Du kan læse mere i referatet fra mødet i underkomitéen for

Referat af møde nr. 44 i IMO’s underkomité om uddannelse, træning og vagthold (Sub-Committee on
Standards of Training and Watchkeeping (STW))
London 29. april – 3. maj 2013.
Overførsel af personer til søs
Foranlediget af en tragisk ulykke under en personoverførsel til søs havde Danmark udarbejdet en række
forholdsregler, som burde indgå i enhver sådan operation. Med henblik på at sikre global forståelse herfor
havde Danmark oversendt disse anbefalinger til IMO, som bød dem velkommen og sendte dem til
behandling i arbejdsgruppen. Under mødet lykkedes det at færdigbehandle de danske anbefalinger, som nu
er indarbejdet i et udkast til en IMO-anbefaling for sikker personoverførsel til søs.
Begge ovennævnte forslag fremsendes nu til godkendelse i den maritime sikkerhedskomité (MSC) og den
maritime havmiljøkomité (MEPC).
Uddannelses- og træningskrav for sejlads i polare havområder
Underkomitéen drøftede uddannelses- og træningskrav for søfarende, der sejler i polare havområder. På
grund af den korte tid underkomiteen havde til rådighed, var det ikke muligt at færdiggøre disse krav, men
der blev opnået enighed om, at uddannelses- og træningskravene skulle ligge under STCW-koden og ikke
polarkoden. Det forventes at blive behandlet på næste møde i underkomitéen (STW).
Uddannelses- og træningskrav til besætningen på skibe, der sejler med low flashpoint fuels som fx LNG
Grundet de øgede krav til reducering af udledningen af skadelige stoffer fra skibe er det forventet, at der
sker en stigning i antallet af skibe, der sejler med low flashpoint fuels, herunder LNG. På den baggrund
havde flere lande indsendt forslag til uddannelses- og træningskrav for søfarende, der sejler på disse skibe.
På mødet fik man ikke færdiggjort et forslag til uddannelseskrav, men der var enighed om, at disse krav
skulle beskrives STCW-konventionen og ikke i den tekniske kode UIGF-koden). Der blev oprettet en
korrespondancegruppe, hvor Danmark deltager, og som frem til det næste møde i underkomitéen skal se
på kravene til besætningen på skibe, der sejler med low flashpoint fuels som f.eks. LNG.
IMO model courses
Det blev drøftet, hvilken status IMO’s model courses har. Dette var foranlediget af, at flere lande havde
oplevet, at der ved havnestatskontroller blev stillet krav om henvisninger til IMO’s model courses. Som
ekspempel herpå blev ECDIS-kurser fremhævet, hvor der ved havnestatskontrol har været stillet krav om,
at beviser for ECDIS-kurser skal henvise IMO’s model course 1.27. På mødet var der enighed om, at IMO’s
model courses alene er vejledende og ikke er bindende for medlemslandene. Der kan således ikke stilles
krav i forbindelse med havnestatskontrol om opfyldelse af bestemte model courses. Som opfølgning på
drøftelsen ville underkomiteen fremadrettet overveje om det i IMO model courses kan præciseres, at de
kun er vejledende.
På mødet blev der endvidere foretaget en revisionen af en række IMO model courses, så de inkluderer de
opdaterede krav i STCW-konventionen (STCW 2010).
Underkomitéen fik revideret IMO’s model courses omhandlende electro technical officers og leadership og
resource management, hvorimod olie-, kemikalie- og gastankskibskurserne blev sendt i en
korrespondancegruppe pga. tidsnød og ville blive taget op på næste møde.
Derudover blev der arbejdet med at revidere følgende IMO model courses: chief officer, chief engineer,
second engineer, officer of the watch og engine officer watch. Disse model courses blev ikke færdige på
mødet som følge af den tid, der var til rådighed.
Som følge af, at en række model courses ikke blev færdiggjort på mødet, blev underkomiteen enige om at
drøfte den måde, hvorpå man reviderer og godkender IMO model courses på det næste møde.
Opretholdelse af certifikat for sikker skibsdrift efter oplægning
På mødet blev der udarbejdet en vejledning om, hvorledes et skibs sikkerhedsstyringssystem (SMS) kan
opretholdes hhv. reetableres efter en oplægning af skibet. Vejledningen foreskriver, at skibets SMS kan
videreføres, såfremt oplægningen har haft en varighed på mindre end 3 måneder. Ved en
oplægningsperiode på mellem 3 og 6 måneder vurderer administrationen i samarbejde med rederiet,
hvorvidt skibets SMS er opretholdt, og beslutter sig for eventuelle supplerende auditeringer. Når
oplægningen har varet længere end 6 måneder, skal der altid foretages en ekstraordinær auditering.
Vejledning om træning af besætningen på Mobile Offshore Units (MOU)
Underkomiteen blev enige om en revision af vejledningen for Mobile Offshore Units (IMO resolution
A.891(21)), idet revisionen omfattede en tilføjelse af referencer til STCW-konventionen og generelt brugte
de samme kendte termer som i konventionen. Den reviderede vejledningen skal nu godkendes ved det
næste møde i den maritime søsikkerhedskomité.
Vejledning for personel involveret i slæbebådsoperationer med pramme
Efter flere ulykker, der involverede slæbebåde og pramme, var der fremsendt et forslag til en vejledning for
personel involveret i disse operationer. Underkomiteen besluttede, at forslaget til vejledningen indeholdt
gode elementer, men at der var behov for et mere en mere omfattende revision før underkomiteen kunne
tage stilling til forslaget.
Andet
Det lykkedes at opnå enighed om at få indlemmet STCW under IMO’s audits. Dette betyder, at man gør
STCW-kodens gennemførelse og revision obligatorisk på lige fod med andre af IMO’s konventioner. Dette
vil blive endeligt vedtaget på MSC 92.