1. No category

DE KOMPARATIVE FORDELES IRRELEVANS
Anders Lundkvist,
ekstern lektor i politisk økonomi ved Aalborg Universitet
De sidste ti-års liberaliseringer, især af kapitalbevægelserne, rejser spørgsmålet, om der
stadig er brug for en særlig international økonomisk teori. Især søges det i artiklen vist, at
denne disciplins grundlag, nemlig teorien om de komparative fordele, i vore dage er blevet
irrelevant, eftersom dens forudsætning – faktorimmobilitet - ikke længere er opfyldt.
Indledning
Det er velkendt hvordan grænserne mellem de forskellige discipliner ændrer sig historisk.
I 1763 holdt Adam Smith nogle forelæsninger, der senere blev udgivet under titlen ’Lectures
on Justice, Police, Revenue and Arms’, som omfatter jura, politik og økonomi, hvorimod
Wealth of Nations fra 1776 i højere grad er et rent økonomisk værk (om end man stadig kan
finde afsnit om uddannelse, kirke og militære forhold). Denne udskilning af økonomien som
selvstændig disciplin var nødvendig for at kunne vise, at økonomien ved hjælp af den
Usynlige Hånd ’kan selv’; opgøret med den merkantilistiske ’sammenblanding’ af økonomi
og politik krævede etableringen af en ny disciplin.
Udenrigshandlen blev senere en vigtig underdisciplin i den nye videnskab; det skyldes at
frihandel blev et kontroversielt politisk tema. Senere er international økonomisk teori svulmet
op til at blive en væsentlig del af den økonomiske teori. I denne artikel vil jeg rejse
spørgsmålet om globaliseringen indebærer at vi må overveje at nedlægge denne disciplin, ud
fra den betragtning at der tendentielt ikke længere er mange, politisk adskilte vare- og
kapitalmarkeder; der er kun ét integreret globalt marked. Og jeg vil se på, hvilke teoretiske
konsekvenser en sådan nedlæggelse vil have, specielt om teorien om komparative fordele da
stadig har relevans.
Det første spørgsmål er altså om der er nogen grund til at have en særlig teori om
internationale økonomi?
Geografisk afstand betyder mindre i vore dage grundet lavere transportomkostninger
(container transport og IT). Men generelt er afstand irrelevant for vores spørgsmål, eftersom
afstandene indenfor et land ofte er større end mellem lande.
International økonomi beror på den politiske opdeling af markederne, så i takt med at
handelen frigøres fra politiske indgreb reduceres international økonomisk teori til den almene
økonomisk teori. Den herskende tendens er at handelspolitik, kapitalpolitik og til dels også
valutapolitik afvikles efterhånden som økonomierne dereguleres; eksportører og importører
generes I stedse mindre grad af told og andre restriktioner, kapitalejere kan uhindret investere
hvor de vil, og fri valutakonvertibilitet er i dag en kendsgerning i de betydende økonomier.
For 30 år siden var disse emner til offentlig debat, men hvornår har læseren sidst set en
forsideartikel herom? Stoffet behandles i dag på de gule sider. Økonomien afpolitiseres,
privatiseres (og derfor søger kritikere af denne tendens at politisere afpolitiseringen).
Generelt må gælde at i samme udstrækning som nyliberalismen gennemfører sit program
om frihandel og frie kapitalbevægelser, mister nationen – repræsenteret ved sine politiske
myndigheder – sin status som økonomisk magthavende subjekt. De private agenter tager over,
og de bliver stedse mere organiserede og derfor magtfulde. Opsparingen opsamles hos
institutionelle investorer (pensionskasser, forsikringsselskaber og investeringsfonde), og
1
gigantiske transnationale selskaber står for en stedse større andel af den globale handel og
produktion. Det anslås at disse ca. 70.000 selskaber i 2001 varetog 67% af verdensexporten
(op fra 59% i 1990), hvor halvdelen heraf – altså 33% af verdensexporten – var
konkurrenceafskærmet intra-firma handel mellem moder- og datterselskaber; videre stod disse
selskaber for anslået 27,5% af verdens BNP i 2001 (op fra 19% i 1990).1
At nationen er irrelevant som økonomisk kategori er naturligvis kun en tendens. Videre
kan det argumenteres at politikken blot flytter over til det supra-nationale plan, fx EU og IMF;
men disse organisationer har netop bidraget til økonomiens deregulering, og for så vidt er de
ikke en modmagt, men en medmagt i forhold til de private aktører.
Vi kan tænke sagen rent ved at operere med en model, hvor de private aktører er helt
frigjort fra offentlig indblanding, således at de uhindret kan købe og sælge varer og placere
deres kapital, hvor de vil.
Absolutte og komparative fordele
Det første offer i en sådan model, hvor international økonomi er reduceret til økonomi, bliver
naturligt nok grundteorien i international økonomisk teori, nemlig Ricardos teori om
komparative fordele, der jo forklarer rationalet bag netop udenrigshandel.
Adam Smith havde allerede forklaret at specialisering øger effektiviteten. Det blev til et
argument dels for den planlagte arbejdsdeling indenfor fabrikken, dels for den uplanlagte
arbejdsdeling mellem forskellige private agenter, hvis aktiviteter koordineres via markedets
Usynlige Hånd.
Han så ikke nogen principiel forskel mellem indenrigs- og udenrigshandel (Gomes, 2003:
31); det kan siges at være mærkeligt, da han jo levede i ’sen-merkantilismen’, hvor netop
eksportens evne til at indtjene guld blev set som afgørende for et lands politisk-økonomiske
magt, men er måske udtryk for en liberal modeltænkning, hvor politisk indblanding
bortabstraheres. Det skyldes også at han anså arbejdskraften for at være mobil over
landegrænserne; det samme gjaldt kapitalen, som i overensstemmelse med arbejdsværdilæren
blev opfattet som til sit væsen akkumuleret arbejde. Dermed er de forskellige lande integreret
i ét marked.
Hvis der ikke er nogen afgørende forskel på om London-købmænd handler med købmænd
fra Glasgow eller med købmænd i Paris, så gælder markedets almene love også
udenrigshandel. Man køber hos den produktive og derfor billige, mens den mindre produktive
udkonkurreres; princippet er de absolutte fordele. Så hvis franskmændene generelt er mindre
effektive end de engelske producenter, har de et problem som kun kan løses ved
protektionisme. Men den konsekvens drager Smith naturligvis ikke. Han har mange gode
argumenter imod merkantilistiske forvridninger af handelen, og det er ingen sag at vise at
frihandel er godt for den effektive engelske manufaktur, men han mangler et positivt, alment
argument for sin hjertesag, nemlig frihandel; han kan ikke vise at frihandel også er godt for
det fattige og ineffektive land, faktisk implicerer hans teori at frihandel er skidt for et sådant
land.2
Ricardo (1817) fandt antagelse om faktormobilitet urealistisk; arbejdskraft og kapital bliver
stort set i sit eget land og udveksles kun indirekte internationalt, nemlig gennem varehandlen.
Derfor har han en særlig teori om udenrigshandel, og derfor er dennes første præmis
produktionsfaktorernes internationale immobilitet. Formodentlig var Ricardo’s model
dengang mere relevant end Smith’s. Det var først i sidste halvdel af 1800-tallet at vi dels fik
masseemigrationen til Amerika, dels den omfattende engelske kapitaleksport til resten af det
Britiske Imperium (og til USA).
2
Udviklingen fra absolutte til komparative fordele fremstilles gerne som et rent intellektuelt
fremskridt, altså at Ricardo så dybere end Smith. Men der er snarere tale om to modeller, der
er forskellige, fordi de har forskellige forudsætninger; den ene model er ikke rigtigere end den
anden, men afhængig af den historiske situation er den ene model mere gyldig end den anden.
Er Ricardo’s teori et argument for frihandel?
Sådan opfattede Ricardo det naturligvis, og sådan opfattede eftertiden sagen: Hvis man ikke
vil have frihandel, må man på en eller anden måde tilbagevise teorien om de komparative
fordele.
Men det er en misforståelse. Teorien viser at der er en velfærdsgevinst – som normalt deles
mellem parterne – ved at specialisere og handle; derfor skal denne handel ikke hæmmes. Men
teorien er i princippet tavs om, hvorvidt private eller offentlige aktører bedst evner at skabe
gevinsten. Det er klart at opgaven skal overlades til profitmaximerende private importører og
eksportører, såfremt man har tillid til at disse v.hj.a. den Usynlige Hånd formår at optimere
det almene vel. Men forholder man sig kritisk til markedsmekanismen, vil man naturligvis
mene at de uomtvistelige gevinster ved handel bedst skabes – og fordeles mest retfærdigt –
gennem bevidst offentlig styring; hvis man er lige så fundamentalistisk som liberale
frihandelstilhængere (væk med offentlig indgriben), vil man satse på statshandel (væk med
privat indflydelse), men der er selvfølgelig også det mere moderate standpunkt, der blot
ønsker en vis offentlig kontrol med de private aktører.
Pointen er ikke her om det ene, det andet eller det tredje er mest effektivt og retfærdigt; det
er en evig diskussion. Pointen er at denne diskussion er logisk adskilt fra spørgsmålet om
handelens omfang. Offentlig regulering betyder ikke nødvendigvis told og
importrestriktioner, der begrænser handelen; den kan også bestå i eksporttilskud eller i
samarbejde med den udenlandske handelspartner, hvorved den gavnlige handel – hvor der er
komparative fordele – fremmes og priserne fastlægges således at gevinsten fordeles mest
retfærdigt (fx høje priser for fattige landes eksport). Man kan meget vel forestille sig at
offentlig styring giver mere handel end privat styring. Det er ikke naturgivet at modsætningen
til frihandel er protektionisme (= lidt handel).
Faktisk har det vist sig at den sovjetiske statshandel levede smukt op til
velfærdsforskrifterne i Heckscher-Ohlin teorien.3 Når Sovjetunionen handlede med rige lande
med megen kapital, eksporterede landet arbejdsintensive varer og importerede
kapitalintensive, mens det omvendte var tilfældet, når Sovjet handlede med fattige lande med
en relativt stor forsyning med arbejdskraft (Kreinin, 1991: 293). Derimod formåede den
privatkontrollerede amerikanske handel ikke at virkeliggøre de potentielle gevinster; Leontiev
viste at det særdeles kapitalrige USA i 50erne eksporterede mere arbejdsintensive varer end
det importerede! (Kreinin, 1991: 293).4
Det er svært at sige, hvor meget man kan generalisere herudfra, men det synes i det
mindste at vise, at det ikke er naturgivet at privathandel er den bedste form for handel. Der
kan naturligvis gives mange eksempler på at offentlig regulering kvalitativt eller kvantitativt
forvrider handelen i uønsket retning, ligesom det ikke er svært at finde eksempler på at
privatkapitalistisk handel giver et sub-optimalt resultat for befolkningen.5
Det største problem ved frihandel er formentlig, at tidshorisonten bliver kortere end hvad
der er muligt ved politisk planlagte handelsmønstre. Velfærdsøkonomisk må komparative
fordele defineres langsigtet, dvs. der må tages højde for de dynamiske konsekvenser af
specialisering. Private aktører reagerer på de aktuelle komparative fordele, med det resultat at
de fattige lande ofte låses fast i ’gammeldags’ sektorer, mens de rige lande får monopol på
den produktion, som der er fremtid i. Da Europa industrialiserede, fik kolonier og afhængige
3
lande som Kina rollen som leverandør af råvarer og blev derigennem af-industrialiseret:
Mellem 1860 og 1914 faldt disse landes andel af verdens industriproduktion fra godt 1/3 til
under 1/10; der var endog tale om af-industrialisering i absolut forstand, idet deres
industriproduktion pr. indbygger i 1913 skønnes at være faldet til 1/3 af 1750-niveauet.6 I dag,
hvor de rige lande af-industrialiserer til fordel for service-sektoren, placeres
industriproduktionen i de fattige lande.
Et andet problem ved uplanlagt handel hænger sammen med den atomistiske fejlslutning
(’fallacy of composition’). Denne teoretiske fejl manifesterer sig praktisk, når det enkelte land
eller den enkelte private aktør satser på et bestemt eksportprodukt, hvor der måske isoleret set
er en komparativ fordel, uden at tage hensyn til at andre måske gør den samme satsning, med
det resultat at der bliver global overproduktion og prisfald. Præcis dette er sket på
kaffemarkedet; ironien i den historie er, at det var Verdensbanken der i stedet for at se på
helheden medvirkede til overproduktionen ved bl.a. at anbefale Vietnam at dyrke kaffe. Så
eksemplet viser at politisk styring kun muliggør, ikke garanterer, et optimalt resultat.
Sammenfattende: Liberale slutter fejlagtigt fra Ricardo’s argument for handel til frihandel.
Fejlslutningen er et retorisk trick, baseret på den forkerte forudsætning at offentlig styring af
handelen nødvendigvis betyder mindre handel.
I det følgende antager jeg imidlertid, at markedsøkonomien evner at indhøste de
komparative fordele. Spørgsmålet er nu om den uhæmmede kapitalisme også kan.
Vare- og kapitalbevægelser
Siden Ricardo’s tid er teorien om de komparative fordele udviklet betydeligt.
Selv argumenterede Ricardo i arbejdsværdilærens kategorier, men pointen - nemlig
velfærdsgevinsten – kan lige så vel vises med en offeromkostningsbetragtning i forbindelse
med en produktionsmulighedskurve; her måles omkostningerne ved at producere en enhed tøj
ikke i arbejdstimer, men i antal fødevareenheder, der må opgives. Videre ignorerede Ricardo
efterspørgselssiden; her viste Stuart Mill at når den inddrages, giver handelen stadig en samlet
velfærdsgevinst, men dens fordeling mellem landene bestemmes af det bytteforhold, som
efterspørgslen dikterer. Desuden kom udvidelsen med Heckscher-Ohlin modellen, der
allerede er omtalt.
Men alle de teoretiske fornyelser, også Heckcher-Ohlin modellen, må operere indenfor
Ricardo’s univers, hvor produktionsfaktorerne er immobile over landegrænserne. Den
forudsætning holder som sagt ikke længere for kapitalens vedkommende,7 og derfor har
teorien om de komparative fordele mistet sin relevans for en analyse af den moderne
kapitalisme (hvorimod den naturligvis stadig har gyldighed som en normativ teori om
betingelserne for at handel giver den største velfærdsgevinst). Lad os nærmere se hvordan.
Ricardo ser i sit eksempel på England og Portugal, hvor han antager at Portugal har en
absolut fordel ved produktionen af begge de to varer, der indgår i modellen (det er
mærkværdigt, at han ikke opfatter England som mest produktivt!). Hvad sker der, hvis de to
lande udgør ét marked, fordi både varer, kapital og arbejdskraft kan bevæge sit frit fra land til
land? Blaug svarer:
”The point of Ricardo’s analysis is to show that the conditions that make international trade
possible are quite different from the conditions under which domestic trade will arise. If
England and Portugal were two regions in the same country, all capital and labour would
migrate to Portugal and both goods would be produced there. Within a nation, trade between
two places requires an absolute difference in costs, but a comparative difference is a
sufficient condition for the existence of international trade” (Blaug, 1968: 127f).
4
Teorien om komparative fordele forudsætter at en given mængde kapital og arbejdskraft
skal fordeles indenfor et land; jo mere tøj Portugal producerer jo færre faktorer er til rådighed
for produktionen af vin. Logikken bygger på denne offeromkostningsbetragtning, så den
falder væk, hvis Portugal frit kan tiltrække produktionsfaktorer fra England. I Ricardo´s
verden vinder også det fattige, lavproduktive land ved udenrigshandel, men i den moderne
verden er dette højst usikkert, fordi kapitalen vil søge mod de rige højproduktive lande. Det
forudsætter dog samme lønniveau i alle lande, og det vil der kun være en tendens til, såfremt
også arbejdskraften kan bevæge sig frit; da arbejdskraften stort set er stavnsbundet i de fattige
lande, forbliver lønnen lav her, hvilket giver en konkurrencefordel, der måske, måske ikke,
kan kompensere for den lave produktivitet. I praksis har kapitalen bevæget sig ind og ud af de
fattige lande, idet den eneste gennemgående tendens i de sidste par årtier har været at verdens
rigeste land, USA, har suget så meget kapital til sig, at dets gæld nu er på niveau med de
fattige landes samlede gæld. Pointen på dette sted er blot at alt dette intet har med teorien om
komparative fordele at gøre; desværre er denne teori i dag forældet som en analyse af
handelsmønstre.
Keynes indså denne modsætning mellem varehandel og kapitalbevægelser. Han indså, at
en frugtbar varehandel til gavn for alle forudsatte offentlig kontrol med kapitalbevægelserne;
derfor indgik frie kapitalbevægelser – fri valutakonvertibilitet til alle formål, ikke blot til
handel – ikke i IMF’s oprindelige statutter.
Modsætningen er også af kvantitativ karakter.
Et af motiverne til de transnationale selskabers investeringer i udlandet er at erstatte
eksport til det pågældende land med produktion og salg på stedet. Det giver flere fordele, bl.a.
spares transportomkostningerne. I dette tilfælde træder kapitalbevægelsen i stedet for eksport,
resulterer altså i sig selv i mindre udenrigshandel.
Iflg. UNCTAD, 2002: 4, solgte de transnationale selskabers udenlandske datterselskaber i
1990 for i alt $5.479 mia (milliarder), hvoraf $1.169 mia eksporteredes; det betyder at disse
datterselskaber solgte for $4.310 mia i de lande, hvor de opererede, hvilket kan sammenlignes
med verdenseksporten, der dengang var på næsten det samme beløb, nemlig $4.375 mia. Salg
formidlet af udenlandske direkte investeringer havde altså i 1990 nogenlunde samme
betydning for forsyningen af udenlandske markeder som eksport. I 2001 var verdenseksporten
vokset til $7.430 mia, altså 1,7 gange, mens datterselskabernes salg (minus deres eksport) var
vokset til $15.917 mia, altså næsten 3,7 gange! Relativt set synes kapitalbevægelserne altså i
fuld gang med at erstatte udenrigshandel.
Endelig skal vi også have med i billedet, at kapitalen kun er virkelig fri, hvis den kan
repatriere indtægter og afkast; dette var tidligere et stort stridspunkt mellem de fattige lande
og selskaberne, fordi landene naturligvis ønskede at pengene blev i landet. Den øgede
konkurrence mellem disse lande om at tiltrække kapital, samt IMF’s og Verdensbankens krav
om at gøre økonomierne mere liberale, har i dag stort set givet selskaberne frihed til selv at
disponere over indtjeningen.
Det betyder at den fremmede valuta, som et datterselskab indtjener ved at eksportere, ikke
nødvendigvis kommer landets statskasse og befolkning til gode. Datterselskabet behøver ikke
at omveksle de indtjente dollars (fx) til den lokale valuta, hvorved disse dollars kunne
finansiere import, rente og afdrag på udenlandsk gæld osv. Pengene kan i stedet sendes hjem
til moderlandet, hvis det skønnes mere profitabelt.
Dette er ikke uvæsentligt, fx anslås det at halvdelen af ’Kinas eksport’ varetages af
amerikanske datterselskaber.
Gåseøjnene skyldes at det er vildledende at tale om at ’Kina’ eller ’Nigeria’ eller ’Ungarn’
handler med hinanden, således som det så ofte hedder, ikke mindst i fremstillingen af de
5
komparative fordele. ’Danmark’ importerer ikke fra ’Ungarn’, og ’Ungarn’ importerer ikke
fra ’Danmark’. Det sidste var det rigtige udtryk, da Ungarn havde statshandel, således at det
var handelsministeren, der bestemte, og det første var tilnærmeligvis rigtigt i 1950erne, da
danske myndigheder skulle godkende import (grundet knapheden på fremmed valuta var der
ikke fri valutakonvertibilitet, heller ikke til handelsformål). Men idéen i frihandel er jo netop,
at det offentlige – evt. demokratisk valgte regeringer – skal afstå fra kontrol. Det er private
importører og eksportører (overvejende transnationale selskaber), der handler; det er dem, og
ikke staten, der er det økonomiske subjekt, for det er dem der bestemmer. Noget andet er at
deres beslutninger naturligvis har konsekvenser for landene og deres befolkningerne.
En lærebogs fremstilling af de komparative fordele
Lad os endelig se på, hvordan teorien om de komparative fordele fremstilles i en meget
anvendt lærebog, nemlig Paul Krugman’s og Maurice Obstfeld’s ’International Economics.
Theory and Practice’ (2003). Krugman er kendt som en uortodox og skarp kritiker af
herskende meninger og praksis, men det ser man ikke meget til i lærebogen.
Hverken i omtalen af de simple modeller om komparative fordele eller af Heckscher-Ohlin
modellen nævnes faktorimmobilitet som forudsætning. I modsætning hertil omtales
forudsætningen i ældre lærebøger: Kindleberger, 1963: 120 (én ukommenteret sætning), og
Kreinin, 1991: 294. Som tidligere nævnt understreger Blaug (1968: 127f), at det er den
forudsatte faktorimmobilitet, der tillader Ricardo overhovedet at grundlægge international
økonomisk teori.
I Kapitel 7 kommer vi til internationale faktorbevægelser, og her får vi at vide at de
principper, der regulerer disse ”do not differ in their essentials from those underlying
international trade in goods” (s. 160). Det skyldes at kapitalbevægelser ses som
intertemporale varebevægelser. Hvis danskere overfører kapital til Brasilien i form af udlån,
skal pengene engang i fremtiden betales tilbage i form af renter og afdrag. Danskerne ’sælger’
de nutidsgoder, som kapitalen kunne have givet os, mens vi ’køber’ fremtidsgoder (de goder
som den repatrierede kapital engang kan give os), idet bytteforholdet angives af rentefoden.
Vi har en komparativ fordel i nutidsgoder (eller rettere i potentialet for at fremstille disse), så
vi specialiserer os og eksporterer indenfor dette område. På denne lidt indviklede måde
fortælles det indlysende, nemlig at det rige land kan udlåne, mens det fattige vil låne, hvorfra
der optimistisk sluttes at pengene faktisk går fra de rige til de fattige. Det er imidlertid ikke
indlysende. At kunne er forskelligt fra at gøre, og at ville er forskelligt fra at kunne. Faktisk
går langt den største del af de rige landes kapitaleksport til andre rige lande, især til verdens
rigeste land, USA; vel fordi sikkerheden og produktiviteten her er højest. Derimod har de
fattige lande, der pr. definition har meste brug for kapital, høj usikkerhed og lav produktivitet
(hvilket dog kompenseres af lave omkostninger, især løn).
Dette er den moderne neoklassiske kapitalteori, kaldet den intertemporale generelle
ligevægtsteori, appliceret på international økonomi. 8 Teorien reducerer de specifikke
kapitalkategorier til markedsøkonomiens almene kategorier (varer, penge, udveksling),
faktisk er ’kapital’ og ’rente’ overflødige kategorier, fordi udlån kan begribes som en
udveksling mellem daterede varer. Det alternative synspunkt er at der er en fundamental
forskel og modsætning mellem markedsøkonomi og kapitalisme (herunder at kapitalismen
tenderer mod at eliminere markedskonkurrencen). Når teorien anvendes på forholdet mellem
udenrigshandel og internationale kapitalbevægelser, bliver konsekvensen at de
kapitalbevægelser, der ugyldiggør teorien om de komparative fordele, præsenteres som en
slags fuldkommengørelse af denne teori.
6
I øvrigt fortæller lærebogen ikke noget om, hvem det faktisk er der udlåner og låner,
hvilket ellers er en vigtig historie: For 25 år siden var begge parter overvejende offentlige,
men efter dereguleringen af kapitalen går størstedelen af kapitalstrømmen fra private til
private; udlånerne er især institutionelle, nemlig pensionskasser, forsikringsselskaber og
diverse spekulationsfonde (herunder hedgefonde), men dem leder man forgæves efter i
lærebogens register.
Når lærebogen derefter (169ff) vender sig fra den finansielle til den produktive kapital
droppes den intertemporale teori til fordel for en omtale af de aktører, der faktisk står for
udenrigshandelen, altså de transnationale selskaber. De tildeles præcis 8 ud af 754 sider.
Desværre får vi ikke noget at vide om deres kvantitative vægt (to-tredjedele af
verdenshandelen), ej heller diskuteres deres tendentielle eliminering af konkurrencen på
globalt plan. Det er nok derfor at der kan konkluderes, at ”multinational corporations
probably are not as important a factor in the world economy as their visibility suggest” (s.
175).
Alt i alt er Krugman’s og Obstfeld’s fremstilling af den internationale økonomi at ligne
med den berømte iscenesættelse af Hamlet uden den danske prins.
Afslutning
Lad os vende tilbage til det indledende spørgsmål: Bør international økonomisk teori afvikles,
fordi verden tenderer mod at blive ét marked? Dette må være det liberale ideal: At offentlig
indflydelse på økonomien elimineres eller underordnes de økonomiske interesser, hvilket vil
betyde at de politiske grænser mellem markederne kun får formel interesse. Nyliberalismens
forbløffende triumfer gennem de sidste 30 år peger klart i denne retning; det er ikke svært at
se, at verden er langt mere liberaliseret og dereguleret end for 30 år siden.
Imidlertid er der også tendenser i modsat retning.
- nationalisme og fremmedfjendskhed vinder frem, hvilket yderligere hæmmer
arbejdskraftens frie bevægelighed over landegrænserne.
- i 90erne kunne vi ane konturerne af en verden, hvor den betydende kapital – fondene og
de transnationale selskaber – løsrev sig fra ’deres’ stater og blev kosmopolitiske. I dag synes
disse spillere i højere grad at have brug for politisk og militær opbakning fra en stat, jf.
kampen om Mellemøstens og Centralasiens ressourcer og investeringsmuligheder.
- desuden peger meget i retning af en opdeling af den globale økonomi i regioner, nemlig
en politisk-økonomisk tre-deling af verden i en dollarzone, en eurozone og en asiatisk zone
(yen og/eller yuan). Fx øver USA et diskret pres på Latinamerika for at dollarisere, som
modtræk mod Euro’en, hvis globale rolle må formodes at øges i fremtiden.
Måske skal fremtidens disciplin hedde ’interregional økonomisk teori’.
Litteratur
Bairoch, P. 1993: Economics and World History. Myths and Paradoxes, University of Chicago Press.
Bairoch, P. og R. Kozul-Wright 1998: Globalization Myths, i R. Kozul-Wright og R.Rowthorn (eds.):
Transnational Corportations and the Global Economy, MacMillan 1998.
Blaug, M. 1968 : Economic Teory in Retrospect (Second Edition), London.
Capie, F. 1994: Tariffs and Growth: Some Illustrations from the World Economy 1850-1940, Manchester.
Dunning, J. H.1993: Multinational Enterprises and the Global Economy, Addison-Wesley.
7
Gomes, L. 2003: The Economics and Ideology of Free Trade. A Historical Review, Edw. Elgar.
Lundkvist, A. 2004: Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund. Bind 1, 2 og 3.
Forlaget Frydenlund.
Kindleberger, C.B. 1963 (Third Edition): International Economics, Illinois.
Kreinin, M.E. 1991 (Sixth Edition): International Economics. A Policy Approach, San Diego.
Krugman, P. og M. Obstfeld 2003: International Economics. Theory and Policy (Sixth Edition), Boston.
O’Rourke, K.H. 2000: Tariffs and Growth in the Late 19th Century, i Economic Journal, nr. 110.
Ricardo, D. 1817: Principles of Political Economy and Taxation, Penguin 1971.
Smith, A. 1763: Lectures on Justice, Police, Revenues and Arms, ed. by E. Cannan, New York 1964.
Smith, A. 1776: The Wealth of Nations, Penguin 1974.
UNCTAD, 2002: World Investment Report. Transnational Corporations and Export Competitiveness, UN.
Noter
8
1
Der er stor usikkerhed knyttet til disse tal, men der er næppe tvivl om størrelsesforholdet, ej heller om tendensen fra
1990 til 2001. Hovedkilden er UNCTAD’s årlige World Investment Reports (1992-), der selv anfører de nævnte
exportandele for 2001; exportandelene for 1990 såvel som tallene for værditilvækst har jeg beregnet ud fra UNCTAD’s
tal, jf. Kapitel 32 i Lundkvist, 2004.
Som nævnt er ca. 33% af verdenseksporten intra-firma handel, men for at få et mål for omfanget af planlægning
indenfor den globale handel, må vi hertil lægge de forskellige typer af samarbejde mellem selskaberne (fx strategiske
alliancer) og mellem selskaber og mindre underleverandører (outsourcing osv.). Nestoren indenfor forskning i
transnationale selskaber, John Dunning, vurderer at ”upwards of one-half of trade is either within the same
organizational entity (i.e. intrafirm trade) or between parties which engage in some kind of medium- to long-term cooperative relationship (e.g. subcontracting, strategic alliances)” (Dunning, 1997: 120). Så kun halvdelen af den globale
udenrigshandel er baseret på markedet og konkurrencen; resten er baseret på kapitalistisk planøkonomi, - hvad Dunning
kalder ’the integrated international production system’.
2
I artiklen skelnes mellem fattige og rige land, snarere end den mere almindelige sondring mellem udviklingslande og
udviklede lande. Det skyldes, at mens den første sondring er neutral, nemlig rent beskrivende, indbegriber den sidste en
bestemt ideologi, fordi det antages at vi skal være standard for de fattige lande. Alternativt kan man mene at såvel
fattige som rige lande er fejludviklede.
3
Mens Ricardo især tænkte på klimatiske og andre naturlige forskelle, når han talte om komparative fordele, viste
Heckscer-Ohlin modellen at teorien kan udvides til at gælde produktionsfaktorniveauet: Et land har en komparativ
fordel i produktionen af de goder, der kræver en stor andel af den produktionsfaktor, som landet er rigeligt forsynet med
(så et fattigt land med megen arbejdskraft og lidt kapital, bør specialisere sig i arbejdsintensive produkter).
4
For Kreinin er problemet med dette sidste resultat, at det synes at give en empirisk falsifikation af Heckscher-Ohlin
teorien, men derved vendes tingene på hovedet. Denne teori viser at landene optimerer deres velfærd ved at eksportere
varer med et stort, relativt indhold af den rigelige produktionsfaktor; dette er logisk uangribelig og kan derfor ikke
falsificeres. USA’s konflikt med teorien viser ikke at der er noget galt med teorien, men at der er noget galt med USA,
eller rettere med profitbaseret handel. Kreinin’s tolkning synes som forudsætning at have, at markedsreguleret handel er
standarden for rationalitet.
- Modstillingen af amerikansk og sovjetisk handel mht. velfærdseffektivitet skal naturligvis ikke forstås som en
anbefaling af den sovjetiske model. Ud fra politiske, nemlig demokratiske, værdier må man foretrække at folkevalgte
organer (snarere end ikke-valgte byrokrater eller kapitalejere) styrer handelen.
5
I en markedsbaseret udenrigshandel træffes beslutningerne umiddelbart af de private importører og eksportører, men
de tager naturligvis hensyn til den købedygtige del af befolkningen. I Yeltsin-årene betød det at Ruslands sparsomme
udenlandske valuta blev brugt til import af Mercedes-biler og andre luksusvarer til den nye overklasse, mens det
befolkningen havde brug for var vestlig teknologi og mere basale forbrugsvarer.
6
Bairoch, 1993: 91, og Bairoch og Kozul-Wright, 1998: 52. Denne udvikling, der gjorde de ikke-kapitalistiske lande til
den fattige verden, blev fremmet ved at kolonimagterne for at sikre afsætning for deres industrivarer,
tvangsliberaliserede disse lande (en told på 5% var normalt det maximalt tilladte). I samme periode industrialiserede
bl.a. Tyskland og USA, fordi de havde magt til at beskytte sig mod den overlegne engelske industri.
I øvrigt synes det godtgjort at toldstigningerne i Kontinentaleuropa i perioden fra slutningen af 1870erne til 1914
fremmede den økonomiske vækst, jf. Bairoch, 1993: 46f (Capie, 1994, betvivlede Bairoch’s resultater mht. effekten af
told, men de er senere blevet bekræftet af O’Rourke, 2000).
7
Som nævnt var både kapital og arbejdskraft internationalt mobil i perioden ca. 1870 til 1914, men i dag er det kun
kapitalen, der er mobil. Til trods for at det i dag er blevet fysisk lettere og langt billigere at bevæge sig omkring på
kloden, er migrationen langt mindre – især i forhold til arbejdsstyrken – end i årtierne før 1. verdenskrig. Det skyldes de
politiske barrierer, som er blevet rejst (dengang behøvede man ikke engang et pas!). Dette er i strid med liberal politisk
teori, der jo har individuel frihed som grundværdi, men det er også i strid med liberal økonomisk teori, for hvis det er
effektivt og derfor godt at have en geografisk fleksibel arbejdskraft indenfor landets grænser, hvorfor så ikke mellem
landene? I den udstrækning liberale støtter sådanne barrierer, må de betegnes som nationalliberale, hvor der nok skal
sættes gåseøjne om det ”liberale”.
Denne asymmetri, hvor globaliseringen har givet frihed til kapitalen, men ikke til arbejdskraften (menneskene), betyder
at vi må skelne mellem en ren liberal model, med frihed for alle økonomiske agenter, og så en mere realistisk, hvor kun
kapitalen er sat fri.
8
Ældre neoklassisk kapitalteori, i traditionen fra Clark, delte den moderne teoris optimisme. Argumentet var at kapital
er en produktionsfaktor på linie med arbejdskraften og jorden, og at profitraten er dens pris. Ligesom en stor forsyning
(udbud) af arbejdskraft giver lav løn, således vil det kapitalrige land have en lav profitrate. Profitmaximering tilsiger
derfor at kapital flyder fra rige til fattige lande. Kapitalkontroversen i 60erne og 70erne viste at dette kapitalbegreb er
logisk uholdbart, hvilket neoklassikerne med Samuelson i spidsen erkendte; neoricardianerne – eller Sraffianerne –
sluttede heraf, at mens de fysiske maskiner er en produktionsfaktor, er kapital en fordelingskategori. Dette resultat blev
dog hurtigt glemt, herunder af Samuelson, så i vækstteori og i international økonomisk teori begribes kapitalen stadig
som en produktionsfaktor på linie med arbejdskraft og jord, fx tænkes Heckscher-Ohlin modellen stadig på denne måde;
dette er også generelt tilfældet hos Krugman og Obstfeld, trods deres mere moderne kapitalteori i forbindelse med
finansielle kapitalbevægelser.
For ikke at komplicere sagen for meget antager jeg i denne artikel overvejende det forkerte kapitalbegreb. Hvis det
forkastes, er der ingen (teoretisk) garanti for at kapitalen vil bevæge sig fra rige til fattige lande. Retningen kan lige så
vel være den modsatte, grundet den lave produktivitet og det høje risikoelement i de fattige lande; hvis det er tilfældet,
er effekten af frie kapitalbevægelser en polarisering, snarere end en udligning, mellem rige og fattige lande.
En nærmere diskussion af kapitalkontroversen og af ældre og moderne neoklassisk kapitalteori kan findes i Lundkvist,
2004: Kapitel 25, 26 og 27.