1. No category

Salte
tårer
ANNETTE HERZOG
I L L U S T R AT I O N A F T O V E K R E B S L A N G E
Ordet fanger Eventyr.indd 61
24/04/13 11.56
Ordet fanger Eventyr.indd 62
24/04/13 11.56
S A LT E TÅ R E R
D
, der blev
gift med en ung kvinde. Han havde valgt
hende fra sine undersåtter, fordi hun var
blid, venlig og skøn. Efter et år blev kvinden gravid, og hun fødte en søn, som blev
kaldt Arve. Det viste sig dog snart, at Arve ikke var sådan,
som fyrsten havde forestillet sig sin søn. Han var spinkel,
han var tit syg, hans hud var bleg og hans hår blødt og lyst
som morens, og ikke mørkt og kraftigt som farens.
»Det er ikke min søn,« sagde fyrsten. »Du har snydt mig,
og derfor skal du ikke være min kone mere.«
Han havde ry for at være en grusom fyrste, og nu befalede
han, at der skulle mures et tårn. Tårnet skulle stå langt væk
fra hans borg dybt inde i en stor skov, og kvinden skulle
mures ind i væggen.
»Der kan du tage vare på din søn,« lo han hånligt og var
sikker på, at både moren og sønnen ville dø, inden der var
gået få dage.
Den unge kvinde omklamrede sin lille dreng, og hun skreg
og sparkede, da han blev fjernet fra hende med vold. Hun
græd konstant, mens tårnet blev rejst, og hun forsvandt ind
bag den tykke mur, ligesom fyrsten havde befalet. Hun var
så hjerteskærende ulykkelig, at den ene af murersvendene
fik medlidenhed med hende. Han kom tilbage om natten,
E R VA R E N G A N G E N F Y R S T E
63
Ordet fanger Eventyr.indd 63
24/04/13 11.56
S A LT E TÅ R E R
Ordet fanger Eventyr.indd 64
24/04/13 11.56
S A LT E TÅ R E R
og da mørtelen i muren ikke var helt tør endnu, kunne han
fjerne tre sten: En sten, så der kom et hul foran morens venstre øje, og hun kunne se sin lille søn, som lå på jorden i
måneskinnet og sov af udmattelse. En anden sten, så hun
kunne stikke sin venstre arm ud for at ae ham. Og en tredje
sten der, hvor hendes venstre bryst var, så hun også kunne
amme ham.
Sådan overlevede drengen alligevel, uden at fyrsten vidste
af det. Moren holdt sig i live uden mad og drikke, kun af
ren kærlighed til sin søn. Hendes fortvivlelse gav mælken en
særlig kraft, og snart blev den lille dreng stærkere og raskere
end alle andre drenge. I hendes hånd, der aede ham, sad der
ti gange så meget kærlighed som i andre mødres hænder, og
det gav drengen mod og selvsikkerhed. Med sit venstre øje
fulgte hun med i, hvad drengen foretog sig: Hvordan han
kravlede rundt i græsset, jagede sommerfugle, sprøjtede
med vandet i bækken, og hvordan han lærte at gå og blev
større og klogere for hver dag, der gik. Og fordi hendes blik
var så fuld af kærlighed og beundring, blev drengen så smuk
at se på, at der ikke fandtes mage til under solen. Om dagen
smilte hun for at give ham håb og styrke, men om natten,
når drengen sov, græd hun af længsel efter at kunne holde
ham i begge sine arme, vugge og kysse ham og stryge fingrene gennem hans hår. Tårerne fra hendes venstre øje faldt
i græsset udenfor muren, hvor de tørrede og blev til små,
hvide saltkrystaller, der lyste i måneskinnet om natten.
Sådan gik årene, og drengen blev voksen.
En dag sagde han:
»Mor, nu vil jeg drage ud i verden for at finde min far. Jeg
vil hævne mig for det, han har gjort mod dig og mig.«
65
Ordet fanger Eventyr.indd 65
24/04/13 11.56
S A LT E TÅ R E R
Moren blev ked af det, men hun vidste også, at Arve ikke
ville kunne blive lykkelig alene med sin indespærrede mor
midt i skoven. Hun ønskede ham held og lykke og smilede
med sit venstre øje, mens hun græd med sit højre. Hun vinkede med sin venstre hånd, mens hun med sin højre hånd
kneb sig i benet for at sprede smerten i sit hjerte. Men da
sønnen var rejst, var der intet, der holdt hende i live mere,
og hun døde.
Arve vandrede i mange uger gennem den store skov. Han
ernærede sig af svampe og bær og drak regnvand. Da han
endelig fandt vej ud af skoven, kom han til et bjergområde.
De høje, stejle klipper rakte helt op til skyerne, og slugterne
var så dybe, at man ikke kunne se deres bund. Han vandrede ensomt rundt i mange uger og begyndte allerede at tro,
at det aldrig ville få en ende. Men så hørte han pludselig
nogle foruroligende lyde, som om nogen led af stor smerte.
Han gik nærmere og fandt en hest, der var faldet ned i en af
de smalle slugter. Nu var den fastklemt mellem to klipper,
men kunne ikke komme fri ved egen kraft. En stor flok sorte krager var begyndt at hakke i hestens øjne og i de åbne,
blødende sår. Arve fik ondt af den stakkels hest. Han jagede
kragerne væk med en træstamme, og fordi han var så stærk,
lykkedes det ham at trække hesten op af kløften.
Hesten takkede ham. »Hvis du kan nøjes med en hest
uden øjne, vil jeg bære dig, hvorhen du vil,« sagde den.
Det var Arve glad for. Ikke kun, fordi det gik hurtigere
fremad på hesteryg, men også, fordi han nu havde selskab.
Da han havde fortalt hesten sin historie, sagde hesten: »Jeg
ved, hvor fyrsten bor. Jeg har hørt, at han igen har taget en
66
Ordet fanger Eventyr.indd 66
24/04/13 11.56
S A LT E TÅ R E R
meget ung pige som kone. Hun ville ikke have ham, fordi
han har et hjerte af sten, men fyrsten tåler ikke modsigelse.
Nu har han spærret hende inde.«
Hesten var blind, men den kendte alligevel vejen. Efter tre
dage kom de til en by, hvor drengen ville skaffe sig et sværd.
Han spurgte, hvor smeden boede, og bankede på.
Smeden åbnede og bad Arve komme indenfor. I stuen sad
smedens kone og græd. En flok røvere havde bortført begge
deres døtre, og nu troede de ikke, at de nogensinde ville se
dem igen. Mændene i byen havde ledt efter pigerne i flere
døgn, men de var kommet tilbage og havde ikke fundet et
eneste spor efter de forsvundne piger.
»Måske kan jeg finde dem,« sagde Arve, som blev rørt af
kvindens sorg. Endnu samme aften satte han sig på hesten
og begav sig af sted. Arve havde længe nok set og hørt sin
mor græde om natten til at vide, hvordan tørrede tårer lyser
i måneskinnet. Også pigerne havde grædt, mens de var blevet bortført, og nu viste de lysende saltkrystaller Arve vejen i
mørket. Da de havde redet i to nætter, stod de foran en borg.
Derinde holdt røverne et gilde, og de larmede og var så berusede, at de ikke opdagede Arve. Han bad hesten vente og
hvile sig, mens han selv sneg sig indenfor. Han fandt pigerne
indespærret i køkkenet, hvor de skulle lave mad og brygge
øl til røverne. Hvor var de glade for at blive befriet! Røverne
var for fulde til at opdage pigernes flugt i tide. Arve og de
to piger skyndte sig ud af borgen og hen til hesten, som bar
dem alle tre hjem på sin ryg.
Smeden og hans kone blev så lykkelige over at blive genforenet med deres elskede døtre, at de gerne ville give Arve
en gave som tak. Og da smeden hørte, at Arve var kommet
67
Ordet fanger Eventyr.indd 67
24/04/13 11.56
S A LT E TÅ R E R
for at købe et sværd, bad han ham vente i tre døgn endnu. I
disse tre døgn smedede han et sværd, som var så skarpt, at
det gik gennem en træstamme som gennem et stykke smør.
Den ene af smedens døtre snittede et mønster i sværdets
greb, så man aldrig kunne tabe det. Den anden pige syede et
hylster, så sværdets klinge blev skærpet, hver gang det blev
sat tilbage i hylsteret efter en kamp.
Arve takkede smeden, sagde også farvel til hans kone og
døtre og red af sted.
Efter nogle uger kom han til den fæstning, hvor fyrsten, hans
far, boede. Fyrsten vidste godt, at alle frygtede og afskyede
ham. Selv dem, der foregav at være hans venner, var det kun,
fordi de var bange. Derfor havde han ansat en masse vogtere, der skulle beskytte ham. Man skulle gennem syv bevogtede porte med falddøre og over syv voldgrave, før man kom
op på hans borg. Arve sagde til vogterne, at han var fyrstens
søn og gerne ville tale med sin far. Men da vogterne fortalte
fyrsten om den unge mand, der var kommet for at snakke
med ham, lo fyrsten højt og hånligt:
»Min søn var en svækling, der ikke var værd at lade leve.
Han døde af sult og tørst, allerede da han var et spædbarn.
Den person, der udgiver sig for at være min søn, lyver, og I
skal halshugge ham.«
Det hørte hesten, fordi alle dyr og mennesker, der ikke kan
se, er desto bedre til at høre. Hesten advarede Arve, så de nåede at ride væk, før vogterne kom tilbage for at halshugge Arve.
»Lad os finde den unge kone, som fyrsten holder indespærret,« sagde Arve. »Måske kender hun en anden indgang
til borgen.«
68
Ordet fanger Eventyr.indd 68
24/04/13 11.56
S A LT E TÅ R E R
I flere uger red de omkring og ledte efter lysende spor fra
tårer, som kunne vise vejen til hendes fængsel. Men de fandt
intet. Til sidst red de tilbage til fyrstens borg og gemte sig
bag en høstak. Da det blev mørkt, så de fyrsten komme ud
af sin fæstning sammen med to vogtere. Fyrsten havde ikke
opgivet at tvinge sin nye kone til at være ham velvillig, og nu
var han på vej hen til hende. Arve bad hesten vente, mens
han sneg sig efter dem. Han så fyrsten forsvinde gennem en
lem, der førte ned i jorden. Nu forstod Arve bedre, hvorfor
han ikke havde fundet spor efter tårer. Kort tid efter hørte
han en kvinde klage og tigge om medlidenhed, og nu ville
han ikke vente længere. Da de to vogtere ikke ville lade ham
komme forbi frivilligt, trak han sit sværd og slog dem ihjel
som to fluer. Så klatrede han ned gennem lemmen og kom
til et underjordisk fængsel. Døren stod åben, og fyrsten var
i gang med at slå sin unge kone, der ikke var ham velvillig.
»Jeg er din søn Arve, og dette er straffen for, hvad du har
gjort mod mig og min mor – og også mod denne unge kvinde!« sagde Arve, inden han jog sværdet ind i fyrstens bryst.
Den unge kone faldt Arve om halsen og takkede ham, fordi han havde befriet hende. Hun fortalte ham, at fyrsten var
kommet næsten hver nat, og at han havde truet med at slå
hende ihjel, hvis hun blev ved med at modsætte sig.
Som fyrstens eneste søn var det nu Arve, der måtte bo på
fyrstens fæstning, men først ville han se til sin mor.
Den unge kvinde spurgte, om hun ikke måtte blive hos
ham, og siden hun var så køn og blid, og samtidig så modig,
sagde Arve ja. Der gik ikke lang tid, før Arve blev forelsket i
hende, og da de kom til byen, hvor smeden og hans familie
boede, hilste de på dem og blev gift i byens kirke. Bagefter
69
Ordet fanger Eventyr.indd 69
24/04/13 11.56
S A LT E TÅ R E R
red de videre gennem bjergene med de dybe slugter og gennem den store skov, indtil de kom til tårnet, hvor Arves mor
var blevet muret inde, og hvor Arve var vokset op.
»Mor, nu er jeg tilbage. Jeg har hævnet os og har befriet
denne unge kvinde, som nu er blevet min kone,« råbte han
glad. Da moren ikke svarede, anede han det værste. Der var
gået et år, og alt var vokset til: Engen, hvor han havde leget, bækken, hvor han havde drukket vand, og også tårnets
mure. Fortvivlet gik han rundt om tårnet og ledte efter det
sted, hvor hans mor burde være. Ukrudtet og buskadset var
vokset så tæt, at han ikke kunne genkende stedet, hvor de
tre sten manglede, der, hvor moren havde set på ham med
sit venstre øje, aet ham med sin venstre arm og ammet ham
med sit venstre bryst.
Men så så han pludselig en plet, hvor der var vokset roser
i stedet for ukrudt. Det var her, morens mælk var dryppet
ned på jorden, og det var også her, hendes tårer havde opløst
mørtelen. Nu kunne Arve uden problemer fjerne alle stenene i muren. Men der var kun knogler tilbage af hans mor.
70
Ordet fanger Eventyr.indd 70
24/04/13 11.56
S A LT E TÅ R E R
Grædende lagde han dem sammen i græsset, der hvor han
havde leget alene som lille dreng. Åh, hvor han fortrød, at
han var gået fra hende! Hvor kunne han dog også efterlade
hende alene, ensom og hjælpeløs, som hun var!
Hans salte tårer faldt på hendes knogler, og da hans unge
kone så ham så ulykkelig, begyndte hun også at græde. Og
da – i det øjeblik, da begge deres tårer forenedes på de hvide
knogler, kom der pludselig liv i dem. De voksede sammen,
og snart stod drengens mor i levende live foran dem – i frihed og for første gang virkelig lykkelig. Endelig kunne hun
holde sin søn i begge sine arme og stryge hans hår og kysse
ham! Og så havde hun ovenikøbet en svigerdatter! Det var
helt umuligt at sige, hvem af dem der var lykkeligst: Arves
mor, fordi hun endelig kunne holde om sin søn, Arve selv,
fordi hans mor var fri og genopvakt til live, eller Arves unge
kone, fordi hun så ham så glad. Nogle af deres glædestårer
dryppede i hestens tomme øjenhuler, og pludselig fik også
hesten sine bløde brune øjne og sit syn tilbage.
Men nu ville de for intet i verden blive her længere. Hesten tog dem alle tre på sin ryg, og de red tilbage til den døde
fyrstes fæstning.
Her fødte den unge kone efter et år tvillinger, en dreng
og en pige. Der gik ikke lang tid, før de løb rundt på den
dystre borg og fyldte de mørke rum med latter og glæde,
så hele borgen blev forvandlet. Snart mindede intet mere
om den ondskabsfulde fyrste. Og endelig kunne også Arves
mor holde et lille barn i sin favn, og selvom hun ikke kunne
amme dem, så kunne hun dog lege med dem og synge og
rede deres hår og kysse deres bløde kinder og gøre alle de
ting, hun ikke havde kunnet gøre med sin egen lille dreng.
71
Ordet fanger Eventyr.indd 71
24/04/13 11.56
S A LT E TÅ R E R
Men der, hvor fyrsten lå begravet, voksede der aldrig en
plante mere, ikke engang ukrudt. Ingen spildte en tåre over
ham. Hans grav var det mørkeste på hele kirkegården, også
om natten, når alle andre grave lyste svagt i måneskinnet på
grund af de salte tårer, der blev grædt over deres døde.
Ordet fanger Eventyr.indd 72
24/04/13 11.56