Med tegnegrejer i beredskab. Erindringer af Frode Lund. VH 1977.

Med tegnegrejer i beredskab
ET FORSØG PÅ AT ERINDRE
Af Frode Lund
Frode Lunds erindringsartikel blev bragt i
Vestfynsk Hjemstavn 1977. Den koncentrer sig
om hans vej til den kunstneriske løbebane, men
nævner ikke noget om hvor han blev født og hvem
forældrene var, ej heller noget om hvordan
tilknytningen til Vestfyns Hjemstavnsforening kom
i stand. Derfor meddeles følgende, der bygger på
Birger Isaksens artikel om ham i Fynske Årbøger
1986.
Birger Isaksens oplysninger bygger igen på
oplysninger fra Frode Lunds datter, Aase Lund.
Frode Lund blev født den 10. marts 1900 i
Refsvindinge ved Nyborg, som søn af den
grundtvigsindede lærer Peter Lund og Marie
Jørgensen. Familien skiftede ofte bopæl. Den
boede på Langeland, for her lærte Frode at læse og
skrive på Humble Friskole i 1907-08. Siden
flyttede den til Midtsjælland, hvor faderen var
lærer på Flakkebjerg Opdragelsesanstalt et års
tid. Derefter flyttede den til Bindslev i Vendsyssel,
hvor faderen blev ansat i en enelærerstilling.
Frode blev imidlertid konfirmeret i Ryslinge
valgmenighed og opholdt sig i den forbindelse hos
en morbroder, en større gårdejer i Vindinge, hvor
han var ”stikirenddreng” i stald og på mark.
I 1916 begyndte han på en gartneruddannelse på
Statens Havebrugsforsøgsstation i Esbjerg.
Der var han frem til 1918, men faderen synes at
have overtalt ham til også at blive lærer. Han blev
uddannet på Odense Seminarium, hvor han også
lærte sin kommende hustru, Asta Askholm, at
kende. Han færdiggjorde læreruddannelsen i
1922, og samme år fik han ansættelse i Rønbjerg
ved Skive. I 1924 blev han gift med Asta, der også
blev færdiguddannet i 1922 og fik ansættelse i
Ørby i Sønderjylland. Det unge lærerpar flyttede
nu til Fyn, hvor han fik en stilling som andenlærer
i Ore skole på Brenderupegnen.
Asta var datter af Rasmus Askholm, lærer på Lyø,
der stammede fra Køng Sogn. Ved siden af sin
lærergerning var Askholm også en ivrig
lokalhistoriker, der bidrog til Frydendahls
månedsskrift Fynsk Hjemstavn, da det begyndte
at udkomme 1928, og frem til sin død i 1936.
Frode Lund begyndte at sende tegninger ind til
Fyns Venstreblad og senere til Fyns Tidende
(omkring 1000 skitser), men sendte også tegninger
til Fynsk Hjemstavn. Der er ingen tvivl om, at
Rasmus Askholm inspirerede sin svigersøn, Frode,
til at røgte hjemstavnens værdier med ildhu., og
hjemstavnsbevægelsen inspirerede kunstnere og
digtere på denne tid.
Via Fynsk Hjemstavn kom Olaf Andersen i
forbindelse med Frode Lund, da Vestfyns
Hjemstavns-forening begyndte at udsende et
årsskrift i 1930. Det var frem til 1940 et særtryk
af artikler, der havde været bragt i Fynsk
Hjemstavn.
Frode Lund flyttede i 1931 fra Ore til Turup ved
Assens, hvor han blev førstelærer. Her udøvede
han sit manddomsværk som lærer og som tegner i
det omfang pligterne som lærer tillod det. Her var
han frem til 1958, da Turup skole skulle
nedlægges. Han forlod Turup, fordi han ikke
kunne tænke sig at blive knyttet til en ny og større
skole.
Fra 1958 og frem til 1965 var han førstelærer ved
Skovby skole på Ærø.
I 1965 tog han sin afsked som lærer og flyttede til
Sværup ved Odense og helligede sig nu helt
arbejdet som tegner, men i midten af 1970’erne
bliver helbredet dårligere og han og Asta flyttede
til Bredbjeg; og et par år efter til Teglgården i
Middelfart, hvor han døde den 21/2 1980. Asta
døde året efter.
Frode Lund bidrog ikke alene med tegninger, men
også med artikler til Fynsk Hjemstavn.
Her skal nævnes: ”Minder fra Hørdyrkningens Tid
i Ore Sogn (Fynsk Hjemstavn 1928); ”Humleavl og
Humleprang” (Fynsk Hjemstavn 1930); ”Skove og
Skovbrug i Ore Sogn” (Fynsk Hjemstavn 1932);
"Optegnelser om Smørkærning og Ostelavning i
Turup Sogn" (Fynsk Hjemstavn 1937);
”Fynske Udtryk og Talemaader” (Fynsk Hjemstavn
1935 – jfr. artiklen ”De gamle sagde . . .” (Vestfyns
Hjemstavnsforening 1946).
Omfanget af hans produktion fremgår af den liste
over udstillinger og illustrationer til bøger, som
han forsynede sin erindringsartikel med. Han
efterlod sig 24 skitsebøger ved sin død.
Hans hovedværk er ”Fynske vandmøller” med 455
motiver af møllernes in- og eksteriør og af
forskellige mølleredskaber. Det værk arbejdede
han på fra midt i 1930’erne og frem til 1973.
Det udkom i 2. oplag i 1977.
Frode Lund forstod med sin streg at fremstille
motiverne i idyllisk skær og ud fra et fortroligt
perspektiv.
Han fremstillede noget vi stadigvæk synes at have
set så tit; og dog ses det som noget nyt hver gang
det ses. Han fremstillede tillige noget
komplementært: der er bevægelse og farver på spil
i de sorte streger på hvidt papir. Eller som en Erik
A. Mogensen fra Hjelmerup ved Verninge udtrykte
det i et digt i Fyns Tidende i anledning af Frode
Lunds 75 års dag:
(…)
Hvor er det skønt at kikke på
- dit værk i fine streger –
man aner himlens lyseblå
og vinden, når den leger.
(…)
Ved genudgivelsen af Fynske vandmøller:
Frode Lund var landsbylærer, og i 1936 besluttede
han at registrere alle vandmøller på Fyn.
Han cyklede rundt på Fyn i sin fritid og tegnede
møllerne eller hvad der var tilbage af dem.
Det blev til 455 tegninger, som han udgav i en bog
på 430 sider i stort format.
Bogen har været udsolgt og stærkt efterspurgt i mange
år, og sådan skrev Fyns Tidende i 1977: »En af de
skønneste bøger om Fyn og tillige en bog af stor
historisk værdi. Frode Lund har systematisk arbejdet
på at skildre vandmøllerne siden 1936, og samtlige
325 er kommet med.
Alt er holdt i en let, men streng naturalistisk hånd, der
først og fremmest yder fuld ret til den idyl, der har
været ved vandmøllerne. Det er dog også en streg,
der fortæller noget om, at det er en mild fynbo, der af
interesse og kærlighed til sine omgivelser har cyklet
10.000 kilometer for at få skabt disse billeder, så
eftertiden kan nyde stederne. Der er nemlig mange
af stederne, der ikke findes mere.«
At endnu flere af de gamle vandmøller er forsvundet,
så der i dag kun er ganske få tilbage, gør det så meget
mere begrundet at genoptrykke bogen i et beskedent
oplag.
2002.
___
Efter venlig henstilling fra Vestfyns
Hjemstavnsforenings årsskrift skal jeg
hermed i spredte træk fortælle om min
tegnefærd – en beretning om min hobby –
som supplement til min egentlige
lærergerning.
Vestfyns Hjemstavnsgård
At netop jeg kom til at beskæftige mig så
meget med linier og farver, er slet ikke så
aparte, så sandt som alle børn har en
medfødt trang til at afbilde de ting, der er
omgivet af.
– Kvaliteten af resultaterne er underordnet.
Børn har netop de naturligste betingelser for
at finde pointet i tingene uden voksnes
indblanding.
Det afvigende for mit eget tilfælde er nok
det, at jeg var meget sen til at opfatte, sen til
at lære. Jeg nærer den dybeste beundring og
taknemmelighed for forskolelærerinde Sigrid
Spillemose, Humble friskole, der
præsenterede det tålmodighedsarbejde at
lære mig bogstaverne. Det skete i 1907-08.
Jeg følte allerede dengang en lyst til at
tegne, men havde en angst for at nogen
skulle få resultatet at se. Jeg fik da en
forstående kammerat i hans Pil, Helsned, der
var lidt ældre end jeg. Han havde luret mig,
og vi blev fortrolige venner, så han
undtagelsesvis fik kendskab til, hvad jeg fik
kradset ned på mit klatpapir. Jeg blev snart
inviteret i hans hjem sammen med mine
forældre, og jeg lovede at medbringe nogle
stykker kridt. Hans mor havde i anledningen
ryddet køkkenet for overflødige møbler og
havde vasket linoleumsgulvet godt. Så
startede vi med hvert sit stykke kridt i hver
sit hjørne og dækkede gulvet ved stadig at
krybe baglæns, til vi nåede døren. Der stod et
taknemmeligt publikum og beundrede det
det barnlige krimskrams: dyr, mennesker og
mystiske figurer.
Efter et års ansættelse på Flakkebjerg
Opdragelsesanstalt for min far, blev han
ansat i et enelærerembede i Bindslev. Vi følte
straks på vor krop, hvor forskellig og barsk
naturen teede sig her. Havgusen kom
snigende fra Tværstedstranden om foråret –
ofte på en solrig dag. På et øjeblik blev den
milde luft forvandlet til en klam og
uigennemsigtig tåge. Vintrene viste sig
koldere end på Fyn. En vinter dyngede sneen
sig op i så store driver, at vi kunne trække
kælken helt op til tagrygningen, og herfra
susede vi langt ud over en mark, indtil
sporten blev afbrudt og forbudt. Men forårsog sommertiden var helt enestående at
opleve. Hvor var der højt op til skyerne, hvor
vi ofte så vildgæssene forsvinde i vældige
vinkelrækker, og hvor var der langt ud til
”verdens ende”. Hvor horisonten gjorde skel
mellem himmel og jord. Hist og her ragede en
klynge forblæste træer op omkring de
stråtækte tage, op i den uendelige himmel.
Jeg fik øje på sognefogedens gård, der lå
nærmest skolen. I lang tid lurede jeg på en
lejlighed til at tegne den, men da ingen måtte
være vidne, valgte jeg en søndag, men mine
forældre sov til middag. Jeg kravlede op på
skolens tørveskur. Her lå jeg på maven og fik
held til at nå min skumle hensigt.
Blyantstegningen blev omhyggeligt skjult, så
ingen fik den nogensinde at se.
Den mani, at fylde en vægflade med et rod
af motiver, fik en renæssance, da jeg fik kig
på væggene i vort vaskehus. Min bestilling
var at passe fyringen på vaskedagen. Der
skulle stadig puttes risbrænde under
gruekedlen, indtil den kom i kog, men der
blev under denne beskæftigelse rigelige
pauser, som måtte udnyttes for ikke at
henfalde til kedsomhed. Da opdagede jeg, at
visse pilekviste kunne falde gennem risten
som sorte kulstifter, der var fortrinlige til at
tegne med. De blev omgående taget i brug til
dekorationer på de kalkede vægge fra gulvet
og så højt, som det var muligt at nå.
Motiverne var igen udvalgte motiver fra
Klodshans og Blæksprutten – og mest i
Jensenius’ streg. Klaus Berntsens
skægstubbe, I.C. med den bekendte ræv og
tidens kendte skuespillere, f. eks. Den frodige
Olaf Poulsen. En vis forøgelse i effekten
opnåedes ved listigt at hugge stumper af
skolens farvekridt. Herligheden varede ikke
længere end til næste vask. Inden da havde
jeg det værste arbejde med at udslette de
forrige udgydelser.
Senere fik jeg lært mine elever mod at nøjes
med at kopiere andres arbejde.
Af mangel på tegnemateriale blev der ikke
tegnet i flere år, selv om en dulgt trang
rumsterede i bevidstheden. I sommeren 1914
gik jeg til konfirmationsforberedelse i
Ryslinge, mens jeg samtidig var
”stikirenddreng” hos min morbror Lars på
Rosilde Højgård ved Vindinge. Her fik jeg
pludselig flere alvorlige pligter, da gårdens to
betydeligste funktionærer, fodermesteren og
forkarlen, en nat blev indkaldt til
militærtjeneste, så mine to fætre og jeg måtte
dele deres arbejde. Vi gav os dog tid til at
overmale den store port, der skilte
hesteomgangen fra laden, så den snart var
lige så medtaget af vor fælles kunstneriske
indsats som min mors vaskehusvægge, og
som i franske huler blev stående, til tiden og
forskellig slidtage afblegede dem. (Klaus
Berntsen igen: Hans første skole var her på
Ryslinge Højgård).
I 1916 kom jeg til Statens Havebrugsforsøgsstation i Spangsbjerg ved Esbjerg, og
jeg havde to gode år under forsøgsleder
Edvard Christiansens varetægt og omhu.
Han indmeldte mig som elev på teknisk skole
til aftenundervisning, hvor jeg desværre først
kom i selskab med en sammenhængende
bande maskinsmede-lærlinge, der mest var
indstillet på sjov og pjank. Heldigvis var der
en enkelt gartnerelev, som man mente, jeg
kunne arbejde sammen med, så vi blev sat til
at komponere haveanlæg og gravsteder, men
vi fik kun en meget dårlig instruktion. Først
næste år blev mine kammerater på skolen
malerlærlinge. Vi kom nu til at arbejde mere
planmæssigt, idet vi kunne vælge modeller
fra møbler, keramik og udstoppede fugle.
Resultaterne forblev dog stadig kummerlige.
Til alt held skete der noget meget afgørende
for mig, idet der om foråret kom en stor
moderne udstilling, hvor mange kendte
malere deltog, f.eks. Leo Svane, Willumsen
(med bjergbestigeren, der vist udstilledes her
for første gang), Olaf Rude, Lundstrøm,
Giersing og mange flere. For mig blev det en
stærk oplevelse.
Da jeg aldrig kunne forvente min faders
velsignelse til at tænke på en kunstnerisk
uddannelse, efterfulgt af en uvis fremtid, og
heller ikke kunne regne med at få lov at
fortsætte en havebrugsuddannelse, så jeg
blev i det arbejde, som jeg – takket være min
chefs stadige tilskyndelse – nu holdt
allermest af, måtte jeg lydigt rejse hjem for at
blive forberedt til seminariet. Dette har jeg
dog aldrig fortrudt, selv om stærke kræfter i
lang tid lokkede mod ganske andre mål.
Først under læreruddannelsen på Odense
Seminarium fik jeg systematisk tegneundervisning under Helene Hansen, der
endnu i en høj alder var seminariets
tegnelærer, og vi anerkendte hendes
dygtighed. Desværre var vi tvunget til
udelukkende at benytte en kollektion af
tidligere efterladte, meget triste, modeller, der
i årevis var anset som en plage for eleverne i
tegnetimerne.
Imidlertid blev Alfred Thierlein og jeg
hendes fan – og hun vor. Hun regnede med
os, da vi var interesserede i hendes fag.
Desværre blev jeg hendes smertensbarn ved
eksamen, idet jeg begik en så grov tegnefejl
ved den forbistrede trillevogn (en af
modellerne), der til Helene Hansens skræk
var blevet vor eksamensopgave. Hun græd så
inderligt over mig, at tegneinspektør Jensen
lod sig bevæge til, at der blev sendt bud efter
hele årsproduktionen, der helst skulle bevise,
at jeg virkelig kunne tegne – jo, jeg (eller
H.H!) fik ug./. i eksamenskarakter. Hjertelig
tak, Helene Hansen! Selv om det var helt
ufortjent.
Efter afslutningen af første seminarieår
besluttede min sidekammerat, Alfred
Thierlein og jeg, at vi ville følges ad til
Slagelse til deltagelse i et tegnekursus,
beregnet som supplement til fagillustrering i
skolen. Programmet lød på iagttagelses- og
erindringstegning. Hver formiddag sad vi
travlt beskæftiget med udvalgte modeller af
udstoppede dyr og brugsting. Om
eftermiddagen cyklede vi ud i egnen og
skitserede gamle bygninger og motiver fra
skov og strand, så vi havde frie og dejlige
arbejdsforhold. Vi fik troen på, at vi bare
kunne udvikle vor lyst til at tegn, hvad vi til
enhver tid fik brug for i skolens
undervisning.
Senere fulgte 3 feriekursus på Statens
tegnelærerkursus, hvilket ikke betød ret
meget andet end en grundig repetition af,
hvad vi havde terpet med tidligere, det var
nemlig nogle få år før den store revolution
indtraf, hvor tegnefaget næsten fik
navneforandring til formning, og kom til at
omfatte et stort virvar af muligheder og
materialer.
Da jeg tog ind til det sidste års kursus, var
der mange kræfter forenet om at få opført en
kunstudstillingsbygning på Filosofgangen i
Odense. Til det formål blev der trykt
lodsedler à én kr. pr. stk., og jeg fik en vældig
forsyning med, idet jeg var så optimistisk at
tro, der måtte kunne sælges mange på et
kursus, hvor ca. 150 tegnelærere og
kunstnere mødtes. Det blev en skuffelse; kun
enkelte lod sig lokke, men en friaften fandt
jeg på at skære et træsnit af Den lille Havfrue
på Langelinie. Den vakte straks min lærers
og kursisternes interesse. Mange ønskede nu
et eksemplar, trykt på gement
smørrebrødspapir. Prisen var 1 kr., og der
fulgte en lodseddel med, så nu blev min
sparsomme fritid optaget af at trykke
havfruer. Ret meget bedre gik det ikke, da jeg
efter min lærers råd gik om og viste
træsnittet til Frandsens kunsthandel i
Skindergade. Man ønskede gerne et parti
tryk, pænt monteret på karton, til brug for
salg til turister for en pris af 5 kr. Min pris
var 2,50 kr.! Nogen tid efter kom der endda
forbud fra 2 københavnske sagførere mod
fremstillingen, da eneretten hertil tilhørte
billedhugger Eriksen, skaberen af Den lille
Havfrue.
I 1922 begyndte jeg mit skolearbejde som
andenlærer i Rønbjerg skole ved Skive. Det
første måtte blive at udføre en serie landkort
til brug i geografiundervisningen som
afløsning for skolens forældede og slidte
laser.
Men den barske og sandede hedeegn
omkring Flyndersø var særdeles
inspirerende, så min lyst til at producere
motiver fra nærmeste omegn blev næsten
uimodståelig. Den blev yderligere forstærket
ved bekendtskabet med en fynsk
farvehandler i Skive, Runebøl-Rasmussen.
Han malede i sin fritid. Vi mødtes ofte efter
aftale med staffeli og andet grej på en eller
anden hedesti ved Flyndersø og malede gerne
hver sin vej, ryg mod ryg. Vi diskuterede og
kritiserede eller beundrede hinandens
produkter og havde deraf megen moro – vel
vidende, at vi rangerede i bunden af
amatørfolkefærdet. Det blev også en
yderligere inspiration at møde kunstmaler
Mogens Ege på Lyø, der opholdt sig der en
del år. Han forkyndte gavmild sine meninger
om farvebehandling og motivopbygning.
Stente ved Højbjerggård
Efter to år i Rønbjerg blev jeg forflyttet til det
smilende Nordfyn: egnen omkring Ore skole
(Brenderupegnen), der havde en helt anden
venlig natur end egnen omkring Skive. Rent
spontant indbød de gamle fynske
bindingsværkshuse til varsom omgang med
tegneblok og pen. Jeg gik straks i gang med
at tegne væverens hus, der lå i et vejsving
nær skolen, og jeg vovede at sende tegningen
ind til Fyns Venstreblad (radikal avis), hvis
redaktør, Elmholt, omgående brugte den og i
en stor venlig skrivelse bad om mere. Jeg
opfattede det som en stor ære, at mit arbejde
virkelig var egnet til avisen. I flere år sendte
jeg ind til bladet, hvor Poul Sabro (Den
Gyldenblonde), som på den tid var bladets
faktor, tog venlig imod mine skitser. Da der
senere opstod vanskeligheder ved Fyns
Venstreblads forhold, lod jeg mig lokke om
på Fisketorvet, til Fyns Tidende, hvor
dengang Karl Larsen (fader til museumsdirektør Svend Larsen) var en myndig faktor.
Vi aftalte, at jeg kunne finde motiver, hvor
jeg ville og sende ind, når der var udført
noget. Det blev i årenes løb op mod 1000
skitser under meget frie arbejdsvilkår. Kun i
ét tilfælde måtte jeg tage et arbejde med hjem
igen i krigens tid (1945). Det viste det meste
af en skonnert i Egernsund med flere
teglværker i baggrunden. Skibet var ved at
laste mursten. ”Nej, hov”!”, sagde faktor Carl
Frederiksen, der for længst havde afløst Karl
Larsen som faktor, ”Det kan blive et bombemål for englænderne!”. Vi udvekslede
underfundige smil. Året efter stillede jeg igen
med den farlige tegning – da blev den
godtaget. Samarbejdet med de fynske
dagblade har strakt sig over 40 år. Det
ophørte, da man ønskede mere tidssvarende
tegnerier, der i hvert fald ikke passede til min
”streg”. Min afløser, Cai C, viste sig jo også at
være helt storartet!
Samtidig med avistegneriet meldte der sig
forskellige problemer. I de 13 år Fynsk
Hjemstavn eksisterede, havde jeg megen
glæde v ed at deltage som bidragyder.
Redaktøren, lærer Frydendahl, Krarup,
havde en voldsom og utrættelig lyst til at
opspore stof fra gamle, halvglemte skatte fra
fortiden. Når vi rakte ham en lillefinger, tog
han helst hånden!
Noget lignende gjaldt Dansk Børneblad,
hvis ligeså idealistiske redaktør, Holger
Skovmand, gjorde en altruistisk indsats for
bladet, bl.a. ved betydelige økonomiske ofre.
Det er beklageligt, at et børneblad af den
karat måtte indstilles af mangel på
abonnenter.
Jeg tegnede af og til omslag og illustrationer
til bøger og småskrifter.
Pastor Holger Andersen, (tidligere
Gamborg), udgav i 1936 en prædikensamling: Årets budskab, der gerne skulle
illustreres fra ende til anden med
linoleumstræsnit, der kunne bruges uden
videre reproduktion. Et morsomt arbejde
(1968) var det at udføre ca. 40 skitser til et
lille skrift om Bregninge kirke med tekst af
præsterne Thyge Jensen og hans efterfølger
Finn Poulsen. Det skrift kom kirken til gode,
da hele provenuet ved salg til turisterne gik –
og går – til kirkens udsmykning.
Det var også morsomme opgaver at forsyne
3 forskellige landboforeninger s 100-års
jubilæums-hæfter med motiver fra ældre tid.
I 1969 udkom Sandhuse på Ærø, et
tidsbillede om forholdene på øen i den tid,
hvor man endnu brugte at strø sand på
stuegulvene. Et stort indsamlingsarbejde gik
forud, et arbejde som gav anledning til
megen opmuntring for alle parter.
Turup vandmølle
I 1973 blev Fynske Vandmøller færdig til at
udgive. Forberedelserne til denne samling
havde med mange afbrydelser varet fra 1936
– 1973. Bogen kom til at lide af den store fejl,
at det var umuligt at få tekst med, idet der
forelå særdeles mange oplysninger fra
enkelte møller og alt for lidt om møller, der
utvivlsomt tilkom en fyldigere omtale. Dette
må blive en værdig opgave for fremtidens
forskere, og dertil kræves nok mere end een
mands indsats.
Slibesten i Turup vandmølle.
Jeg har altid haft en privat fornøjelse af
altid at medføre et par skitsebøger, når jeg
tog hjemmefra, en skik som var i hævd i
forrige århundrede. Nu er det næsten
umuligt at opdrive en skitsebog i
boghandlen, så jeg har gerne bestilt mine
skitsebøger hos min gode ven, bogbinder
Jerløv i Assens, hver gang en bog var opslidt.
I den meget brogede samling af motiver fra
ind- og udland har jeg forsynet hver med
dato og stedangivelse, så samlingen, der nu
andrager over 20 bind, kan betragtes som
min dagbog.
I 1972 indtraf en beklagelig hændelse: da
blev 2 bind af skitsebøgerne tyvstjålet fra
bagsædet af vor bil, der stod parkeret ulåst
lige uden for vor dør. Efter lang tids forgæves
eftersøgning, d.v.s. 20 måneder, ankom
bøgerne pludselig med posten, og finderen
meddelte, at han havde fundet dem hensat
under en havebænk ved hans sommerhus i
Rørvig i Nordsjælland! Selv om de var sat på
højkant, havde de fået megen skade, men
motivangivelser og datering var nogenlunde
intakte. Vi undres over, hvem der har været
på spil, og hvorfor.
Selv om aktiviteten er aftaget stærkt, er der
stadig tegneproblemer, der kan friste.
Det falder mig lidt tungt at skulle kopiere,
hvad jeg har tegnet for mange år siden,
hvilket nu er nødvendigt, hvis stedet er
udslettet eller har ændret sig til
ukendelighed. Således har jeg måttet gentage
ønskede motiver til museerne i Bogense og
Assens.
Når jeg ser tilbage på, hvad der blev drevet
kvalitets- eller kvantitetsmæssigt, opstår der
mange fortrydelser og forståelse af, hvor
mangelfulde evnerne faktisk er.
Det er for eksempel mærkeligt at
konstatere, at den tegnemåde, jeg brugte for
50 år siden, næsten ikke har ændret sig på
trods af, at jeg faktisk har ønsket det.
Utroligt, at avislæsere og andre
tegnebeskuere har kunnet finde sig i at se på
den samme manér gennem årene.
Meget er prøvet: Tegning med blyant, kul,
pen, rørpen, en tilspidset tændstik, træsnit,
keramikarbejde og ikke mindst oliemaleriet,
der dog blev begrænset derved, at skolepligter krævede de nødvendige formiddagstimer.
Det har altså vist sig ret umuligt at ændre
på det, man kalder ”sin streg”.
At mange mennesker uden opfordring har
givet til kende, at de har samlet udklip fra
bøger og blade af mine produkter, har jeg i
beskedenhed agtet som en positiv belønning,
men har også måttet føle en forståelig kritik,
som da Palle Lauring anmeldte nogle meget
dårlige skitser til en artikel om de ærøske
teglværker: ”Det ville have været mere
passende, om der var anvendt almindelige
fotografier!”.
Jeg erkender ærligt, at mit arbejde langt fra
altid var lødigt nok til reproduktion.
Alligevel har jeg haft en mani med samle
klip fra, hvad jeg har begået af ondt og godt.
Resultatet er indtil nu blevet 7 bind. Når jeg
blader i disse ”kliptomanbøger”, får jeg det
som den døende kejser i H. C: Andersens
eventyr, der ved at se op i gardinet, så
ansigter fra hele sit liv, der sagde: ”Husker
du det? - - - Husker du det?”.
Frode Lunds erindringsartikel blev bragt i
Vestfynsk Hjemstavn XXXXVII, 1977.