1. No category

MENNESKET Anni Hansen, optiker
MAD Danmarks nordligste restaurant
MARITIMT Dejlige øer i Limfjorden
MED MERE Jesper Juul og Weekendkryds
LØRDAG 30. JULI 2011
Mennesket
Med livsglæde
Det har virket for optiker Anni Hansen at ville
have et godt liv, så hun hjælper andre i gang
med at ville løse deres problemer
8 / weekend 30. juli 2011
Anni Hansen
som livssyn
9
Mennesket
Anni Hansen ser en tendens til, at mange
har travlt med at lægge afstand til det, de
andre gør, og vil gerne bygge bro.
Og det er det jo, men hvis al gruen og
elendigheden kan have gjort noget
godt, så er det måske, at det har givet
Anni Hansen styrke til at forfølge sin
egen drøm. At følge sit kald.
- Jeg tror, at de ting, der er hændt,
har været med til at gøre mig til det
menneske, jeg er. Jeg prøver at sige til
mig selv, at jeg skal være taknemmelig
for at have været igennem de ting, for
det gør, at jeg ... at jeg ikke fordømmer
nogen, så derfor har folk nemt ved at
betro sig til mig ... og jeg har dyb forståelse for rigtig, rigtig mange ting i tilværelsen, fordi jeg selv har prøvet så
meget.
Bare ubegavet
Af Claus Smidstrup/Foto: Grete Dahl
[email protected]
I
en stille stund for ikke så længe siden besluttede 62-årige Anni Hansen sig for at lægge alle planer til side. Hun har ellers altid haft mange
planer i sit hoved og tænkt meget over
tingene.
- Men så tænkte jeg, at jeg skulle holde op med at tænke ... det er det dér
med at være i nuet og nyde tingene,
som de er ... så det er dét, jeg gør.
Anni Hansen tilføjer med en lille latter:
- Så kan jeg nok holde til at arbejde
så længe, jeg synes, det er sjovt.
Og arbejdet har altid været vigtigt for
den aalborgensiske optiker, der gennem alle årene har kæmpet en kamp
for at hjælpe sine kunder til et bedre liv
gennem synstræning. I respekt for ordets storhed tøver hun med at kalde
det et kald, men sådan har det været,
og sådan er det.
Hun har erfaret, at det at træne sine
øjne kan hjælpe ikke bare på synet,
men også afhjælpe muskelspændinger
og læsevanskeligheder - for eksempel.
I foråret udgav hun bogen ”Synstræning. Motion for syn og sind”, og hun
afslutter bogens forord med at understrege, at hun respekterer, at andre kan
have en anden opfattelse.
Respekten har ikke altid gået den anden vej, men det tager Anni Hansen
mest som et udtryk for, at kendskabet
til synstræning er meget lidt udbredt,
og hun glæder sig over, at kolleger,
øjenlæger, sundhedsplejersker, lærere,
fysioterapeuter og kiropraktikere henviser kunder og patienter til hende.
- Og så selvfølgelig dem, der selv har
gået til synstræning, siger hun.
Grum barndom
Anni Hansen smiler, drejer sig og kikker ud over Limfjorden fra sin nye lejlighed. På altanen sidder Flemming,
en gammel skolekammerat, som hun
genså for ti år siden og har været gift
med i seks. Hvis han løftede blikket fra
sin bog, ville han se færgen tøffe mod
Egholm, masser af vand, masser af
himmel, masser af grønt.
- Jeg tænker nogle gange på, om man
kan vænne sig så meget til at bo her, at
man ikke ser udsigten ... men det tror
jeg ikke, siger Anni Hansen, hvis aktuelle lykkebillede også rummer søn og
datter med børn og familier i Vejgaard,
sin søsters børn, som hun har et tæt
forhold til - og så også sommerhuset i
Egense og en byggegrund i Tranum.
Hvis der var nogen, der holdt regnskab med den slags, så ville de unde
Anni Hansen hendes glansbillede og
givetvis lidt til.
Ét er at have været alenemor og i
mange år ”levet på en sten” og slidt sig
til et sammenbrud, et andet er at vokse
op i en familie, hvor både hendes mor,
hendes søster, hendes bror og en onkel
har begået selvmord.
- Hvis der er noget, jeg er ekspert på,
så er det død, men det er en helt anden
snak, siger hun.
»»
Anni Hansen havde som barn selv
svært ved at læse. Da hun gik i 2. klasse
overhørte hun en øjenlæge hviske til
hendes far, at der ikke var noget i vejen
med hendes øjne, ”hun var bare ubegavet”.
Det var hun så ikke. Hun var faktisk
dygtig til fysik og matematik og til at
bruge sine hænder.
Efter endt skolegang på Vesterkærets
Skole og Stolpedalsskolen syntes faderen, at hun skulle uddanne sig i en
bank eller på et posthus, men det havde hun ikke lyst til.
Radiomekaniker var mere hende,
men ”fjernsyn var jo for tunge for en
pige”, så Anni Hansen gik på biblioteket, lånte bøger om, hvad man kunne
blive og konstaterede, at hendes forcer
matchede, hvad der var brug for som
optiker. Det var dengang et mandefag,
men Anni Hansen var ihærdig og stod
pludselig med hele tre lærepladser.
Valget faldt på Værum Optik i Bispensgade, Aalborg.
- Der var skæbnen nok lidt med mig,
siger hun.
For hos Værum arbejdede en optiker,
der skulle få stor betydning for hende.
fortsættes næste side ...
Jeg syntes på en eller anden
måde, at det ville redde verden,
hvis jeg kunne måle mig frem til
folks problemer, og så give dem
nogle øvelser.
10 / weekend 30. juli 2011
Anni Hansen
Anni Hansen
…… Født i juni 1949
…… Realeksamen 1966
…… Optometrist 1971
…… Sigter efter at være af
sted mindst én gang årligt
til kursus, kongres eller
seminar
…… Har gennemført en lang
række efteruddannelser
både inden og uden for
sit fag
»»
Det er et stort ansvar
at skulle hjælpe
andre mennesker.
Det er vigtigt, hvad
der bliver sagt og
gjort, og det er
virkelig vigtigt at
gøre det så godt
som muligt.
11
Mennesket
»»
Det er hårdt at »
være pioner.
Bent Brix hed han. Anni Hansen funderer over, om man ville have kaldt
ham fagidiot i dag, men i hvert fald var
han meget optaget af sit fag. Så meget,
at han hentede inspiration i USA og var
med til at indføre optometrien i Danmark. Det indebar, at man ikke kun undersøger, om øjne kan se skarpt, men
også hvordan de arbejder.
Brix undersøgte Anni Hansens øjne
og undrede sig over, at hun havde været i stand til at tage en realeksamen.
- Du har jo samsynsproblemer, sagde
han.
Det var en stor lettelse for Anni Hansen at komme til at forstå årsagen til
hendes problemer.
- At det ikke var fordi, jeg var dum, siger hun og udvisker ethvert strøg af
bitterhed ved at konstatere, at øjenlægen, der kaldte hende ubegavet, ikke
vidste bedre.
Frø var sået
Bent Brix forlod Aalborg for at blive leder af optikerskolen i København, og
Anni Hansen så frem til at skulle til eksamen hos ham, da hun i 1971 skulle
afslutte sin uddannelse.
- Desværre døde han umiddelbart inden af en hjernesvulst ... og så var det
som om, at alting gik i stå i branchen,
siger Anni Hansen og tilføjer:
- Men han såede nogle frø hos mig.
Bent Brix havde nemlig også stiftet
bekendtskab med synstræning, og dét
fængede straks ved hans unge elev hos
Værum.
- Jeg syntes på en eller anden måde,
at det ville redde verden, hvis jeg kunne måle mig frem til folks problemer,
og så give dem nogle øvelser.
Men verden var ikke klar til at blive
reddet.
- Det er hårdt at være pioner, konstaterer Anni Hansen.
Der gik år, men hun havde ikke opgivet og begyndte så småt i løbet af
1980’erne at introducere ideen for
kunder og klienter.
- Men det var ikke altid den store succes, det var som om, det mere var mit
behov at få deres syn til at fungere, end
det var deres, siger Anni Hansen, der
konstaterede, at kunder og klienter
mere var interesseret i at få et par briller og ikke øvede som aftalt.
I perioder droppede hun helt træningen, fordi det var ”så tungt og svært” at
trænge igennem.
- Men så tog jeg det op igen, når jeg
stødte på én, der virkelig ville have
12 / weekend 30. juli 2011
gavn af det, for eksempel til at træne sit
samsyn.
Et vendepunkt var, at hun begyndte
at tage penge for det, så begyndte kunderne at tage øvelserne alvorligt, og
synstræning blev en integreret del, da
Anni Hansen i 1989 åbnede sin egen
optiker-forretning. Det var på Vesterbro i Aalborg, og der var der god plads
til synstræningsøvelser.
- Det var en drøm, der var så stor, at
jeg ikke regnede den for helt realistisk,
men det er jo lykkedes, siger hun i dag.
Da forretningen åbnede, skrev Anni
Hansen et brev til alle områdets øjenlæger, men det var en artikel i Aalborg
Stiftstidende året efter, der satte yderligere skub i sagerne.
Dagen efter artiklen blev bragt, stod
kunderne i kø, da hun mødte på arbejdet.
- Men det var jo slet ikke alle, jeg
kunne hjælpe, siger hun og forklarer,
at synstræning eksempelvis ikke kurerer øjensygdomme.
Helhedssyn
Året efter igen fik Anni Hansen kontakt
til en optiker-studiegruppe, der var begyndt at interessere sig for synstræning, og inspireret af et fælles USA-besøg begyndte gruppens medlemmer at
anlægge et helhedssyn på træningen.
Det indebar, at kroppen blev involveret
i øvelserne, og altså ikke kun øjnene.
Det indebar også, at man arbejder
med hele mennesket. Og derfor indledes ethvert behandlingsforløb hos Anni Hansen med en lang samtale, hvor
hun bruger sin viden fra sin interesse
for psykologi og forskellige former for
terapi.
- Jeg ved lidt om det hele og kan bruge det, jeg ved. Men hvis jeg fornemmer, at der er brug for dét, så henviser
jeg til nogen, som ved mere.
Formålet er, at Anni Hansen kan
danne sig et indtryk af omfanget af det
problem, kunden eller klienten kommer med.
Øjentræning eksempelvis kan ikke
stå alene, hvis et barn med læsevanskeligheder fylder sig med alt for meget
sukker. Ofte har vanskeligheder med
at læse også ført til ringe selvtillid eller
endda ringe selvværd.
Det forsøger Anni Hansen at tage
hånd om samtidig med, at selve træningen er klientens eget ansvar.
Dét syn på øjentræning var en stor
inspiration for Anni Hansen, der de
første år havde været meget optaget af
at arbejde med øvelser akkurat på den
måde som en eller anden amerikansk
doktor havde vist hende. Hun begyndte at arbejde indefra og oplevede, at
det, hun rummede, kunne hjælpe andre.
Anni Hansen
Anni Hansen funderer over, om hun kan
blive træt af udsigten over Limfjorden.
Hun tror det ikke.
pressen, selv om hun sendte den til både her og der.
Engang ville hun måske bare havde
fortsat, men livet har lært hende at
vurdere for og imod - også økonomisk.
Vejen til idyllen
Det er hun meget ydmyg over.
- Det er et stort ansvar at skulle hjælpe andre mennesker. Det er vigtigt,
hvad der bliver sagt og gjort, og det er
virkelig vigtigt at gøre det så godt som
muligt.
Hun er også glad.
- Det er større end mig. Jeg føler mig
virkelig drevet af et eller andet. Føler
jeg er på rette hylde, og at jeg er utrolig
heldig med at arbejde med noget, hvor
jeg hele tiden kan lære nyt og være
med til at udvikle noget. Bruge mig
selv fuldstændigt.
Et hjertebarn
Trods lyspunkter gik det langsomt med
at få synstræningen anerkendt. Kampen er ikke vundet endnu. Man kan således ikke få offentligt tilskud, og modstanden og trægheden har i perioder
gjort det hårdt for Anni Hansen.
Det fik hende ikke til at give op.
Tværtimod brugte hun enhver tiloversblivende skilling til at tilegne sig
mere viden på området. Det var dyrt,
fordi den ofte skulle hentes i udlandet.
- Men jeg har hele tiden følt, at det
var noget, jeg skulle, og ingen i hele
verden skulle bestemme, om jeg skulle
arbejde med synstræning eller ej. Det
er mit hjertebarn.
- Jeg tror virkelig, det er fremtiden.
Jeg har været lidt for tidligt ude, men
jeg tror, det er fremtiden, siger Anni
Hansen og ser for sig, at skolebørn får
tjekket deres øjne, når de begynder at
gå i skole - og i hvert fald, hvis de har
læsevanskeligheder. Ikke som i dag for
om de kan se skarpt, men også om deres øjne arbejder sammen. Hun ser for
sig, at folk i almindelighed får forståelse for, at deres øjne som resten af kroppen skal holdes i form.
Anni Hansen ser tegn på, at der er
ved at komme ”hul igennem”. Hun
konstaterer, at flere og flere arbejder
med synstræning - omend med forskellige metoder.
- Skal jeg så sige ”Åh nej, nu får jeg
konkurrence” eller ”Min mission er
lykkedes”, spørger hun og svarer:
- Jeg føler det sidste. Jeg kunne godt
tænke mig, at synstræning fortsætter,
også når jeg ikke er her mere.
Det er også i det lys, det skal ses, at
Anni Hansen i foråret udgav sin bog.
Faktisk havde den været mindst tyve
år undervejs, men - som hun skriver var hun længe om at erkende, at det
hele ikke kunne være i én bog.
Derfor begyndte hun med en lille
grundbog, der var tænkt som den første i en hel serie.
Nu ved hun ikke rigtig. Det koster jo,
og ingen synes at have bemærket hendes bog. Ingen.
Den blev i hvert fald ikke omtalt i
Engang kilede hun bare på. Arbejdede
60 timer om ugen eller 80, hvis det
skulle være. Uden egentlig at tjene
penge, fordi hun ikke satte sig ordentlig ind i, hvad det indebar at drive forretning, og i øvrigt var dårlig til at tage
imod rådgivning. Ofte spurgte hendes
bank, hvornår hun gav op, men det var
slet ikke i hendes tanker.
Derimod kom en morgen, hvor hendes krop sagde stop. Hun kunne bare
ikke røre sig, og selv om hun langsomt
kom sig efter dén oplevelse, meget
langsomt, så besluttede hun sig for at
sælge sin forretning.
Inden beslutningen blev ført ud i livet var hun imidlertid blevet bedre til
at lytte ... til sin krop. Til mennesker
der ville hende det godt.
Resultatet var at hun beholdt sin forretning, hvor man ”arbejder med livssyn, der giver livsglæde”, nøjedes med
at arbejde 37 timer om ugen, begyndte
at holde ferie - og oven i købet begyndte at tjene penge.
For nogle år siden meldte hun sig også ud af studiegruppen. For at finde ro.
For at få samling på egen viden og erfaring.
Det var også med til at bane vejen
hen til den aktuelle idyl.
- Jeg ved i dag, at hvis man skal være
rigtig god til at hjælpe andre, så skal
man være god til at passe på sig selv.
Lidt efter kikker hun ud over sin altan, videre ud over fjorden og kommer
til at sige:
- Man kunne jo godt bygge et sted på
grunden i Tranum, hvor man kunne lave synstræningsklinik.
Hun standser tankerækken, minder
sig selv om den beslutning, hun traf på
altanen en tidlig sommeraften, om at
holde op med at lægge planer hele tiden.
Men hun kan godt tænke sig i fremtiden at være coach for andre, der arbejder med synstræning.
- For det er svært at gå i gang selv. Det
ved jeg, for jeg har ikke haft nogen at
kunne spørge, så hvis nogle kolleger
gerne vil spørge mig om noget, vil jeg
gerne det. Så der er fremtidstanker,
men det skal komme af sig selv. Jeg vil
ikke kæmpe for det mere. {
13