34 / LYS 04-2009 / ungt lys ungt lys i kulturnatten Glødende bygninger akkompagneret af rytmen fra hammerslag og arbejdende maskiner. Ungt Lys blæste liv i den gamle kobbersmedjes facader Af Kristina Nordin, INDUSTRIEL DESIGNER, Ungt Lys En videoprojektor projicerede filmen op på midten af facaden. De store projektorer blev placeret indendørs, da vejrforholdende var noget usikre. LED-lines oplyste de vertikale flader. Den gamle kobbersmedje på Vesterbrogade 107b fungerer atter som værksted, dog i en noget anden karakter end den oprindelige. BaghusDK som det hedder idag, består af fem designere/ kunsthåndværkere. De har siden 2008 haft til huse i bygningens stuetage, og atter pulserer bygningen af skaberkraft, håndværk og kreativitet. Det var med denne historie i baghovedet, at Ungt Lys udviklede temaet for belysningen på BaghusDK’s facade. Konceptet var at fremvise bygningen som en sydende smeltedigel, sprudlende af aktivitet og produktion. På den måde skulle stemningen fra den gamle kobbersmedje smelte sammen med det liv og den kreativitet, bygningen summer af idag. Belysningen af BaghusDK var arrangeret af Ungt Lys’ styregruppe, der så kulturnatten som en mulighed for at vise, hvordan lys kan skabe fokus og give opmærksomhed til en ellers anonym facade og indergård. Kulturnatten er også et arrangement, hvor man har mulighed for at udfolde sig og eksperimentere på en anden måde, end når belysningen er af permanent karakter. Det var en mulighed for at lade kreativiteten få frit spil og skabe stemning og magi for en aften. Resultatet var vellykket, og blev mødt med positiv respons fra de mange besøgende og forbipasserende, der med belysnin- gen blev gjort opmærksomme på, at her foregik noget særligt. Da BaghusDK ligger i en indergård, som kun er forbundet til Vesterbrogade via en smal passage, er det let at overse, når man passerer på gaden. Passagen var derfor gjort til en del af selve belysningsprojektet. Herfra spredte lyset sig i gården, med fokus på baghuset. En sammenklippet film med billeder af glødende metal og silhouetter af arbejdende mennesker blev projiceret op på facaden. Stemningen blev forstærket til lyden af hamrende fabriksmaskiner og knitrende og glødende metal. Resten af bygningen og gården blev forvandlet til et flammende varmt orange lyshav ved hjælp af Goboprojektorer og LED-lines. En tilstødende bygning blev iført en kold blå farve, der stod i kontrast til den varme glød på selve baghuset. Inde i BaghusDK var der livemusik med Louise Preisler og den argentinsk-danske trio Markando, alt imens designerne arbejdede og de besøgende kunne få sig et glas sangria. Det blev en stemningsfuld oktobernat med noget for alle sanser. Sponsorer: ÅF - Hansen & Henneberg, Seelite og Philips
© Copyright 2024