1. No category

Da Sex and the City
ændrede verden
Iben Albinus
Da Sex and the City
ændrede verden
Da Sex and the City ændrede verden
Af Iben Albinus
Sabroe & Sabroe
Copyright © 2010 Iben Albinus
og Sabroe & Sabroe
Forsideillustration: Rikke Jørgensen
Forlagschef: Toke Falk Sabroe
Produktion: Ninette Birck
Grafisk tilrettelæggelse: Lisbeth Frellsen
Omslag: Lisbeth Frellsen
Bogen er sat med Palatino og
trykt hos Narayana Press, Gylling
ISBN: 978-87-993776-0-2
1. udgave, 1. oplag 2010
www.sabroeandsabroe.com
Til mine veninder
Indhold
11 Forord af Sex and the City-forfatter Cindy Chupack
»Vi gjorde verden mere sikker for singlekvinder«
14
Forord af forfatteren
28
Sex and the City er en følelse
Sådan blev det hot at være single
Fra pebermø til pikant rollemodel
52
Interview med Rasmus Lomborg, ejer af cocktailbaren Ruby
56
»Kvinder, der går i byen alene, er cool«
Byen som catwalk
Kunsten at være Carrie
80
Interview med skobutikken Holly Golightlys indehavere
84
»Dine sko er din signatur«
På udkig efter Mr. Right
Kan man bytte en mand, hvis han ikke passer?
110 Interview med life coach Sofia Manning
»Sex and the City gav os lyst til det hele«
114 Veninder er den nye familie
Hvem har brug for en mand?
130 Interview med direktør for Spies Rejser, Jan Vendelboe
»Kvinder forkæler sig selv med veninderejser«
134 Sex ad libitum
Da dildoen blev fashionabel musthave
156 Interview med ejeren af sexbutikken Lust, Sabina Elvstam-Johns
»Alle vil have The Rabbit«
160 Stjerne i dit eget liv
Hvorfor botox er bedre end bryllupper
168 Interview med ejer af Complete Me, Daniela Fraser
»Samantha er et forbillede,
fordi hun tør eksperimentere«
172 Da singlekvinder ændrede verdens økonomi
Lidt single er man vel altid
183 Efterord
Be fabulous!
190
Tak
193 Interviews med Sex and the City-fans
»Jeg har overhørt min kæreste sige,
at han er sådan lidt en Mr. Big-type«
204
Kilder
»Man bliver ikke født som kvinde, man bliver det.«
Simone de Beauvoir
14
Forord af forfatteren
Sex and the City er en følelse
I begyndelsen var ordet. Så hørtes lyden af stiletter. Siden Sex
and the City fik premiere på tv, har serien været dyrket nærmest som en religion og dens hovedperson som en gudinde af
millioner af kvinder.
Allerede da jeg første gang stiftede bekendtskab med Carrie
Bradshaw, var hun bogstaveligt talt larger-than-life, for jeg så
hende på en plakat, der var næsten lige så høj og bred som den
skyskraber, den prydede på Manhattans Upper East Side. Hun
poserede uden en trevl på kroppen, som en moderne Eva efter
syndefaldet, men de generte figenblade var skiftet ud med en
powerbook, en lille sort laptop.
Den dag, jeg kort efter lokket af reklamen på bygningen zappede ind på HBO’s tv-serie Sex and the City, er blevet en dag,
jeg husker, lidt på samme måde som mine forældre husker den
første gang, de hørte The Beatles.
Her var noget helt nyt.
Sex and the City inviterede mig ind i et univers, hvor kvinder
forkælede sig selv med sko til 3.000 kroner, diskuterede deres
orgasmer over brunch og nonchalant satte mænd i bås som Mr.
Big, Mr. Perfect og Mr. Pussy. Alt sammen sat i scene on location på New Yorks mest fashionable restauranter, klubber og
caféer.
Det var i 2000, og jeg havde ikke set serien før, selv om den
havde haft premiere den 23. marts året før på TV3. Dels leve-
15
de jeg mod min vilje i tv-askese kun med adgang til DR1, et
betydeligt minus ved mit ellers hyggelige gule baghus i Århus
Midtby. Dels fordi jeg dengang styrede i en stor bue uden om
dét, jeg så som kvindelige klichéer og lyserødt tøsepjat. I min
magasinholder var der af princip ingen dameblade.
Men der var noget ved Carrie Bradshaw på plakaten. Sex
and the City havde karisma, og det mest fantastiske var, at det
føltes som om, den smittede.
Det første afsnit, jeg så i tv-stuen hos min far og hans
amerikanske kone i deres brownstone i Brooklyn, gik lidt hen
over hovedet på mig, hånden på hjertet. Men min nysgerrighed
var vakt. Jeg begyndte at købe de første afsnit af serien over
nettet på VHS og skrev min tredjeårsopgave på universitetet
om Sex and the City. »Singlefiguren i populærkulturen – den
populærkulturelle konstruktion af singlekvinden i aktuel tvfiktion repræsenteret ved Sex and the City« hed den. Med andre ord, ét langt akademisk forsvar for det opbyggelige ved at
se på fire bedste veninder, der snakkede, dansede, lo, drak og
dyrkede sex, som det passede dem. Og som så fabelagtige ud,
mens de gjorde det.
Da jeg dengang skrev om serien, var min tese, at den gjorde
det lettere at være single. I dag vil jeg påstå, at Sex and the City
har gjort det sjovere ikke bare at være single, men at være kvinde. Punktum.
Fortovet som catwalk
Sex and the City er inspireret af journalisten Candace Bushnells klummer, der fra 1996 kunne læses i The New York Post.
Bushnell skrev om en håndfuld karakterer, deriblandt Carrie
Bradshaw, og en vis uopnåelig forretningsmand, Mr. Big, som
16
Forord af forfatteren
var inspireret af Ron Galotti, et kendt hotshot i New Yorks forlagsverden. Producer Darren Star og instruktør Michael Patrick
King så mulighederne i klummerne, købte rettighederne til
at filmatisere dem og udviklede Sex and the City, hvor Carrie
Bradshaw blev hovedperson og fortæller.
Carrie præsenterede sig selv som en slags »sex-antropolog«,
og i sin ugentlige klumme i den fiktive avis The New York Star
skrev hun om newyorkeres kærlighedsliv i almindelighed og
deres sexliv i særdeleshed.
Som cases til sin såkaldte forskning brugte hun sine veninder og omgangskreds. I hovedrollerne var også kunsteksperten Charlotte York, som drømte om en prins i hvid Porsche og
hånddekoreret porcelæn til 12. Der var advokaten Miranda
Hobbes, som efter for mange kiksede dates og kuldsejlede forhold havde mistet troen på kærligheden. Og der var pr-kvinden
og man-eateren Samantha Jones, der aldrig havde haft den.
Som noget nyt og luksuriøst på tv var Sex and the City optaget på rigtig 16 mm film, og når det gjaldt seriens look, blev
der ikke sparet på noget. Med undtagelse af enkelte kulisser,
der gjorde det ud for hovedpersonernes lejligheder, blev serien
optaget på Manhattans fotogene it-steder. Det lignede et lækkert modemagasin, og seerne brugte det på samme måde til
inspiration.
Stylisten Patricia Fields gjorde med sit trendsættende mix
af vintagefund og silkebeklædte stiletter fra Manolo Blahnik
byens fortove til Carrie Bradshaws private catwalk. Mens
glaserede cupcakes fra Magnolia Bakery, caffe latte fra Starbucks og sågar den lyserøde designerdildo The Rabbit lignede
glamourøse accessories i hænderne på veninderne.
Men seriens vigtigste rekvisit var Carries bærbare computer,
dén hun skrev sine klummer på, efter de fire veninder havde
17
lanceret ugens dilemma over cocktails eller brunch, og som bar
vidnesbyrd om hendes evne til at reflektere over sit eget liv og
kvinders liv generelt anno 2000.
Sex and the City anno 2010
»Er det ikke lidt passé at skrive en bog om Sex and the City?,«
spurgte en af mine veninder, da jeg fortalte hende om min idé.
Tv-serien blev ganske rigtigt rundet af i 2004. Men Sex and
the City er mere aktuel end nogensinde. Ikke blot fordi TV3
nu viser den for tiende gang, og hvert afsnit stadig har over
50.000 seere, eller fordi mange af os kvinder igen vil strømme
i biografen for at se Sex and the City 2. Men også fordi vi først
nu for alvor kan se den gennemgribende indflydelse, serien har
haft og stadig har på, hvordan – også vi danske kvinder – skaber vores identitet. Hvordan vi shopper ja, men også hvordan
vi ser på venskaber, familie, kærlighed, sex og sidst, men ikke
mindst, hvordan vi ser på os selv.
Sex and the Citys position som kulturfænomen kan selvfølgelig læses af salgstallene. Spillefilmen Sex and the City: The
Movie solgte i 2008 billetter for 415 millioner dollar og blev for
eksempel et hit i Singapore, selv om serien på grund af censuren aldrig har været vist på tv i landet. Herhjemme blev den set
af 398.559, hvilket er et pænt udsnit af Danmarks befolkning,
hvis man tænker på, at filmen stort set kun havde kvinder som
publikum. Opmærksomheden omkring efterfølgeren, Sex and
the City 2, har været overstrømmende, også for filmholdet og
skuespillerne under optagelserne, hvor de måtte overgive sig
og skrive autografer, da fans væltede barrikaderne på en gade
i New York. En lang række danske virksomheder har købt
biografsale til private forpremierer for at forkæle deres med-
18
Forord af forfatteren
arbejdere, og i Øksnehallen i København åbner man dørene
for en hel Sex and the City-messe i forbindelse med filmens
premiere.
Luksusbølge
Ethvert stormagasin på provinsernes gågader inviterer på
»powershopping« med lyserøde skrifttyper, og de efterhånden
mange danske modemagasiner har samme forhold til Carrie
Bradshaw og hendes veninder, som kirker har til deres helgener. Imens toppes boghandlernes hitlister af titler som Mor på
høje hæle, Mad på høje hæle og – selvfølgelig – Sådan lærer du
at gå på høje hæle. Man skal jo starte et sted.
Sex and the City har desuden både afspejlet og tydeliggjort
en luksusbølge, der allerede var på vej i verdens trendsættende
metropoler. En mangeårig højtflyvende økonomi, globaliseringen og den galoperende individualisering har skabt oplevelsesøkonomien. Den tendens, der er grundlaget for, at vi shopper
vores identitet, uanset om vi taler om bæredygtig mode, boliger
eller bilmærker. Eller geder til bønder i Malawi. Den økonomiske krise har på det seneste ændret vores forbrug. Men det
sprog, vi bruger, når vi fortæller, hvem vi er, gennem den måde
vi ser ud på, spiser, hvad vi ser på tv og ikke ser og så videre,
har krisen ikke lavet om på.
Midt i denne bølge har Darren Star og Michael Patrick Kings
tv-serie bidraget med det mest sejlivede og karismatiske kvindefællesskab. Og i en tid, hvor både mænd og kvinder kopierer
forbilleder næsten lige så hurtigt, som vi kan nå at spotte Remees hat i X-Factor eller logoet på kronprinsesse Marys jeans,
er kvinderne i Sex and the City nogle af vores tids mest synlige
rollemodeller.
19
Bare en reklamesøjle?
Mens jeg har researchet til denne bog, har jeg mødt kvinder,
der fejrer 30 års fødselsdag med Sex and the City-tema, kvinder, der rådgiver veninder i kæresteproblemer med Sex and the
City-regler, og kvinder, der holder New York-uger inspireret af
serien, som går ud på at gå i ekstra høje hæle og drikke drinks
med veninderne.
12 år efter seriens premiere på amerikansk tv er indflydelsen fra Sex and the City ikke til at komme udenom. Uanset om
vi tilhører den eksklusive skare, der køber Manolo Blahniks
på deres seneste tur til New York, eller dem, der nyder godt
af high street-kædernes evne til at sende billige versioner af
catwalkdesigns hurtigt i butikkerne, inspirerer Carries leg med
stil som et udtryk for personlighed.
For mange er det netop dét, der er problematisk ved Sex and
the City. Serien har fået mange fans, men kritikken af den og
dens univers har været næsten lige så synlig.
Carrie Bradshaw er blevet skældt ud for at smitte kvinder
med pyntesyge og agere reklamesøjle for luksusvarer.
Den oscarnominerede forfatter til en af mine yndlingsfilm
Taxi Driver, Paul Schrader, afskrev for nylig Sex and the City
som ren reklamesøjle for luksusmode. Mange har ærgret sig
over, at det ligner product placement, når Carrie for eksempel
præsenterer sin nye kæreste Berger for Pradas flagship store på
Fifth Avenue med ordene: »Mød min familie«. Eller når hun i
Sex and the City: The Movie forærer sin hvinende assistent en
Louis Vuitton-taske. Måske er vi i dag blevet så vant til skjult
reklame, at vi ser forbi det. Forhåbentlig sorterer vi selv fra. I
hvert fald har rygterne om seriens placerede produkter ikke forhindret feminist og forfatter Naomi Wolf i for nylig at udnæv-
20
Forord af forfatteren
ne Carrie Bradshaw til det seneste årtis mest betydningsfulde
feministiske ikon.
Sex and the City kan diskuteres, er blevet det og bliver det
stadig. Seriens banebrydende frisindede skildring af sex, og
især dens trendsættende modeunivers, er gået over i kulturhistorien. Men når Carrie Bradshaw blev et forbillede for store
dele af en generation af kvinder, skyldes det ikke kun hendes
forhold til sex og sko.
Tro du er noget
Med humor og selvironi har tv-serien behandlet temaer som
dating, abort, ægteskab, mode, klasseskel, køn, biseksualitet,
homoseksualitet, feminisme, prostitution, familie, kvindelighed, maskulinitet, religion, politik, borgerskab, mærkevarer og
penge. Og den har fået mænd og kvinder over hele den vestlige
verden til at debattere tidens mande- og kvinderoller.
Med sine fire vidt forskellige heltinder og deres forskellige
synspunkter og livsholdninger er Sex and the City – og holdet
af ambitiøse forfattere bag manuskripterne – mere optaget af at
stille spørgsmål end af at besvare dem.
Serien skildrer kvinders liv og udfordringer med nuancer og
med de ambivalente følelser, mange af os (inklusive mænd) har
til tilværelsen.
Når Carrie i et afsnit stiller ugens spørgsmål til sin klumme,
ender det altid med et tvetydigt svar, der giver plads til forskellighed. På ét afgørende punkt er man dog aldrig i tvivl om
seriens attitude. Sex and the Citys mantra til moderne kvinder
er: Elsk dig selv!
En kvinde på min mors alder sagde for nylig til mig: »Det er
måske, fordi jeg er fra 1968-generationen, men jeg synes, kvin-
21
derne i serien er nogle høns. De taler i hvert fald ikke meget
om, hvad der sker ude i verden.«
Når jeg tænker på afsnittet Politically Erect fra tredje sæson,
hvor Carrie dater en lokalpolitiker, og vi får at vide, at ingen af
de kvindelige (eller mandlige hovedpersoner) stemmer, kan jeg
godt være enig. Michael Patrick King, der har skrevet afsnittet,
har en intention om at skildre det, han kalder parforholdspolitik,
og det hykleri og de fordomme, der er mellem mennesker. Men
for mig opvejer det ikke helt personernes ligegyldige holdning
til politik, selv om det trods alt er lokalpolitik, der er tale om.
Hvis man til gengæld opfatter Carrie, Miranda, Charlotte og
Samanthas evne til at gøre et show ud af meget af det, de foretager sig, som kagleri, er jeg ikke enig.
En af grundene til, at jeg elsker de fire kvinder, er, at de tør
tro på, at de er noget. Min mor og hendes generation af kvinder
blev opdraget i et Danmark, hvor man ikke skulle tro, at man
var noget, og da slet ikke hvis man var kvinde. I 1960’erne og
1970’erne tog de mange, store og helt afgørende skridt mod et
opgør med de snærende kønsroller. Takket være dem har vi de
privilegier, vi nyder i dag. Men til en vis grad på bekostning af
nydelsen ved det feminine. Det er ved at ændre sig – med eller
uden Sex and the City.
Serien har desværre ikke fokus på de mange millioner kvinder, der stadig lever i mandsdominerede samfund. Den handler
om frigørelse på et stadie længere fremme. Men da New York
Times sendte reportere på gaden i fattige kvarterer som Harlem og Bushwick i Brooklyn, fandt de, at kvinder ikke behøver
sippe cocktails til 15 dollar og gå i designersko for at være fans
af Sex and the City. Kvinderne, der her blev interviewet, var
lige så inspirerede af tøjet, venskaberne og jagten på kærligheden, som deres velbetalte kønsfæller på Manhattan.
22
Forord af forfatteren
Gør Sex and the City en reel forskel for de kvinder, der lever
under fattigdomsgrænsen? Det skal man nok ikke satse på.
Men serien zoomer ind på dilemmaer, der påvirker tilværelsen for kvinder med de bedste forudsætninger for at nyde frigørelsen. Vi kvinder, der i dag prøver at lære os selv og andre
at tro på, at vi er noget. Og forhåbentlig kan det også skabe
trends blandt kvinder, der i mindre grad end Carrie, Samantha,
Miranda og Charlotte har kontrol over deres tilværelse.
Det er derfor, jeg har stillet den skoæske-formede dvd-boks
med Sex and the Citys seks sæsoner på reolen, hvor min mor og
hendes veninder stolt udstillede bogen Kvinde kend din krop.
Dengang handlede det for mange kvinder om at tage ejerskab
over deres krop. Nu vil vi have ejerskab over mere end det.
En opskrift på selvrespekt
Carrie oplever både glæder og sorger, men vigtigst af alt giver
hun os altid en opskrift på selvrespekt. Hun er indbegrebet af
stil, men hun er også et sårbart menneske, der ofte må føle sig
frem, når hun står over for de mange valg, tilværelsen byder på
i den moderne storby, hvor man leder forgæves efter skilte, der
udpeger den brolagte vej til et lykkeligt liv.
Carrie nyder sit liv som single på Manhattan, især takket
være sine veninder, og hendes livsglæde smitter. Men hun møder også nederlag. Og det er fordi, hun altid rejser sig igen, at
hun bliver et nuanceret forbillede for os andre.
Hvem husker ikke den triste scene, hvor alle hendes venner
bliver forhindret i at nå frem til hendes fødselsdag? Carrie sidder i timer alene ved et bord til ti, før hun ydmyget lusker hjem
med sin lagkage i en æske, kun for at blive verbalt overfaldet
af arbejdsmænd, der er ved at asfaltere fortovet, hvor hun går.
23
Med det resultat at hun taber kagen på den våde asfalt og gør
mændene endnu mere vrede. Eller den noget sjovere scene,
hvor Mirandas fostervand plasker ned over Carries nye Christian Louboutin-sko med lyserøde flæser, der skulle forføre Mr.
Big på hans sidste aften i New York?
Der er også de stunder, hvor Carrie bliver slået omkuld af
kærligheden, måske hårdest, da Aidan går fra hende for anden
gang. Og i Sex and the City: The Movie, hvor Big svigter hende
i kirken. Eller da hun i et langt tidligere afsnit generet af dårlig
samvittighed forsøger at sige undskyld for sin affære med Big
til hans kone Natasha, og Natasha iskoldt og måske berettiget
skamskænder hende til gengæld. Dén kan hun ikke redde.
Det, der alligevel hjælper Carrie hver gang, er hendes insisteren på at kunne se sig selv i øjnene og ranke ryggen. Og i
seriens allersidste afsnit konkluderer hun, at selv om det er
skønt at have andre i sit liv, er det »mest spændende, udfordrende og betydningsfulde forhold, du har, det forhold, du har
til dig selv«. På godt og ondt.
Hvordan skal du dog klare dig alene?
Carrie møder forhindringer, udfordringer og nederlag, men
hendes vigtigste våben er humor og den historie, hun vælger
at fortælle om sit liv. Carrie har opfundet et nyt powertool for
kvinder: Kunsten at skildre sig selv.
I begyndelsen ligner Sex and the City en fortælling om singlekvinden i storbyen. Men kaster man et blik tilbage i tv-historien, kan man se singlen som symbol for alle moderne kvinder.
I sine første mange år er tv ren familieunderholdning, og
kvinder, der lever alene, er ikke noget, man forherliger. Først
med The Mary Tyler Moore Show i efteråret 1970 kommer tv’s
24
Forord af forfatteren
første singleserie, og titelmelodiens omkvæd »How are you
going to make it on your own?« afslører omverdenens syn på
kvinder, der vælger at leve alene.
Men når alt kommer til alt, er vi alle som udgangspunkt alene i storbyen. Kvinder og mænd. Uanset om vi er i parforhold
eller ej. Som Samantha siger i afsnittet All or Nothing: »Carrie, vi er helt alene!« Godt nok siger hun det kun, fordi hun er
syg, og alle hendes elskere med ét er forduftet. Men Samanthas
kortvarige ensomhed viser en slagside ved det frie singleliv.
Selv har jeg været i forhold, al den tid singlerne i Sex and the
City, Ally McBeal, Bridget Jones og danske Nynne satte dagsordenen. Men når Bridget solo-karaokede til »All by Myself« i
pyjamas, fuld af selvmedlidenhed og alt for meget lunken
Chardonnay, kendte jeg godt fornemmelsen. Fra tiden før jeg
mødte min mand. Hvor mine forældre var flyttet til København, og de fleste af mine veninder havde kærester.
Der er mange grunde til, at den drengerøv, jeg blev vild med
for 13 år siden bag baren på Café Paradis i Århus, er blevet
manden i mit liv. Jeg skal ikke benægte, at det er dejligt at dele
sit liv med en, man elsker. Men jeg har også oplevet i de år, vi
har været sammen, at selv ikke den perfekte mand kan redde
mig fra de indre dæmoner. Heller ikke selv om jeg fik opfyldt
drømmen om at møde den store kærlighed og sågar også den
om at blive gift i Grace Kelly-inspireret designerskrud (takket
være min mor, der havde dårlig samvittighed over al det batikfarvede arvetøj, jeg gik i som barn i kollektivet).
Kærlighed er en forudsætning for at kunne eksistere, uanset
om man får den gennem ægteskab eller på anden vis, men den
kan ikke redde én. Det må vi selv sørge for. Faktisk var jeg ved
at miste min mand, fordi vi havde skabt en så tæt og tryg symbiose, at vi efter nogle år sammen ikke kunne få luft. Heldigvis
25
opdagede vi problemet, mens kærligheden stadig var intakt, og
vi fik gjort rum til, at vi kunne være hver sit menneske, sammen. Jeg troede, at jeg havde brug for at komme ud og bevise
for mig selv, at jeg kunne være alene uden at være ensom. I
stedet fandt jeg ud af at være mig selv i mit forhold. Det gjorde,
at vi blev forelskede igen.
Jeg har lært, at det er mig, og kun mig, der har ansvaret for,
at jeg har det godt, og måske er det også derfor, min mand
stadig elsker mig. Derfor er jeg heller ikke bange for at være
alene. Mere. Jeg kan være bange for den risiko, der findes, for at
jeg kan miste min mand, ja, men ikke bange for at være alene.
Det er en fin fornemmelse. Den tillader mig at nyde nuet i mit
forhold – lidt som at have en slags følelsesmæssig bankkonto i
Schweiz.
Det er i og for sig ikke Sex and the Citys fortjeneste, men
serien spejler mine oplevelser. Desuden besvarer Carrie,
Miranda, Charlotte og Samantha et væsentligt spørgsmål,
nemlig det bekymrede omkvæd til singleserien om Mary Tyler
Moore, der for mig at se vedrører mange af os: »Hvordan skal
du dog klare dig alene?« For da Mary forlod sin læge-forlovede,
var det ikke, fordi hun aldrig mere ville have en mand. Det,
som hun forlod, var en tid, hvor en kvinde kom »i havn« her i
livet, fordi hun mødte en mand. Og svaret på bekymringen er:
Jo tak, vi klarer os glimrende alene. Har man oven i købet vidunderlige veninder som Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha, er det bare fantastisk.
Sex and the City er en følelse. Den følelse.
Be fabulous!
Serien stiller tankevækkende spørgsmål om sex, kærlighed,
26
Forord af forfatteren
venskaber og familie og gør det i lækker indpakning med en
chik stil og skarpsindig humor. Og seriens stærke kvinder, deres sunde appetit på sex og (nogle gange lidt for) store appetit
på smukke sko er en hyldest til kvinder, der tør elske sig selv og
de valg, de træffer her i livet.
Carrie og hendes veninder viser os, at lykken ikke ligger i at
være attraktiv for mændene. Langt vigtigere er det at være attraktiv i sine egne øjne.
Sidst, men så absolut ikke mindst, viser de os, at vi skal kunne
grine af os selv, når vi ikke lever op til vores egne idealer. Når
vi ler af Samantha, hvis selvtillid for en kort stund knækkes
af influenza, og af Bridget, der hyggesørger over sit singleliv,
er det fordi, vi kender følelserne. Hvis vi kan se det komiske i
vores stræben efter det perfekte og – ikke mindst – le af os selv
sammen med andre, der har prøvet det samme, er det knap så
slemt. Så bliver vi del af et nyt fællesskab og sammenhold.
Men der er noget, jeg ikke kan lade være med at spekulere
over.
Inspireret af Carrie, der ofte funderer »I couldn’t help but
wonder ...«, har jeg lyst til at spørge:
Har Sex and the City smittet os med en livsglæde og en følelse af, at vi er værd at elske, som vi er?
Eller har vi bare fået endnu mere travlt med at være perfekte,
så vi kan leve op til de krav, vi og mediebillederne stiller til,
hvor fantastiske vi skal være?
Biblen prædiker ti bud. Sex and the City kun ét, og det er:
»Be fabulous!«
Har vi forstået det rigtigt?
Iben Albinus
København, april 2010
27
»Maybe some women are not meant to be
tamed. Maybe they need to run free until they
find someone just as wild to run with them.«
Carrie Bradshaw
28
Sådan blev det hot at være single
Fra pebermø til
pikant rollemodel
I Hollywood gik for nylig et rygte om en yngre filmproducer.
Ivrig efter at sætte sit navn på en stime af romantiske blockbusters bad han sin assistent ringe og arrangere et frokostmøde
med »hende der Jane Austen«. Desværre havde den engelske
bestsellerforfatter en ret plausibel undskyldning for ikke at
møde op til arbejdsfrokost i filmbyen. Nemlig den at hun levede og skrev sine seks romaner i årene 1775 til 1817.
Det er uvist, om historien taler sandt, men uanset hvad siger
den noget om, at tidens kvindelige publikum er et eftertragtet segment. Og at få har formået, som Jane Austen, at ramme
denne målgruppes smag inden for litteratur, film og tv. Hendes
klassikere er filmatiseret i talrige versioner, og salget af dem
har været stort og støt i snart 200 år.
Havde Jane Austen fundet kilden til evigt liv og stadig siddet ved skrivebordet i sin cottage i Hampshire i England, ville
hun formentligt være fortørnet over de mange versioneringer
af hendes historier, der forherliger utopien om den romantiske
kærlighed. Til gengæld tror jeg, at hun ville være fan af Sex and
the City.
Jane Austen er en af de første kvindelige forfattere i romangenrens unge år i 1700-tallet. Hun skriver begavet og humoris-
29
tisk om kvinders liv og vilkår. Med skarp pen og glimt i øjet tegner hun en tid, hvor »arbejdende kvinde« betyder prostitueret,
og hvor det såkaldt svage køn kun kan opnå høj social status
ved enten at arve en rig slægtning eller ved at gifte sig godt.
Selv vælger hun at forblive ugift. På trods af et frieri fra en
rig beundrer, hun først har sagt ja til, men siden fortryder sit
løfte til. Efter at hun i 1811 udgiver romanen Fornuft og følelse,
bliver hun anerkendt som forfatter, i første omgang under
pseudonymet »A Lady«.
Men hvorfor begynde en bog om Sex and the City med Jane
Austen?
Den første single
Inspirationen til mange af de bøger, film og tv-serier, der i dag
specifikt tiltrækker det kvindelige publikum i stort tal, kan
spores tilbage til Jane Austen. Og det er værd at bemærke, at
hun på sin vis er den første berømte singlekvinde. Ganske vist
er den engelske dronning Elizabeth I, der levede fra 1533 til
1603, kendt for at afvise magtfulde bejlere og regere alene på
tronen med historisk stor folkelig opbakning. Men »the Virgin Queen«, der i de senere år er blevet portrætteret af Cate
Blanchett og Helen Mirren på film og tv, var født til sin position. Jane Austens valg er aktivt.
Netop hvis vi ser Sex and the City i forhold til de forestillinger
om kvinder, der i andre perioder har tiltrukket vores opmærksomhed og vakt vores beundring, bliver det tydeligt, hvor stor
betydning tv-serien og dens univers har for de kvindebilleder,
mange af os i dag dyrker som idealer. Og det er ikke usandsynligt, at Carrie Bradshaws chikke single har været med til at
inspirere os til at se Miss Austen i et andet lys.
30
Sådan blev det hot at være single
BBC’s filmatisering af Stolthed og fordom bliver i 1995 begyndelsen til en ny Austen-bølge. Ikke mindst takket være
Colin Firths Mr. Darcy, der overraskes af heltinden Elizabeth
Bennett, efter at han har taget et impulsivt bad i søen på sit
storslåede slot Pemberly. Og hun bliver rystet i sin grundvold
ved synet af rigmanden i våd, hvid skjorte. Men selv om de nye
filmatiseringer løfter sløret for en kvindelig seksualitet i Austens univers, er romantikken i hendes historier i fokus. Samtidig med at ideen om forfatteren som den frigide pebermø,
der fantaserer sig til frem til lidenskaben i sine historier, bliver
udbredt.
Opfattelsen er, at hun i sin tid levede et tilbagetrukket, kedsommeligt liv, ulig sin ikoniske heltinde, Elizabeth, der gifter sig
af kærlighed til Darcy. Filmene over Austens bøger forstærker
utopien om den romantiske kærlighed, som i Fornuft og følelse
med Emma Thompson og Hugh Grant og den moderne version
af romanen Emma, Clueless, med Alicia Silverstone. Imens bliver forfatteren selv betragtet som uværdig til et liv på celluloid.
Men så i 2007 kommer spillefilmen Becoming Jane og nuancerer billedet.
Julian Jarrolds film med Anne Hathaway i hovedrollen portrætterer Jane Austen som kvindelig kunstner, der vækkes af
en lidenskabelig forelskelse.
Inspireret af Jon Spences bog Becoming Jane Austen handler
den om Austens flirt med den pengeløse jurastuderende Tom
Lefroy. Toms rige onkel forhindrer deres kærlighed, og efter at
have afvist et frieri fra en velhavende bejler vælger præstedatteren bevidst at leve alene. Og forsørge sig selv ved at skrive. Til
sidst i filmen er hun – passende for Austen som forløber for den
moderne single – blevet udstyret med replikken: »A woman
can depend on herself for a fortune«. En kvinde kan klare sig
31
selv og endda skabe sin egen formue. Som en af få afgør den
belæste Jane, at en kvindes uddannelse kan bruges til mere end
at underholde en ægtemand i dagligstuen.
Næsten 200 år efter at hun døde af tuberkulose, sælger Jane
Austens bøger i omegnen af 100.000 eksemplarer om året på
verdensplan. Det gør hende til en af de mest læste forfattere
nogensinde. Men først nu bliver hun selv og hendes liv betragtet som interessant for det brede publikum. Hvad er der sket i
mellemtiden?
Et svar kan være Sex and the City. Carrie Bradshaw har mere
til fælles med den kyseklædte forfatter, end man skulle tro.
Begge er forfattere, der med en vis overlegenhed observerer og
registrerer kvinder og mænd i deres samtid med skarpslebet
humor og sproglig tæft. Begge studeres af den akademiske verden. Og begges hjem besøges af busser stuvende fulde af fans,
der vil mærke suset af den udeIf you are single there is finerbare karisma, der omgiver
dem, og som nærer vores drømalways one thing you
me om det smukke kvindeliv.
should take out with
Drømme, der i Austens univers
you on a Saturday
er ansporet af pandekrøller, kjonight ... your friends.
ler med empiresnit og kurmaCarrie Bradshaw
geri. I Sex and the City af lækre
locations, Louboutin-sko og livsglæde i en camoufleret, streetwise newyorker-version.
Carrie Bradshaw ville dog ikke trone på den piedestal, mange af os har placeret hende på i dag, hvis det ikke havde været
for en broget skare af kvinder på film og tv af den støbning,
som den amerikanske filmforsker Kathleen Rowe kærligt kalder for den uregerlige.
I modsætning til thrillergenrens femme fatale er den ureger-
»
32
Sådan blev det hot at være single
lige kvinde ikke decideret livsfarlig for mændene, ligesom de
dødbringende damer i for eksempel efterkrigstidens film noir
som Billy Wilders Double Indemnity, hvor Barbara Stanwyck
forfører en privatdetektiv til at slå sin rige mand ihjel. Men nogen pæn pige er hun ikke.
Og i modsætning til den berygtede femme fatale er den uregerlige kvindes seksualitet ikke hendes bedste våben i kampen
mellem kønnene. Det er hendes latter.
De uregerlige kvinder
Nogle af de første uregerlige kvinder er filmstjernerne Mae
West og Katharine Hepburn. Men det er en rødhåret dame ved
navn Lucille Ball, der baner vejen på tv for de kvinder, der senere for alvor bryder reglerne.
Hun skaber alle tiders største tv-darling i USA med serien
I Love Lucy med karakteren Lucy – som mange kender via
Pretty Woman fra det tv-klip, som Julia Roberts’ Vivian ligger
og griner af på tæppet i rigmandens suite. Her maser Lucy vindruer med tæerne på en italiensk vingård, som hun har forvildet sig ind på.
I serien er Lucy gift med orkesterlederen Ricky, men keder
sig i sin hverdag som husmor. Derfor roder hun sig konstant ud
i projekter, der skal gøre hendes hverdag mere spændende. Det
ender dog altid galt, og efter narrestreger og forviklinger må
Lucy erkende sin plads.
I en episode har hun for eksempel overtalt Superman i skikkelse af skuespilleren George Reeves til at optræde ved sønnen
Lille Rickys fødselsdag. Da han ikke dukker op, klæder hun sig
selv ud som superhelt, men ender med at sidde fast ude på husets gesims. Den rigtige Superman dukker op og redder hende
33
ind gennem vinduet. Men hendes mand raser: »I alle de 15 år,
vi har været gift ...« Han når ikke at tale færdig, før Superman
afbryder: »Mener du, at du har været gift med hende der i 15 år?
Og de kalder mig Superman!« Lucy er rødglødende, men som i
alle seriens episoder må hun resignere.
I Love Lucy bliver vist fra 1951 til 1957 på tv-kanalen CBS, er
en gigasucces og ligger på tv’s top tre i alle seks år, imens middelklassen vokser frem i efterkrigstidens højkonjunktur. Siden
bliver serien krediteret for at forvarsle kvindernes oprør med
husmorrollen et par årtier senere.
For selv om Lucys forsøgsvise oprør mod husmorrollen i
serien bagatelliseres som nuttede klovnerier, går der en lige
linje fra den dejlige rødhårede antiheltinde frem til Sex and the
Citys heltinder. Komedier er gode til at udfordre sociale konventioner, fordi humoren netop består i, at man vender vrangen ud på de normer, der hersker i tiden, og griner af dem.
Den velfriserede, konventionelle kernefamilie kommer til at
dominere sendefladen i mange år efter I Love Lucy. Men uden
for tv’s polerede univers, vender ungdomsoprøret op og ned på
konventionerne.
Hvordan skal det dog gå?
Hvis tv typisk har præsenteret kvinders hedeste drømme som
velopdragne børn, hus med carport og pastelfarvet hyldepapir, vover en ny tv-serie i efteråret 1970 med forsigtige skridt at
hylde kvinder, der tør vælge en anden vej.
På det tidspunkt kaldes kvinder uden parforhold for enlige,
og sådan nogle har man ondt af. Dog står det ikke så grelt til
som på Jane Austens tid, hvor en ugift kvinde over 25 betragtes som fortabt. Ikke desto mindre er det stadig frækt, da The
34
Sådan blev det hot at være single
Mary Tyler Moore Show viser en nogle og trediveårig kvinde,
der lever alene og er glad for det.
I serien står Mary Richards, spillet af komikeren Mary Tyler
Moore, foran et stort kirkebryllup med en velbeslået læge, da
hun beslutter, at livet må have mere at byde på end tilværelsen
som lægefrue. Hun stikker af og slår sig ned som tv-producer
i Minneapolis. Mary bruger p-piller, får vi at vide i et afsnit, og
det afslører, at hun har et aktivt sexliv, men handlingen styrer
pænt uden om de kontroversielle detaljer. Den ærbare Mary
dedikerer sin tid og energi til at være mor for kollegerne på
tv-stationen og løse deres problemer.
The Mary Tyler Moore Show er den første singleserie og den
første sitcom, hvor arbejdspladsen erstatter hovedpersonens familie. Serien spiller frem til 1977 og er et stort hit.
Mary Tyler Moore viser en succesrig karrierekvinde, der lever lykkeligt med sine kolleger, men seriens titelmelodi afslører
en vis skepsis over for singlens projekt med sit omkvæd »How
are you going to make it on your own?«
Karrierekvinden Mary skriver første kapitel i en ny saga om
singlekvindens kamp for tilværelsen, og den bekymrede sang
om singlen i storbyen slår tonen an. Men ude i den virkelige
verden viser tusindvis af kvinder, at de sagtens kan matche
mændene.
Mænd og kvinder deler tøj, bajere og pibetobak i 1970’erne og
marcherer side om side ved fredsdemonstrationer og råber de
samme kampråb ved politiske møder.
Det er en tid, hvor Erica Jongs bestsellerroman Luft under
vingerne får tusinder af kvinder til at forlade deres mænd, og
det at leve alene bliver synonym med at finde sig selv. Det såkaldt gnidningsløse knald, som Jong med humor og selvironi
reklamerer for dengang i 1973, er dog stadig forbudt territori-
35
um på tv. Der skal gå mange år endnu, før Sex and the Citys
Samantha Jones får lov at folde sig ud seksuelt. Og det stadig
kun på betalingskanalen HBO.
Idealet om frisind og eksperimenter med sex, stoffer og
kønsroller i 1970’erne bliver afløst af en ny konservatisme i
1980’erne. Men kvinder er i stort tal kommet på arbejdsmarkedet, og der bliver de. I fattigfirsernes konkurrenceprægede
arbejdsmiljø må de imidlertid stive sig af med ekstra holdbar
hårlak og skulderpuder.
I skyggen af kernefamilien
Mens amerikanerne peger på cowboyen Ronald Reagan som
præsident i 1981, og briterne vælger den konservative Margaret
Thatcher på den anden side af Atlanten, generobrer de traditionelle dyder vores opmærksomhed i biografen og foran fjernsynet. I Danmark bliver Matador den mest populære tv-serie
nogensinde, og her kan vi i tilbageblik på gamle, danske dage
føle med seriens singler, den dannede og begavede kvinde Elizabeth Friis, der må henslæbe sit liv som skyggetante i sin velhavende søster Maudes hjem. Og den unge, ugifte Ulla Jacobsen, der arbejder som bankassistent, men om aftnen bijobber
som elskerinde på direktør Varnæs’ kontor.
Matadors ærinde er at vise, hvordan moderne tider har vundet indpas, særligt efter Anden Verdenskrig. I det meste af
Europa og USA har krigen for en periode betydet, at mange
kvinder har overtaget mændenes rolle på arbejdsmarkedet og
i hjemmene, mens deres ægtefæller er i krig eller under jorden.
Stuepigen Agnes bliver en af seriens mest populære figurer,
fordi hun ved at være initiativrig under krigens mangelvaresamfund arbejder sig frem til en position som succesrig forret-
36
Sådan blev det hot at være single
ningskvinde. Også 1980’ernes kvinder kan matche mændene
og få succes. Men som Joan Collins med sin man-eater og forretningsmogul Alexis Carrington viser i tv-serien Dollars i årene 1981 til 1989, betyder det et farvel til kvindelighed og goddag
til en machokvinde med fuld krigsmaling.
Joan Collins’ succesfulde forretningskvinde er kynisk og
manipulerende ligesom klichéen på den mandlige forretningsfyrste. Men det er først, da hun gør sin entre i den anden sæson
af Dollars, at seriens seertal når svimlende højder.
Også populære serier som Blomsterbørns børn (1981-1989) og
The Cosby Show (1984-1992) hylder familien som idealtilstand.
Den charmerende familie Huxtable med Claire og Bill, som
begge har succes med karrieren, et lykkeligt ægteskab, foruden
fem børn, er idealet. Og det samme viser de tidligere hippier
Elyse og Steven Keaton, der i kernefamiliens trygge rammer
forgæves forsøger at omvende teenagesønnen Alex, spillet af
Michael J. Fox, der er ihærdig tilhænger af Ronald Reagan.
1980’erne dyrker på den ene side det dydige liv i kernefamilien. På den anden side de smarte, yngre dinkys, der har »double income no kids yet«, og for hvem livet på vej til den ideelle endestation, kernefamilien, bliver kørt i overhalingsbanen.
Med logoer på tøjet, uret og bilen som obligatoriske signaler
om succes.
Men singlerne i 1980’erne – de kan være decideret livsfarlige.
Singler koger da kaniner
Da Glenn Close får rollen som Alex Forrest i instruktøren
Adrian Lynes film Farligt begær, researcher hun grundigt med
hjælp fra tre psykiatere på den lidelse, hendes karakter i filmen
37
har. Karrierekvinden Alex har en hed affære med den gifte mand
Dan, spillet af Michael Douglas, mens hans familie er på landet.
Hun viser sig at gøre den pæne familiemands pæne familieliv til
et mareridt. Alex vil ikke finde sig i, at han afviser hende, så hun
koger børnenes kanin på komfuret og forsøger at dræbe Dan,
før hun selv bliver skudt af Dans kone i familiens badekar.
Glenn Close bliver nomineret til en oscar for sin præstation
i Farligt begær og sin skildring af Alex’ lidelse, der er identificeret som Clérambaults syndrom, en variant af sindssyge. Men
for de millioner af mennesker
verden over, der ser filmen –
I once was broken
Farligt begær er den næstmest
up with by a guy’s
sete film i USA det år – er det
doorman. I’m sorry
Ms. Hobbes, Jonathan et mere forsimplet billede, der
står tilbage på nethinden: Den
won’t be coming
succesrige karriere- og singledown. Ever.
kvinde er ikke én, man bør indMiranda Hobbes
lade sig med. Som Tom Hanks’
figur siger i Søvnløs i Seattle, da sønnen vil have ham til at gå
ud med en fremmed kvinde: »Er du klar over, hvor mange af
os, der blev skræmt fra vid og sans af den film?!«
Til sammenligning skildrer den film, der er den mest sete
i 1987, Tre mand og en baby, pudsigt nok tre singlemænd, der
finder en baby på deres dørtrin, som clueless, men uhyre charmerende singlefædre.
Selv har Glenn Close fortalt, at mænd i årevis efter filmen er
kommet hen til hende og har sagt: »Du skræmte livet af mig«,
eller »Du har reddet mit ægteskab.«
Det er dog langt fra alle, der formår at redde deres ægteskab,
når det er i krise. Et stigende antal skilsmisser gør det svært for
mange kvinder at spejle sig i idealerne om det idylliske familie-
»
38
Sådan blev det hot at være single
liv. En dag kommer en af dem løbende regnvåd iført brudekjole
ind på en café i New Yorks hippe Greenwich Village.
Vennerne som førstehjælp
Ligesom Mary Tyler Moore er Rachel Green stukket af fra sin
forlovede, Barry, der er tandlæge. Dermed har hun sagt farvel
til en tilværelse som den, kærlighedsromanernes heltinder i
århundreder har drømt om. Villa i Connecticut med social status og fri adgang til credit cards. I stedet bliver Rachel servitrice
på seriens legendariske kaffebar Central Perk. Hun flytter ind
hos sin veninde Monica, hvor fire andre venner Phoebe, Ross,
Joey og Chandler konstant holder til.
Friends har premiere i 1994 og bliver over ti sæsoner en af de
mest elskede sitcoms og ses af millioner af mænd og kvinder i
forskellige aldre. Især af unge, der er tiltrukket af seriens alternativ til den familie, man er født ind i.
I Friends er vennerne der altid for hinanden og tager over,
når de biologiske familier ikke giver hovedpersonerne den
hjælp, tryghed og kærlighed, de har brug for. Selv om man som
seriens Chandler har en far, der er dragqueen i Vegas, eller som
Rachel pludselig skal mægle mellem sine fjendtligtsindede
fraskilte forældre, kan man sagtens leve et lykkeligt familieliv.
Man skal bare vælge sin familie selv.
Seriens mantra, titelsangen »I’ll Be There For You«, bliver
overskriften på en ny tid, hvor flere og flere unge nu kan formulere behovet for et alternativt tilhørsforhold til den traditionelle, biologiske familie.
I den anden ende af USA byder også en anden, lidt yngre
vennegruppe fra gymnasiet West Beverly High på et alternativ
til familien. Men selv om Beverly Hills 90210, der har premiere i
39
1990, handler om venner, der støtter hinanden, dyrker hitserien
om Brandon, Kelly, Donna og Dylan og de andre også det store
romantiske bryllup som ideal. Og indtil vennerne i serien med
årene bliver gamle nok til at gifte sig, er det primært parforhold og prom-kjoler, der får de unge kvinders klode til at dreje
rundt.
Det sker, mens nye moderne tider rykker os op med rode. På
den ene side mister vi de trygge traditioner, der mere eller mindre venligt havde skubbet vores forældre og bedsteforældre i
retning af et bestemt valg af liv og regler for, hvordan det skulle
leves. På den anden side nyder vi en ny frihed, der giver et hav
af nye muligheder.
Drømmen om Mr. Right
Men de mange nye muligheder er ikke altid lykken. For nu ligger der ikke længere bare antydningen af et manuskript foran
os, og vi må selv skrive vores historie. Hvad er det rigtige liv?
De rigtige valg?
Med en god uddannelse kan en kvinde nu gøre karriere og
forsørge sig selv. Og så har hun pludselig ikke længere brug for
en mand. Eller har hun?
Ally McBeal i David E. Kelleys tv-serie af samme navn om
advokater på et bureau i Boston, introducerer i 1997 den nye
type kvinde, der tilsyneladende har alt, inklusive humor. I sine
små, feminine jakkesæt fra Calvin Klein udfordrer hun forestillingerne om magtfulde og succesrige kvinder som kloner af
Alexis Carrington og Margaret Thatcher. Som skarp advokat
viser hun, at en kvinde sagtens kan have professionel succes og
bevare sin kvindelighed.
Hun er køn, klog og lever komfortabelt i en hyggelig lejlig-
40
Sådan blev det hot at være single
hed sammen med sin bedste veninde i Bostons pittoreske indre
bydel, men der mangler noget vigtigt i hendes liv: Mr. Right.
Men Ally dater og dater, og der er altid noget i vejen med
de mænd, hun møder. Da en potentiel kavaler overser en klat
dressing på sin læbe, falder hendes dom skingert som hos prinsessen i Klods Hans. Duer ikke, næste!
»Sandheden er, at jeg nok slet ikke vil være lykkelig eller tilfreds. For hvad så? Det, jeg kan lide, er jagten, at søge. Det er
det, der er sjovt. Jo mere fortabt man føler sig, desto mere har
man at se frem til. Hvad skal jeg sige? Jeg har det jo fantastisk,
og jeg er ikke en gang klar over det,« siger hun i serien, hvor
hun konkluderer: »Her står jeg, offer for mine egne valg. Og jeg
er kun lige begyndt.«
Det er den slags replikker, der i 1998 sikrer Ally McBeal en
plads på forsiden af Time Magazine under overskriften »Is
Feminism Dead?«
Ally bliver eksponent for et af tidens mest fremherskende
træk, narcissismen. Imens diskuterer kritikere og forskere frem
og tilbage, om det er frugtbart, at hun sætter sådanne problemstillinger på dagsordenen, eller om det blot er et dystert tilbageskridt for kvindefrigørelsen. Selvoptaget, det indrømmer Ally
nu gerne, at hun er, og seriens forfattere udruster hende med
denne replik som svar: »Jeg vil gerne redde verden. Jeg skal bare
giftes først.«
Seriens kernepointe er, at i en moderne verden, hvor det er så
svært at finde sin identitet, bliver man mere optaget af sig selv.
Først når man har fundet den rette – og altså dermed sig selv –
er man klar til at vende blikket udad. Og er man single i Allys
æra, er det svært ikke at spejle sig i hendes kvaler med kærligheden. Med Allys søgen efter identitet i almindelighed og Mr.
Right i særdeleshed rammer hun tidsånden med eftertryk.
41
Hun er den ambitiøse, moderne kvinde, der har lært, at hun
kan få det hele – og det stresser hende. Men hun er ikke den
eneste, der har det sådan. Tusindvis af kvinder dyrker Ally
McBeal, men da singlebølgen for alvor skyller ind over os i bøger, film og på tv, træder den Harvard-uddannede advokat i de
lårkorte jakkesæt i baggrunden. Snart tegnes tiden af kvinder,
der har langt mere på spil.
Askepot med deller
I London sidder journalisten Helen Fielding med problemer,
der ligner Allys, og som hun dulmer med venner, smøger og
Chardonnay. Inspireret af sit tilsyneladende endeløse singleliv
i den engelske hovedstad skaber hun Bridget Jones’ dagbog,
der i 1996 er en klumme i avisen The Independent.
På det tidspunkt har BBC haft stor succes med at vise filmatiseringen af Jane Austens Stolthed og fordom, og klassikeren sniger sig ind i Bridgets historie og lægger fundamentet for hendes
dilemma. Skal hun have den sexede, uartige og fuldstændigt
upålidelige Daniel Cleaver, der er baseret på Austens løgnagtige
og selvsmagende Mr. Wickham? Eller den hovne, men smukke
og succesrige Darcy, der er en moderne version af Austens Mr.
Darcy? Nu udstyret med det mere spiselige fornavn Mark end i
Stolthed og fordom, hvor han hedder Fitzwilliam.
Klummerne bliver til to bøger og senere to film. Bridget Jones
bliver et ikon for kvinder, der kan identificere sig med singlelivet i storbyen. Og som har følelsen af at være udstødt, fordi de
ikke tilhører de såkaldt »smug marrieds«, de selvtilfredse par.
Ved en middag med alt for mange af den slags, bliver Bridget
spurgt, hvorfor hun egentlig stadig er single? Og svarer:
»Tjo, det har jo nok noget at gøre med, at vi singlekvinder
42
Sådan blev det hot at være single
under tøjet er dækket af skæl.« Med sine – ifølge hende selv
– fem kilo for meget og en smittende selvironi erobrer Bridget
moderne kvinders hjerter. Og imod alle odds, og selv om han
kan få den kontrollerede advokatkollega Natasha, falder Darcy
for Bridget, som han kan lide »præcis som hun er«.
Bridget er en karakter, flere kan nikke genkendende til, og
som ligner alle os andre. Hun har ikke ligesom Ally gået på
Harvard. Faktisk dummer hun sig konstant i selskab med sine
højtuddannede kavalerer Daniel og Darcy. Helt særligt ved
hende er den humor, hun udstiller sin situation og sine mangler med. Den selvironi gør Bridget til en befriende figur for
kvinder, både dem der er i og uden for parforhold.
Hun viser, at en selverklæret småtyk, nogle og trediveårig
kvinde, der hverken kan lave mad (kun blå suppe som i den
første spillefilm) eller finde Tyskland på et kort (som i den
anden film), også kan finde kærligheden. Bare hun finder en
mand, der elsker hende, præcis som hun er.
»Hun ligner ikke Julia Roberts. Hun har appelsinhud, går
med store trusser og siger dumme ting. Hun er ikke overdrevet
intelligent, og det er fantastisk,« siger den engelske psykolog
Sandra Scott, der interviewes på dvd’en Bridget Jones’ dagbog.
Hun mener, at Bridget er blevet et kulturelt ikon, netop fordi
hun ikke er perfekt:
»Bridget er lidt ligesom et barn. Hun har alle de kvaliteter,
vi associerer med børn. De er åbne, ærlige og tillidsfulde, og
de har følelserne uden på tøjet. Det giver os lyst til at passe på
hende. På den ene side ser vi denne pige, der søger kærligheden. Hun ønsker at bliver forsørget og finde tryghed. Først vil
hun have Cleaver til at tage sig af hende, så Darcy. Hun vil bare
have en, der kan samle tøjlerne og tage ansvaret. På den anden
side ser vi en Bridget, der vil have karriere og være uafhængig.
43
Det er et meget moderne dilemma. Det kalder man Askepotkomplekset.«
Hun tror, at mænd helst vil have kvinder som Darcys kollega, den begavede og stankelbenede Natasha. Men da Helen
Fielding fik idéen til Bridget i sin tid, var det netop, fordi hun
havde lyst til at udfordre idealerne:
»Mange af os har nogle helt ubevidste ideer om, at vi skal
være perfekte og tynde og gøre alt rigtigt. Og vi skal se ud, som
om vi er blevet airbrushed. På den måde er det betryggende at
se Bridget dumme sig hele tiden og alligevel være ret sød. Det
er ellers ikke noget, man må på film. Man må som regel ikke
være en katastrofe og alligevel ret elskelig.«
Det fortæller Helen Fielding på førnævnte dvd, hvor også
Simon Mills, redaktør på det stilfulde og toneangivende britiske mandemagasin GQ, giver et
I have a ghost because bud på Bridgets appel til mændene:
I’m single? That’s
»Hun vinder og får den lækre
discrimination.
mand, fordi hun er storbysmart
Miranda Hobbes
og har humor. Og fordi hun siger sin mening. På trods af at hun også dummer sig, så tror jeg,
mænd generelt finder det attraktivt, fordi perfekte kvinder har
en tendens til at stille store krav. Og kvinder, der stiller store
krav, er ikke det, en mand vil have i det lange løb, kan jeg godt
garantere,« siger han med et skævt smil.
Den bløde Bridget bliver altså netop attråværdig for de to begavede og succesrige mænd, hun dater, fordi hun er sjov og
sexet, men også intellektuelt ufarlig. I modsætning til Natasha,
som ikke har nogen sans for humor, og som er svær at holde
af.
Dermed afslører GQ-redaktøren i virkeligheden også, hvor-
»
44
Sådan blev det hot at være single
for flere og flere kvinder i disse år bliver singler i storbyen. De
stiller store krav.
Singlen som forbillede
Også Carrie Bradshaw og hendes tre veninder er singler på udkig efter den store kærlighed, men Sex and the City serverer
moderne kvinders problemstillinger i en på samme tid både
mere rå, mere nuanceret og mere visuelt forførende cocktail.
Ifølge Carrie er der kun én ting, den moderne kvinde ikke har
styr på, og det er kærligheden. Sidste side i Bridget Jones’ dagbog ender med et lidenskabeligt kys og en kæreste. Men på
Manhattan er det sket med romantikken, konstaterer Bridgets
amerikanske pendant.
Sex and the City går i luften den 6. juni 1998 på HBO, efter
Beverly Hills 90210-produceren Darren Star har købt rettighederne til Candace Bushnells klummer og bogen over dem, Sex
and the City.
En af Bushnells mange figurer, hendes alter ego Carrie Bradshaw, bliver hovedpersonen, den nye single, som Bushnell kalder »1990’ernes svar på Mary Tyler Moore«, og tilføjer:
»Bortset fra at [hun] i modsætning til Mary Tyler Moore rent
faktisk har været i seng med alle de der fyre, i stedet for artigt
at sparke dem ud to minutter over midnat.«
Når det kommer til livet i storbyen, har Carrie altid appetit på
et eventyr. Men i modsætning til sin britiske pendant Bridget
har hun ikke meget til fælles med Askepot og de andre klassiske skønheder, der på bedste Snehvide-maner først for alvor
vækkes til live af et kys fra en prins på en hvid hest.
Ved at give os hovedpersoner, der ofte har det diametralt
modsatte syn på alt fra spørgsmålet om den eneste ene til dil-
45
doer, viser serien fra første færd et mere realistisk og nuanceret
billede af singlekvinderne og deres problemer.
Kim Cattralls Samantha Jones laver pr for byens in-steder
og er en ubekymret partypige, der med dyre, pangfarvede,
kropsnære kjoler og en ubetalelig selvtillid skjuler, at hun har
passeret de 40. Hun opfatter livet som en fest, hvor hun selv er
æresgæsten, og hvor New Yorks mænd kan nydes ad libitum
som fra et stort delikat tag selv-bord.
Miranda Hobbes, der spilles af Cynthia Nixon, er succesrig
advokat og venindernes feministiske bannerfører. Hun finI just don’t want to
der en nærmest masochistisk
be known as the
nydelse i med sarkastisk hu»up-the-butt« girl.
mor at dyrke sine manglende
Charlotte York
illusioner om at finde den perfekte partner. Hun læser The New Yorker, drikker kaffe af sit
krus fra Harvard, sover i T-shirts og skatter sin uafhængighed.
Kristin Davis’ milde kunsthandler Charlotte York er den
eneste romantiker blandt veninderne. 24 karat overklasse, og
som Carrie siger »Daddys episkopaleske prinsesse«. Charlotte
er mere bange for analsex end for udsigterne til en evig tilværelse som single. Men hun vil gå langt for at stå brud.
I sjette afsnit, Bay of Married Pigs, får vi at vide, at Charlotte
er slave af The Rules fra Sabrina Wright-Gilliars kendte håndbog Marriage Inc. – How to Apply Successful Business Strategies to Finding a Husband. Hun belærer de andre om, hvorvidt
man kan tillade sig at være sig selv, hvis man vil giftes.
Det sidste er kernen i de problemer, de fire veninder bokser med
i det nye årtusinds New York. Ligesom Bridget Jones vil kvinderne
elskes for den, de er. Men i modsætning til Bridget skræmmer de
som regel mændene væk, netop på den bekostning.
»
46
Sådan blev det hot at være single
Den højtuddannede og velbetalte Miranda må gang på gang
opleve at blive ydmyget og diskrimineret, fordi hun er en single
kvinde med succes.
Samantha på sin side straffes som regel, dog kun blidt, for sin
overmodige indtagelse af mænd. Som i afsnittet Where There’s
Smoke, hvor hun udlever sin sexfantasi om en brandmand.
Men da alarmen lyder, står hun tilbage nøgen for åben garagedør, mens stationens muskuløse helte, inklusive Samanthas
nyfundne legetøj af en bodybuilder, må rykke ud til en brand.
Eller da hun i et andet afsnit må gå tiggergang hos en indflydelsesrig Upper East Side-frue for at bede om forladelse, efter
at hun har forført en af hendes veninders mand og er blevet
udelukket fra byens sociale liv.
De fire kvinder har heldigvis en ukuelig evne til at rejse sig
igen. Ligesom de dejligt tit overrasker ved at afvige fra deres
stereotype roller. De har en grundlæggende glæde ved det liv,
de lever, og skuffes de i spillet om kærlighed og karriere, støtter
de hinanden.
Det er denne livsglæde og de stærke venskaber, der gør Sex
and the City til et unikt portræt af singlekvinder.
Man skyder da singlekvinder
I første sæsons They Shoot Single People, Don’t They? er Carrie
blevet inviteret til at posere for en artikelserie i ugemagasinet
New York Magazine under den tillokkende overskrift »Single
and Fabulous«. Men Carrie har festet på en salsabar til den lyse
morgen med veninderne, der var ude for at fejre, at de alle fire for
en gang skyld var single og uden dates. Hun kommer for sent til
sin aftale på bladet. I den tro, at fotograferingen er en test, ender
Carrie på bladets forside, usoigneret og hærget, med en smøg i
47
munden og poser under øjnene under overskriften »Single and
Fabulous?«. Under den efterfølgende brunch forarges veninderne over bladets beskrivelse af byens singlekvinder:
»De har gjort deres liv til en endeløs række af overspringshandlinger og distraktioner for at glemme den smertelige kendsgerning, at de er helt og aldeles alene,« står der på tryk. De fire sværger på, at de er »single og fabulous – udråbstegn«. Men Carrie føler
alligevel, at hendes spørgsmålstegn har smittet af på dem.
Kort efter tager Miranda kontakt til Josh, som hun engang datede, men droppede, fordi den
eneste orgasme, hun kunne få
Do any of you have a
med ham, var den, hun simulecompletely unremarkrede. Samantha lader sig forføre
able friend or maybe
af »Vi-William«, en rig klubejer,
a houseplant I could
der fra deres første møde hvisker
go to dinner with on
i hendes ører om en fælles fremSaturday night?
tid for dem. Imens går Charlotte
Miranda Hobbes
i seng med sin nabo, Mr. Fix-it.
Han er en arbejdsløs skuespiller, der hjælper hende med at hænge hylder op og den slags, og som under normale omstændigheder ville ligge i bunden på Charlottes karakterskala for potentielle ægtemænd. Situationen får Carrie til at spekulere:
»Måske var det mig, der simulerede? Måske har jeg i virkeligheden alle de år, jeg har været glad for at være single, bare
ladet som om?«
Da Samantha venter forgæves på Vi-William på en romantisk restaurant, bliver hun for en gangs skyld utilpas over at
sidde alene. Som Carrie siger:
»Hun havde hverken taget en bog eller arbejde eller nogen
anden form for »jeg spiser ude alene-værn med sig.«
Selv frustreret går Carrie på jagt efter anerkendelse og gen-
»
48
Sådan blev det hot at være single
oprejsning og er på vej hjem med den villige fyr Jack, hun møder i byen. Men hun må indse: »Hvis jeg tog med ham, ville det
være første gang, jeg gik i seng med en mand for at føle, at jeg
var noget værd. Så ville mit spørgsmålstegn ikke længere være
et spørgsmålstegn, men et faktum.«
Dagen derpå hælder Samantha en drink ud over Vi-William
på hans klub med det resultat, at den kvinde, han er i færd med
at forføre, griner højt. Charlotte opdager, at hun ikke er afhængig af en mands kærlighed for at få ordnet ting i hjemmet. Hun
kan – og har råd til at – betale sig fra det. Og Carrie konfronterer sin angst for at være alt andet end single og fantastisk: »Jeg
besluttede, at jeg i stedet for at flygte fra min frygt ville invitere
den på frokost. Så sad jeg der og fik et glas vin. Alene. Uden
bog, uden mand, uden venner. Uden at lade som om, jeg var
noget, jeg ikke er.«
I Sex and the Citys tidlige sæsoner optræder serien stadig
som en slags pseudo-dokumentar, hvor Carrie interviewer
newyorkere om et givent afsnits problem. Og her fortæller gifte
folk til kameraet, at de kun lader som om, de er lykkelige i deres ægteskab.
Ægteskabet vises nemlig ikke kun som et lykkeligt alternativ
til singlelivet i Sex and the City, men er snarere i lige så høj grad
repræsenteret af neurotiske mænd og kvinder. Gifte kvinder
fremstilles som singlens værste fjende, der betragter en singleven som »et godt menneske, der bare ikke er gift endnu.« Eller
i værste fald som en slags andenrangsmenneske. Det sidste giver sig også udslag i Mirandas problemer med at købe lejlighed
som ugift kvinde i afsnittet Four Women and a Funeral.
Kvinderne vil ikke opgive deres individualitet og uafhængighed og giftes for enhver pris. Men samtidig hersker frygten for
det, der er værre end at ende som »the married pigs« – alene.
49
Men i Sex and the City kan det i modsætning til de generelt
mere joviale single-skildringer i for eksempel Friends og Bridget
Jones’ dagbog meget vel gå hen og blive det endelige alternativ. Man har sine veninder, ja, men ægteskabet er nu alligevel
drømmen om en »endestation«.
Men, they may have
I afsnittet Bay of Married Pigs
lyder Carries exit-monolog:
you on your knees,
»Det kunne da have været
but you’ve got them
rart at have fundet den der helt
by the balls.
specielle person, man gerne vil
Samantha Jones
dele livet med. Men nogle gange er der bare ikke noget bedre end at møde sine tre singleveninder i biografen.« Mens man ser de opstemte veninder på vej
ind at se film, synger Aretha Franklin »Respect!«. Selvrespekten er alfa og omega for Carrie. Sådan fortæller Sex and the City
kvinder, at det ikke er en mand, der skal afgøre, hvorvidt vi er
værd at elske. Nøjagtigt som vi er.
»
Gør dig selv til et show
Siden Jane Austens frivillige valg af singlelivet på trods af omverdenens syn på pebermøer, har billedet af kvinden alene ændret sig fra skræmmebillede til pikant rollemodel. Ikke mindst
takket være Carrie Bradshaw.
Undervejs er singlekvindens image blevet nuanceret af blandt
andre Mary Tyler Moore, Ally McBeal og Bridget Jones, der alle
har givet modspil til de konventionelle idealbilleder, kvinder
fik serveret i store hitserier som The Cosby Show og Dollars.
Men få har bidraget med så mange smukke facetter til singlen som Carrie Bradshaw.
Det er ikke altid sjovt at være single, indrømmer Carrie – men
50
Sådan blev det hot at være single
det er tæt på. Hun bliver et ikon, fordi hun formår at vise hele
det følelsesmæssige spektrum af en kvindes liv uden mand i
en tid, der forherliger parforholdet og kernefamilien. Og fordi
hun altid insisterer på at rejse sig, ranke ryggen og se sig selv i
øjnene, når hun snubler i livet.
Da Kathleen Rowe skrev om den uregerlige kvinde, opfordrede hun os til at studere hendes evne til at gøre sig selv til et
show.
Mænd har længe været bevidste om at gøre sig selv til forbilleder som kunstnere, forfattere og tænkere, mener Kathleen
Rowe. Men den uregerlige kvindes genistreg har været, at hun
forstod at erobre magten over, hvordan hun selv bliver fremstillet.
Billedet af den mange meter høje Carrie på HBO’s reklameplakat med benene over kors, opslået powerbook og pailletbesatte stiletter vidner om, at Carrie (og Sex and the Citys marketingfolk) kender tricket.
Den kvinde, der formår, at »bryde reglerne, gøre grin med
dem og udstille sig selv som en kropsliggjort succes«, kan med
held erobre magten over, hvordan andre ser på hende. Det skriver Kathleen Rowe i sin bog The Unruly Woman. Det er også
den lære, Sex and the City prædiker, og mange af os har berusede bekendt os til det karismatiske budskab.
Men jeg – for mit vedkommende – kan ikke lade være med
at tænke over:
Har vi forstået budskabet om, at det er os, ikke mændene og
ikke mediebillederne, der afgør, at vi er værd at elske, præcis
som vi er?
Eller er vi, når det kommer til stykket, bare blevet smittet
med lysten til at se lækre ud som Carrie og hendes veninder og
posere i vores nye sko?
51