1. No category

1.
Jean-Paul Sartre. ”Den Anstændige Luder”.
Lizzie:
Hør engang! Jeg har kun boet her fra i forgårs. Du er den første, jeg har
besøg af. Den første får mig gratis. Det bringer lykke.
Jeg vil ikke have dine penge... Men jeg kunne da godt tænke mig at se,
hvad du vurderer mig til. Vent lidt, lad mig gætte (hun tager pengesedlen,
lukker øjnene).
Fyrretyve dollars?
Ikke? Nej, det er måske også for meget, så ville der jo også have været to
pengesedler.
Tyve dollars?
Heller ikke? Så er det altså mere end fyrretyve dollars.
Halvtreds? Hundrede? Nå, ikke? Ja, så åbner jeg øjnene (hun ser på
sedlen). Har du ikke taget fejl? Ved du, hvad du har givet mig? Her, tag den
igen. Værsågod at tage den igen. Ti dollars. Ti dollars! Bilder du dig ind at
man kan få unge piger som mig for ti dollars? Har du set mine ben? Har du
set mit bryst? Er det bryster til ti dollars? Tag din rådne seddel og forsvind,
inden jeg bliver gal i hovedet. Ti dollars!
Og herren kyssede mig over det hele. Herren ville hele tiden begynde
forfra. Herren fik mig til at fortælle om min barndom. Herren tillod sig at
blive i dårligt humør og bruge en beskidt kæft præcis, som om jeg var på
fast månedsløn.
Og hvad har han betalt for hele den spøg? Ikke fyrretyve, ikke tredive, ikke
tyve, nej ti dollars!
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
1
2.
Franca Rame & Dario Fo: ”En Ensom Kvinde”
Kvinde:
En kvinde kommer ind, kigger ud i salen som gennem et vindue og bliver
glædeligt overrasket over at få øje på nogen)
Goddag frue, halløj ja, jeg sagde goddag!... Hvor længe har De boet her
overfor?... Jeg har slet ikke lagt mærke til, at der flyttede nogen ind... nej,
jeg troede ikke, der boede nogen derovre. Hvor er jeg glad... Jeg siger
(råber) jeg er glad....
(Telefonen ringer) Åh, det må være min mand... han ringer altid ved den
her tid... Undskyld mig et øjeblik.... De må ikke gå endnu... Hallo?
Hvadbehager?... Ja... Hvadfornoget??... rend mig i røven, møgsvin!
(smækker røret på) Ja, undskyld, jeg bander ellers ikke... Nejnej, det var
ikke min mand, hvordan kan De tro det? Det er et svin... et telefonsvin. Han
ringer mig op tre-firetusinde gange om dagen, kære frue, og det er ikke
småting han får sagt... nogle ord, jeg siger Dem... De står i hvert fald ikke i
Konversationsleksikonet, jeg har været henne og slå op... ufattelige... De
skulle høre det! Han må være fra landet, ja jeg ved ikke eller akademiker?
Syg? Ja, det er han vel...
(Telefonen ringer igen) Nå, så er vi der igen! Hør nu godt efter, denne gang
er jeg forberedt: Hallo, lede svin! Nu skal jeg sige Dem en ting. Denne
telefon er aflyttet af politiet, så pas hellere lidt på! Farv... Undskyld er det
dig?... Det er min mand.... Nej, jeg er ikke vred.... jeg troede det var... altså
den herre der bliver ved at ringe til mig... og spørge efter dig. Han bruger
sådan et forfærdeligt sprog og siger, at du skylder ham penge...Nej, hvor
skulle jeg vide fra, hvem han er? Om jeg er hjemme? Ja, selvfølgelig er jeg
hjemme... Aldo, jeg sværger, jeg er hjemme... nej, kære, jeg har ikke været
ude... Hvordan skulle jeg kunne det, når du spærrer mig inde? Forklar mig
det! (til damen) Jeg kunne kvæle ham (i telefonen) Nej, jeg taler ikke med
nogen, jeg snakker med mig selv, søde.
Ja, din bror er her... inde ved siden af... hos sig selv... og ser sine
pornofilm... dem du har foræret ham... Nej-nej, jeg ser dem ikke. Du ved
godt de virker for stærkt på mig, og så i farver, bvaddr!!
2
3.
Ole Bornedal: ”Mænd Uden Noget”
Jens:
Jeg...husker...ja jeg husker...Jeg husker jeg er på siden af et bjerg...Jeg
klatrer. op af..af Matterhorn. Af Matterhorn ja. Eet af de sværeste bjerge i
Alperne. Jeg er ikke alene. Morten er dér. Mig og Morten. Folk snakker
altid om Everest og alle ligene på Everest...men faktisk er der flere sjæle
der dør i Alperne hvert år, selvom de kun er halvt så høje...
Der må ha været en ulykke...jeg husker at mig og Morten hænger dér og
han er øverst. Hele bjerget er svært, men Nord-siden er den sværeste..
Så husker jeg rebet, den gir sådan et særligt ryk...så jeg ser op, mod solen.
Der er en skygge der blafrer ind foran den...noget vægtløst som vokser i
størrelse ned mod mig.
Blå himmel, solskin, stilhed og så: Wofff!! Det er Morten...han kommer
hamrende ned forbi mig. I et splitsekund ser vi lige hinanden i øjnene...så er
han væk...ikke en lyd. Så venter jeg..
HUNK!For satan det gør ondt. Morten er tung...man tror bjergvæggen blir
flået af. Men bjerget holder, rebet holder og Mortens fald stopper.
Vi hænger sådan i lang tid uden at sige noget...og vi prøver at komme os
over chokket...stilheden, suset mellem tinderne deroppe.
Så er det at jeg hører lyden - lyden af en omvendt sømpistol. Lyden af et
kæmpestort søm som helt i strid med naturen vælger at springe UD af
væggen.
Ja det er jo ikke mig der holder Morten - ellers var jeg jo drattet med - det
er alle sømmene, seks stykker som står op af væggen over mig. Der står
det: sømmet. Stille i luften...småstenene står i fastfrosne kaskader omkring
det i den blå luft. Står helt stille...søm og reb og småsten og iskold solskin.
Så falder rebet, så falder det hele, Morten falder igen. Falder i en evighed
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
3
4.
Torunn Kjølner ”Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato”
Jeg var i Plantorama i søndags. Jeg stod i en lang kø. Med nogle flotte
stauder i vognen. Regnen silede ned. Måske ikke lige dagen til at plante,
men jeg havde set i tilbudsavisen, at der var tilbud på en blanding stauder,
der nærmest ville blomstre året rundt. Lige inden jeg nåede kassen,
begyndte regnen lige så stille også at sile ned i min hjerne. Jeg blev iskold.
Jeg havde for en kort bemærkning glemt, at jeg har fået kræft. Jeg havde
kun haft min dejlige have i tankerne og i flere timer glædet mig over at jeg
kunne få stauder, som blomstrer - år ud og år ind.
Uden varsel forlod jeg blomstervognen og masede mig forbi kassen. Jeg
kolliderede med en ældre mand, som efter at han havde stået i kø i
halvanden time – i silende regn - lige havde modtaget Plantoramas sidste
fødselsdagsgave: kinesisk glaslygte. Lygten gik i stykker, og manden skreg,
at nu havde jeg ødelagt hele deres søndag. ”Hold kæft med din søndag”,
hvæsede jeg tilbage. ”Hele mit liv er ødelagt!” Det gi’r selvfølgelig ingen
mening at skrige af haveglade mænd i Plantorama. Men det gjorde jeg altså.
I bilen hjem begyndte jeg at råbe forbandelser. Først over tilbudsaviser. Så
over vrisne mænd. Men mest af alt over at jeg kunne være så dum at købe
stauder nu! De kommer jo bare igen og igen. Mens jeg... (pause)
Jeg sidder oppe det meste af natten og googler. I følge min computer har
jeg i løbet af fire uger googlet 227 timer … Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg
leder efter. Jeg søger efter NOGET, et eller andet sted derude, for at se om
NOGEN har fundet noget, der bare er en smule mere optimistisk at læse
end Kræftens Bekæmpelses statistikker og deres glæde over, hvor gode de
er til at støtte projekter.
I Danmark dør 50 procent af alle som får kræft. I Sverige er det kun 40
procent. Men det er jo i alle tilfælde for sent at flytte til Sverige, så der røg
10 % af det håb.
Hvorfor tænker man altid først – og mest – på det værste ?
Tænker man kræft, tænker man død. Tænker man død, tænker man:
hvornår?
Måske er det bekymringerne, der til syvende og sidst tager livet af os.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------
4
5.
Vase & Fuglsang: ”Tre mand og et billardbord”
Mand:
Kontoret. Lugten af fars kontor. Med lædermøblerne og så den der kvalme
snert af hans eftermiddagscigar. Det hellige rum, hvor det var strengt
forbudt at røre noget.
Og kontorstolen. Selvom du ikke må, sætter du dig alligevel i den.
Arvestykket, der måske en skønne dag skal stå på dit kontor... hvis du altså
har evnerne.
Cigaren, ja. Hans lille daglige luksus...en ægte Havaneser, som han tænder
som det første når han kommer hjem. Klipper spidsen af, tager de tre-fire
kraftige sug, så ilden rigtig ka’ få fat. Og du står med de lektier du har lavet,
som han skal godkende. Og du venter på at se, hvilket humør han er i i dag.
Er han din ven? Med hovedet på skrå og det skæve indforståede smil. "Jaja,
godkendt, min dreng". Eller vil du gennem cigarrøgen møde et koldt blik
der fortæller, at idag findes der ingen nåde.?
Og mens du venter på, at døren skal gå op. Venter på trinene i entréen,
venter på at cigarkassen skal trækkes frem. Så får du pludselig øje på hans
akvarium.
Hans elskede akvarium, med en eneste fisk. Den sjældne konge-gurami.
Den han stolt viser frem til alle sine forretningsforbindelser, mens han
foredrager om dens omhyggelige pasning. Tre måltider skal den have hver
dag... ikke to, ikke fire, nej tre...og vandet skal ha' den helt rigtige
temperatur 22 en halv grad, hverken mere eller mindre. Kodeordene er
præcision og afmålthed. Og mens I venter her på kontoret sammen...dig og
fisken. Så føler du på en mærkelig måde et venskab mellem jer. Noget der
knytter jer sammen. Noget som kun I to har!
Men samtidig føler du også et had til den. En afgrundsdyb foragt for dens
lille latterlige liv. Dens formålsløse svømmen frem og tilbage dag ud og
dag ind. Du hader pludselig den fisk som du hader ciggarrøgen og
kontorstolen og..
...og du drømmer om, at en dag skal det være slut. Du drømmer om en dag
at sætte den fri!
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
5
6.
Line Knutzon: ”Snart Kommer Tiden”
Hilbert:
Jeg fik det. Men jeg vil ikke have det.
Jeg kommer ind: Goddag, mit navn er Hilbert, jeg er glad for, at I ville se
mig, så smøger jeg ærmerne op og sætter mig ned og så siger de i kor, I
KOR. De siger, vi er også glade for at se dig. Du skal se det her job som en
mulighed, selv ser vi det sådan at vi er ude på en lang rejse, hver morgen
klokken otte sejler vores lille flodpram. Vi er i Afrika på Nilens flod, ved
frokost lægger vi til ved en lille bugt, det er kantinen de mener, den lille
bugt, så sejler vi videre, videre mod solen, for solen er målet, og hvis der
kommer en stor krokodille eller der går hul i båden eller vi bliver overfaldet
af en abe, så må vi alle hjælpe til, det er medarbejderansvar.
Tror de, jeg er idiot, det er sgu’ da ikke derfor, jeg har uddannet mig som
bager vel?
ÅRHHHHHH! Det har været en hård uge, tusindvis af vigtige beslutninger,
travl har man været!
Og Rebekka.... Rebekka kan ingenting.... – hun kender ikke madvarerne –
vi har ikke spist de sidste syv år... og alt det andet – samle ting op og sætte
sko på plads... hun kan ikke gøre for det... Men jeg elsker hende – ta’ ikke
fejl af det... hun kan virkelig gruble over tingene i timevis, og stirre... Uha,
hun kan stirre. En dag sad hun syv timer og stirrede ind i væggen, og da jeg
af nysgerrighed lidt senere ville undersøge, om det var noget specifikt,
fandt jeg ud af, at næ, det var det ikke, det var bare væggen, et område...
uden særlige kendetegn, ikke noget mønster, bare væg, uden noget.
«Hvad tænker du, Rebekka, når du sidder sådan og stirrer dagen væk?» og
hun kiggede på mig og sagde: «Jeg tænker på væggen». «Nå for søren»
sagde jeg så, «hvad tænker man så på, når man tænker på væggen?». «Man
tænker på vægge og generelt på ingenting». «Nå for søren, det lyder ellers
spændende, men hvad så med maden og børnene og alt det andet besvær?»
«Hvilken mad? Hvilke børn?» «Ja, Rebekka, du ved de børn vi har». – og et
kort øjeblik så jeg forvirringen i hendes øjne, og det slog mig, at hun sidder
og glemmer, at det er det hun gør, hun sidder og glemmer os allesammen.
Nu prøver jeg så bare at købe lidt tid. Tid til at lægge fødderne op på
bordet, - bare et lille øjeblik.
------------------------------------------------------------------------------------------6