Kun hver femte kvinde i Tyrkiet har et job – officielt

...
6
POLITIKEN
ØKONOMI
Onsdag 12. december 2012
Kun hver femte kvinde i
Tyrkiet har et job – officielt ...
Tyrkiet ligger suverænt
i bunden af OECD’s liste
over, hvor mange kvinder
der er i arbejde. Men i
virkeligheden knokler
kvinderne løs, bare uden
sygesikring og arbejdsmarkedets øvrige goder.
Ligestilling
MARTIN SELSØE SØRENSEN,
TYRKIETKORRESPONDENT, ISTANBUL
D
et er kvinder som Gültan Bingöl, der tager over, hvor den tyrkiske regering ser ud til at have
givet op. I arbejderkvarteret Nurtepe i
Istanbul tilbyder hun og syv frivillige
jobformidling og børnepasning af piger som Tuana på syv, så hendes mor
kan få et arbejde og et sted at aflevere
børnene, mens hun er væk.
»Min mor arbejder på en lægeklinik«,
siger Tuana, der tumler rundt i børnehaven sammen med 20 andre børn
med store brune øjne i alderen fra et
par måneder til syv år.
Kun hver femte arbejdsdygtige kvinde i Tyrkiet har et officielt arbejde, og
Tuanas mor er ikke en af dem, selv om
både de og resten af verden de seneste
år har fået tudet ørerne fulde af historier om det tyrkiske økonomiske mirakel. Vækstrater på op til ti procent har
imponeret både politikere og erhvervsfolk ude og hjemme, men Tyrkiets kvinder har ikke meget at råbe hurra for.
Tværtimod er andelen af kvinder i
egentlige job faldet siden 1990’erne i
takt med, at tusinder har forladt landområderne med mange traditionelle
kvindejob til fordel for byerne. I dag har
kun 22 procent af landets kvinder et arbejde med sygesikring og ordnede forhold. Det er det laveste i OECD – og halvt
så mange som i Chile, der ligger næstsidst på listen.
»Der er intet sket, siden regeringen
kom til magten i 2002. Tværtimod er
det gået tilbage«, siger Sengül Akcar,
der leder en organisation til støtte for
kvinders arbejde, KEDV, i Istanbul.
Hun påskønner, at regeringen har
vedtaget nye love, der i princippet skal
fremme kvinders beskæftigelse, men
hun kritiserer dem for ikke at være tilstrækkeligt gennemtænkte og heller ikke særlig godt implementeret.
Uofficielle arbejdspladser
»De lærer kvinder at sy og lave smykker,
og de giver dem et iværksætterkursus
på to måneder. Men det fører ikke til noget, der har tilstrækkelig kvalitet eller
efterspørgsel. Programmerne fører til
meget lidt«, siger Sengül Akcar.
De officielle tal er imidlertid ikke hele
historien om kvinders beskæftigelse.
Mens kun godt en femtedel optræder i
statistikkerne som beskæftigede, så er
andre 66 procent også i arbejde, men
ULDENT. Kun
godt en femtedel
af kvinderne
i Tyrkiet er
registreret som
beskæftigede.
Men andre 66
procent er også
i job, bare uden
for de officielle
statistikker.
Her spinder en
kurdisk kvinde
garn. Arkivfoto:
Peter Hove Olesen
Der bliver set
ned på kvinder,
der arbejder,
for det er
manden,
der plejer
at forsørge
Sibel Kolay,
børnepasser
uden for de officielle statistikker. Selv
om Tyrkiets økonomi og levestandarden vokser, udvikler samfundet sig ikke
hurtigt nok, og særligt uddannelsesniveauet følger ikke med.
»Når et land udvikler sig fra at være
industrisamfund, kommer beskæftigelsen i servicesektoren til at overgå
den i industrien. Men i Tyrkiet har servicesektoren ikke kunnet tage alle dem,
der er kommet fra landet, fordi servicesektoren ikke er vokset så hurtigt«, siger Funda Üstek, der på Oxford University er i gang med en ph.d.-afhandling
om tyrkiske kvinder i uformelle job.
»En af forklaringerne er kvinders lave
uddannelse. 73 procent af kvinderne i
Tyrkiet har end ikke gymnasieuddannelse, men for at få et job i servicesektoren skal man mindst have gymnasieniveau. De er altså fanget mellem muligheden for at få et industrijob eller helt
at forlade arbejdsmarkedet«.
Kvinder laver te og vasker trapper
Løsningen for millioner af kvinder er at
arbejde i værksteder, vaske trapper, lave
te eller fungere som uregistrerede underleverandører til den tekstilindustri,
der er et af guldæggene i Tyrkiet. Som
uregistrerede arbejdere har kvinderne
ingen at gå til, hvis de ikke får deres løn,
ingen adgang til erstatning, hvis de
kommer til skade under arbejdet, og
den lovpligtige arbejdsgiverbetalte sygesikring får de heller ikke.
Atatürk sagde i de højstemte dage
omkring nationens grundlæggelse i
1923, at »vores nation har besluttet sig
for at blive en magtfuld nation. En af dagens forudsætninger er, at vi må sikre
kvinders fremskridt på alle områder.
Derfor skal vore kvinder, som vore
mænd, være oplyste og veluddannede«.
Det var dengang. For en anden alvorlig forhindring for kvinderne er den
mentalitet, både de, deres mænd og deres regering lever med. I dag siger ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan
med mellemrum, at tyrkiske kvinder
bør få mindst tre børn for at holde befolkningen stor og ung, men når han ikke samtidig leverer børnepasning, er
det ikke nemt at være arbejdende kvinde.
Kvinder i arbejde er flovt
Den tyrkiske befolkning, Erdogan selv
er vokset ud af, er imidlertid enig med
ham. Fra bund til top i det tyrkiske samfund bliver det ofte opfattet som pinligt for en familie, hvis kvinden arbejder, for det er mandens pligt at tjene
pengene, og kvindens pligt at blive derhjemme og passe børnene imens.
Det har en kvinde ude i Nurtepe oplevet. Her stiger jordpriserne i takt med
økonomien, og med højere jordpriser
følger lejlighedskomplekser med vagter, hegn og parkeringskældre. Uden
for hegnet, blandt arbejderne, bliver
det sværere og sværere for familierne at
få det til at løbe rundt, og den seneste,
der har søgt ud på arbejdsmarkedet for
at få enderne til at mødes, er Sibel Kolay,
mor til to og indtil nu hjemmegående
med ansvar for at få sine sønner i skole,
holde hus og meget mere.
»Der bliver set ned på kvinder, der arbejder, for det er manden, der plejer at
forsørge. Så det var en svær beslutning,
men det var nødvendigt«, siger hun.
Hun har netop fået et job som børnepasser hos en af kvarterets nye velhavere. De betaler, hvad der svarer til omkring 3.000 kr. om måneden for ti timers arbejde i huset i fem dage om
ugen.
At passe andre folks børn er naturligvis et arbejde, men sådan ser man ikke
altid på det i Tyrkiet. De uformelle job
bliver ofte set som sysler, selv om de
lønnes. Et første skridt for bedre arbejdsvilkår for kvinder er derfor at kalde et job for et job og sikre løn og rettigheder.
»Selv om kvinder tjener penge og bidrager til indkomsten, ser de det ikke
som arbejde, men som noget, de gør
som del af deres hverdag. Hvis hun laver et smykke ud af perler og sælger det,
ser hun det ikke som et job«, siger Funda Üstek.
»Det første er at inkludere job i hjemmet i arbejdsretten og ændre holdningen til det. Man kan også lave agenturer, der holder øje med de hjemmearbejdende, så de ikke udnyttes – og så
de får deres løn og sygesikring«.
Indtil videre er der ikke sket meget i
den retning, men som noget positivt er
der tegn på, at regeringen nu er så flov
over statistikkerne fra EU og OECD, der
viser, at Tyrkiet ligger på niveau med
Iran og Syrien, at den er klar til at handle.
[email protected]