bosætter-kolonialisme og jord-tilegnelse Bosætter-kolonialisme er en praksis med at erobre jord for derefter at bosætte det med de sejrende. Sådan en udskiftning af befolkningen kan sættes i gang af en voksende befolkning eller af 157 David Lloyd og Laura Pulido nødvendigheden af at opnå økonomisk og politisk kontrol i det nye område; uanset hvad, så fører det til fordrivelse og ofte udslettelse af store dele af den ’indfødte’ befolkning og den deraf følgende kulturelle, økonomiske og politiske underordning af de resterende. Deres fordrivelse og underkastelse følges af bosætternes stadig mere voldsomme fastholdelse af deres ret til at tage i besiddelse legitimeret af påberåbelse af uafvendelig skæbne, guddommelig dispensation eller blot og bart civiliserende mission. Den forflyttede befolknings protester mod bosætternes krav bliver mødt med en vildskab og vold som forstærkes af en belejringsmentalitet som aldrig helt fortager sig, heller ikke når den militære styrke og antallet af bosættere langt overgår de eksproprierede indfødte. Eksproprieringen af palæstinenserne har været hård siden grundlæggelsen af Israel i 1948. I det år modtog Israel på befaling af de Forenede Nationer og uden konsultation af de oprindelige indbyggere i Palæstina 56 pct. af det historiske Palæstina, selvom den jødiske befolkning dengang udgjorde mindre en halvdelen af den arabiske. I den arabiske-israelske krig som fulgte blev op mod 60 pct. af den arabiske befolkning fordrevet, for det meste smidt ud med magt eller af frygt for massakrerne begået af de israelske styrker. Flere end 500 landsbyer blev ødelagt. I de følgende 60 år og især efter 1967 og besættelsen af Gaza og Vestbredden har Israel udvidet med magt til nu at besætte over 93 pct. af det historiske Palæstina. I de besatte områder fortsætter Israels koloniale bosættelser – alle illegale ifølge international lov – med at udvide og opdele hvad der måtte være tilbage af palæstinensiske områder i løsrevne øer og dermed underminere enhver mulighed for en levedygtig, palæstinensisk stat. I stadig højere grad, i en proces med etnisk udrensning eller ”tavs overførsel”, gør besættelsen li- 158 I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE 12 vet uudholdeligt for palæstinenserne og tvinger dem til at forlade deres hjem og jord, som så falder ind under israelsk kontrol. Den mexicansk-amerikanske krig var et klassisk eksempel på bosætter-kolonial ekspansion i hvilken den dominerende magt bevidst fremprovokerede en krig for at skaffe sig store landområder, herunder adgang til Stillehavet. Ved afslutningen mistede Mexico gennem både den mexicanske afståelse og Gadsden k�� øbet over halvdelen af sit nationale territorium. Mens der var et klart økonomisk motiv for krigen, blev den gødet ideologisk af ”uafvendelig skæbne” som ikke kun hævdede at det var USA›s førstefødselsret at udvide på tværs af kontinentet, men også at USA som et ”hvidt land” ville føre oplysning og civilisation til det barbariske Mexico. På baggrund af denne ideologi om hvid overlegenhed, landudvidelse og ny samfærdsel blev krigen meget populær og udkæmpet i hovedsagen med frivillige.1 USA bestyrkede sin kontrol af sine nye besiddelser ved at bringe millioner af bosættere til regionen. Guadalupe Hidalgo-aftalen (1848) lovede de erobrede både statsborgerskab og ret til at eje ejendom. I stedet blev den begyndelsen til 150 år med andenklasses statsborgerskab og fordrivelse. Mens Israels besættelse foregår i en fortløbende proces, centreret omkring overtagelse af palæstinensisk land, så blev USA’s erhvervelse af mexicansk jord i det store og hele gennemført ret hurtigt. Med få undtagelser blev den enkelte jordejer frataget sin jord i løbet af få årtier. Individuelt og kollektivt ejet jord (statsejet eller mercedes) blev mistet ved brug af forskellige metoder, lov- 1 Se John Michael Rivera: The Emergence of Mexican America: Recovering Stories of Mexican Peoplehood in Culture, New Toyk University Press, 2006: kapitel 2 159 David Lloyd og Laura Pulido befalede afgifter var den mest almindelige.2 Mexicanere befandt sig ofte i den situation at de måtte forsvare deres krav på jord i retten over for anglo-amerikanske nybyggere som blev tildelt betydelige rettigheder af staten for at fremme massesalg af jord fra mexicanere til anglo-amerikanere. Anglo-amerikanere har - stillet over for fakta om erobringen og den fortsatte mexicanske tilstedeværelse i USA - reageret på mange og komplicerede måder. Mens der har været mange tilfælde af bosætter-kolonial raseri udløst over befolkningen af mexicansk oprindelse – lynchninger, forflytninger, Operation Wetback (udrensning af illegale indvandrere i Southwest USA i 1954), kun-for-englændere-initiativer, Proposition 187 (forslag i 1999 om at kunne udelukke hispanos og asiater fra modtagelse af bestemte offentlige ydelser), ICE (Immigration and Customs Enforcement) overfald – en anden strategi var simpelthen at benægte denne historie. Mens mange retfærdiggør USA’s overtagelse af mexicanske områder – mange lærde har insisteret på at vilkårene i 1848-aftalen var ganske progressive, og at noget så frihedstænkende i forhold til de erobrede havde ikke været set før –står det faktum tilbage at USA fuldt bevidst og med dobbeltspil iværksatte en krig mod Mexico for at skaffe sig land og adgang til havene. På grund af denne betydningsfulde historie i regionen har aktivister fra Chicana/o udviklet et velkendt svar på racistisk retorik: ”Det var ikke os der kom til USA, det var USA der kom til os”. Mens dette bogstaveligt talt er sandt for et lille mindretal 2 Om tabet af mexicansk jord, se Malcom Ebright: Spanish and Mexican Land Grants and the Law, Sunflower University Press, 1989 og Leonhard Pitt,The Decline of the Californios, University of California Press, 1966. Bemærk at spaniere og mexicanere selv havde overtaget de indfødtes jord i både Mexico og i det som i dag er USA Southwest. (Audrea: eftersom udgivelsessted sædvanligvis mangler har jeg slettet det hele vejen igennem og kun anvendt udgiverens navn.) 160 I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE 12 (ifølge Richard Nostrand var der i 1850 tæt ved 80.000 mexicanere i det som nu er USA Southwest), skete den efterfølgende migration på grund af bredere kulturelle, politiske og økonomiske relationer der opstod i kølvandet på krig og erobring, som i sig selv har rødder i bosætter-kolonialisme. Dens ideologier har nøje formet mexicanske amerikanere (og som følge heraf latina- og latino-grupper) og livet i Southwest. Selv ikke det faktum at der i 2005 boede 25 800.000 mennesker med mexikansk oprindelse i USA kan forstås på anden måde end i sammenhæng med krigen.3 I Israel har palæstinenserne - med et retorisk kneb der søger at bevare forestillingen om israelsk demokrati - israelsk statsborgerskab (ezrahut på hebræisk), men ikke ’nationalitet’ (le’om), som retten til ejendom, bevægelsesfrihed og til bosættelse afhænger af. I stigende omfang bliver hvad der er tilbage af palæstinensisk jord i Israel og i det besatte Jerusalem eksproprieret, huse bliver ødelagt og palæstinensere udvist eller ’overført’. Både de besatte områder og Israel selv udgør nu en ny form for apartheid-regime, i mange henseender mere drakonisk og destruktivt end regimet i Sydafrika og en ny variant af bosætter-kolonialisme støttet af religiøs fanatisme og race-ideologi. Samtidig er de progressive elementer der måtte have været i det zionistiske koloniale projekt blevet overhalet, og stadigt mere uforsonlige, racistiske partier er kommet til magten og argumenterer åbent for etnisk udrensning af palæstinensere fra et Israel som bogstaveligt talt gerne besatte hvad der er tilbage af Palæstina. 4 3 Richard Nostrand: ”’Mexican Americans Circa 1850”,Annals of the Association of American Geographers 65: 378-90. Om samtidig demografi af mexicansk immigrant-befolkning, se Jeffrey Passel og D’Vera Cohn, ’Mexican Immigrants: How’ Many Come? How Many Leave? Pew Hispanic Reports, 22. Juli 2009, på pewhispanic.org 4 Om den israelske besættelses apartheid-karakter, se ”SA Academic Study finds that Israel is Practicing Apartheid and Colonialism in the Occupied Palestinian Territories” på South African Human Sciences Research Counsil report på hsrc.ac.za; og MacAllister’Applicability of the Crime of Apartheid to Israel’ i al-Majdal 38 (Sommer 2008) og på badil.org 161 David Lloyd og Laura Pulido Dominans-former Men der er økonomiske og ideologiske grunde til den fortsatte tilstedeværelse af de koloniserede i de erobrede områder. Ideologisk tjener den konstante proklamation af de koloniseredes underlegenhed til at retfærdiggøre kolonisatorernes egen strukturelle overlegenhed. Økonomisk friholder tilstedeværelsen af de koloniserede kolonisatorerne fra at udføre arbejde der er nedværdigende i forhold til hans eller hendes status. Mexicaneren har været den foretrukne arbejder i Southwest (og i stigende omfang i Southeast) i mindst 100 år. Den aktuelle immigration skyldes både Mexicos manglende evne til at skaffe sit folk økonomiske muligheder og USA’s umættelige behov for billigt og ikkebeskyttet arbejde. På mange måder udgør immigranter, særligt dem uden tilladelse, den absolutte overskydende del af arbejdsstyrken. Men heri ligger også frøet til modsætningen. Selvom kapitalen desperat ønsker at fastholde overskydende arbejdskraft, afviser nationen på det kraftigste mexicanere (og andre fattige latinas og latinos, især dem fra Centralamerika) som kulturelt og racemæssigt uønskede. Nationen afviser oven i købet at dække udgifterne til social reproduktion i forhold til arbejdere og deres familier. 5 Som et resultat af sådanne modsætninger vokser og falder anti-immigrant initiativer med økonomiske og andre nationale kriser. Arizonas SB 1070, som blev gjort til lov i 2010, er blot det mest bemærkelsesværdige stykke lovgivning der yderligere kriminaliserer immigranter uden tilladelse (og potentielt alle latinas og latinos) med henblik på at få dem til at forsvinde. Globaliseringen med dens nye mønstre for migration af arbejdskraft kan tilbyde Israel en anden og mere total løsning på 5 Pierette Hondagneu-Sotelo: ’Women and Children First’; Anna Gorman og Andrew Blankstein, ’Massive Sveep Deports Hundreds’, på globalchange.org, Teresa Watabe, ’Humanizing Immigration Crackdowns’ Los Angeles Times 24. Navember 2007, B11. 162 I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE 12 det bosætter-koloniale dilemma. Efter den anden Intifada i 2000 blev den palæstinensiske arbejdsstyrke som Israel var afhængig af inden for byggeri og landbrug i stigende grad nægtet indrejsetilladelse til Israel (og er med bitter ironi i stigende grad blevet ansat i byggeriet af bosættelser og i maguiladora-agtige foretagener gennem hvilke israelske virksomheder udnytter den besatte Vestbred). Palæstinensisk arbejdskraft er i Israel i det store og hele blevet erstattet af indvandret arbejdskraft mest fra Østeuropa, Sydasien og Filippinerne som udgør en ikke-permanent arbejdsstyrke af gæstearbejdere uden krav på statsborgerskab eller permanent ophold. Et dobbelt regime til regulering af bevægelse kontrollerer således både Israels koloniale udnyttelse af arbejdskraft og muliggør dets fortsatte fordrivelse af palæstinensere fra deres hjemland ikke mindst ved hjælp af det drakoniske net af checkpoints i de besatte områder og adskillelsesmuren eller Apartheidmuren der slående ligner USA grænsehegn mod Mexico.6 Israel som en bastion for ’vestlig civilisation’ i den ikke-vestlige verden er blevet et laboratorium for undertrykkelse og for militære og undertrykkende former for befolkningskontrol - som Nordirland og Sydafrika var det i 1970’erne og 1980’erne. Bosætterkoloniernes belejringsmentalitet gør dem ideelle som eksperimentelle zoner for teknologier til oprørsbekæmpelse og for kontrol med underkuede og indvandrede befolkninger. Som følge heraf er Israel blevet en afgørende resurse i ’den globale krig mod terror’, - et øgenavn for indskrænkningen af menneske- og civile rettigheder og genoplivningen af koloniale, racistiske stater. 6 Se Uri Ram: ’The Colonization Perspektive in Israeli Sociology’ i Ilan Pappé, ed. The Israel/Palestine Question: A Reader, second edn, Routledge, 2007: 5377; Saree Makdisi, Palestine Indside Out: An Everyday Occupation, Norton, 2008: 194-207; Eyal Weizman, Hollow Land: Israel’s Architecture of Occupation, Verso, 2007: kapitel 6; og Neve Gordon, Israel’s Occupation, University of California Press 2008. 163 David Lloyd og Laura Pulido Israel er blevet en betydningsfuld partner i industrien til bekæmpelse af terrorisme, et internationalt akademisk-industrielt kompleks hvis positivistiske mangel på kritisk tænkning ville gøre en åndeløs hvis det ikke var så opportunistisk selvservicerende.7 Samarbejdet mellem USA’s politikere og Israels propaganda- og sikkerhedsapparat signalerer ikke kun USA’s alliance med Israel’s koloniale projekt, men en langt mere snigende normalisering af sikkerhedsstaten og dens teknologier og metoder, som Israel er foregangsland for, og det udgør et væsentligt element i den repressive ’vidensøkonomi’ som involverer det stadig mere alvorlige samarbejde mellem universiteter, militæret og private sikkerhedsselskaber i en stram løkke af egeninteresse. Imens kan der være ringe tvivl om at israelsk ekspertise i race-profilering, kolonialt politiarbejde og grænsesikkerhed fortsat vil blive tilpasset med stabil kraft til kontrol med sorte og brune befolkninger gennem hele USA's Southwest. Det er velkendt at Kollsman Inc., en dattervirksomhed til Elbit Systems, forsyner USA›s grænse til Mexico med overvågningsudstyr, mens adskillige politiafdelinger inklusive sheriffen af Los Angeles County, Lee Barca, støtter Israel og trækker på israelsk ekspertise til udvikling af egne teknologier til overvågning og kontrol.8 Uddannelse og akademisk boykot Den forstærkede regulering og kriminalisering af folks bevægelsesfrihed stemmer overens med de altid forringede uddannelses7 Se fx the law enforcement and military training corporation ISI på isitrainingcenter.com 8 Om Elbit Systems kontrakt om grænsen, se ’Israeli Firm Gets Mexico Border Wall Contract,’ World War 4 Report 8. november 2006 på ww4report.com. Om Lee Baca’s støtte til Israel og besøg der under Operation Cast Lead, se ’En Route to Israel, Sheriff Lee barca Slams Hamas Actions in Gaza Conflict’, Los Angeles Times 8. januar 2009 på latimesblogs.latimes.com. Om israelsk politis træning se James Goldstein, ’US Law Enforcement Officials Fins Security in Israel’ i Israel 21c 25. juni 2006 på israel21c.org 164 I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE 12 muligheder. Israels overvågning af palæstinensiske uddannelsesinstitutioner har været systematisk og indgående: ødelæggelse af treogtyve uddannelsessteder i Gaza under operation Cast Lead lige fra det Islamiske Universitet til den Amerikanske internationale Skole, en musikskole og forskellige FN-faciliteter, er det synlige udtryk for den stadige indblanding i palæstinensisk uddannelse. Sådan indblanding rækker lige fra straf ved lukning af palæstinensiske universiteter i længere perioder – en kollektiv straf for modstandsaktiviteter – til indskrænkning af studerendes bevægelsesfrihed mellem deres hjem og deres skoler, alt sammen overtrædelse af internationalt accepterede normer for menneskerettigheder. Palæstinenserne udgør 20 pct. af Israels befolkning (et størrelsesforhold som fastholdes af zionistiske, racistiske politikker) sammenlignet med kun 10 pct. af de universitetsstuderende og mindre end 1 pct. af lærerstaben. Skolegangen er næsten fuldstændig adskilt til skade for palæstinenserne både materielt og kulturelt – fra diskriminerende adgang til boliger baseret på aftjent værnepligt til ideologisk konfrontation over for dem der kritiserer zionismen eller over for dem der blot forsøger at huske palæstinensernes historie i det historiske Palæstina.9 Amerikansk kritik af zionisme som et kolonialt projekt er ofte blevet mødt med anklagen om hykleri. USA, siges det, er ikke så forskellig fra Israel. Skulle USA, bliver der spurgt, afstå fra at eje områder som er eksproprieret fra indfødte folk og sende de andre tilbage til Europa? Og ligesådan når talen falder på diskriminering i amerikansk uddann�������������������������������������������������������� else, så stilles spørgsmålet om hvorfor israelske uddannelsesinstitutioner skal udpeges til boykot. Ingen af spørgsmålene rammer: at kritisere israelsk racisme er ikke at tilgive USA's institutioner, men snarere at understrege forbindelsen mellem 9 Se Makdisi, Palestine inside Out: 150-1. 165 David Lloyd og Laura Pulido dem. Det der kræves af Israel er ikke at den jødiske befolkning skal ’go home’, men at dets love og handlinger beskytter, som det er kravet i næsten enhver grundlov i verden, borgernes lige rettigheder uden hensyn til race eller religion. Det der kræves af USA er at det både anerkender at institutionel racisme findes, uanset hvor populære de farveblinde ideologier er, og at det forpligtiger sig til at udvide uddannelsesmulighederne for dem der lever og arbejder her – uanset statsborgerskab. Der opfordres til boykot af israelske institutioner på baggrund af deres systematiske hemmelige forståelse for den racistiske besættelse som bevidst fornægter palæstinenserne de samme rettigheder, som de israelske elever så rigeligt nyder, og som giver israelske akademikere de resurser og privilegier som de mener at have ret til. Retten til uddannelse er ikke delvis eller lokal, den er ikke præget af besættelse eller fordrivelse. Ligesom fordømmelsen af Sydafrikas apartheidsystem under de-investerings bevægelsen i 1980’erne åbnede for udfordring af den fortsatte adskillelse på Amerikas universiteter, således nu – specielt på et tidspunkt hvor den vidt udbredte proces med betaling fører til en omfattende genlagdeling af adgangen til højere uddannelse, til bagdel for arbejderklasse- og farvede studerende – skal kampagnen mod zionistisk apartheid kaste lys på relationen mellem Israels racistiske regime og de fortsatte virkninger af bosætter- kolonialisme på USA’s stilling i racespørgsmål. BDS-sloganet, ’ret til uddannelse’ har lige så stor betydning i USA som det har i Gaza eller i Jenin. Kampen for menneske- og civile rettigheder mod den voksende vold fra den nye sikkerhedsstat er lige så vigtig i USA eller i Europa, med deres hårde anti-immigrant-regimer og kriminalisering af minoriteter, som den er i Palæstina. På samme måde som med de-investeringskampagnen mod Sydafrika skal kritikken af Israels racisme over for det palæstinensiske folk åbne vejen for en fornyet global kritik 166 I BOSÆTTERENS LANGE SKYGGE 12 af de racistiske statsformer i den såkaldte civiliserede verden. Anerkendelse af den fælles historie og kampe som forbinder Palæstina med USA Southwest er en kritisk dimension ved dette projekt. 167 168 13 DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG Haneen Maikey Den seksuelle diskurs og de forsøg på organisering der finder sted i Palæstina/Israel i dag gør spørgsmålet om tid og historie relevant. En indsigt i den historiske kontekst kan gøre det lettere at forstå udviklingen af den palæstinensiske queer-bevægelse, set i lyset af vigtige politiske perioder og begivenheder. Dette kan måske give et bedre perspektiv på indholdet i queer-bevægelsen og den rolle den er kommet til at spille. Aller vigtigst håber jeg at denne artikel vil kaste lys over de ideologier og strategier som den palæstinensiske queer-bevægelse har udviklet, og som understreger visionen om og forståelsen af det krydsfelt der eksisterer mellem kamp og undertrykkelse i det palæstinensiske samfund 169 Haneen Maikey og langt ud over dette. Den palæstinensiske queer-bevægelse er måske en af de få sociale og politiske bevægelser som åbent og klart diskuterer (og praktiserer) den klare forbindelse der er mellem seksuel, social og politisk kamp og virkelighed. Når man ser på den palæstinensiske queer-bevægelse, er der mange indbyrdes relationer som må tages i betragtning: relationen mellem det israelske og palæstinensiske samfund; relationen mellem queer-palæstinensere og det palæstinensiske samfund; relationen mellem queer-palæstinensere og det globale samfund, Vesten og globale mainstream medier og relationen mellem queer-palæstinensere og Israel – både i form af Israels militære kolonialisme og queer-progressive israelere og israelske organisationer. Derfor kan den aktive rolle som palæstinensiske queergrupper har spillet i den palæstinensiske BDS-bevægelse gennem de senere år ikke forstås som resultat af en en-dimensional eller enkel proces. Den afspejler det sidste årtis forsøg på organisering hvilket igen hænger sammen med vores virkelige erfaringer som queer-personer der lever både i et traditionelt samfund og under besættelse – en erfaring som rummer vores ambition om at blive en integreret og indflydelsesrig del af det palæstinensiske samfund. Hertil kommer at den klare og solide politiske ramme og strategi som BDS bevægelsen udgør er blevet en hovedplatform for den palæstinensiske queer-modstand. Da seksualitet blev et politisk tema i Palæstina Forud for dannelsen af den palæstinensiske LGBTQ-gruppe (lesbisk, bøsse, biseksuel, trans og queer), og især efter Oslo-aftalerne i midten af 1990’erne, begyndte seksualitet, og især homoseksualitet, at dukke op som politisk tema i regionen. I 1993 underskrev PLO og den israelske regering ’Principerklæringen om en midlertidig selvstyreregering’, den såkaldte Oslo-aftale, som var start170 DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG 13 skuddet til den palæstinensiske selvstyremyndighed (PA), og som for første gang siden 1948 gav palæstinenserne en vis myndighed over dele af deres land. PA blev ansvarlig for forskellige sociale, retslige og politiske spørgsmål. I samme periode startede israelske LGBT-grupper deres organisering, især med henblik på at ændre den anti-sodomi lov der kriminaliserede homoseksuelle handlinger. Den israelske LGTB- bevægelses bestræbelser på organisering blev støttet, og endda ledet, af et antal Knesset-medlemmer. Det lykkedes israelske LGBT- grupper at få ændret loven i 1988. Absurd nok tilføjede denne nye udvikling et yderligere aspekt til den voksende interesse for LGTB’s legale status inden for den palæstinensiske selvstyremyndighed. I lyset af denne dynamik blev kolonisatorens standarder og resultater den målestok det koloniserede folk blev målt med, og som de skulle indrette sig efter. Denne nye udvikling gav stødet til en voksende ensidig og stereotyp vestlig interesse for spørgsmålet om seksuelle rettigheder i Palæstina. Interessen omfattede temaer som havde relation til LGBTQ-miljøet, selv om der endnu ikke var nogen formelle LGBTQ-grupper eller organiseringsforsøg i det palæstinensiske samfund på det tidspunkt. Internationale regeringer, menneskeretsorganisationer og vestlige LGBTQ- organisationer plus mainstream medier forholdt sig til den fremvoksende palæstinensiske stat uden at vise interesse for palæstinensisk kultur og moral og palæstinensiske idealer hvad angår seksualitet og ’same-sex’- adfærd. Denne ensidige og undertiden patroniserende proces gik i gang på et tidspunkt hvor hverken det palæstinensiske samfund i almindelighed eller det palæstinensiske LGBTQ-miljø var parate til at tackle det spørgsmål. Hvis Oslo-processen repræsenterede et højdepunkt i den internationale interesse for Palæstina – og et vigtigt krydsfelt i 171 Haneen Maikey forhold til at placere seksualitet som politisk tema i den offentlige debat - var den proces som bidrog mest til udviklingen af det nuværende palæstinensiske homo-image - i hvert fald set fra det palæstinensiske LGBTQ- miljø, det palæstinensiske samfund og vestlige og andre mediers side – reelt begyndt nogle år tidligere, nemlig under den første Intifada. Under den første Itifada (1987 – 1993), som var højdepunktet for politisk undergrundsaktivisme i Palæstina, begyndte Israel at bruge afpresning under forhør som middel til at rekruttere kollaboratører. Alt hvad der var socialt ilde set i det palæstinensiske samfund, herunder homoseksualitet og førægteskabelig eller udenomsægteskabelig sex såvel som narko eller alkohol, blev brugt af Israel til at true eller tvinge palæstinensere til at samarbejde med Israel eller ’se konsekvenserne i øjnene’ (= straf). Denne taktik fra Israels side spillede en hovedrolle hvad angår fremstillingen af den palæstinensiske queer- person som en kollaboratør, og senere hen som en der var involveret i ’udenlandsk’ (og ’vestlig’) adfærd. Samme taktik blev anvendt af den palæstinensiske ledelse på Vestbredden under de ’anarkistiske’ perioder efter den første Intifada og både før og efter den anden Intifada (ca. 2000 – 2004). Politiske og bevæbnede grupper vedtog uformelt en strategi med ’udrensning’ og begyndte at true homoseksuelle og andre outsidere til at samarbejde ved at true med at afsløre deres seksualitet. Det er vigtigt at bemærke at alle de sager vi har kendskab til har komplicerede baggrunde, og at de involverede personer blev udpeget ikke kun fordi de var homoseksuelle, men også fordi de var sårbare på andre områder. Men det meste af den slags aktivitet stoppede på Vestbredden efter at Hamas vandt valget, og den palæstinensiske selvstyremyndighed begyndte at ’kontrollere’ Vestbredden. Visse ting tyder på at samme proces nu udspiller 172 DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG 13 sig i Gaza: homoseksuelle bliver arresteret og ’påtalt’ af ’gode’ mennesker eller af grupper som ønsker at hjælpe til med at ’rense’ samfundet (eller blot opnå myndighedernes opbakning). Palæstinensiske queer-grupper begyndte at organisere sig under den anden Intifada – en af de mest epokegørende politiske perioder i nyere palæstinensisk historie, især for palæstinensiske borgere i Israel som for første gang deltog i det nye oprør og blev udsat for brutale politiangreb som resulterede i 13 unge demonstranters død, kendt som ’oktober 2002 begivenhederne’. For mange unge palæstinensere inden for 1948-grænserne (Israel, red.) blev den anden Intifada et vendepunkt i deres identitet som palæstinensere, ligesom den redefinerede deres tætte forbindelse til og identificering med den palæstinensiske befrielseskamp. Det var i dette politiske klima at en palæstinensisk queer-bevægelse begyndte at se dagens lys. Den startede inden for Israel på initiativ af en israelsk-jødisk organisation, The Jerusalem Open House (JOH). Inden den anden Intifada havde nogle LGBTQ-palæstinensere (især bøsser) flere gange besøgt JOH for at deltage i sociale events. JOH-Centret og Jerusalem var ret nemt at komme frem til fra Bethlehem, Ramallah og Østjerusalem. Efter den anden Intifada blev de palæstinensiske LGBTQ-personer stoppet når de kom til queer-steder i almindelighed og til JOH i særdeleshed. JOH-ledere begyndte at tage initiativer til at få de palæstinensiske queer-personer tilbage, mens de ignorerede årsagen til denne ændring i deres deltagelse. Dette kan, set i bakspejlet, opfattes som et forsøg på at afpolitisere den palæstinensiske queer–kamp og bringe den på linje med en israelsk LGBT-kamp som har været og fortsat i høj grad er apolitisk. Den palæstinensiske LGBTQ-organisering var ikke i stand til at distancere sig fra den politiske situation eller distancere sig fra forbindelsen mellem queer-politik og besættelse. Men de 173 Haneen Maikey interne og offentlige debatter om queer-grupper og om lokal og regional politik i Palæstina begyndte først med 2006-krigen mod Libanon, samme år som JOH organiserede World Pride begivenhederne i Jerusalem – en by i centrum for de politiske spændinger på det tidspunkt. For første gang blev palæstinensiske queergrupper bedt om at udtale sig offentligt om politiske spørgsmål. Hvordan kan vi fejre Pride midt under den brutale 2006-krig mod Libanon? Hvordan kan vi afholde en apolitisk World Pride i en sådan periode og på et sted som Jerusalem, tyve minutter fra Apartheidmuren som adskiller os og skjuler sandheden om 64 års besættelse og kolonial dominans? Hoveddiskussionen fandt sted mellem World Pride-organisatorer og radikale queergrupper, herunder nogle palæstinensiske queer-personer. Krigen i 2006 tvang mange queer-grupper til at tage stilling til krigen, og tage stilling til forskellige queer-grupper ud fra deres holdning til krigen. Det øjeblikkelige resultat var en brutal afklaring af den uoverstigelige splittelse mellem de palæstinensiske og israelske queer-organisationer. Mens de palæstinensiske queer-grupper begyndte at tage spørgsmål om ’identitet’ /tværsektorialitet’ op (dvs. hvordan forskellige sociale kategorier såsom race, klasse, køn og handicap bidrager til social ulighed) og gradvist tilsluttede sig kampen mod besættelsen, så tilsluttede de israelske queergrupper sig i stedet det israelske nationale projekt ved at agitere for værdier som militarisme og hetero-normalitet som primære veje til accept i samfundet – og beviste derved at israelske LGBTQ-grupper trods alt var mikrokosmos’er af et israelsk samfund baseret på årtiers fornægtelse og medskyld i statsbaseret og systematisk undertrykkelse. På baggrund af ovennævnte begivenheder indledte al-Qaws for Sexual and Gender Diversity in Palestinian Society (al -Qaws) i november 2006 en diskussion om hovedspørgsmålene inden for 174 DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG 13 identitet og den videre politiske og sociale kontekst. World Pride og 2006-krigen gav ny indsigt i betydningen og vigtigheden af at investere massivt i opbygningen af et modent og bevidst palæstinensisk queer-miljø som - måske for første gang – kunne vise sig relevant i forhold til de erfaringer fra virkeligheden som de fleste palæstinensiske queer-personers havde gjort sig. Deres vigtigste kamp var livet under besættelse i de palæstinensiske områder eller som andenklasses borgere inden for Israel – side om side med den seksuelle kamp. Vi mente at kun ved at besvare disse spørgsmål kunne vi definere vores ambitioner om at blive en integreret og vigtig del af det palæstinensiske samfund. I slutningen af 2007 blev al-Qaws officielt udskilt fra Jerusalem Open House. Det kan ses som en naturlig og organisk proces. Beslutningen om at opbygge en uafhængig palæstinensisk LGBTQ-enhed var et eksempel på at en palæstinensisk gruppe klart meldte ud at et ikke-politisk rum ikke længere kunne fungere, og at politik er del af vores daglige erfaringsverden. Det var et budskab om vilje til at arbejde tværsektorielt inden for palæstinensisk seksual- og kønsaktivisme. Det var også et budskab som fremhævede den magt og aktivitet der lå i de palæstinensiske queer-grupper, snarere end et fokus på deres offerrolle eller praktiske nytte. Med Gaza-krigen i 2009 begyndte palæstinensiske queer-grupper at bruge en mere radikal politisk diskurs og talte offentligt om krigen, organiserede aktiviteter i Gaza og deltog (om end oftest som individer) i demonstrationer. Nogle få måneder senere, i august 2009 – lige efter Israels massakrer på hundredvis af mennesker i Gaza i Operation Cast Lead – var der skyderi i Bar-Noar, homo-ungdommens sted i Tel Aviv. Ortodokse jøder var gået ind i centret og havde dræbt to unge bøsser. Palæstinensiske queer-personer, som ønskede at udtrykke solidaritet og udsende et anti-’hate crime’ budskab, blev imidlertid forvist fra hovedde175 Haneen Maikey monstrationens scene fordi man kunne risikere at de ville ’tale om politik’. Betydningen af forvisningen af LGBTQ-palæstinensere fra denne begivenhed blev gjort brutalt klar da højrefløjspolitikere proklamerede et ’dræb –ikke’-budskab fra hovedscenen, alt imens de ignorerede deres rolle i drabet på hundredvis af mennesker i Gaza kun få måneder tidligere. Dette budskab blev afleveret, mens organisatorerne spillede den israelske nationalmelodi ved natgudtjenesten – en sang der af mange palæstinensere i Israel ses som en afspejling af dybe zionistiske værdier. Denne fejring af nationalismen bekræftede (progressive, homo-elskende) israeleres nationale identitet og bidrog til yderligere at fremmedgøre de palæstinensiske masser. Den aktuelle fremstilling af LGBTQ-politik i Israel/ Palæstina I løbet af denne historie har der i Israel udviklet sig en anden tendens som er blevet meget dominerende: homo-nationalisme, eller normalisering og integration af visse ’mere acceptable’ queer-personer i det nationalistiske ideal. I Israel har homo-nationalisme antaget mange forskellige former, fx optagelse af bøsser i militæret (”serving with pride”), øget tilstedeværelse af israelske flag i Pride-demonstrationer og en voksende homo-normativitet, eller queer-personer som tilpasser sig mainstream sociale normer fra kernefamilien baseret på ægteskab, børn og social opstigning. Fremkomsten af homo-nationalisme i Israel har også yderligere bidraget til at fremmedgøre palæstinensiske queer-personer fra israelske queer-grupper og –begivenheder og har kun alt for tydeligt vist splittelsen mellem de to gruppers ideer om queer-politik og –solidaritet. Homo-nationalistisk diskurs og aktion inden for Israel har gjort det klart at det i stigende grad er umuligt for queer-palæ176 DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG 13 stinensere at deltage i israelsk organiserede queer-events. For eksempel signalerede de 5.000 israelske flag der blev omdelt ved Tel Aviv Pride-paraden i juni 2010 det budskab at eventen handlede lige så meget om at være stolt som israeler som den handlede om at være stolt som queer. De store nationalistiske demonstrationer som fandt sted efter skyderierne i Tel Aviv er naturligvis også slående eksempler på dette. Ved at stille sig på linje med den stat som har igangsat den institutionaliserede undertrykkelse af det palæstinensiske folk i de sidste 64 år, har det israelske queersamfund indskrænket sine ambitioner fra at kæmpe for seksuel frihed til at være inkorporeret i nationen – og har selvsagt derved presset den palæstinensiske queer-bevægelse til at redefinere sin politiske dagsorden og følgelig sine relationer til den israelske queer-bevægelse. Splittelsen i politikken og det at skelne mellem forskellige former for vold – fulgt af en fornægtelse af forbindelsen til politik i bredere forstand, og især til besættelse og apartheid – har gjort det åbenlyst at den palæstinensiske og israelske queer-bevægelse styrer i forskellige retninger: på den ene side en kamp for befrielse som forbinder queer-politik med bredere kampe – og på den anden side en kamp for at opnå nationalt baseret accept som bygger på nationalt baserede værdier. I denne kontekst blev solidaritet omdefineret idet de ideologiske forskelle fremkaldte spørgsmål om hvad solidaritet egentlig betød for de to parter. Mens palæstinensiske queer-personer så solidaritet som noget der hang sammen med vores holistiske udgangspunkt, på en måde vi havde forsøgt at arbejde med gennem det sidste årti, så definerede og forlangte israelske queer-personer en slags solidaritet der var baseret på hierarki i kampene. Dette tvang os til endnu en gang at gå på kompromis med vores kampe og vores identitet, alt imens vi holdt besættelse, apartheid, racisme og daglige krænkelser af menne177 Haneen Maikey skerettighederne ude af ligningen – som om disse ikke havde noget at gøre med queer-kampen. Pinkwashing og homo-turisme Ud over at den israelske homo-nationalisme har fungeret som endnu en form for andenrangs-placering af palæstinensiske queer-personer, har den også ført direkte til endnu en slags udbytning: pinkwashing. Fremkomsten af israelsk homo-nationalisme og den deraf følgende fremmedgørelse af palæstinensiske queerpersoner har gjort det muligt for israelske grupper, queer eller ej, at bruge den forslidte floskel om den stakkels palæstinensiske bøsse/lesbiske og hans/hendes hjælpeløshed som de stiller op som modsætning til de integrerede, normaliserede, befriede israelske queer-personer, med det formål at fremstille Israel som frelseren, alt imens de dæmoniserer det palæstinensiske samfund som tilbagestående og homofobisk – og således skjuler Israels brutale behandling af alle palæstinensere. Denne taktik anvendes ikke kun af den israelske regering, men også af uafhængige grupper som står for stærke nationalistiske ideologier. Kort sagt, pinkwashing er den kyniske brug af palæstinensiske queer-stemmer og af kampen for bøssers og lesbiskes rettigheder til at fremstille det palæstinensiske samfund som barbarisk og homofobisk, mens Israel fremstilles som en bastion for bøssers og lesbiskes rettigheder og dermed for menneskerettigheder – med det formål at tilsløre og glemme Israels undertrykkelse af palæstinenserne som gruppe – uanset queer eller ej. Ved at fremstille det palæstinensiske samfund som generelt dårligt tjener pinkwashing også til at retfærdiggøre den aktuelle israelske kolonialisme, apartheid, og undertrykkelse af palæstinenserne. Pinkwashing finder også sted når den israelske regering tager initiativer til fremme af homo-turisme. Dette bygger direkte på 178 DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG 13 den israelske homo-nationalisme og skal tjene til at lægge en fernis over Israels utallige krænkelser af menneskerettighederne og fokuserer derfor på ”vores fester (noget nyt og ophidsende som finder sted hver aften), homo-strandfester (det hotteste og fedeste i Mellemøsten) og masser af venlige og altid gæstfri lokale folk. Israel er et land med store forskelligheder og med et uendeligt og foranderligt udbud af seværdigheder og aktiviteter for vores gæster – homoer såvel som heteroer.” Dette initiativ er ikke blot en form for pinkwashing, men også en betydelig kilde til indtægter for Israel; ikke blot misbruger man palæstinenserne til at stive Israels image af, men det er også et middel til at skaffe indtægter; derved bidrager det til og drager nytte af det israelske apartheidsystem. Queer-kampen: Anti-besættelse og BDS-aktivisme Billedet af de palæstinensiske queer-personer som kollaboratører, som begyndte under den første Intifada, blev fremprovokeret af misbruget af den palæstinensiske queer-sag og det iscenesatte pink-vaskede billede af palæstinenserne som ofre. ’The Gay International’ kom yderligere salt i såret ved at presse det palæstinensiske selvstyre og det civile samfunds organisationer til at respektere homoseksuelles rettigheder og skabte dermed et billede af at der var tale om vestligt pres og vestlige forsøg på at forandre vores samfund. Samtidig lyder en høj stemme inden for det palæstinensiske samfund – en stemme som insisterer på at prioritere kampene og insisterer på et hierarki for befrielse hvor den palæstinensiske nationale befrielseskamp er øverst på listen, mens andre kampe (kvinders rettigheder, kønskamp, seksuelle rettigheder, minoritetsrettigheder osv.) kommer som nr. to. Derfor betragtes palæstinensiske homoseksuelle – ud over at de ses som vestliggjorte indtrængere og israelske kollaboratører – i kraft 179 Haneen Maikey af deres snak om kampenes tværsektorialitet og deres forsøg på at bryde kampens hierarki - med vrede af det palæstinensiske samfund. Når man arbejder inden for denne komplicerede politiske og sociale sammenhæng, og er fanget i det spind af billeder der produceres af en palæstinensisk queer-person, er det vanskeligt at håndtere temaer om homofobi inden for det palæstinensiske samfund når man samtidig kæmper imod besættelse og apartheid. Disse udfordringer har fået os til at udvikle nye og kreative metoder for modstand som er baseret på den dybe forståelse af at kampen mod besættelse og undertrykkelse er afgørende for den palæstinensiske queer-kamp. Disse udfordringer har presset os til at markere os gennem politiske platforme snarere end gennem vestligt inspirerede apolitiske Pride-parader. Samtidig – efter i ti år at have været aktive inden for vores samfund og have forholdt os til det offerbillede som pinkwashing-aktiviteterne tegnede – følte vi behov for at snakke åbent og afmontere de myter som bruges imod vores kamp som palæstinensere og som palæstinensiske queer-personer. Af disse grunde er BDS-opfordringen imod Israel, som det palæstinensiske civilsamfund har udsendt, den perfekte platform for vores deltagelse i den palæstinensiske kamp og er blevet en vigtig modstandsform for det palæstinensiske queer-miljø. BDS er blevet et vigtigt samlingspunkt ikke kun fordi det er en dokumenteret metode til at gøre ende på undertrykkelse (som den bidrog til imod Sydafrikas apartheid), men også fordi den kommer fra palæstinenserne selv og kan bruges af alle palæstinensere – uanset om de lever i de besatte områder, i diasporaen eller i Israel. Af disse grunde er BDS blevet så godt modtaget af det palæstinensiske queer-miljø. 180 DEN PALÆSTINENSISKE SEKSUELLE BEFRIELSESKAMP FØR OG I DAG 13 En gruppe som direkte arbejder med dette spørgsmål og har spillet en aktiv og engageret rolle i BDS-bevægelsen, er Palestinian Queers for BDS, eller PQBDS. Den blev grundlagt i 2010 af en række palæstinensiske queer-aktivister. PQBDS støtter BDSbevægelsen og henvender sig til forskellige internationale queergrupper og til kunstnere, aktivister og musikere med opfordring til at de boykotter Israel, og boykotter alle events i Israel. Det var en sejr for PQBDS da The International Gay and Lesbian Youth and Student Organization for nyligt flyttede deres generalforsamling fra Tel Aviv til Amsterdam – som reaktion på opfordringen fra PQBDS om at boykotte Israel. Det lederskab og den succes som PQBDS demonstrerer er et vidnesbyrd om den rolle som palæstinensiske queer-personer skal spille i kampen mod den israelske besættelse og undertrykkelse. Den viser ikke kun at BDS er en effektiv og tilgængelig modstandsmetode, men også at palæstinensiske queer-personer har stor handlekraft og en vigtig rolle at spille i den palæstinensiske kamp mod den israelske besættelse, apartheid og kolonisering. 181 182 14 EFTER HOLOCAUST OG ISRAEL: KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK? Marc H. Ellis I de tidlige 1970’ere var jeg så heldig at studere sammen med Richard Rubenstein, en af de første holocaust teologer i USA. I 1966 udgav Rubenstein sin banebrydende After Auschwitz: Radical Theology and Contemporary Judaism. I 1970’erne udvikledes holocaust studierne i hurtigt tempo, Rubenstein var en af pionererne. I den periode blev holocaust overleveren Elie Wiesel og den nu afdøde holocaust filosof Emil Fackenheim kendt inden for og uden for den akademiske verden. I de følgende år blev de begge betydningsfulde deltagere i holocaust erindringen og offentlighedens bevidsthed, og medvirkede til at definere den amerikanske og den globale debat om jøder og jødedom. Når man ser tilbage, var tiden moden til en opblomstring af holocaust bevidstheden. For jøderne havde ugerne op til den israelsk-arabiske krig i 1967 fremkaldt frygt for nederlag, med mulighed for Israels endeligt og udradering af dets jødiske befolk183 Marc H. Ellis ning. Så kom krigen og sluttede hurtigt til Israels fordel, på kun seks dage. I betragtning af den forudgående frygt mente nogle at Israels lynsejr var et mirakel. Skønt amerikanske jøder befandt sig langt fra slagmarkerne i Mellemøsten, blev Israels sejr for mange amerikanske jøder anledningen til en nyfunden stolthed over det at være jøde. Således styrket kaldte jøderne også de enorme lidelser nazisterne udsatte dem for årtier tidligere for holocaust. I kølvandet på 1967-krigen blev holocaust og Israel i den jødiske forestilling forbundet som centrum for jødedom og alt jødisk. Det er de stadig. Jeg gennemlevede disse dage som ung studerende, med den særlige position at studere sammen med Rubenstein. I After Auschwitz havde Rubenstein allerede udnævnt holocaust til at være kernen for moderne jødisk eksistens. Israel var også central for Rubenstein, og ligesom holocaust var det endnu ikke givet et navn af de jødiske autoriteter. Disse to afgørende tildragelser måtte man ifølge Rubenstein beskæftige sig med hvis fremtiden for det jødiske folk skulle analyseres. Jøderne led under holocaust fordi de manglede magt i Europa og endnu ikke havde været i stand til at finde sig tilrette med den moderne volds forskellige udtryk. Lektien fra holocaust var at aldrig mere måtte jøder være uden magt. Rubenstein så Israel som svaret på denne magtesløshed. Kernen i Rubensteins værk handlede om begrebet efter. For Rubenstein havde efter en lang række betydninger som relaterede sig til gud, jødedom, Israel og modernitet. Hvad kan jøder sige om gud efter Auschwitz? Hvis gud valgte jøder som sit folk og lovede at være med os, hvor var gud da i Auschwitz? Jødedom som religion bygger på guds tilstedeværelse, eller i det mindste erindringen om guds tilstedeværelse ved befrielsen fra Egypten og det forjættede land. Kunne jødedommen bekræftes efter Auschwitz uden at forbinde et uacceptabelt straffende aspekt med den jødiske gud? 184 KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK? 14 For Rubenstein kom staten Israel til at repræsentere den postholocaust jødiske vilje til at beskytte jødiske liv mod enhver der ville skade dem. Gud beskyttede ikke Europas jøder, men, som Rubenstein påpegede, det gjorde menneskeheden heller ikke. At de europæiske jøder stod alene i deres bitre nød, og at de ikke var i stand til at beskytte sig selv gjorde Israel til en nødvendighed. Nok så skræmmende for Rubenstein var imidlertid modernitetens efter. For Rubenstein var nazisterne barbarer og gennemført moderne på samme tid. Kombinationen af avanceret teknologi, social organisation og bureaukrati som definerede modernitet gjorde udryddelsen af jøderne mulig i nazi perioden, og det gjorde andre, herunder jøderne, sårbare efter det historiske momentum. Eftersom Rubenstein mente at anti-semitisme overlevede i moderniteten, kunne jøder blive endog mere sårbare i fremtiden. Kun Israels evne til at straffe jødernes fjender kunne redde dem når det var nødvendigt. Hvis Israel blev slået, ville det jødiske folk i det mindste dø som stolte mænd og kvinder. De ville ikke som holocaust jøderne gå som får til slagtebænken. Når jeg lyttede til Rubenstein, forstod jeg at holocaust og læren herfra var ladet med uenigheder og rivalisering. Jeg forstod på Rubenstein at Wiesel og Fackenheim var hans bitre fjender, men i begyndelsen var det vanskeligt for mig at forstå hvorfor. De var alle tre enige om Europas jøders svaghed og nødvendigheden af at styrke jøderne i Israel. De var også enige om vanskeligheden ved at tale om gud efter Auschwitz. Fackenheim introducerede endog et nyt bud som han følte var indbegrebet af jødernes tilstand efter holocaust i relation til Israels centrale rolle for den jødiske fremtid. Idet han bemærkede at ortodoks jødedom har 613 centrale bud givet af gud, anbragte han et 614. bud der stammede fra det jødiske folks kamp for at overleve holocaust og det arabiske an- 185 Marc H. Ellis greb på Israel i 1967- krigen: “Det er forbudt for den autentiske jøde af i dag at give Hitler endnu en sejr posthumt.” Ifølge Fackenheim gav den befalende stemme fra Sinai jødedommen dens������������������������������������������� 613 bud. Men den stemme var tavs under holocaust og truslerne mod Israel. Det israelske folk nægtede at lade sig handlingslamme af guds tavshed og afvente guds genkomst og rejste sig i 1967-krigen og tog ansvaret for sin egen skæbne. For Fackenheim kom det 614. bud fra det jødiske folk. Det var inspireret af den befalende stemme fra Auschwitz. Skønt diskussionen mellem Rubenstein, Wiesel og Fackenheim var skjult under pralende påstande og modargumenter fra dem alle, kom den til udtryk i en direkte konfrontation mellem Rubenstein og Wiesel i 1970 på en af de første holocaust konferencer i USA. Uenigheden gik på om de 6 millioner jøder der blev dræbt under holocaust var ofre eller martyrer. Rubinstein påstod at de døde under holocaust var ofre. Wiesel argumenterede for martyrium. Slaget om terminologi kan synes fejlplaceret, endog banalt. 6 millioner døde er 6 millioner døde. Hvad betyder det hvilke ord der bruges om deres død? Terminologien havde snarere noget at gøre med betydningen af jødisk liv og jødisk historie, var det eller var det ikke omkostningerne værd at holde det jødiske folk i live og intakt. Er der en mening med jødisk historie ud over øjeblikket? Findes der en jødisk skæbne? Hvis der er en mening og en skæbne, hvad kan så hævdes om begge efter holocaust? Kunne Israel være bæreren af jødisk liv og skæbne, den eneste mulige efter holocaust? For Rubinstein er Israel stedet hvor jødisk liv er sikret efter holocaust. Skønt jødisk liv er beskyttet, er der for Rubenstein ingen mening med en jødisk historie efter Auschwitz og ingen nedarvet årsag til jødisk fortsættelse. Wiesel havde det anderle186 KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK? 14 des. Betegnelsen martyrer for ofrene for holocaust gav deres liv en retrospektiv funktion som grobund for en jødisk fremtid. For Wiesel er det konkrete svar på jødisk martyrium og håbet om en jødisk fremtid fundet med Israel. Derfor kræver Israel uforbeholden støtte fra jøder over alt i verden. I en tid hvor gud er fjern forenes holocaust og Israel som den centrale bekræftelse på jødisk historie og liv. Ellers ville, i det mindste for Wiesel, de døde under holocaust og hele den jødiske historie miste deres værdi. Som et ekko af Fackenheims 614. bud tror Wiesel at det at se de døde under holocaust som ofre eller alene tanken om en verden uden staten Israel giver Hitler en posthum sejr. Konstantinsk jødedom, progressive jøder og det 615. bud Mens debatten om holocaust og Israel udspilledes i 1970’erne, fandt en anden ubemærket begivenhed sted: Israels besættelse og bosættelse af Jerusalem, Vestbredden og Gaza. Skønt det ikke blev nævnt af tidens holocaust kommentatorer og desværre heller ikke i dag, underminerede den israelske ekspansionisme deres argumenter. I det mindste ville argumenterne få sværere ved at blive hørt og overvejet. Ville det også gøre dem helt ubrugelige? Faktisk var overtagelsen af jord og etnisk udrensning af palæstinensere begyndt langt tidligere med grundlæggelsen af staten Israel i 1948. For de fleste amerikanske jøder som mig var dette ukendt i 1970’erne, eller hvis det var kendt så var det indhyllet i debatten om ofre kontra martyrer der gav genlyd i hele den jødiske verden. Til sidst vandt Wiesel sin debat med Rubenstein, og hans synspunkter blev sammen med Fackenheims 614. bud retningsgivende i det amerikansk-jødiske samfund og derudover. 187 Marc H. Ellis Ligeledes overtog kristne i USA overbevisningen om at efter holocaust blev Israel afgørende for jødisk overlevelse og fremgang. Kristne blev overbevist om at støtte til staten Israel var en del af den kristne anger for deres historiske synd, anti- semitismen. I visse kredse blev holocaust teologien så gennemtrængende at det blev vanskeligt at fastslå om holocaust teologi var vigtigst for jøder eller for kristne. Som jøderne vidste de kristne som regel ikke - eller tog sig i hvert fald ikke af det - at fordrivelsen af palæstinenserne begyndte langt tidligere end i kølvandet på 1967-krigen. Faktisk bemærkede kristne og mange jøder næsten heller ikke post-1967 overtagelsen af palæstinensisk land. For jøder og kristne i USA var og forblev Israel uskyldig. Da 1980’erne begyndte, og Israel bosatte sig permanent på stadig mere palæstinensisk jord, blev holocaust teologien udfordret. Den israelske invasion af Libanon og det at Israel knuste den palæstinensiske opstand i 1980’erne var en advarsel for flere end nogle få jøder og kristne om at jødisk martyrium blev efterfulgt af palæstinensisk martyrium. Kunne de to forfulgte og martrede folk forsones og omformes til to stater, Israel og Palæstina og eksistere side om side i fred? Denne to-stats mulighed kunne forenes med den holocaust/ Israel bevidsthed som Rubenstein, Wiesel og Fackenheim gik i spidsen for, så længe uskyldigheden og den jødiske eksistens forsonende karakter og staten Israel bestod. Dette blev de progressive jøders standpunkt i USA og i Israel. For progressive jøder blev jødisk og israelsk uskyld kompromitteret i kølvandet på 1967-krigen af den politik det israelske og amerikansk-jødiske establishment fulgte. De troede at jødisk uskyld kunne genskabes ved at afslutte 1967-besættelsen. Men samtidig med at de påpegede selvmodsigelser i det jødiske establishment, havde den progressive jødiske bevægelse også sine egne selvmodsigelser. 188 KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK? 14 Progressive jøder nægtede at anerkende kontinuiteten i fordrivelsen af palæstinenserne efter 1948, måske fordi det ville gøre det vanskeligere at støtte en to-stats løsning på den israelskpalæstinensiske konflikt. Det ville samtidig gøre jøder skyldige i ødelæggelsen af Palæstina fra begyndelsen. I 1990’erne erkendte mange mellemøsteksperter at Israel havde søsat en ekspansionistisk politik der forhindrede enhver levedygtig to-stats løsning. Alligevel klyngede progressive jøder sig til deres standpunkt. Jeg begyndte at tro at grunden til at progressive jøder ikke ville slippe den forsvundne to-stats løsning var at de afspejlede det jødiske establishments almene overfølsomhed. Jeg følte at progressive jøder var blevet venstrefløjen af det jødiske establishment som så kunne fortsætte politikken, mens de progressive argumenterede for en moralsk løsning på en konflikt de vidste ville betyde Israels sejr over palæstinenserne. Efter det andet palæstinensiske oprør blev det klart at Israel og det jødiske establishment indeholdt en konstantinsk formation - en formation der ligner bevægelsen i det fjerde århundrede, da den spirende og marginale kristne menighed blev det romerske imperiums officielle religion. Som imperiets religion velsignede den konstantinske kristendom imperiet og fik privilegier ud af det. Det forekom mig at noget lignende var sket for det jødiske samfund. Jøderne, der kom fra udkanten af det europæiske samfund og holocaust lidelserne, havde overlevet og blomstrede op med vores egen stat og indflydelse i USA. For at sikre fortsættelsen af den succes velsignede jøderne staten Israel og USA og fik privilegier af dem begge. Havde vi af den grund overtaget konstantinsk jødedom? Var progressive jøder, særligt grupper som Peace Now i Israel og Tikkun-samfundet i USA, egentlig venstrefløjen af konstantinsk jødedom? 189 Marc H. Ellis Som tiden gik, var scenen for jødisk liv skiftet brat. Jøder blev nu konfronteret med et ekspansionistisk Israel og udelukkelsen af to-stats løsningen. Men retorikken og argumenterne i Israel og det amerikansk-jødiske samfund forblev i holocaust ofre/martyrstilen der udelukkede enhver følelse af at jødisk skyld stod på dagsordenen. I realiteten blev enhver der omtalte palæstinensernes situation fordømt som kristen antisemit eller selvhadende jøde. Den konstantinske sammenblanding af establishment og progressive kræfter gjorde det endnu vanskeligere for jøder og andre at tænke nyt om meningen med jødisk overlevelse og jødisk skæbne. Ved afslutningen af første årti i det nye årtusind blev der brug for at tilegne sig endnu mere information. I 2006 invaderede Israel Libanon for anden gang med blandede resultater. Bombningen af Libanon efterlod det i brand, men raketterne affyret mod Israel af Hizbollah efterlod også Israel i brand. Kunne Israel og jøder reelt være sikre i en verden med sofistikeret teknologi og med et ekspansionistisk Israel? Så kom i 2008 endnu en israelsk invasion af Gaza som medførte ødelæggelser for Gazas befolkning og anklager mod Israel for krigsforbrydelser. Endog FN’s Goldstone- rapport om krigen blev fra starten fordømt af mange jødiske ledere i Israel og USA. Imens fortsatte Gazas befolkning med at leve i en omfattende fængselslignende situation med mangel på de grundlæggende fornødenheder for et anstændigt liv. På denne tid begyndte en del jøder at overveje forløbet af holocaust og Israel, og hvor de havde bragt os hen som folk. Hvad skulle jøder gøre for at gennembryde det jødiske establishments konstantinisme og de progressive jødiske kræfter der samarbejdede om denne politik? Hvis Israel ikke ville - eller ikke kunne - stoppe sig selv, kunne jødiske dissidenter så stoppe det? Den 190 KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK? 14 jødiske etiske tradition var blevet udviklet og anvendt i Israel i årevis - men uden succes. Diskussionen om holocaust var kommet hele vejen rundt. Faktisk var det at tænke og tale om holocaust blevet stadig vanskeligere i lyset af Israels ekspansionisme og krig. Nogle jøder begyndte at mene at den jødiske etiske tradition var i fare for at blive ødelagt. Var der brug for et 615. bud til at komplettere Fackenheims 614.? Det bud kunne lyde således: “Du må ikke udstøde, nedværdige eller ødelægge palæstinensisk liv.” Nogle jøder begyndte at mene at uden dette bud havde Hitler vundet endnu en sejr posthumt. Bekymrede jøder En tredje gruppe israelske og amerikanske jøder er dukket frem i løbet af det seneste tiår – bekymrede jøder, som fx Gaza-eksperten Sara Roy og den israelske reporter Amira Hass som begge er børn af holocaust overlevere. Disse jøder føler at den jødiske fremtid er truet af Israels magt og de begrænsninger det konstantinsk/progressive jødiske establishment sætter for hvad jøder og andre må tænke om holocaust og Israel. Bekymrede jøder er opmærksomme på den jødiske historie - herunder holocaust - og er opmærksomme på den historie jøder skaber - herunder staten Israels historiske og nuværende politik over for palæstinenserne. For bekymrede jøder er styrkelsen af jøderne ikke uskyldig og Israel ikke forsonende. Men der er også en jødisk særegenhed præget af historien. Mens jøder ikke må bruge magt til at undertrykke et andet folk, så har jøder brug for magt i verden efter holocaust. Bekymrede jøder argumenterer for en indbyrdes forbundet indflydelse overalt hvor jøder bor særligt i Israel/Palæstina, hvilket betyder at jøder må have magt på lige fod med palæstinenserne. Historien er: der var et holocaust; der er en is191 Marc H. Ellis raelsk stat, men spørgsmålet er hvad der skal siges og gøres efter holocaust og Israel. Hvordan skal jøder sone uretfærdighederne mod palæstinenserne og begynde på en ny historie sammen med det palæstinensiske folk? Når jeg rejser blandt bekymrede jøder, kommer jeg i stadig højere grad til at tænke på de jødiske profeter. I tidligere tider talte profeterne til lederne og folket om hvordan de vendte ryggen til den jødiske skæbne. Profeternes fornemmelse for jødisk skæbne handlede om at skabe et andet samfund end det uretfærdige egyptiske samfund, de var befriet fra og også om deres rolle som lyset for nationerne. Det er rigtigt at i bibelsk forstand var Israel det forjættede land, men profeterne vurderede Israels efter dets handlinger. Blev det én gang dømt for at indskrænke retfærdigheden, var dommen hård. Hvis ikke Israels folk efterkom profeternes bud, blev de afskåret fra gud, reduceret i antal og sendt i eksil. Med anger blev Israels folk hilst velkommen igen til guds nåde og fik lov til at vende tilbage til landet. Profeternes skygge var dog stor. Reelt fulgte profeterne fra det øjeblik med i jødernes liv i og uden for landet. Måske er det derfor at konstantinske og progressive jøder så højlydt argumenterer for den jødiske etiske tradition skønt virkeligheden modsiger deres argumenter. Måske er dette også grunden til at bekymrede jøder trods sanktionerne, der er forbundet med deres synspunkter, argumenterer for at den jødiske etiske tradition bliver forrådt. Jøder har altid været på begge sider af det delte imperium. Mens Israels folk gav profeterne til verden, har jøder også været store modstandere af profeterne. Jeg kan se dette ældgamle profetiske mønster når konstantinske og progressive jøder argumenterer for et jødisk imperium i barske eller fløjlsbløde toner, eller når 192 KAN PROFETER HELBREDE TO MARTREDE FOLK? 14 bekymrede jøder udtrykker deres profetiske synspunkt mod det jødiske imperium på trods af risikoen. Et stigende antal bekymrede jøder argumenterer for at boykot, sanktioner og de-investering mod det ekspanderende og besættende Israel er væsentlige hvis den jødiske etiske tradition skal fortsætte i dag. Det er svært at argumentere mod at de følger profeternes tradition. De vanskeligheder profeterne mødte var jo netop fordi de rettede den anklagende pegefinger indad mod jøder og det jødiske samfund. Det er her profeterne berører jøder på de dybeste niveauer. Ved at opfordre til retfærdighed inden for det styrkede jødiske samfund udfordrer profeterne jøder til at række ud efter deres højere skæbne. På samme måde som profeterne argumenterer bekymrede jøder imod normaliseringen af undertrykkelsen, mod et imperium der splitter og ødelægger og mod den uskyldighed imperiet altid påberåber sig. På samme måde som profeterne bliver bekymrede jøder der argumenterer for boykot, sanktioner og de-investering anklaget for forræderi. Og også som profeterne ses bekymrede jøder som en trussel mod staten Israels sikkerhed og mod jøder overalt. Særligt efter holocaust anses de som opfordrer til konkrete indgreb mod staten Israels politik for at være bespottere. Men profeterne opfattedes på helt samme måde. Når jeg hører nogle af de skældsord om jødisk selvhad som rettes mod bekymrede jøder, trøster jeg mig ved at læse profeterne. Esaias, Jeremias, Amos og Ezekiels ord og handlinger er endog barskere end dem bekymrede jøder bruger i dag. Skønt konteksten er anderledes, er lighederne i synspunkterne slående. Hos profeterne bliver et magtfuldt israelsk imperium der misbruger sin magt og derved skaber kaos i relationen til gud og samfund fordømt af en etisk retfærdig gud og tradition. Og skønt det er sandt at bekymrede jøder sjældent taler om gud i 193 Marc H. Ellis verden efter holocaust, så fordømte de bibelske profeter selv den jødiske brug af gud-sproget i imperiesammenhæng. Bibelsk talt, så er gud meget langt fra dem når de skaber uretfærdighed i deres eget land. Uden retfærdighed er ingen gud tilgængelig for folket. Kunne Israels undertrykkelse af palæstinenserne gøre det endnu vanskeligere at tænke gud efter holocaust? Hvis det er for vanskeligt at tænke gud, så tænk helbredelse. Bekymrede jøder indser at undertrykkelse af et andet folk har ført jøder til mere usikkerhed og lidelse, mere vægt på holocaust og frygt for antisemitisme, og mere vrede i det jødiske samfund - ikke mindre. Har et ekspansionistisk Israel helbredt jøder for holocaust traumet eller forværret det? Det kan være at boykot, sanktioner og de-investerings bevægelsen ligeså meget er en kamp for helbredelse som for retfærdighed. Kan det være at retfærdighed er den eneste måde at helbrede begge de martrede folk på, og at den enes helbredelse ikke kan finde sted uden den andens. 194 15 SANDHEDENS ØJEBLIK: KRISTNE PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS Jamal Khader I begyndelsen af 2008 mødtes en gruppe kristne palæstinensere for at udveksle tanker om og holdninger til lidelserne i vores land under den israelske besættelse og for at reflektere over vores tro og Guds vidunderlige forsyn med alle indbyggere i dette land. Gruppen bestod af lægfolk og nogle gejstlige fra forskellige kirker. Det de havde tilfælles var deres kristne tro og deres bekymring for den fremtidige fred og retfærdighed i Palæstina/ Israel. Inspireret af Sydafrikas ”Kairo-dokument”, skrevet i 1985, hvori sydafrikanske teologer opfordrede verdens kirkesamfund og det internationale samfund til at slutte sig til kampen imod apartheid, udsendte de kristne palæstinensere et dokument som de kaldte: ”Et sandhedens øjeblik, et udtryk for tro, håb og kær- 195 Jamal Khader lighed fra hjertet af de palæstinensiske lidelser”1. Vi kalder os Kairos Palæstina Hvorfor nu det? Gruppen mente at vi har bevæget os ind i en blindgyde hvad angår tragedien for det palæstinensiske folk. Beslutningstagerne stiller sig tilfreds med at manøvrere i krisen i stedet for at forpligte sig til den alvorlige opgave det er at løse den. Palæstinenserne spørger: Hvad gør det internationale samfund? Hvad gør de politiske ledere i Palæstina, i Israel og i den arabiske verden? Hvad gør kirken? Problemet er ikke kun politisk. Den politik der føres ødelægger mennesker og dette må være et spørgsmål for kirken. Virkelighedens verden For tiden taler alle om fred i Mellemøsten og om fredsprocessen. Indtil videre er det imidlertid kun ord. Derimod er vores virkelighed Israels besættelse af palæstinensiske områder, berøvelse af vores frihed, og alt hvad denne situation medfører. I virkelighedens verden er en adskillelsesmur opført på palæstinensisk territorium, og palæstinensisk jord er konfiskeret for at give plads til opførelse af Muren eller for at bygge nye bosættelser eller udvide dem. Vores byer og landsbyer er lavet om til fængsler isoleret fra hinanden, efterladt som spredte og delte kantoner. Befolkningen i Gaza lever under umenneskelige forhold og permanent blokade afskåret fra resten af de palæstinensiske territorier. Israelske bosættelser hærger vores land, kontrollerer vores naturresurser blandt andet vores vand og landbrugsjord. På den måde fratager de hundredetusinder af palæstinensere deres livsgrundlag og forhindrer enhver politisk løsning. Vores virkelighed er daglig ydmygelse, vi er underlagt de militære checkpoints når vi skal på arbejde, i skole eller på hospitalet. 1 Se kairospalestine.ps 196 KRISTNE PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS 15 Selv vores religiøse frihed er kraftigt beskåret, vi nægtes fuld adgang til vores hellige steder med henvisning til sikkerheden, og Jerusalem og dets hellige steder er uden for rækkevidde for mange kristne og muslimer fra Vestbredden og Gazastriben. Flygtningeproblemet er også en del af vores virkelighed. De fleste flygtninge lever stadig i lejre under vanskelige forhold, ���������������� i generationer har de ventet på at få anerkendt deres ret til at vende tilbage. De tusinder af fanger som henslæber deres liv i israelske fængsler er også en del af vores virkelighed. Endelig bliver Jerusalem til stadighed tømt for sine palæstinensiske indbyggere, både kristne og muslimske. Deres ID-kort bliver konfiskeret hvilket medfører at de mister retten til at bo i Jerusalem. Deres hjem bliver revet ned og eksproprieret. Jerusalem, forsoningens by, er blevet til diskriminationens og eksklusionens by, nærmere en kilde til kamp end til fred. Staten Israel bliver ved med at tilsidesætte folkeret og internationale resolutioner. Den arabiske verden og det internationale samfund står lammede tilbage over for denne foragt. Menneskerettigheder undertrykkes, og på trods af rapporter fra adskillige lokale og internationale menneskeretsorganisationer fortsætter uretfærdighederne. Stillet over for denne virkelighed retfærdiggør Israel sine handlinger - bl.a. besættelse, kollektiv afstraffelse og mange andre former for repressalier imod palæstinenserne - som selvforsvar. I vores øjne er dette syn på sagen en omgåelse af sandheden. Ja, der er palæstinensisk modstand imod besættelsen. Men hvis der ikke var en besættelse, ville der heller ikke være en modstand, frygt eller utryghed. Sådan opfatter vi situationen. Derfor opfordrer vi israelerne til at stoppe besættelsen. Så vil de se en ny verden uden frygt eller trusler, men i stedet med tryghed, retfærdighed og fred. 197 Jamal Khader De palæstinensiske svar på denne virkelighed har været forskellige. Nogle har svaret med forhandling: det var den officielle holdning hos den palæstinensiske selvstyremyndighed, men det fik ikke fredsprocessen til at skride fremad. Nogle politiske partier har valgt vejen med væbnet modstand. Israel brugte dette som påskud til at beskylde palæstinenserne for at være terrorister, og på den måde kunne de fordreje konfliktens sande natur ved at fremstille den som en israelsk krig imod terror i stedet for en israelsk besættelse over for en legal palæstinensisk modstand som har til formål at stoppe besættelsen. Midt i alt dette, hvad er da det kristne svar? Kairos Palæstinas svar - dette dokument - er en erklæring om tro, håb og kærlighed. Et ord om tro Efter at have gentaget vores tro på en god og retfærdig Gud, skaber af universet og menneskeheden, der elsker alle sine skabninger, bekræftede vi vores tro på at alle mennesker er skabt i Guds billede, og at ethvert menneskes værdighed stammer fra den Almægtiges værdighed. Biblen bliver ofte brugt til at retfærdiggøre staten Israels politik, bl.a. besættelsen og fordrivelsen af palæstinenserne. Visse teologer i Vesten forsøger at forbinde krænkelserne af vores ret med en bibelsk og teologisk legitimitet. Således er deres fortolkninger blevet en trussel imod selve vores eksistens. Den ”gode nyhed” i selve evangeliet er blevet en ”trussel om død” for os. I lyset af læren fra den hellige bibel har løftet om det forjættede land aldrig været et politisk program, men nærmere optakten til at fuldføre universel frelse. I dag har vi her i landet tre religioner – jødedom, kristendom og islam. Så vi tror på at det er vores pligt at befri landet for uretfærdighed og krig. Vores tilstedeværelse i dette land, som kristne og muslimske palæstinensere, er ikke 198 KRISTNE PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS 15 tilfældig, men derimod dybt rodfæstet i dets historie og geografi, i lighed med ethvert andet folks samhørighed med det land det lever i. Vores samhørighed med dette land er en naturlig ret. I en af de stærkeste erklæringer i ”Sandhedens Øjeblik” udtrykte vi følgende: ”Vi erklærer at den israelske besættelse af palæstinensisk jord er en synd imod Gud og menneskeheden, fordi den fratager palæstinenserne deres grundlæggende menneskerettigheder, skænket af Gud”. Dokumentet udtrykker troen på at besættelsen ødelægger billedet af Gud i israeleren der er blevet en besætter, ligesom det ødelægger dette billede i palæstinenseren der lever under besættelse. Er der håb? Uden blot den mindste gnist af positive forventninger gives der i den nuværende situation ikke noget løfte om en hurtig løsning eller en afslutning på besættelsen. Ja, der har været mange flere initiativer, konferencer, besøg og forhandlinger; men de er ikke blevet fulgt op af nogen ændring af vores situation og vores lidelser. Det klare israelske svar, at modarbejde enhver løsning, levner ikke plads til positive forventninger. På trods af alt dette forsøger dokumentet at basere sit håb på troen, på den almægtige Gud, på at hans kærlige og gode vilje en dag vil sejre over det onde. ” Hvad er meningen med håb? Håbet i os er først og fremmest vores tro på Gud og for det andet vores forventning om en bedre fremtid, på trods af alt. For det tredje betyder det at undlade at jagte illusioner – vi erkender at befrielsen ikke er nært forestående”. Styrken til at være standhaftige, vedblive at stå fast og arbejde for at ændre realiteterne stammer fra denne vision. Håb betyder ikke at give efter for det onde, men derimod at stå op imod det og blive ved med at modarbejde det. 199 Jamal Khader Vi kan se nogle tegn på håb i kirken her i landet, trods svagheder og splittelser. Vores sogn er spillevende, og de fleste af vores unge mennesker er aktive apostle for fred og retfærdighed. Vi kan tilføje de utallige møder med religiøs dialog, kristen-muslimsk dialog hvor såvel religiøse ledere som en del af befolkningen har deltaget. Der er en dialog imellem de tre religioner; jødedommen, kristendommen og islam. De forsøger alle at nedbryde de mure som besættelsen har påtvunget os og at modsætte sig vore søstres og brødres forvrængede opfattelse af mennesker. Ligeså vigtig er den voksende opmærksomhed i mange kirkesamfund rundt om i verden og deres ønske om at kende sandheden om hvad der foregår her. Desuden ser vi at mange er besluttet på at overvinde fortidens vrede og være parate til forsoning når retfærdigheden er blevet genindført. Der er en offentlig fokus på nødvendigheden af at genindføre politiske rettigheder for palæstinensere, og jødiske og israelske stemmer løftes til støtte herfor med opbakning fra det internationale samfund. Sandt nok har disse bestræbelser for fred og forsoning endnu ikke været i stand til at ændre tilstanden af uretfærdighed, men de har indflydelse og kan måske forkorte lidelserne og fremskynde forsoningens tid. For kirken er alt hvad der sker i vores land, alle uretfærdighederne og forsøgene på at stoppe dem en integreret del af bønnen til kirken og alle dens institutioner. Vi takker Gud for at vores kirke rejser sin stemme imod uretfærdighed, selvom visse ønsker at den forbliver tavs og holder sig til sin religiøse fromhed. Når den tager stilling, er det for at stille sig på samme side som de undertrykte. Derfor kan eller vil religion ikke gå ind for eller støtte noget uretfærdigt politisk regime, men må tværtimod fremme retfærdighed, sandhed og menneskelig værdighed. Den må bestræbe sig på at fjerne regimer hvor mennesker undertrykkes og menneskelig 200 KRISTNE PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS 15 værdighed fornedres. I dag bærer kirken kærlighedens styrke ikke hævnens, livets kultur - ikke dødens. Kærlighedsbuddet: Ikke-voldelig modstand imo det onde Jesus Kristus sagde: ”I har hørt at det er sagt: ”Du skal elske din næste og hade din fjende”. Men jeg siger til jer: Elsk jeres fjender og bed for dem som forfølger jer, således bliver I børn af jeres fader i himlen; thi han lader sin sol gå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matthæus 5:45-47) Kærlighed er Kristus’ bud, og det inkluderer både venner og fjender. Dette må stå klart når vi finder os selv i omstændigheder hvor vi må modstå det onde. Men kærlighedsbuddet betyder ikke at vi skal acceptere ondskab eller aggression. Tværtimod, denne kærlighed søger at rette op på det onde og stoppe aggressionen. Aggressionen imod det palæstinensiske folk, dvs. den israelske besættelse, er en ondskab som det er nødvendigt at modstå. Det er en ondskab og en synd som nødvendigvis må imødegås og fjernes. Ansvaret for dette hviler især på palæstinenserne selv som lider under besættelsen. Den kristne kærlighed kalder os til modstand, for kærligheden stopper det onde ved at gå retfærdighedens vej. Det internationale samfund bærer også et ansvar. Endelig hviler ansvaret på undertrykkerne selv; de må befri sig selv fra det onde og den uretfærdighed de har påført andre. Når vi ser tilbage på nationernes historie, ser vi mange krige og modstand imod krig gennem krig og imod vold gennem vold. Palæstinenserne har brugt vold ligesom mange folk før dem, især i de første stadier af deres kamp imod den israelske besættelse. Men de har også kæmpet med fredelige midler, især i den første 201 Jamal Khader Intifada. Magtens vej må vige for retfærdighedens vej. Dette ���� gælder først og fremmest de folk der er militært stærke til at påtvinge den svagere part uretfærdighed med magt. Over for den israelske besættelse står vi som kristne med den ene mulighed at øve modstand; men det er en modstand i kærlighedens navn og med kærlighedens logik. Det er således en kreativ modstand, for den skal ved at appellere til fjendens menneskelighed finde menneskelige veje til at stoppe uretfærdigheden og tvinge forbryderen til at stoppe sin aggression. På den måde opnår vi vort ønskede mål, nemlig at få vores land, vores frihed, værdighed og selvstændighed tilbage. Det kristne budskab om kærlighed er vanskeligt, men det alene kan stå fast over for besættelsesmagtens erklæringer som benægter os vores eksistens og over for de mange undskyldninger der bruges til fortsat at påtvinge os besættelsen. Modstand imod besættelsens ondskab er således en integreret del af den kristne kærlighed som afviser det onde og står imod det. Den afviser ondskab i alle dens former med metoder der ligger inden for kærlighedens logik og trækker på alle gode kræfter for at skabe fred. Vi kan øve modstand gennem civil ulydighed. Vi øver ikke modstand gennem død men derimod gennem respekt for liv. Palæstinensiske civile organisationer såvel som internationale organisationer NGO’er og visse religiøse institutioner opfordrer enkeltpersoner, virksomheder og stater til at deltage i de-investeringer og i økonomisk og handelsmæssig boykot af alle produkter fra besættelsesmagten. Vi anser dette for at være en del af den fredelige modstands logik. Disse støttekampagner må udføres med mod, det skal åbent og ærligt siges at målet ikke er hævn, men tværtimod at sætte en stopper for den nuværende ondskab og at befri både besætterne og de besatte. Målet er at befri begge folk fra skiftende israelske regeringers ekstremistiske 202 KRISTNE PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS 15 synspunkter og derved opnå retfærdighed og forsoning for begge parter. I denne ånd og gennem denne stræben vil vi til sidst opnå den løsning vi har ventet så længe på, ligesom det skete for Sydafrika og for mange andre befrielsesbevægelser i verden. Med vores kærlighed vil vi overvinde uretfærdigheder og skabe grundlaget for et nyt samfund, både for os og vores modstandere. Vores fremtid og deres fremtid er én, enten en i voldens cirkel, som ødelægger begge parter, eller i en fred, som vil komme begge parter til gode. Dette dokument opfordrer den israelske befolkning til at blive vores partnere i fred, ikke i den endeløse cirkel af vold. Opfordring til at gå med i vores kamp for retfærdighed Dokumentet slutter med en opfordring til at alle mennesker slutter sig til vores visioner for en fremtid med fred og retfærdighed i Palæstina/Israel. Det starter med et ord til verdens kirker, et ord om taknemlighed for deres solidaritet og en opfordring til at imødegå fundamentalistiske teologiske synspunkter som støtter uretfærdige politiske løsninger for det palæstinensiske folk - og til ikke at yde et teologisk skalkeskjul for uretfærdigheden. Dokumentet fordømmer alle former for racisme, det være sig religiøs eller etnisk, herunder antisemitisme og islamofobi. Samtidig kræver det at sandheden skal frem hvad angår israelsk besættelse af palæstinensisk land. Endnu en gang gentager dokumentet sin vision om boykot og de-investering som ikke-voldelige værktøjer for retfærdighed, fred og sikkerhed for alle. Derefter henvender dokumentet sig til det internationale samfund, beder det indtrængende om at droppe principperne om ”dobbeltstandard” og insisterer på at alle parter respekterer internationale resolutioner omhandlende det palæstinensiske problem. En selektiv fortolkning af international lovgivning truer med at 203 Jamal Khader efterlade os sårbare over for jungleloven. Den legitimerer visse bevæbnede gruppers krav og fastslår at det internationale samfund kun forstår magtens logik. Derfor opfordrer dokumentet til en reaktion på hvad civile og religiøse institutioner, som tidligere nævnt, foreslår: at der opstartes økonomiske sanktioner og boykot rettet imod Israel. Dette er ikke hævn, men derimod et serøst tiltag for at opnå en retfærdig og endelig fred som vil sætte en stopper for israelsk besættelse af palæstinensiske og andre arabiske områder og garantere sikkerhed og fred for alle. Endelig må religiøse og spirituelle ledere, jødiske og muslimske, nødvendigvis forsvare de undertrykte og den værdighed, Gud har skænket dem, de må løfte sig op over de politiske synspunkter som indtil nu har fejlet, og som vedbliver at føre alle ad nederlagets og lidelsernes vej. Dette dokument forsøger at nå en fælles vision bygget på lighed og fællesskab – ikke på overmagt, benægtelse af de andre eller aggression under påskud af frygt for sikkerheden. Fred er mulig, og det er endelig forsoning også. Således kan retfærdighed og sikkerhed opnås for alle. Ideen om en religiøs stat, jødisk eller muslimsk, kvæler staten, indskrænker den med snævre grænser og omdanner den til en stat som udøver diskrimination og eksklusion ved at foretrække én borger frem for en anden. Lad staten blive en stat for alle dens borgere med en vision, der bygger på respekten for religion, men også på lighed, retfærdighed, frihed og respekt for mangfoldighed og ikke på én religions overherredømme eller på talmæssigt flertal. Dokumentet blev udsendt d. 11. december 2009. Siden da er det blevet modtaget med mange positive reaktioner, både lokalt og internationalt. Kristne palæstinensere har underskrevet det 204 KRISTNE PALÆSTINENSERE OPFORDRER TIL BDS 15 idet det udtrykker sig i deres navn, og andre har tiltrådt det for at udtrykke solidaritet og støtte til visionen i det. Dokumentet er også blevet modtaget med mange negative reaktioner og beskyldes for at tegne et forvrænget billede af virkeligheden, som ifølge modstanderne er en virkelighed med islamisk fundamentalisme. Opfordringen til BDS er årsag til at nogle internationale kirker ikke underskrev dokumentet og en grund til, at det er blevet angrebet. I lyset af den blindgyde vi er kommet ind i repræsenterer opfordringen til BDS en ikke-voldelig måde at øve pres og at fortælle verden at denne uretfærdige situation ikke kan fortsætte. 205 206 16 ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN Ran Greenstein I løbet af det seneste årti er det israelske politiske og militære kontrolsystem i stadig højere grad blevet sammenlignet med apartheidsystemet i Sydafrika. Sammenligningen er jævnligt blevet lavet af bevægelser og aktivister som er imod 1967-besættelsen og andre aspekter af israelsk politik over for palæstinenserne, herunder BDS-kampagnen. Det er blevet afvist af israelske talspersoner. Men den mere empiriske og teoretiske diskussion om de respektive regimer og deres historiske forløb er blevet overset i processen.1 Jeg vil nævne tre afgørende forskelle for at afklare de begrebsmæssige sammenblandinger som debatten rammes af. 1 Undtagelser er Ran Greenstein: Genealogies of Conflict: Class, Identity and State in Palestine/Israel and South Africa, Wesleyan University Press 1995; Mona Younis: Liberation and Democratization: The South African and Palestinian National Movements, University of Minnesota Press, 2000; Hilla Dayan: ”Regimes of Separation: Israel/Palestine and the Shadow of Apartheid”, in AdiOphir, Michal Givoni, and Sari Hanafi, udgivere: The Power of Inclusve Exclusion: Anatomy of Israeli Rule in the Occupied Palestinian Territories, Zone Books, 2009. 207 Ran Greenstein For det første, hvilket Israel er emne for vores bekymring: Israel som det er i dag, med grænser der strækker sig fra Middelhavet til Jordanfloden, eller Israel som det var før 1967, langs den grønne linje? Er de palæstinensiske områder som blev besat i 1967 en del af definitionen eller et element der ligger uden for den? Hvilke grænser (geografiske, politiske, ideologiske) tænker vi på når vi refererer til og analyserer analogien til apartheid? Det centrale spørgsmål her er forholdet mellem tre elementer: ’selve Israel’ (med dets før-1967 grænser), ’Storisrael’ (med dets efter-1967 grænser) og Storpalæstina (nærmere et demografisk end et geografisk begreb idet det omfatter alle arabere med rødder i før-1948 Palæstina). For det andet er vi nødt til at skelne mellem historisk apartheid (det særlige system der herskede i Sydafrika fra 1948 til 1994) og den mere generelle definition på apartheid. Skal Israel som apartheidsystem tackles på sine egne betingelser, uafhængigt af vores forståelse af sydafrikansk historie? For det tredje, hvad betyder lighederne imellem og forskellene på det sydafrikanske og det israelske system for strategierne for politisk forandring? I hvilket omfang kan vi tage strategier fra det første tilfælde og bruge dem i det sidste? Hertil må vi lave en konkret analyse i forhold til de israelske og palæstinensiske samfund og deres lokale og internationale alliancer, støttebaser og sårbarhed. Hvad er apartheid? Den internationale konvention om afskaffelse og afstraffelse af forbrydelsen Apartheid, underskrevet af FN’s generalforsamling i november 1973, anser apartheid for at være ’en forbrydelse mod menneskeheden’ og en krænkelse af folkeretten. Apartheid betyder ”politik og praksis med raceadskillelse og diskrimination 208 ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN 16 som det praktiseres i Sydafrika … praktiseret med det formål at etablere og opretholde én racemæssig befolkningsgruppes dominans over andre racemæssige befolkningsgrupper og systematisk undertrykkelse af dem”. Den opremser mange metoder, herunder lovmæssige foranstaltninger som indskrænker bestemte gruppers ret til at deltage i det politiske, sociale, økonomiske og kulturelle liv, og som bevidst nægter dem deres grundlæggende menneskerettigheder og friheder: retten til at arbejde, forsamles og organisere sig; til uddannelse, til at have en nationalitet; til at færdes og bo frit og retten til have en mening og ytre sig frit. Den indeholder opdeling af befolkningen i racemæssige skel ved hjælp af reservater og ghettoer; raceadskillelseslove og ekspropriation af jord på grundlag af race. Selv om racebegrebet anvendes i denne definition, hvilket ikke er relevant i det israelsk/palæstinensiske tilfælde, beskriver Den internationale konvention om afskaffelse af alle former for Racediskrimination, underskrevet af FN i 1965, racediskrimination som: ”Enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race, farve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse som har til formål eller som virkning at ophæve eller svække anerkendelsen af retten til på lige fod at bruge eller udøve menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller ethvert andet område af det offentlige liv”.2 Hvis vi sammenholder de to konventioner, kan vi definere apartheid som et sæt af politikker og metoder der går ud på diskrimination i forhold til loven, politisk udelukkelse og social marginalisering på grundlag af racemæssig, national eller etnisk 2 Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights: “International Convention on the Elimination of All Forms of Racial Discrimination,” se www.2.ohchr.org 209 Ran Greenstein oprindelse. Denne definition trækker på historisk sydafrikansk apartheid, men kan ikke reduceres til det. Er Israel en apartheidstat? For at besvare dette spørgsmål må vi indse at det er umuligt at se på det egentlige Israel isoleret fra Storisrael eller Storpalæstina. Samtidig må vi erkende at det israelske regime behandler forskellige grupper palæstinensere forskelligt. De som bor inden for det egentlige Israel, eller før-1967 grænserne, er statsborgere og har rettigheder som størstedelen af den sorte befolkning blev nægtet i Sydafrika. Det vil sige at mens de diskrimineres på en række områder, fra manglen på jobmuligheder og begrænset adgang til jord til langt færre sociale ydelser end jødiske statsborgere, beholder de deres stemmeret. De i ’Storisrael’ eller under israelsk besættelse betragtes som ikke-statsborgere og bliver i høj grad behandlet på samme måde som sorte sydafrikanere (specielt indbyggerne i de såkaldte ’homelands’): de nægtes stemmeret og sociale rettigheder, udsættes for store begrænsninger i deres bevægelsesfrihed og adgang til jord og er underlagt et fremmed styre som de ikke har nogen kontrol over. Endelig er flygtningene i Storpalæstina ikke-statsborgere og ikke-beboere og er udelukket i endnu højere grad end sorte sydafrikanere: de kan ikke en gang sætte foden i eget land for slet ikke at tale om at have noget at skulle have sagt i forhold til hvordan det styres. Hvad angår apartheid i generel betydning, lever israelsk politik og praksis op til mange af de kriterier der findes i den internationale konvention om apartheid selvom de bygger på et etnisk-nationalt grundlag snarere end et racemæssigt. Det betyder ikke at den israelske stat og dens kontrolsystem er identiske med den historiske apartheid selvom de har ligheder. Men ingen tilfælde er dog nogensinde fuldstændig ens. Mens styrets foranstaltninger (tvangsmæssigt, lovmæssigt 210 ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN 16 og fysisk) i høj grad har nærmet sig sit apartheid-modstykke, er der stadig afgørende forskelle. Disse omfatter ideologiske motiver, økonomiske strategier og politiske sammenhænge. På alle disse områder bevæger Israel/Palæstina sig hen imod mere adskillelse end Sydafrika gjorde. For at forstå årsagerne til dette er vi nødt til at undersøge de to landes historiske forløb.3 I århundreder har forskellige kolonialistiske kræfter (det hollandske East India Company, afrikaanske og engelske bosættere, missionærer, gods- og mineejere) samarbejdet og konkurreret om at få kontrol over de meget forskellige grupper af oprindelige folk i Sydafrika hvilket resulterede i væsensforskellige dominanssystemer, samarbejde og modstand i forskellige regioner. Som resultat dukkede adskillige politiske enheder op (britiske kolonier, boerrepublikker, afrikanske kongedømmer, missionærområder), alle karakteriseret ved forskellige former for sociale organiseringer (slaveri, kontraktarbejde, leje af jord og arbejdskraft, forpagtning og lønarbejde). Det var først i slutningen af det 19. århundrede at kolonipolitikken blev systematiseret til en ensartet form for kontrol der sigtede på at indlemme den sorte befolkning økonomisk og samtidig udelukke den politisk. Apartheid søgte simpelthen at konsolidere hvid dominans som grundlaget for hvid velstand. I modsætning til Sydafrika var jødiske bosættere og indfødte arabere begyndt at konsolidere deres gruppeidentiteter – som hang sammen med bredere etnisk-nationale kollektiver – før oprettelsen af staten Israel i 1948. Den israelsk/palæstinensiske konflikt som har bredt sig lige siden har simpelthen gjort splittelsen mellem befolkningsgrupperne dybere. Men Israels fødsel hang uløseligt sammen med Nakba’en – den ’etniske udrensning’ 3 Yderligere diskussioner om disse emner kan findes i Greenstein: Genealogies of Conflict 211 Ran Greenstein af flertallet af den oprindelige befolkning som levede i de områder den nye stat havde fået tildelt. Resultatet er at det zionistiske projekt har betragtet den oprindelige befolkning som en forhindring der måtte fjernes fra deres jord for at skaffe plads til jødisk immigration til landet. Hvide bosættere i Sydafrika, derimod, fokuserede på at kontrollere resurser og befolkninger (jord og arbejdskraft) for at forøge deres velstand. Politisk dominans var et redskab til at nå økonomiske mål i Sydafrika, mens den er blevet et mål i sig selv i Israel/Palæstina. Nakba’en skabte to modsatrettede effekter: på den ene side har fjernelsen af de fleste palæstinensere fra deres jord, parret med degraderingen af de palæstinensere som forblev i Israel til en status af minoritet og andenrangsborgere (som ikke desto mindre bevarer deres stemmeret) gjort det muligt for Israel at opretholde den illusion at der er tale om et demokrati (om end det forudsætter jødisk demografisk dominans). På den anden side sikrede Nakba’en også at Israel i al fremtid måtte betragte de fordrevne palæstinensere fra 1948 som en udefra kommende trussel. Ingen af disse scenarier viser sig i tilfældet Sydafrika. Besættelsen i 1967 føjede dog et nyt element til billedet og fik det til at ligne historisk apartheid mere: et stort antal palæstinensere blev inkorporeret i det israelske arbejdsmarked, men forblev uden stemmeret. Staten var ikke villig til at lade dem blive omfattet af de politiske og civile rettigheder som palæstinensiske statsborgere i Israel havde, men var samtidig også ude af stand til at påføre dem en ny omgang etnisk udrensning som i 1948. De forbliver i et limbo, ofre for et enormt juridisk og militært apparat, som er designet til at sikre deres underkastelse, uden annektering og uden etnisk ’udrensning.’ 212 ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN 16 ”En særlig form for apartheid” Er dette apartheid i sædvanlig forstand? På afgørende områder er det, men en særlig form for apartheid. Tilbage i de tidlige 1960’ere opfandt det sydafrikanske kommunistparti udtrykket ’en særlig form for kolonialisme’ for at referere til et system der kombinerede den koloniale arv bestående af racediskrimination, politisk eksklusion og socioøkonomisk ulighed med politisk uafhængighed fra det britiske imperium. De brugte dette nye begreb til at udarbejde en strategi for politisk forandring der snarere betragtede lokale hvide bosættere som potentielle allierede end som indtrængende fjender der skulle smides ud fra området. Det israelske adskillelsesregime er mere kompliceret end som så. Graden af retslig politisk skelnen (mellem statsborgere, besatte indbyggere og flygtninge, og i de regler som retter sig mod dem) er højere idet den indeholder en vifte af formelle og uformelle militære regulativer i de besatte områder, samt en politik som delegerer magt og resurser til ikke-statslige institutioner (the Jewish Agency og the Jewish National Fund), som optræder på vegne af staten for at sikre dominans, men på en mere uigennemskuelig måde. Det relevante retsapparat rækker også ud over Israels grænser (til jøder, der alle betragtes som potentielle statsborgere og til palæstinensere, der alle betragtes som uønskede personer). Således kan vi anse regimet i Israel/Palæstina for at være ’en særlig form for apartheid’: et system der kombinerer demokratiske normer med militært styre og eksklusion/inklusion af ekstraterritoriale befolkninger. Der er fem grunde til dette. For det første er grundlaget for opdelingerne en etnisk-national skelnen mellem jødiske ’insidere’ og palæstinensisk-arabiske ’outsidere’. Denne skelnen har en religiøs dimension – den eneste måde man kan slutte sig til den jødiske gruppe������������������ på��������������� er ved at konvertere – men den er ikke berørt af graden af religiøsitet. 213 Ran Greenstein For det andet bruger Israel denne skelnen til at udvide statsborgerskab ud over sit område (potentielt til alle jøder) og til at begrænse statsborgerskab inden for det (palæstinensiske indbyggere i de besatte områder kan ikke blive statsborgere). Således er det åbent for alle den ene gruppes ikke-indbyggere og lukket for alle den anden gruppes ikke-indbyggere, uanset deres personlige historie og aktuelle forbindelse til området. For det tredje er Israels fysiske grænser udviskede, permanent midlertidige og aldrig fastlagt ved lovgivning. De er også asymmetriske: gennemtrængelige i den ene retning (ved militære styrkers og bosætteres udvidelse ind i naboområderne) og uigennemtrængelige i den anden retning (ved stramme restriktioner eller totale forbud mod adgang for palæstinensere). For det fjerde kombinerer Israel inden for de områder det kontrollerer, forskellige former for styre: civil myndighed og formelt demokrati inden for den grønne linie og militær myndighed uden for den. I krisetider har den militære styreform tendens til at brede sig ud over den grønne linje for at gælde de palæstinensiske indbyggere. Det civile styre udvides hele tiden ud over den grønne linje af hensyn til de jødiske indbyggere. Som resultat nedbrydes skellene mellem de to sider af den grønne linje konstant, og norm og praksis udviklet under besættelsen fører tilbage til Israel; den ’jødiske demokratiske stat” er ’demokratisk’ for jøderne og ’jødisk’ for araberne, som det siges. Endelig er Israel faktisk en ’jødisk demografisk stat’. Frygten for at jøderne skal blive en minoritet gennemsyrer al statslig politik og alle strukturer, mens alle foreslåede løsninger på den israelsk/palæstinensiske konflikt derfor er indrettet på at opnå et permanent jødisk flertal, som udøver politisk dominans i staten Israel (uanset hvor grænserne går). 214 ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN 16 Ikke desto mindre er Israels ’særlige form for apartheid’ forskellig fra sydafrikansk apartheid overvejende på tre måder. For det første var grundlaget for sydafrikansk apartheid en racemæssig skelnen mellem hvide og sorte (som yderligere blev inddelt i undergrupper) snarere end en etnisk-national skelnen. Indadtil blev racemæssige grupper opdelt efter sprog, religion og etnicitet og udadtil kædet sammen på forskellige måder på tværs af farver hvilket derefter gav plads til større forskellighed i praksis og betød forskellige placeringer i splittelse og samarbejde, på trods af at staten var organiseret omkring en enkelt akse, nemlig racer. Således blev der åbnet for bedre muligheder for sociale forandringer. Dette er ikke tilfældet i Israel/Palæstina Den voksende zionistiske bevægelse og den arabiske nationalisme i det tyvende århundrede opslugte andre tværgående tilhørsforhold som eksisterede tidligere mellem anti-zionistiske ortodokse jøder, arabisktalende jøder osv. Statsorganiseringen i Israel/Palæstina afspejler således den sociale virkelighed langt mere nøjagtigt. Men der er en undtagelse: palæstinensiske statsborgere har en status der befinder sig et sted midt imellem jødiske statsborgeres og palæstinensiske ikke-statsborgeres. De er det eneste segment af befolkningen som er tosproget, bekendt med den politiske og kulturelle virkelighed på tværs af etniske opdelinger og har en større frihed til at organisere sig end andre grupper. Som minoritetsgruppe (15 til 20 pct. af den israelske befolkning og af palæstinensiske arabere) kan de ikke skabe forandring selv, men må agere som afgørende katalysatorer for den. For det andet var det et centralt mål for staten i Sydafrika at sikre at de sorte blev ved med at arbejde uden at stille sociale og politiske krav. Strategien var at sætte de sorte ’udenfor’: at nægte dem deres rettigheder hvor deres fysiske tilstedeværelse var nød215 Ran Greenstein vendig (i hvide hjem, fabrikker, farme og serviceindustrier) og at få dem til at udøve deres rettigheder andre steder. De som ikke havde en økonomisk funktion – børn, kvinder (særligt mødre) og ældre – blev forhindret i at bevæge sig ind i byområderne eller blev flyttet til ’reservater’ (bantustans eller homelands). Arbejdsdygtige sorte som arbejdede i byerne forventedes at pendle imellem de steder hvor de havde arbejde (men ingen politiske rettigheder) og de steder hvor de havde politiske rettigheder (men intet arbejde). Dette system af migrantarbejde afslørede en modsætning mellem politiske og økonomiske nødvendigheder. Apartheid ødelagde familier og den sociale orden, hæmmede forsøgene på at skabe en uddannet arbejdskraft, reducerede produktiviteten og øgede kriminaliteten og de sociale protester. For at kunne kontrollere de folkelige bevægelser skabte staten et omfangsrigt og dyrt undertrykkelsesapparat som konstant var en byrde i forhold til statens resurser og ydeevne. Arbejdsgivere inden for husarbejde og industri stod over for voksende problemer med at imødekomme deres arbejdskrafts behov. Hvad der til at begynde med betragtedes som en økonomisk fordel blev efterhånden en økonomisk belastning og måtte fjernes. Derimod har det været en økonomisk nødvendighed for det israelske system at skabe arbejdspladser til jødiske immigranter. Palæstinensisk arbejdskraft har været brugt af bestemte grupper på bestemte tidspunkter, men har aldrig været central for jødisk velstand i Israel. Med den første Intifada i de sene 1980’ere og på grund af globaliseringen kunne den erstattes af udenlandske arbejdere. En massiv bølge af jødisk immigration fra Rusland i 1990’erne understøttede denne proces. Udelukkelsen af palæstinenserne – ved at nægte dem deres rettigheder, gennem etnisk 216 ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN 16 udrensning og ’fyringer’ – har kun medført få økonomiske problemer for israelske jøder. Endelig var apartheid blot ét i en række af regimer hvor bosættere dominerede oprindelige folk i Sydafrika ved hjælp af militær styrke, teknologisk overlegenhed og ’del og hersk’ strategier. Talmæssig dominans var aldrig en egentlig bekymring så længe sikkerheden for personer, ejendom og investeringer kunne garanteres. Da undertrykkelsen i voksende grad viste sig at give bagslag, blev en aftale om at overgive den politiske magt til gengæld for fortsat velstand acceptabel for de fleste hvide. Kan en lignende aft������������������������������������������������� ale tilbydes de israelske jøder for hvem demografien er nøglen til politisk overlevelse på deres egne betingelser? Næppe. Muligheder og løsninger Hvad indebærer alt dette? Med de to etnisk-nationale grupper i landet adskilt af sprog, politisk identitet, religion og etnisk oprindelse (selv om alle palæstinensiske statsborgere er tosprogede, udgør de kun ca. 10 procent af den samlede befolkning), kan den sydafrikanske ’regnbuenation’ næppe kopieres i Israel/Palæstina. Multietniciteten og fraværet af en sammenhængende entydig adskillelse gjorde det muligt at indføre engelsk som fællessprog inden for politik, forretningsliv og uddannelse samt kristendom som religiøs paraply, hvorimod den skarpere adskillelse i Storisrael/ Palæstina synes at gøre en to-stats løsning mere naturlig. Men det er en smule mere kompliceret. ’Selve Israel’ ligner isoleret set Sydafrika. Her bruger erfarne ashkenazi og misrahi jøder, russiske og etiopiske immigranter og palæstinensiske statsborgere hebraisk i deres daglige samkvem og deler sociale vaner og kulturel smag. I Haifa, Jaffa og Acre er nogle kvarterer blandede hvor jøder og arabere lever sammen og 217 Ran Greenstein deler livsstil. De har mere tilfælles end hvide forstadsbeboere har med sorte sydafrikanere fra landet, under apartheid og også i dag. ’Teltprotesterne’ i sommeren 2011 viste at der kan skabes meningsfulde politiske forbindelser mellem jødiske og palæstinensiske borgere selvom det ikke er nemt. Måske kan det skabe grundlaget for bi-nationalisme inden for én stat. I Storisrael lever de to grupper i en kombination af blandede og homogene områder. Israels demografiske manøvrering har skabt et patchwork-tæppe af mono-etniske og bi-etniske regioner som snarere er adskilt på grund af politiske hensigter end af geografisk logik. Men for at nå en overordnet løsning i en stat af den karakter bør fælles statsborgerskab for alle indbyggere indføres, 1967-besættelsen må afsluttes og 1948-flygtningenes ret bør anerkendes. Men vi kan dog ikke se isoleret på selve Israel, og at skabe bånd af fælles identitet og statsborgerskab imellem jøder og palæstinensere, flygtninge såvel som dem der lever under besættelse vil blive meget vanskeligt. En grundlæggende forandring af begrænsningerne i statsborgerskab ville kræve en radikal omstrukturering af den politiske scene hvad ingen i øjeblikket taler seriøst for. Det kan heller ikke erstatte kampen imod besættelsen. Besættelsen vedbliver at være den største forhindring for israelsk/palæstinensiske forbindelser. De to seneste årtiers resultatløse forhandlinger har kun intensiveret besættelsens daglige tilstedeværelse i palæstinensernes liv, både i Gaza og på Vestbredden. Dette har ført til lokal modstand imod restriktionerne i forhold til bevægelsesfrihed, adgang til jorden, økonomisk aktivitet, vandforbrug, studier og byggeri – hvilket nødvendigvis vil fortsætte og intensiveres, uanset hvordan det går med forhandlingerne mellem Israel og den palæstinensiske selvstyremyndighed, eller om FN anerkender Palæstina som selvstændig stat. Forandringsprocessen i Sydafrika viser os at det at underordne 218 ISRAEL/PALÆSTINA OG APARTHEID ANALOGIEN 16 de lokale kampe diplomatiets krav var med til at bringe ANC til magten, men fejlede med hensyn til at rette sig imod de mange anliggender som i første omgang startede kampen. Flygtningenes rettigheder i Storpalæstina vil blive den største udfordring af begrænsningerne i forhold til israelsk statsborgerskab og israelsk kontrol. Der kunne umiddelbart tages to skridt for at starte løsningsprocessen. For det første kunne de nuværende ’fraværende’ (palæstinensere som blev fjernet fra deres oprindelige hjem i 1948, men har fået statsborgerskab) gives adgang til deres ejendom og konfiskerede jord. Det ville ikke få indflydelse på Israels nuværende demografi eller medføre ændringer i status for statsborgerskab. For det andet kunne de oprindelige 1948-flygtninge blive inviteret tilbage. Færre end 100.000 lever endnu, så det ville kun betyde en øgning af den israelske befolkning med 1 til 2 pct. Der ville være modstand mod begge disse skridt fra de israelske jøder som frygter enhver anerkendelse – selv en symbolsk og begrænset af retten til at vende tilbage. Forandring vil således kun være mulig gennem vedvarende oplysende, politiske og retsmæssige kampagner. Vi må fokusere på den afgørende forskel imellem apartheid i Israel og i Sydafrika: palæstinenserne har ikke en strategisk placering inden for den israelske økonomi og mangler derfor et vigtigt kampmiddel som de sorte sydafrikanere kunne benytte sig af. De fleste palæstinensere opererer uden for det israelske systems grænser og mangler en strategi for at forandre indefra. Mens palæstinensiske statsborgere kan organisere modstanden imod systemet indefra og spille en nøglerolle i forhold til at ændre det, vil de for at nå deres mål have brug for en mobilisering af systemkritiske jøder i Israel, en vedholdende kamp imod besættelsen og solidaritet fra regionale og internationale kræfter. 219 Ran Greenstein På den positive side bliver status quo i stadig højere grad ustabil. Det zionistiske projekts fremstød for geografisk ekspansion undergraver Israels demografiske nødvendighed i forhold til at sikre jødisk majoritet. Skiftende internationale strømninger nedbryder støtten til regimet. I to årtier drog Israel fordel af Sovjetblokkens sammenbrud, af dens alliancer med ’progressive’ tredjeverdens regeringer og i nyere tid ved at stille sig i spidsen for den ’globale krig imod terror’. Disse faktorer har medvirket til at konsolidere dets greb om de besatte områder. Men det arabiske forår i 2011 sammen med ændringerne i Tyrkiets og Egyptens strategier, medfører en begyndende isolation af Israel og svækker dets sponsor, USA’s greb om regionen. Den voksende internationale solidaritetsbevægelse og den voksende interne utilfredshed med de evigt øgede omkostninger ved at opretholde besættelsen ’æder’ støtten til Israels apartheidpolitik op. Alene ved at kombinere indre og ydre pres vil kampen imod Israels ’specielle form for apartheid’ få succes. 220 17 RETFÆRDIGHED FOR PALÆSTINA: OPFORDRING TIL HANDLING FRA IKKE-HVIDE FEMINISTER OG FEMINISTER TILHØRENDE OPRINDELIGE FOLK Angela Davis Mellem 14. og 23. juni 2011 besøgte en delegation af universitetsfolk, aktivister og kunstnere det besatte Palæstina. Som feminister tilhørende oprindelige og farvede folk, involveret i arbejde for social retfærdighed af al mulig forskellig art, ville vi styrke vores tilknytning til den voksende internationale bevægelse for et frit Palæstina. Vi ville med egne øjne se de forhold det palæstinensiske folk lever under og kæmper imod, og som vi nu med overbevisning kan kalde det israelske projekt for apartheid og etnisk udrensning. Hver og én af os – inklusive dem i vores delegation der voksede op i Jim Crow’s sydstater i USA, under apartheidSydafrika og i USA’s indianerreservater – var chokeret over hvad vi så. I denne erklæring vil vi beskrive nogle af vores oplevelser og udsende en indtrængende, presserende opfordring til alle der ligesom vi er engageret i raceretfærdighed, ligestilling og frihed. 221 Angela Davis Under vores korte ophold i Palæstina mødtes vi med akademikere, studerende, unge, ledere af borgerforeninger, lokalpolitikere, fagforeningsfolk, politiske ledere, kunstnere og civilsamfundsaktivister, ligesom folk fra flygtningelejre og landsbyer som for nylig var blevet overfaldet af israelske soldater og bosættere. Alle vi mødte – i Nablus, Awarta, Balata, Jerusalem, Hebron, Dheisheh, Betlehem, Birzeit, Ramallah, Um el-Fahem og Haifa – bad os fortælle sandheden om deres liv under besættelse og om deres urokkelige forpligtelse over for et frit Palæstina. Vi var dybt bevægede over folks insisteren på båndene mellem bevægelsen for et frit Palæstina og kampen for retfærdighed i verden som helhed; som Martin Luther King jr. holdt fast på hele sit liv: ”Retfærdighed kan ikke deles. Uretfærdighed er en trussel mod retfærdigheden et hvilket som helst andet sted.” Vi rejste med bus rundt i hele landet, og vi så mængder af israelske bosættelser på bakkerne som vidnede om systematiske konfiskeringer af palæstinensisk jord i åbenlys overtrædelse af folkeretten og FN’s resolutioner. Vi mødte flygtninge rundt om i landet hvis familier var blevet fordrevet fra deres hjem af zioniststyrker; deres jorder var blevet konfiskeret, deres landsbyer og olivenlunde raseret. Som konsekvens af denne kontinuerlige fordrivelse har Palæstina verdens største flygtningebefolkning (over 5 mio.), hvoraf de fleste bor i en afstand til deres oprindelige hjem, landsbyer og jorder på mindre end 100 km. Trods FN-resolution 194 gennemfører Israel en politik der aktivt går imod de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres tidligere hjem og jord med begrundelsen at de ikke har nogen ret under den israelske lov om tilbagevenden da den kun er for jøder. I Sheikh Jarrah, et kvarter i det besatte Østjerusalem, mødte vi en 88-årig kvinde som med magt var blevet smidt ud af sit hjem midt om natten; hun stod og kiggede på da det israelske 222 OPFORDRING TIL HANDLING FRA IKKE-HVIDE FEMINISTER 17 militær, bare to timer senere, lod jødiske bosættere flytte ind. Nu bor hun i nogle små rum bag i det hus der tidligere var hendes store familiebolig, og hævder trodsigt at hverken de israelske domstole eller militæret nogen sinde vil kunne tvinge hende ud af sit hjem. I Hebron blev vi fuldstændig paffe over de israelske soldater som åbenlyst opretholdt sande apartheidvilkår for byens næsten 200.000 palæstinensiske indbyggere, mod dens 700 jødiske bosættere. Vi passerede adskillige israelske checkpoints der skulle kontrollere palæstinensernes bevægelser på Vestbreddens veje og langs med den grønne linie. Gennem hele vores besøg i landet stødte vi på palæstinensere som var blevet nægtet adgang til den hellige by på grund af Israels annektering af Jerusalem og planerne om at forflytte dens indfødte befolkning. Vi talte med en mand der bor ti minutters vej fra Jerusalem, men for hvem det ikke har været muligt at komme ind i byen i nu 27 år. Tydeligt nok fortsætter den israelske regering sin demografiske krig for jødisk dominans over den oprindelige palæstinensiske befolkning. Vi slap aldrig for det chokerende syn af den allestedsnærværende Apartheidmur. Den står der i foragt for folkeretten og menneskerets-principperne. Den er blevet bygget op af 7-8 meter betonstykker, cyklonagtig elektrificeret indhegning og toppet med pigtrådssnoninger. Den lukker næsten hele Vestbredden inde og breder sig et godt stykke øst for den grønne linie der markerer Israels grænser fra før 1967. Den snor sig gennem gamle olivenplantager og spolerer landskabets skønhed, den splitter nabofællesskaber og familier, og den adskiller bønder fra deres jord så de bliver frataget deres livsgrundlag. I Abu Dis skærer Muren lige igennem fodboldbanen på Al Quds-universitetets område. I Qalqiliya så vi massive porte der var blevet bygget for at kontrollere palæstinensernes adgang til deres jord og deres hjem; der var endda en korridor med porte gennem hvilke palæstinensere, med 223 Angela Davis de stadig sjældnere udstedte tilladelser, kan gå på arbejde i Israel og således støtte det selv samme land som har fordrevet dem. Palæstinensiske børn bliver hver dag to gange tvunget gennem lignende korridorer hvor de kan stå i kø i timevis for at komme i skole. Som en palæstinensisk kollega sagde: ”Det besatte Palæstina er det største fængsel i verden”. Et omfattende fængselssystem beskytter besættelsen og undertrykker modstanden. Overalt hvor vi var mødte vi mennesker der enten selv havde været fængslet eller havde familie der havde været det. Af de 20.000 palæstinensere der sidder i israelske fængsler er mindst 8000 politiske fanger, og mere end 300 er børn. I Jerusalem havde vi et møde med den Palæstinensiske lovgivende Forsamling, som må have beskyttelse af det internationale Røde Kors for ikke at havne i fængsel. I UM el-Fahem talte vi med en islam-leder, lige efter hans løsladelse, og vi fik en slående beskrivelse af hans oplevelser på Mavi Marmara og Gaza-flotillaen 2010. Kriminaliseringen af de politiske aktiviteter som mange af de palæstinensere vi mødte er engageret i var et konstant og oprivende emne. Vi begyndte også at forstå at den åbenlyse undertrykkelse blev understøttet af vildledende beskrivelser af staten Israel som værende den mest socialt udviklede og demokratiske i regionen. Som feminister græmmes vi over Israels praksis med at bruge pinkwashing – statens demonstrative brug af progressiv kønspolitik og seksuel ligestilling til at kamuflere dets besættelse. I Palæstina fandt vi klarsyn og analyser der nærmede sig en mere substantiel helhedsopfattelse af retfærdighed. I Nablus mødte vi forkvinden og de ledende inden for den Arabiske Feministforening og adskillige andre kvindegrupper som talte om de palæstinensiske kvinders rolle og kamp på diverse fronter. Vi besøgte In’ash al-Usra, et af de ældste kvindesagscentre i Palæstina, og hørte om 224 OPFORDRING TIL HANDLING FRA IKKE-HVIDE FEMINISTER 17 forskellige kulturelle projekter der øgede kvinders muligheder for egen indkomst. Vi talte også med Palæstinensiske Queers for BDS, unge organisatorer hvis kamp for kønslig og seksuel retfærdighed indgår i den samlede struktur for selvbestemmelse og befrielse. Feministkolleger ved Birzeit-universitetet, An-Najah-universitetet og Mada al-Carmel fortalte os om den organiske forbindelse mellem antikolonial modstandskamp og kønslig og seksuel ligestilling, og om den udviklende rolle de palæstinensiske højere læreanstalter spiller i disse kampe. Vi blev konstant inspireret af den dybe og fast forankrede modstandsbevidsthed der besjæler de historier folk fortalte os: på murmalerier i husene inden for Muren som Ibdaa Center i flygtningelejren Dheisheh, i de forskellige paroler der var malet på Apartheidmuren i Qalqilya, Betlehem og Abu Dis, i de mindre børns læring og i viljen til at producere frigørelsesbevidsthed. I mødet med den nationale Boykotkomité – en paraplyorganisation for over 200 palæstinensiske foreninger, deriblandt the Generel Union of Palestinian Women (GUPW), the Generel Union af Palestinian Workers (PWU), the Palestinian Academic and Culturel Boycott of Israel (PACBI) og the Palestinian Network of NGOs (PNGO) – følte vi os dybt ydmyge over deres appel til os: ”Vi beder jer ikke om heroiske handlinger eller dannelse af frihedsbrigader. Det eneste vi beder jer om er at afstå fra at medvirke til at staten Israels kan fortsætte sine kriminelle handlinger.” Derfor går vi enstemmigt ind for BDS-kampagnen. Hensigten med denne kampagne er at lægge pres på de statsligt støttede israelske institutioner, for at få dem til at følge folkeretten, grundlæggende menneskerettigheder og demokratiske principper som grundlag for retfærdighed og ligestilling. Vi modsætter os argumentet om at kritik af staten Israel er lig med antisemitisme. Vi står sammen med palæstinenserne, et voksende antal jøder og de 225 Angela Davis mange menneskerettighedsaktivister over hele verden der fordømmer den åbenlyse uretfærdighed den israelske besættelse er. Vores opfordring går til alle vores akademiske aktivistkolleger i USA, og overalt, om at gå med i BDS-kampagnen og om at arbejde for at stoppe USA’s økonomiske støtte på 8.2 mio. dollar hver eneste dag til staten Israel og dens besættelse af Palæstina. Vi appellerer til alle samvittighedsfulde mennesker om at samle sig i seriøs dialog om Palæstina og om at erkende den forbindelse der eksisterer mellem den palæstinensiske sag og alle andre kampe for retfærdighed. Uretfærdighed hvor som helst er en trussel mod retfærdighed overalt. Angela Y. Davis, University of California, Santa Cruz RababAbdulhadi, San Francisco State University AyokaChenzira, kunstner og filmskaber, Atlanta, GA Gina Gent, University of California, Santa Cruz Melissa Garcia, PhD kandidat, Yale University Anna Romina Guevarra, forfatter og sociologo, IL Beverly Guy-Sheftall, forfatter, Atlanta, GA Premilla Nadasen, forfatter, New York, NY Barbara Ransby, forfatter og historiker, Chicago, IL Chandra TalpadeMohanty, Syracuse University Waziyatawin, University ogCictoria 226 Del 4 Derfor sanktioner mod Israel 227 228 18 HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL? Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine Mark LeVine (ML): Hvad er ’Boykot, De-investering og Sanktioner’- bevægelsen, og hvilken forbindelse har den med den akademiske og kulturelle boykotbevægelse? Hvordan har de to bevægelsers mål og metoder udviklet sig gennem de seneste år? Lisa Taraki (LT): BDS-bevægelsen kan sammenfattes som kampen mod Israels kolonisering, besættelse og apartheid. BDS er en strategi som bygger på rettigheder, og som fortsætter indtil Israel opfylder sin forpligtelse til at anerkende det palæstinensiske folks umistelige ret til selvbestemmelse og retter sig efter folkerettens krav. Inden for denne ramme har akademisk og kulturel boykot af Israel i høj grad vundet fodfæste i de syv år der er gået siden lanceringen af The Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel (PACBI) i 2004. Målene for akademisk og kulturel boykot, ligesom for det palæstinensiske civilsamfunds opfordring til boykot, de-investering og sanktioner udsendt i 2005, 229 Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine er forblevet de samme: at gøre en ende på koloniseringen af den palæstinensiske jord der blev besat i 1967, at sikre fuld ligeret til palæstinensiske indbyggere i Israel og stoppe den systematiske racediskrimination og at anerkende de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom, som det er fastslået i FN’s resolution 194. BDS-bevægelsens logik er også forblevet den samme. BDS’ logik er pressionens logik – ikke diplomatiets, overtalelsens eller dialogens. Diplomati som strategi til at opnå rettigheder for palæstinenserne har vist sig resultatløs på grund af den beskyttelse og immunitet Israel nyder fra verdens stormagter og deres ligesindede. For det andet har også overtalelse spillet fallit idet ingen ’oplysning’ til israelerne om rædslerne som følge af besættelsen og de andre former for undertrykkelse synes at have vendt stemningen. Dialog mellem palæstinenserne og israelerne der stadig er meget populær blandt liberale israelere og vestlige fonde og regeringer som finansierer disse aktiviteter, er ligeledes slået helt fejl. Dialog forstås ofte som ’to sider af sagen’ på den måde at begge sider må forstå den andens smerte, kvaler og lidelser og acceptere den andens udlægning. Dialogen præsenterer de ’to sider’ som lige skyldige og undgår bevidst at anerkende det grundlæggende forhold mellem kolonisatoren og den koloniserede. Dialog fremmer ikke forandringer, men forstærker nærmere status quo, og faktisk er den mest til fordel for den israelske side af dialogen eftersom den får israelerne til at føle at de gør noget mens de faktisk intet gør. BDS’ logik er pressionens logik. Og den pression er blevet styrket. Den palæstinensisk ledede akademiske og kulturelle boykot er en institutionel boykot, dvs. den sigter ikke på at ramme enkelte akademikere eller kunstnere. Den pointe er også forblevet den 230 HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL? 18 samme siden BDS-bevægelsens oprettelse. Det er dog vigtigt at slå fast her at alle israelske universiteter og så godt som hele det samlede spektrum af israelske kulturinstitutioner er medskyldige i statens politik og derfor også er legitime mål for boykotten. Nye retningslinjer og kriterier for boykot er dog blevet udviklet siden bevægelsens start efterhånden som man fik flere erfaringer med arbejdet og som reaktion på ønsket om vejledning fra bevidste akademikere og kulturarbejdere som ønskede at respektere den palæstinensiske opfordring til boykot. Især PACBI bruger en hel del kræfter på at vejlede og rådgive internationale solidaritetsaktivister. Der er opnået sammenhæng ved at rette sig efter de vejledninger PACBI har udarbejdet i samarbejde med andre dele af den palæstinensiske BDS-bevægelse. Verdensberømte intellektuelle, akademikere, forfattere, kunstnere og andre slags kulturarbejdere har nu tilsluttet sig opfordringen til akademisk og kulturel boykot. Der er for mange navne til at de kan nævnes her, men interesserede læsere kan gå ind på PACBI’s hjemmeside. Desuden er der blevet startet mange kampagner for akademisk og kulturel boykot rundt om i verden: England, USA, Frankrig, Pakistan, Libanon, Tyskland, Norge, Indien, Spanien, Sydafrika og Australien og mange andre lande. Den nyligt startede European Platform for the Academic and Cultural Boycott of Israel (EPACBI) er et vigtig koordinerende organ i Europa. Det dødbringende israelske angreb på Gazastriben i vinteren 2008-09 og mordene på de tyrkiske solidaritetsaktivister ombord på skibet Mavi Marmara i maj 2010 blev yderligere katalysatorer for den enorme udbredelse af BDS-aktioner rundt om i verden som indebærer aflysning af kunstnerisk optræden i Israel, protester imod involverede israelske institutioners optræden i udlandet (som f.eks. de tidligere og nuværende protester i forbindelse 231 Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine med the Israeli Philharmonic Orchestra’s koncerter) og mange andre kreative former for protest og boykot af israelske – og ’Brand Israel’- projekter og - institutioner. ML: Israel har for nylig vedtaget en såkaldt ’anti-boykot’-lov som åbner mulighed for at give betydelige bøder til israelere der støtter en hvilken som helst form for boykot- selv hvis det er begrænset til bosætterprodukter, og retsforfølge dem for at stoppe deres aktiviteter. Kan du kommentere på hele denne debat, specielt de kritiske kommentarer i den israelske presse som hævder at loven repræsenterer et skridt væk fra demokrati, hen imod fascisme og lignende reaktioner der synes at vise at disse love er uden fortilfælde? LT: Det er opmuntrende for den palæstinensiske BDS-bevægelse at dele af den israelske venstrefløj har taget BDS’ logik til sig, især boykot, og den føler at den er blevet bekræftet i sit argument om at pression – og ikke overtalelse – er den bedste metode til at få israelerne til at indse at systemet med besættelse, apartheid og kolonialisme må ophøre. Når det er sagt, må jeg nævne at der er mindst to bekymrende aspekter i bølgen af aktivitet i forhold til den nye anti-boykot lov som blev vedtaget i Knesset for nylig. For det første retter boykotten, som støttes af venstreorienterede og liberale israelere, sig kun imod institutioner (såsom The University Center of Samaria og kulturcentret i Ariel) og produkter fra de israelske bosættelser på Vestbredden. Således fortier denne form for boykot alle de israelske mainstream institutioners – og i høj grad også mange industriers, såsom våbenindustriens – medskyld i at bevare og legitimere undertrykkelsens strukturer. For det andet bliver boykotten ofte fremført som et forsøg på at ’redde det israelske demokrati’. På den måde bliver debatten og 232 HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL? 18 projektet koncentreret omkring Israel, og dens udgangspunkter hverken palæstinensiske rettigheder fastslået af folkeretten eller anerkendelse af at de følger palæstinensernes opfordring. En iøjnefaldende undtagelse er den israelske gruppe Boycott from Within som udtrykkeligt støtter den palæstinensiske opfordring og betragter den som det grundlæggende udgangspunkt for sine aktiviteter– som f.eks. at opfordre kunstnere og musikere indtrængende til ikke at optræde i Israel, at støtte en militær embargo mod Israel, at gøre sig til fortaler for forskellige de-investeringskampagner og mange andre aktiviteter der retter sig mod alle involverede israelske institutioner. Andre israelske grupper som f.eks. The Coalition of Women for Peace (CWP) og andre har også støttet den palæstinensiske opfordring til boykot offentligt. ML: Hvad er dit indtryk af det der skete med den sidste Gaza Flotilla? Nogle kommentatorer har argumenteret for at den israelske regerings ’succesrige’ brug af tilsyneladende ’ikke-voldelige’ strategier ved at presse andre regeringer til at stoppe Flotillaen før den kom bare i nærheden af Gaza, repræsenterer et nederlag for den ikke-voldelige modstand idet det viser at israelerne har lært lektien og nu er i stand til at slå aktivisterne på deres egen hjemmebane. LT: Jeg er slet ikke enig i den vurdering. Jeg mener at flotillernes hovedformål som har været at sætte fokus på, yde modstand imod og protestere over Israels ulovlige belejring af Gaza er blevet opfyldt på trods af de israelske forsøg på at lægge hårdt pres på andre regeringer for at få dem til at forhindre skibene i at sejle. Den latterlige israelske reaktion på den nylige ’Welcome to Palestine’- kampagne gav kampagnen mere opmærksomhed, end den ellers ville have fået. 233 Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine Du har ret når du gør Flotillaen til en del af den internationale bevægelse som arbejder for at isolere, udstille og øve pression for at få Israel til at respektere folkeretten og opgive sit system med kolonisering, besættelse og apartheid. At denne bevægelse – selv i sin spæde start – har opnået verdensomspændende anerkendelse kan ses af forvirringen i officielle israelske og zionistiske kredse. Adskillige konferencer og strategipapirer er allerede blevet lanceret, både i og uden for Israel, for at imødegå det der markedsføres som truslen om ’deligitimering’. Hvis BDS-aktiviteterne i den stadigt voksende årlige ’Israel Apartheid Week’ og andre modstandsaktioner såsom bølgerne af flotiller kun var et irritationsmoment, tvivler jeg på at der ville blive investeret så mange kræfter i dem ud fra en rent ’akademisk’ interesse. Magtdemonstration over for visse regeringer har nok forhindret flotillerne i at nå Gaza, men styrken hos BDS-bevægelsen – og andre solidaritetsaktioner – bygger på folkelige initiativer. Disse er svære at undertrykke trods intimidering, juridiske trusler, retsforfølgelse og andre metoder til at bringe folk til tavshed. ML: I BDS-litteraturen er der kritik af dem der, som jeg selv, argumenterer for at alle der ønsker at tilslutte sig BDS for Palæstina også burde bruge lignende metoder over for andre lande som er involveret i massiv og systematisk undertrykkelse og/eller besættelse (Kina, Indien og USA for at nævne de mest oplagte eksempler), og at behovet for at tænke systemisk ikke kun er en moralsk forpligtelse, men lige så vel en strategi. Dit svar, da vi sidst mødtes i Ramallah, var at den strategi er utopisk, at palæstinenserne har nok besvær med at få folk til at engagere sig bare i BDS mod Israel, og at udvide boykotten ville være uholdbart. Kan du forklare hvordan BDS kan blive mere effektiv uden overvejelser om at slå sig sammen med andre bevægelser imod 234 HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL? 18 undertrykkelse og besættelse som måtte opfordre til lignende kampagner? LT: BDS-bevægelsen arbejder selvfølgelig inden for en begrebsmæssig ramme. Den indeholder en analyse af magtforholdene globalt såvel som regionalt. BDS bygger på det faktum at den vigtigste enkeltfaktor for at Israel kan blive ved med at blæse på folkeretten er det ’internationale samfunds’ stormagters eller supermagters underforståede enighed om Israels ret til straffrihed. Stormagterne beskytter ikke alene Israel mod fordømmelse, de har også ofte vendt det blinde øje til deres allieredes alvorlige forbrydelser – men kun når det tjener deres egne interesser. Jeg går ud fra at jeg ikke her behøver at understrege USA’s og Europas inkonsekvente udenrigspolitik. Masser af uregerlige regimer fortsætter med at undertrykke og udbytte deres egne borgere, uden at blive ramt af international fordømmelse som vi alle ved. Hvad der derimod er vigtigt at nævne er at når et undertrykt folk beslutter sig for at appellere til resten af verden om at hjælpe til med at opnå selvbestemmelse og frihed ved hjælp af boykot og andre pressionsmidler, som et meget stort flertal i det palæstinensiske civilsamfund har gjort, så vil reaktionen hos alle samvittighedsfulde mennesker som regel være at respektere denne appel direkte og umiddelbart. Det var i høj grad tilfældet i Sydafrika. Jeg tror ikke at nogen i det land under anti-apartheidkampen var dumdristige nok til at foreslå eksistensen af en antiimperialistisk bevægelse - som forudsætning for støtten til den boykot som de undertrykte i Sydafrika opfordrede til, eller at boykot af USA, England og selvfølgelig også Israel var den eneste rigtige kurs at følge. Det ville have været opskriften på handlingslammelse. Som jeg har nævnt nyder Israel - ulig mange andre undertrykkende stater – fuld støtte fra stormagterne. Netop derfor, 235 Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine og eftersom der ikke er andre måder at sætte skub i forandringen på, påhviler det de kræfter som går ind for retfærdighed at udbrede den palæstinensiske opfordring. Hvis der var en stærk BDS-bevægelse i Kina eller Marokko i dag som opfordrede til at boykotte de nuværende regimer, så ville vi bestemt have samme forpligtelse til at respektere de undertryktes opfordring. ML: Det ser ud til at et voksende antal jøder i diasporaen– og også israelske jøder støtter BDS i hvert fald i princippet – selvom (som du antydede) det kan være temmelig forskelligt hvad de forestiller sig at BDS er, og hvad det faktisk betyder. Hvad betyder den voksende støtte for BDS’ succes? Tror du det trænger bedre igennem i det israelske samfund? Og har du set nogen ændringer i den måde den israelske regering har behandlet ikke-voldelig protest på inden for det sidste års tid, bevægelsens voksende succes taget i betragtning? LT: Mine kommentarer til den israelske boykot af bosættelserne på Vestbredden er også relevante i denne sammenhæng. Jeg tror at de fleste israelere er meget langt fra at kunne overbevises om at BDS er en effektiv strategi for en radikal ændring af status quo, og det er fordi det israelske samfund ikke har noget incitament til at ændre på status quo. Kun pression i form af forskellige BDSaktiviteter kan ændre den israelske stat. Det er når alt kommer til alt BDS’ logik. Hvad angår den israelske regerings og militærs behandling af protester, ses det tydeligt at de hele tiden genovervejer deres taktik i praksis over for de stadigt voksende protester både fra palæstinenserne og internationale og israelske tilhængere. Brugen af magt har været konstant i adskillige årtier nu og er ikke noget nyt. Under den første Intifada, som var en form for civil modstand og ulydighed, var det israelske militærs reaktion 236 HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL? 18 dræbende og voldelig præcis som den er det i dag. Magtens sprog vil ikke blive afskaffet. Det er når alt kommer til alt logikken hos en kolonimagt. ML: Kan du uddybe en smule hvad initiativtagerne til BDS mener når de taler om institutioner eller kunstnere og akademikere der arbejder for ’Brand Israel’. Hvad er ’Brand Israel’, og hvis interesser tjener det? LT: ’Brand Israel’ er en verdensomspændende kampagne som blev lanceret i 2005 af nogle af den israelske regerings agenturer og større pro-israelske internationale grupper først og fremmest i USA. Det er en diffus og forskelligartet indsats, men hovedidéen bag er at fremstille og promovere Israel som et almindeligt land for turisme, ungdomskultur, oplevelse af finere kunst, sport og alle andre ’normale’ og ’civiliserede’ beskæftigelser. Public relation firmaer har spillet en vigtig rolle i forhold til at udforme det israelske ’brand’. Desuden er israelske konsulater og ambassader såvel som jødiske og zionistiske organisationer (som fx Hillel i USA) aktivt involveret i at fremme israelsk kunst, videnskabelige bedrifter og andre ’præstationer’ i udlandet. Der lægges vægt på Israels modernitet, diversitet og vitalitet i ’Brand Israels’ reklameaktiviteter. Jeg skal tilføje at den israelske forfatter Yitzhak Laor har lagt beviser frem på officielle israelske sponsorater af ’Brand Israel’aktiviteter og endda med prisseddel på. I en artikel offentliggjort i 2008 afslørede han at enhver israelsk kunstner eller kulturarbejder der tog imod økonomisk støtte fra det israelske udenrigsministerium for at udstille eller fremvise hans eller hendes arbejde i udlandet skulle underskrive en kontrakt der forpligtede ham eller hende sådan: ”Den tjenesteydende person forpligter sig til 237 Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine trofast, ansvarligt og utrætteligt at forsyne Ministeriet med de mest professionelle tjenester. Den tjenesteydende person er klar over at formålet med tjenesteydelserne er at promovere Israels politiske interesser via kultur og kunst, herunder bidrage til at skabe et positivt image af Israel. Den tjenesteydende person vil ikke præsentere sig som agent, udsending og/eller repræsentant for Ministeriet”. Hvad dette afslører, set i lyset af den dårlige presseomtale Israel har fået i de senere år, er at det er blevet betragtet som nødvendigt at sikre at kunstnere og andre kulturarbejdere – måske pga. deres ry som særegne eller endog excentriske – ved hvad der forventes af dem når de modtager statslig støtte til deres ture udenlands. De forventes at optræde som ’kulturelle ambassadører’ for Israel hvilket i vid udstrækning er det samme som at forsvare den israelske politik og praksis som undertrykker palæstinenserne. ML: I forhold til akademisk boykot, når jeg har en studerende som har brug for at komme til Israel for at udvikle sit hebraiske for bedre at kunne forstå besættelsens dynamik, og som kun har råd til at gøre det gennem diverse programmer som ’Erasmus’ eller ’Education Abroad Programs’ der indebærer tilknytning til israelske universiteter, eller som ønsker at lave historisk forskning i israelske arkiver hvilket kræver at den studerende er tilknyttet israelske universiteter for at få tilladelse til forskning, hvad er så den officielle holdning til det hos PACBI? LT: PACBI’s retningslinjer for den akademiske boykot, som henvender sig til internationale akademikere og studenter, er klare: enhver forbindelse med israelske universiteter, uanset indhold eller form (at studere der, gå i arkiver, give forelæsning, deltage i 238 HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL? 18 en konference, foretage en research) er et brud på den akademiske boykot hvis en sådan forbindelse medfører officiel kontakt med institutionen. Dette kan omfatte at tage imod invitation til at deltage i en konference, indskrive sig til et kursus, sige ja til ansættelse eller til at lede seminarer eller foretage forskning i samarbejde med sådanne institutioner. Mens brugen af universiteternes faciliteter som fx et bibliotek strengt taget ikke er et brud på boykotten, ville det være det hvis det foregik inden for en ramme af samarbejde med universitetet. Institutionelle udenlandske studieordninger, forskning foretaget inden for rammen af institutionelle samarbejdsaftaler – som fx de forskellige EU-finansierede programmer, herunder Erasmus Mundus – er et brud på boykotten. Hvad angår studier af hebraisk tror jeg at de internationale muligheder faktisk er meget gode. De fleste universiteter i den vestlige verden tilbyder undervisning i hebraisk. Generelt opmuntres samvittighedsfulde akademikere og studerende til at sætte sig ind i logikken i og målet med boykot og til at følge dens ånd hvis de skulle møde situationer som er anderledes end de ovenfor nævnte. Eftersom palæstinenserne – herunder akademikere og den organisation der repræsenterer dem, The Palestinian Federation of Unions of University Employees – har opfordret til akademisk boykot, bliver det en forpligtelse for samvittighedsfulde akademikere og studenter som overvejer at besøge området i forsknings - eller studieøjemed, at sætte sig ind i sammenhængen hvilket indebærer seriøst at overveje hvad meningen med deres tilknytning til de israelske universiteter er - set i lyset af opfordringen til boykot. 239 Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine ML: Kritikere kunne sige at denne reaktion udtrykkeligt er at prioritere politik – hvor velmenende den end er – højere end forskningens fremskridt. Fx er det for historikere umuligt at fremskaffe ny viden hvis de ikke har adgang til arkiverne. For historiestuderende afhænger deres eksamen af adgangen til arkiver. Hvis arkiverne kontrolleres af staten, betyder alene det at bruge dem så at man er medskyldig på lige fod med staten? LT: Dette er ikke at prioritere politik højere end forskning, det er at tilføje forskningens praksis etiske principper. Ingen videnskabelige aktiviteter finder sted i et vakuum, og enhver forsker må overveje konsekvenserne af hendes eller hans forskningsmæssige strategier når de udøver deres videnskabelige aktiviteter. Statskontrol over nogle arkiver udelukker ikke nødvendigvis brugen af dem som jeg nævnte tidligere. Som regel er det tilstrækkeligt at kunne bevise sine akademiske kvalifikationer for at få adgang til dem. Det er det samme som at bruge israelske medicinske faciliteter eller enhver anden offentlig service. Hovedspørgsmålet er den institutionelle tilknytning. ML: Er der en lære fra det såkaldte arabiske forår eller fra andre globale massemobiliseringer mod undertrykkelse inden for det sidste år eller to, som BDS-bevægelsen og den palæstinensiske modstand i bredere forstand kan drage nytte af? Giver de sidste otte måneders begivenheder dig håb, eller er situationen i Palæstina så forskellig – idet der på samme tid er en kolonial situation og en intern kamp for demokrati både i det israelske og det palæstinensiske samfund – at disse andre massemobiliseringer egentlig ikke hjælper noget ud over at inspirere palæstinenserne til at holde kursen? 240 HVORFOR BOYKOTTE ISRAEL? 18 LT: Den revolutionære ånd som har antændt den arabiske verden vil uden tvivl gøre spørgsmålet om Palæstina mere påtrængende end før både i de lande som har startet en proces med revolutionær transformation og i de lande hvor kampene for frihed og demokrati stadig er i gang. Når der på et tidspunkt kommer frie og retfærdige valg til de nye parlamenter i Egypten og Tunesien såvel som i andre arabiske lande, vil de nye parlamenter blive nødt til at være lydhøre over for folkets synspunkter – i modsætning til den situation som hidtil har været fremherskende. Det er velkendt at Palæstina er en arabisk sag, og det medfører udbredt afvisning af Israels destruktive rolle i regionen. De kontrarevolutionære kræfter vil måske forsøge at bekæmpe den folkelige stemning, og der vil være en stadig styrkeprøve og vedvarende kampe, men de arabiske landes politik vil ikke være den samme nu da den revolutionære ånd har fået tag i det arabiske folks bevidsthed. ML: Hvilken betydning tror du den pludselige opståen af protestbevægelsen ’social retfærdighed’ vil få for BDS-bevægelsen og den bredere palæstinensiske modstand imod besættelsen? Specielt i lyset af det sandsynlige sammenfald mellem nye protester i Israel i næste måned og et betydeligt palæstinensisk pres for at blive anerkendt som stat i FN, er der så mulighed for at palæstinenserne kan ændre den politiske diskurs i Israel med det formål at brede debatten ud i protestbevægelsen. Hvis ja, hvilken rolle kunne BDS spille i dette? LT: Der er ingen indikationer på at protestbevægelsen i Israel har noget som helst at sige om retfærdighed for palæstinenserne, hverken som borgere eller som et besat folk. Den palæstinensiske 241 Interview med Lisa Taraki af Mark LeVine BDS henvender sig ikke direkte til den israelske offentlighed for at overtale den eller appellere til dens sans for retfærdighed. Det er ikke BDS’ logik. Det er op til de israelske politiske kræfter at formulere den sammenhæng og at øve indflydelse i deres egen offentlighed. Vi forventer at pro-BDS israelerne, lige meget hvor få de er, tager dette op inden for deres eget samfund. 242 19 ISRAEL: BOYKOT, DE-INVESTÉR, SANKTIONÉR Naomi Klein En stor sammenslutning af palæstinensiske grupper fremlagde juli 2005 planer for lige netop dét. De opfordrede ”bevidste, ansvarsfulde mennesker i hele verden til at slutte op om en bred boykot og gennemføre de-investeringer mod Israel, på samme måde som man gjorde mod Sydafrika under apartheid-æraen”. Kampagnen ’Boykot, De-investering, Sanktioner’ – forkortet BDS – var født. Hver dag Israel tramper på Gaza er der flere der går over til BDSsagen, og talen om våbenhvile hjælper ikke til at nedtrappe den tilskyndelse. Støtte til den vokser endda op blandt israelske jøder. Midt under angrebet (Gazakrigen) sendte omkring 500 israelere, dusinvis af dem kendte kunstnere og universitetsfolk, et brev til de udenlandske ambassadører i Israel. I brevet opfordres der til ”umiddelbart at gribe til restriktive midler og sanktioner” og der trækkes en klar parallel til Sydafrika-kampen. ”Boykotten mod 243 Naomi Klein Sydafrika var effektiv, men Israel bliver behandlet med fløjlshandsker denne internationale opbakning må stoppe.” Dog er der stadig mange som ikke kan gå så langt. Grundene dertil er komplekse, emotionelle og forståelige. Og de er altså ikke gode nok. Økonomisk boykot er det mest effektive redskab inden for ikke-voldsarsenalet. At undlade at bruge det nærmer sig kanten af medskyldighed. Her kommer fire hovedindvendinger mod BDS-strategien, efterfulgt af modargumenter. 1. Straf vil gøre at Israel fjerner sig i stedet for at lytte Verden har prøvet det der kaldes ’konstruktivt engagement’, og det har i den grad været en fiasko. Siden 2006 har Israel løbende øget sine forbryderiske handlinger: udvidelse af bosættelser, iværksættelse af en skændig krig mod Libanon og påføring af kollektiv straf mod Gazas befolkning gennem den brutale blokade. Trods denne eskalering er Israel ikke blevet straffet – snarere tvært imod. Våbnene og de 3 mia. US dollar årligt i bistand som USA sender til Israel er bare en del af dét. Igennem hele perioden har Israel nydt godt af en dramatisk forbedring af dets relationer inden for diplomati, kultur og handel med mange andre allierede. Fx blev Israel i 2007 det første land udenfor Sydamerika som underskrev en frihandelsaftale med Mercosur. I de første ni måneder af 2008 steg Israels eksport til Canada med 45 pct. En ny handelsaftale med EU lægger op til at fordoble Israels eksport af forarbejdede fødevarer. Og den 8.december 2008 opgraderede europæiske ministre ’the EU-Israel Association Agreement’, en belønning som Jerusalem længe havde sukket efter. Det var i denne kontekst at de israelske ledere startede deres seneste krig i tryg forvisning om at det ikke ville koste dem noget af betydning. Det er bemærkelsesværdigt at flagskibindekset på 244 ISRAEL: BOYKOT, DE-INVESTÉR, SANKTIONÉR 19 Tel Aviv’s børs, i løbet af syv dages handel midt i en krig, kunne notere en opgang på 10.7 pct. Når gulerødder ikke virker, så må der stokke til. 2. Israel er ikke Sydafrika Selvfølgelig er det ikke det. Det relevante ved sammenligningen med Sydafrika er at den beviser at BDS-taktikken kan være effektiv når de svagere midler (protester, ansøgninger, lobbyisme i korridorerne) har slået fejl. Og det vi hører er virkelig dybt foruroligende: farvekodede ID- og rejsetilladelseskort, bulldozede hjem og tvangsforflytninger, veje der kun må anvendes af jøder. Ronnie Kasrils, en prominent sydafrikansk politiker, har sagt at den adskillelses-arkitektur han så på Vestbredden og Gaza 2007 var ”uendelig meget værre end apartheid”. 3. Hvorfor pege specielt på Israel når USA, England og andre vestlande opfører sig på samme måde i Iraq og Afghanistan? Boykot er ikke et dogme, det er en taktik. Grunden til at BDSstrategien er værd at prøve mod Israel er rent praktisk: i et så lille og handelsafhængigt land kunne det rent faktisk virke. Som svar på Israels angreb på Gaza afskrev EU, den 14.januar 2009, sine planer om at opgradere EU/Israel-samarbejdsaftalen, et signal om den voksende forståelse for at politiske sanktioner kan medvirke til at bringe krige til at ophøre. 4. Boykot afbryder kommunikationen; vi har brug for mere dialog, ikke mindre Denne påstand vil jeg besvare med en personlig historie. I otte år har et kommercielt forlag, ved navn Babel, udgivet mine bøger i Israel. Men da jeg udgav ”The Shock Doctrine” ville jeg respek245 Naomi Klein tere boykotten. Efter råd af BDS-aktivister kontaktede jeg et lille forlag der hedder Andalus. Andalus er et aktivistforlag, dybt involveret i antibesættelses-bevægelsen og det eneste israelske forlag der decideret helliger sig oversættelse af arabiske skrifter til hebraisk. Vi lavede en kontrakt som garanterede at alt provenu skulle gå til Andalus’ arbejde og ikke til mig. Med andre ord, jeg boykotter den israelske økonomi, men ikke israelerne. Denne plan krævede dusinvis af telefonsamtaler, e-mails og sms’er fra Tel Aviv til Ramallah til Paris til Toronto til Gaza by. Her er min pointe: så snart man implementerer en boykot-strategi, udvides dialogen drastisk. Og hvorfor skulle den ikke det? At opbygge en bevægelse kræver endeløs kommunikation, noget mange vil huske fra antiapartheidkampen. At sige at det at støtte boykot vil afskære os fra hinanden er specielt uklædeligt på grund af den kæde af billig informationsteknik vi har lige ved hånden. Vi drukner i veje hvor vi kan løbe ind i hinanden hen over nationale grænser. Ingen boykot kan standse os. Lige nu gearer mangen en stolt zionist op for højere pointscoring: Skulle jeg ikke være helt klar over at meget af dette højteknologiske legetøj kommer fra Israels research-kredse, verdensledere inden for info-teknik? Vist så, men dog ikke alle. Nogle dage efter Israels angreb på Gaza, december 2008, sendte Richard Ramsey, administrerende direktør i et britisk telecom-kompagni, en e-mail til det israelske teknologifirma MobileMax: ”På grund af den israelske regerings handlinger disse sidste dage kan vi ikke længere se os i stand til at handle med jer eller med noget andet israelsk firma.” Da Ramsey blev kontaktet af The Nation sagde han at hans beslutning ikke var politisk – ”vi har ikke råd til at miste nogen af vores kunder”, det var altså en ren handelsmæssig beskyttelsesforanstaltning. 246 ISRAEL: BOYKOT, DE-INVESTÉR, SANKTIONÉR 19 Det var den slags kolde business-tankegange som førte til at mange handelsselskaber trak sig ud af Sydafrika for to årtier siden. Og det er lige netop den slags beregninger som giver os det mest realistiske håb om at kunne få retfærdighed til Palæstina; den retfærdighed som det alt for længe er blevet nægtet. 247 248 20 BOYKOT VIRKER: ET ISRAELSK PERSPEKTIV Ilan Pappe Jeg har været politisk aktivist det meste af mit voksenliv. Gennem alle disse år har jeg været dybt overbevist om at den ubærlige og uacceptable realitet, Israel og Palæstina, kun kunne ændres indefra. Derfor har jeg uophørligt været optaget af at overbevise det jødiske samfund – som jeg tilhører, og som jeg blev født ind i - om at dets grundlæggende politik i landet var forkert og katastrofal. Ligesom for så mange andre var mulighederne for mig klare: enten kunne jeg gå ind i politik ovenfra eller møde den nedefra. Jeg begyndte med at gå ind i Arbejderpartiet i 1980’erne og så, da jeg afslog et tilbud om at gå ind i Knesset, gik jeg ind i the Democratic Front for Peace and Equality (Hadash). På samme tid koncentrerede jeg min energi om at arbejde sammen med andre inden for oplysnings- og freds-NGO’er, endda som formand i to sådanne organisationer: det venstrezionistiske Institute for Peace Studies i Givat Haviva og det ikke-zionistiske Emil Touma 249 Ilan Pappe Institute for Palestine Studies. Begge steder søgte både erfarne og yngre kolleger at skabe en konstruktiv dialog med vores landsmænd i håb om at øve indflydelse på den aktuelle politik i forhold til fremtidens forsoning. Det var mest en informationskampagne om forbrydelser og grusomheder begået af Israel siden 1948 og en bøn om en fremtid bygget på lige menneske- og borgerrettigheder. For en aktivist gror erkendelsen af at forandring indefra er uopnåelig ikke kun ud af en intellektuel eller politisk proces, men er mest af alt en erkendelse af nederlag. Og det var denne frygt for nederlaget der forhindrede mig i at indtage et mere beslutsomt standpunkt igennem meget lang tid. Efter næsten tredive år med aktivisme og historisk research blev jeg overbevist om at magtbalancen i Palæstina og Israel på forhånd udelukkede muligheden for en forandring inden for det jødiske samfund i overskuelig fremtid. Selvom det var temmelig sent i forløbet, indså jeg at problemet ikke var en særlig politik eller en bestemt regering, men snarere noget dybt rodfæstet i den ideologiske infrastruktur som har formet israelske beslutninger om Palæstina og palæstinenserne lige siden 1948. Jeg har beskrevet denne ideologi andetsteds som en hybrid mellem kolonialisme og romantisk nationalisme.1 I dag er Israel en frygtindgydende bosætter-kolonial stat, uvillig til at ændre sig eller indgå kompromis og opsat på at knuse enhver modstand mod sin kontrol og sit overherredømme i det historiske Palæstina med ethvert middel det måtte kræve. Det begyndte med etnisk udrensning i 80 pct. af Palæstina i 1948 og Israels besættelse af de resterende 20 pct. i 1967, og nu er palæstinenserne i Israel spærret inde i mega-fængsler, bantustans og belejrede kantoner og udskilt gennem diskriminerende 1 Ilan Pappé: ’Zionism as Colonialism: A Comparative View of Diluted Colenialism in Asia and Africa: i ’South Atlantic Quarterly 107: 4 (2008): 611-33. 250 BOYKOT VIRKER: ET ISRAELSK PERSPEKTIV 20 politik. Samtidig har millioner af palæstinensiske flygtninge over hele verden ingen mulighed for at vende hjem, og tiden har kun svækket hvis ikke udslettet enhver intern udfordrer af denne ideologiske infrastruktur. Den israelske bosætterstat fortsætter med yderligere kolonisering og fordrivelse af den oprindelige befolkning i Palæstina, også mens denne bog er på vej i trykken. Det skal indrømmes at Israel ikke er et lettilgængeligt studie i kolonialisme,2 hverken løsningen på 1967-besættelsen eller på spørgsmålet om Palæstina som helhed kan beskrives som afkolonisering. Til forskel fra de fleste kolonialistiske projekter havde den zionistiske bevægelse ikke nogen klar metropol, og fordi den går langt forud for kolonialismens tidsalder, vil det på mange måder være anakronistisk at beskrive den som det. Men af to grunde er disse betegnelser stadig meget relevante i forhold til situationen. Den første er at diplomatiske bestræbelser i Palæstina siden 1936 og fredsprocessen som begyndte i 1967 kun har øget antallet af israelske bosættelser i Palæstina fra mindre end 10 pct. af Palæstina i 1936 til over 90 pct. af landet i dag. Således ser det ud til at beskeden fra fredsmæglere, i det store og hele amerikanere, siden 1970 har været at der kan opnås fred uden at der pålægges nogen særlig grænse for bosættelser eller kolonier i Palæstina. Sandt nok er bosætterne i perioder blevet drevet væk fra bosættelser i Gaza og fra nogle andre isolerede outposts, men dette ændrer ikke ved det dominerende mønster af kolonial kontrol og systematiske, daglige overtrædelser af borger - og menneskerettigheder. Besættelsen af Vestbredden og Gaza, undertrykkelsen af palæstinenserne inde i Israel og afvisningen af flygtningenes ret til at vende tilbage vil fortsætte så længe denne politik (besættelse, undertrykkelse og afvisning) er samlet 2 Se Gabriel Piterberg: The Returns of Zionism: Myths, Politics and Scholarships in Israel, Verso, 2009. 251 Ilan Pappe i en omfattende fredsløsning som skal godkendes af lydige palæstinensere og arabiske partnere. Den anden grund til at betragte situationen gennem en linse af kolonialisme og anti-kolonialisme er at det gør det muligt at se med friske øjne på fredsprocessens raison d’etre. Hovedmålet er, bortset fra dannelsen af to adskilte stater, at få Israel til at trække sig fra de områder det besatte i 1967. Men dette er betinget af at israelske sikkerhedskrav kan opfyldes hvilket premierminister Netanyahu har formuleret som en anerkendelse af Israel som en jødisk stat, og som resten af Israels politiske midte har beskrevet som eksistensen af en demilitariseret fremtidig palæstinensisk stat etableret kun i dele af de besatte områder. Der er enighed om at hæren efter tilbagetrækningen stadig vil overvåge Palæstina fra de jødiske bosættelsesblokke, Østjerusalem, den jordanske grænse og fra den anden side af murene og hegnene som omgiver Vestbredden og Gaza. Uanset om Kvartetten, eller selv den siddende amerikanske regering, søger eller ikke søger en mere omfattende tilbagetrækning og en mere uafhængig palæstinensisk stat, så har ingen i det internationale samfund for alvor udfordret det israelske krav om at deres anliggender skal imødekommes først. Fredsprocessen skal blot ændre den palæstinensiske dagsorden og samtidig lade den israelske intakt. Med andre ord er budskabet udefra til Israel at fred ikke kræver nogen ændring indefra. Faktisk efterlader det ligefrem Israel rum til fortolkning: den israelske regering, som var bange for reaktioner fra militante bosættere, var ikke villig til at uddrive dem fra isolerede outposts i de besatte områder. At selv det svage palæstinensiske lederskab har afslået at acceptere dette rationale har givet israelerne mulighed for at påstå at palæstinenserne er stejle og ufleksible, og derfor at Israel er i sin gode ret til at vælge sin egen politik for at beskytte 252 BOYKOT VIRKER: ET ISRAELSK PERSPEKTIV 20 sin nationale sikkerhed (den infame’hjemvenden til Israel’-politik udmøntet af Ehud Olmert).3 Det ser derfor ud til at man med sikkerhed kan konkludere at fredsprocessen faktisk har afskrækket kolonisatoren og besætteren fra at ændre sin mentalitet og ideologi. Så længe det internationale samfund venter på at de undertrykte skal ændre deres standpunkt, mens de har anerkendt gyldigheden af undertrykkerens siden 1967, vil dette stadig forblive den mest brutale besættelse verden har set siden Anden Verdenskrig. Fra kolonialismens og afkoloniseringens årbøger kan vi lære at afslutning af militær tilstedeværelse og besættelse var en conditio sine qua non for overhovedet at indlede meningsfulde forhandlinger mellem kolonisator og koloniseret. En betingelsesløs afslutning på Israels militære tilstedeværelse bør være en forudsætning for enhver forhandling som kun kan komme i stand når forholdet mellem de to sider ikke er undertrykkende, men lige. I de fleste tilfælde har besætterne ikke besluttet sig for rømning. De er blevet tvunget ud oftest gennem en langvarig og blodig væbnet kamp. Det har også været forsøgt med meget lille succes i Israel-Palæstina konflikten. I få tilfælde er der opnået succes ved at anvende eksternt pres på den rå magt eller stat i allersidste stadie af afkoloniseringen. Denne strategi er mest attraktiv. I hvert fald vil det israelske fredsparadigme ikke ændre sig medmindre det presses udefra eller bliver tvunget til at gøre det i praksis. Før man begynder mere specifikt at definere hvad sådant et pres udefra medfører,����������������������������������������� er det vigtigt ikke at sammenblande midlerne (pres) med målet (finde en måde at leve sammen på). Med andre ord er det vigtigt at understrege at pres skal udløse meningsfulde forhandlinger, ikke overtage dem. 3 Ilan Pappe: ’Ingathering’ London Review of Books, 228:8 (20. april 2006): 15. 253 Ilan Pappe Så mens jeg stadig tror at forandring indefra er nøglen til at frembringe en vedvarende løsning på spørgsmålet om flygtningene, om den knibe den palæstinensiske minoritet befinder sig i i Israel og om Jerusalems fremtid, så må der først tages andre skridt for at opnå denne forandring. Hvilken slags pres er nødvendigt? Sydafrika har leveret det mest lysende og inspirerende eksempel til dem der leder denne debat, mens aktivister og NGO’er under besættelse i virkeligheden har søgt ikke-voldelige midler til både at gøre modstand mod besættelsen og til at udvide formerne for modstand ud over selvmordsbomber og affyring af Qassamraketter fra Gaza. Det var disse to impulser der skabte BDS-kampagnen mod Israel. Det var ikke en koordineret kampagne styret af en eller anden hemmelig klike. Den begyndte som en opfordring inde fra det civile samfund under besættelse og blev godkendt af andre palæstinensiske grupper og overført til individuelle og kollektive aktioner over hele verden. Disse aktioner varierer i form og fokus, fra boykot af israelske produkter til at afbryde forbindelserne med akademiske institutioner i Israel. Nogle protesterer individuelt; andre i organiserede kampagner. De har det til fælles at de udtrykker vrede over grusomhederne begået på Palæstinas jord – men kampagnernes fleksibilitet har gjort dem til en bred proces med styrke nok til at fremkalde en ny folkelig stemning og atmosfære uden noget klart fokus. For de få israelere der støttede kampagnen fra begyndelsen var det et afgørende øjeblik som fastlagde vores standpunkt over for vores stats oprindelse, natur og handlemåder. Men i bagklogskabens lys synes det også at have leveret en moralsk støtte som har hjulpet til kampagnens succes. 254 BOYKOT VIRKER: ET ISRAELSK PERSPEKTIV 20 At støtte BDS forbliver en drastisk handling for en israelsk fredsaktivist. Det ekskluderer øjeblikkeligt en fra den fælles fortælling og fra den acceptable diskurs i Israel. Palæstinensere betaler en højere pris for deres kamp, og dem af os der valgte denne vej bør ikke forvente at blive belønnet eller rost. Men det betyder at du stiller op til direkte konfrontation med staten, dit eget samfund og ofte også med venner og familie. I alle henseender er dette endegyldigt at krydse den røde linje – at sige farvel til stammen. Det er derfor at enhver af os, der beslutter at følge opfordringen, skal tage beslutningen helhjertet og med en klar fornemmelse for dens følger. Men der er virkelig ikke andre alternativer. Enhver anden mulighed – fra ligegyldighed over blød kritik og helt hen til fuld godkendelse af israelsk politik – er en forsætlig beslutning om at være medskyldig i forbrydelser mod menneskeheden. Formørkelsen af den offentlige bevidsthed i Israel, bosætternes vedvarende greb om det israelske samfund, den indbyggede racisme i den jødiske befolkning, umenneskeliggørelsen af palæstinenserne, hærens og industriens fastslåede ret til at fastholde de besatte områder – alt dette betyder at vi befinder os i en længere periode med afstumpet og undertrykkende besættelse. Således er israelske jøders ansvar langt større end det er for alle andre der måtte være involveret i at fremme freden i Israel og Palæstina. Israelske jøder må forstå denne kendsgerning, og det er derfor at antallet af dem der støtter presset på Israel udefra vokser dag for dag. De er stadig en meget lille gruppe, men de udgør kernen i den fremtidige israelske fredslejr. Der kan læres meget af Oslo-processen. Der anvendte israelerne al tale om fred til at opretholde besættelsen (hjulpet i en periode af palæstinensiske ledere som blev et let bytte for amerikansk-israelsk forførelsestaktik). Det betød at der blev nedlagt 255 Ilan Pappe veto mod en afslutning på besættelsen ikke kun af ’høgene’ men heller ikke ’duerne’ var reelt interesseret i at stoppe den. Det er derfor der må lægges koncentreret og effektivt pres på Israel af verden som helhed. Sådan et pres har givet succes i fortiden især i tilfældet Sydafrika; og pres er også nødvendigt for at forhindre de værste scenarier i at blive til virkelighed. Efter massakren i Gaza 2009 var det vanskeligt at se hvordan tingene kunne blive meget værre, men det kan de – uden stop for udvidelse af bosættelserne og med fortsatte angreb på Gaza, er det israelske ondskabens repertoire endnu ikke udtømt. Problemet er at regeringer i Europa og især USA sandsynligvis ikke vil tilslutte sig BDS. Men man bør huske alle sagerne og prøvelserne som boykotten mod Sydafrika var igennem, den kom fra de civile samfund og ikke fra magtens korridorer. På mange måder kommer de mest opmuntrende nyheder fra den mest uventede side: USA's universiteter. Entusiasmen og engagementet hos hundredvis lokale studerende har gennem det seneste årti hjulpet med at bringe ideen om de-investering til det amerikanske samfund – et samfund der blev betragtet som en tabt sag af den globale kampagne for Palæstina. De har været oppe imod formidable fjender: både den effektive og kyniske AIPAC og de fanatiske Christian Zionists. Men de udgør en ny måde at møde Israel på, ikke kun for palæstinensernes skyld men også for jøders overalt i verden. I Europa har en beundringsværdig koalition af muslimer, jøder og kristne en stadig fremgang for deres dagsorden mod hårde beskyldninger om anti-semitisme. Tilstedeværelsen af nogle få israelere blandt dem har bidraget til at lukke af for disse ondskabsfulde og totalt falske beskyldninger. Jeg betragter ikke den moralske og aktive støtte fra israelere som mig selv som den vigtigste ingrediens i denne kampagne. 256 BOYKOT VIRKER: ET ISRAELSK PERSPEKTIV 20 Men forbindelser til progressive og radikale jødiske dissidenter i Israel er afgørende for kampagnen. De udgør en bro til en bredere offentlighed i Israel som efterhånden må inkorporeres. Israels paria-status vil forhåbentlig overtale det til at forlade fremgangsmåder med krigsforbrydelser og overgreb på menneskerettigheder. Vi håber at styrke dem udenfor som er engageret i kampagnen, og vi bliver selv stærkere af deres aktioner. Det ser ud til at vi alle behøver sigtelinier og til stadighed må være årvågne over for forenklede generaliseringer om at boykot er imod Israel fordi det er jødisk eller imod jøder fordi de er i Israel. Det er simpelthen ikke sandt. Millioner af jøder i Israel skal respekteres. De er en levende organisme som vil være en del af enhver fremtidig løsning. Det er dog først og fremmest vores hellige pligt at bringe den undertrykkende besættelse til ophør for at forhindre et nyt Nakba – og den bedste måde at opnå det på er ved en levedygtig boykot- og de-investeringskampagne. 257 258 21 HVORFOR BOYKOT? John Berger Boykot er en aktiv protest imod to former for udelukkelse som på trods af mange andre protestformer har varet i mere end 60 år – i mere end tre generationer. I denne periode har staten Israel konsekvent negligeret enhver international pligt til at rette sig efter FN-resolutioner eller domme afsagt af internationale domstole. Til dato har den trodset 246 resolutioner fra Sikkerhedsrådet. Som en direkte konsekvens er 7 millioner palæstinensere blevet nægtet deres ret til at leve som de vil på den jord der internationalt er anerkendt som deres; og de bliver nu i stadig større udstrækning, for hver uge der går, nægtet retten til overhovedet at have en fremtid som nation. Som Nelson Mandela har påpeget, er boykot ikke et princip, men en taktik der tages i brug afhængigt af omstændighederne. En taktik der gør det muligt for folk, i modsætning til deres valgte, men ofte krysteragtige regeringer, at lægge et vist pres på den brug af magt som de, boykotterne, anser for at være uretfærdig eller umoralsk. (I det hvide Sydafrika af i går og i Israel i dag bestod/består det umoralske i racistisk apartheid). 259 John Berger Boykot er ikke et princip. Hvis den bliver det, risikerer den selv at blive ekskluderende og racistisk. Ingen boykot bør ifølge vores termer være rettet imod enkeltpersoner, et folk eller en nation som sådan. En boykot er rettet imod en politik og de institutioner der understøtter den politik, enten aktivt eller stiltiende. Dens mål er ikke at afvise forandring, men derimod at skabe den. 260 22 BOYKOT ISRAEL Neve Gordon Israelske aviser har i denne sommer været fyldt med vrede artikler om fremstødet for en international boykot af Israel. Film er blevet trukket tilbage fra israelske filmfestivaler, Leonard Cohen er under beskydning rundt omkring i verden for sin beslutning om at optræde i Tel Aviv, og Oxfam har afbrudt sin forbindelse med en celeber talskvinde – en engelsk skuespiller som også anbefaler kosmetik fremstillet i de besatte områder. Det er klart at en kampagne som bruger samme taktik som hjalp med at bringe praksis med apartheid i Sydafrika til ophør får mange tilhængere rundt omkring i verden. Ikke overraskende er der ikke mange israelere - selv fredstilhængere – der skriver under. En global boykot fremkalder uanset hvad uundgåeligt beskyldninger om antisemitisme. Det bringer også spørgsmålet op om dobbeltmoral (hvorfor ikke en boykot af Kina for dets grove krænkelser af menneskerettigheder) og det tilsyneladende selvmodsigende standpunkt om at godkende en boykot af sin egen nation. Det er virkelig ikke nogen enkel sag for mig som israelsk statsborger at opfordre fremmede regeringer, regionale myndigheder, internationale sociale bevægelser, trosbaserede organisatio ner, fagforeninger og statsborgere til at afbryde samarbejde med Is- 261 Neve Gordon rael. Men i dag, når jeg betragter mine to drenge lege i gården, er jeg overbevist om at det er den eneste måde at redde Israel fra sig selv på. Jeg siger dette fordi Israel står ved en historisk korsvej, og krisetider kalder på dramatiske forholdsregler. Jeg siger dette som jøde der har valgt at opfostre sine børn i Israel, som har været medlem af den israelske fredslejr i næsten 30 år, og som er dybt foruroliget over landets fremtid. Den mest nøjagtige måde at beskrive Israel på i dag er som en apartheid-stat. I mere en 42 år har Israel kontrolleret landet mellem Jordandalen og Middelhavet. Inden for denne region bor der omkring 6 mio. jøder og tæt på 5 mio. palæstinensere. Ud af denne befolkning bor 3,5 mio. palæstinensere og næsten en halv million jøder i områder som Israel besatte i 1967 – og dog, selvom disse to grupper bor i det samme område, er de underkastet vidt forskellige lovsystemer. Palæstinenserne er statsløse og nyder end ikke blot de mest grundlæggende menneskerettigheder. I skarp kontrast hertil er alle jøder – uanset om de bor i de besatte områder eller i Israel – statsborgere i staten Israel. Det spørgsmål som kan holde mig oppe om natten både som forælder og som borger er hvordan jeg skal sikre at hverken mine to børn eller mine palæstinensiske naboers børn skal vokse op i et apartheid-regime. Der er kun to moralske måder at nå dette mål på. Den første er én-statsløsningen: give statsborgerskab til alle palæstinensere og således etablere et bi-nationalt demokrati inden for hele det område Israel kontrollerer. Ud fra demografien ville dette betyde døden for Israel som en jødisk stat. For de fleste israelere er det bandlyst. Den anden måde at afslutte vores apartheid på er ved en tostatsløsning som indeholder Israels tilbagetrækning til sine før262 BOYKOT ISRAEL 22 1967 grænser (med mulighed for en-til-en landbytning), delingen af Jerusalem og en anerkendelse af palæstinensernes ret til at vende tilbage under den forudsætning at kun et begrænset antal af de 4,5 mio. palæstinensiske flygtninge vil få tilladelse til at vende tilbage til Israel, mens resten kunne vende tilbage til den nye palæstinensiske stat. Geografisk forekommer én-stats løsningen nemmest fordi jøder og palæstinensere allerede er helt blandet sammen; for naturligvis ’i virkeligheden’ er én-stats løsningen (i sin apartheid udgave) en realitet. Ideologisk er to-stats løsningen mere realistisk fordi mindre end 1 pct. af jøder og kun et mindretal af palæstinensere støtter bi-nationalisme. Som det ser ud nu, giver det på trods af konkrete vanskeligheder mere mening at ændre de geografiske kendsgerninger end de ideologiske. Hvis de to folk en gang i fremtiden beslutter at dele en stat, så kan de gøre det, men det ønsker de ikke i øjeblikket . Så hvis to-stats løsningen er måden at bringe apartheid til ophør på, hvordan kan dette mål så nås? Jeg er overbevist om at pres udefra er det eneste svar. Gennem de seneste tre årtier har jødiske bosættere i de besatte områder dramatisk øget deres antal. Myten om et forenet Jerusalem har ført til dannelsen af en apartheid-by hvor palæstinenserne ikke er borgere og mangler grundlæggende serviceydelser. Den israelske fredslejr svinder gradvist ind så den i dag er så godt som ikke eksisterende, og israelsk politik bevæger sig stadig længere mod det ekstreme højre. Det er derfor klart for mig at den eneste måde at stå imod apartheid-trenden i Israel på er ved massivt internationalt pres. Ord og fordømmelse fra Obama-administrationen og den Europæiske Union har ikke givet resultater – ikke engang fastfrysning 263 Neve Gordon af bosættelser, - for slet ikke at tale om tilbagetrækning fra de besatte områder. Derfor har jeg besluttet at støtte BDS-bevægelsen, som blev sat i gang af palæstinensiske aktivister i juli 2005, og som siden har opnået udbredt støtte kloden rundt. Målet er at sikre at Israel respekterer sine forpligtigelser efter folkeretten, og at palæstinenserne bliver garanteret retten til selvbestemmelse. I Bilbao i Spanien formulerede en koalition af organisationer fra hele verden i 2008 BDS-kampagnens ti-punkts program som skal presse Israel på en ”gradvis, bæredygtig måde som tager hensyn til sammenhæng og kapacitet”. Fx begynder bestræbelserne med sanktioner mod og de-investering fra israelske virksomheder der opererer i de besatte områder, efterfulgt af aktioner imod dem der på en synlig måde hjælper til med at opretholde og forstærke besættelsen. Efter samme retningslinjer er kunstnere som kommer til Israel for at gøre opmærksom på besættelsen velkomne, mens de der blot ønsker at optræde ikke er det. Intet andet har virket. At lægge massivt internationalt pres på Israel er den eneste måde at garantere at den næste generation israelere og palæstinensere - mine to drenge inklusive – ikke vokser op under et apartheid-regime. 264 23 JA TIL BDS! Et SVAR TIL URI AVNERY Michael Warschawski Opfordringen til BDS har endelig nået Israels offentlige rum. Norges beslutning om at de-investere fra israelske selskaber der er involveret i bygning af bosættelser har gjort en forskel og resulteret i den første store succes for denne vigtige kampagne. Ydermere vinder gruppen af israelske støtter til BDS, under navnet Boycott from Within, en del fremgang, bl.a. takket være Naomi Kleins offentlige appel til israelske aktivister da hun kom til Tel Aviv for at lancere den hebraiske udgave af sin bog, ’Chokdoktrinen’. Det faktum at der er en israelsk stemme – om end lille – til støtte for den internationale BDS-kampagne gør en forskel, om ikke andet så fordi den hjælper til at afvæbne de infame anklager om antisemitisme som den israelske propagandamaskine rejser mod enhver som vover at kritisere den jødiske stats kolonipolitik. Og, som jeg også vil argumentere for efterfølgende, så udtrykker de israelske BDS-støtter faktisk det israelske folks interesser på lang sigt. 265 Michael Warschawski Da jeg læste to nyligt skrevne tekster af Uri Avnery1– som kritiserer BDS – blev jeg overbevist om at det er vigtigt at påvise betydningen af denne kampagne, og hvorfor den burde støttes af så mange israelere som muligt. Til tider er jeg uenig med Avnery, men jeg har stor respekt for manden, journalisten og analytikeren. Efter at Peace Now gik neden om og hjem under Oslo-processen, har vi været i tæt kontakt; jeg kan endda sige at vi blev venner. Netop derfor er det vigtigt for mig at reagere på hans afvisning af BDS-kampagnen. Avnery skriver: ”Jeg har ikke noget at sige til folk der hader Israel, det er de i deres fulde ret til. Jeg tror bare ikke at vi har noget fælles ståsted at diskutere ud fra. Jeg vil bare lige pege på at had er en meget dårlig rådgiver. Had leder ingen steder hen, kun til endnu mere had.” Derefter tilføjer han at sammenligningen med Sydafrika er malplaceret. Vi har ikke noget at debattere her. Had er sandelig en yderst dårlig rådgiver, det vil jeg være den sidste til at indvende noget mod. Jeg ved også at han vil være enig med mig hvis jeg tilføjer at i denne vores aktuelle politiske kontekst er had forståeligt. Og ganske vist er Israel ikke Sydafrika, ligesom enhver konkret virkelighed adskiller sig fra enhver anden. Ikke desto mindre har de to lande nogle lighedspunkter: begge er racistiske stater med forskellige slags apartheidsystemer (apartheid betyder i bogstaveligste forstand ’strukturel adskillelse’). Begge lande blev etableret som ’europæiske stater’ midt i nogle national/etniske omgivelser befolket af ikke-europæere som ansås for at udgøre et fjendtligt miljø – med rette. 1 Uri Avnery er journalist og veteran inden for politisk aktivisme, tidligere medlem af Knesset og tidligere chefredaktør af ugebladet ”HaOlamHaZeh”. 266 JA TIL BDS! Et SVAR TIL URI AVNERY 23 Vi er også enige om – og det er endnu vigtigere – at for at nå væsentlige resultater med vores kamp er det nødvendigt at skabe en koalition mellem den palæstinensiske nationale modstand, de israelske anti-besættelseskræfter og den internationale solidaritetsbevægelse. For ti år siden kaldte jeg det ’den vindende triangel’. Op til dette punkt følger jeg gerne Avnery, men så begynder vores veje at skilles. Til at begynde med fejltolker han sine politiske modstandere. ”(De) har opgivet håbet for israelerne”, siger han med reference til dem der støtter BDS. Hvis det virkelig var sandt, hvorfor skulle så israelske støtter af BDS-kampagnen bruge så meget af deres tid på, sammen med Uri Avnery, at skabe en israelsk bevægelse mod krig, besættelse og kolonisering? Debatten handler ikke om hvem der er for og hvem der er imod at ”forandre det israelske samfund”, men om hvordan det kan gøres og med hvilket formål. Avnerys politiske mål er ”fred i Israel/Palæstina” med hvilket han mener et kompromis som kan tilfredsstille flertallet i de to samfund der udgår fra en symmetrisk base (i en anden vigtig artikel kalder han det ”sandhed mod sandhed”). En sådan symmetri kommer fra en anden af Avnerys politiske formodninger, nemlig at konflikten i Palæstina er en konflikt mellem to nationale bevægelser med ligeværdig legitimitet. Mange støtter af BDS-kampagnen er uenige i begge disse formodninger: vores mål er ikke fred som sådan, for ’fred’ i sig selv giver ingen mening,(næsten alle krige i den moderne historie blev startet under påskud af at ville fred). Fred er altid en afspejling af forholdet mellem to kræfter hvor den ene side ikke kan påtvinge den anden det den synes er dens legitime rettigheder. Modsat Avnery er vores mål at opnå et sæt værdier: grundlæggende individuelle og kollektive rettigheder, afslutning af dominans og 267 Michael Warschawski undertrykkelse, afkolonisering, ligeret og så meget retfærdighed som muligt. Inden for sådanne rammer er det klart at vi støtter ’fredsinitiativer’ som kan reducere vold og/eller gennemføre visse rettigheder. Men i vores strategi er støtten til fredsinitiativer ikke et mål i sig selv, men et redskab til at opnå en række værdier og rettigheder. Forskellen mellem ’fred’ og ’retfærdighed’ hænger sammen med vores uenighed med Avnerys anden formodning – nemlig den om symmetri mellem to nationale bevægelser der har ligeværdig legitimitet. For os at se er zionisme ikke en national frihedsbevægelse, det er en koloniseringsbevægelse, og den israelske stat er, og har altid været, en bosætter- kolonistat. Fred – eller bedre endnu – retfærdighed kan ikke opnås uden en total afkolonisering (man kunne sige af-zionisering) af den israelske stat; det er en forudsætning for at kunne opnå legitime rettigheder til alle palæstinensere: flygtningene, de der lever under militær besættelse og de som er andenklasses medborgere i Israel. Om en sådan afkolonisering resulterer i en ’en-statsløsning’, i to demokratiske stater, i en føderation eller i en anden institutionel struktur er underordnet. Kampen selv, og også niveauet for israelernes deltagelse, vil i sidste ende afgøre det. Følgelig har Avnery uret når han påstår at vores uenighed handler om ’én stat’ eller ’to stater’. Som før beskrevet handler det om rettigheder, afkolonisering og princippet om fuld ligeret. I min optik er løsningens form irrelevant så længe vi taler om en løsning hvor de to folk lever i frihed (dvs. uden kolonirelationer) og lighed. En anden betydningsfuld uenighed med Avnery handler om den israelske psyke og den dialektik der er mellem den nationale palæstinensiske frihedsbevægelses dagsorden og den såkaldte israelske fredslejr. Mens det er åbenlyst at den palæstinensiske 268 JA TIL BDS! Et SVAR TIL URI AVNERY 23 nationale bevægelse har brug for så mange israelske allierede som muligt, for at opnå befrielse så hurtigt som muligt, og med så få lidelser for begge folk som muligt, kan man ikke forvente at den palæstinensiske bevægelse kan vente på at Avnery og de andre israelske antikoloniseringsfolk får overbevist majoriteten af den israelske offentlighed om at kolonialisme er forkert. For det første fordi folkelige nationale bevægelser ikke venter med at bekæmpe undertrykkelse og kolonialisme, og for det andet fordi historien har lært os at ændringer inden for et kolonisamfund altid har været resultat af frihedskampen, ikke den anden vej rundt. Når prisen for besættelse bliver for høj, vil et voksende antal mennesker forstå at det ikke er værd at fortsætte ad den vej. Generelt sagt, så er den jødiske psyke formet af to virkeligheder – eller for at være mere eksakt – en virkelighed og en opfattelse af virkelighed. Den ene er den koloniale virkelighed der udgør Israels eksistens, følelsen af at være omringet af fjendtlige naboer som, for at sige det mildt, føler sig truet af den zionistiske kolonialismes dynamik. Den anden faktor, der former den kollektive israelske mentalitet, er antisemitisme (reel eller konstrueret) som bliver styrket af mindet om de nazistiske jødeudryddelser. Som ethvert andet folk ønsker israelerne at blive accepteret, endda elsket. De er imidlertid hæmmet af en dobbelt vanskelighed: de skal betale prisen for at blive accepteret – hvilket vil sige at opføre sig civiliseret – og de skal stole på de andre der vil normalisere forholdet til dem. Ja, en udstrakt hånd til fordel for sameksistens er nødvendig, men sammen med en jernnæve for oprettelse af rettigheder og frihed. Oslo-processens fiasko bekræfter en meget gammel historisk erfaring: at et hvilken som helst forsøg på forsoning, inden man har opnået at gennemføre rettigheder, bare yderligere belaster det indbyrdes forhold og fortsætter den koloniale dominans. Hvis 269 Michael Warschawski ikke der var en pris at betale, hvorfor skulle israelerne så stoppe koloniseringen? Hvorfor skulle de risikere en dyb indrekrise? Det er netop derfor at BDS-kampagnen er så relevant: den giver en international ramme inden for hvilken man kan hjælpe det palæstinensiske folk til at opnå deres legitime rettigheder, både på det institutionelle plan (andre lande og internationale institutioner) og på civilsamfundsniveau. Kampagnen retter sig på den ene side mod det internationale samfund på statsligt plan med opfordring til sanktioner mod et land der systematisk overtræder folkeretten, FN-resolutioner, Genève-konventionerne og underskrevne aftaler. Og på den anden side opfordrer den det civile internationale samfund til, som individer og som sociale bevægelser (fagforeninger, partier, lokalråd, foreninger osv.),at boykotte varer, institutioner og officielle repræsentanter der repræsenterer staten Israel. Alle tre strategier – boykot, de-investering og sanktioner – vil på et tidspunkt presse det israelske folk til at forstå at besættelse og kolonisering har en pris, og at overtrædelse af internationale regler før eller siden vil gøre staten Israel til en pariastat, en nation der ikke er velset i fællesskabet af civiliserede nationer – ligesom Sydafrika ikke var det i dets sidste årtier med apartheid. Nøjagtig i den betydning, og modsat det Avnery påstår, henvender BDS sig til den israelske offentlighed. Ved dette historiske vendepunkt er det den eneste måde hvormed vi kan fremprovokere en forandring i den israelske holdning til besættelse og kolonisering. Hvis man sammenligner det med BDS-antiapartheid kampagnen, som det tog 20 år at bære virkelig frugt, kan man ikke blive andet end overrasket over hvor virkningsfuld kampagnen mod den israelske besættelse allerede har været – selv inde i Israel ser vi dens første resultater. 270 JA TIL BDS! Et SVAR TIL URI AVNERY 23 BDS-kampagnen blev startet af en bred sammenslutning af palæstinensiske politiske og sociale bevægelser. Ingen anstændig israeler der påstår at støtte det palæstinensiske folks rettigheder som nation kan sidde den overhørig. Efter at de israelske aktivister i årevis er gået ind for at ”væbnet modstand ikke er vejen”, vil det være skammeligt for dem også at afvise denne strategi. Tværtimod burde de israelere der er interesseret i en retfærdig fred slutte sig til kampagnen Boycott from Within, for derigennem at få israelsk opbakning til dette palæstinensiske initiativ. Det er det mindste vi kan gøre; det er det mindste vi burde gøre. 271 272 24 LOOKING FOR ERIC, MELBOURNE FESTIVAL OG KULTUREL BOYKOT Ken Loach, Rebecca O’Brien og Paul Laverty Da vi opdagede at Filmfestivalen i Melbourne var delvist sponsoreret af den israelske stat, og derefter besluttede at trække vores film ’Looking for Eric’ ud af den, skrev vi til festivalens direktør, Richard Moore, med en detaljeret begrundelse. Siden da har han kontinuerligt og løgnagtigt fejlciteret os og gør det1 ved at udtale at det, at ”tillade at bruge én filmskabers personlige politiske mening til fordømmelse af en festivals helhedsstandpunkt ... går imod hvad festivalers inderste væsen står for”. Og derefter: ”Loach’s krav gik langt over grænsen”. Lad mig sige det én gang til, hr. Moore: denne beslutning blev taget af tre filmskabere (instruktør, producer, forfatter) og ikke i en eller anden privat abstrakt boble, men efter lange diskussioner os imellem og 1 Guardian, Comment Is Free, 27. august 2009 273 Ken Loach, Rebecca O’Brien og Paul Laverty som svar på en opfordring til kulturel boykot - også af filmfestivaler - fra et bredt spektrum af det palæstinensiske civilsamfund, deriblandt skribenter, filmskabere, kulturarbejdere, journalister, menneskerettighedsgrupper, fagforeninger, kvindegrupper, studenterorganisationer og mange andre. Som Moore efterhånden burde vide, så blev the Palestine Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel lanceret i Ramallah i april 2004, og dens mål, dens begrundelser og information om dens medlemmer er i vidt omfang tilgængelige på internettet. Dette er samtidig del af en langt bredere international BDS-bevægelse mod den israelske stat. Hvorfor ser vi denne voksende internationale bevægelse? Gennem de sidste 60 år har Israel, bakket op af USA, vist en slående foragt for hundredvis af FN-resolutioner ligesom for Genèvekonventionen, og det har kontinuerligt brudt med folkeretten. Det har udstillet sig selv som en voldelig og skruppelløs stat, hvilket blev meget klart under den nylige massakre i Gaza. Oven i købet var Israel klar til yderligere at gå imod folkeretten gennem brug af fosforbomber. Det er en hån mod den offentlige mening overalt i verden; og der findes ikke et klarere eksempel på dette end beslutningen om at fortsætte bygningen af Muren gennem palæstinensisk område, trods beslutningen fra Den internationale Domstol. Hvad gør så det internationale samfund ved det? Det klager, intet andet. Og hvad gør USA? Det fortsætter med sine ytringer om ’alvorlige bekymringer’, alt imens det støtter staten Israel med i nærheden af 3 mia. US-dollar om året. I mellemtiden - ’nede på jorden’ (en rigtig god filmtitel)- fortsætter israelske bosættere med dag for dag at fratage palæstinensere deres hjem og jord. Dermed bliver et bæredygtigt, sammenhængende palæstinensisk hjemland umuliggjort. Et normalt liv, med de grund- 274 LOOKING FOR ERIC, MELBOURNE FESTIVAL OG KULTUREL BOYKOT 24 læggende menneskerettigheder, er i dagens virkelige verden blot en drøm for de fleste palæstinensere. På grund af folkerettens mislykkede bestræbelser og Israels åbenbare straffrihed er der ikke andet alternativ for almindelige borgere end på bedste måde at prøve at fylde hullet ud. Desmond Tutu har sagt: ”Apartheids afslutning var et af det forrige århundredes mest strålende bedrifter, men vi ville ikke havde opnået succes uden hjælp fra det internationale samfund, i særdeleshed de-investeringsbevægelsen fra 1980’erne. I de sidste seks måneder har en lignende bevægelse taget form, denne gang for at sætte punktum for Israels besættelse af Palæstina. Naomi Klein har en vældig god pointe når hun siger at man ikke direkte kan sammenligne Israel med Sydafrika. Hun siger: Spørgsmålet er ikke om ”Israel (er) det samme som Sydafrika?”. Nej, spørgsmålet er: ”modsvarer Israels handlinger den internationale definition af hvad apartheid er?” Og hvis man ser på de eksisterende forhold med forflyttelse af folk, endeløse rækker af love, officiel statsadskillelse, så ser man at ja, det modsvarer den definition, hvilket ikke er det samme som at sige at Israel er Sydafrika. Ingen stat er lig en anden. Det er ikke det der er spørgsmålet; spørgsmålet er i sig selv en undgåelse af selve problemet.2 Ikke længe efter invasionen af Gaza talte vi med lederen af organisationen for menneskerettigheder dér, som fortalte at israelerne havde afvist at tilføre de nødvendige kemikalier til en passende rensning af det offentlige drikkevand – et klart eksem- 2 ”Transcript of Naomi Klein Lecture in Ramallah”, 10.juli 2009 på bdsmovement.net 275 Ken Loach, Rebecca O’Brien og Paul Laverty pel på hævngerrig kollektiv afstraffelse pålagt halvdelen af den palæstinensiske befolkning. Neve Gordon, en jødisk professor engageret i politik fra et israelsk universitet, kom for nylig med følgende kommentar: ”Den mest nøjagtige beskrivelse af dagens Israel er at det er en apartheidstat.”3 Og derfor støtter han nu også den internationale kampagne med de-investering og boykot. Muligvis kan der i fremtiden forekomme besværlige modsigelser og gråzoner i forhold til hvorvidt visse projekter skal rammes af kulturel boykot eller ikke; men vi føler os bundne af pligten til at følge rådene fra dem der lever det hårde liv inde i landet. Vi vil også gerne opmuntre andre filmskabere og skuespillere, der bliver inviteret til festivaler, til at checke om disse bliver støttet af den israelske stat, inden de takker ja, og i givet fald at de så respekterer boykotten. Filmskabere står ikke for skud, den israelske stat gør. I den store sammenhæng er dette et lille bidrag til en voksende bevægelse, men eksemplet Sydafrika bør opmuntre os alle. Ken Loach (instruktør) Rebecca O’Brien (producer) Paul Laverty (forfatter) 3 Se kapitel 22 276 25 INTERVIEW MED RA’ANAN ALEXANDROWICZ Rebecca Vilkomerson Ra’anan Alexandrowicz er en højt respekteret filmmand. Hans film inkluderer The Inner Tour, en dokumentarfilm fra 2000 som følger en gruppe palæstinensere på Vestbredden som tager på en tur i Israel for at besøge deres oprindelige landsbyer; og James’ Journey to Jerusalem, en mørk komedie om en afrikansk indvandrers åndelige og fysiske rejse i Israel. Hans nyeste film, The Law in These Parts, vandt prisen som bedste nye dokumentar ved Jerusalems filmfestival i juli 2011, hvor han talte imod Israels lov mod boykot som lige var blevet vedtaget i Knesset, og som gjorde det ulovligt for israelske statsborgere at være fortalere for boykot af Israel eller dets bosættelser. The Law in These Parts er en overraskende anklage mod det israelske militære lovsystem som anvendes i hovedsagen på Vestbredden. Udviklet som det er gennem årtiers besættelse bliver det i filmen pillet fra hinanden gennem interviews med tidligere israelske militærdommere. 277 Rebecca Vilkomerson Ra’anan deltager også i aktiviteter mod besættelsen, mest sammen med Ta’ayush i bakkerne i det sydlige Hebron og i Silwan i Østjerusalem. I adskillige år har vi diskuteret om BDS var en effektiv strategi, især i sammenhæng med israelske kunstnere. Det var først da de israelske love mod boykot blev foreslået at Ra’anan besluttede sig for at sige ja til den palæstinensiske opfordring (hvis loven blev vedtaget) på trods af visse forbehold over for nogle aspekter ved BDS. I august talte vi via Skype om Ra’anans næste skridt, og om hvordan vi som israelere skulle handle under de nuværende omstændigheder. Rebecca Vilkomerson: Hvorfor har du indtil nu afholdt dig fra at tilslutte dig BDS’ bestræbelser? Ra’anan Alexandrowicz: Som israeler er det svært at puste og have mel i munden. Jeg lever på den nemme side af denne konflikt. Enhver, der lever i et samfund, eksisterer et eller andet sted i dette samfunds ”pyramide af privilegier.” Når jeg taler om samfundet i dette land, tænker jeg ikke kun på det jødiske samfund. Jeg tænker på enhver som lever her: jødisk, muslimsk, besætter, besat, ’lovligt’ eller ’ulovligt’. Virkeligheden er at jeg kommer fra den del af samfundet som nyder størst frihed og velstand i den nuværende politiske situation. Virkeligheden er at jeg nyder godt af den nuværende politiske samfundsorden, uanset at jeg ikke er enig i den overhovedet. Jeg er israeler; jeg har en israelers privilegier, det er det jeg er. Man kunne sige at i forhold til det grundlæggende, som at betale skat, få vand eller uddannelse til sine børn, er det uundgåeligt. Men, når du taler om en filmmand eller en akademiker som min partner – folk som har ekstra privilegier, som kun en meget lille del af samfundet nyder godt af, så er det et valg om man vil tage 278 INTERVIEW MED RA’ANAN ALEXANDROWICZ 25 del i det eller ej; og jeg deltager. Jeg har en masse privilegier gennem at leve i dette samfund, og jeg bruger dem. Det bedste eksempel er det at anvende offentlige midler til at lave film, eller det at jeg i tre år økonomisk har nydt godt af et stipendium som min partner modtager fra staten, mens hun gennemfører sin ph.d. Derfor føler jeg��������������������������������������������������� at der foregår et dobbeltspil eller er en selvmodsigelse, ved at jeg med den ene hånd tager imod det samfundet tilbyder, mens jeg med den anden prøver at være på den rigtige side af historien. Et andet privilegium jeg havde var at jeg som jødisk israeler ikke skulle betale prisen for at dyrke ideer som udfordrede statens ideologi. Det israelske system giver folk som mig vide muligheder for ytringsfrihed, men det er et privilegium ikke alle i dette samfund har. Hvad er den bedste måde at handle på i solidaritet med den palæstinensiske kamp? At deltage i palæstinensiske aktioner som du er enig i og som hænger sammen for dig – som det føles rigtigt at deltage i for dig. Jeg synes det er vigtigt at deltage i kampen og dele risikoen. Der er to væsentlige grunde til at vi ikke altid lever op til vores egne forventninger, når vi ”kæmper” solidarisk. Den ene er at vi sommetider ikke er så villige til at opgive vores privilegier – eller for dens sags skyld vores børns privilegier, eller ikke er villige til at udsætte os selv for større risici. Sandheden er at de fleste israelere der er engageret i kampen kæmper med et andet udgangspunkt end palæstinenserne, ikke med ryggen mod muren, men ud fra et valg, og det skaber mange forskelle på hvad vi vil og ikke vil. Og der er en anden grund – som måske stammer fra den første. Sommetider er vi israelere ikke velkomne til at deltage i kampen. 279 Rebecca Vilkomerson Jeg føler at flertallet i det palæstinensiske samfund ikke længere byder israelsk solidaritet velkommen. Der findes en palæstinensisk talemåde: ”Den ene hånd slår dig, og den anden giver dig hatten på igen…” Men tilbage til dit spørgsmål. Den bedste måde at deltage i den palæstinensiske kamp på er at udføre så meget som muligt af det de palæstinensere du er enig med beder dig om. Gennem BDS-opfordringen anmodes israelere med den rigtige opfattelse om offentligt at støtte palæstinensernes bestræbelser siden 2005. Hvad har det ændret for dig? Hvis vi taler om BDS-kampagnen, er det set fra et palæstinensisk perspektiv helt legitimt og logisk at arbejde den vej nu. Som israeler mener jeg at det er helt legitimt. Men jeg har også forbehold over for sammenhængen med BDStilhængernes kamp. Jeg talte om mit perspektiv som israeler, men nu taler jeg om de internationale tilhængere, de gennemsnitlige – ikke mennesker der vier deres liv til den palæstinensiske kamp, eller den person der kunne have arbejdet med israelsk finansiering eller (gjort) forretninger med den israelske regering, og som har besluttet ikke at gøre det, og som betaler en virkelig pris for det. Jeg refererer til den årvågne, bevidste liberalt tænkende person som jeg tror de fleste internationale støtter er. At godkende boykotten med et klik på en knap er på en eller anden måde en nem handling at foretage, er det ikke? Måske ved jeg ikke nok; måske er det en vanskelig handling at foretage, og jeg forstår det ikke set herfra. Men jeg er sikker på at der er blandet en eller anden inkonsekvens ind i det. Teoretisk er en handling legitim hvis du ville anvende den samme standard i andre tilsvarende 280 INTERVIEW MED RA’ANAN ALEXANDROWICZ 25 sager, og jeg er usikker på om BDS-tilhængere i USA og England overvejer dette? Man kan gå i gang med BDS fordi det er belejligt, og det kan have en virkning på Israel, men du skulle måske i teorien også boykotte dit eget land. Og dette ville naturligvis være nytteløst (og måske mindre behageligt). Så det lægges til side som ”upraktisk”. Så ved at se på det i dette perspektiv er boykot ikke nogen moralsk kamp. Den er et våben anvendt i en modstandskamp. Du anvender det mest effektive redskab fordi situationen kræver det. Så selv hvis jeg forstår at dette ikke er et moralsk standpunkt, men en taktik – en taktik jeg legitimerer, og som jeg forstår og anser for at være passende som israeler – indtil vores nye lov er vedtaget, så ville jeg have foretrukket at være på de boykottedes side. Det var mit ansvar ud fra min rolle i samfundet. Det er mit job at blive boykottet fordi jeg frivilligt modtager de privilegier som dette samfund tilbyder mig. Den nye lov ændrer denne situation. Nu er de folk der godkendte BDS i fare for at have gjort noget ulovligt. At godkende opfordringen som er et legitimt politisk standpunkt er blevet ulovligt. Så nu er balancen mellem hvad jeg anså for hyklerisk – at drage fordel af hvad dette samfund tilbyder og så alligevel fordømme dets fremgangsmåder – og behovet for solidaritet ændret, og solidaritet er blevet endnu vigtigere. Så da jeg talte offentligt om denne lov, sagde jeg at denne lov er en lov vi må bryde. På samme måde som andre love må brydes – loven om indrejse til Israel, loven om Nakba, loven om ’accept-komiteer’. Loven om Nakba og nogle aspekter ved loven om indrejse – disse love er den slags love som beviser at selvom staten ønsker at definere sig som ”jødisk og demokratisk”, så er den korrekte definition faktisk at det er et demokrati for jøder. Og loven om boykot 281 Rebecca Vilkomerson går endda endnu længere – det er et demokrati for enhver der er villig til at acceptere racistiske regler og støtte ekspansionisme. I USA gøres der flere og flere forsøg på at skelne mellem boykot af bosættelserne eller besættelsen og boykot af Israel generelt. Ud fra min personlige holdning: ja, jeg ser virkelig en forskel. Når det drejer sig om bosættelser, er det udtryk for hvad jeg kan gøre. Som israeler vælger jeg allerede aktivt - så vidt muligt - ikke at nyde frugten af besættelsen. Jeg kører ikke på tommelfingeren på Vestbredden, jeg prøver at undgå at forbruge ting der er fremstillet der, jeg tager ikke mit barn med til en vens hus, hvis det ligger på Vestbredden; jeg er blevet tilbudt at vise film for bosættere på Vestbredden mod betaling, men det ville jeg ikke. At boykotte bosættelserne er sammenhængende med hvordan jeg lever. Jeg nægtede at aftjene min værnepligt i reserven på Vestbredden, nu nægter jeg helt og holdent. Når jeg prøver at se det i et amerikansk perspektiv, tror jeg at der er en forskel mellem de to typer boykot. Jeg kan forstille mig at boykotten af bos��������������������������������������������� ættelser godkendes af mennesker�������������� der er kritiske over for vores politik, men som føler sig som en del af Israel på en eller anden måde. Måske tager jeg fejl. Men det interessante er at loven (af hvilken nogle aspekter også kunne gælde for udenlandske nationaliteter) faktisk udvisker grænsen mellem de to grupper, i hvert fald set i et israelsk perspektiv, og gør boykot af bosættelser til det samme som at boykotte Israel. På hvilken måde tror du at man internationalt bedst støtter den palæstinensiske kamp? 282 INTERVIEW MED RA’ANAN ALEXANDROWICZ 25 Når jeg analyserer situationen nu, tror jeg at det at tilslutte sig BDS er en meget effektiv måde at støtte den palæstinensiske kamp på. Akademisk og kulturel boykot er den ting som virkelig ser ud til at virke nu fordi det a) er meget nemt at udføre, og b) det sårer faktisk israelere og skader Israel. Derfor er det effektivt. Naturligvis er det vigtigt at involvere sig i direkte aktion og at ændre folks holdninger. Har du nogen specifikke bekymringer for hvordan BDS-bevægelsen vil påvirke Israel eller israelere? Israelere som afviser boykotten, eller som bliver fornærmede over den, kan ikke sige at andre metoder ikke er blevet forsøgt. Det ser ud til at vi ikke flytter os medmindre vi bliver presset meget hårdt. Jeg tror at vedtagelsen af loven mod boykot er et bevis på at de mennesker der tog initiativ til BDS-bevægelsen vidste, hvad de gjorde. Den afslører den israelske regering og vil efterhånden få det israelske samfund til at se sig selv i spejlet. Og det betyder at den er effektiv. Jeg forestiller mig at der må være folk som må føle en slags tilfredshed hver gang boykotten vokser, og jeg kan se det positive politiske aspekt, men det giver mig ikke den der gode følelse, faktisk gør det mig nedtrykt. Men det vigtigste, det højest prioriterede er at ændre denne meget syge politiske situation. Jeg ser den nye lov som et dårligt tegn i den forstand at jeg er bange for hvad der forestår. Det er endnu et af flere tegn på at den nærmeste fremtid vil bringe nogle frygtelige ting med sig. I takt med at presset stiger vil det blive rettet indad mod palæstinenserne og mod de israelske ”forrædere”. Vi ser flere og flere tegn på at det er det der vil ske, og det er både nedslående og skræm283 Rebecca Vilkomerson mende. Jeg er ikke sikker på at når spændingen stiger, og den næste runde med øget vold bryder ud, at den så kan kontrolleres. Jeg er ikke sikker på at disse processer særligt let kan gøres om igen, og jeg er usikker på hvad de faktisk vil føre til. Men på den anden side, fordi jeg ikke ser nogen anden mulighed for at tingene kan udvikle sig uden en krise, så tror jeg på at denne følelse er tegn på at endelig er der noget, der flytter sig. 284 26 EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS1 Omar Barghouti Det palæstinensiske civilsamfunds historiske opfordring til boykot der går ud på de-investering og sanktioner mod Israel indtil det opfylder sine folkeretlige forpligtelser, indeholder en noget overset dimension som er inspireret af kampen mod Sydafrikas apartheid. Den opfordrer bekymrede israelere til at støtte denne opfordring af hensyn til retfærdighed og ægte fred”2. Derved bekræftes det at principfaste anti-koloniale jødiske israelere som støtter det palæstinensiske folks ufravigelige ret til selvbestemmelse, og som står fast på at frihed, retfærdighed og lighed for alle som basis for en retfærdig omfattende og varig fred, betragtes som partnere i kampen. 1 Dele af dette kapitel er baseret på tekster trykt i Omar Barghouti: Boycott, Divestment,Sanctions, The Global Struggle for Palestinian Rights, New York: Haymarket, 2011 2 ”Palestinian Civil Society Call for BDS”, 9.juli 2005, på bdsmovement.net 285 Omar Barghouti Principfaste israelske anti-kolonialister som holder fast ved palæstinensernes rettigheder som formuleret i folkeretten har spillet en stadig vigtigere rolle i kampen for palæstinensernes rettigheder, trods deres beskedne antal. Mange af dem indser – ud over deres utvetydige støtte til palæstinensernes omfattende rettigheder – at israelerne umuligt kan leve et normalt liv uden først at skille sig af med Israels koloniale karakter og anerkende de palæstinensiske rettigheder. Udtalelser fra den brasilianske pædagog og underviser Paulo Freire om hvordan de undertrykte også kan genskabe humaniteten hos deres undertrykkere er relevante her: ”Fordi det er en forvrængning af fuldgyldig humanisme, hvis de undertrykte med tiden bliver mindre humane i deres kamp mod dem som gjorde at de blev sådan. Hvis denne kamp skal give mening, skal de undertrykte ikke i deres søgen efter at genvinde deres humanitet (som er en måde at skabe den på) blive undertrykkere af undertrykkerne, men snarere ’genoprettere’ af begge parters humanitet”.3 I 2009 tilsluttede Boycott! Supporting the Palestinian Call from Within (eller blot Boycott from Within)4 der var en bevægelse i vækst i Israel, sig fuldt ud den palæstinensiske opfordring til BDS og godkendte dens principper. Dermed var den et eksempel på israelsk opposition til besættelse og apartheid. Israelske grupper som har tilsluttet sig BDS-opfordringen omfatter blandt andre: The Alternative Information Center (AIC)5, the Israeli Committee Against House Demolition (ICAHD)6 og Who Profits from the Occupation? (et projekt som the Coalition of Women for Peace 3 Paolo Freire: ”De undertryktes pædagogik”, Christian Ejlers Forlag, 1997. 4 ”Boycott! Supporting the Palestinian BDS Call from Within”, på boycottisrael. info 5 Alternative Information Center, på alternativenews.org 6 Israeli Committee Against House Demolition: ”About ICAHD” på icahd.org 286 EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS 26 står for)7. Disse grupper har alle spillet en afgørende rolle når det gælder om at skaffe politisk, moralsk, logistisk og IT støtte til den globale BDS-bevægelse. Who Profits? organiserer fx en opdateret database over israelske og internationale selskaber som er involveret i besættelsen, en liste som ofte anvendes af aktionærer der har investeret i pensionsfonde, banker og internationale institutioner når de skal udvælge deres BDS-mål og forberede sager imod dem. Som kontrast til denne principfaste israelske støtte til BDS har nogle forfattere og akademikere fra den zionistiske ’venstrefløj’ i Israel og Vesten en tendens til at udforme kampen meget Israelcentreret. De fokuserer alene på at gøre en ende på besættelsen, hvorved de overser de basale rettigheder som tilkommer flertallet af palæstinenserne, og de argumenterer for tilbagetrækning fra det meste af det besatte palæstinensiske område med at det vil gavne Israels interesser – som om det skulle interessere dem der går ind for retfærdighed og menneskerettigheder. Et andet kendetegn ved deres måde at arbejde på er at de udelader eller sidestiller den palæstinensiske bevægelses oprindelse, The BDS National Committee (BNC)8 og BDS-opfordringen - med forsøg på at designe deres egne retningslinjer for anvendelsen af boykot hvis rodfæstede koloniale holdning det er svært at overse. BNC hilser altid initiativer velkomne som opfordrer til delvis eller selektiv boykot af Israel og dets medskyldige institutioner, så længe de ikke underminerer eller underkender palæstinensernes grundlæggende rettigheder. Nogle zionister opfordrer nu til en selektiv boykot af israelske akademiske og kulturelle institutioner som ligger i de koloniale bosættelser. Det sker efter årtiers tavshed i forhold til et brutalt besættelses- og apartheidsystem, og 7 Who Profits? Exposing the Israeli Occupation Industry, på whoprofits.org 8 ’Palestinian BDS National Committee’, på bdsmovement.net 287 Omar Barghouti deres formål er at underminere eller omgå den mere omfattende, principfaste og moralsk stærke BDS-kampagne. Men i stedet for at svække BDS er den slags kampagner i virkeligheden med til at gøde jorden for bevægelsens fremtidige vækst ved at forsvare BDS-logikken, nemlig at pres og ikke eftergivenhed er den eneste effektive måde at gøre en ende på Israels krænkelser af folkeretten. Bløde zionister har altid prøvet at varetage en ledvogterrolle i forhold til solidaritet med palæstinenserne og forsøgt at reducere den til at fokusere specielt på et lille aspekt af palæstinensernes rettigheder, mens de aktivt modsætter sig ethvert forsøg på at udvikle en uafhængig, palæstinensisk ledet modstandsstrategi, baseret på krav om selvbestemmelse og retfærdighed. Med BDS’ voksende indflydelse bliver denne zionistiske ledvogters dominerende position revet i stykker. Bløde zionister bliver vildt rasende, og nogle går så vidt som til at anklage det palæstinensiske civilsamfund for at ’forråde’ dem og skade deres egen sag. De mener, i deres selvoptagede syn på verden som er så typisk for kolonialister over hele verden, at hvis de trækker deres støtte tilbage, vil palæstinenserne miste deres eneste håb for frigørelse. Men denne patroniserende, kolonialistiske diskurs er blevet totalt bragt i miskredit og i stigende grad afsløret som bedrageri. Den fodrer fortalernes ego, mens den freder Israels apartheid. BDS-bevægelsen forkaster totalt dette ’red Israels apartheid’synspunkt. For det tilstræber ene og alene at gøre en ende på besættelsen, men uden at fokusere på flygtningene, dvs. det store flertal af palæstinenserne hvis ret til at vende tilbage til deres hjem og modtage erstatning er internationalt godkendt. Og det undlader enhver omtale af behovet for at gøre op med Israels legaliserede, racistiske diskrimination eller apartheid, imod de 288 EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS 26 ’herboende’ palæstinensere – dvs. ‘ikke-jøder’ – som har israelsk statsborgerskab. Denne tænkning forsøger, ofte ganske åbent, at styrke apartheid demografisk ved at slippe af med de ca. 4 millioner palæstinensere (i de besatte områder) og opretholder således Israels karakter af etnocentrisk, racistisk og ekskluderende stat nogle årtier mere. Lakmusprøven for enhver israelsk gruppe som hævder at støtte menneskerettigheder og en vedvarende fred baseret på retfærdighed og folkeret, er derfor om den er parat til at støtte de mest grundlæggende rettigheder med henblik på fuld lighed for de herboende palæstinensere. ”Lighed eller intet” som afdøde Edward Said holdt fast på. Sameksistens eller samlet modstand9 Kampen om Palæstina er, som Edward Said argumenterede, 10 ikke en symmetrisk kamp hvor ”begge parter” er i ”konflikt”. Der er tale om en bosætterkolonialisme som nu - erkendes det i stigende omfang – er både ansvarlig for besættelse og apartheid11. Det er derfor helt malplaceret at anbefale dialog og sameksistens for at overvinde ’rodfæstet had’ samt nå til et kompromis om de ’konkurrerende krav’ som det ofte gøres i vestlige mainstream medier. Frem for alt er kampen en kamp for frihed, retfærdighed og selvbestemmelse for de undertrykte som til gengæld kan befri undertrykkeren. Kun hvis besættelsen stoppes, kan der blive tale om det som jeg kalder etisk sameksistens – sameksistens baseret 9 Maath Musleh: ”Opinion: Co-Resistance vs. Co-existence”, Maan News Agency, 17. juli 2011, på maannews.net 10 Edward W. Said: The Question of Palestine, Vintage, 1992 11 Læs mere om dette emne på: “United Against Apartheid, Colonialism and Occupation; Dignity & Justice for the Palestinian People,” Palestinian Civil Society‘s Strategic Position Paper for the Durban Review Conference ,Geneve, 20. – 24. april, 2009, på bdsmovement.net 289 Omar Barghouti på retfærdighed og fuld lighed for alle, ikke en herre-slave ’sameksistens’ som mange inden for ’fredsindustrien’12 er fortalere for. De boykotkriterier som det palæstinensiske civilsamfund vedtog, og som blev anbefalet af BNC indeholdt to betingelser uden hvilke relationerne mellem en palæstinensiske og israelsk part kunne ses som middel til normalisering. Normalisering defineres i en arabisk, herunder palæstinensisk, kontekst som: udviklingen af fælles relationer og projekter med den israelske part som giver et falsk indtryk af normalitet, trods fortsættelsen af kolonial undertrykkelse.13 Sådanne projekter og relationer forsøger, per definition og i praksis, at ignorere eller gå uden om og dermed normalisere, det anormale: Israels koloniale undertrykkelse. De to betingelser som garanterer en normaliseringsfri relation som formuleret af Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel (PACBI) og vedtaget af det store flertal af det palæstinensiske civilsamfund siden november 2007, er: 1) den israelske side må anerkende det palæstinensiske folks internationalt anerkendte og ufravigelige rettigheder og 2) projektet selv, uanset dets nøjagtige natur (kulturel, akademisk, miljømæssig, medicinsk, feministisk eller andet) må have som et af sine hovedmål at gøre modstand mod besættelse og apartheid. Som en ung palæstinensisk aktivist formulerer det: i en situation med kolonial besættelse må ægte sameksistens mellem undertrykke12 For yderligere information, se Paris Giacaman: “Can We talk? The Middle East Peace Industry,” Electronic Intifada, 20. august 2000, på electronicintifada.net 13 Den fulde definition af ’normalisering’ , på arabisk, kan findes på ”A Call from Palestine: Palestinian Students’ Campaign for the Academic Boycott of Israel”, på pacbi.org. Definitionen af ’normalisering’ lyder, kort fortalt: ”at deltage i ethvert projekt, initiativ eller aktivitet, såvel på lokalt som internationalt niveau, som har til hensigt direkte eller indirekte at bringe palæstinensisk og/eller arabisk ungdom sammen med israelere (individer eller institutioner) og ikke eksplicit har til hensigt at bekæmpe eller udstille besættelsen og alle former for diskrimination og undertrykkelse som er påført det palæstinensiske folk”. 290 EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS 26 ren og de undertrykte medføre fælles modstand (dvs. israelsk og palæstinensisk) mod undertrykkelsen14. Israel forskanser sig Nogle skeptikere har ment at boykot – i stedet for at vinde over israelerne eller svække opbakningen i Israel bag statens krænkelser af palæstinensernes rettigheder – har tendens til at udløse akut paranoia blandt israelere og medføre en aggressiv belejringsmentalitet. Dette kan være sandt nok i begyndelsen – som i ethvert kolonialt samfund hvor undertrykkersamfundet eliminerer intern uenighed og knytter samfundet sammen, eller forskanser sig mod forestillede ydre trusler om isolation som kan føre til en status som udstødt. I den fase synes interne projekter som kunne udfordre kolonialismens og apartheidens strukturer i bedste fald langt borte, hvis ikke helt illusoriske. Men når den interne kamp anført af palæstinenserne og støttet af bekymrede israelere bliver kombineret med kampen udefra, med det formål at fremkalde et vedvarende og effektivt pres som skarpt hæver prisen for undertrykkelsen, så begynder denne tilsyneladende uovervindelige garnisonsenhed at krakelere. Det faktum at BDS er kategorisk modstander af alle former for racisme og racistiske ideologier, herunder antisemitisme, kan kun fremme udsigten til forandring. Den modige israelske BDS-gruppe, Boycott from Within, er meget bevidst om den lighed der er med kampe over hele verden – i Sydafrika, Frankrig under den algeriske befrielseskamp, USA, Vietnam osv. Der vil komme et vendepunkt hvor Israels undertrykkelse vil blive mødt med kraftig modstand – især fra det palæstinensiske folk, men også fra den større arabiske verden og hele den store verden, og det vil især ske i form af en vedvarende BDS-kampagne 14 Musleh: ”Opinion: Co-Resistance vs. Co-existence”. 291 Omar Barghouti der vil føre til omfattende FN-sanktioner (som det var tilfældet i kampen mod Sydafrikas apartheid). Når den tid kommer, vil Israels økonomi opleve voldsomme problemer, og BDS-bevægelsen inde i Israel vil vinde markant frem. I den situation vil almindelige, apolitiske israelere begynde at tænke sig om og overveje om de ønsker fortsat at ”leve med sværdet” som Sharon formulerede det, som udstødte i en stat der savner økonomiske fremtidsperspektiver, og som bliver undgået og boykottet af det internationale civilsamfund og endog af andre stater. Derpå vil der – under det overvældende pres både indefra og udefra – opstå en naturlig, menneskelig søgen efter normalitet, efter et fredeligt og økonomisk trygt liv, hvilket vil få mange israelere til at trække deres støtte til den israelske apartheid og besættelse tilbage. Mange vil endda tilslutte sig bevægelser som bekæmper denne politik. Det vil derfra kun være et spørgsmål om tid før Israels mangestrengede undertrykkelsessystem kollapser. Erfaringerne fra den sydafrikanske anti-apartheidkamp demonstrerer, trods åbenlyse forskelle, dette mønster for begivenhederne. Israels anti-boykot love15 En ledende israelsk tænketank og adskillige højtrangerede officerer ser BDS som en ’strategisk trussel’16 mod det israelske samfund og er frustrerede over de mislykkede forsøg på at forhindre bevægelsens hastige udbredelse på verdensplan. Israel har derfor besluttet at ty til lovgivning for at undertrykke støtten til BDS, i hvert fald inden for dets eget myndighedsområde. 15 Dette afsnit bygger på Omar Barghouti: ”Dropping the Last Mask of Democracy”, Aljazeera.net, 3. august 2011, på english.aljazeera.net 16 “Eroding Israel’s Legitimacy in the International Arena”, 28. januar 2010, på reut-institute.org 292 EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS 26 Der har været mange kontroverser siden juli 2011 hvor det israelske parlament vedtog en lovgivning der effektivt kriminaliserede støtte til enhver boykot mod Israel og dets institutioner, under trussel om tunge bøder (som minimum) og uden krav om at skulle bevise ’skyld’ eller at støtten til boykot står i et rimeligt forhold til kravet om skadeserstatninger17. Snesevis af israelske civilsamfundsorganisationer og førende juridiske eksperter, herunder mange som er imod boykot, har meget bestemt modsat sig denne usædvanligt autoritære lov ud fra forskellige motiver der går fra de mest principielle til de strengt pragmatiske. Mest fraværende i debatten har været det palæstinensiske perspektiv. I betragtning af at denne lov udelukkende kom til verden på grund af de seneste års hastige vækst i den globale BDS-bevægelse mod Israel, og den tilsvarende vækst i støtten inde i Israel til BDS eller tilsvarende selektive boykot-initiativer med henvisning til folkeretten, er dette meget sigende. Samtidig med at BNC i en udtalelse18 udtrykte bestyrtelse over dette seneste forsøg fra Israels side på at knuse fredelig palæstinensisk modstand og støtte hertil blandt bekymrede israelere, så udtrykte man også tillid til at denne lov yderligere ville fremme udbredelsen af BDS til andre progressive miljøer verden over. Hind Awwad, koordinator for BNC, udtalte: ”Denne nye lovgivning som krænker folkeretten, er bevis på den hastige vækst i den globale BDS-bevægelse og en erkendelse blandt de politiske eliter i Israel af at staten er ved a t blive udstødt i verden på en måde som Sydafrika engang var”19 . 17 ”Knesset passes Boycott Law; ACRI Plans to Appeal”, 12. juli 2011, på acri. org.il 18 ”Leadership of Palestinian Boycott Campaign Responds to New Law”, 12.juli 2011, på bdsmovement.net 19 Ibid. 293 Omar Barghouti Eilat Maoz, koordinator for The Coalition of Women for Peace, blev i den hebræisksprogede avis Ma’ariv20 citeret for at sige: ”En illegitim regering vedtager en illegitim lov for at beskytte en illegitim besættelse mens man klager over delegitimering. Vi vil fortsat boykotte, protestere, demonstrere og gøre modstand mod besættelsen. Og vi opfordrer alle andre til også at gøre det.” BNC stod sammen med sine israelske partnere da de udtalte: ”Vi står solidarisk sammen med alle retskafne israelske borgere og organisationer som især er målet for denne lov, og som kan risikere bøder og endog fængsling når de udøver deres grundlæggende rettigheder og taler og handler ikke-voldeligt for at bringe deres stat i overensstemmelse med folkeretten”. Amnesty International21 fordømte den nye israelske lov og sagde at den ville have ”en skadelig virkning på ytringsfriheden”. Medlemmer af Europaparlamentet gav udtryk for lignende bekymringer, mens EU selv – normalt så underdanig i forhold til Israel-USA-interesser – udtrykte uro ved lovens virkninger i forhold til de grundlæggende rettigheder. Selv New York Times betegnede i en leder22 loven som udemokratisk. Alt dette vil yder- 20 Arik Bender: “Boycott Law Passes Second and Third Reading in the Knesset.” Ma’ariv, 11.juli 2011. (forfatterensoversættelse). 21 ”Israel Anti-Boycott Law an Attack on Freedom of Expression”, 12. juli 2011, på amnesty.org 22 “Not Befitting a Democracy,” New York Times, 17. juli 2011, på nytimes.com 294 EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS 26 ligere skade Israels i forvejen lavt rangerende image i offentligheden på globalt plan23. Det er som om Israel, da man vedtog denne lov, trykkede yderligere på speederen i processen med at grave en grav for sin egen besættelses- og apartheidpolitik. Vedtagelsen af denne usædvanligt drakoniske lov som groft kvæler ytringsfriheden viser at Israel er parat til at ofre en af sine allersidste masker i ’demokratiet’ for at knuse BDS-bevægelsen med en jernnæve. Dette er yderligere et bevis på det israelske samfunds panik ved udsigten til bevægelsens dramatiske vækst og voksende indflydelse. Det viser endnu engang den manglende nytte af Israels andre usmagelige våben i dets massive arsenal af skræmme- og smædekampagner, trusler osv. – i dets kamp mod BDS der, som en ikke-voldelig og moralsk principfast bevægelse, har trukket Israel ind i et ’kampfelt’ hvor selv dets skræmmende atomvåben er gjort ineffektive. Det israelske samfunds forsøg på at retfærdiggøre den repressive nye lov med påstanden om at den skal modvirke en bevægelse der er ude på at ’delegitimere’ det og sætte spørgsmålstegn ved selve dets eksistens har ikke haft held til at overbevise store dele af verdensoffentligheden. Mange observatører kan ikke lade være at spørge hvorfor mon anti-apartheid boykotten mod Sydafrika ikke blev set som en trussel mod statens eksistens? Og på samme måde kan man spørge: Betød ophøret af raceadskillelsen i USA’s sydstater mon en delegitimering af de hvide eller deres eksistens’ ophør? Det eneste som retfærdighed og lighed delegitimerer er 23 En BBC opinionsundersøgelse om den internationale, offentlige holdning udført i marts 2011 afslører at Israels indflydelse var blandt de mest negativt vurderede - i skarp konkurrence med Nordkorea, Iran og Pakistan. Det er sigende at mens undersøgelsen viser at den positive vurdering af Israel i USA, dets tætteste allierede og ’herre’, er forblevet relativt stabil sammenlignet med 2010, nemlig på 43 pct., så er den negative vurdering steget med 10 pct. –op til 41 pct. - hvilket gør USA ”splittet snarere end positiv” som BBC fastslår. BBC World Service: ”Positive Views of Brazil on the Rise in 2011 BBC Country Rating Poll”, 7. marts 2011 på worldpublicopinion.org 295 Omar Barghouti uretfærdighed og ulighed. BDS har som formål at ’delegitimere’ Israels besættelse, koloniale politik og strukturer. Og det ser ud til at mange i det internationale civilsamfund lidt efter lidt bevæger sig i retning af at støtte bevægelsen og dermed bringe Israels ’Sydafrika-øjeblik’ tættere på. Til dem der siger at denne lov vil korrumpere Israels demokrati må man spørge om en stat som har snesevis af love som diskriminerer sine ’ikke-jødiske’ borgere alene ud fra deres religiøse-etniske identitet kan kaldes et demokrati? Kan en stat som er involveret i besættelse, tvungen fordrivelse, belejring og nægtelse af flygtningenes mest basale rettigheder, betragtes som et demokrati? Ilan Pappe, den kendte israelske historiker, kalder Israel et ”Herrenvolk demokrati” – et demokrati kun for førerne.24 Endelig bliver Israels påstand om at BDS er imod jøder bedst tilbagevist af Avraham Burg, tidligere formand for The Jewish Agency, og i mange år formand for Knesset, parlamentet som har spillet en afgørende rolle i fastholdelse af Israels koloniale undertrykkelse hvilket den seneste lovgivning understreger. Han siger: ”Israel fejer alle både retfærdige og uretfærdige kritikker ind under det samme anti-semitiske gulvtæppe. Det er reelt os som hele tiden sammenblander ægte kritik af Israel med anti-semitisme. Det skyldes et ønske om for enhver pris at undgå at se situationen i øjnene og tage svære eksistentielle beslutninger: besættelsen, uretfærdigheden, forfølgelsen af det ikke-jødiske mindretal i vores midte … Der er ingen lande i den vestlige verden hvor det internationale samfund har fundet sig i handlinger der omfatter statslig vold i fem årtier – andre end Israel … Og der er ingen anden kolonimagt tilbage 24 Frank Barat: ”Reframing the Israel-Palestine Conflict”, New Internationalist Magazine, på newint.org 296 EN FAKKEL TÆNDES INDEFRA: ISRAELSK STØTTE TIL BDS 26 i verden end ’det eneste demokrati i Mellemøsten’. Verden finder sig stadig i alt dette. Men ikke ret meget længere … det vil snart være forbi.”25 Hvis palæstinensiske aktivister lærte noget af Sydafrika kampen så var det at det mørkeste øjeblik er det som kommer lige før daggry. Ironisk nok kan den israelske lov blive en forløber for dette mørke øjeblik. Det vil ske helt uden masker eller påskud, og uden disse vil frihedens og retfærdighedens lys blive synlige. Selv om BDS-bevægelsen ikke er et ideologisk eller centraliseret politisk parti har det en palæstinensisk ledelse, BNC, og et omfattende og klart formuleret sæt målsætninger som på grundig vis bekræfter palæstinensernes rettigheder i form af de universelle principper i folkeretten og menneskerettighederne. Hjertet i BDS-opfordringen er ikke de forskelligartede boykothandlinger der lægges op til, men den rettighedsbaserede tilgang der handler om de tre basale FN-garanterede rettigheder der svarer til de tre segmenter af det palæstinensiske folk. At gøre en ende på den israelske besættelse, at gøre en ende på apartheid og holde op med at nægte flygtningene deres ret til tilbagevenden. Tilsammen udgør de minimumskravene for retfærdighed og gennemførelse af palæstinensernes ufravigelige ret til selvbestemmelse. Støtte til BDS-bevægelsen forudsætter opretholdelse af frihed, retfærdighed og lighed som et uomgængeligt grundlag for en retfærdig og vedvarende fred. At tænde en fakkel i protest ved at støtte denne bevægelse i Israel repræsenterer en uundværlig del af kampen. 25 Avraham Burg: ”When the Walls Come Tumbling Down”, Haaretz, 1. april 2011, på haaretz.com 297 298 Solidaritetsorganisationer: Academic and Culturel Boycott of Israel (ACBI). Adalah New York. (Adalah er arabisk for retfærdighed). Al Qaws for Sexual and Gender Diversity in Palestinaian Society (alQaws). (AlQaws er arabisk for bue). Architects and Planners for Justice in Palestine. Association des Universitaires pour le Respect du Droit International en Palestine. Badil Ressource Center. (Badil er arabisk for alternativ). BDS National Committee (BNC). Boycott National Committee. Boycott! Supporting the Palestinian BDS Call from Within (Boycott from Within). Coalition of Women for Peace (CWP). Code Pink. (Feministisk kvindeorganisation i USA). Commisió universitaria Catalana per Palestin (CUNCAP). European Platform for the Academic and Cultural Boycott of Israel (EPACBI).. Film Makers United Against Apartheid. General Union of Palestinian Women (GUPW). General Union of Palestinian Workers (PWU). 299 International Solidarity Movement (ISM). Ireland Palestine Solidarity (IPSC). Ittijah. (Paraply-netværket for palæstinensiske NGO’er i Israel). Jewish Voice for Peace. Kairos Palestine. (Sammenslutning af kristne palæstinensere). Labor for Palestine (U.S.). L’appelo italiano per il boicottagio accademico e culturale. LGBT. (Lesbiske, Bøsser, Biseksuelle, Transpersoner) LBGTQ (Lesbiske, Bøsser, Biseksuelle, Transpersoner, Queers). Mission Responsibility Through Investment (Den presbyterianske kirkes investeringsvirksomhed). Palestinian Network of NGOs (PNGO). Palestinian Queers for BDS. Palestinian Students’ Campaign for the Academic Boycott of Israel. South African Artists against Apartheid. Stanford Confronting Apartheid by Israel (SCAI). (Senere Students for Palestinian Equal Rights). Stolen Beauty. (Kampagne for boykot af Ahava produkter) Stop the Wall. Stop US Taxpayer Aid to Israel Now (SUSTAIN). 300 Students Confronting Apartheid by Israel: Students for Palestinian Equal Rights (“SPER”) Stanford University Students for Justice in Palestine (SJP). The Alternative Information Center (AIC). The American Committee on Africa. The American Task Force on Palestine (ATFP). The Arab Feminist Union. The International Gay and Lesbian Youth and Student Organization. The Israeli Committee Against House Demolition (ICAHD). The Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel (PACBI). The Palestinian Federation of Unions of University Employees. The Rachel Corrie Foundation for Peace and Justice. The US Campaign to end Israeli Occupation US Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel (USACBI). Who Profits from the Occupation? 301 302
© Copyright 2024