1. No category

2
BRYGGEKULTUR
BRYGGEBLADET 2. SEKTION
15. JANUAR 2015
MAnDEn BAG KAMErAEt
rICArDo rAMIrEZ HAr FYLDt BrYGGEBLADEt
MED SMUKKE FotoGrAFIEr I tI År.
LæS SIDE 4 –5
FACEBLADET
Find Bryggebladet på Facebook og bliv
venner med os dér! Her kan du følge med i
vores opdateringer og give os tip om vores
lokalområde.
facebook.com/bryggebladetavis
FEST ?
Skal du holde fest eller reception, så kan vi levere
drikkevarerne til dit arrangement.
Vi rådgiver gerne om hvad du kan servere, og i hvilke
mængder.
Vi tager gerne uåbnede flasker retur.
Vores egen chauffør leverer varerne til jer, og vi tager
gerne uåbnede flasker retur, så du kun skal betale
efter forbrug.
Vi har udlejning af egne fadølsanlæg, med kapacitet
fra 35-150 L/time pr. anlæg.
Kontakt os for et uforpligtende tilbud.
LOKALNYT
Tag godt imod de nye bryggeboere på:
Carl Th. Zahles Gade 6, 4.th.
Weidekampsgade 57, 1.2.
Weidekampsgade 69, 6.th.
Skal vi også sælge din lejlighed?
Estate
Michael Musfelth
STATSAUT. EJENDOMSMÆGLER MDE
FIND OS PÅ:
Islands Brygge 7, 2300 København S
Islands Brygge 25, 2300 København S
tlf: 32 54 07 05, e-mail: [email protected]
Tlf.: 33 11 61 60 mail: [email protected]
Din lokale ejendomsmægler
2
BRYGGEBLADET
2. SEKTION
15. Januar 2015
BRYGGEORD
Gladiatortekster
På Kigkurren, ind i gården op
ad trappen, holder forlaget
Gladiator til. Og Gladiatorskolen,
forlagets forfatterskole. De
første 20 elever er ved vejs ende,
og Bryggebladet har fået lov at
bringe en håndfuld af de tekster,
eleverne har arbejdet med på
skolen. God fornøjelse, det er
skøn læsning!
Ida Monrad Graunbøl
Martin Lykke (f. 1985)
Fluefangere
*
Lygterne fanger fluer,
tændes af solen
uden folk til at holde dem i snor.
De aer henkastet ansigter,
glemmer alle og husker ikke
at de har været flyvende tallerkener.
Deres fødder danner en hær.
De snuser tåge til sig
og længes efter spor,
der får dem til at løbe ud
mellem træerne.
De har verden under forhør,
bjæffer af frost og blæst,
men vender altid hjem
til de bittesmå blå insekter
hver dag,
hver nat.
Naboen var lastbilchauffør. Den knasende lyd af grus
under de store dæk, når han bakkede lastbilen ud om
morgenen, lyden af motoren. Hans søn hed John og
arbejdede i stalden hos min mor og far. John skubbede
mig hen over gårdspladsen på min røde trehjulede cykel
med lad, så cyklen raslede, og det kildede i kroppen. Vi
kaldte det at køre Ferrari. Mange år senere mødte jeg
ham i et øltelt. Han kyssede mig på panden og skreg
mig ind i ansigtet: Hvis nogen nogensinde rører dig, slår
jeg dem ihjel!
*
Man skal slå hårdt første gang, over krydset på koen, når
den skal på græs. Hvis man ikke slår hårdt første gang,
ender man med at tæske løs på koen af alle kræfter,
uden at den flytter sig. Hvis man slår hårdt første gang,
sætter koen i gang med et ryk.
*
Min mor lægger giften til dræbersneglene under en
tagsten. Dér kan vinb- jergsneglene ikke komme ind
med deres hus.
*
Min far begravede vores hund i haven. Han stampede
jorden med sine sorte gummistøvler, så ræven ikke
skulle grave hunden op. Oven på graven satte han en
sten. Senere satte han også min oldefars gravsten i
haven. Han ville ikke betale for at have den liggende
25 år mere på kirkegården. Denne gang stampede han
ikke jorden, før han satte stenen.
15. Januar 2015
2. SEKTION
BRYGGEBLADET
3
Camilla L. Page
Shosha Raymond
Amalie Riis
Alle sjæles nat
Jeg har et underjordisk hus…
Jeg er venner med fem Martin’er
JEG
Jeg har et underjordisk hus derhjemme med sne i
vindueskarmene og gulvtæpper i loftet. Jeg lister ud af
døren og sætter mig på en træstub. Græsstråene ser
sorte ud. Deres bevægelser er bølgende. Det er som
tang på havbunden. Forvrængede elefantformede skyer
blæser af sted over mit hoved. Store buede rygge. De
mange forskellige nuancer af grå. Haven er omkranset af
en hæk. Grenene vrider sig ind og ud mellem hinanden.
Under mig er træstubben fugtig og jeg rejser mig og
huset er stille. Jeg løber gennem gange og korridorer
nu. Planter vokser op ad væggene. Jeg kan mærke
stengulvet under fødderne mens jeg løber. Det er
koldt på mine fodsåler og jeg kan mærke nattøjet. Alt i
kroppen er spændt og huden ligger uden på det hele.
Sne og udhulede træer og måneformørkelse og en
kuglepen der lækker. Der er mørkeblå plamager og
billygtelys i loftet. Det underjordiske hus er indtaget af
insekter. Jeg har løbet længe. Her er gulvet af gødning.
Jeg standser og lister videre med lukkede øjne. Jeg
kan mærke lort komme op mellem mine tæer. Armene
strækker jeg ud foran mig. Når jeg åbner øjnene kan
jeg se alle dørene. Det er døre af matteret glas. De
forsvinder bag mig. Jeg er spiderman. Små kryb kravler
op af mine ben. Jeg møver mig ind under dynen i
dobbeltsengen. Jeg slog engang hånden gennem
en badeværelsesdør og den splintredes. Glasskårene
stak ud af mine fingre da jeg trak hånden til mig
igen. I sengen ligger jeg og ser op i loftet. De har ikke
bemærket at jeg er her. Der er brædder i loftet og jeg
tæller dem. Værelset ser anderledes ud i mørket. Det er
som om der er længere ned til fodenden. Skabsdørene
står åbent og der er tøj på gulvet. Jeg har ligget i
sengen og set min mor klæde om inden arbejde. Set
hende trække strømpebukserne op om benene. Og
tage dem af igen om aftenen. Når der var kommet
huller i dem trak hun skuffen ud under skrivebordet. I
skuffen fandt hun nål og sytråd frem og satte sig på
sengekanten. Når hun havde syet hullerne sammen
malede hun tråden til med sort neglelak. Jeg lyttede
til stemmen i radioen der lød fra stuen af. Somme tider
blev hun siddende på sengekanten og lagde neglelak.
Jeg bevæger mig i sengen. De vågner ikke af det.
Ligger bare der og trækker vejret dybt på hver sin side
af mig. Jeg fryser og ligger mig på maven. Jeg krydser
benene og klemmer knæene mod hinanden. Det meste
af kroppen er presset ned mod den varme seng. Jeg
holder vejret kort for at komme til at trække vejret
samtidig med dem.
Jeg er venner med fem Martin’er. Det er som om at
Martin’er, dem kan man bare regne med. Det er som om
de ikke prøver at skjule noget. De er enkle på den måde.
Det de ønsker sig er enkelt. Når Martin vil have noget,
så siger han direkte; må jeg låne dén her roman af dig?
Han mener vitterligt at han gerne vil låne romanen. Og
så kan man jo svare ja eller nej til det. Han kommer selv
tilbage med den. Måske lægger han en lille seddel ved
eller en marsbar, som tak. Martin kan også finde på at
skrive en sms ud af det blå, på en helt almindelig lørdag
aften, når man sidder i bussen på vej hjem fra Ikea.
Hvordan går det med dig, skriver han. Han har ingen
agenda, han vil bare høre hvordan man har det. Jeg har
lige købt en ficus, skriver jeg tilbage.
Jeg er her ikke: Familien er ramt, familien er tynd, lys,
men sygdommen bringer os tættere sammen, nærmere,
døden, giver os svag lugt af hud, falder hen, ren kemi og
hudfolder, mørkt, og her er jeg så: ingen.
BØRNENE
Børnene er her: og de er vilde, småløber af sted ned af
gange som vandløb, der buldrer mod dybe trapperum
– elevatorskakt – ventesal. Børnene flyder, er flodvand,
omkring strømmer videre, og det vil de kun, nu, ryste de
største sten, rundt klemme al livet ind imod hård beton,
vaske over kvase og glide ned.
FAMILIEN
Der bliver ingen ro denne aften, hovederne lister rundt
imellem hinanden som duer, kom hen, så vi står og står
helt tæt. Men søvnen er langt væk og døden kryber
længere op, når øjnene, lyser imod os, vi er her, vi er, vi.
JEG
Sengen, nu blegner hun skingert, som lyset i kirken,
dæmpet støj, ingen kender salmerne. Alle er her: og
sidder omkring hende, bænket, fæstnet, og jeg står,
næsten tæt, ved sengen, mens hun ligger og taler, til de
voksne, en lille, en trækning i den mørke hals, små blikke,
til mig. Kvalmen lurer, på stuen, tomt blik, utilregnelig.
JEG
Ruderne buer i det her mørke. Familien ved ikke, hvor vi
er, børnene, lægerne mangler, hvor er de, døden hujer i
gangene. De syge sidder op, græskarlyser.
JEG
Hospitalets beton lyser mørkt imod græsset der tager
mine skridt og gemmer dem lidt.
Vi satte drager op, en dag, og de fløj så vildt, kastede
sig ind, med en vrede mod træerne, der står fast og jeg
holdt fast, hårdt, ku næsten stå stille, og se et ansigt i
en rude, og måske er det hende, der ser ud, nu, der er
noget.
Jeg kan ikke lide mænd der hedder det samme som
dyr, dem kan jeg ikke lide. Pludselig tror de, at de også
skal opføre sig som dyr. Bjørn trådte ind af min dør
en måned efter skilsmissen. Så stod han ellers dér og
brølede, selvom Svin ville have været bedre navn. Og jeg
lagde mig ned som en kæmpemæssig so, midt i stuen.
Men så er der noget helt særligt med ham, der hedder
Rasmus. Der er noget roligt, noget venligt, måske
ansvarligt. Rasmus kyssede mig i 7., bag busskuret og
sagde til mig, at han synes jeg var pænere end nogen
anden pige fra klassen. Bagefter spurgte han om han
måtte prøve at røre lidt ved mine bryster.
Min kusine er blevet tagget i et billede med Rasmus
Seebach. Han står i døren, backstage, med siden til.
Hans næse er lidt for stor, men jeg kan virkelig godt
lide den alligevel. Min kusine har violinen under armen,
hun kom med på hele sommerturen. Man kan se at han
er ved at sige noget. Er der nogen der har set tasken
med håndklæder, han vil gerne i bad inden koncerten.
Han sveder også lidt efter lydprøven. Der er bad i
hallen, i omklædningsrummet hvor lilleputholdet træner
mandag, tirsdag og torsdag. Turneringen skal foregå i
Randers til efteråret. Pokalen er så godt som deres. Han
smider tøjet på bænken og går ind til bruseren. Hans
hud er helt sommerbrun og glat, han står der lidt, helt
nøgen og pæn, nu har han fandme glemt shampoen.
Jeg har liket Huxi. Jeg kender ham jo ikke, men jeg er
vild med ham. Ikke så meget på grund af hans åbenlyse
rarhed eller humor, der måske kunne være en tand
skarpere. Men han er gennemført reel. Han har sådan
nogle forældre, der ringer og spørger hvordan han har
det. En stabil barndom, en hæk, to biler. Måske var der
lidt med moderen, hun havde en let depression eller
ledegigt. Jeg kan virkelig godt lide folk, der er vokset op
i gennemsnitlig dårligdom. De finder ikke på mærkelige
ting. Man kan ligesom se worst case scenario for sig og
det klarer man jo nok og jeg elsker det navn, det skaber
en let mystik, men ikke for meget. Når han kommer hjem
til jul står hun dér i døren med udstrakte arme og
forklæde på. Han har altid syntes at hun var for meget
over ham og han misundte de andre drenge i skolen hvis
forældre var mere fraværende. Der var mere på spil, på
en måde. Men hun hentede ham til festerne, jeg er der
klokken to, ikke også, Huxi, og klokken to, sharp, sad hun
ude foran parcelhuset og ventede i bilen. Han kunne
godt finde på at lade hende vente et kvarter længere,
det sagde hun aldrig noget til. Hun har været lærer hele
sit liv, ikke på hans skole, men den anden, håndarbejde
og hjemkundskab.
Gaver
Når jeg er lige ved at bukke under, kan jeg godt finde
på at sætte Sias ’Clap your hands’ på og pakke ting fra
reolen ind i silkepapir med sløjfer og bånd, til og fra
kort og hele molevitten. Jeg kan også finde på at stille
mig i vinduet ud til gaden og vinke til kloakmanden,
splitterragende og så ringer jeg også gerne til X og
spørger om du egentlig blev FØDT som et gigantisk
røvhul eller om det ligesom bare er kommet med
alderen?
4
BRYGGEBLADET
2. SEKTION
15. Januar 2015
BRYGGEKNIPS
Englen fr
Ricardo Ramirez,
skyder i 1985 en g
hovedstad. Skudde
psykologistuderendes
Mød Bryggebladets sy
j
TEKST: Hans Buhl
FOTO: Ricardo Ramirez
[email protected]
Angel Ricardo Ramirez Larsen. Lad os barbere geden:
Angel er spansk for ”engel”
og kun til indvortes brug.
Larsen var fru Larsen. Og
Ramirez, det er kun indtil
man kender ham. Så er der
Ricardo tilbage, den Ricardo, Gud og hver mand
på Bryggen kender, har set,
mødt, er blevet fotograferet
af. Den Ricardo, der nu i 10
år har skildret livet og vejen
på Bryggen i Bryggebladet.
Virkeligheden set, sanset,
tolket, fastholdt.
Fotos i stabler
A-huset fungerede indtil 2004 som kontorlokaler, derefter blev det brugt af kunstnere og kreative folk. Mellem 2007 og 2010 gennemgik bygningen en renovering, der blev præmieret som Københavns Kommunes bedste ombygning.
Cykelbroen er en af Bryggens (og måske Københavns) vigtigste trafikale årer. Den er med til at binde byen sammen og gøre den mere cykelvenlig.
Ricardo ér billeder. Den
kendsgerning er i kas-
2. SEKTION
15. Januar 2015
BRYGGEBLADET
5
ra Buenos Aires
, alias Angel Ricardo Ramirez Larsen,
gammel dame i en park i Argentinas
et kommer bagfra. Det er den 19-årige
første pletskud. Men langtfra det sidste…
ydamerikanske husfotograf, der har 10 års
jubilæum i spalterne
sen, endnu mens man står
i entreen på en femtesal i
Bergthorasgade og prøver
at finde den luft, man tabte
mellem tredje og fjerde.
Heroppe under taget holder
Ricardo til. Her er hans atelier, hans værksted, her står
det digitale isenkram, her
er der fotos i stabler: Politibetjente med tvivl og visir,
kongelige med blådovent
blod, fodboldspillere med
skarpe træk, rockstjerner
med attitude, bryggeboere
med en sag… Og et eller
andet sted dybt i en bunke
ligger den gamle dame fra
Buenos Aires begravet.
Det første motiv, den første fremkaldelse, hende det
hele begyndte med.
”Jeg er fotograf, det er mit
arbejde, det er min passion.
Når jeg kigger i søgeren, er
jeg i en anden verden. Og
det er lige meget, om det er
Kronprinsesse Mary eller en
anonym person, jeg skal fotografere, jeg har samme indgang til det.”
Ricardo er 19 år, da han
skyder den gamle dame.
Han læser ellers psykologi
på universitetet, men… Ricardo vil noget andet, noget kreativt, maleri måske.
Fotografi er slet ikke på
dagsordenen, så det bliver
dét. Ricardo læser tilfældigt
et opslag om et fotokursus,
låner et kamera og søger
ind. To år senere er han uddannet fotojournalist – og
allerede godt i gang som
freelancer for flere af hovedstadens dagblade. Pressefotos, det er det Ricardo
vil. Mode, reklame, nej.
Madrid på billetten
Det tegner godt for den
unge pressefotograf. Men
ikke for Argentinas økonomi, inflationen tonser
udover Pampasen, og statskassen hedder Tom til fornavn. En dag i april 1990
står Ricardo Ramirez, nu 23
år, ved en check in-skranke
i Buenos Aires’ internationale lufthavn. Madrid på
billetten. For Ricardo vil
fotografere, og kan det ikke
blive i Argentina, så må det
blive et andet sted.
”Jeg havde en returbillet,
da jeg rejste til Europa første
gang. Men fik aldrig brugt
den. Jeg har aldrig seriøst
overvejet at vende tilbage
til Argentina, og nu kan jeg
ikke forestille mig andet end
at blive her.”
De næste 10 år tager Ricardo stort set ikke et billede. Motivet i søgeren er det
daglige brød. For hvad hjælper det, at chefredaktøren
på El Pais roser Ricardos
billeder, når nikket afløses
af spørgsmål om opholdsog arbejdstilladelse?
En argentiner lader sig
indrullere i hæren af illegale smykke- og souvenirsælgere. I Madrid, i Barcelona,
på
turistdestinationerne
langs Middelhavskysten.
Der er kunder nok. Men alt
for mange politibetjente,
der nidkært og hårdhændet
slår ned og viser ud. Der
skal være OL i Barcelona
i ’92, og de illegale er ikke
inviteret.
Legal i Danmark
Ricardo klarer frisag. Hånd
i hånd med en blond dansk
kæreste, den står ikke i politihåndbogen… Men det
står skrevet over det hele,
at Ricardo er forelsket. Han
bliver også gift med blonde
fru Larsen. Og skilt igen. I
mellemtiden er han flyttet
til Danmark. Nu er Ricardo
legal, men er du gal, hvor er
der mange arbejdsløse fotografer…
”Bryggebladet er en lille
avis, men et stort og vigtigt
projekt for mig. Det var det,
da jeg begyndte på bladet
efter næsten ikke at have fotograferet i 10 år, og det er
det stadig. Hvert blad er en
træning og en udfordring for
mig. Jeg er meget glad for
Bryggebladet, vi passer sammen.”
Ricardo fra Argentina
begynder at gøre rent i lufthavnen. Og bliver kollega
med Jean fra Canada, der
skriver for Bryggebladet.
Jean synes, Ricardo skal
kigge indenfor på redaktionen en dag. Det gør han så.
Syv-otte år senere. I mellemtiden er rengøringsfirmaet gået konkurs, og Ricardo har bidt sig fast som
f reelancepressefotogra f.
Han er også blevet gift med
Beata fra Polen, og der er
småfolk oppe under taget i
Bergthorasgade. Først en
datter, så en søn, så…
Lokal og global
Bryggebladet. Ricardo er
i spalterne første gang i
Sådan så legepladsen i Gunløgsgade ud, før den blev
ombygget i 2012.
Det sidste billede af en silo
før den bliver revet ned.
2004, han er det også i dag.
Trofast – men altid en anelse forsinket – kommer han
cyklende hver anden torsdag og fanger vores lokale
virkelighed ind. Resten af
tiden er Ricardo totalt global, han knipser Danmark
til det store udland. Landskamp i Parken, Ricardo ér
der. Stones på Roskilde,
nytårskur hos Margrethe,
udenlandske gæster i magtens korridorer, Ricardo
ér der. Information er kunde, Kristeligt Dagblad er
kunde, men det er primært
udlandet – blandt andet
verdens største spansksprogede pressebureau Agencia
EFE – der føler sig ramt af
Englen fra Buenos Aires.
6
BRYGGEBLADET
2. SEKTION
15. Januar 2015
BRYGGEMIX
Dagligstue med hjort
Sæt dig i min sofa, tag en kop kaffe
og en friskbagt kanelsnegl, så skal
jeg fortælle dig en historie! Bryggens
historiefortæller, ”historiedamen”
Mariane Josefsen, byder publikum
indenfor i privaten
bålet i skoven og køkkenbordet hos husmanden. På
den måde bliver ”Hjortens
Flugt” i Mariane Josefsens
dagligstue ikke blot intim,
men intim på den oprindelige måde. Næsten som at
være gæst til historiefortællingens barnedåb. Dengang
før Den Store TV-Pakke.
Mellem mennesker
TEKST: Hans Buhl
FOTO: Ricardo Ramirez
[email protected]
”End dækked Nattens Teppe
Den drømmende Lund;
End slumred Dagens Øie
Sit sidste, søde Blund;
Halvmaanens blege Aasyn
Fra Himlens dybe Blaae
Med tungsindige Blikke
Til Kongeborgen saae.”
Så ildevarslende smukt bryder Christian Winther isen
på det første blanke ark
papir, da han i 1850’erne
skaber ”Hjortens Flugt”, et
af hovedværkerne i dansk
litteratur. ”Hjortens Flugt”
er den store købmandskurv
i den danske variant af romantikken, en kunst- og
kulturstrømning der gik
gennem Europa i 1800-tallet. I ”Hjortens Flugt” bugner følelserne, kærligheden
er uendelig og ulykkelig,
helte og skurke lurer om
hvert versehjørne, naturen
får en buket ved hvert æseløre, og erotikken hvisker
stædigt insisterende bag
den kristne morals figenblade.
Den får kort sagt ikke for
lidt i ”Hjortens Flugt”. Og
det får den meget længe.
Christian Winther kalder
sit værk ”Et Digt”, nutiden
ville sige ”En Versroman”.
Lad det ligge. Facit, da
Winther sætter sidste punktum, er næsten 1000 ottelinjede vers. En romantisk
maraton. Måske derfor deler ”Hjortens Flugt” – skønt
solgt i sekscifret antal – støvet boghylde med ”Ulysses”, Bibelen og andre berømte, men sjældent læste
mesterværker.
Pissegod historie
Men hjorten skal ikke stå
dér og brøle støv. Det er
synd for den. For os. Hvis
man spørger Bryggens historiedame Mariane Josefsen.
– Det er en pissegod historie!
Det bliver sagt med tryk
på ”pis”, lokal dialekt for
”seks stjerner”. Og har man
sagt ”pis”, må man også fortælle, det er historiedamers
lod. Så Mariane Josefsen
har rystet hjorten og skåret
ind til geviret. Og den sidste onsdag i januar er publikum inviteret til hjorteflugt
i historiedames dagligstue.
Der kan man så sidde i sofaen og søbe kaffe og gumle
kanelsnegle, mens Mariane
Josefsen pisser sin hjort af
– uden versefødder og med
flugt over feltet og fokus på
historiens dramatiske hjul.
Unplugged
Hvorfor er det så, vi skal
hjem i historiedamens dagligstue? Og slå hovedet mod
”udsolgt”, når de første 12
billetter er væk?
– Det bliver intimt, tæt,
en varm måde at møde sit
publikum på. Og for publikum er det en anderledes
oplevelse, fordi de kommer
i mit hjem. Jeg glæder mig
helt vildt, siger Mariane Josefsen.
Og klapper hjorten:
– Det er også en stor udfordring, det er jo helt ’unplugged’, og i forvejen har
man som historiefortæller
ingen rolle at gemme sig
bag. Man har kun sig selv,
det kan føles nøgent. Måske
kommer jeg til at føle mig
dobbelt så nøgen.
Nøgen, dobbelt så nøgen… En tanke værd, mens
vi konstaterer, at historiedamens dagligstue lægger
sig i slipstrømmen fra lejr-
Hjorten græsser nu. Så
gør vi beholdningen af
sukker og kanel op imens.
Er der nok? Der skal bages snegle tre dage i januar. ”Hjortens Flugt ” får
selskab af ” Tårefabrikanten” og ”Irmafortællinger”. ”Tårefabrikanten”
er historien om et land,
hvor tårer bliver forbudt,
mens vi i ”Irmafortællinger” kan følge Irma fra
Vestjylland. Irma f lytter
til K øbenhavn for at arbejde i en Netto-butik og bliver noget så ensom. Men
så går hun til banko…
”Hjortens Flugt” er Mariane Josefsens første forsøg som tolker, ”genfortæller” af en stor historie. I
historierne om tårerne og
ensomme Irma er hjortene
sprunget ud af historiedamens egen fantasi.
– Som udgangspunkt vil
jeg skabe en god historie.
Men når jeg ser tilbage på
det, jeg har lavet, så kan jeg
se, at mine historier kredser om, hvad der sker mellem mennesker. Men intet
er tænkt frem, jeg har tillid
til, at det jeg skaber giver
mening. Og hvis historierne
skulle rumme et budskab,
så er der i hvert fald åbent.
Ikke løfte sløret
Mariane Josefsen, 54, har
fortalt historier i 15 år. Det
kalder hun at være ”erfaren
nybegynder”.
– Jeg ville være skuespiller, men havde ikke selvtilliden til det. Historiefortællingen, det er en form, jeg
kan fungere i. Jeg er 100
procent vild med det. Bare
det at du laver det hele selv,
det elsker jeg da for vildt.
En ny fortælling simrer
i historiedamens fantasigryde. Noget om konflikt-
løsning i lokalsamfundet.
Mariane Josefsen antyder
temaet, men ”vil ikke løfte
sløret for meget”. Hvorefter
hun – man er vel historiedame – lader mund og gestik
løbe med alt det, hun ikke
ville løfte sløret for.
Bryggebladets mund er
lukket med syv hjorte, men
vi tør godt røbe, at Bryggens historiedame er fuld
af historier. De venter bare
på at komme ud. Ud og tage
kampen op med Den Store
Historiedamen Mariane
Josefsen byder publikum på
gode historier i hendes egen
stue i Ballonparken.
Pakke og hans hær af netbårne lejesvende.
– Jeg er ikke bekymret
for konkurrencen. Historiefortællingen breder sig, og
jeg kender mange unge, der
synes, at historiefortælling
er for fedt.
Historie
fortællinger i
dagligstuen:
Tirsdag den 27. januar:
Tårefabrikanten
Onsdag den 28. januar:
Hjortens Flugt
Torsdag den 29. januar:
Irmafortællinger
Billetter og mere info:
www.historiedamen.dk
Kulturdyr med tjek på det hele
Ny kulturguide for børn og unge på Bryggen: ”Høn”
har fire øjne, og det giver overblik over alle lokale
kunst- og kulturarrangementer for børn og unge
Den nye kulturguide for
børn, unge og børnefamilier på Bryggen hedder
”Høn” og er høj i hatten.
Det er Høn nødt til at være,
for deroppe ligger de foldere – gratis, værsgo at tage
– der fritager dig for selv at
holde styr på udbuddet af
kunst og kultur i børne- og
ungehøjde.
Klippe og klistre? Tosset
teater? Rock i rouladen? En
fastelavnstønde med det hele?
Så er det folderen op af hatten,
dér er tid og dér er sted. Så
skal du og I bare selv af sted.
Kulturfolderen udkommer fire gange om året og
kan hentes i hatten både i
Kulturhuset Islands Bryg-
ge, på biblioteket i Njalsgade og Christianshavns
Bibliotek. Der er altså ikke
én, men tre Høn…s.
Folderen kan også hentes
på nettet: k-i-b.dk eller bibliotek.kk.dk.
– ha
Høn var helt ude i skoven,
før han blev ansat som kulturguide for børn og unge på
Bryggen og Christianshavn.
8
BRYGGEBLADET
2. SEKTION
15. Januar 2015
BRYGGEJAZZ
Amerikansk jazz med et twist af Bryggen
Onsdag den 28. januar spiller
Scott DuBois Quartet op til jazz i
Kulturhuset Islands Brygge. Det er
jazz i verdensklasse fra den New
York-baserede Scott DuBois. Og bag
trommerne gemmer danske Kresten
Osgood sig
TEKST: Kenneth Dürr
FOTO: Søren Osgood
[email protected]
På et tidspunkt skal Kresten Osgood spille en
koncert i et irsk højsikkerhedsfængsel sammen med
guitaristen og sangeren George Kilby Junior. De skal
spille for nogle af de værste
forbrydere i Irland. Mordere og voldtægtsforbrydere.
Inden koncerten advarer en
af fængselsbetjentene dem
om, at de kun skal spille rolige sange for ellers kan de
indsatte gå amok.
Kresten Osgood sætter
sig bag det mest smadrede
trommesæt, han nogensin-
de har spillet på. Foran ham
sidder der rækkevis af hårdkogte kriminelle, og bag
dem står fængselsbetjente
med geværer. George Kilby
Junior sparker koncerten i
gang med Sweet Home Alabama, og hele salen fl ipper
ud til musikken. De vælter
stolene, og fængselsbetjentene træder ud af lokalet
bag skudsikre ruder. Bandet er alene med en gruppe
vilde kriminelle.
Da den næste sang begynder, hopper George
Kilby Junior ud blandt publikum, der begynder at hive
hans tøj af. Kresten Osgood
går lidt i panik. Han prøver
at åbne døren bag ham, men
den er låst. Men George
Kilby Junior vinder åbenbart publikums respekt, så
til det næste nummer falder
de ned igen.
Efter koncerten spørger
Kresten Osgood fængselsbetjenten, hvad der ville
ske, hvis de blev taget som
gidsler.
– You’d be fucked, lyder
svaret.
De var blevet advaret.
tilgængeligt, siger Kresten
Osgood.
Han har flere gange oplevet, at personer, der slet
ikke havde noget forhold
til jazz og improvisationsmusik, blev slået fuldstændig bagover til en af hans
koncerter. Og bagefter har
de været overbeviste jazzdisciple.
overgivelse til
musikken
Kresten Osgood er med i
utallige musikalske konstellationer. Alligevel er det
ikke svært for ham at omstille sig til et nyt musikalsk
udtryk, nogle gange fra dag
til dag. For som han siger:
– Det står skrevet i musikken.
Samtidig spiller han ofte
improvisationsmusik, hvor
han skal glide med musikken, nuet og det, der sker
inde i ham selv. De mange
forskellige konstellationer
er en stor styrke, fordi det
giver mulighed for at kunne
hægte sig på forskellige
ældre kunstnere, der har
brugt et helt liv på at udvikle deres lyd. Samtidig er
det også en nødvendighed
at sprede sine aktiver som
Helt så dramatisk bliver
det nok ikke, når Kresten
Osgood skal spille sammen
med Scott DuBois Quartet i Kulturhuset Islands
Brygge. Jazzkvartetten har
spillet sammen i ti år og er
eksperimenterende og improviserende, men forlader
aldrig guitarist Scott DuBois musikalske univers. Et
univers der af jazzkendere
bliver beskrevet som fascinerende, fejlfrit, exceptionelt og meditativt. Og man
behøver ikke være inkarneret jazzelsker for at kunne
nyde kvartettens musik.
– Det er en myte, at improvisationsmusik er svært
Vi fejrer 30 års fødselsdag
Lørdag den 31. januar kl. 11-15
Der vil være:
- 80’er priser
- sang og klovnerier
- korte hestevognsture
- kaffe, te og sodavand
- kagekoner og glade koner
Vær med til at gøre dagen
til en fest sammen med os i
GenBryggen, Reykjaviksgade 2
Livet som musiker
Bryggebo Kresten Osgood
sidder bag trommerne, når
New York-baserede Scot
DuBois Quartet spiller jazzkoncert i Kulturhuset Islands
Brygge 28. januar.
musiker, hvis man gerne vil
gøre det til sin levevej.
Og musikken har altid
været det, der drev Kresten
Osgood. Det drev ham til
klaver- og trommeunder-
15. JAN. TORSDAG KL. 21.00
AZURIT (EP RELEASE)
16. JAN. FREDAG KL. 24(E)
HARD ROCK BITCHES
17. JAN. LØRDAG KL. 24(E)
FLIM FLAM OCTATONIC
BAND
19. JAN. MANDAG KL. 20.00
CLUB MUSIC LOVER: LINE
BØGH + CHRISTINA PERSSON
21. JAN. ONSDAG KL. 22.30
JAM V/MIKALA BOSETI
23. JAN. TORSDAG KL. 21.00
SONG SURFING V/NANNA
LARSEN PRESENTS:
SELECT CAPTAIN & POLYPHONE (CH)
24. JAN. FREDAG KL. 24(E)
STAKKELS JIM
25. JAN. LØRDAG KL. 24(E)
HOME AT 7
26. JAN. MANDAG KL. 22.30
ØL, QUIZZE & HORNMUSIK
28. JAN. ONSDAG KL. 22.30
JAM V/DENNIS FLACHEBERG
29. JAN TORSDAG KL. 21.00
SONG SURFING V/NANNA
LARSEN PRESENTS:
LOUISE DUBIEL & MOVE
THE ELEPHANT
30. JAN. FREDAG KL. 24(E)
FUNK SHUI
31 LØRDAG KL. 24(E)
ACDC JAM
2. FEB. MANDAG KL. 22.00
STIG MØLLER TRIO
4. FEB. ONSDAG KL. 22.30
JAM V/KASPER KLEMME
EBDRUP
visning, da han var seks;
til at danne sit første band,
da han var ni år; til Københavns Rytmiske Konservatorium, da han var i starten
af tyverne; og hele verden
rundt med nogle af verdens
bedste jazzmusikere.
Scott DuBois Quartet:
Scott DuBois (guitar),
Gebhard Ullman
(tenorsaxofon og
basklarinet), Thomas
Morgan (bas) og Kresten
Osgood (trommer).
Kulturhuset Islands Brygge,
onsdag den 28. januar
klokken 20.30.
Entre: 60 kroner.
KO M PA G N I S T R Æ D E 3 4
TELEFON 3311 2404
M U S I KC A F É
JANUAR/
FEBRUAR
5. FEB. TORSDAG KL. 21.00
DOG IN A BAG
6. FEB. FREDAG KL. 24(E)
RIKKE AND THE RUNNERUPS
7. FEB. LØRDAG KL. 24 (E)
RAGGATEERS
8. FEB. SØNDAG KL. 15
DANSK BARBERSHOP-FORENING
9. FEB. MANDAG KL. 20.00
CLUB MUSIC LOVER PRESENTS: JUNE BELTOFT +
MORTEN SAUGAARD
11. FEB. ONSDAG KL. 22.30
JAM V/BRIAN JENSEN
12. FEB. TORSDAG KL. 21.00
RAGGY SHAG
13. FEB. FREDAG KL. 24(E)
THE BLACK ROSE
14. FEB. LØRDAG KL. 24(E)
BASTARDOS