1. No category

PETER
GUNDELACH
Græsrodsbevægelser, lokalsamfund
og rusmiddelproblemer 1
Nye strategier?
Man kan groft sagt skelne mellem to typer af rusmiddelproblemer. Det ene drejer sig om størrelsen af forbruget i befolkningen som helhed og
navnlig i specielle dele af befolkningen, især de
såkaldte risikogrupper. I forbindelse hermed kan
man nævne grupper, hvor konsekvenserne af
forbruget er særligt skadelige. Det drejer sig eksempelvis om alkohol ved bilkørsel eller risikoen
for erhvervsskader under påvirkning af alkohol.
Det andet vedrører behandlingen af alkoholikere
og andre rusmiddelafvigere. Staten er en væsentlig aktør med hensyn til at påvirke begge disse forhold. I de seneste år har man i den offentlige debat og forskellige forsøgsordninger peget på to
nye - eller måske rettere genopfundne - former
for løsninger på disse to typer af problemer, nemlig sociale bevægelser og lokale initiativer. I begge
tilfælde er der tale om kraftig inspiration fra fortidens indsats mod de to problemer.
Bygger man på sådanne erfaringer, kan man sige, at sociale bevægelser navnlig kan have generel
indflydelse på forbrugets størrelse, men når det
generelle forbrug nedsættes, sker der også begrænsninger hos risikogrupperne. Den oprindelige afholdsbevægelse havde betydning for det dalende alkoholforbrug, selvom forbruget i
1800-årene var dalende, før bevægelsen blev star-
tet (Gundelach 1988). Man må derfor diskutere,
om der kan tænkes at opstå en ny afholdsbevægelse i det nuværende samfund. Den anden erfaring er, at indsatsen over for de sociale problemer
i forbindelse med narko- og alkoholforbruget kan
ske gennem lokalsamfundsinitiativer. Tankegangen er, at det sociale netværk kan medvirke til at løse sociale problemer også for de svageste grupper,
eksempelvis rusmiddelmisbrugere.
I denne artikel vil jeg argumentere for, at ingen
af disse forslag kan løse de problemer, man ønsker, og at de bygger på en samfundsforståelse,
som ikke i tilstrækkelig grad inddrager en analyse
af det nuværende samfunds karakter. U dgangspunktet for argumentationen er en diskussion af
begreberne social bevægelse og lokalsamfund.
Begreber og samfund
Det er naturligvis banalt at sige, at samfundsvidenskabelige teorier og problemer inden for enkeltområder kræver en analyse af det samfund,
problemerne og teorierne eksisterer indenfor.
•
1. Denne artikel er en revideret udgave af et oplæg på Nordisk
samfundsvideskabeligt Rusmiddelforskermøde i Charlottenlund, Danmark, august 1992.
Nordisk Alkoholtidskrift Vol. IO, 1993: l
-
14-
Man kan ikke studere sociale bevægelser, lokalsamfund eller rusmidler eller for den sags skyld
noget som helst andet, uden at man først gør sig
karakteren af det samfund, sådanne fænomener
eksisterer indenfor, klart. Desværre sker det alt
for sjældent, at samfundsanalysen gøres eksplicit.
Der er eksempelvis ikke tvivl om, at såvel begrebet social bevægelse som lokalsamfund ("community" eller "Gemeinschaft") betyder noget helt andet i dag, end da disse begreber først blev anvendt
for over 100 år siden (jvf. Gundelach, Mortensen
& Tonboe 1990).
Sociale bevægelser er dannet for at ændre på
forhold i samfundet. Folk slutter sig sammen i en
eller anden form for organisation, og de har et
projekt, et formål, med sammenslutningen. Bevægelserne er i opposition. Der er noget, de vil
have lavet om på. Men bevægelser er mere end
det. Det er også organisationer til selvhjælp; der
prøver at oprette institutioner, der kan gavne såvel deres sympatisører som andre i samfundet.
Denne begrebsdannelse af sociale bevægelser refererer til den klassiske forståelse af store sociale
bevægelser med et omfattende samfundsændrende potentiale (HeberIe 1951; Touraine 1988). Man
kan også benytte begrebet sociale bevægelser eller
græsrodsbevægelser om mindre lokale protestgrupper, jvf. nedenfor.
I den klassiske samfundsvidenskab i slutningen
af 1800-årene og begyndelsen af dette århundrede
var det stort set kun de bevægelser, der havde arbejderklassens frigørelse som projekt, der blev
analyseret. Andre bevægelser som f.eks. den tidlige kvindebevægelse eller afholdsbevægelsen
(hvoraf denne sidste antalsmæssigt i en lang periode havde større opslutning end arbejderbevægelsen) blev næsten ikke analyseret af de klassiske
samfundsforskere. Det skyldes utvivlsomt, at arbejder-kapitalist var det fremvoksende industrielle samfunds centrale hovedmodsætning, men betyder, at der ikke eksisterer klassiske teorier om
sociale bevægelser, der er anvendt på afholdsbevægelsen, som jo ikke har et klassernæssigt relateret projekt. De senere teorier om afholdsbevægelser knytter dog fremvæksten af afholdsbevægelser til en bestemt historisk periode (Bundsgaard
og Eriksen 1986, Gundelach 1988), nemlig industrialiseringen, som bl.a. kræver en stigende grad
af "selvdisciplinering" (Bundsgaard og Eriksen
1986, 59) hos arbejderen.
Der er naturligvis ingen tvivl om, at afholdsbevægelsen har spillet en betydelig rolle på alle tre
områder i de skandinaviske lande, og i mange
andre. Spørgsmålet er imidlertid, om man kan forestille sig, at der vil opstå en ny slagkraftig afholdsbevægelse også i det nuværende samfund,
hvor de sociale forudsætninger er helt anderledes? Industrialiseringen er jo gennemført og klassestrukturen langt mere flydende. Dette er det
ene grundlæggende spørgsmål, som vil blive forsøgt besvaret i denne artikel.
Det andet hovedspørgsmål er knyttet til begrebet lokalsamfund. Vi er her på terminologisk gyngende grund. Begrebet lokalsamfund er beslægtet
med det klassiske "Gemeinschaft': der på engelsk
oversættes til "community". Modsætningerne er
henholdsvis "Gesellschaft" og ''Association'' eller
"Society". Det er straks vanskeligere at oversætte
begreberne til de skandinaviske sprog. Falk (1990)
forsøger sig med en fordanskning af begreberne
til "fællesskab" og "selskab". Det er dog en noget
kunstig sprogbrug. Ofte ser man en begrebs anvendeIse, hvor Gemeinschaft/community oversættes med lokalsamfund, men hvor det ikke er
præciseret, hvad modsætningen til lokalsamfundet som begreb egentlig er.
Brugen af ordet lokalsamfund skjuler, at der i
Tonnies' ( [1987] 1963) oprindelige teori er tale om
relationstyper og ikke om samfundsformer. Gemeinschaft er sociale relationer, der er karakteriseret ved, at det har et formål i sig selv og en subjektiv følelse af, at parterne hører sammen. Gesellschaft er relationer, der har et ydre formål, en
interesse. Relationen er præget af rationalitet.
Benytter man begrebsparret i dets klassiske betydning, har det ikke megen sammenhæng med
den aktuelle politiske diskussion om styrkelse af
lokalsamfundene. Lokalsamfundet defineres mere eller mindre implicit som "et mindre, geografisk område, hvor indbyggerne objektivt set harog også subjektivt føler - et socialt og funktionelt
fællesskab" (Sundbo 1972). Lokalsamfund kommer til at minde om de traditionelle landsbysamfund, hvor der er et tæt arbejdsmæssigt og kulturelt fællesskab og høj grad af interaktion.
Man må altså frigøre diskussionen om lokalsamfundets betydning i forhold til rusmiddelproblemer fra den klassiske sociologiske diskussion
om Gemeinschaft/Gesellschaft og kun betragte
begrebet med de moderne administrative syste-
Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 10, 1993:1
-
15-
mers rationelle øjne. Lokalsamfundet opfattes her
som et middel til at løse problemer, som ikke kan
tackles af det sædvanlige velfærdsstatslige system. På den baggrund må man spørge, om lokalsamfund eksisterer i det nuværende samfund, og
om det er i stand til at løse de problemer, som
man ønsker.
Kommet så langt kan opgaven altså formuleres
således: Eksisterer der hhv. sociale bevægelser eller lokalsamfund som kan løse hhv. problemer
med rusmiddelforbrugets størrelse eller med at
hjælpe de sociale afvigere, der opstår pga. for
stort rusmiddelforbrug? I den følgende diskussion vil jeg navnlig eksemplificere argumentationen med alkoholproblemer, men en tilsvarende
analyse vil kunne foretages med andre rusmidler.
En ny afholdsbevægelse?
Der er ingen tvivl om, at den gamle afholdsbevægelse havde stor betydning i Danmark. Den havde
og har stadig betydning i de øvrige skandinaviske
lande, om end dens betydning er dalende. Sociale
bevægelsers dannelse og muligheder hænger
sammen med det omgivende samfund. Uden at
gå ind i en nærmere analyse kan man sige, at siden den klassiske afholdsbevægelse startede, er
der sket i hvert fald tre ændringer, der er væsentlige for denne artikels problemstilling. Sammenlignet med det tidlige industrialiserede samfund er
det nuværende præget af 1) høj grad af differentiering, 2) høj grad af individualisering og 3) hedonistiske og selvrealiserende værdier.
Disse faktorer betyder, at ændringerne i forbruget og misbruget formentlig vil være knyttet til
helt andre faktorer end en social bevægelse. For
blot at antyde en analyse kan man sige, at differentieringen og opsplitningen i samfundet formentlig vil lede til større misbrug og flere afvigere. Forklaringen herpå er den traditionelle, at opløsningen i samfundet og de løsere normer medfører flere isolerede individer og sociale problemer. Over for dette står, at individualisering kan
lede til ringere forbrug. Kravet om at kunne kontrollere sin tilværelse kombineret med krav om, at
man skal se "veltrimmet" ud, kan måske medføre, at forbruget vil være aftagende (jvf. Makelii
1983). Endelig kan man forvente, at ændringer i
retning af mere hedonistiske værdier vil medføre
et forøget alkoholforbrug. Sådanne værdiændringer ligger som en antagelse bag megen af litteraturen om fremvæksten af det postmaterielle
samfund (Inglehart 1990). På mange områder er
disse værdiændringer veldokumenterede, men
en nyere dansk undersøgelse (Gundelach & Riis
1992) tyder på, at udviklingen ikke er så entydig
endda. På en række områder, ikke mindst i relation til familien, er værdiudviklingen gået i en
mere restriktiv retning.
Alt i alt må man imidlertid sige, at de nævnte
ændrede samfundsmæssige omstændigheder betyder, at man ikke kan forvente, at der vil opstå en
ny afholdsbevægelse som den, der havde sin storhedstid, i hvert fald i Danmark, for over 75 år siden. En undersøgelse af frivillige organisationer i
Danmark (Habermann & Parsby 1987) viser da
heller ikke tegn på, at noget sådant er ved at opstå. Langt hovedparten af de organisationer, der
er relateret til alkohol- og narkoområdet, er gamle
og små. Kun ganske få er grundlagt efter 1960.
Habermann og Parsby forklarer dette resultat
med, at det nye problemfelt, narkornisbruget, ikke har ledt til betydelige organisationsdannelser,
fordi denne opgave stort set varetages af det offentlige system. Dertil kan man føje, at den gamle
afholdsbevægelse kan opfylde de eksisterende behandlingsbehov i samarbejde med de offentlige
myndigheder.
Denne afvisning af en stor og omfattende afholdsbevægelse er næppe overraskende, selvom
man retfærdigvis må tilføje, at man aldrig kan forudsige sociale bevægelsers fremkomst, heller ikke
inden for rusmiddelområdet. Det er værd at bemærke, at der bredt betragtet har været kraftige
holdningsændringer, om end ikke i form af egentligt organiserede sociale bevægelser, på forskellige
konsumområder. Tobaksrygning betragtes i vide
kredse som forkasteligt, og i USA er også kaffedrikningen udsat for kraftig kritik. På mange andre konsumområder er der tilsvarende holdningsændringer, eksempelvis til forbrug af kød, medicin eller fedtstoffer.
Når man kan se bevægelsesagtige holdningsændringer på disse områder, hvorfor så ikke på alkoholområdet? Her tror jeg svaret ligger i, at
overklassen drikker mere end underklassen. Det
medvirker til at hæmme fremvæksten af en ny afholdsbevægelse af i hvert fald to grunde. For det
første er det overklassen, der definerer samfun-
Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 70, 1993: l
-
16-
sig selv og tager mindre hensyn til andre. I det
næste afsnit vil jeg fortsætte denne tankegang i en
diskussion af lokalsamfundenes mulighed for solidaritet mellem sociale afvigere og den øvrige befolkning.
dets problemer. Derfor er der næppe sandsynlighed for, at man vil opfatte alkohol som et socialt
problem. For det andet ved vi, jvf. nedenfor, at
deltagere i sociale bevægelser er mere højtuddannede end befolkningen som helhed. De potentielle deltagere i en ny afholdsbevægelse har altså formentlig et højere forbrug end resten af befolkningen. Det fremmer ikke muligheden for dannelse af en bevægelse.
Konklusionen er altså, at man ikke kan forvente
en fremvækst af en ny social bevægelse eller for
den sags skyld en styrkelse af de gamle afholdsbevægelser, som kan påvirke forbruget af alkohol
i nedadgående retning. Derimod kan en række
andre faktorer forventes at medvirke til, at alkoholforbruget nedsættes. Man kan nævne i hvert
fald to sådanne forklaringer. Den ene er allerede
nævnt, nemlig livsstilsændringer, der kræver, at
man har større kontrol over sit eget liv. Løsningen
bliver individuel, fordi vi lever i et langt mere individualiseret samfund i dag end for 100 år siden.
En anden forklaring bygger på analyser af alkoholforbruget over lange perioder (Room 1991).
Det ser ud til, at der er nogle lange bølgebevægelser i alkoholforbruget. Siden begyndelsen af
1980'erne har mange industrialiserede lande været præget af nedsat forbrug. Forklaringen ligger i
kollektive læreprocesser. Det nedsatte forbrug
skyldes, at befolkningen indser de negative konsekvenser af højt forbrug. Når man senere glemmer disse negative virkninger, stiger alkoholforbruget igen. Ifølge Room (1991) har disse bølger
en længde på omkring tre generationer.
Uanset om den ene eller anden forklaring er
korrekt, eller om der er tale om en kombination af
dem, må man altså forvente en nedsættelse af alkoholforbruget og vel at mærke uden, at dette formidles eller initieres af sociale bevægelser. Det
måske mest interessante er, at man godt kan forvente, at denne mere restriktive holdning til eget
forbrug kombineres med et større frisind i forhold
til andres forbrug. Room (1991, 156) viser, at der
er stigende modstand mod lovgivning, der forbyder salg af alkohol, samtidig med at befolkningen
drikker mindre. Denne modsætning kan forstås
ud fra individualistiske synspunkter og kan altså
benyttes som endnu et tegn på, at der næppe vil
opstå en ny afholdsbevægelse.
I denne argumentation ligger implicit en antagelse om, at befolkningen bliver mere optaget af
Lokale initiativer
Som nævnt kan begrebet sociale bevægelser bruges på andet end store omfattende bevægelser.
Ofte omtaler man små lokale aktionsgrupper som
græsrodsbevægelser. Man kan derfor spørge, om
der kan tænkes at opstå mindre græsrodsbevægelser eller frivillige organisationer på det lokale
plan, som vil forsøge at gøre en indsats, der er relateret til rus midler. Her drejer diskussionen sig
først og fremmest om, hvorvidt disse grupper kan
tænkes at ville hjælpe dem, der er blevet afvigere
på grund af for stort forbrug. Altså om man kan
udnytte bevægelserne og organisationerne til at
løse socialpolitiske opgaver.
Som nævnt må man med lokalsamfund forstå,
at personer, der bor i nærheden af hinanden, udgør et fællesskab præget af identitet og interaktion. Allerede i samfundsvidenskabernes grundlæggelsesfase stillede man spørgsmålstegn ved relevansen af geografiske afgrænsninger af befolkningsgrupper. En af sociologiens grundlæggere,
franskmanden Emile Durkheim ([1902] 1964),
kritiserede i bogen om arbejdsdelingen fra omkring århundredeskiftet, at man benyttede geografiske inddelinger som grundlag for valg til parlamenterne. Han mente, at geografiske opdelinger var ligegyldige. I stedet foreslog han, at man
skulle lade folk indvælge i parlamentet ud fra hvilket fag, de arbejdede indenfor.
Når Durkheim og mange andre med ham afviste tanken om lokalsamfund for snart 100 år siden,
er der naturligvis grund til at spørge, hvorfor det
introduceres så stærkt i disse år. Jeg tror, at en væsentlig forklaring ligger i de forsøg, der er på at
ændre på den skandinaviske velfærdsmodel.
Denne model adskiller sig fra andre europæiske
ved at være knyttet til store bureaukratiske organisationer, der tilbyder ensartede ydelser. Det gør
det særligt let at kritisere systemerne for ineffektivitet. En af løsningerne på ineffektiviteten har været at foreslå at lægge opgaver ud til brugerne, så
der kan ske en tilpasning til lokale forhold. Ideen
Nordisk AlkoholtidskriFt Vol. IO, 1993: I
-
17 -
Tabel l. Uønskede naboer i de skandinaviske lande
1990, %
er, at folk lokalt skal organisere sig eller gennem
de eksisterende frivillige organisationer skal påvirke velfærdsstatens ydelser på det lokale niveau.
Et eksempel på målsætningerne i dette arbejde
kan i Danmark ses i et statsligt socialt udviklingsarbejde - det såkaldte SUM-program - hvori et
af formålene er at styrke et lokalt forankret udviklingsarbejde for at forbedre det lokale fællesskab
(Folketingets Socialudvalg 1988, 1). I vurderingen
af dette formåls opnåelsesgrad skriver Fisker og
Møller (1992, 47f), at hvis man måler et lokalsamfunds styrke på, i hvilken grad det er i stand til at
bevare solidaritet mellem stærkere og svagere, bliver konklusionen, at "man ikke på forhånd kan
regne med, at denne solidaritet findes i de danske
lokalsamfund': eller at "jo flere opgaver der uddelegeres til lokalsamfundene, desto mere solidarisk vil disse opgaver blive løst".
Denne pointe kan suppleres med at se på, hvad
de lokale græsrodsbevægelser navnlig koncentrerer sig om. Det ser ud til, at der navnlig er tale om
grupper, der reagerer mod forskellige offentlige
initiativer, eksempelvis en ny vejbygning, busruter, legepladser osv. Blandt andet som konsekvens af den stigende offentlige involvering i samfundet er der opstået sådanne små lokale pressionsgrupper, der ønsker at påvirke det offentlige
på en så omfattende måde som muligt. Disse bevægelser kan man med et engelsk udtryk kalde
"community groups" (Butcher et al. 1980), og der
er næppe tvivl om, at antallet af disse grupper har
været voksende i den sidste snes år. Disse grupper protesterer mod offentlige initiativer, og det er
formentlig - desværre - langt mere sandsynligt,
at der vil opstå lokale protester mod, at man placerer et behandlingshjem i et område, end at der
vil komme solidariske hjælpesystemer op at stå.
Jeg vil gerne begrunde dette med tre argumenter om 1) opfattelsen af afvigere 2) netværk og lokalsamfund og 3) karakteren af græsrodsbevægelser.
Alkoholikere
Narkomaner
N
34
35
53
59
S
44
65
Kilde: Data fra den europæiske værdiundersøgelse. Ansvarlig for den danske del er Peter Gundelach og Ole Riis,
Aarhus Universitet, for den norske 010 Listhaug, Universitetet i Trondheim og for den svenske Thorleif Pettersson,
Uppsala Universitet. Norsk samfunnsvitenskapelig datatjeneste har oparbejdet materialet.
om, hvem man ikke ønsker som nabo. De spørgsmål er særlig relevante, når man diskuterer lokalsamfund og solidaritet inden for lokalsamfundet.
Svarpersonerne kan sige ja eller nej til mange forskellige typer af naboer: fremmedarbejdere, børnerige familier, neurotikere osv. De to grupper,
der er mindst accept af, er alkoholikere og stofmisbrugere.
I tabel 1 kan man se andelen af befolkningen,
der ikke ønsker alkoholikere eller narkomaner
som naboer.
Tabel 1 viser, at vi ikke har lyst til at have noget
at gøre med misbrugere. Der er ikke de store forskelle i holdningerne i forskellige dele af befolkningen, men man kan sige for Danmarks vedkommende, at de mindst negative er kvinder mellem 30 og 50 år. Selv blandt dem er der dog betydelig negativitet.
Konklusionen er derfor, at der ikke er motivation til at hjælpe afvigerne. Det har der formentlig
aldrig været, heller ikke dengang de store afholdsbevægelser blev dannet. Men de store sociale bevægelser havde behandling som en del af deres projekt. Det er sværere at forestille sig initiativer, der kun satser på behandling. Et af resultaterne fra det danske SUM-program var, at "det [ligger] sjældnere i lokalsamfundsprojekterne, at de
direkte ønsker at have ansvar for løsningen af de
tungeste sociale problemer [som fx alkohol- og
narkomisbrug] " (Fisker & Møller 1992, 46). Disse
tunge opgaver er formentlig alt for vanskelige at
løse for frivillige. Alkoholikere og narkomaner er
meget mere ubehagelige og utaknemmelige at have med at gøre end andre svage grupper, og sandsynligheden for, at man kan se en positiv effekt af
arbejdet, er mindre. Derfor er det svært at få frivilliges opbakning til at hjælpe disse grupper.
Afvigere opfattes negativt
For det første er der ingen sympati for rusrniddelafvigere. Dette kan illustreres med tal fra den europæiske værdiundersøgelse, der er blevet foretaget i 1981 og 1990. I den er der en serie spørgsmål
Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 70, 1993:1
-
DK
18 -
ring. En dansk undersøgelse af sportsforeninger
(Ibsen 1992) har eksempelvis vist, at disse foreninger ikke opfatter sig som knyttet til et bestemt
lokalsamfund. Lokalsamfundet udgør altså ikke
nogen relevant ramme for sådanne aktiviteter.
Svage netværk
Grunden til, at lokalsamfundsprojekterne ikke
ønsker at have noget at gøre med de tungeste sociale problemer, hænger sammen med, at de sociale
netværk er for svage. Tidligere var netværk knyttet til slægt, køn, klasse eller lokalsamfund. Ingen
af disse netværk har i dag betydning. Det var
navnlig kvinderne, husmødrene, der holdt liv i de
lokale netværk. Men i dag arbejder næsten alle
kvinder, og husmødrene er forsvundet. Bymiljøerne er tomme om dagen, når man ser bort fra
dem, der ikke har arbejde. Arbejdet har stor betydning for netværksdannelse. Men der eksisterer
ikke tætte klassernæssige bånd, hvor arbejdsposition og lokalsamfund er vævet sammen.
Helt konkret gælder det altså, at folk ikke er til
stede i lokalsamfundet. De er på arbejde, på
weekend, på besøg osv. De, der er til stede i lokalsamfundet, er de svageste grupper, således som
det også er blevet påvist i de behandlingslandsbyer, som Christie (1990) har undersøgt. Christie
gør opmærksom på, at de handicappede og andre
svage grupper er de eneste, der er tilbage i lokalsamfundene, når resten af befolkningen er på ferie, på arbejde osv. Sådan som vi har indrettet os
i de nordiske samfund, med lange sammenhængende perioder med frihed i weekender eller ferie
på den ene side og med lange arbejdsdage væk
fra bopælen på den anden bliver resultatet følgende: "Nærmiljøer blir skadelidende. De voksne
forskanser seg i det private, eller de forsvinner til
fritidshjemmet eller til charterreiser. Ungdom,
gamle og syke blir tilbake i nærmiljøet uten annen
gjensidighet enn angst møtt med irritasjon"
(Christie 1987, 18).
Netværkene i vort samfund er altså ikke så meget knyttet til geografiske forhold som til arbejde,
fritidsinteresser mv. Firkantet udtrykt: Det lokale
er ikke en relevant samfundsvidenskabelig kategori, og man skal ikke tro, at der kan dannes stærke lokale netværk i det nuværende samfund.
Over for dette argument kan man indvende, at
der allerede eksisterer foreninger i de forskellige
lokale områder. Man kunne måske tro, at nogle af
de eksisterende foreninger kunne ændres eller
drejes, så de kunne tage sig mere af misbrugere.
Jeg vil ikke afvise, at det er muligt, men det er
næppe sandsynligt. Også foreningerne er præget
af samfundets differentiering og individualise-
Græsrodsbevægelsers karakter
Den tredje grund til, at man ikke skal tro, at græsrodsbevægelser kan hjælpe de svageste, er, at
græsrodsbevægelser er organisationer, som dannes i opposition til det offentlige og med den hensigt at få noget lavet om. Alle undersøgelser viser
imidlertid, at de frivillige organisationer, der har
relateret sig til brug af alkohol og narko, har arbejdet tæt sammen med det offentlige. Der har kun
været beskedne modsætninger, og i de fleste tilfælde er aktiviteterne fuldt ud finansieret af det
offentlige. De, der udfører behandlingen, er professionelle og ikke frivillige. Organisatioherne
knyttes til særlige livssyn, især det kristne, men
der er ikke modsætninger mellem dem og det offentlige.
Den hidtidige forskning omkring græsrodsbevægelser viser endvidere, at deltagerne først og
fremmest er de unge og højtuddannede (se fx.
Svensson & Togeby 1976). Det er næppe heller
den gruppe, der er mest tilbøjelig til at være aktiv
i lokalområdet og hjælpe afvigerne. Det er grupper, der snarere er interesseret i at gøre ting for sig
selv og gerne hjælpe andre i samme forbindelse
(en forbedret vejføring hjælper jo ikke alene aktivisterne). De unge højtuddannede er måske også
en gruppe, der føler større solidaritet med sorte i
Sydafrika eller sultende i Somalia end med nogle
lokale drankere.
Det må dog nævnes, at der er enkelte eksempler
på, at der er opstået græsrodsbevægelser, der har
villet medvirke til at hjælpe misbrugere og hæmme forbruget i befolkningen. En velkendt er "Folkebevægelsen mod narkotikamisbrug': som udsprang af den danske fristad Christiania, og som
udførte et stort arbejde såvel lokalt som gennem
forskellige landsdækkende initiativer. Det viser, at
der kan opstå græsrodsbevægelser i lokale miljøer, men forudsætningen er netop, at der er et eksisterende lokalt miljø som det på Christiania, der
kan virke som katalysator for bevægelsen. Uden
for fristaden er dette som nævnt en sjældenhed.
Nordisk Alkoholtidskrift Vol. IO, 1993:1
-
19 -
Selvhjælpsgrupper
Jeg har hidtil argumenteret for, at hverken de frivillige organisationer eller græsrodsbevægelserne
er tilstrækkeligt stærke til, at man kan overlade
indsatsen mod rusmidler til dem. En tredje mulighed er de selvhjælpsgrupper, man ser vokse frem
inden for mange forskellige sociale områder.
Mehlbye og Christoffersen (1992) har analyseret
de eksisterende selvhjælpsgrupper i Danmark i
1991. De definerer selvhjælpsgruppe som en
selvstyrende gruppe, der mødes regelmæssigt for
at diskutere et fælles personligt problem for deltagerne, og hvor alle deltagerne kender hinanden
(s. 112). Denne definition indeholder ikke noget
om en lokal tilknytning, og formentlig er selvhjælpsgrupperne heller ikke knyttet til snævert
afgrænsede geografiske områder, men snarere til
andre former for netværk.
Undersøgelsen viser (s. 126), at fem pct. af
grupperne arbejder med misbrugsproblemer. I en
spørgeskemaundersøgelse vurderede man, hvor
mange der mente, at de på et eller andet tidspunkt havde brug for en selvhjælpsgruppe. Tre
pct. af befolkningen svarede bekræftende på dette
mht. misbrug af alkohol, medicin eller narkotika.
De interviewede nævner langt hyppigere en lang
række andre situationer, hvor de efter eget udsagn havde brug for at deltage i en selvhjælpsgruppe, f.eks. i forbindelse med sorg, familieproblemer eller sygdom. Det lave tal for misbrugs problemer kan ifølge forfatterne måske være undervurderet, fordi personer med alvorlige misbrugsproblemer formentlig ikke har accepteret at lade
sig interviewe.
Organisationer og forvaltning
Det karakteristiske ved selvhjælpsgrupper og ved
meget andet arbejde i frivillige organisationer er,
at relationerne mellem medlemmerne ikke er
præget af formelle magtrelationer. Man kan altså
opfatte dem som Gemeinschaftsrelationer. I de officielle behandlingssystemer vil der være en blanding af Gesellschafts- og Gemeinschaftsrelationer
(Gundelach og Schmidt 1991). Det er derfor klart,
at selvhjælpsgrupper og andre frivillige organisationer kan være et væsentligt supplement til det
offentlige apparat. Det er også vigtigt, at de of-
fentlige systemer er åbne over for samarbejde med
forskellige grupper. Men disse grupper har ikke
styrke og solidaritet til at erstatte den offentlige,
professionelle indsats.
Analysen har vist, at hverken hvad angår netværk eller frivillige organisationer, er der noget,
der tyder på, at lokalsamfundene er egnede redskaber for større ændringer i foranstaltningerne
over for rusmiddelforbruget. Det er fint med eksperimenter og forsøg på at lave lokale initiativer,
men det er skidt, hvis det betyder, at det traditionelle system nedprioriteres. Så får de ideologiske
synspunkter overvægt i forhold til analysen, og
det kan kun komme til at skade den gode sag.
Konklusion
I den offentlige debat fremføres sociale bevægelser, frivillige organisationer og lokalsamfund ofte
som nye strategier på det socialpolitiske område.
Det hævdes, at sådanne strategier kan anvendes
til at løse problemer med omfanget af forbruget af
rusmidler og til en indsats over for misbrugerne.
Den skjulte præmis er, at disse strategier tidligere
har vist sig virksomme. Både '10kalsamfund" og
"social bevægelse" (ikke mindst når man siger en
"folkelig bevægelse") er meget positive begreber i
de nordiske lande. I en tidligere historisk periode
har de vist sig at være effektive problemløsere og
vigtige sociale kræfter.
Måske derfor har man i den offentlige debat og
ikke mindst blandt politikere slået på, at lokalsamfund og sociale bevægelser kunne være virksomme måder at forny velfærdsstaten på. I denne
artikel er der blevet argumenteret for, at en sådan
opfattelse ikke i tilstrækkelig grad indser, at de sociale betingelser for anvendelsen af sådanne strategier er ændret. Samfundet er blevet så individualistisk og opsplittet, at man næppe skal forestille
sig, at der vil opstå omfattende afholdsbevægelser. Alkoholforbruget vil dale, men det er af andre
grunde.
Der eksisterer ikke mere tætte lokalsamfund.
De nuværende lokalsamfund har svage netværk
og ikke mulighed for at etablere en solidaritet mellem stærke og svage. Der er ikke styrke til at klare
de tunge og vanskelige opgaver, der er i forbindelse med at hjælpe misbrugere. Derfor skal man ikke forvente, at disse strategier kan erstatte en of-
Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 10, 1993:1
- 20-
ologi, København 1992
Gundelach, P. & Schmidt, D.: De professionelle og moderniseringen. Nordisk Socialt Arbejde (1991): 3, 45-62
Habermann, U. & Parsby, I.: Frivillige organisationers ressourcer: en undersøgelse af fordelingen af tid og penge i 115 frivillige organisationer. Kontaktudvalget til det frivillige sociale
arbejde, Socialministeriet, København 1987
Heberle, R.: Social Movements. An Introduction to Political
Sociology. Appleton-Century-Crofts, New York 1951
Ibsen; B.: Frivilligt arbejde i idrætsforeninger. Danmarks
Højskole for Legemsøvelser, København 1992
Jensen, M. Kjær: Marked for nye ideer. Socialforskningsinstituttet, København 1992
Mehlbye, J. & Christoffersen, M. N.: Selvhjælpsgrupper omfang, karakter og erfaringer. AKF-Forlaget, København 1992
Miikela, K.: Alkoholkonsumtionens vågrorelser och alkoholfrågans historiska former. Sociologisk Forskning 20 (1983):
1, 11-19
Room, R.: Cultural Changes in Drinking and Trends in Alcohol Problems Indicators. In: Clark, W.B. & Hilton, M.E.: Alcohol in America. Drinking Practices and Problems. State University of New York Press, New York 1991
Svensson, P. & Togeby, L.: Politisk opbrud. De nye mellemlags græsrodsdeltagelse: Årsager og konsekvenser belyst ved
en ungdomsundersøgelse. Politica, Århus 1986
Sundbo, J.: Lokalsamfundet i defensiven? Skrifter udgivet af
lokalhistorisk afdeling m. 2, København 1972
Touraine, A.: Return of the Actor. Social Theory in Postindustrial Society. Minneapolis University Press, Minneapolis
1988
Tonnies, E: Community and Association (Gemeinschaft
und Gesellschaft). Routledge & Kegan Paul, London 1963.
(Oprindelig udgave 1887)
fentlig indsats. Det offentlige kan samarbejde
med forskellige private initiativer, men overlades
ansvaret til befolkningen selv, vil de svageste blive
svigtet.
LITTERATUR
Bundsgaard, I. & Eriksen, s.: Hvem disciplinerede hvem?
Fortid og Nutid, Bind XXXIII, 1986
Buteher, H. et al.: Community groups in action. Case studies and analysis. Routledge & Kegan Paul, London 1980
Christie, N.: Tidernes orden. I: Forbruker- og administrasjonsdepartementet: Åpent - eller stengt? Universitetsforlaget, Oslo 1987
Christie, N.: Til forsvar for ghettoen: om landsbyer for usædvanlige mennesker. Munksgaard, København 1990
Durkheim, D.: The Division of Labor in Society. The Free
Press, New York 1964 (Oprindelig 2. udgave 1902)
Falk, J.: Fællesskab, selskab og den indre bonde. I: P. Gundelach & N. Mortensen & J.e. Tonboe (red.): Sociologi under forandring. Gyldendal, København 1990
Fisker, J. & Rechendorff Møller, E: Lokalsamfund. I: M.
Kjær Jensen (red.): Marked for nye ideer. Socialforskningsinstituttet, København 1992
Flex, K. & Koch-Nielsen, I.: Kommunerne og Sum-Programmet. Socialforskningsinstituttet, København 1992
Gundelach, P.: Sociale bevægelser og samfundsændringer.
Politica, Århus 1988
Gundelach, P. & Mortensen, M. & Tonboe, J.e.: Sociologi
under forandring. Gyldendal, København 1990
Gundelach, P. & Riis, O.: Danskernes værdier. Forlaget Soci-
ENGLISH
SUMMARY
Peter Gundelach: Grassraots movements, local communities, and prablems af abuse
(Græsradsbevegelser, lokalsamfund og rusmiddelprablemer)
Recent government pregrammes in the social sector have
to the character of the current society. Today it is much
suggested that social movements and community greups
more differentiated and segmented than 100 years age
should play a greater rele in preventing alcohol and drug
and the values of the population have become more in-
problems. Such initiatives could be directed towards two
dividualistic and hedonistic.
interrelated objectives: to decrease the general levelof
The article maintains that a new, strong temperance
consumption and to help and support abusers.
movement wili not emerge which could decrease the level
During the period of early industrialization, tempe-
of consumption. If such a decrease would occur it would
rance movements and strong communities were in
be the result of changes in norms or life-styles.
existence. The article argues that an analysis of the ade-
The current communities are weak: there are no streng
quacy of the new measures must be evaluated in relation
social networks. During the weekday everyone but the
Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 10, 1993:1
-
21 -
weakest groups are at work. During the holidays or
the communities are the traditional social structures.
weekends the more resourceful groups are occupied with
These
friends or with other activities.
programmes. However presently, communities, as such,
The strongest networks are related to the job and to
friendships and not to a geographically defined commu-
are
now
being
reinvented
as
government
are incapable of solving the important problems relating
to alcohol and drug consumption and abuse.
nity. People within a community have neither the skilIs
The government should still be strongly involved in the
nor the ambition to hel p the weakest groups, such as the
solution of such problems through professional expertise.
alcohol and drug addicts.
Volunteer work may be a supplement but not an alterna-
The article concludes that the social movements and
tive to professional assistance.
Key words:
local action, prevention, temperance movement, way of life
Nordisk Alkoholtidskrift Vol. 10, 1993: l
- 22-