1. No category

Dansk A
Studentereksamen
2stx131-DAN/A-30052013
121558.indd 1
Torsdag den 30. maj 2013
kl. 9.00 - 14.00
27/02/13 13.56
Indhold
Side
Opgaver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
Tekster:
1. Dan Turèll: Dybfrostfilm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4
2. Christine Brochdorf: Hvor skal forældreskabet stå?. . . . . . . . . . . . . . . 6
3. Nanna Goul: Et spørgsmål om moral – eller kunst? . . . . . . . . . . . . . . . 9
4. Piotr Czerski: Vi er internettets børn. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11
5. Gyrðir Elíasson: Den lange dagsrejse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14
Billeder:
Side 6:
Lars Andersen: Illustration til Hvor skal forældreskabet stå?
Side 11:
Dennis Andersen, iBureauet: Illustration til Vi er internettets børn.
Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet.
2
121558.indd 2
27/02/13 13.56
Opgaver
Du skal besvare én af opgaverne 1 - 5. Brug opgavens titel som overskrift for din
besvarelse.
1
Dybfrostfilm
Skriv en litterær artikel om Dybfrostfilm.
Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af Dybfrostfilm (tekst 1),
hvor du bl.a. fokuserer på kompositionen og på fremstillingen af jegets
tanker og reaktioner.
Giv en perspektivering til fx genren, den litterære samtid eller forfatter­
skabet.
2
Reality-tv og identitetsdannelse
Skriv en kronik om reality-tv og identitetsdannelse.
Kronikken skal indeholde en redegørelse for synspunkterne og en
karakteristik af argumentationsformen i Hvor skal forældreskabet stå?
(tekst 2).
Diskuter synspunkterne.
3
Samfundsdebatterende kunst
Skriv et essay om samfundsdebatterende kunst.
Du skal i dit essay tage udgangspunkt i Et spørgsmål om moral – eller
kunst? (tekst 3) og overveje, i hvilket omfang det er kunstens rolle at
debattere voldsomme begivenheder i samfundet.
Du kan inddrage eksempler fra fx litteratur, film og teater.
4
Internettet i det moderne samfund
Skriv en kronik om internettet i det moderne samfund.
Kronikken skal indeholde en redegørelse for synspunkterne og en
karakteristik af argumentationsformen i Vi er internettets børn (tekst 4).
Diskuter synspunkterne.
5
Den lange dagsrejse
Skriv en litterær artikel om Den lange dagsrejse.
Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af Den lange dagsrejse
(tekst 5), hvor du bl.a. fokuserer på fortælleren og kompositionen.
Giv en genremæssig perspektivering.
3
121558.indd 3
27/02/13 13.56
1. Dan Turèll: Dybfrostfilm
Teksten er fra digtsamlingen 3-D digte, 1977.
Dan Turèll (1946-93), dansk digter.
5
10
15
20
25
30
35
40
Så er det du siger
i et lavt fortroligt tonefald
og med et pludseligt direkte lidt nervøst blik lige hen på mig i sofaen
at der er noget du gerne vil tale med mig om
og når du siger det véd jeg hvad det er
for ellers ville du jo bare sige det, ikke
og jeg véd det har trukket op hele eftermiddagen
og dine skridt har sagt det og din gang har hvisket om det
og du har holdt om din kop på den måde der selv siger det
så det kommer ikke overraskende men det er nu det kommer
og jeg kikker hen på dig og forbi dig for ikke at standse dig
og sér ud af vinduet på nabohusets ubevægelige tagryg
med et lille drys sne på en istap nedenunder vinduesafsatsen
og som efter en usynlig ordre dæmper musikken sig på grammofonen
og blir meget stille og melankolsk
og ét eller andet lys blænder sig selv ned
og pludselig sér jeg en plet på min T-shirt
og alting standser og hviler i luften
selv støvkornene tør ikke lægge sig på tæppet Og så er det du siger det
i det lavmælte tonefald man bruger til skilsmisser og nekrologer
og jeg véd hvert ord af det
og det véd du selvfølgelig også
og mens du siger dem fordi du synes du skal sige dem
og det skal du selvfølgelig også
sér jeg ud af vinduet til nabohusets ubevægelige tagryg
hvem véd om der foregår noget lignende
under det lille drys sne og det gule lys
hvem véd hvad der sker hos dem
i denne lille kube over istappen
denne sene eftermiddag
Så er det du siger det
og jeg kan næsten ikke tænke imens
mit hoved løber af med mig
der kører blokeringer frem for fuld spærreild
det koncentrerer sig om naboens istap og istapper overalt i Verden
al livsens istapper i alle smeltefaser
det glider ind i musikken fra grammofonen der nu hæver sig igen
og videre hen over sengetæppet jeg glattede for et par timer siden
og opvasken der er i orden på nær den sædvanlige glemte kop i stuen
4
121558.indd 4
27/02/13 13.56
mit hoved lægger formålsløst gamle telefonnumre sammen
det uddrager tværsummen af din fødselsdag
det sér dig for sig den eftermiddag vi mødte hinanden
og den week-end lige efter da vi 45
50
Så er det du har sagt det
og pladen er løbet ud
og jeg véd det godt alt sammen
og jeg ser stadig ikke på dig men på nabohusets ubevægelige tagryg
og tager den enkelte glemte kop med ud i køkkenet, og vasker af
før jeg går
5
121558.indd 5
27/02/13 13.56
2. Christine Brochdorf: Hvor skal forældreskabet stå?
Teksten er fra Berlingske Tidende den 14. august 2012.
Christine Brochdorf (f. 1971), direktør i Hvidovre Kommunes Børne- og
Ungeforvaltning.
Tegning: Lars Andersen
Jeg er inde i en rivende selvudvikling. Det er ikke en udvikling jeg selv har valgt
og den er kick-startet helt uden jeg var forberedt og uden jeg havde set det komme
med dén kraft. En udvikling der gør at jeg hver eneste dag undres, forbløffes og
forfærdes. Jeg er nemlig ved at springe ud som teenage-mor – altså mor til to teen­
agere! Mine små børn, der for meget kort tid siden duftede af baby og var fuld­
stændig afhængige af mig, er i gang med at løsrive sig. De løsriver sig fra mig, fra
deres far og fra de trygge rammer vi har forsøgt at skabe gennem deres barndom.
Løsrivelsesprocessen er en ganske naturlig del af børns opvækst. Det modsatte
ville være ganske unaturligt. Min rationelle sans fortæller mig, at det er ganske
almindeligt og det at være teenager med oprørstrang og løsrivelses-iver har vi jo
alle været igennem. At løsrive sig fra noget indikerer implicit, at man vælger noget
andet til og det er her min forfærdelse opstår. For hvad er det de tilbydes at vælge
til og hvad er det for et konstrueret ungdomsliv de tilbydes?
Det er et faktum, at man ikke kan konstruere sit eget ungdomsliv – man er
nødt til at se på de andre unge man omgiver sig med. En del af løsrivelsesproces­
sen består jo netop i at spejle sig i andre og ”låne” identiteter for at prøve dem
af. Sådan har det altid været og det burde der teoretisk set ikke være noget større
hokus pokus i. Man ser på vennerne, på omgivelserne og særligt ser man på dem
der er eksponeret i en grad, man selv kunne tænke sig.
Mine unger er heldige at have dejlige venner. De er i samme fase som dem og
6
121558.indd 6
27/02/13 13.56
er absolut søgende efter hvad deres fundament, deres liv og deres identitet skal
bestå af. De higer og søger – sammen og hver for sig. Det er således ikke de nære
identifikations-personer der bekymrer mig. Min bekymring opstår når jeg kigger
på de nationale identifikations-ikoner for teenagerne. Det er et skræmmende per­
spektiv! (…)
Et kig rundt på den store tv-pakkes nuværende og kommende sendeflade gør en
mor lige så modløs som det gør en teenager begejstret. Lad os se på en helt almin­
delig tv-uge og de programmer, der bare er must-see for de unge.
I Robinson hiver man de helt primale menneskelige træk frem. Det handler om
at konkurrere, blive straffet med klam mad og hånet hvis man ikke klarer konkur­
rencen. Man belønnes for at en strategisk omgang med venskaber, og dyder som
loyalitet og fairness straffes hårdt. Man stemmes hjem og hånes videre i ugebla­
dene i uger og måneder efter.
Paradise Hotel-deltagerne lever livet med alkohol en masse, sladder, hån og
bagtalelse. Her er det fuldstændig banalt at bedrage sine venner og have tilfældig
sex.
I For lækker til love skal deltagerne date ud fra kriterier, der handler om udse­
ende, udseende og udseende. Zapper du videre til et andet ungdomsappellerende
program er det pludselig hverdagskost at konsumere cirka én liter alkohol i døgnet
på Sunny Beach1. Jo større black-outs, jo større respekt!
Et af de nyere fænomener i den danske reality-stamme er programmet Kongerne af Marienlyst. Jeg har desværre ikke gennemført at se et program, idet blot
reklamen for programmet gjorde mig dårligt tilpas. Jeg tror jeg har en god ide om,
hvad det handler om uden at have set det – sex, druk og dårlige relationer. Det er jo
i hovedtræk denne cocktail der gør genren populær. Det er i hvert fald så populært
at det følges op af endnu en sæson. Denne gang under navnet Kongerne af Rømø!
Sådan kan du zappe videre til De unge mødre, Amalies verden og Familien
på Bryggen. Alle programmer, der er konstrueret til at få seeren til at tro, at der
faktisk her er tale om rigtige liv, der leves. Her er der ingen, der bekymrer sig om
at få en ungdomsuddannelse, dyrke reelle venskaber eller blot hvad morgendagen
bringer.
Efteråret byder på mere af samme skuffe – bare lidt værre og lidt vildere – for at
fastholde og stimulere seerne forstås. Som TV3’s programdirektør udtaler: ”Meka­
nismen er, at så længe seerne vil se programmerne, så vil vi også gerne lave dem!”
Vi kommer således til at skulle se mere til ”hverdagslivet” på Sunny Beach,
som TV3’s programdirektør nærmest betegner som en slags Oplysning til Borgerne
om Samfundet2, idet han udtaler: ”Sunny Beach er en del af virkeligheden, og det
er ikke os, der skaber den virkelighed. Det eneste vi gør, er at finde de rigtige
karakterer at følge!”
Hold nu op! Portrættet af Sunny Beach er ikke virkelighed. Det er en kon­
struktion – en illusion om hvordan man skal være teenager. Og det er ikke sundt
S unny Beach: strand og feriested ved Sortehavet og ramme om TV3’s realityprogram Sommer i
Sunny Beach.
2
Oplysning til Borgerne om Samfundet: forkortet OBS. Tv-indslag på DR1, hvori borgerne orien­
teres om almene livsforhold og om rettigheder og pligter i samfundet.
1
7
121558.indd 7
27/02/13 13.56
– hverken for teenagerne og sikkert heller ikke for Sunny Beach. Med sådan et
hverdags-bagtæppe er det vanskeligt at argumentere rationelt for at ens teenager
skal lave sine lektier, spise seks stykker frugt og grønt om dagen og være hjemme
klokken 22.00. Det er der jo ingen andre der er, lyder det fra den forsmåede!
Teenageårene har alle dage skullet bruges til at finde sin identitet, prøve grænser
og finde sit helt eget ståsted her i livet. Min påstand er at dette aldrig har været
sværere i en ungdomskultur, der i sin eksponerede form på tv ikke værdisætter
sammenhold, venskaber og tryghed. Uden denne base er det svært at have et posi­
tivt og sundt udviklingspotentiale.
Men ligegyldigt hvor standhaftig du er som forælder, så er det altså vanskeligt
at kæmpe mod en perlerække af identifikations-ikoner som er mildest talt uhel­
dige i mine øjne, men stærkt populære hos de yngste. De fleste børn har heldigvis
deres nære venner som de kan søge at spejle sig i. Men vennerne er jo disponeret
for samme påvirkning af ekstern individualisering. De bruger den samme referen­
ceramme og søger de værdier, der præger tv-udsendelserne.
Sladder og intriger er ikke ukendte fænomener i teenageårene, den slags har
såvel børn som voksne altid dyrket. Men hvor sladderen tidligere var hjemme ved
gadekæret så bliver selv meget private konflikter nu eksponeret på landsdæk­
kende tv, i de sociale medier og i ugebladene. Reality-seriernes deltagere bliver
castet efter hvor stort et konfliktpotentiale de indeholder. Reality-genren bygger på
tanken om at være grænseoverskridende. Problemet er selvfølgelig når medierne
bliver ved med at være grænseoverskridende. Når genren kommer til at indeholde
det selvforstærkende element der gør teenagerne afhængige af at leve op til rolle­
modellerne på tv, og tv føler ansvar for at producere flere og vildere rollemodeller.
Når børn og unge tiltrækkes af reality-shows tiltrækkes de af sammenholdet
og det sociale kit det repræsenterer når man er sammen på en øde ø eller hvor
kulissen nu er sat op. Det er tiltrækningen af emotionel tilknytning – det at have
et netværk. Et netværk, hvor man er elsket og accepteret og hvor man har en rolle
og funktion – gerne som flokken også er afhængige af. Det ærgerlige er bare, at
reality-showene jo har til formål at udskille og ekskludere og nogle unge vil tro at
dette er en naturlig konsekvens af netværk!
Min pointe er ikke at modarbejde ungdommen, men vi har da en fælles forplig­
telse til at kvalificere den. Kun de færreste kan gennemleve en løsrivelses- og
identitetsskabende fase uden at kende sin base i fællesskabet. Selv den mest udad­
rettede og løsrivelses-hungrende teenager har behov for, at et ydre samfund sætter
rammer og grænser og dermed viser, hvor værdi-stængerne står.
Prøv med et reality-program, der honorerer dyder som ansvar, ligeværd og fæl­
lesskab.
8
121558.indd 8
27/02/13 13.56
3. Nanna Goul: Et spørgsmål om moral – eller kunst?
Teksten er fra Weekendavisen den 2. marts 2012.
Nanna Goul (f. 1980), dansk kritiker og journalist.
Den moderne, fortællende kunst har altid fremkommet med sine bud på, hvordan
vi skal forstå og forklare afgørende omvæltninger og begivenheder i samfundet –
uanset hvilken karakter, begivenhederne så har haft. Det er typisk sket inden for
skønlitteraturen, filmen og teatret, og det er der almindeligvis ikke nogen, som ser
noget galt i. Snarere tværtimod.
For hvor ofte bliver kunstværker ikke klandret for at være for selvtilstrække­
lige, udelukkende at gå i ring om sig selv og sine egne kunstneriske præmisser, at
være for private eller navlepillende og i det hele taget ikke ville verden eller sam­
fundet noget?
Nej, så vil offentligheden hellere have fortællende kunst, der blander sig i
debatten, som sætter afgørende spørgsmål til diskussion og som i det hele taget
indgår i en dialog med samtiden eller samfundet. Med jævne mellemrum dukker
også den klassiske opfattelse af, at kunstneren har en særlig forpligtelse over for
samfundet, op i mediestrømmen – hvilket man så kan diskutere og være uenig i.
(…)
I de seneste uger har man kunnet følge dramatikeren Christian Lollike1 fra
Café Teatret2, der har fået usædvanlig meget opmærksomhed, fordi han har beslut­
tet sig for at opføre teaterstykket Manifest 2083 om Anders Breivik3, der stod
bag den grufulde massakre på Utøya 22. juli 2011. Christian Lollike har efter sin
annoncering af dette stykke været overrasket over den massive mediestorm, måske
især fordi der i dette tilfælde ikke er fulgt megen velvilje med al opmærksomhe­
den. Mærkeligt nok.
Stykket italesætter en ubærlig menneskelig tragedie og vender sig i høj grad
mod samfundet, den politiske verden og højrenationalismen især. Selv mener
Christian Lollike, at det er vigtigt at opsætte Manifest 2083, fordi det kan ske igen.
Fordi den ideologi, der står bag, kan afføde flere tragedier. Og som han har udtalt
til dagbladet Politiken betragter han det som en kunstnerisk forpligtelse at under­
søge noget, der kan forekomme så uforståeligt, men også som “en demokratisk
forpligtelse især over for den muslimske del af befolkningen at undersøge, hvorfra
denne højrenationalisme stammer.”
På trods af disse overvejelser er Christian Lollike i mediestormen mest af alt
blevet stemplet som amoralsk. Han er blevet anklaget for at være en udspekuleret,
kommerciel billetsælger, en opmærksomhedshungrende kunstner og en ryggesløs
dramatiker. (…)
Her er det så, at jeg må agere djævlens advokat og spørge, hvornår det er blevet
den afgørende præmis for betydningsfuld og samfundsdiskuterende kunst ikke at
Christian Lollike: (f. 1974), dansk dramatiker.
Café Teatret: københavnsk teater, som opfører ny dansk dramatik og har premierer på nyere
udenlandske teaterstykker.
3
Anders Breivik: (f. 1974), norsk højreekstremist, dømt for bombeattentatet på regeringsbygnin­
gen i Oslo og massakren på Utøya.
1
2
9
121558.indd 9
27/02/13 13.56
såre nogens følelser? At undgå at fremkalde nogen former for ubehag eller smerte?
Og hvornår kunst automatisk er blevet amoralsk, når den tager fat på betændte og
tragiske begivenheder?
Man skal naturligvis udvise respekt for ofrene og de berørte familier fra Utøyamassakren, det siger sig selv, men det er vel trods alt vigtigere at undgå en lignen­
de tragedie – gennem eksempelvis en kunstnerisk bearbejdelse og dialog – end at
undgå at støde folks følelser?
Det virker indlysende, ligesom det virker indlysende, at kunsten må og skal
beskæftige sig med disse tragedier, grusomheder og lavpunkter i menneskehedens
historie. Kunsten er da i høj grad forpligtet på at belyse undersiden af den menne­
skelige bevidsthed, psyke og samfundet med dets subversive4 strukturer. Det er jo
også dét, kunsten kan.
4
subversive: her: ødelæggende, omstyrtende.
10
121558.indd 10
27/02/13 13.56
4. Piotr Czerski: Vi er internettets børn
Teksten er fra Information den 30. marts 2012.
Piotr Czerski (f. 1981), polsk digter og filosof.
Illustration: Dennis Andersen/iBureauet
Som Internettets Børn voksede vi op med og på internettet. Og dette gør os helt
anderledes. Det er dét, som udgør den afgørende – og set fra jeres, de analoge
generationers synspunkt – overraskende forskel: Vi ’surfer’ ikke, og internettet
er for os ikke ’et sted’ eller et ’virtuelt rum’. Internettet for os er ikke noget, der
befinder sig uden for selve virkeligheden. Nej, det er en del af den: et usynligt,
men konstant tilstedeværende lag, der er forbundet med det fysiske miljø. Vi ’bru­
ger’ ikke internettet, vi lever på internettet og i forlængelse af det. Hvis vi skulle
fortælle jer vores Bildungsroman1, måtte vi først forklare, at der findes et natur­
ligt internetaspekt i alle de oplevelser, der har formet os. Vi indgik venskaber og
fjendskaber online, vi skrev af efter de eksamensopgaver, vi fandt på internettet,
vi planlagde fester og studieforløb online, vi forelskede os i hinanden på nettet, og
vi slog op på nettet. Webbet er for os ikke et nyt stykke teknologi, vi har skullet
lære, og som det efterhånden er lykkedes os at beherske. Webbet er en proces, som
foregår kontinuerligt, og som løbende forvandler sig for vores øjne og forvandler
sig med os og gennem os. Teknologier dukker op og bliver afløst af nye; hjemme­
sider konstrueres, blomstrer op og forgår igen. Men internettet fortsætter, fordi vi
er på nettet og kommunikerer med hinanden på måder, der falder os naturlige, og
som er mere intense og effektive end nogensinde før i menneskehedens historie.
En ny grundlæggende evne
Fordi internettet har formet os i vores opvækst, tænker vi anderledes. Evnen til at
søge og finde oplysninger er for os så grundlæggende, som evnen til at lokalisere
et postkontor i en ukendt by er for jer. Når vi ønsker at vide noget – hvad er de
1
Bildungsroman: dannelsesroman.
11
121558.indd 11
27/02/13 13.56
første symptomer på skoldkopper?, hvorfor forliste Estonia2?, er vandregningen
ikke for høj? – navigerer vi med samme sikkerhed som en chauffør i GPS-styret
bil. Vi ved, at vi kan finde de oplysninger, vi har brug for – en masse steder. Vi
ved, hvordan man kommer til de steder; vi ved, hvordan man vurderer deres tro­
værdighed. Vi har lært at acceptere, at i stedet for at nøjes med ét svar kan vi finde
mange forskellige. Og ud fra disse mange kan vi abstrahere den mest sandsynlige
version og se bort fra dem, som ikke forekommer troværdige. Vi udvælger, vi fil­
trerer, vi husker, og vi er parate til at bytte vores indlærte informationer ud med
nye og bedre, når vi støder på dem.
For os er internettet en slags fælles ekstern hukommelse. Vi behøver ikke at ulej­
lige os med at huske unødvendige detaljer: datoer, beløb, formler, klausuler, gade­
navne, detaljerede definitioner. Det er nok for os at kende visse grundrids – dén
essens, som er nødvendig for at bearbejde informationer og relatere dem til andre.
Får vi brug for de mere spidsfindige detaljer, kan vi slå dem op på få sekunder.
Ej heller behøver vi at være eksperter i alt muligt, for vi ved, hvor man kan finde
folk, der har specialiseret sig i det, vi ikke selv kender til, og som vi kan stole
på – folk, der vil dele deres ekspertise med os, ikke for egen vindings skyld, men
på grund af vores fælles tro på, at oplysningen findes i bevægelsen; at det ligger i
den menneskelige videns natur at ville frisættes, og at vi alle kan drage fordel af
at udveksle informationer. Hver dag studerer vi, arbejder, løfter hverdagens udfor­
dringer, dyrker vore interesser. Vi ved godt, hvordan man konkurrerer, og vi kan
lide at konkurrere. Men vores konkurrence, vores ønske om at være anderledes,
bygger på viden, på evnen til at fortolke og behandle oplysninger; ikke på at ville
monopolisere adgangen til dem.
At deltage i kulturlivet er ikke noget, der stiller ekstraordinære krav for os. Den
globale kultur er den grundlæggende byggesten i vores identitet og af større betyd­
ning for os, når vi skal definere os selv, end traditioner, historiske fortællinger,
social status, herkomst eller endda det sprog, vi bruger. Ud fra oceanet af kultu­
relle begivenheder udvælger vi dem, der passer os bedst, interagerer med dem,
evaluerer dem og poster vores anmeldelser på hjemmesider, der oprettes til formå­
let, som også giver os ideer til andre albummer, film eller spil, vi måske også vil
kunne have udbytte af. Nogle film, serier eller videoer ser vi sammen med kol­
leger eller med venner fra hele verden. I nogle tilfælde deler vi måske kun vores
påskønnelse med en lille gruppe mennesker, som vi aldrig kommer til at møde
ansigt til ansigt. Det er derfor, vi føler, at kulturen på samme tid bliver global og
individuel. Og det er derfor, vi har brug for fri adgang til den. (…)
Vi kan interagere
Der er hos os ikke spor af den ydmyge accept, som vores forældre udviste i den
tro, at administrative problemer var af yderste vigtighed, samtidig med at de anså
enhver kontakt med offentlige myndigheder som noget højtideligt. Vi kender ikke
til den respekt, som er forankret i afstanden mellem den enkelte borger og de
majestætiske højder, hvor den herskende klasse bor. Vores opfattelse af den sociale
struktur er anderledes end jeres: Samfundet er et netværk, ikke et hierarki. Vi er
2
Estonia: estisk bilfærge, som forliste i Østersøen i 1994. 882 mennesker omkom.
12
121558.indd 12
27/02/13 13.56
vant til at kunne indlede en dialog med hvem som helst, det være sig en profes­
sor eller en popstjerne, og vi behøver ikke nogen særlige kvalifikationer, som er
relateret til social status. Skal en interaktion få succes, kræver det blot, at indhol­
det i vores budskab bliver set som væsentligt og værd at respondere på. Og når vi
efter vedvarende diskussion er i stand til at forsvare vores argumenter imod kritik
og føler, at vores opfattelse af mange forhold simpelt hen er bedre underbygget –
hvorfor skulle vi så ikke kunne forvente en seriøs dialog med myndighederne?
Vi føler ikke en religiøs respekt for ’demokratiske institutioner’ i deres nuværende
form; vi tror ikke på deres aksiomatiske3 rolle, modsat dem, som opfatter de
‘demokratiske institutioner’ som monumenter, der har sat sig selv for sig selv.
Vi har brug for et system, der kan leve op til vores forventninger; et system, der
er gennemsigtigt og kompetent. Og vi har lært, at forandring er mulig: At alle
dysfunktionelle systemer kan udskiftes og erstattes af nye, der er mere effektive,
modsvarer vores behov bedre og åbner for flere muligheder.
Det, vi værdsætter mest, er frihed: ytringsfrihed, fri adgang til information og
kultur. Vi føler, at det er takket være denne frihed, at internettet er, hvad det er, og
at det er vores pligt at beskytte denne frihed. Det skylder vi de kommende genera­
tioner, lige så meget som vi skylder at beskytte miljøet.
Måske har vi ikke givet det et navn endnu, måske har vi endnu ikke indset det til
fulde, men jeg er overbevist om, at det, vi ønsker, er det virkelige, det ægte demo­
krati.
3
aksiomatiske: her: naturgivne, selvindlysende.
13
121558.indd 13
27/02/13 13.56
5. Gyrðir Elíasson: Den lange dagsrejse
Novellen er fra samlingen Mellem træerne, 2011.
Gyrðir Elíasson (f. 1961), islandsk forfatter.
5
10
15
20
25
30
35
Vi havde været to dage på udflugt ude på landet, min bror og jeg. Det var blevet
aften, da vi kørte ind i en lang, smal fjord ude vestpå. Lige da det begyndte at bli­
ve mørkt. Jeg lagde mærke til, at der i vejkanten på begge sider voksede gederams,
sådan at den mørke vej, der var asfalteret på dette stykke, mindede om lakrids
med lyserød marcipan.
Inderst inde i fjorden lå der en fiskerflække, en af de utallige, som vi havde
kørt igennem i løbet af denne dag, lige siden vi begav os på vej tidligt om morge­
nen.
”Endnu en fiskerflække,” sagde min bror. Han trykkede på cigartænderen og
fiskede en cigaret op af brystlommen, selv om han godt vidste, at jeg havde det
dårligt med, at han røg i bilen. Jeg havde tilbøjelighed til køresyge.
”Kan du ikke vente med det der”, sagde jeg.
Han tav, men lagde cigaretten op foran sig på instrumentbrættet. Da cigartæn­
deren sprang ud, rørte han den ikke. På højre side af vejen var der et højt, kegle­
formet fjeld, som så ud, som om det var så godt som umuligt at bestige. For foden
af det lå der en gårdbebyggelse med nyslåede tun1 rundt om. Jeg rullede ruden ned
og mærkede duften af græs blive ført ind ad vinduet, takkede i mit stille sind for at
være sluppet for cigaretrøgen.
Min brors mobiltelefon ringede. Han tog den og havde den ene hånd på rattet,
mens han talte. Hans stemme forandrede sig, det var hans nye kæreste, der spurg­
te, om ikke vi snart kom hjem.
”Om to dage,” sagde han i telefonen.
Jeg kiggede på ham, imens han talte, og han så på mig. Jeg vendte hovedet den
anden vej og lod, som om jeg ikke lyttede.
”Husk nu at kigge på vejen,” mumlede jeg.
Han afsluttede samtalen og lagde telefonen mellem forsæderne.
”Jeg trænger til noget tørfisk 2,” sagde han.
”Den er sluppet op,” sagde jeg.
”Du har spist det sidste.”
”Nej, det var dig.”
Der var ikke længere gederams i vejkanten. Vi var kørt forbi bondegården, og
nu dukkede flækken op forude. Vandet i fjorden var gråblåt, spejlblankt, og fjel­
dene ud langs med den havde alle samme form, stejle ned mod vandet, med klip­
pebælter og flade foroven, som om toppene var blevet hugget af dem.
Ideen til denne tur var dukket op her i vinter, og nu gjorde vi alvor af den. Men
efter et par dage havde en vis træthed indfundet sig som følge af samværet, og vi
snakkede stadig mindre sammen. Han talte så meget desto mere i mobiltelefonen,
når det vel at mærke var til at opnå forbindelse, hvad der ikke altid var tilfældet.
1
2
tun: indhegnet jordstykke, gårdsplads.
tørfisk: fiskesnacks i pose. Spises ligesom chips og flæskesvær.
14
121558.indd 14
27/02/13 13.56
40
45
50
55
60
65
70
75
80
Så bandede han og smed telefonen fra sig. Han var ilter, ligesom far havde været.
Nogle gange blev jeg lidt flov over ham, der kunne være noget truende i hans
væsen. Jeg tror ikke, han selv var opmærksom på det. Måske lagde jeg mere mær­
ke til dette træk hos ham, fordi jeg var så mange år yngre.
Vi trillede ind i fiskerflækken. Ikke et øje at se, gaderne tomme. Sådan var det
gerne i den slags byer om aftenen.
De fleste af husene havde røde eller grønne tage. Disse grønne tage var dog
ikke af græs, kun malet bølgeblik, som en efterligning af gamle dage.
”Vi er ved at løbe tør for benzin,” sagde han.
”Der er en benzintank derhenne,” sagde jeg og pegede.
”Den satans benzin stiger hele tiden,” sagde han, da han kiggede på skiltet ved
tanken. Det var en nymodens benzintank, med en stor platform af beton og byg­
ninger, der mere lignede et tempel hos en amerikansk sekt end et sted, hvor man
solgte brændstof.
Han kørte hen langs servicestanderen og slukkede motoren, rakte ud efter ciga­
retten på instrumentbrættet. En mand i blå kedeldragt kom ud, et par gule arbejds­
handsker stak op af hans lommer. Jeg lagde mærke til, at manden var fuldstændig
skaldet, det skinnede i hans kugleformede isse i sensommeraftenens blegnende
lys, som når solen kaster et mat skær på planeten Mars. Jeg havde altid moret mig
ved at tænke på himmellegemerne, og Mars var min yndlingsplanet. Da jeg var
lille, havde jeg i én uendelighed tænkt på de revner, der sagdes at være på den,
inden jeg faldt i søvn. Jeg spekulerede på, om de mon var ligesom revnerne i den
store drænede mose hos min bedstefar.
Min bror så på mig.
”Er der noget, du vil have?”
Jeg rystede på hovedet.
”Heller ikke tørfisk?”
”Hellere Mars, hvis de har,” sagde jeg.
”O.k.,” sagde han og steg ud, med den utændte smøg i den ene hånd.
”Fyld op,” sagde han til tankpasseren, som stod og ventede ved pumpen. Jeg så
ud ad vinduet, men kunne ikke mere få øje på mandens hoved, kun den blå dragt
og arbejdshandskerne, som jeg nu kunne se var sølet til med pletter af smøreolie.
Mens pumpen brummede, gik min bror hen til templet, tændte cigaretten med
sin Zippolighter3, skønt et skilt oppe over døren oplyste, at tobaksrygning var for­
budt. Tankpasseren råbte noget til ham henne fra pumpen, men min bror viftede
bare afværgende med hånden og gik ud på platformen, hvor vaskepladserne var.
Dér stod han, da den store lastbil kom kørende ind på tankstationen. Jeg kunne
se, at han havde taget telefonen frem og røg imens. Pumpen kværnede, så blev
tanken fyldt, og tankpasseren bøjede sig ned for at skrue låget på. Nu sås det røde,
pilskaldede hoved igen et øjeblik. Jeg kiggede ud ad forruden og så den kolossale
lastbil bakke hen på vaskeplatformen. Den bakkede hurtigt. Jeg tog fat i instru­
mentbrættet, da det gik op for mig, at min bror stadig talte i telefonen og vendte
ryggen til bilen. Det så ud, som om han ikke hørte andet end stemmen i telefonen.
Zippolighter: original (amerikansk) genopfyldelig benzinlighter af metal med hængslet låg.
3
15
121558.indd 15
27/02/13 13.56
85
Jeg ved godt nu, hvem det var. Tankpasseren rakte armen i vejret i retning af last­
bilen, advarende, så begyndte han at løbe. Lige pludselig kunne jeg ikke længere
få øje på min bror, kun lastbilen. Gennem larmen fra dens motor hørte jeg tank­
passerens skingre råb. Den lange anhænger standsede med et sæt.
*
90
Endnu den dag i dag kan jeg høre det råb. Det giver genlyd i sindet, og samtidig
ser jeg for mig planeten med revnerne i. Jeg har ikke taget på tur vestpå siden og
gør det sandsynligvis aldrig. Hvis jeg ser det blinke i en eller andens Zippolighter,
får jeg lyst til at tage lighteren og kaste den uendelig langt ud i rummet.
Jeg har ikke bil og kommer aldrig på benzintanke, lige så lidt som i templer
hos amerikanske sekter. Alle udflugter undgår jeg, så vidt det nu er mig muligt.
Da lastbilchaufførerne protesterede imod de stigende priser på brændstof, kunne
jeg hverken tænde for radio eller fjernsyn i en uge. Jeg cykler, når jeg skal hen og
holde mine timer i astronomi i aftenskolen.
16
121558.indd 16
27/02/13 13.56
121558.indd 17
27/02/13 13.56
121558.indd 18
27/02/13 13.56
Anvendt materiale (til brug for Copydan):
Dan Turèll: Dybfrostfilm.
Storby-Trilogien.
Borgen, 1998.
Christine Brochdorf: Hvor skal forældreskabet stå?
Berlingske Tidende den 14. august 2012.
Lars Andersen:
Tegning til Hvor skal forældreskabet stå?
Berlingske Tidende den 14. august 2012.
Nanna Goul: Et spørgsmål om moral – eller kunst?
Weekendavisen den 2. marts 2012.
Piotr Czerski: Vi er internettets børn.
Information den 30. marts 2012.
Dennis Andersen/iBureauet.
Illustration til Vi er internettets børn.
Information den 30. marts 2012.
Gyrðir Elíasson: Den lange dagsrejse.
Mellem træerne.
Forlaget Torgard, 2011.
121558.indd 19
27/02/13 13.56
54
57
1T
RY K S A G 4