1. No category

Tryllefrugterne
Af Birgitte Østergård Sørensen
Der var engang en mand og en kone; de havde en søn, der hed Hans.
Manden passede en hel købstads kreaturer, og det hjalp Hans ham
med. Så kom han i tanker om, at det ikke kunne gå an, han blev ved
med det, for så blev han aldrig til andet end hyrdedreng. En morgen, faderen kaldte på ham, ville han ikke op, for – sagde han – han
var ked af at være hyrdedreng længere. Han ville ud i verden og se
sig om efter noget andet. Da han endelig kom op, sagde han til sin
moder, at hun vel kunne give ham et par mellemmadder. Dem fik
han, og så drog han af.
Mod aften kom han ind i en skov. Her, tænkte han ved sig selv, kan
der være røvere og ulve. Og da han så et grumme højt træ, krøb han
op i det og satte sig på en gren. Ud på aftenen kom der tre røvere, og
de tændte ild og spiste deres aftensmad ved det træ, Hans sad i. Han
hørte så den første spørge de andre:
- Hvad har I erobret i dag?
- Jeg, sagde den ene, har fået et guldæble; med det kan jeg ønske
mig hen, hvor jeg vil, så er jeg der straks.
- Jeg, sagde den anden, har fået en pung, som jeg kan tage så mange
penge af, som jeg vil, og der er stadig lige mange.
- Da har jeg, sagde den første, fået et sværd, og med det kan jeg
hugge hovedet af en hel krigshær med et slag.
Hans lyttede på dette, og da røverne var faldet i søvn, listede han
ned og tog både æblet, pungen og sværdet, uden at de vågnede.
Da han var kommet op i træet igen, tænkte han, det kunne være
farligt at blive der, til det blev dag, og de vågnede. Men så kom han
i tanker om æblet, han havde fået, og nu ønskede han sig et halvt
hundrede mile bort, og straks var han der.
Der var stor sorg i landet over en drage, som truede med at lægge
hele landet øde, hvis han ikke fik kongens eneste datter. Kongen
havde ladet udgå over hele landet, at den, der kunne fælde denne
drage, skulle få prinsessen og hele riget med. Da Hans hørte dette,
meldte han sig på slottet og fik kongen i tale. Hans spurgte, om det
var sandt, hvad han havde hørt, og kongen svarede:
- Ja, og jeg skal nok stå ved mit ord.
Da ville Hans nok vove at slås med dragen. Prinsessen blev nu
kørt ned til stranden og sat på en guldstol. Hans gik hen og spurgte
hende, hvad hun sad der efter. Ja, hun skulle jo gives til dragen. Det
var en vanddrage, og den ville komme og tage hende.
- Det bliver der intet af, svarede Hans, og glad blev prinsessen, at
han ville kæmpe for hende.
Lidt efter kom dragen brusende og susende, så vandet stod i ét skum.
- Hvad er du for en karl? sagde den til Hans. Jeg skal sluge både dig
og prinsessen med.
Må ikke kopieres - © Gyldendal 2009
- Det vil vi nappes om, svarede Hans og huggede i det samme med
sværdet, så alle dragens ni hoveder faldt i ét hug. Nu vendte Hans
tilbage til kongen med prinsessen.
- Hvad jeg har lovet, skal jeg holde, så du skal få min datter og riget
med, sagde kongen.
Hans bad om et kammer, hvor han kunne bo, indtil brylluppet skulle
holdes. Han fik et værelse på slottet. En dag fik han lyst til at prøve
pungen, og den gav så mange guldstykker, at de dækkede hele
gulvet i hans værelse. Det fik kongen at se ved at kigge ind gennem
nøglehullet og sagde så til prinsessen:
- Det er nok en farlig rig brudgom, du får.
Hans samlede pengene i pungen igen, og da kongen siden kom ind
til ham, var der ingen penge at se, men Hans viste ham pungen og
fortalte, hvad den duede til. Så blev der holdt bryllup.
Nogen tid efter sagde Hans, at han havde lyst til at besøge sine
forældre sammen med sin kone. Det fandt kongen var så rimeligt,
men da Hans mente, at de skulle gå til fods, ville kongen ikke høre
tale om det. Han lod seks heste spænde for sin bedste karet, og de
kørte af sted. Da de var kommet lidt uden for slottet, ønskede Hans
sig med karet og det hele en halv mil fra sit hjem. De kørte forbi den
ene gård efter en anden, og prinsessen spurgte:
- Er det der, er det der?
Endelig holdt vognen ved en ussel hytte. Der kunne det vel ikke
være? Jo, mente Hans, én nat kunne de da vel være der.
Kusk og tjener blev med heste og vogn sendt hen til nærmeste gård.
Der kunne de få, hvad de behøvede, han skulle nok komme i morgen
og betale. Som de nu var kommet i seng, og Hans var faldet i søvn,
lå prinsessen vågen og var ret harm over, at hun var kommet i så
ussel en hytte. Hun listede sig da op, tog æblet, pungen og sværdet,
skyndte sig til gården, hvor folkene og vognen var, bankede dem op
og bød dem spænde for. Hun betalte for deres fortæring og drog så
hjemad. Hun ønskede sig tæt på sin faders slot og kom så kørende
op foran døren.
- Hvor er din mand? spurgte kongen, og hun fortalte så, hvordan
hun havde båret sig ad. Det var ikke godt gjort, sagde han. Der vil
vist komme noget over dig, for det var dog ham, der friede dig for
dragen.
- Nej, mente hun, det var da alt for ussel en hytte, han var kommet
fra og havde ført hende til.
Da Hans vågnede om morgenen og savnede sin kone, gik han til
gården og fik der at vide, at hun om natten var draget bort. Der stod
han og forstod nu, at han var blevet bedraget for alle sine kostelige
stykker. Han gav sig da på vej til fods. Længe vandrede han af sted
og kom ud i en udørk med høje bjerge og dybe dale. Som han stod
på toppen af et bjerg, kom han til at snuble og trillede ned. Helt fortumlet stødte han på en tornebusk. Det var ellers godt, den busk stod
her, tænkte han, for ellers var jeg trillet helt ned i den dybe afgrund.
Han så sig om, og tæt ved stod et æbletræ med æbler. Sulten var han
og tænkte, at nogle æbler da kunne gøre nogen gavn. Men aldrig så
snart han havde spist et æble, blev hans næse så lang, at den nåede
helt ned til jorden. Det så galt ud!
Må ikke kopieres - © Gyldendal 2009
Han fik at se, at der flød vand ud af bjerget lige overfor, og da han
var tørstig, måtte han se at komme derhen. Vanskeligt var det, for
næsen stødte imod, men han bøvlede af sted, som han bedst kunne,
og da han havde drukket en slurk af vandet, blev næsen igen, som
den havde været.
Han gik nu op over bjerget og fandt et hus. Han spurgte konen i huset, om hun ikke havde en hankekurv, han kunne købe. Jo, det kunne
vel lade sig gøre. Han sagde, at han ikke havde nogle penge, men
hun gav ham kurven alligevel. Han fik også en flaske, da han bad om
en. Kurven fyldte han med æbler, og flasken med vand fra kilden,
han havde drukket af.
Så drog han til kongens slot og viste dronningen og prinsessen sine
æbler og spurgte, om de ikke ville købe dem, for det var en sjælden
udenlandsk art. Jo, de syntes da, æblerne så godt ud, og de spurgte,
hvad de skulle koste. Det kom sig ikke så nøje, de måtte godt få
æblerne, hvis han måtte få noget at spise. Han blev da vist ind i
køkkenet og fik godt at spise. Nu skulle dronningen og prinsessen
da også smage de skønne æbler. Men så snart de havde spist af dem,
blev deres næser så lange, at de nåede jorden, og der stod de side om
side i døren og kunne ikke gå af stedet. Der blev hentet læger, men
de vidste ikke andet råd end at skære den lange næse af, og det ville
dronningen og prinsessen ikke have.
En stund efter meldte nu Hans sig som en udenlandsk læge, der
kunne kurere alle slags sygdomme. Han mente da, at han også kunne
hjælpe for de lange næser uden at bruge kniv. Han gav dem den
første dag et glas almindeligt vand og lovede at komme igen næste
dag. Der var ingen forandring. Man havde taget mål af næserne, de
var lige lange.
Nu gav han dronningen en drik af den rette slags vand, men prinsessen af almindeligt vand. Da nu dronningens næse kom i orden, men
ikke prinsessens forlangte han at tale i enrum med hende og spurgte
hende, om hun ikke mindedes at have gjort noget ondt. I begyndelsen vidste hun ikke noget, men da han forsikrede, at han ikke kunne
kurere hende, med mindre hun sagde den rene sandhed, så bekendte
hun, hvad hun havde gjort mod den mand, der havde befriet hende
fra dragen. De tre ting, hun havde taget, sagde han da, måtte kongen
næste nat bringe hen til et sted på marken.
- Ser du, sagde kongen til sin datter, jeg sagde det nok, der vil
komme noget over dig for den gerning.
Men kongen bragte de stjålne sager til det bestemte sted. Der tog
Hans dem til sig og drog sin vej. Prinsessen beholdt sin lange næse,
og hun har den endnu.
Når du er færdig med at læse, noterer du, hvor mange sekunder du
brugte til at læse.
Besvar derpå opgaverne SnKMHPPHVLGHQ.
Der er kun et korrekt svar.
Må ikke kopieres - © Gyldendal 2009