Bjarne Reuters Tredi..

Bjarne Reuter:
Tredive år i Nørresundby
10
20
30
40
Randi var egentlig født Asmussen, men som
toogtyveårig havde hun fundet på et nyt efternavn, som var kommet til hende som en åbenbaring på vejen fra Nørresundby til hotel Amigo i
Aalborg. Det havde været i april, og lyset havde
været eksplosivt efter en blytung morgen med
spredte byger, der trak på tværs af fjorden. Om
det var vejrliget, som havde inspireret hende,
vidste hun ikke, men pludselig faldt navnet ned i
hovedet på hende, og første gang hun tog telefonen og sagde, ’Hotel Amigo, De taler med Randi
Lysskov’, gik der en sød rislen gennem hendes
krop, som opfandt en helt ny stemmeføring, en
større selvsikkerhed og – skulle det vise sig – en
lettere gang på jorden. Hun huskede endnu den
aften, hun satte det ny navneskilte op på sin
dør, hvor hendes underbo havde spurgt, om der
var kommet en ny beboer i lejligheden. Randi,
der sjældent havde været særlig hurtig i replikken, havde svaret, at hun bare havde taget sin
kærestes efternavn. Det var nu bevist, at Randi
Lysskov, i modsætning til Randi Asmussen, var
godt skåret for tungebåndet, en egenskab som
førstnævnte fik glæde af som receptionist på
familiehotellet i Algade.
Det var tanker som disse, der løb gennem hendes hoved, da hun på sin trediveårs fødselsdag
sad i bussen iført det nye sæt tøj, det sorte
med den lilla skjorte og den lille pink farvede
sløjfe, som var personalets seneste outfit. Busturen brugte hun på at gennemgå fødselsdagsfestens bordplan. Ikke at den var særlig kompliceret, skønt det var at foretrække, at Jesper – hendes kæreste – ikke sad over for Sara, veninden
fra gymnasiet, som i tidernes morgen havde haft
en drøm om selv at score Jesper. Nu havde Sara
fundet sammen med Stein fra Stavanger, som
aldrig sagde noget, og hvis man ville have ham
i tale, skulle man spørge ham om hundeopdræt,
og så væltede det ud, men hvem gider høre om
agility i tre timer?
Foruden de fire unge ville der være Randis
mor og hendes italienske ven, Roberto, som ville
50
60
70
80
90
komme med fly fra Torino. Roberto var en arbejdsløs arkitekt på et 120 kilo, som forgudede
Randis mor, klassiske danske møbler og andre
folks penge. Der gik det rygte, at han levede af
at lave karikaturtegninger af turisterne foran
Torinos banegård, men det var aldrig blevet
verificeret. Som Randi sagde til kollegerne, der
ikke kunne få nok af historierne om den store
italiener.
– Jeg er ligeglad med, hvad han laver, han
siger de sødeste ting til mig, og det er dét, der
tæller.
Selv om de kun blev seks mennesker til festen,
var der meget at gøre, og Randi havde dækket
bordet dagen før. Som ansat på et hotel vidste
hun, hvordan man bærer sig ad. Det var ikke
kun et spørgsmål om bordplan og korrekt opstilling af servicet, for det skulle gøres med flair for
at forbinde anledningen med menuen. Anledningen gav jo sig selv, menuen skulle hun have
hjælp til, men farvevalget var hendes speciale.
Når sandheden skulle frem, var hun lidt af en
farvenørd. Hun kunne blive dårlig af at se en
dug i beige og brun, eller et gardin i gul og orange. Hun og Jesper kunne være uenige om mangt
og meget, men de var begge til det lyseblå, og de
lyseblå tallerkener stod fantastisk til det nye bestik, som Randi havde købt i Pottery Barn i New
York. De seks dage i the Big Apple havde været,
som hun sagde til pigerne på jobbet, en eyeopener af de helt store. Hun og Jesper havde travet
byen tynd fra Tribeca til Harlem og alligevel kun
set en brøkdel. Spadsereturen over Brooklyn
Bridge ville hun aldrig glemme, selv om regnen
stod ned i stænger. Men det have været anstrengelserne værd, for da de nåede frem til Brooklyn
og stod foran New Yorks berømte skyline, brød
solen frem og forvandlede et kuldslået forår
til en mild forsommer. De havde siddet på den
samme bænk en hel eftermiddag og nydt den
kolde kaffe fra Starbucks, og da lyden fra en
fjern saxofon drev ned ad Hudson River, var der
pludselig meget langt til Nørresundby, selv om
hun altid tilføjede, at hun aldrig ville bytte sin
toværelses med alkove i Bakkelygade med en
lignende på 14th Street i Greenwitch Village.
100
110
120
130
140
For nogle var det en nedtur at blive tredive
år. Men det nyttede jo ikke at hænge med hovedet over noget, man alligevel ikke kunne lave
om på. Til sine omgivelser havde Randi sagt, at
hun ikke ønskede at se sig tilbage, men frem.
Frem mod et nyt tiår. Og der var nok at se frem
til. Jespers planer om en byggegrund ved fjorden var ved at tage form. Deres fælles økonomi
ville gøre det muligt at tage det første spadestik,
når kommunen gav tilladelsen, og når Jesper
blev fastansat i advokatfirmaet, ville hans løn
stige markant. Randi kunne lide ordet markant.
Det lød myndigt, indiskutabelt og præcist. Passede på en cand.jur. som Jesper. Han var præcis
i alt, hvad han foretog sig. Det var det, hun var
faldet for, at han var så markant. Hun brød sig
ikke om svage mænd. Ikke at de skulle være machotyper, men vege måtte de ikke være, og Jesper var markant. Man vidste, hvor man havde
ham, og når man ikke havde papir på hinanden,
var det trods alt sin egen sag at købe fast ejendom, men i den henseende havde Randi ingen
skrupler, rent bortset fra at Jespers økonomi var
langt stærkere end hendes. Selv når man tog
nattevagterne med, tjente Randi kun halvdelen
af hans hyre.
Hun havde haft en hjemmegjort skitse over
det nye hus med på arbejde. Det var en skitse,
hun drømte om at føre ud i livet, hvis ellers hun
kunne få Jesper med på ideen om at ændre den
oprindelige plan, så huset blev med første sal.
Med fjorden som genbo ville det næsten være
en dødssynd ikke at lægge en etage på. Men det
var alt sammen – som hun sagde i frokoststuen –
fremtidsmusik.
Lige nu gjaldt det middagen, og den var i sig
selv en udfordring. Hun havde drøftet forskellige muligheder med kollegerne, som hver især
havde bidraget med eksotiske madopskrifter
tilegnet seks forskellige mennesker. Navnlig
Roberto var svær. Han, der var vant til det italienske køkken, hvor hver en detalje var et resultat af en tradition, som var gået i arv fra mamma
til mamma, havde visse forventninger til det
som blev sat på bordet, og her gik den ikke med
spaghetti bolognese.
150
160
170
180
Randis yngste kollega, Vibe, var den mest
ambitiøse, når det kom til madlavning. Hun var
besat af fransk mad, og brugte alle sine penge
på at købe udstyr. At Vibe havde spenderet tolv
hundrede kroner på en støbejernsgryde, fattede Randi ikke, men det skulle åbenbart være
en ægte cocotte, når man var til det franske
køkken. Randi havde spist hos kollegaen et par
gange, og skønt køkkenet kun bestod af to små
gasblus, fejlede maden ikke noget. Randi havde
troet hun spiste kylling, men det viste sig at
være kanin i sennepssauce. Faktisk havde Vibe
foreslået flere menuer, der passede til en trediveårs fødselsdag, men Randi havde besluttet sig
for at lave kalvefrikassé, eller som Vibe sagde,
blanquette de veau. Det lød så flot, at det næsten
krævede en forret, og Randi havde besluttet sig
for artiskokker tilsat en vinaigrette, som Vibe
havde lavet i forvejen, og som allerede stod i
hotellets køleskab.
Randi foretrak en klassisk borddækning med
levende lys og en lille buket mørkerøde roser
uden grønt. Det skulle nødig ligne en brudebuket. Og apropos det emne, så havde Randi ladet
forstå, at et bryllup var nært forestående, mere
ville hun ikke sige, for det skulle helst komme
som en overraskelse. Når sandheden, skulle
frem havde Randi allerede luftet, at hendes og
Jespers bryllupsrejse skulle gå til Firenze og
Sienna, og at Roberto havde haft en finger med i
spillet angående valg af hoteller. Det var sådan,
Jesper foretrak det. At tingene var på plads. At
planlægningen var i orden, og på det punkt var
han og hans tilkommende rørende enige. Det
havde oprindelig været tanken, at Jespers forældre også skulle komme til fødselsdagen, men
Randi havde droppet ideen. At hun kun havde
seks stole, havde intet med sagen at gøre. Det
var Jespers mor, som udgjorde problemet. Intet
var godt nok til den dame. Ikke at hun brokkede
sig, det var måden, hun ikke brokkede sig på.
Randi havde sagt det ligeud til kollegerne ved
skranken.
– Jeg holder meget af doktor Lysskov, Jespers
far, men Elise, Jespers mor, er for god til selv
en gallamiddag hos dronningen, og som ansat i
udenrigsministeriet har kvindemennesket fak-
190
200
210
220
tisk været til hofbal på Christiansborg Slot, og
konen er bare så cool og arrogant, at hun aldrig
nævner det med et ord, for hun har selvfølgelig set alt, hvad der er værd at se to gange,
og arbejdet på en ambassade i Hanoi og boet
i Botswana i seks måneder og fanden og hans
pumpestok, men det her er altså en føsseda i
Nørresundby, så adios, Karl og Elise.
Tilbage var valget af musik. Efter at Randi
havde mødt Jesper, var der sket noget med hendes musiksmag.
Hun havde prøvet at forklare det til Vibe.
– Jeg har ligesom fået et sæt helt nye ører. Min
musikalske horisont er blevet tusinde gange
større. Jeg vil nødig lyde snobbet, men jeg er
blevet afhængig af opera.
Tidligere havde den stået på country fra morgen til aften, mens hun fladede ud i sofaen iført
sin gamle joggingdragt i selskab med en pose
chips og en cola fra Q8. Nu tilhørte colaen, joggingdragten og tortillachipsene en svunden tid,
og rent musikalsk havde hun for længst taget
turen fra Vivaldi til Bach for at ende ved Puccini.
Navnlig ’La Bohème’ kunne hun høre om og om
igen. Det passede bare ikke som baggrundsmusik til kniv og gaffel. Randi havde dog truffet
sit endelige valg, som også ville glæde Roberto,
eftersom han for et år siden havde foræret hende en cd med den spanske guitarist Segovia. I
Randis ører var det en anelse for tørt, men det
var tilpas diskret, og det matchede menuen.
Hun havde faktisk spillet cd’en for Vibe, som
havde sagt, at det i hvert fald var bedre end den
båndsløjfe, der kørte i hotellets lobby, hvor man
fem gange i timen blev bedøvet af temaet fra
’Matador’.
I anledning af den runde fødselsdag, havde
hun flottet sig og booket en taxa til hjemturen.
Randis kolleger fra receptionen stod med små
flag under Amigos røde baldakin og vinkede farvel med ønsket om en god fest, da hyrevognen
230 rullede ned mod fjorden.
Chaufføren kiggede på hende i bakspejlet.
– Kender vi ikke hinanden? spurgte han.
Randi smilede.
– Det tror jeg ikke.
– Du er da Randi, er du ikke? Randi Asmussen. Du gik på Nørre Uttrup skole. Jeg kom ind i
sjette klasse. Per, lille Per blev jeg kaldt. Har du
glemt det?
Randi kunne godt huske én som blev kaldt lille
240 Per, men kunne ikke forbinde navnet med den
skaldede chauffør.
– Jeg hedder Lysskov, sagde hun og fandt pengene frem.
Det banker på døren. Randi rejser sig fra
sofaen og skruer ned for musikken. På vej ud
til gangen ser hun på sit ur. Klokken er syv om
aftenen, og Nørresundby er stille.
Vibe står på trappen med en lille flaske med
250 en patentprop, som viser sig at indeholde den
gulgrønne vinaigrette, som Randi har glemt på
hotellet. Kollegaen skubber skuldrene i vejret og
spørger hviskende, om det er for sent?
– For sent?
– Ja, har I spist? Jeg vil jo ikke forstyrre.
Randi ser ned ad sin joggingdragt og åbner
døren på vid gab, idet hun bakker ind i stuen,
som domineres af et stort udtræksbord med en
marineblå dug, hvor der ligger en reklame fra
260 Føtex og en pose med chips, som på forunderlig
vis passer til Dolly Partons stemme, der synger
om en kjole med mange farver.
Randi lægger sig på sofaen og tager en tår af
dåsecolaen, som står på gulvet.
– Og jeg har heller ikke været i New York, siger
hun.
Tekst fra
http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2012/11/