Bjarne Reuter: Tredive år i Nørresundby 10 20 30 40 Randi var egentlig født Asmussen, men som toogtyveårig havde hun fundet på et nyt efternavn, som var kommet til hende som en åbenbaring på vejen fra Nørresundby til hotel Amigo i Aalborg. Det havde været i april, og lyset havde været eksplosivt efter en blytung morgen med spredte byger, der trak på tværs af fjorden. Om det var vejrliget, som havde inspireret hende, vidste hun ikke, men pludselig faldt navnet ned i hovedet på hende, og første gang hun tog telefonen og sagde, ’Hotel Amigo, De taler med Randi Lysskov’, gik der en sød rislen gennem hendes krop, som opfandt en helt ny stemmeføring, en større selvsikkerhed og – skulle det vise sig – en lettere gang på jorden. Hun huskede endnu den aften, hun satte det ny navneskilte op på sin dør, hvor hendes underbo havde spurgt, om der var kommet en ny beboer i lejligheden. Randi, der sjældent havde været særlig hurtig i replikken, havde svaret, at hun bare havde taget sin kærestes efternavn. Det var nu bevist, at Randi Lysskov, i modsætning til Randi Asmussen, var godt skåret for tungebåndet, en egenskab som førstnævnte fik glæde af som receptionist på familiehotellet i Algade. Det var tanker som disse, der løb gennem hendes hoved, da hun på sin trediveårs fødselsdag sad i bussen iført det nye sæt tøj, det sorte med den lilla skjorte og den lille pink farvede sløjfe, som var personalets seneste outfit. Busturen brugte hun på at gennemgå fødselsdagsfestens bordplan. Ikke at den var særlig kompliceret, skønt det var at foretrække, at Jesper – hendes kæreste – ikke sad over for Sara, veninden fra gymnasiet, som i tidernes morgen havde haft en drøm om selv at score Jesper. Nu havde Sara fundet sammen med Stein fra Stavanger, som aldrig sagde noget, og hvis man ville have ham i tale, skulle man spørge ham om hundeopdræt, og så væltede det ud, men hvem gider høre om agility i tre timer? Foruden de fire unge ville der være Randis mor og hendes italienske ven, Roberto, som ville 50 60 70 80 90 komme med fly fra Torino. Roberto var en arbejdsløs arkitekt på et 120 kilo, som forgudede Randis mor, klassiske danske møbler og andre folks penge. Der gik det rygte, at han levede af at lave karikaturtegninger af turisterne foran Torinos banegård, men det var aldrig blevet verificeret. Som Randi sagde til kollegerne, der ikke kunne få nok af historierne om den store italiener. – Jeg er ligeglad med, hvad han laver, han siger de sødeste ting til mig, og det er dét, der tæller. Selv om de kun blev seks mennesker til festen, var der meget at gøre, og Randi havde dækket bordet dagen før. Som ansat på et hotel vidste hun, hvordan man bærer sig ad. Det var ikke kun et spørgsmål om bordplan og korrekt opstilling af servicet, for det skulle gøres med flair for at forbinde anledningen med menuen. Anledningen gav jo sig selv, menuen skulle hun have hjælp til, men farvevalget var hendes speciale. Når sandheden skulle frem, var hun lidt af en farvenørd. Hun kunne blive dårlig af at se en dug i beige og brun, eller et gardin i gul og orange. Hun og Jesper kunne være uenige om mangt og meget, men de var begge til det lyseblå, og de lyseblå tallerkener stod fantastisk til det nye bestik, som Randi havde købt i Pottery Barn i New York. De seks dage i the Big Apple havde været, som hun sagde til pigerne på jobbet, en eyeopener af de helt store. Hun og Jesper havde travet byen tynd fra Tribeca til Harlem og alligevel kun set en brøkdel. Spadsereturen over Brooklyn Bridge ville hun aldrig glemme, selv om regnen stod ned i stænger. Men det have været anstrengelserne værd, for da de nåede frem til Brooklyn og stod foran New Yorks berømte skyline, brød solen frem og forvandlede et kuldslået forår til en mild forsommer. De havde siddet på den samme bænk en hel eftermiddag og nydt den kolde kaffe fra Starbucks, og da lyden fra en fjern saxofon drev ned ad Hudson River, var der pludselig meget langt til Nørresundby, selv om hun altid tilføjede, at hun aldrig ville bytte sin toværelses med alkove i Bakkelygade med en lignende på 14th Street i Greenwitch Village. 100 110 120 130 140 For nogle var det en nedtur at blive tredive år. Men det nyttede jo ikke at hænge med hovedet over noget, man alligevel ikke kunne lave om på. Til sine omgivelser havde Randi sagt, at hun ikke ønskede at se sig tilbage, men frem. Frem mod et nyt tiår. Og der var nok at se frem til. Jespers planer om en byggegrund ved fjorden var ved at tage form. Deres fælles økonomi ville gøre det muligt at tage det første spadestik, når kommunen gav tilladelsen, og når Jesper blev fastansat i advokatfirmaet, ville hans løn stige markant. Randi kunne lide ordet markant. Det lød myndigt, indiskutabelt og præcist. Passede på en cand.jur. som Jesper. Han var præcis i alt, hvad han foretog sig. Det var det, hun var faldet for, at han var så markant. Hun brød sig ikke om svage mænd. Ikke at de skulle være machotyper, men vege måtte de ikke være, og Jesper var markant. Man vidste, hvor man havde ham, og når man ikke havde papir på hinanden, var det trods alt sin egen sag at købe fast ejendom, men i den henseende havde Randi ingen skrupler, rent bortset fra at Jespers økonomi var langt stærkere end hendes. Selv når man tog nattevagterne med, tjente Randi kun halvdelen af hans hyre. Hun havde haft en hjemmegjort skitse over det nye hus med på arbejde. Det var en skitse, hun drømte om at føre ud i livet, hvis ellers hun kunne få Jesper med på ideen om at ændre den oprindelige plan, så huset blev med første sal. Med fjorden som genbo ville det næsten være en dødssynd ikke at lægge en etage på. Men det var alt sammen – som hun sagde i frokoststuen – fremtidsmusik. Lige nu gjaldt det middagen, og den var i sig selv en udfordring. Hun havde drøftet forskellige muligheder med kollegerne, som hver især havde bidraget med eksotiske madopskrifter tilegnet seks forskellige mennesker. Navnlig Roberto var svær. Han, der var vant til det italienske køkken, hvor hver en detalje var et resultat af en tradition, som var gået i arv fra mamma til mamma, havde visse forventninger til det som blev sat på bordet, og her gik den ikke med spaghetti bolognese. 150 160 170 180 Randis yngste kollega, Vibe, var den mest ambitiøse, når det kom til madlavning. Hun var besat af fransk mad, og brugte alle sine penge på at købe udstyr. At Vibe havde spenderet tolv hundrede kroner på en støbejernsgryde, fattede Randi ikke, men det skulle åbenbart være en ægte cocotte, når man var til det franske køkken. Randi havde spist hos kollegaen et par gange, og skønt køkkenet kun bestod af to små gasblus, fejlede maden ikke noget. Randi havde troet hun spiste kylling, men det viste sig at være kanin i sennepssauce. Faktisk havde Vibe foreslået flere menuer, der passede til en trediveårs fødselsdag, men Randi havde besluttet sig for at lave kalvefrikassé, eller som Vibe sagde, blanquette de veau. Det lød så flot, at det næsten krævede en forret, og Randi havde besluttet sig for artiskokker tilsat en vinaigrette, som Vibe havde lavet i forvejen, og som allerede stod i hotellets køleskab. Randi foretrak en klassisk borddækning med levende lys og en lille buket mørkerøde roser uden grønt. Det skulle nødig ligne en brudebuket. Og apropos det emne, så havde Randi ladet forstå, at et bryllup var nært forestående, mere ville hun ikke sige, for det skulle helst komme som en overraskelse. Når sandheden, skulle frem havde Randi allerede luftet, at hendes og Jespers bryllupsrejse skulle gå til Firenze og Sienna, og at Roberto havde haft en finger med i spillet angående valg af hoteller. Det var sådan, Jesper foretrak det. At tingene var på plads. At planlægningen var i orden, og på det punkt var han og hans tilkommende rørende enige. Det havde oprindelig været tanken, at Jespers forældre også skulle komme til fødselsdagen, men Randi havde droppet ideen. At hun kun havde seks stole, havde intet med sagen at gøre. Det var Jespers mor, som udgjorde problemet. Intet var godt nok til den dame. Ikke at hun brokkede sig, det var måden, hun ikke brokkede sig på. Randi havde sagt det ligeud til kollegerne ved skranken. – Jeg holder meget af doktor Lysskov, Jespers far, men Elise, Jespers mor, er for god til selv en gallamiddag hos dronningen, og som ansat i udenrigsministeriet har kvindemennesket fak- 190 200 210 220 tisk været til hofbal på Christiansborg Slot, og konen er bare så cool og arrogant, at hun aldrig nævner det med et ord, for hun har selvfølgelig set alt, hvad der er værd at se to gange, og arbejdet på en ambassade i Hanoi og boet i Botswana i seks måneder og fanden og hans pumpestok, men det her er altså en føsseda i Nørresundby, så adios, Karl og Elise. Tilbage var valget af musik. Efter at Randi havde mødt Jesper, var der sket noget med hendes musiksmag. Hun havde prøvet at forklare det til Vibe. – Jeg har ligesom fået et sæt helt nye ører. Min musikalske horisont er blevet tusinde gange større. Jeg vil nødig lyde snobbet, men jeg er blevet afhængig af opera. Tidligere havde den stået på country fra morgen til aften, mens hun fladede ud i sofaen iført sin gamle joggingdragt i selskab med en pose chips og en cola fra Q8. Nu tilhørte colaen, joggingdragten og tortillachipsene en svunden tid, og rent musikalsk havde hun for længst taget turen fra Vivaldi til Bach for at ende ved Puccini. Navnlig ’La Bohème’ kunne hun høre om og om igen. Det passede bare ikke som baggrundsmusik til kniv og gaffel. Randi havde dog truffet sit endelige valg, som også ville glæde Roberto, eftersom han for et år siden havde foræret hende en cd med den spanske guitarist Segovia. I Randis ører var det en anelse for tørt, men det var tilpas diskret, og det matchede menuen. Hun havde faktisk spillet cd’en for Vibe, som havde sagt, at det i hvert fald var bedre end den båndsløjfe, der kørte i hotellets lobby, hvor man fem gange i timen blev bedøvet af temaet fra ’Matador’. I anledning af den runde fødselsdag, havde hun flottet sig og booket en taxa til hjemturen. Randis kolleger fra receptionen stod med små flag under Amigos røde baldakin og vinkede farvel med ønsket om en god fest, da hyrevognen 230 rullede ned mod fjorden. Chaufføren kiggede på hende i bakspejlet. – Kender vi ikke hinanden? spurgte han. Randi smilede. – Det tror jeg ikke. – Du er da Randi, er du ikke? Randi Asmussen. Du gik på Nørre Uttrup skole. Jeg kom ind i sjette klasse. Per, lille Per blev jeg kaldt. Har du glemt det? Randi kunne godt huske én som blev kaldt lille 240 Per, men kunne ikke forbinde navnet med den skaldede chauffør. – Jeg hedder Lysskov, sagde hun og fandt pengene frem. Det banker på døren. Randi rejser sig fra sofaen og skruer ned for musikken. På vej ud til gangen ser hun på sit ur. Klokken er syv om aftenen, og Nørresundby er stille. Vibe står på trappen med en lille flaske med 250 en patentprop, som viser sig at indeholde den gulgrønne vinaigrette, som Randi har glemt på hotellet. Kollegaen skubber skuldrene i vejret og spørger hviskende, om det er for sent? – For sent? – Ja, har I spist? Jeg vil jo ikke forstyrre. Randi ser ned ad sin joggingdragt og åbner døren på vid gab, idet hun bakker ind i stuen, som domineres af et stort udtræksbord med en marineblå dug, hvor der ligger en reklame fra 260 Føtex og en pose med chips, som på forunderlig vis passer til Dolly Partons stemme, der synger om en kjole med mange farver. Randi lægger sig på sofaen og tager en tår af dåsecolaen, som står på gulvet. – Og jeg har heller ikke været i New York, siger hun. Tekst fra http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2012/11/