1. No category

Trine
tog en
chance
Farvel
tryghed,
goddag frihed
Hvordan får man den vanvittige idé at kvitte sit
gode faste job for at begynde en selvstændig tilværelse i en ny og fremmed branche? Journalist
Trine Lundager sagde op på Politiken for at åbne
en webshop. Et år efter sit farvel til den trygge
hverdag ser hun her tilbage på sit livs sværeste
beslutning. Af trine Lundager. foto: pernille ringsing.
D
et er aldrig for sent at ændre kurs.
Jeg har hørt mig selv sige den sætning og varianter af
den et hav af gange. Med myndighed i stemmen, og som
om jeg vidste, hvad jeg snakkede om. Til venner og til veninder.
Til min kæreste og – måske især – til journalistpraktikanter, jeg har
været vejleder for.
”Det er aldrig for sent, du kan altid gøre noget andet i stedet.”
Og ja tak. Det kan man. Da.
Men det implicitte ”bare”, der ligger i sætninger som denne, er løgn
fra ende til anden. Jeg ved det, for sidste år ved denne tid ændrede
jeg selv kurs, og det var hverken ligetil at tage beslutningen om at
gøre det eller ligetil at nå hertil, hvor jeg nu står, godt et år senere.
Dengang så mit liv i overskrifter sådan ud: Dejligt og ukompliceret familieliv med skøn kæreste og to søde børn. Dejligt og ukompliceret socialt liv med gode venner og sunde interesser. Dejligt og
ukompliceret arbejdsliv som journalist på Politiken med fantastiske
kolleger og gode forhold.
56
ALT FOR DAMERNE 3/2014
Trine er ude
og bestille nye
varer til sin
webshop.
Tre hjørnesten i det perfekte liv, skulle man tro, men inden i mig
buldrede rastløsheden. For hvad med alt det, jeg også skulle nå?
Alle de bøger, jeg skulle skrive? Hvad med al den kærlighed, alt det
overskud, jeg skulle proppe i mine børn? Alle de lande, jeg skulle
besøge? Al den frihed, jeg skulle smage?
Rastløsheden slog rod i mig som en desperat og kvælende fornemmelse, der typisk greb mig, når min kæreste var faldet i søvn
om aftenen. Så lå jeg der mutters alene i verden ved siden af hans
tunge åndedræt med mørket klæbende til ansigtet og forestillede mig, at alting var forbi, når jeg vågnede igen. At jeg havde sovet fra det hele – passeret gennem livet i en bevidstløs trance – og
med ét var havnet lige dér ved afslutningen, uden at jeg havde opdaget det, og uden at jeg var mæt af hverken dage eller noget som
helst andet.
Indimellem forsøgte jeg at forklare den irrationelle frygt for min
kæreste eller nære venner. Men det var svært, for hvordan siger
man noget fornuftigt om angsten for at lukke øjnene, fordi man
frygter at vågne – sådan rigtigt vågne – som en gammel kvinde på
85?
Som så ofte, når store forandringer er under
opsejling, falder tilfældigheder sammen og danner et mønster.
Eller sådan ser det i hvert fald ud, når man bagefter skuer tilbage.
Min kollega på Politiken – og veninde siden Journalisthøjskolen –
Marie og jeg havde i flere år arbejdet med plottet til en krimi,
ligesom vi havde haft gang i en række andre projekter af mere
kommerciel karakter. F.eks. havde vi udviklet en prototype på en
pusletaske til den travle storbykvinde, den var vi ret godt tilfredse
med, men vi havde ligesom aldrig løftet den det sidste stykke og
www.altfordamerne.dk
»
artikel
Trine Lundager, 37 år
Uddannet journalist og BA i
statskundskab.
Journalist på Politiken
i knap 10 år.
Forfatter til bogen ”Vorherres lille vidne” sammen med
Susanne Benderfeldt.
Stifter og medejer – sammen
med Marie Hjortdal og Per
Lundager – af den nyåbnede
webshop Don’t Tell (Donttell.
dk) og bloggen Please Tell
(Pleasetell.dk), som hun nu
driver ved siden af journalistisk freelancevirksomhed.
Bor på Frederiksberg
med kæreste og to børn
på 3 og 7 år.
www.altfordamerne.dk
3/2014 ALT FOR DAMERNE
57
forsøgt at få den i produktion. Sådan var det i det hele taget med
meget af det, hun og jeg syslede med – vi stoppede altid, før vi rigtigt fik noget på spil.
Men en dag, da sommeren 2012 gik på hæld, foreslog min far, der
netop var gået på pension, at vi startede et eller andet sammen.
En webshop, måske? Han og min mor havde plads på matriklen i
Esbjerg, han kunne agere lagerforvalter og pakkemester, og Marie
og jeg kunne styre slagets gang fra København.
Faktisk havde en webshop flere gange krydset mine og Maries
mange idéer. Og efter adskillige lange samtaler den sommer blev
vi enige om at forfølge tanken – med risikovillig kapital og min fars
villige arbejdskraft forestillede vi os, at vi sagtens kunne åbne en
webshop samtidig med, at vi begge var på nedsat tid på avisen.
Det burde nærmest være en smal sag.
Vi var begge meget glade for at tøjshoppe på nettet og havde
ofte snakket om, at vi savnede en webshop med atmosfære og en
En dag på kontoret…
– Jeg har opdaget, at jeg
elsker det med kundeservice.
Flere gange om ugen må
jeg op på cyklen og forbi
designer Louise Roe for at
imødekomme kundernes
særlige ønsker om størrelser
og farver.
– Don’t Tells rygrad , min
far, Per Lundager, der styrer
lageret i Esbjerg, hvorfra han
pakker varerne fint ind i silkepapir og skriver personlige
kort til kunderne med sirlig
skråskrift.
– Vi er gode til at bruge vores
netværk. Her er vi på photoshoot med modellen Anna
Engberg, som er min veninde, og en af vores venner,
som er fotograf. Styling, hår
og makeup står vi selv for.
– Jeg mødes tit med en ven
eller veninde til morgenmad,
inden arbejde. Så får jeg lige
en social indsprøjtning at
starte min ellers ret ensomme dag på. En ensomhed, jeg
i øvrigt sætter stor pris på.
58
ALT FOR DAMERNE 3/2014
personlig tilgang til kunderne. Vi kunne komme i tanke om et par
stykker, men udvalget var ikke nødvendigvis helt synkront med
vores smag – nordisk med et feminint, fransk tvist – og resten af
de danske netbutikker var i vores optik for kliniske og upersonlige.
Eller også var de kønsløse tøjsupermarkeder uden hverken god
smag eller retningssans.
Så vi besluttede at åbne en webshop med personlighed og et
redaktionelt præg i form af anderledes billeder og tekster, der
afspejlede vores baggrund som journalister. Webshoppen skulle
suppleres af en blog, der ikke beskæftigede sig med high fashion
og endeløse rækker af dagens outfit på billedskønne bloggere,
men snarere var en platform for klummeagtige indlæg om mode
og livsstil i en højde, hvor flere kunne være med.
Vi legede lidt med det journalistiske allemandsmantra ”Don’t tell
it – show it”, og vi forelskede os i det dobbelttydige ”Don’t Tell”, der
ud over sin journalistiske reference også indeholdt en antydning af
noget lidt hemmeligt. Snart havde vi købt domænenavnene Donttell.dk og Pleasetell.dk – sidstnævnte skulle huse vores blog.
Vi var på vej. Mere end vi nogensinde havde været før.
Og så krydsede tilfældighederne igen mit spor
og vendte op og ned på det hele. Chefredaktionen på Politiken indkaldte til medarbejdermøde og afslørede, at der var besparelser på
vej. De ville undgå fyringer ved at tilbyde frivillige aftrædelsesordninger, og jeg vidste instinktivt, at dette var mit call.
Den dag i dag spekulerer jeg stadig på, hvor beslutsomheden
kom fra. Måske skal den forklares med det, psykolog Rasmus Iver
Agesen, der arbejder med kulturudvikling i nordiske virksomheder
i konsulenthuset Møller & Company, kalder min generations selvopfundne terrorisme.
– Vores generation – midt-30’erne til midt-40’erne – lever med
det ilandsproblem, at alting skal være og føles helt rigtigt og ikke
mindst indeholde fantastiske momenter hele tiden. Det er lige fra
den måde, vi klæder os på, den måde, hvorpå vi er sammen med
vores familie og venner på, til den måde, vi indretter os på. Men i
særlig høj grad gælder det, når det kommer til vores arbejdsliv – vi
forlanger, at der er et 1:1-match mellem vores forventninger og det,
der rent faktisk er realiteten, siger Rasmus Iver Agesen, da jeg her
et år efter mit livs sværeste beslutning ringer til ham for at få en
snak om arbejdsidentitet. Han uddyber:
– Vi vil have 100 procent overensstemmelse mellem den rolle, vi
ser os selv i, og den rolle, vi faktisk har på arbejdspladsen. Og passer de to roller ikke sammen som to legoklodser, har vi følelsen
af, at tingene ikke er, som de skal være. Og så har vi travlt med at
komme ud derfra for at finde matchet et andet sted.
Det kunne måske forklare en del. Jeg var efter knap 10 års ansættelse for længst smeltet sammen med Politiken, min barndoms
avis og min eneste journalistiske arbejdsplads til dato, og jeg havde
svært ved at forestille mig et liv uden mine fantastiske kolleger og
den særlige ånd, der hersker på avisen. Havde det ikke været en
tyndslidt floskel, ville jeg have kaldt Politiken for min anden familie.
Alligevel var der noget, der ikke helt stemte. Jeg var blevet journalist for at skrive og havde været med på flere journalistiske drømmeprojekter i de år, jeg havde arbejdet på avisen. Der havde med
www.altfordamerne.dk
artikel
Bouclejakke fra
Louise Roe.
Strik med skindfront fra Closed,
gul taske fra
Moss by Mette
Mosegaard.
Smykker fra
Æstetik, Josephine Bergsøe
og Another
Feather.
Strik fra By Zoé og
Louise Roe. Taske fra
Moss by Mette Mosegaard.
Her hænger billeder af familien og
Don’t Tell’s logo i
akvarel tegnet af
Suzan Orry.
Rasmus Iver Agesens ord været flere
”fantastiske momenter”.
”Vores geneMen i de seneste par år havde jeg i steration – midtdet for at skrive noget særligt selv sat
30’erne til
andre i gang med artikler, coachet dem
midt-40’erne
undervejs og redigeret deres færdige
tekster. Jeg var helt frivilligt trådt ind på – lever med det
den sti, og jeg havde lært meget af det,
ilandsproblem,
men der var efterhånden langt mellem
at alting skal
de fantastiske momenter, og det føltes
være og føles
hverken som et kald eller en mulig karrierevej – jeg drømte ikke om at blive
helt rigtigt”
redaktør, jeg var håndværker, og jeg
ville selv bygge huset.
Halvandet år tidligere havde jeg udgivet min første bog – jeg skriver første, fordi det betinger en anden,
måske en tredje, en fjerde, osv. – og jeg vidste, at drømmen lå i retning af det frie forfatterliv. Tænk, hvis jeg ved at satse 100 procent
på projektet med webshoppen på sigt kunne skabe den tid og i
bedste fald den økonomi, der skulle til for at skrive for alvor. Det var
en besnærende tanke.
Dagene, der fulgte medarbejdermødet, husker jeg som en tåge af
kvalme, tårer, forvirring og en udtalt fornemmelse af uvirkelighed.
www.altfordamerne.dk
Digitale print
på silkebluse
og kanvas-tote
fra Tatiana Andersen Camre,
der designer
under navnet
T.A.C.
Men under det hele, dybt nede, mærkede jeg, at beslutningen var
truffet. Det var på tide at overraske, tage en chance og ruske mig
selv til ukendelighed. Min tid på Politiken var forbi.
Den dag, det blev meldt ud på avisen, at jeg
og et par andre havde sagt op, sad jeg i udvalgsmøde på min datters skole. Det var 17. september 2012. Aftalen var, at jeg skulle have
et praj, inden det skete, så jeg kunne nå at fortælle mine nærmeste
kolleger om min beslutning, men ved en fejl skete det ikke.
Jeg sad til mødet og så, hvordan min telefon med alle sine lydløse
fagter forsøgte at få min opmærksomhed, og jeg vidste, at det nu
var officielt.
”Trine! Hvad sker der?!”
”Damn…. Det troede jeg ikke, du ville gøre.”
”Ring til mig!”
”Hvad satan, Lundager! Har du givet op?”
”Jamen….!”
”Det mener du SIMPELTHEN ikke!”
Jeg kunne næsten ikke få luft, da jeg aflyttede min telefonsvarer og
læste alle sms’erne. Hvad i alverden var det, jeg havde gjort?
Mine to sidste måneder på avisen var ét langt farvel. Jeg tudede,
hver gang en kollega med udstrakte arme og et ”Hvad har du gang
i”-udtryk malet i ansigtet nærmede sig.
3/2014 ALT FOR DAMERNE
59
»
Flere – især mine mandlige kolleger – stillede sig dybt undrende
overfor, hvordan jeg kunne droppe et fast job på selveste Politiken
for at blive dametøjssælger. Den reaktion har i vid udstrækning forfulgt mig lige siden, og længe gjorde den mig ked af det.
Anderledes anerkendende var det, når kolleger diskret hev mig
til side for at spørge, hvor jeg havde fået modet fra, og om der var
gode penge i sådan en aftrædelsesordning. Når jeg afslørede, at
nej, det var ikke just prangende, så de slukørede ud og sukkede, at
så var det desværre ikke aktuelt for dem.
Der skete noget inden i mig, da jeg havde sagt op. Min sindstilstand
var en sær blanding af eufori og vemod, og samtidig blev jeg ramt
af en akut angst for at dø pludseligt.
Jeg købte en cykelhjelm – hvilket aldrig tidligere havde været på
tale – og jeg fór sammen i rædsel, når der med mellemrum gik en
fejlalarm på avisen. I mit hoved kværnede teksten til Alanis Morrisettes ”Isn’t it ironic” på repeat – for hvor ville det være ironisk,
grænsende til det tragikomiske, hvis jeg døde nu. Akkurat med det
yderste af tåspidserne inde i friheden.
Jeg døde ikke.
30. november 2012 gik jeg ud ad avisens svingdør for sidste gang
som fastansat. I denne omgang i hvert fald – sådan kunne jeg trods
alt bedst lide at tænke på det. Jeg slap øjeblikkeligt frygten for
pludselig død, men tomheden var slående: Hvis jeg ikke længere
var journalist på Politiken, hvem fanden var jeg så?
I januar sidste år gik vi i gang med at bygge skelettet til Don’t Tell
og bloggen Please Tell. Vi arrangerede møder med danske og
udenlandske mærker, som vi kunne tænke os at forhandle, vi fandt
en fyr, der kunne udvikle webshoppen for os, en designer, der
kunne bidrage med det visuelle udtryk, og vi opsøgte i det hele
taget alle, der kunne tænkes at vide noget om enten tøjbranchen
eller det at starte virksomhed op.
Én af dem var en sød butiksejer, som flere gange havde tilbudt sin
assistance. En dag besøgte jeg hende i butikken, og da jeg to timer
senere gik derfra, var jeg dybt desillusioneret.
I den bedste mening havde hun givet
sit bud på en fornuftig startkapital – et
svimlende beløb, som oversteg vores
virkelighed med godt en million – men
hvad værre var, havde hun rådet mig til
at ringe til Marie og aflyse det hele.
”Det vil aldrig gå godt det der, Trine.
Man skal ikke starte firma med sine
venner – tro mig, jeg taler af erfaring,”
sagde hun og forklarede, at hun i sin
tid havde startet butikken med sin veninde, og efter tre måneder var de gået
hver til sit. De havde ikke talt sammen
siden.
”Nå, ja, men…” begyndte jeg. ”Det er
noget andet med mig og Marie. Vi har
arbejdet sammen om masser af ting. Og vi er fornuftige mennesker, der under hinanden det bedste.”
Men hun rystede bare beklagende på hovedet og tilføjede, at når
vi oven i købet var i firmaet på så forskellige vilkår – både tidsmæssigt og økonomisk – kunne det kun ende galt. Jeg prøvede
desperat at komme på de gode eksempler. Men det eneste, der
fortonede sig på nethinden, var MuntheplusSimonsen… Det var
vist ikke endt for kønt.
En lang telefonsamtale med Marie senere var jeg dog faldet lidt til
ro. Selvfølgelig kunne vi det her – det krævede rene linjer, bevares,
ligefrem juridiske kontrakter, helt afgjort, men vi kunne godt. For vi
ville sgu.
Og hvordan er det så gået? Fik hun ret, den velmenende butiksejer
med de dyrt købte erfaringer? Tjah, til dels. Hvis altså ikke det
lige havde været for min og Maries stålsatte vilje, som indtil nu
”Flere – især
mine mandlige
kolleger – stillede sig dybt
undrende overfor, hvordan
jeg kunne
droppe et fast
job på selveste
Politiken for at
blive dametøjssælger”
En dag på kontoret…
– To tredjedele af Don’t Tell,
Marie Hjortdal og jeg, er på
vej til Oh Land-koncert på
Jazz House 9. august for at
fejre, at vi næsten er i mål og
er klar til at åbne shoppen
fem dage senere.
60
ALT FOR DAMERNE 3/2014
– Vi lægger altid et lille flettet armbånd ved, når vi sender ordrer til vores kunter.
Jeg laver dem selv, så derfor
går der mange timer med
fletteri.
– Førhen havde jeg ikke noget skrivebord derhjemme.
Nu har jeg fået etableret en
lille arbejdsplads i stuen. Her
kan jeg opdatere shoppen,
redigere billeder, lave regnskaber og skrive artikler.
– Vi holder møde med taskedesigner Mette Mosegaard,
der står bag mærket Moss.
www.altfordamerne.dk
artikel
har holdt os sammen. For der har ved Gud været
bump på vejen, ondt i maven både her og der og
sågar skænderier. Vi har set sider af hinanden,
som vi ikke anede eksisterede, og vi har irriteret os
over hinanden til hudløshed.
Men det har også været sjovt og fantastisk at have
en at dele det hele med, og vi har – faktisk til vores
begges store forundring – formået at barbere følelserne og venskabet væk i situationer, hvor det
handler om firmaet.
Trine tog imod
en frivillig aftrædelsesordning
fra sin arbejdsplads og åbnede
sin webshop.
Vi havde regnet med, at vi den første dag, vi åbnede, ville drukne i ordrer efter på
Facebook at have ladet op til det store brag i et
halvt års tid. Det skete ikke. Vi fik en lille håndfuld,
og selvom vi nu ved, at det var en fin start, var
det oven på måneders slid et antiklimaks, der gav
genlyd i hver eneste adrenalinpumpede afkrog af
kroppen.
Vi havde vist også regnet med, at champagnepropperne ville springe, og at vi ville danse elektriske rundt. Det skete heller ikke. Marie sad med
en deadline på avisen, mens jeg sad på lageret i
Esbjerg og febrilsk forsøgte at rette nogle tekniske
fejl på sitet. Min far, det tredje ben i firmaet, passede min yngste datter. Så meget for den fest.
Marie er nu på fuld tid på avisen, mens jeg står for
den daglige drift af shoppen, og selvom det er min
far, der pakker fint ind og sender ordrerne fra lageret i Esbjerg, sprænger arbejdsopgaverne rammerne om en normal 8-timers arbejdsdag.
Jeg har indset, at jeg aldrig før har haft rigtigt travlt. I hvert fald ikke
travlt, som jeg har det nu. Der er hele tiden noget, man lige kan
gøre, noget, man kan opdatere, forbedre, svare på, spørge efter,
spekulere over, fortryde, forvente, forlange, fejre og panikke over,
og klokken bliver næsten altid over midnat, før jeg lukker computeren. Sådan kan det ikke blive ved, det er klart, men jeg har opdaget,
at jeg elsker det her. At der til min overraskelse gemmer sig en købmand, en forhandler, en sælger, teknisk nørd, fotoamatør og sørme
også en fuldblods iværksætter i min dna.
Og jeg har lært, at selvom man ikke har en kæft forstand på discipliner som indkøb og salg og kundeservice og markedsføring og regnskab og billedredigering og udvikling af website, ja, så kan man godt
begå sig i dem, hvis bare man er ærlig og afsindigt tålmodig.
Økonomisk er vores nye eventyr ikke just en guldgrube – vi forventer, at vi om et år, måske to, kan begynde at udbetale løn til os selv
– og jeg og min familie har måttet justere vores forbrug ikke så lidt.
I ny og næ skriver jeg en artikel, faktisk vikarierer jeg også indimellem på Politiken, og ud over at minde mig om, hvem jeg også er,
nemlig journalist, sikrer freelanceriet mig en smule indtægt. Og det
forunderlige er, at jeg har genfundet glæden ved journalistik.
Min sammensatte arbejdsidentitet lever jeg
overraskende fredeligt med. Faktisk har jeg det bedre med det
www.altfordamerne.dk
sære kludetæppe af arbejdstitler, jeg bærer rundt på i dag, end den
kappe af rendyrket journalistisk selvforståelse jeg før bar med så
stor stolthed. For der er ikke bare fulgt frihed og selvtillid med min
nye tilværelse – hver eneste dag får jeg brugt sider af mig selv, som
enten har ligget i dvale, eller som aldrig har spillet en rolle før nu.
Det er ubetinget udfordrende. Og utroligt fedt.
Måske har jeg med min nye arbejdstilværelse ligefrem ophævet
den forbandelse, der ifølge psykologen hviler over min generation:
– Vi stræber efter at sætte et individuelt aftryk i alt, hvad vi foretager os, og vi går ikke på kompromis. På en arbejdsplads er der
meget, man ikke selv er herre over, så sandsynligheden for, at det
lykkes at sætte det aftryk, er meget lille. Det betyder, at det er en
nærmest umulig opgave for os at finde os til rette i arbejdsidentiteten – vi når aldrig til det punkt, hvor vi er helt happy, forklarer
Rasmus Iver Agesen.
Er jeg helt happy? Nej. Det kræver en hel del mere. Blandt andet
afløb for forfatterdrømmen og mange flere kunder i butikken. Så
ophævet forbandelsen har jeg ikke. Men har jeg fået mere frihed?
Ja. Har jeg fået proppet mere overskud og kærlighed i mine børn?
Ja. Udfordret mig selv? Så afgjort. Har jeg rejst og set flere fjerne
lande? Nej, og det har vist lange udsigter.
Til gengæld ved jeg, at jeg ikke pludselig vågner af en trance som
85-årig og opdager, at det hele er forbi. ●
3/2014 ALT FOR DAMERNE
61