Årsberetning for Allerød Have Beboerforening

________________________________________________________________________________
Årsberetning for Allerød Have Beboerforening 2013-14
26. marts 2014.
Kære Naboer
Vi bor i et rigtig flot byggeri. Men sidste år fik vi at mærke, at det også er et byggeri med visse svagheder.
Alle kvistene skal renoveres – og det blev et meget større arbejde, end man troede i første omgang.
Årsagen er at vand trænger ind og laver råd i træværket.
Mandag den 7. april vil der igen blive sat stilladser op, for nu går håndværkerne i gang med den 2. af de 3.
sæsoner arbejdet vil strække sig over.
Flere beboere gruer for, når det bliver deres tur. Det skræmmer, at de første lejligheder havde brædder for
nogle af vinduerne i flere uger, og de stakkels beboere i haveplan havde stilladser stående hele sommeren.
Men denne gang har projektleder og ejendomsselskabet lovet, at det hele
vil foregå til mindre gene for beboerne.
Her skal det lige sparkes ind, at de allerfleste beboere faktisk tog det rigtig
flot og med et smil. Håndværkere blev budt på kaffe og følte sig godt tilpas,
når de mødte folk fra Allerød Have.
Som formand for bestyrelsen modtog jeg kopi af referaterne fra de
ugentlige byggemøder, og fik også sendt jer et par nyhedsbreve om sagen.
Vi håber på og regner med bedre information i år – bl.a. om, hvor lang tid
den enkelte beboer kan regne med at have håndværkere i og omkring sin
lejlighed.
Vi kan så glæde os til den 1. april næste år. Den dag er det 25 år siden, de
første beboere flyttede ind i Allerød Have, og det må vi selvfølgelig fejre.
Kolde styrtebade
Til den tid er det forhåbentlig slut med de iskolde styrtebade, som mange af os har oplevet de sidste mange
måneder – hvis der overhovedet kom vand nok ud af hanen til et bad.
Her kom hjemmesiden til sin ret. For da en beboer skrev om det på debatsiden, kunne det lynhurtigt
konstateres, at problemet ikke bare var i én lejlighed, men fordelt ud over hele Allerød Have.
Mange VVS-folk har været på banen – pumper og andre dele er blevet renset og udskiftet – men problemet
er stadig ikke løst, selvom det er blevet bedre. Senest har vores nye vicevært opfordret til, at vi sender ham
besked, når vi oplever problemer – og forhåbentlig ender det snart i en løsning.
Lugte og lyde
Lugt og lyd kan også give problemer. Nogle beboere kan lugte tobaksrøg eller frikadellestegning fra naboen
– selvom det ikke skulle kunne lade sig gøre, fordi udluftningssystemet ikke er forbundet på den måde.
Måske trænger det ind andre steder. Der er spot på sagen.
Det samme har der været på varmeanlægget – som udsender en høj resonanslyd, når det er skruet for højt
op. I vinter har Tommy været nede og skrue på anlægget, indtil det stod rigtigt, med knapt så meget tryk på
– og lyden forsvandt. Den gene er vist mest nede i sø-enden af Allerød Have.
Her havde vi også fornøjelse af en helt ny lyd, da vandværket fik nye ventilationspumper, som udsendte en
konstant høj tone. Vandværket kom ”klagen” i møde. Så hvis I står ved søen og kigger over på vandværket –
og ser nogle store plastikposer, der hænger udenpå huset, er det vandværkets løsning på at fjerne lyden –
det er ikke kønt, men det virker.
_______________________________________
www.allerodhave.dk
Hundeluftning
For 10 år siden var der syv hunde i Allerød Have. Siden er antallet steget, og det er dejligt, at vi bor et sted,
hvor det er tilladt at holde kæledyr. Men kære hundeejere – vil I ikke nok fjerne hundens prutter! Det vil
bare være så ærgerligt, hvis der ender med at være så meget modvilje mod hundene, at der pludselig er
stemning for at forbyde hunde i Allerød Have. Det sker desværre oftere, at der ligger hundeprutter på
græsplænen, legepladsen og i gården, selvom de allerfleste hundeejere er betænksomme mennesker,
prutte-posen er opfundet – og skoven ligger lige ved siden af.
Vicevært
Nu har vi jo fået det superflot i Allerød Have. Vores
nye vicevært – John Nissen – har virkelig fået ryddet
op. Alle vegne. Cykelskurene – gården – omkring
containerne – og skraldespandene – søen er han ved
at rense for alger – og snart er det opgangene der står
for tur. Han gør et rigtigt flot stykke arbejde, så nu er
det op til os beboere at gøre vores del. Og det bliver i
hvert fald ikke mig, der smider den første papkasse
udenfor containeren.
Ideer til det grønne område
I efteråret havde bestyrelsen møde med Tommy og direktøren for Harald Simonsens Ejendomskontor,
Merete Jørgensen. Her luftede vi bl.a. nogle ideer om det grønne område ved søen. Måske noget med
nogle træer, borde og bænke. Eller?? Mulighederne er mange, og ejendomsselskabet er åbne for ideer. Det
vil bestyrelsen gerne kigge på sammen med alle beboerne.
Nabosammenkomster
Vi regner også med at det nye år skal byde på flere beboersammenkomster, som vi havde et par stykker af
sidste år. Der var fællesspisning, som sagtens kunne gentages et par gange om året, hvis mad og
arrangement kunne gå lidt på skift blandt deltagerne. Vi havde også en helt uforpligtende hyggedag, som
skulle være foregået udendørs. Desværre blev det regnvejr, men så hyggede vi os nogle timer sammen i
fælleshuset med kaffe og kage en søndag eftermiddag i maj.
Og som sagt fylder Allerød Have 25 år den 1. april 2015. Hvordan det skal markeres, er der ikke nogen
planer om endnu, men fejres skal det da i hvert fald.
Nina Højland
Allerød Have Beboerforening
på vegne af hele bestyrelsen
Lone Lassen, Vickie Olesen, Pernille Schrøder, Kasper Hansen, Susanne Gaml.
_______________________________________
www.allerodhave.dk