En dedikeret supermarkedsfiskehandler… Udover at være den bedst sælgende fiskehandler i Kvickly-koncernen (ud af i alt 11), så er fiskehandleren i Kvickly Allerød også en meget inspirerende fiskeafdeling i et supermarked med et dedikeret personale. Som noget nyt er vi også begyndt at lave smagsprøver på østers og champagne, når der er aftenåbent i Kvickly. Det fungerer godt. Til børnene har vi fået produceret en stor plastikhaj som står uden foran butikken. Børn elsker den, og især bedsteforældrene tager børnebørnene med på ”hajbesøg”. James er leder for butikken, og har været det i mere end 3 år. Han er uddannet bager, men for ca. 4 år siden besluttede han at hjælpe en kammerat med at drive en fiskevogn på Amager. Det endte med, at James overtog vognen, hvorefter han 6 måneder senere fik oplyst, at stedet hvorfra han drev fiskevognen skulle bruges til noget andet. Det fik James til at søge en deltidsstilling som fiskemand i Allerød. Kun et halvt år efter start blev han spurgt, om han ville være leder af fiskebutikken. Da James overtog butikken var der 12-14 leverandører samt et relativt smalt sortiment af fisk, skaldyr og delikatesser. I dag er det direkte omvendt. 2-3 leverandører leverer et bredt sortiment til døren hver dag. Siden da er omsætningen næsten fordoblet – endda jævnt fordelt over hele året. James kan tilbyde 11 forskellige typer varmrøget laks, hvoraf flere er baseret på egen opskrift, hvilket betyder der langes mere end 60 sider over disken om ugen. Dertil kommer ca. 2500 fiskefrikadeller fordelt på 5 varianter (fiskedeller, urtedeller, thaideller, vinderdeller, laksedeller). På fersk fisk siden er de mest populære arter torsk, rødspætter, skrubber og sild (hele og filet), og så naturligvis laks i stride strømme – mere end 350 kilo om ugen! Om sommeren laver James PR ved at indkøbe store fisk som eksempelvis sildehaj hjem til butikken. Den skæres op og sælges til de grilllystne danskere. Det er folk vilde med – udtaler James Ørum. Fiskebutikken i Kvickly Allerød drives af James, Steen og Philip – der alle brænder for deres arbejde med fisk. Men James stopper ikke her. I nær fremtid skal lokalerne ændres, så der kommer et åbent køkken og dermed mulighed for at lave sushi, mens folk kigger på, ligesom der også iværksættes et samarbejde med den lokale skole om en fiskedag, hvor James skal levere en fiskefrokost til børnene. Den største udfordring ved at være ejet af Kvickly er nok lukketiderne, men ellers mener James, at der er god synergi i at ligge i forlængelse af supermarkedet. Danmarks Fiskehandlere tager hatten af for den energi som James, Steen og Philip driver butikken med. Det må være ethvert supermarkeds drøm!
© Copyright 2024