Med tegnegrejer i beredskab ET FORSØG PÅ AT ERINDRE Af Frode Lund Frode Lunds erindringsartikel blev bragt i Vestfynsk Hjemstavn 1977. Den koncentrer sig om hans vej til den kunstneriske løbebane, men nævner ikke noget om hvor han blev født og hvem forældrene var, ej heller noget om hvordan tilknytningen til Vestfyns Hjemstavnsforening kom i stand. Derfor meddeles følgende, der bygger på Birger Isaksens artikel om ham i Fynske Årbøger 1986. Birger Isaksens oplysninger bygger igen på oplysninger fra Frode Lunds datter, Aase Lund. Frode Lund blev født den 10. marts 1900 i Refsvindinge ved Nyborg, som søn af den grundtvigsindede lærer Peter Lund og Marie Jørgensen. Familien skiftede ofte bopæl. Den boede på Langeland, for her lærte Frode at læse og skrive på Humble Friskole i 1907-08. Siden flyttede den til Midtsjælland, hvor faderen var lærer på Flakkebjerg Opdragelsesanstalt et års tid. Derefter flyttede den til Bindslev i Vendsyssel, hvor faderen blev ansat i en enelærerstilling. Frode blev imidlertid konfirmeret i Ryslinge valgmenighed og opholdt sig i den forbindelse hos en morbroder, en større gårdejer i Vindinge, hvor han var ”stikirenddreng” i stald og på mark. I 1916 begyndte han på en gartneruddannelse på Statens Havebrugsforsøgsstation i Esbjerg. Der var han frem til 1918, men faderen synes at have overtalt ham til også at blive lærer. Han blev uddannet på Odense Seminarium, hvor han også lærte sin kommende hustru, Asta Askholm, at kende. Han færdiggjorde læreruddannelsen i 1922, og samme år fik han ansættelse i Rønbjerg ved Skive. I 1924 blev han gift med Asta, der også blev færdiguddannet i 1922 og fik ansættelse i Ørby i Sønderjylland. Det unge lærerpar flyttede nu til Fyn, hvor han fik en stilling som andenlærer i Ore skole på Brenderupegnen. Asta var datter af Rasmus Askholm, lærer på Lyø, der stammede fra Køng Sogn. Ved siden af sin lærergerning var Askholm også en ivrig lokalhistoriker, der bidrog til Frydendahls månedsskrift Fynsk Hjemstavn, da det begyndte at udkomme 1928, og frem til sin død i 1936. Frode Lund begyndte at sende tegninger ind til Fyns Venstreblad og senere til Fyns Tidende (omkring 1000 skitser), men sendte også tegninger til Fynsk Hjemstavn. Der er ingen tvivl om, at Rasmus Askholm inspirerede sin svigersøn, Frode, til at røgte hjemstavnens værdier med ildhu., og hjemstavnsbevægelsen inspirerede kunstnere og digtere på denne tid. Via Fynsk Hjemstavn kom Olaf Andersen i forbindelse med Frode Lund, da Vestfyns Hjemstavns-forening begyndte at udsende et årsskrift i 1930. Det var frem til 1940 et særtryk af artikler, der havde været bragt i Fynsk Hjemstavn. Frode Lund flyttede i 1931 fra Ore til Turup ved Assens, hvor han blev førstelærer. Her udøvede han sit manddomsværk som lærer og som tegner i det omfang pligterne som lærer tillod det. Her var han frem til 1958, da Turup skole skulle nedlægges. Han forlod Turup, fordi han ikke kunne tænke sig at blive knyttet til en ny og større skole. Fra 1958 og frem til 1965 var han førstelærer ved Skovby skole på Ærø. I 1965 tog han sin afsked som lærer og flyttede til Sværup ved Odense og helligede sig nu helt arbejdet som tegner, men i midten af 1970’erne bliver helbredet dårligere og han og Asta flyttede til Bredbjeg; og et par år efter til Teglgården i Middelfart, hvor han døde den 21/2 1980. Asta døde året efter. Frode Lund bidrog ikke alene med tegninger, men også med artikler til Fynsk Hjemstavn. Her skal nævnes: ”Minder fra Hørdyrkningens Tid i Ore Sogn (Fynsk Hjemstavn 1928); ”Humleavl og Humleprang” (Fynsk Hjemstavn 1930); ”Skove og Skovbrug i Ore Sogn” (Fynsk Hjemstavn 1932); "Optegnelser om Smørkærning og Ostelavning i Turup Sogn" (Fynsk Hjemstavn 1937); ”Fynske Udtryk og Talemaader” (Fynsk Hjemstavn 1935 – jfr. artiklen ”De gamle sagde . . .” (Vestfyns Hjemstavnsforening 1946). Omfanget af hans produktion fremgår af den liste over udstillinger og illustrationer til bøger, som han forsynede sin erindringsartikel med. Han efterlod sig 24 skitsebøger ved sin død. Hans hovedværk er ”Fynske vandmøller” med 455 motiver af møllernes in- og eksteriør og af forskellige mølleredskaber. Det værk arbejdede han på fra midt i 1930’erne og frem til 1973. Det udkom i 2. oplag i 1977. Frode Lund forstod med sin streg at fremstille motiverne i idyllisk skær og ud fra et fortroligt perspektiv. Han fremstillede noget vi stadigvæk synes at have set så tit; og dog ses det som noget nyt hver gang det ses. Han fremstillede tillige noget komplementært: der er bevægelse og farver på spil i de sorte streger på hvidt papir. Eller som en Erik A. Mogensen fra Hjelmerup ved Verninge udtrykte det i et digt i Fyns Tidende i anledning af Frode Lunds 75 års dag: (…) Hvor er det skønt at kikke på - dit værk i fine streger – man aner himlens lyseblå og vinden, når den leger. (…) Ved genudgivelsen af Fynske vandmøller: Frode Lund var landsbylærer, og i 1936 besluttede han at registrere alle vandmøller på Fyn. Han cyklede rundt på Fyn i sin fritid og tegnede møllerne eller hvad der var tilbage af dem. Det blev til 455 tegninger, som han udgav i en bog på 430 sider i stort format. Bogen har været udsolgt og stærkt efterspurgt i mange år, og sådan skrev Fyns Tidende i 1977: »En af de skønneste bøger om Fyn og tillige en bog af stor historisk værdi. Frode Lund har systematisk arbejdet på at skildre vandmøllerne siden 1936, og samtlige 325 er kommet med. Alt er holdt i en let, men streng naturalistisk hånd, der først og fremmest yder fuld ret til den idyl, der har været ved vandmøllerne. Det er dog også en streg, der fortæller noget om, at det er en mild fynbo, der af interesse og kærlighed til sine omgivelser har cyklet 10.000 kilometer for at få skabt disse billeder, så eftertiden kan nyde stederne. Der er nemlig mange af stederne, der ikke findes mere.« At endnu flere af de gamle vandmøller er forsvundet, så der i dag kun er ganske få tilbage, gør det så meget mere begrundet at genoptrykke bogen i et beskedent oplag. 2002. ___ Efter venlig henstilling fra Vestfyns Hjemstavnsforenings årsskrift skal jeg hermed i spredte træk fortælle om min tegnefærd – en beretning om min hobby – som supplement til min egentlige lærergerning. Vestfyns Hjemstavnsgård At netop jeg kom til at beskæftige mig så meget med linier og farver, er slet ikke så aparte, så sandt som alle børn har en medfødt trang til at afbilde de ting, der er omgivet af. – Kvaliteten af resultaterne er underordnet. Børn har netop de naturligste betingelser for at finde pointet i tingene uden voksnes indblanding. Det afvigende for mit eget tilfælde er nok det, at jeg var meget sen til at opfatte, sen til at lære. Jeg nærer den dybeste beundring og taknemmelighed for forskolelærerinde Sigrid Spillemose, Humble friskole, der præsenterede det tålmodighedsarbejde at lære mig bogstaverne. Det skete i 1907-08. Jeg følte allerede dengang en lyst til at tegne, men havde en angst for at nogen skulle få resultatet at se. Jeg fik da en forstående kammerat i hans Pil, Helsned, der var lidt ældre end jeg. Han havde luret mig, og vi blev fortrolige venner, så han undtagelsesvis fik kendskab til, hvad jeg fik kradset ned på mit klatpapir. Jeg blev snart inviteret i hans hjem sammen med mine forældre, og jeg lovede at medbringe nogle stykker kridt. Hans mor havde i anledningen ryddet køkkenet for overflødige møbler og havde vasket linoleumsgulvet godt. Så startede vi med hvert sit stykke kridt i hver sit hjørne og dækkede gulvet ved stadig at krybe baglæns, til vi nåede døren. Der stod et taknemmeligt publikum og beundrede det det barnlige krimskrams: dyr, mennesker og mystiske figurer. Efter et års ansættelse på Flakkebjerg Opdragelsesanstalt for min far, blev han ansat i et enelærerembede i Bindslev. Vi følte straks på vor krop, hvor forskellig og barsk naturen teede sig her. Havgusen kom snigende fra Tværstedstranden om foråret – ofte på en solrig dag. På et øjeblik blev den milde luft forvandlet til en klam og uigennemsigtig tåge. Vintrene viste sig koldere end på Fyn. En vinter dyngede sneen sig op i så store driver, at vi kunne trække kælken helt op til tagrygningen, og herfra susede vi langt ud over en mark, indtil sporten blev afbrudt og forbudt. Men forårsog sommertiden var helt enestående at opleve. Hvor var der højt op til skyerne, hvor vi ofte så vildgæssene forsvinde i vældige vinkelrækker, og hvor var der langt ud til ”verdens ende”. Hvor horisonten gjorde skel mellem himmel og jord. Hist og her ragede en klynge forblæste træer op omkring de stråtækte tage, op i den uendelige himmel. Jeg fik øje på sognefogedens gård, der lå nærmest skolen. I lang tid lurede jeg på en lejlighed til at tegne den, men da ingen måtte være vidne, valgte jeg en søndag, men mine forældre sov til middag. Jeg kravlede op på skolens tørveskur. Her lå jeg på maven og fik held til at nå min skumle hensigt. Blyantstegningen blev omhyggeligt skjult, så ingen fik den nogensinde at se. Den mani, at fylde en vægflade med et rod af motiver, fik en renæssance, da jeg fik kig på væggene i vort vaskehus. Min bestilling var at passe fyringen på vaskedagen. Der skulle stadig puttes risbrænde under gruekedlen, indtil den kom i kog, men der blev under denne beskæftigelse rigelige pauser, som måtte udnyttes for ikke at henfalde til kedsomhed. Da opdagede jeg, at visse pilekviste kunne falde gennem risten som sorte kulstifter, der var fortrinlige til at tegne med. De blev omgående taget i brug til dekorationer på de kalkede vægge fra gulvet og så højt, som det var muligt at nå. Motiverne var igen udvalgte motiver fra Klodshans og Blæksprutten – og mest i Jensenius’ streg. Klaus Berntsens skægstubbe, I.C. med den bekendte ræv og tidens kendte skuespillere, f. eks. Den frodige Olaf Poulsen. En vis forøgelse i effekten opnåedes ved listigt at hugge stumper af skolens farvekridt. Herligheden varede ikke længere end til næste vask. Inden da havde jeg det værste arbejde med at udslette de forrige udgydelser. Senere fik jeg lært mine elever mod at nøjes med at kopiere andres arbejde. Af mangel på tegnemateriale blev der ikke tegnet i flere år, selv om en dulgt trang rumsterede i bevidstheden. I sommeren 1914 gik jeg til konfirmationsforberedelse i Ryslinge, mens jeg samtidig var ”stikirenddreng” hos min morbror Lars på Rosilde Højgård ved Vindinge. Her fik jeg pludselig flere alvorlige pligter, da gårdens to betydeligste funktionærer, fodermesteren og forkarlen, en nat blev indkaldt til militærtjeneste, så mine to fætre og jeg måtte dele deres arbejde. Vi gav os dog tid til at overmale den store port, der skilte hesteomgangen fra laden, så den snart var lige så medtaget af vor fælles kunstneriske indsats som min mors vaskehusvægge, og som i franske huler blev stående, til tiden og forskellig slidtage afblegede dem. (Klaus Berntsen igen: Hans første skole var her på Ryslinge Højgård). I 1916 kom jeg til Statens Havebrugsforsøgsstation i Spangsbjerg ved Esbjerg, og jeg havde to gode år under forsøgsleder Edvard Christiansens varetægt og omhu. Han indmeldte mig som elev på teknisk skole til aftenundervisning, hvor jeg desværre først kom i selskab med en sammenhængende bande maskinsmede-lærlinge, der mest var indstillet på sjov og pjank. Heldigvis var der en enkelt gartnerelev, som man mente, jeg kunne arbejde sammen med, så vi blev sat til at komponere haveanlæg og gravsteder, men vi fik kun en meget dårlig instruktion. Først næste år blev mine kammerater på skolen malerlærlinge. Vi kom nu til at arbejde mere planmæssigt, idet vi kunne vælge modeller fra møbler, keramik og udstoppede fugle. Resultaterne forblev dog stadig kummerlige. Til alt held skete der noget meget afgørende for mig, idet der om foråret kom en stor moderne udstilling, hvor mange kendte malere deltog, f.eks. Leo Svane, Willumsen (med bjergbestigeren, der vist udstilledes her for første gang), Olaf Rude, Lundstrøm, Giersing og mange flere. For mig blev det en stærk oplevelse. Da jeg aldrig kunne forvente min faders velsignelse til at tænke på en kunstnerisk uddannelse, efterfulgt af en uvis fremtid, og heller ikke kunne regne med at få lov at fortsætte en havebrugsuddannelse, så jeg blev i det arbejde, som jeg – takket være min chefs stadige tilskyndelse – nu holdt allermest af, måtte jeg lydigt rejse hjem for at blive forberedt til seminariet. Dette har jeg dog aldrig fortrudt, selv om stærke kræfter i lang tid lokkede mod ganske andre mål. Først under læreruddannelsen på Odense Seminarium fik jeg systematisk tegneundervisning under Helene Hansen, der endnu i en høj alder var seminariets tegnelærer, og vi anerkendte hendes dygtighed. Desværre var vi tvunget til udelukkende at benytte en kollektion af tidligere efterladte, meget triste, modeller, der i årevis var anset som en plage for eleverne i tegnetimerne. Imidlertid blev Alfred Thierlein og jeg hendes fan – og hun vor. Hun regnede med os, da vi var interesserede i hendes fag. Desværre blev jeg hendes smertensbarn ved eksamen, idet jeg begik en så grov tegnefejl ved den forbistrede trillevogn (en af modellerne), der til Helene Hansens skræk var blevet vor eksamensopgave. Hun græd så inderligt over mig, at tegneinspektør Jensen lod sig bevæge til, at der blev sendt bud efter hele årsproduktionen, der helst skulle bevise, at jeg virkelig kunne tegne – jo, jeg (eller H.H!) fik ug./. i eksamenskarakter. Hjertelig tak, Helene Hansen! Selv om det var helt ufortjent. Efter afslutningen af første seminarieår besluttede min sidekammerat, Alfred Thierlein og jeg, at vi ville følges ad til Slagelse til deltagelse i et tegnekursus, beregnet som supplement til fagillustrering i skolen. Programmet lød på iagttagelses- og erindringstegning. Hver formiddag sad vi travlt beskæftiget med udvalgte modeller af udstoppede dyr og brugsting. Om eftermiddagen cyklede vi ud i egnen og skitserede gamle bygninger og motiver fra skov og strand, så vi havde frie og dejlige arbejdsforhold. Vi fik troen på, at vi bare kunne udvikle vor lyst til at tegn, hvad vi til enhver tid fik brug for i skolens undervisning. Senere fulgte 3 feriekursus på Statens tegnelærerkursus, hvilket ikke betød ret meget andet end en grundig repetition af, hvad vi havde terpet med tidligere, det var nemlig nogle få år før den store revolution indtraf, hvor tegnefaget næsten fik navneforandring til formning, og kom til at omfatte et stort virvar af muligheder og materialer. Da jeg tog ind til det sidste års kursus, var der mange kræfter forenet om at få opført en kunstudstillingsbygning på Filosofgangen i Odense. Til det formål blev der trykt lodsedler à én kr. pr. stk., og jeg fik en vældig forsyning med, idet jeg var så optimistisk at tro, der måtte kunne sælges mange på et kursus, hvor ca. 150 tegnelærere og kunstnere mødtes. Det blev en skuffelse; kun enkelte lod sig lokke, men en friaften fandt jeg på at skære et træsnit af Den lille Havfrue på Langelinie. Den vakte straks min lærers og kursisternes interesse. Mange ønskede nu et eksemplar, trykt på gement smørrebrødspapir. Prisen var 1 kr., og der fulgte en lodseddel med, så nu blev min sparsomme fritid optaget af at trykke havfruer. Ret meget bedre gik det ikke, da jeg efter min lærers råd gik om og viste træsnittet til Frandsens kunsthandel i Skindergade. Man ønskede gerne et parti tryk, pænt monteret på karton, til brug for salg til turister for en pris af 5 kr. Min pris var 2,50 kr.! Nogen tid efter kom der endda forbud fra 2 københavnske sagførere mod fremstillingen, da eneretten hertil tilhørte billedhugger Eriksen, skaberen af Den lille Havfrue. I 1922 begyndte jeg mit skolearbejde som andenlærer i Rønbjerg skole ved Skive. Det første måtte blive at udføre en serie landkort til brug i geografiundervisningen som afløsning for skolens forældede og slidte laser. Men den barske og sandede hedeegn omkring Flyndersø var særdeles inspirerende, så min lyst til at producere motiver fra nærmeste omegn blev næsten uimodståelig. Den blev yderligere forstærket ved bekendtskabet med en fynsk farvehandler i Skive, Runebøl-Rasmussen. Han malede i sin fritid. Vi mødtes ofte efter aftale med staffeli og andet grej på en eller anden hedesti ved Flyndersø og malede gerne hver sin vej, ryg mod ryg. Vi diskuterede og kritiserede eller beundrede hinandens produkter og havde deraf megen moro – vel vidende, at vi rangerede i bunden af amatørfolkefærdet. Det blev også en yderligere inspiration at møde kunstmaler Mogens Ege på Lyø, der opholdt sig der en del år. Han forkyndte gavmild sine meninger om farvebehandling og motivopbygning. Stente ved Højbjerggård Efter to år i Rønbjerg blev jeg forflyttet til det smilende Nordfyn: egnen omkring Ore skole (Brenderupegnen), der havde en helt anden venlig natur end egnen omkring Skive. Rent spontant indbød de gamle fynske bindingsværkshuse til varsom omgang med tegneblok og pen. Jeg gik straks i gang med at tegne væverens hus, der lå i et vejsving nær skolen, og jeg vovede at sende tegningen ind til Fyns Venstreblad (radikal avis), hvis redaktør, Elmholt, omgående brugte den og i en stor venlig skrivelse bad om mere. Jeg opfattede det som en stor ære, at mit arbejde virkelig var egnet til avisen. I flere år sendte jeg ind til bladet, hvor Poul Sabro (Den Gyldenblonde), som på den tid var bladets faktor, tog venlig imod mine skitser. Da der senere opstod vanskeligheder ved Fyns Venstreblads forhold, lod jeg mig lokke om på Fisketorvet, til Fyns Tidende, hvor dengang Karl Larsen (fader til museumsdirektør Svend Larsen) var en myndig faktor. Vi aftalte, at jeg kunne finde motiver, hvor jeg ville og sende ind, når der var udført noget. Det blev i årenes løb op mod 1000 skitser under meget frie arbejdsvilkår. Kun i ét tilfælde måtte jeg tage et arbejde med hjem igen i krigens tid (1945). Det viste det meste af en skonnert i Egernsund med flere teglværker i baggrunden. Skibet var ved at laste mursten. ”Nej, hov”!”, sagde faktor Carl Frederiksen, der for længst havde afløst Karl Larsen som faktor, ”Det kan blive et bombemål for englænderne!”. Vi udvekslede underfundige smil. Året efter stillede jeg igen med den farlige tegning – da blev den godtaget. Samarbejdet med de fynske dagblade har strakt sig over 40 år. Det ophørte, da man ønskede mere tidssvarende tegnerier, der i hvert fald ikke passede til min ”streg”. Min afløser, Cai C, viste sig jo også at være helt storartet! Samtidig med avistegneriet meldte der sig forskellige problemer. I de 13 år Fynsk Hjemstavn eksisterede, havde jeg megen glæde v ed at deltage som bidragyder. Redaktøren, lærer Frydendahl, Krarup, havde en voldsom og utrættelig lyst til at opspore stof fra gamle, halvglemte skatte fra fortiden. Når vi rakte ham en lillefinger, tog han helst hånden! Noget lignende gjaldt Dansk Børneblad, hvis ligeså idealistiske redaktør, Holger Skovmand, gjorde en altruistisk indsats for bladet, bl.a. ved betydelige økonomiske ofre. Det er beklageligt, at et børneblad af den karat måtte indstilles af mangel på abonnenter. Jeg tegnede af og til omslag og illustrationer til bøger og småskrifter. Pastor Holger Andersen, (tidligere Gamborg), udgav i 1936 en prædikensamling: Årets budskab, der gerne skulle illustreres fra ende til anden med linoleumstræsnit, der kunne bruges uden videre reproduktion. Et morsomt arbejde (1968) var det at udføre ca. 40 skitser til et lille skrift om Bregninge kirke med tekst af præsterne Thyge Jensen og hans efterfølger Finn Poulsen. Det skrift kom kirken til gode, da hele provenuet ved salg til turisterne gik – og går – til kirkens udsmykning. Det var også morsomme opgaver at forsyne 3 forskellige landboforeninger s 100-års jubilæums-hæfter med motiver fra ældre tid. I 1969 udkom Sandhuse på Ærø, et tidsbillede om forholdene på øen i den tid, hvor man endnu brugte at strø sand på stuegulvene. Et stort indsamlingsarbejde gik forud, et arbejde som gav anledning til megen opmuntring for alle parter. Turup vandmølle I 1973 blev Fynske Vandmøller færdig til at udgive. Forberedelserne til denne samling havde med mange afbrydelser varet fra 1936 – 1973. Bogen kom til at lide af den store fejl, at det var umuligt at få tekst med, idet der forelå særdeles mange oplysninger fra enkelte møller og alt for lidt om møller, der utvivlsomt tilkom en fyldigere omtale. Dette må blive en værdig opgave for fremtidens forskere, og dertil kræves nok mere end een mands indsats. Slibesten i Turup vandmølle. Jeg har altid haft en privat fornøjelse af altid at medføre et par skitsebøger, når jeg tog hjemmefra, en skik som var i hævd i forrige århundrede. Nu er det næsten umuligt at opdrive en skitsebog i boghandlen, så jeg har gerne bestilt mine skitsebøger hos min gode ven, bogbinder Jerløv i Assens, hver gang en bog var opslidt. I den meget brogede samling af motiver fra ind- og udland har jeg forsynet hver med dato og stedangivelse, så samlingen, der nu andrager over 20 bind, kan betragtes som min dagbog. I 1972 indtraf en beklagelig hændelse: da blev 2 bind af skitsebøgerne tyvstjålet fra bagsædet af vor bil, der stod parkeret ulåst lige uden for vor dør. Efter lang tids forgæves eftersøgning, d.v.s. 20 måneder, ankom bøgerne pludselig med posten, og finderen meddelte, at han havde fundet dem hensat under en havebænk ved hans sommerhus i Rørvig i Nordsjælland! Selv om de var sat på højkant, havde de fået megen skade, men motivangivelser og datering var nogenlunde intakte. Vi undres over, hvem der har været på spil, og hvorfor. Selv om aktiviteten er aftaget stærkt, er der stadig tegneproblemer, der kan friste. Det falder mig lidt tungt at skulle kopiere, hvad jeg har tegnet for mange år siden, hvilket nu er nødvendigt, hvis stedet er udslettet eller har ændret sig til ukendelighed. Således har jeg måttet gentage ønskede motiver til museerne i Bogense og Assens. Når jeg ser tilbage på, hvad der blev drevet kvalitets- eller kvantitetsmæssigt, opstår der mange fortrydelser og forståelse af, hvor mangelfulde evnerne faktisk er. Det er for eksempel mærkeligt at konstatere, at den tegnemåde, jeg brugte for 50 år siden, næsten ikke har ændret sig på trods af, at jeg faktisk har ønsket det. Utroligt, at avislæsere og andre tegnebeskuere har kunnet finde sig i at se på den samme manér gennem årene. Meget er prøvet: Tegning med blyant, kul, pen, rørpen, en tilspidset tændstik, træsnit, keramikarbejde og ikke mindst oliemaleriet, der dog blev begrænset derved, at skolepligter krævede de nødvendige formiddagstimer. Det har altså vist sig ret umuligt at ændre på det, man kalder ”sin streg”. At mange mennesker uden opfordring har givet til kende, at de har samlet udklip fra bøger og blade af mine produkter, har jeg i beskedenhed agtet som en positiv belønning, men har også måttet føle en forståelig kritik, som da Palle Lauring anmeldte nogle meget dårlige skitser til en artikel om de ærøske teglværker: ”Det ville have været mere passende, om der var anvendt almindelige fotografier!”. Jeg erkender ærligt, at mit arbejde langt fra altid var lødigt nok til reproduktion. Alligevel har jeg haft en mani med samle klip fra, hvad jeg har begået af ondt og godt. Resultatet er indtil nu blevet 7 bind. Når jeg blader i disse ”kliptomanbøger”, får jeg det som den døende kejser i H. C: Andersens eventyr, der ved at se op i gardinet, så ansigter fra hele sit liv, der sagde: ”Husker du det? - - - Husker du det?”. Frode Lunds erindringsartikel blev bragt i Vestfynsk Hjemstavn XXXXVII, 1977.