1. No category

Judas Iskariot.
Tekstsammenstilling samt oversættelse af legendarisk stof ved
lektor Poul E. Jørgensen. - email: 33(a)gvdnet.dk
1. Judas Iskariot i Ny Testamente1.
Judas udvælges som discipel:
Matthæus-Evangeliet:
kap. 10: v2 Navnene på de tolv apostle er: Først Simon kaldet Peter, så hans bror Andreas, og
Jakob, Zebedæus' søn, og hans bror Johannes, v3 Filip og Bartholomæus, Thomas og tolderen
Matthæus, Jakob, Alfæus' søn, og Thaddæus, v4 Simon Kananæer og Judas Iskariot, han som
forrådte ham.
Markus-Evangeliet:
kap. 3: v13 Jesus gik op på bjerget og kaldte dem til sig, som han selv ville, og de kom hen til ham.
v14 Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han
kunne sende dem ud for at prædike v15 og have magt til at uddrive dæmoner. v16 Han valgte de
tolv: Simon, som han gav tilnavnet Peter, v17 og Jakob, Zebedæus' søn, og Johannes, Jakobs bror,
dem gav han tilnavnet Boanerges, det vil sige »Tordensønner«, v18 og Andreas og Filip og
Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus' søn, og Thaddæus og Simon Kananæer
v19 og Judas Iskariot, ham som forrådte ham.
Lukas-Evangeliet:
kap. 6: v13 Da det blev dag, kaldte han sine disciple til sig, og blandt dem udvalgte han tolv, som
han også kaldte apostle: v14 Simon, som han også gav navnet Peter, og hans bror Andreas og Jakob
og Johannes og Filip og Bartholomæus v15 og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus' søn, og
Simon, som kaldtes zeloten, v16 og Judas, Jakobs søn, og Judas Iskariot, som blev forræder.
Johannes-Evangeliet:
kap. 6: v66 Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med
ham. v67 Jesus spurgte da de tolv: »Vil I også gå jeres vej?« v68 Simon Peter svarede ham: »Herre,
hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, v69 og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.« v70
Jesus svarede dem: »Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv, og dog er en af jer en djævel?« v71 Han talte
om Judas, Simon Iskariots søn; for det var ham, der skulle forråde ham, og han var en af de tolv.
Andre hændelser før forræderiet:
Johannes-Evangeliet:
kap. 12: v3 Maria2 tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede
dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. v4 Judas Iskariot, en af Jesu
disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: v5 »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre
hundrede denarer og givet til de fattige?« v6 Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige,
men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af
det, der blev lagt i den. v7 Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg
begraves. v8 De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.«
kap. 13: v1 Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort
fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem
indtil det sidste. v2 Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon
Iskariots søn, skulle forråde ham; v3 og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at
han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – v4 så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin
kjortel, tager et klæde og binder det om sig. v5 Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til
at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. v6 Han kom så
til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« v7 Jesus svarede ham:
»Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« v8 Peter sagde: »Aldrig i evighed
skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del
sammen med mig.« v9 Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også
hænderne og hovedet!« v10 Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet
end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« v11 Han vidste nemlig, hvem
der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
Judas sælger Jesus til ypperstepræsterne:
Matthæus-Evangeliet:
kap. 26: v14 Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, til ypperstepræsterne v15 og sagde:
»Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?« De talte tredive sølvpenge op til ham. v16 Og fra
da af søgte han en lejlighed til at forråde ham.
Markus-Evangeliet:
kap. 14: v10 Men Judas Iskariot, en af de tolv, gik til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem.
v11 Da de hørte det, blev de glade og lovede ham penge for det. Så søgte han at finde en lejlighed
til at forråde ham.
Lukas-Evangeliet:
kap. 22: v1 De usyrede brøds fest, som kaldes påske, nærmede sig. v2 Og ypperstepræsterne og de
skriftkloge søgte at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus ryddet af vejen, for de var bange for
folket. v3 Men så fór Satan i Judas, som blev kaldt Iskariot, en af de tolv; v4 og han gik til
ypperstepræsterne og anførerne for tempelvagten og talte med dem om, hvordan han kunne forråde
Jesus til dem. v5 De blev glade og aftalte at give ham penge for det. v6 Han gik ind på det og søgte
nu en lejlighed til at forråde ham til dem, uden at der blev opløb.
Jesu sidste måltid med disciplene (den sidste nadver):
Matthæus-Evangeliet:
kap. 26: v20 Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. v21 Og mens de spiste, sagde
han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« v22 De blev meget bedrøvede og begyndte
én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« v23 Han svarede dem: »Det er ham, som
med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. v24 Menneskesønnen går bort,
som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var
bedre for det menneske, om det aldrig var født.« v25 Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel
ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«
Markus-Evangeliet:
kap. 14: v17 Da det blev aften, kom han og de tolv. v18 Og mens de sad til bords og spiste, sagde
Jesus: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig, en der spiser sammen med mig.« v19 De
blev bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig?« v20 Han sagde til
dem: »Det er en af de tolv, en der dypper i samme fad som jeg. v21 For Menneskesønnen går bort,
som der står skrevet om ham; men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var
bedre for det menneske, om det aldrig var født.«
Lukas-Evangeliet:
kap. 22: v14 Da timen var inde, satte han sig til bords sammen med apostlene, v15 og han sagde til
dem: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, v16
for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.«
v17 Så tog han et bæger, takkede og sagde: »Tag det og del det imellem jer. v18 For jeg siger jer:
Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.« v19 Og han tog et
brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette
til ihukommelse af mig!« v20 Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den
nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.
v21 Men se, han, som forråder mig, har sin hånd her på bordet sammen med mig. v22 For
Menneskesønnen går bort, som det er bestemt; dog ve det menneske, som han forrådes af.« v23 Så
begyndte de indbyrdes at diskutere, hvem af dem det kunne være, der ville gøre det.
Johannes-Evangeliet:
kap. 13: v16 Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en udsending
ikke større end den, der har sendt ham. v17 Når I ved det, er I salige, hvis I gør det. v18 Jeg taler
ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt, men Skriftens ord må gå i opfyldelse:
Den, der spiser brødet med mig,
har løftet hælen imod mig.3
v19 Jeg siger det til jer allerede nu, inden det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg
er. v20 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tager imod, hvem jeg end sender, tager imod mig,
og den, der tager imod mig, tager imod ham, der har sendt mig.« v21 Da Jesus havde sagt det, kom
han i oprør og vidnede: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« v22 Disciplene
så på hinanden, usikre på, hvem han talte om. v23 En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad
til bords lige ved siden af Jesus. v24 Ham gav Simon Peter tegn til at spørge Jesus, hvem det var,
han talte om. v25 Da det nu var ham, der sad nærmest ved Jesus, spurgte han: »Hvem er det,
Herre?« v26 Jesus svarede: »Det er ham, jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.« Så dyppede han
brødet, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn. v27 Og da Judas havde fået brødet, fór
Satan i ham. Jesus sagde til ham: »Hvad du gør, gør det snart.« v28 Ingen af dem, der sad til bords,
forstod, hvorfor han sagde det til ham. v29 Men da Judas stod for pengekassen, mente nogle, at
Jesus havde sagt til ham: »Køb, hvad vi har brug for til festen,« eller at han skulle give noget til de
fattige. v30 Da han havde fået brødet, gik han straks ud. Det var nat. v31 Da Judas var gået ud,
sagde Jesus: »Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. […].
Natten i Getsemane4:
Matthæus-Evangeliet:
kap. 26: v36 Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene:
»Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.« v37 Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med
sig. Og han blev grebet af sorg og angst. v38 Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til
døden. Bliv her og våg sammen med mig!« v39 Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt
og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men
som du vil.« v40 Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til
Peter: »Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig? v41 Våg, og bed om ikke at falde i
fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.« v42 Atter, for anden gang, gik han bort og bad:
»Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din
vilje.« v43 Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne var blevet tunge. v44 Han forlod
dem igen, og for tredje gang gik han væk og bad den samme bøn. v45 Da kom han tilbage til
disciplene og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Nu er timen kommet, da
Menneskesønnen overgives i synderes hænder. v46 Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig,
er her allerede.« v47 Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med
sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste. v48 Han, som forrådte ham, havde aftalt
et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham! v49 Han gik straks hen til Jesus,
hilste ham med et »Rabbi!« og kyssede ham. v50 Jesus sagde til ham: »Min ven, nu har du gjort
dit.«
Markus-Evangeliet:
kap. 32: v32 Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple: »Sæt jer
her, mens jeg beder.« v33 Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af
forfærdelse og angst v34 og sagde til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!« v35
Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om
det var muligt. v36 Han sagde: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog,
ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.« v37 Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han
siger til Peter: »Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? v38 Våg, og bed om ikke at
falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.« v39 Atter gik han bort og bad med de
samme ord. v40 Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke,
hvad de skulle sige til ham. v41 Så kom han for tredje gang og sagde til dem: »Sover I stadig og
hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder. v42
Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.« v43 Endnu mens han talte, kommer
Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge
og de ældste. v44 Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som
jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning! v45 Og han kom og gik straks hen til
Jesus og sagde: »Rabbi!« og kyssede ham.
Lukas-Evangeliet:
kap. 22: v45 Da han havde rejst sig fra bønnen og var kommet tilbage til disciplene, fandt han dem
sovende, overvældede af sorg, v46 og han sagde til dem: »Hvorfor sover I? Rejs jer, og bed om ikke
at falde i fristelse.« v47 Endnu mens han talte, kom der en skare; og han, som hed Judas, en af de
tolv, gik foran, og han gik helt hen til Jesus for at kysse ham. v48 Jesus sagde til ham: »Judas,
forråder du Menneskesønnen med et kys?«
Johannes-Evangeliet:
kap. 18: v1 Da Jesus havde sagt det, gik han ud sammen med sine disciple og over på den anden
side af Kedronbækken, hvor der var en have, som han og hans disciple gik ind i. v2 Også Judas,
som forrådte ham, kendte det sted, for dér mødtes Jesus ofte med sine disciple. v3 Judas tog så
vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover
med lygter og fakler og våben. v4 Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til
dem og spurgte: »Hvem leder I efter?« v5 »Jesus fra Nazaret,« svarede de. Han sagde til dem: »Det
er mig.« Også Judas, som forrådte ham, stod sammen med dem. v6 Da Jesus sagde: »Det er mig,«
veg de tilbage og faldt om på jorden. v7 Han spurgte dem så igen: »Hvem leder I efter?« »Jesus fra
Nazaret,« svarede de. v8 Jesus sagde til dem: »Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er
mig, I leder efter, så lad de andre gå.« v9 For sådan skulle det ord, han havde sagt, gå i opfyldelse:
»Af dem, du har givet mig, har jeg ikke mistet nogen.«
Judas’ endeligt.
Matthæus-Evangeliet:
kap. 27: v3 Da Judas, som forrådte ham, så, at han var blevet dømt, angrede han og bragte de
tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste v4 og sagde: »Jeg har syndet og forrådt
uskyldigt blod.« Men de svarede: »Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.« v5 Så kastede
han sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig. v6 Ypperstepræsterne tog
sølvpengene, men sagde: »Det er ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er blodpenge.«
v7 De traf da den beslutning at købe Pottemagermarken for pengene til gravplads for fremmede. v8
Derfor hedder den mark den dag i dag Blodager. v9 Da opfyldtes det, som er talt ved profeten
Jeremias, som siger: »Og de tog de tredive sølvpenge, den pris, han blev vurderet til, han der blev
vurderet, af Israels børn, v10 og de gav dem for Pottemagermarken, sådan som Herren havde
befalet mig.« 5
Apostlenes Gerninger:
kap. 1: v15 I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre – der var samlet en skare på omkring et
hundrede og tyve – og han sagde: v16 »Brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som
Helligånden gennem Davids mund forud har sagt om Judas, der viste vej for dem, som anholdt
Jesus. v17 For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. v18 Han købte sig
en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og
sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud. v19 Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere,
så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken. v20 For i Salmernes
Bog står der skrevet: Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den6, - og: En anden skal overtage
hans embede7.
2. Judas Iskariot i Legenda Aurea8.
[…] Apostlen Matthias trådte i stedet for Judas, men lad os først kort se på Judas’ fødsel og
herkomst. Man læser i en historie som ganske vist er apokryf9, at der var en mand i Jerusalem som
hed Ruben, men som også blev kaldt Simon, af Juda’s stamme, eller ifølge Jeronimus10 af Issakars11
stamme, og som havde en hustru der hed Ciborea. En nat da de havde opfyldt de ægteskabelige
forpligtelser, havde Ciborea en drøm, som hun forfærdet, under klage og suk, fortalte sin mand:
»Det forekom mig at jeg fødte en skændig søn som skulle blive til fortabelse for hele vort folk.«
Ruben svarede: »Det var en forbryderisk ting som du ikke skal fortælle om, og jeg tror du er faldet i
hænderne på en spådomsånd12.« Hun sagde til ham: »Hvis jeg mærker at jeg har undfanget og jeg
føder en søn, så var der ikke tale om en spådomsånd, men en åbenbaring.« Da tiden var gået og hun
havde født en søn, blev forældrene grebet af stor frygt og begyndte at spekulere på hvad de skulle
gøre med ham, da de nærede afsky for at dræbe ham, men på den anden side ikke ville føde på én
der ville ødelægge deres folk, så de satte ham ud i havet i en kurv. Havstrømmene drev ham til en ø
som kaldes Scarioth. Fra den ø har han sit navn Judas Scariotes13.
Dronningen over dette sted, som ikke havde nogen børn, gik en tur på stranden, og da hun så kurven
gynge på bølgerne, besluttede hun at åbne den. Og da hun fandt en smuk dreng deri, sukkede hun
og sagde: »Åh, kunne jeg trøste mig med sådan en søn, så ville mit rige ikke mangle en arving«. Så
lod hun hemmeligt drengen opfostre, mens hun foregav at være gravid. Endelig erklærede hun
løgnagtigt at have fået en søn og denne herlige nyhed spredtes i hele riget. Kongen var jublende
lykkelig over afkommet og folket glædede sig overmåde. Drengen blev opdraget med kongelig
pragt. Men efter kort tid blev dronningen gravid og da tiden var kommet fødte hun en søn. Da
drengene efterhånden voksede op, legede de ofte med hinanden. Judas plagede ofte kongebarnet
med hyppige drillerier og skældsord, så han ofte fik ham til at græde. Da dette gjorde dronningen
ondt, og da hun vidste at Judas ikke var hendes søn, slog hun ham ofte. Men det standsede ikke
drengens ondskab. Langt om længe blev sagen kendt, og det afsløredes at Judas ikke var
dronningens rigtige søn, men var et hittebarn. Da Judas fik det at vide, blev han grebet af stærk
skamfølelse og dræbte uset kongesønnen, sin angivelige broder. Da han på grund af dette frygtede
dødsstraf, flygtede han sammen med nogle skatskyldige14 til Jerusalem. Han fik tjeneste ved hoffet
hos Pontius Pilatus, der dengang var statholder (krage søger mage15). Pilatus fandt ud af at han og
Judas gik fint i spænd sammen, og han begyndte at synes vældig godt om Judas. Judas blev sat i
spidsen for hele Pilatus’ hof og alt blev sat under hans befaling.
Men en dag hvor Pilatus fra sit palads så ned i en æblehave, blev han grebet af en sådan lyst til
æblerne at han næsten ikke kunne få dem ud af tankerne. Men æblehaven tilhørte Ruben, Judas’
fader, og Judas kendte ikke faderen og Ruben ikke sønnen, fordi Ruben troede at sønnen var
druknet i bølgerne, og Judas slet ikke vidste hvem der var hans fader og hvad der var hans
fædreland. Efter at have tilkaldt Judas siger Pilatus: »Jeg er grebet af så stor lyst til disse frugter, at
jeg dør hvis jeg ikke får dem.« Hurtigt springer Judas ind i æblehaven og endnu hurtigere samler
han æbler sammen. Imidlertid kommer Ruben og finder Judas i færd med at samle æblerne
sammen. De kommer i heftig strid med hinanden og overøser hinanden med skældsord, efter
skældsordene går de over til slag og tilføjer hinanden skader.
Så ramte Judas med en sten Ruben ved nakken og dræbte ham. Derpå samlede han æblerne op og
fortalte Pilatus hvad der var sket. Ved aftenstide findes den døde Ruben og man mener at han
pludselig er faldet død om. Så overdrog Pilatus hele Rubens ejendom til Judas og gav ham Ciborea,
Rubens kone, til hustru.
En dag hvor Ciborea sukkede dybt og Judas, hendes mand, opmærksomt spurgte hvad der var i
vejen, svarede hun: »Ak, jeg er den ulykkeligste af alle kvinder, fordi jeg druknede mit lille barn i
havets bølger og jeg fandt min mand død i for ung en alder. Men Pilatus føjede ulykkeligvis sorg til
sorgen ved at bortgifte mig meget ulykkelige og give mig dig til hustru meget mod vilje.« Da hun
havde fortalt alt om det lille barn og Judas havde berettet hvad der var hændt ham, blev det klart, at
Judas havde giftet sig med sin moder og havde dræbt sin fader. Grebet af anger gik han, efter
Ciboreas råd, til Vorherre Jesus Kristus og bad om tilgivelse for sine synder.
Det der hidtil er blevet fortalt står i ovennævnte apokryfe historie, og det overlades til læserens dom
om det kan accepteres eller ej.
Men Herren gjorde ham til sin discipel og derefter valgte han ham til sin apostel, som var ham så
fortrolig og kær, at han gjorde ham til sin kassemester16, men som han senere måtte finde sig i blev
hans forræder. Judas bar nemlig pungene, og det der blev givet til Kristus, stjal han. Han havde ondt
af, i Herrens lidelseshistories tid, at den salve som var 300 denarer værd, ikke blev solgt17, så han
også kunne stjæle disse denarer. Han gik sin vej og solgte Herren for 30 denarer, hvoraf hver enkelt
denar var 10 almindelige denarer værd18, og han fik således en godtgørelse for salven til 300
denarer - eller som nogen siger: han stjal en tiendedel af alt hvad der blev givet til Kristus, og
derfor, for den tiendedel som han havde tabt på salven, nemlig for 30 denarer, solgte han Herren,
men grebet af anger bragte han pengene tilbage19 og gik hen og hængte sig i et reb, og da han havde
hængt sig, brækkede han midt over og alle hans indvolde væltede ud20. Hans mund var spærret op,
men intet kom ud af munden, fordi den ikke var værdig til at noget sådant besmudsede den mund,
der havde rørt en så ærefuld mund som Kristi mund. Men det var værdigt at de indvolde, der havde
undfanget forræderiet, blev revet i stykker og den hals, fra hvilken forræderiet var udgået, blev
snøret til af rebet. Han døde oppe i luften fordi han havde krænket englene i himlen og menneskene
på jorden og derfor blev han adskilt fra englenes og menneskenes område og forenet med djævlene i
luften. […]21
3. Judas i helvede.
Helvedsskildringer i NT:
Middelalderens mennesker var overbeviste om at Jesu modstandere: Herodes, Judas og Pilatus
måtte ende i helvede efter deres død.
Helvede nævnes nogle få gange i NT, mest konkret i Markus-Evangeliet, kap. 9:
v.42 Den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at have en
møllesten hængt om halsen og være kastet i havet. v43 Og hvis din hånd bringer dig til fald, så hug
den af; du er bedre tjent med at gå lemlæstet ind til livet end med begge hænder i behold at komme i
Helvede, til den uudslukkelige ild, v44 hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. v45 Og
hvis din fod bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå halt ind til livet end med
begge fødder i behold at kastes i Helvede, v46 hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes.
v47 Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud; du er bedre tjent med at gå ind i Guds rige med
ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvede, v48 hvor deres maddiker ikke dør, og ilden
ikke slukkes.
Jesus fortæller if. Matthæus-Evangeliet kap. 13 en lignelse om ukrudtet på marken, hvor det hedder:
v24 Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark.
v25 Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. v26 Da kornet
skød op og satte kerne, kom også ukrudtet frem. v27 Husbondens folk kom så og spurgte: Herre,
såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra? v28 Han svarede: Det har en
fjende gjort. Folkene spørger ham så: Vil du have, at vi skal gå ud og luge det væk? v29 Han svarer
dem: Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. v30 Lad
blot begge dele gro side om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først
ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade.«
Disciplene spørger hvordan lignelsen skal forstås, og Jesus svarer:
v36 Da lod Jesus skarerne gå og gik hjem. Og hans disciple kom og bad ham: »Forklar os lignelsen
om ukrudtet på marken.« v37 Han svarede: »Den, der sår den gode sæd, er Menneskesønnen, v38
marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn. Men ukrudtet er den Ondes børn, v39 og
fjenden, der såede det, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er engle. v40 Ligesom
altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: v41
Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til
frafald, og alle dem, der begår lovbrud, v42 og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd
og tænderskæren. v43 Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige. Den, der har ører,
skal høre! [...].«
I de andre evangelier er der blot trusler om at komme i helvede, men hvor det formodes at tilhørerne
har klare forestillinger om dette sted. f. eks. i Matthæusevangeliet, kap. 5:
v27 I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹ v28 Men jeg siger jer: Enhver, som
kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit
hjerte.v29 Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent
med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede. v30 Og hvis din
højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et
af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.
Helvedsvisioner:
I højmiddelalderen dukkede en ny genre op: visionslitteraturen. Den rummede to hovedtyper,
visioner hvor den visionære ser hellige personer og måske modtager belæring af dem, og visioner
hvor der gives indblik i helvedes rædsler. Den første type var umådelig udbredt, i Norden er nok
mest kendt Birgitta af Vadstena (død 1373), i Tyskland personer som Hildegard af Bingen (død
1179) og Mechthild af Magdeburg (død omkring 1290), i Tyskland i nyere tid Anna Katharina
Emmerick (død 1824), i Frankrig i nyere tid Bernadette Soubirous i Lourdes (død 1879) etc. Denne
type er altså fortsat op til vor tid, efter reformationen vist kun i katolske områder. Mens mange af de
visioner, hvor hellige personer som Jesus eller Maria ses, almindeligvis er accepteret i religiøse
kredse som reelle, er helvedsvisionerne af mere litterært tilsnit. For at virke rimeligt troværdige er
de i reglen bygget op over denne model: en person får tilbudt at besøge helvede for - ved sin
tilbagekomst - som advarsel at berette om sine oplevelser. Den mest berømte litterære skildring er
afsnittet Inferno i Dantes Divina Commedia. Langt mere udbredt var imidlertid den såkaldte Visio
Pauli = Paulus’ vision, som beretter hvorledes apostlen Paulus, efter invitation fra Vorherre,
aflægger besøg i helvede for ved selvsyn at konstatere hvordan det går de fordømte. Der er ingen
ende på de sadistiske straffe, så Paulus og ”tusind tusind engle” beder til Vorherre om at de
fordømte må få en pinefri dag om ugen. Det får de, nemlig søndag.
Paulus’ vision er oversat til gammeldansk i et håndskrift fra ca. 1480 på Stockholms kongelige
bibliotek (Cod.Holm.K4). Håndskriftet er udgivet af C. J. Brandt i bogen De hellige Kvinder
(København 1859), og Paulus’ vision kan læses s. 24-28. Se også http://tinyurl.com/kfbuxbd
Dele af Birgittas skrifter blev i 1400-tallet oversat til gammeldansk, vel nok i forbindelse med
birgittiner-ordenen.
Judas omtales ikke i Visio Pauli. I Mechthild af Magdeburg’s skrift Das fließende Licht der Gottheit
ses en abstrakt beskrivelse af helvede som en art negativ af Johannes’Åbenbarings skildring af det
ny Jerusalem (i NT). Mechthilds helvede er en by, der som hovedhjørnestene har dødssynderne. Her
nævnes en passant at Judas led af de fire: ulydighed, griskhed, fylderi og ukyskhed22, udyder der bortset måske fra griskheden - ikke er omtalt i NT i forbindelse med Judas (se Mechthild von
Magdeburg: Das fließende Licht der Gottheit (ed. P. Gall Morel), Darmstadt 1976, s. 82).
Populær var også beskrivelsen af den irske helgen Skt. Brandans sejlads på verdenshavet, hvor han
bl. a. kommer helvede og skærsilden nær.
St. Brandans møde med den fordømte Judas:
Brandan, eller Brendan, var en irsk helgen der skal have levet fra ca. 484 til ca. 578. Han
grundlagde angiveligt en række klostre. Mest kendt er han for en rejse han skulle have foretaget
sammen med sytten munke ud i Atlanterhavet for at finde terra repromissionis sanctorum = de
helliges forjættede land. Årsagen til rejsen var at han havde fundet en bog hvori Guds undere var
skildret, og det blev nævnt at der var to paradiser og ni skærs-ild og en verden under os etc. Det
ville han ikke tro og brændte bogen. Men så kom der en engel og spurgte hvorfor han havde brændt
sandheden, og som straf skulle han sejle rundt i ni år på havet så han kunne finde ud af at han havde
brændt sandheden. - Rejsen blev skildret i skriftet Navigatio Sancti Brandani = Skt. Brandans
sørejse, en rejse der førte deltagerne ud i et fantasihav med fantasidyr, havfruer etc., besøg hos
hellige mænd og hos fordømte samt i skærsilden.
Dette skrift var meget udbredt i middelalderen og blev oversat til talrige vesteuropæiske folkesprog.
En af de overraskende opdagelser de gjorde var at finde en mand, lænket til et klippeskær, som
sagde han var Judas Iskariot.
Nedenstående er en oversættelse af afsnittet om Judas fra et tidligt Augsburg-tryk (ca. 1476).
Benyttet er Rolf D. Fay (ed.): Sankt Brandan. Zwei frühneuhochdeutsche Prosafassungen (Stuttgart
1985), s. 33-40:
[Kapiteloverskrift] Her fandt Skt. Brandon23 og hans rejsefæller Judas Scharioth, som forrrådte
vores herre.
24
Da nu det gode menneske havde belært dem om i hvad retning de skulle sejle, så kom der en vind
og drev dem […] på kort tid tre en halv mil bort. Så begyndte havet at bølge og rase og drev skibet
videre ind i en mørk tåge. Og på det sted falder havet ned i helvedes afgrund, men så trak Gud
skibet tilbage, så de ikke kom derned. De havde været i store vanskeligheder, hvis de ikke var sejlet
med Guds vilje og Gud ikke ville have Skt. Brandon i sin varetægt, således at han kunne erfare alle
Guds undere og kunne finde den sandhed som han havde læst i bogen og ikke ville tro at Gud kan
gøre og har gjort store undere. Derfor angrede han meget at han havde brændt bogen og derfor drog
de atter videre. Så fandt de en nøgen mand der sad på en hvid sten. Denne mands legeme var for
halvdelens vedkommende frosset på grund af den stærke kulde, så kødet faldt af kroppen og
knoglerne. Forneden sad han på en sten som var så hed og brændte ham så meget at ildstråler for ud
fra hans legeme og flammerne slog op over hovedet på ham. Nu havde han ikke nogen afskærmning
ud over et lille klæde som hang foran hans øjne og den fordrev heden. Nu kom der et haglvejr over
ham som gik ned over ham og tugtede ham og det skete for ham hver lørdag aften og varede til
søndag ved niende time. Så kom nemlig djævlene og førte ham tilbage til helvedes pine. 25 Så
spurgte Skt. Brandon hvem han var. Da sagde han: »Jeg er den store synder Judas Scariot som
forrådte Gud26 og solgte og overgav ham til jøderne for 30 penninge - og blev så fortvivlet over mig
selv at jeg hængte mig. Og havde jeg ikke dræbt mig selv og havde jeg haft sand anger, så havde
Gud dog vist mig sin store barmhjertighed og havde været mig nådig, selv om jeg solgte ham og
bortgav det uskyldige, retfærdige blod. Nu må jeg lide evig pine og kan aldrig mere hjælpes. Men
alligevel så har jeg endnu noget af Guds barmhjertighed og udsættelse af straf indtil den niende
time. Så kommer djævlene fra helvede og fører mig ned til den sataniske pine som er så gruelig, så
usigelig og så uendelig stor og bitter.« Da sagde Skt. Brandon: »Hvordan kan du lide så meget
større pine end den som jeg ser her hos dig?« Da sagde Judas Scarioth til Skt. Brandon: »Skulle jeg
ikke lide større pine end den, så ville jeg ikke benægte hvor stor den er. Al den pine jeg lider i dag
og som du ser mig i her, den er intet mod den pine jeg bliver udsat for, når jeg i morgen skal tilbage
til helvede. For da falder jeg ned i kogende beg hvor jeg til evig tid kastes rundt og må lide stor
pine. Denne frost og denne hede venter mig hver lørdag; det må jeg udholde endnu i nat. Og I skal
også vide at jeg ikke får nogen udsættelse undtagen denne. Så kommer alle djævlene og fører mig
til en hede, som er usigelig, og hvis én tog et stålbjerg og smed derind, ville det smelte på et øjeblik.
Ak ve, Brandon, at det skal vare så længe!« Da sagde Skt. Brandon: »Nu sig mig hvordan man kan
komme dig til hjælp og om jeg indtrængende skal bede til Gud for dig eller hvordan man skal
komme dig til hjælp!« Da sagde Judas Scarioth: »Det er meget bedre at lade være, thi alle bønner
og al den godhed, som man kan gøre, det er nytteløst, thi Gud vil aldrig nogensinde forbarme sig
over mig. Men se, dette lille klæde er mig af og til nogen nytte mod heden. Det stjal jeg fra Gud, da
jeg gik sammen med ham på jorden. Det angrede jeg i den grad at jeg gav det til et fattigt menneske.
Derfor kommer det mig til hjælp selvom jeg stjal det. Endvidere kommer de tre gode gerninger som
jeg gjorde - her iberegnet det nævnte klæde - mig til hjælp i min lidelse, hvilket jeg vil fortælle dig
om: Der var i Jerusalem en dyb grube. Om natten faldt mange folk og dyr i den. Ingen var så
barmhjertig at han fyldte denne grube op så der ikke skete nogen skade. Men jeg tog sten, træ og
jord og fyldte gruben op. Den anden gode gerning som jeg gjorde: Man lavede et forhæng til
templet i Jerusalem, hvor der manglede noget klæde. Det skænkede jeg for at forhænget kunne blive
færdigt. Der manglede også to jernkroge som man kunne hænge forhænget op med. Dem lod jeg
lave og stillede dem til rådighed så forhænget blev hængt op.«
Da blev Skt. Brandon hos ham om natten og om søndagen i den niende time, da brød Judas ud i så
høj en klage at den aldrig var hørt før. Det lød så jammerligt: »Ak ve mig, ak ve oh ve! Nu skal jeg
tilbage til helvedes pine!« Da Skt. Brandon hørte dette, lod han sætte alle sine relikvier på skibets
porte og knælede i bøn27, thi han mærkede på Judas Scarioth at djævlene ville hente ham. Da nu
djævlene kom, da skinnede luften og havet var fuldt af ild […]. Da for djævlene rundt om skibet, og
ud af munden på dem skød der svovl og beg samt megen stinkende røg og tåge, så de søfarende nær
var gået til ved det. Og når djævlene svævede over havet, lod de store stykker svovl og beg falde, og
det brændte på havet som var havet stukket i brand. Da Judas Scarioth havde givet sig til kende, da
bød Skt. Brandon djævlene, at de lod ham sidde en stund og bad da til Gud at Han behagede at give
ham en nats udsættelse og nåde. Det indvilligede Gud i. Og da djævlene måtte lade ham i ro, så
skreg de jammerligt og truede Judas med at de ville mishandle ham endnu mere. Da det blev
morgen om mandagen i den niende time28, da kom djævlene med endnu højere larm, med gloende
klør som de slog i Judas Scarioth og trak ham op under sig og tilføjede ham meget større pine og
skændte på Skt. Brandon og sagde: »Han skal få det meget værre!« »Nej« sagde Brandon, »jeg
byder jer ved den levende Gud at I ikke behandler ham anderledes end I tidligere har gjort!« Så
måtte de adlyde Skt. Brandon og førte Judas med stor larm ned i helvedes pine.
Judas i Dantes helvede:
Dante bliver under ledelse af den romerske digter Vergil ført rundt i helvede. I Inferno, 34. sang, er
de kommet til den afdeling, hvor forræderne mod deres herrer pines. De kigger på en trehovedet
Lucifer29 som gnasker sjæle i sig:
«Quell’ anima là sù c’ha maggior pena»,
disse ’l maestro, «è Giuda Scarïotto,
che ’l capo ha dentro e fuor le gambe mena.
Den sjæl deroppe, som har den største pine,
sagde mesteren, er Judas Iskariot,
hans hoved sidder indenfor og benene spræller udenfor.
1
personen kaldes Judas Iskariot eller blot Judas. Man skal være opmærksom på at der er flere personer i Ny
Testamente, der kaldes Judas: 1) Judas Iskariot og 2) Judas kaldet Jakobs søn. 3) Matthæus-Evangeliet (kap. 13, v. 55)
og Lukas-Evangeliet (kap. 6. v. 3) taler endvidere om en Judas som er en af Jesu brødre. - Endvidere rummer Ny
Testamente det såkaldte Judasbrev, som selv hævder at være skrevet af Judas, Jakobs broder, hvorfor denne Judas må
være Jesu broder.
Citatsamlingen er opdelt efter hændelser hvor Judas er omtalt eller handler. De danske bibelcitater er fra den
autoriserede oversættelse af 1992. - Forkortelser: GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente.
2
Maria: boede i Bethania, søster til Martha.
3
Den, der spiser brødet med mig, har løftet hælen imod mig: let bearbejdet citat fra GT, Salmernes Bog, kap. 41, v. 10:
Selv min ven, som jeg stolede på, og som spiste brødet med mig, har løftet hælen imod mig. - Citatet er vigtigt for
oldkirkens og middelalderens tolkning af det GT, som man anså for at rumme en lang række af forudsigelser for Jesu
komme.
4
Getsemane: lokaliteten betegnes stadigvæk ofte som Getsemane Have, idet der er tale om en olivenlund. Den nævnes
kun to gange ved navn i NT, nemlig i Matthæus- og i Markus-Evangeliet. Det græske NT taler om et jordstykke
(choríôn) ved navn Getsemane, mens den latinske Nova Vulgata taler ”ejendommen” (prædium) Getsemane. I den
danske autoriserede oversættelse af 1992 tales der blot om ”et sted” der hedder/ kaldes Getsemane. I JohannesEvangeliet kap. 18, v. 1 anvendes ikke stednavnet Getsemane, men der siges at Jesus og disciplene gik over på den
anden side af Kedronbækken, hvor der var en have.
5
det der synes at komme citatet nærmest er GT, Zakarias' Bog, kap. 11: v12 Jeg sagde til dem: »Hvis I synes, så giv
mig min løn, og hvis ikke, kan I lade være!« De afvejede da min løn, tredive sekel sølv. v13 Herren sagde til mig: »Kast
den hen til støberen, den kostelige pris, de har vurderet mig til.« Og jeg tog de tredive sekel og kastede dem hen til
støberen i Herrens hus.
I GT, Jeremias’ Bog er der noget der svagt ligner: kap. 18: v1 Det ord, som kom til Jeremias fra Herren: v2 Gå ned til
pottemagerens hus; der skal du få mine ord at høre. v3 Så gik jeg ned til pottemagerens hus; han sad og arbejdede ved
drejeskiven. v4 Når det kar, som pottemageren var i gang med at forme af ler med hånden, mislykkedes, lavede han det
om til et andet kar, som han nu ville have det. Eller: kap. 32: v8 Sådan som Herren havde sagt, kom Hanam'el, min
farbrors søn, til mig i vagtgården og sagde til mig: Køb min mark i Anatot i Benjamin, for ifølge ejendomsretten er det
dig, der har indløsningspligten, så du må købe den. Og jeg vidste, at det var Herrens ord. v9 Så købte jeg marken i
Anatot af Hanam'el, min farbrors søn; jeg vejede sølvet af til ham, sytten sekel sølv.
6
Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den: svarer vel til GT, Salmernes Bog, kap. 69, v. 26: Deres lejr skal blive
øde, ingen skal bo i deres telte.
7
En anden skal overtage hans embede: svarer vel til GT, Salmernes Bog, kap. 109, v. 8: Hans dage skal blive få, og en
anden skal overtage hans embede.
8
Legenda Aurea: en legendesamling, skrevet på latin, samlet ca. 1270 af Jacobus a Voragine, som var ærkebiskop i
Genova. Samlingen blev særdeles populær i det katolske Europa, både i den latinske version og i oversættelser til
folkesprogene. Den var også kendt i Danmark og enkelte af legenderne blev oversat til dansk. - I nærværende tekst er
benyttet Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio Secunda (Dresden und Leipzig 1850). I det
følgende bærer denne udgave forkortelsen LA. - Beretningen om Judas er indlejret i legenden om Matthias, den discipel
der trådte i stedet for den afdøde Judas, se NT, Apostlenes Gerninger kap. 1, v. 21-26. - Legenden om Matthias
forekommer i Graesses udgave af LA s. 183-188, under titlen De sancto Mathia apostolo = Om den hellige apostel
Matthias. Efter en redegørelse for etymologien for helgenens navn indleder Jacobus ret overraskende selve legenden
således: Apostlen Matthias trådte i stedet for Judas, men lad os først kort se på Judas’ fødsel og herkomst. Denne
”korte” redegørelse fylder ca. halvdelen af legenden - vel sagtens fordi emnet Judas er mere spændende end en ret
ukendt apostel. - Egennavnene er i min oversættelse i rimeligt omfang rettet til efter dansk brug.
9
apokryf: af græsk apokryphos = skjult. Ordet bruges oprindeligt om angiveligt bibelske skrifter som ikke er anerkendt
af kirken, ofte skrifter fra oldkirkens dage, af typer som tekster med gammeltestamenteligt indhold, evangelier (om Jesu
liv), apokalypser (om jordens sidste dage, Guds dom, det Ny Jerusalem), legender eller lignende. Derfra breder
betydningen til at betyde et skrift af tvivlsom herkomst eller sandhedsværdi. - Kirken tog egentlig kun afstand fra
kætterske apokryfer og anerkendte en række gammeltestamentelige apokryfer som gavnlige at læse. De nytestamentlige
afvistes fordi de alt for tydeligt er ren digtning (hvilket ikke betød at de ikke blev læst!). - I den autoriserede danske
oversættelse af 1992 er en række gammeltestamentlige apokryfer optaget.
10
Jeronimus: LA skriver s. 184 Hieronymus. Denne var kirkefader og levede 347-420. Han er især kendt for sin
oversættelse af bibelen til latin. Derudover har han efterladt en lang række teologiske skrifter.
11
Issakar: LA skriver s. 184 Isaschar, som er en stavefejl for Issachar, en skrivning vil finder i den latinske Vulgata.
12
spådomsånd: LA s. 184 taler om en spiritus phitonis. Jeg har oversat efter NT, Apostlenes Gerninger, kap.16, v. 16:
vi mødte en pige, som havde en spådomsånd, hvor Vulgata har: puellam quandam habentem spiritum pythonem obviare
nobis. Phitonis/ pythonis er afledt af Pytho, den egn hvor Delfi lå. Pythia var som bekendt navnet på den synske
præstinde ved Apollo-templet i Delfi. Hendes navn betyder egentlig ”den pythiske”.
13
Scarioth […] Judas Scariotes: Nova Vulgata har skrivningen Judas Iscariotes. Men faktisk skriver middelalderlige
Vulgata-håndskrifter Judas Scarioth, se det Kongelige Bibliotek (København), på siden http://tinyurl.com/o94jvkd
afsnittet Biblica, med fire digitaliserede håndskrifter med evangelierne. Påstanden om en ø ved navn Scarioth har intet
på sig, men tilsvarende gætterier om etymologi er ret almindelige i middelalderen
14
flygtede han sammen med nogle skatskyldige: viser at Judas nu må være voksen. - ”med nogle skatskyldige”: LA s.
184 har cum tributariis, vel nogle der skal betale skat til den romerske kejser. Hvis det er meningen, må den fiktive ø
Scarioth antages at ligge nær Palæstina. - Disse tributarii spiller ellers ingen rolle i legenden, og tilføjelsen virker sært
påklistret.
15
krage søger mage: LA s. 184 har: et quoniam res similes sibi sunt habiles = fordi ensartede ting passer bedst
sammen. LA går ud fra at læseren er enig i at Judas og Pilatus er skabelsens ondeste personer da de var skyld i Jesu død.
16
kassemester: det lidt løjerlige indslag læses i Johannes-Evangeliet kap. 12, v. 6. Påstanden i evangeliet er klart
legendarisk.
17
se Johannes-Evangeliet, kap. 12, v. 3 til v. 8.
18
salgssummen er kun nævnt i Matthæus-Evangeliet kap. 26, v. 14, hvor Vulgata har triginta argenteos = 30
sølvpenge, mens LA s. 186 skriver pro XXX denariis = for 30 denarer. Markus-Evangeliet kap. 14 og Lukas-Evangeliet
kap.22 taler i Vulgata kun om pecunia = penge, men ikke om et beløb. Omregningen fra argenteos = sølvpenge til det
som LA s. 185-186 kalder denarii usuales = almindelige denarer synes at svare til, at den klassiske denarius, en
sølvmønt, var 10 asses.
19
se Matthæus-Evangeliet kap. 27, v. 3.
20
fri fantasi over NT, Apostlenes Gerninger, kap. 1, v. 18.
21
herefter følger resten af Matthias-legenden.
22
ulydighed, griskhed, fylderi og ukyskhed: på Mechthild af Magdeburgs tid (hun døde 1282) var typerne af
dødssynder (samt antallet) ikke endelig fastlagt og accepteret. Dette var diskuteret gennem århundreder og faldt først
nogenlunde på plads med Thomas a Aquino (død 1274). - Undersøger man belægmaterialet i Gammmeldansk Ordbog
på nettet http://gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet hovethsynd (gengivelse af latin peccatum capitale) ser man at det
almindeligste er 7 dødssynder, mens 1 belæg har 8 (samt et tvivlsomt som har 3 ”hoved og almindelige synder”). Mere
interessant er en undersøgelse af hvilke synder der regnes som dødssynder, men det er en anden sag.
23
Skt. Brandon: sic!
24
Brandan og hans rejsefæller har lige talt med et godt menneske der opholder sig på en art lille ø i havet.
25
det foregående er en om end noget sælsom variant af det vi har hørt i ovenfor nævnte Visio Pauli. Her hedder det i
den gammeldanske udgave, omsat til nudansk, efter at Paulus, ærkeenglen Mikael og englene er blevet rystede over
pinslerne i helvede: Derefter da faldt Skt. Mikael og Skt. Paulus og tusind tusind engle på knæ for Vorherre og bad for
dem som var i pinen, at de skulle få fred om søndagen, som er Vorherres egen dag. Da talte den nådige Gud: »På
grund af Skt. Mikaels og Skt. Paulus' og alle mine engles bøn, men mest på grund af min guddommelighed, da giver jeg
jer ro lørdag fra niende time til mandag den første time.«
26
Gud: i middelalderlige tekster bruges raskvæk ordet Gud om Kristus.
27
lod han sætte alle sine relikvier på skibets porte og knælede i bøn: vel for at værge skibet og sig selv mod djævlene.
28
mandagen i den niende time: Judas har fået et døgn udsættelse. If. Visio Pauli gjaldt den ”normale” udsættelse til
søndag i niende time.
29
en trehovedet Lucifer: en ond forvrænget version af en satanisk treenighed.