Det er en personlig ting at være frivillig

Det er en personlig ting
at være frivillig
Anne Diemer var en af pionererne bag den organiserede selvhjælp
i Thy: ”Fagfolk ved for lidt om selvhjælpen, og politikerne har
sympati for tanken, men også for lidt viden”
”Det er en meget personlig ting at være
frivillig, og du skal føle, at her kan du være dig
selv, og at det gør en forskel, at du er her. Du
har ikke et fagligt ansvar, men et
medmenneskeligt, og du skal være meget
bevidst om, hvor tæt du kan komme på et andet
menneske.”
Anne Diemer er én af de mest centrale
skikkelser i den organiserede selvhjælp i Thy.
Hun var med fra begyndelsen i 1989, da hun
og nabokonen blev inspirereret af en artikel i bladet ”Samvirke” om forkvinden for en
husholdningsforening, der havde startet små selvhjælpsgrupper i det sønderjyske.
Og Anne Diemer var med hele den lange første vej fra køkkenbordet i Hundborg til
dét, der blev til De Frivilliges Hus, nu Frivilligcenter & Selvhjælp Thisted. Hun blev
husets første lønnede leder frem til 2006, da hun selv ønskede at skifte spor. Og i dag
er hun frivillig i Vågetjenestenen i Thisted, inspireret af Vågekonerne i Hanstholm,
som ofte træder til, når et menneske skal dø.
Samfundet fokuserer mere og mere på de frivillige som en ressource, der kan
mildne de ændringer, der sker i de offentlige budgetter, og det er Anne Diemer ikke
1
udelt begejstret for: ”Som frivillig gør man noget andet, og de, der får løn for det,
skal meget klart fortælle, hvad de selv skal af faglige grunde, og hvad de frivillige må
af medmenneskelige grunde.
Som tiden er, skærer det offentlige ned og håber på mange flere frivillige. Men det
går ikke, for de frivillige har ikke fagligheden, og de skal ikke uddele medicin eller
give indsprøjtninger. Alle kan fejle, og de ansatte har en faglighed, som betyder, at de
kan blive efteruddannet og blive bedre – men tænk på den frivillige, der kom til at
begå en alvorlig fejl.
Vi må som frivillige være meget klare i mælet om, hvad vi kan og vil, og de frivillige
bør organisere sig i et hus som f.eks. Frivilligcenter & Selvhjælp Thisted for at sikre
balancen mellem frivillig og ansat,” siger Anne Diemer, som også mener, at
selvhjælpen trænger til at få gentænkt potentialet.
”Alt for mange fagfolk ved ikke et ord om selvhjælpen. Jeg så gerne, at læger,
fysioterapeuter og andet frontpersonale vidste mere om selvhjælpen. Og de
praktiserende læger burde have den højere oppe i deres bevidsthed. Men at de ikke
har det, skyldes måske, at de er for overarbejdede og ikke får penge for forebyggelse.
De får løn for 10 minutter pr. patient, og det forebyggende kræver mere end 10
minutter.
Politikerne skal også vide noget
mere. De har sympati for
selvhjælpen, men de har ikke ret
meget viden,” siger Anne Diemer,
som selv blev ”fanget” af det
frivillige arbejde ved det, hun kalder
et meget lykkeligt sammentræf, fordi
hun holdt pause fra sit timelærerjob
på sygeplejeskolen i Thisted. Selv
synes hun i øvrigt, at det var
fantastisk, at hun kunne finde noget
at arbejde med i Thy ”med så
ejendommelig en uddannelse som
kultursociolog”.
2
På det tidspunkt fyldte selvhjælpstanken meget i medierne, ”og det ramte mig i
hjertet. Det handler om almindelige mennesker med almindelige problemer, som kan
være tunge nok, men når disse mennesker går sammen om at hjælpe hinanden – og
sig selv – bliver det også et medmenneskeligt supplement til det, som samfundet kan
tilbyde.
Mange har en forkert opfattelse af selvhjælpen. Nogen mener, at den er for
mennesker, som det er meget synd for. Men nej: Hvis det går sådan i en
selvhjælpsgruppe, skal gruppes stoppes, for så er den en fiasko. Du kan godt trænge
til trøst og have det elendigt, men du er nødt til at sige: ’Det var godt nok fandens,
men hvordan kommer jeg videre?
I dén sorg og forfærdelighed mødes man og giver hinanden hjælp til at komme
videre, hvis man smider maskerne og evner at tale åbent om det,” siger Anne Diemer,
der som mange af de første i selvhjælpen var tilflytter i Thy. Thyboerne er kendt for
at være tilbageholdende og måske ikke så åbne, så hun var overrasket over, så hurtigt
selvhjælpen slog an her, men mener, at det måske skyldtes, at ideen allerede lå i
luften og blev meget omtalt i medierne.
Desuden havde pioneren Lisbeth Bonde Petersen fra Sdr. Bjert ved Kolding, som var
den store inspirationskilde, været rigtig god til at gøre selvhjælpen til noget
hverdagsagtigt og håndterligt: ”Livet har altid været svært, men vi har været vant til
at hjælpe hinanden, også inden der
kom læger o.s.v. til. Jeg tror, at den
gamle viden gør, at det føles
naturligt at dele sorger og tanker
med nogen, der forstår, hvad man
siger, fordi de selv har været i det,”
siger Anne Diemer.
I Thy var det daværende Viborg
Amt en vigtig medspiller. Den lille
arbejdsgruppe, som Anne Diemer
var med i, havde næppe præsenteret
sin idé om selvhjælpsgrupper, før
amtet tilbød støtte og i øvrigt var ”en
3
fantastisk gode partner, fordi de, der sad i amtet, logisk nok havde større udsyn, flere
ressourcer og medarbejdere end kommunerne”.
Selvhjælpsarbejdet spredte sig til hele amtet, og landssamarbejdet kom også hurtigt i
gang. Efterhånden fik Anne Diemer også et stort internationalt netværk, og i lange
perioder ”tog” selvhjælpsarbejdet hende så meget, at hun i tilbageblik erkender, at det
ofte gik ud over familien derhjemme.
Men der skete noget, og der kom resultater. Det nyttede. I Thisted, hvor Anne Diemer
var blevet lønnet medarbejder, begyndte det som ”Selvhjælpsbutikken”, der havde til
huse i en lukket tobaksforretning, ”Cigarkassen”, over for Sparekassen Thys
hovedsæde, og Selvhjælpsbutikken trak i begyndelsen meget på Center For Frivilligt
Arbejde i Odense, bl.a. med hensyn til at afgrænse det frivillige arbejde i forhold til
det lønnede.
Siden blev adressen Vestergade i Thisted og navnet ”De Frivilliges Hus”, mens
initiativer og nye foreninger og selvhjælpsgrupper kom til. En meget stor del af Anne
Diemers arbejde bestod i koordinering og planlægning, men hun har altid været glad
for vekselvirkningen mellem dét og selve arbejdet i selvhjælpsgrupper.
Men da hun fyldte 60 i 2006, ”havde jeg samlet mod til at turde stoppe. Jeg trængte
til at lave noget andet, og huset trængte til en ny udvikling – selv om det var svært at
stoppe: det var ligesom at flytte
hjemmefra,” siger Anne Diemer, der
et halvt år efter sin frivillige afgang
fik et meget spændende job på
Hospice Djursland som koordinator
for de frivillige.
”Det var et fantastisk job – jeg havde
så mange års erfaring med det store,
bredspektrede arbejde, og så skulle
jeg ud på et hospice, hvor folk er så
specialiserede,” siger Anne Diemer.
I begyndelsen var sygeplejerskerne
dér meget skeptiske over for de
frivillige, selv om netop de frivillige
4
”er en del af hospicepakken”, men gennembruddet kom, da sygeplejerskerne kom
med til at definere, hvad de frivillige måtte. Og fronterne blev blødt helt op, da
sygeplejersken fandt ud af, hvor dybt engagerede – og kvalificerede – de frivillige
var. Og det var alene afstanden mellem Djursland og bopælen i Thy, der fik Anne
Diemer til at stoppe.
I et tilbageblik over de første 25 år noterer Anne Diemer sig, at selvhjælpen ikke var
nogen døgnflue, men er blevet etableret – men som nævnt nu trænger til at få
gennemtænkt potentialet. I dag er der selvhjælpsgrupper i stort set ethvert vestligt
land – og selv om hun slap tøjlerne som leder i 2006, har hun lige siden da selv været
med i en selvhjælpsgruppe, Vågetjenesten i Thisted:
”Her kommer man meget tæt på sorg, men også til at arbejde med mange af de
livsværdier, som er fælles for os alle: ’Hvad gør livet mig? Hvad skal jeg bruge mit
liv til?’ Hvad enten man er vågekone eller ej, er det ikke langt fra os selv. Det handler
om at erkende, hvor vi er, og det føles dybt meningsfuldt,” siger Anne Diemer.
5