Garnindkøbsforeningen af 1998 Nyhedsbrev juni 2014 Bestyrelsen har det seneste års tid ændret karakter. I april kunne vi byde velkommen til fire nye bestyrelsesmedlemmer. Den samlede bestyrelse med ny energi og faglige nørder præsenterer vi derfor i dette nyhedsbrev udover at vi har fokus på Pemotex. Bestyrelsen Rosa Tolnov Clausen (1985) er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding i 2013 og har en kæmpe passion for tekstiler. Specielt for at undersøge og opsøge egnsspecifikke tekstile traditioner og teknikker og udfordre, hvordan disse kan vedligeholdes og få fornyet relevans gennem design. Rosas passion har ført til studieophold i Berlin, Firenze, Helsinki og Kyoto for at forbedre hendes tekniske kunnen, specielt indenfor vævede tekstiler. Desuden har udenlandsopholdene ført til praktik og virksomhedssamarbejder i Novara og Como i Italien, hvor Rosa herigennem fået et historisk, praktisk og teknologisk indblik i produktionen af hør- og silketekstiler på de to traditionsrige væverier Crespi1797 og Clerici. Selv ser Rosa at det internationale perspektiv har givet hende en række erfaringer med tekstiler og traditioner og et omfangsrigt internationalt netværk inden for tekstilverdenen. Elke Reinholdt Nielsen (1973) er bosiddende i København, hvor hun i 2013 tog afgang Kunstakademiets Designskole som tekstildesigner. I hendes designarbejde beskæftiger hun sig med det vævede tekstil som udsmykning i rum. Hun er optaget af den atmosfære vi oplever i et rum, og hvordan tekstilets evne til at skabe nærhed i rum, kan ændre på den sanselige oplevelse. I afgangsprojektet fra designskolen arbejdede hun med den digitale enkelttrådsstyrede væv, og de muligheder denne teknologi giver den enkelte tekstildesigner i udviklingen af vævede tekstile udsmykninger. Elke har en svaghed for hør og papir, en passion for farver og en kærlig tålmodighed til væven. Lisbeth Degn (1956) bor i Jyllinge. Der er altid et eller andet der optager Lisbeth, nye ting, materialer og garner at udforske. Den nysgerrighed har været med til at skabe og udgive 11 bøger på tekstilforlagt FiberFeber, som Lisbeth ligeledes har været medstifter af. Derudover er Lisbeth stifter og medejer af forlaget Pro-Sit www.pro-sit.dk. Senest har Lisbeth udgivet bogen ”Strik med garner, som ter sig”. Vi havde glæden af at præsentere netop denne bog i efterårets nyhedsbrev. Lisbeth har udstillet flere forskellige steder bl.a. i Barcelona på deres Tekstilmuseum, Mini Tex. Samt deltaget i LAB 12. I hendes eget lille foretagende, Dragen Kunsthåndværk www.dragenkunst.dk . Lisbeth holder åbent hus et par gange om året og udstiller sine ting. Derudover er Lisbeths strikdesigns at finde ved bl.a. Karen Noe og Sommerfuglen. Astrid Skibsted (1982) er optaget af tekstil- og produktdesign med særligt fokus på vævede tekstiler. Hun har erfaring med det kommercielle marked til boligtilbehør, design til håndarbejde og med tekstilkunst og installation. For Astrid er design og håndværk tæt forbundet. Hendes arbejde tager ofte udgangspunkt i eksperimenter med farver og materialer. Hvor hun er stærk optaget af den kompleksitet, der er i forholdet mellem binding, farve og materiale. Det betyder meget for Astrid at være en aktiv del af forskellige kreative fællesskaber i Aarhus, hvor hun bor og arbejder. Bl.a. har Astrid været med til at starte Pecha Kucha i Aarhus, som er et verdensomspændende foredrags- og inspirationskoncept. Herudover har hun haft værksted i Højkant og Mejlgade 47. Astrid er desuden en del af et netværk for kvindelige kunstnere og illustratorer, hvor vi deler uundværlig sparring og viden. Det er en fornøjelse at være en del af alle disse kreative netværk, og den type samarbejde giver hende arbejdsgejst og stort engagement. Merete Erbou Laurent (1949) er væver og designer, og bor i Nimtofte. Hun er med en kunstnerisk uddannelse, en stor håndværksmæssig erfaring og en designoverbygning blevet ført vidt omkring i sit fag. Hun har haft eget værksted siden 1970, har lejlighedsvis undervist og har gennem mange år ydet en stor formidlingsindsats indenfor dansk kunsthåndværk og design. På sit værksted har Merete vævet både billedtæpper og gulvtæpper. Som billedvæver har hun været optaget af det kunstneriske udtryk i sine tekstile arbejder, men en efteruddannelse på Arkitektskolen Århus’ afdeling for design og rum vakte hendes interesse for tæppernes dialog med lys, rum, farver og møbler. Det har ført til at Merete i de senere år især har arbejdet med design og fremstilling af gulvløbere i papirgarn. Gennem Crafts Collection kom Merete i kontakt med Hay, som har indlemmet hende i deres hold af designere og sat to kollektioner af løbere og gulvtæpper i produktion. www.merete-erbou-laurent.dk. Dorthe Merete Lykke Jensen (1976) bor i Kolding og er tekstillæreruddannet fra Skals Tekstilseminarium i 2003 og blev i 2008 uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding. Dorthe arbejder med konstruktion af tekstiler på strikkemaskinen og håndstrik samt efterbehandling med formfixering og farvning. Hun arbejder eksperimenterende både med strikketeknikker og i særdeleshed med materialers egenskab - monofil, crespegarner, metalgarner, uld der valker m.m. Udtrykket er ofte organisk med tredimentionelle overflader. Dorthes nyeste projekt er fem store lampeskærme med inspiration og udtryk fra køkkenhaven. Eksklusive tørklæder er det næste projekt hun går i gang med. Dorthes arbejdsliv er en kombination af selvstændig virksomhed med strikdesign, udstillinger, foredragsholder og undervisning i ind- og udland, og min fastansættelse som underviser i strik og idéudvikling på Skals Højskole. Dorthe har været et aktivt bestyrelsesmedlem i Garnindkøbsforeningen siden 2009 og formand i 2011-2013. Nu varetager Dorthe jobbet som garnindkøb og garnuddeler/webmaster samt har kundehåndteringen i foreningen. Derudover er hun medlem af Danske Kunsthåndværker siden 2008 og har siden 2013 været med i Danske Kunsthåndværker region syd´s grupperåd og fra 2014 i optagelsesudvalget. www.dmlj.dk. Susanne Rishede (1943) bor i Lejre og har igennem mange år været suppleant i Garnindkøbsforeningen, bestyrelsesmedlem i Midtsjællands Vævekreds og medlem af Netmaskerne. Strik har været i Susannes liv lige siden hun i 1974 mødte en strikkemaskine. Mødet har ført til en fortrolighed med strikdesign, der har udfoldet sig i udvikling af undervisningsmateriale, undervisningsforløb på både Danmarks Designskole og Designskolen Kolding og arbejde som strikdesigner hos Bitte Kai Rand. De seneste år har Susanne været optaget af crepegarner og andre tråde, som trækker skævt, når de bliver strikket. I udgivelsessamarbejdet ”Strik med garner, som ter sig”, står Susanne for bogens maskinstrikkede modeller. Marianne Johnstad-Møller (1965) er uddannet tekstildesigner fra Danmarks Designskole i 2004 med speciale i strik. Har tidligere syet kostumer til teater og dans. Fra værksted i København, arbejder Marianne med maskinstrik, håndstrik, hækling og gimpning. Inspirationen kommer oftest fra gamle håndværk, specielt blonder og fra naturen, især havet. Arbejdet med teknikkerne strækker sig fra undervisning til udvikling af fullyfashion prøver og showpieces til den eksklusive del af modebranchen. Arbejdsugen deles i øjeblikket mellem værksted og farvebutikken Spektrum. På værkstedet arbejder hun med farvesammensætninger og kombinationer til tørklæder som strikkes på en gammel håndført Dubied maskine. Derudover skaber hun skulpturelle strikobjekter med lys i, inspireret af havets gopler. Marianne har været bestyrelsesmedlem i nogle år, og er medlem af danske kunsthåndværkere og designere hvor hun er med i udstillingsudvalget. www.mariannejohnstad.dk. Louise Ravnløkke (1984) fascineres af det der er skævt. Det giver hende smil på læben og får hende til at fabulere i historier, som tager form i det tekstile fag. Louise er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding år 2012. Fra værkstedet i Aarhus arbejder Louise med forskellige tekstile teknikker. Primært balancerer hun med tekstiltryk og strik. Håndværket optager hende meget. Det gør også at gamle og nye teknikker pirrer hendes nysgerrighed til at udforske nye potentialer. Louises arbejdsliv deles af jobbet som værkstedsleder i strik på Designskolen Kolding og som selvstændig designer. I hendes selvstændige virke udvikler Louise egne designs og samarbejder med andre virksomheder indenfor tekstilbranchen. Senest har Louise været medstifter af brandet Just Eat It .dk www.justeatit.dk , der arbejder med intuition som designproces. Første projekt i samarbejdet førte til ”Lumpas”, en serie tekstile objekter til at hænge på væggen sammen med eller i stedet for grafik. www.louiseravnloekke.dk. Pemotex Tre medlemmer vil gerne dele deres erfaringer og arbejder med 07-4010 B Pemotex. http://www.yarn.dk/product/07-4010-b-pemotex-625/ Pemotex er en 100 % polyester garn, Nm 11,7. Det særlige ved dette garn er, at det dels er brandhæmmende og dels ved varmebehandling bliver stift. Carrie-Ann Stein har studeret Fashion Design with Knit på Central Saint Martin’s College med afgang år 2013. Her brugte hun Pemotex i sin afgangskollektion, hvor hun arbejdede med strikkede og vævede strukturer med opklippede flotteringer, som hun efterfølgende printede ovenpå. Det fascinerer Carrie-Ann hvordan Pemotex ved svag varme stives af. http://www.carrieannstein.co.uk Jacob Peter Bille har brugt Pemotex som kæde og skud. Dog mest som kæde. Formålet var at finde et materiale, som kunne rejses fra en flade til en form. “Pemotex har den fantastiske egenskab, at den ved kontrolleret varme, kan gøres formbar. Altså at man kan smelte den til keramik lignende overflade. Som var mit mål - eller hensigt.” Jacob Jacob mener at Pemotex i sig selv er kedeligt at kigge på, men at det er sjovt at lege med. Der sker først noget, når garnet opvarmes ellers farves. Jacob har farvet med ramazol på papir og overført via transferprint. På den måde finder Jacob det utrolig nemt at arbejde med som materiale. Pemotex er et materiale, som Jacob bliver ved at vende tilbage til. Næste udfordring ser han kunne være at eksperimentere med “højden”. Hvor selvbærende kan tekstilet være? Ronni Aakermann Johansen er studerende ved Designskolen Kolding. Ronni er netop igang med sit bachelorprojekt, hvor egenskaberne for Pemotex spiller en væsentlig rolle for at hans idé kan lade sig gøre. I projektet ”The Mountains” arbejder Ronni med strømledende jacquardstrik, som kan bruges som strømfordeler. I den forbindelse er det afgørende at materialet er brandhæmmende og kan stive de kegleformede objekter af. For at gøre strikken stabil, har Ronni arbejdet med i flere lag, hvor han gør brug af letheden i Pemotex. Som ledende fiber har Ronni brugt Bekinox, og derudover en termokrom fiber, der ændre farve ved varmepåvirkning. www.yarn.dk sommerferielukket fra den 7.juli til den 3. august. Skulle du have lyst til at dele dine erfaringer og undersøgelser med Garnindkøbsforeningen garner, er du velkommen til at benytte www.facebook.com/yarn.dk eller skrive til Louise Ravnløkke på [email protected]. Med venlig hilsen Bestyrelsen Garnindkøbsforeningen af 1998
© Copyright 2024