Gl. Stationsvej nr. 40 opført 1900 Hyllested - en station på Ebeltoft-Trustrup Jernbane Provinsidyl ved Hyllested Station. I sidebygningen til venstre bag to tremmedøre fandtes toiletfaciliteterne. ”Retirade” står der den dag i dag over den ene af dem. Døren i facaden førte ind til ventesal og kontor. Foto venligst udlånt af Marianne Jørgensen (Gunni), Grenaa Hvis jeg skal skitsere et par yderpunkter i Hyllested, må det ene være kirkegården med dens stilhed og fred og det andet stationen med dens liv og halløj. Stationen var stedet for afsked og gensyn. Afsked, som da min farfars bror Antonius forlod Danmark omkring 1. Verdenskrig for at søge lykken i Amerika og aldrig vendte tilbage. Gensynsglæde når de store søskende vendte hjem i anledning af julen, eller når slægtninge om sommeren kom på feriebesøg. Det var også her, at daværende sognepræst A. I. Østeriis modtog Hyllesteds nye lærerpar Anæus Andersen med frue og tre små piger, der var ankommet med toget helt fra Døstrup Sogn i Sønderjylland. Modtagelsen skete ved præstegårdsforpagter Arnold Juul Hansens mellemkomst og fandt sted den 9. januar 1923. I forpagtervognen var der kun plads til den nye lærerfrue og familiens yngste, senere organist ved Tranebjerg Kirke på Samsø, Paula Andersen, fra hvem jeg har den lille beretning. Resten af selskabet måtte tage turen til fods til præstegården, der husede den nyankomne familie den første nat. Ebeltoft - Trustrup Jernbane havde da i 22 år været en vigtig trafikåre i området. Banen blev en realitet i 1901, og Hyllested Station blev anlagt nogenlunde midtvejs mellem de to yderpunkter lidt nord for den gamle bydel, der ligger koncentreret omkring kirken fra middelalderen. Ret hurtigt bredte bebyggelsen sig ned mod den gamle bydel, så stationen ikke længere lå isoleret, som tilfældet er ved nabostationerne i Gravlev og Rosmus - og Skærsø for den sags skyld også - men med driftige forretninger som naboer: Brugsforening, skrædder, manufaktur, skomager, slagter, købmand, cykelforretning, damefrisør, smed, tømrerværksted, grøntforretning, brødudsalg og vognmand. Hyllested Station havde et vigespor, så togene fra Ebeltoft og Trustrup kunne krydse med hinanden. Her er det et damplokomotiv fra DSB, der krydser med motorvognen fra ETJ omkring 1960. Som det ses på billedet, havde begivenheden folks bevågenhed. Foto venligst udlånt af Ebeltoft Byhistoriske Arkiv. I min barndom og ungdom foregik den daglige persontransport med de teaktræsbeklædte Triangelmotorvogne - ETJ M2 og ETJ M5 – som der stod på siden af dem. Kun i de sidste år blev der kørt med skinnebusser, der i 1965 og 1966 var anskaffet brugt fra Lollandsbanen og fra Skive – Vestsalling Jernbane. De større godstransporter, ofte sten og grus fra Balle og Rosmus, foregik med M4, der aldrig gik under andet navn end ”Slæberen”. Triangelmotorvognen havde tit en pakvogn på slæb, hvis ikke togsættet ligefrem bestod af to triangelvogne koblet ryg mod ryg med pakvognen imellem. Dvs. at motorvognenes bagender var koblet i hver sin ende af pakvognen, så de to førerrum vendte i hver sin retning. På den måde undgik man besværet med at vende toget på drejeskiverne i Ebeltoft og Trustrup. En af de eftertragtede pladser var på motorkassen i førerrummet. Der var dejlig varmt, og så kunne jeg følge med i alt, hvad der foregik både indendørs og udenfor. Forud for de ubevogtede overskæringer afgav toget signal i form af et voldsomt trut, og så var det med i tide at få proppet fingrene dybt ind i begge ører. Om sommeren kom der af og til et rigtigt damplokomotiv – vistnok fra DSB - forspændt en hel række personvogne med glade børn, der skulle på sommerkoloni ved Ahl Hage. Så var det om at springe på cyklen i en fart og op på stationen for ikke at blive snydt for det sjældne syn. Tog med glade feriebørn på vej på sommerkoloni ved Ahl Hage passerer Sdr. Mosegaard i 1959. Foto venligst udlånt af Poul Øregaard, Risskov Min ældre bror John husker, at han ofte tog turen derop af samme grund, når der kl. 4 om eftermiddagen kom et godstog med dampen oppe og en hel hale af vogne efter sig. Til de større persontransporter – når der f.eks. var sommerfest i Ebeltoft eller i forbindelse med julehandelen – blev den store ETJ M3 med hele 65 siddepladser sat ind. M3 var dieselelektrisk som nutidens motorvogne og havde førerhus i begge ender. Den kunne derfor køre begge veje uden at skulle vendes på drejeskiverne. Godstog med Slæberen i spidsen ved Hyllested Station. Foto Poul Øregaard 1965. Sommerfesten i Ebeltoft var et af årets store højdepunkter, og hjemturen foregik med særtog, der afgik fra Ebeltoft Station kl. 0.30, når fakkeltoget gennem byen og afslutningen foran det gamle rådhus var overstået. Motorvognene var énmandsbetjente, og togførerne – eller lokoførerne, som det vist rigtigt hedder - havde vi et særlig godt forhold til. Navnene husker jeg stadig: Andreas Jensen (Drees), Hans Peter Tholstrup, H. Laigaard, Berg og Egon Sloth. En gang blev det gode forhold sat på prøve. Det skete, da jeg og en kammerat havde lagt et par to- og femører ud på skinnerne for at få dem mast flade, når toget ankom. Det resulterede i en regulær skideballe. ”Møgunger” fnøs Drees, ”I ku’ ha’ afsporet toget!” Det kunne af og til knibe lidt med at komme af sted til planmæssig afgangstid, når der var mange rejsende. Énmandsbetjeningen indebar, at lokoføreren også skulle sørge for billetteringen foruden alt det løse som at fyre i motorvognens varmeovn om vinteren. Billetten, der var af stift brunt pap, skulle have et klip, og det kunne vanskeligt gøres samtidig med, at togets styregrejer skulle passes. Gashåndtaget var nemlig forsynet med en såkaldt dødemandsanordning, der indebar, at dersom lokoføreren slap grebet, gik håndtaget automatisk tilbage til stop, og motortændingen blev afbrudt. Det var der heldigvis råd for. Med en lille træpind i klemme ved håndtaget rullede motorvognen lige så stille af sted mod næste station, mens passagererne fik ordnet det formelle vedrørende rejsehjemmelen. Om det var i strid med reglerne? Tja, det er vel egentlig ligegyldigt nu. I hvert fald hjalp det på de næsten obligatoriske forsinkelser. Gashåndtag med dødemandsknap i en Triangel motorvogn på Bryrup-Vrads Veteranjernbane. Bemærk træpinden, der kunne holde toget kørende, mens lokoføreren sørgede for billetteringen. Foto PRM 2011 Det blev til mange ture op til stationen gennem årene. Det skete selvsagt, når vi skulle på rejse til Ebeltoft eller Grenaa eller længere væk, men også mange gange bare for at kigge på, når toget var i vente. Gennem flere år havde jeg min daglige gang på stationen. Jeg gik nemlig med den længst hedengangne Århusavis, Demokraten. Den kom med toget klokken et kvarter i fem – helt nøjagtigt 16.47 - og skulle være ude hos abonnenterne inden spisetid. Jeg var ikke alene om jobbet, som jeg i øvrigt havde fået i arv fra min storebror, for også Dagbladet Djursland og Århus Stiftstidende havde hver sit bud, og såmænd var der også en enkelt i byen – det var Emil Christensen - der læste Randers Dagblad, som vistnok blev leveret af landposten. Stationens daglige drift havde siden 1951 været lagt i hænderne på Dagny Gunni. I folkemunde havde hun titel af stationsforstander, med tryk på næstsidste led. Fru Gunni havde mange gøremål dagen igennem. Hun forestod billetsalg, betjente signalerne, tog imod og udleverede pakker foruden en hel mængde andre gøremål. Det kunne være lige fra at sørge for lys og varme i ventesalen til at sikre, at det store Gustav Becker ur sammesteds viste den rette tid. Stationens kontor fungerede tillige som posthus. Kommunikationen mellem stationerne foregik pr. telefon. Alle telefoner var koblet på samme linje, og jeg husker, at hver station havde et særligt kaldesignal, der med usædvanlig virtuositet blev udført på telefonernes håndsving. Stationens daglige leder Dagny Gunni tænder for blinklyssignalet inden togets afgang. Foto Poul Øregaard 1965 På den måde behøvede personalet ikke at fare til telefonen hver gang, den ringede, men kunne nøjes med at tage den, når det var ens eget kaldesignal, der lød. En overgang havde fru Gunni hjælp af en ung trafikelev, der hed Bruno. Han kom fra Ebeltoft, og snart fandt han og jeg sammen om vores fælles interesse: guitaren. Det blev til mange eftermiddage med guitarmusik på kontoret, hvorfra der strømmede kendte Shadows-toner ud til de rejsende i ventesalen. Bruno spillede melodien og jeg akkorderne. Af og til tog musikken os i den grad, at det kunne knibe med de rejsendes tålmodighed, når der skulle løses billet. Motorvogn M2 og et skinnebustog krydser på Hyllested Station. Foto 1965 venligst udlånt af Marianne Jørgensen (Gunni), Grenaa. Fra 1964-67 var jeg en næsten daglig passager. Det var i de år, jeg gik på Trustrup Realskole. Realskolens skema var nøje afpasset efter togdriften eller måske snarere omvendt. Af og til – særligt om vinteren – kunne vejrliget betyde forsinkelse eller måske endda en fridag. Det var, når der om natten havde været kraftigt snefald, så det kunne knibe for motorvognen at forcere Pedersborgbakken mellem Attrup Kær trinbræt og Trustrup Station. Det blev ikke lettere af, at sporet her lå i en kurve, og lykkedes det ikke i første omgang, gik det i bakgear tilbage til Balle Station for at gøre et nyt forsøg. Lykkedes det heller ikke, returnerede toget, og fridagen var sikret. Jeg tror nok, at disse skoletransporter var noget af en pestilens for banens personale. Turene foregik ofte under udfoldelse af larm og halløj, i det mindste når det gik hjemad. Engang rullede M6, der havde åben bagperron, ind på Hyllested Station med indtil flere ruller toiletpapir flagrende efter sig. Et festligt syn, som man aldrig fandt ophavsmanden til, og jeg aner ikke, hvem det var. Før min tid kunne løjerne nytårsaften også gå ud over toget, når en eller anden af byens karle fandt på at lempe en fyldt lokumsspand ind i kupeen som blind passager. En af de værste ulykker i banens historie fandt sted den 1. september 1964 i overskæringen ved hovedvej 15 vest for Trustrup. Fiatbilen, ført af arkitekt V. H. Lund, Grenaa, blev kilet ind under ETJ’s motorvogn, der blev afsporet ved det voldsomme sammenstød. Foto fra Demokraten Heldigvis var jeg ikke passager, da en af de værste ulykker i banens historie indtraf. Ulykken skete den 1. september 1964 og kostede den 46-årige arkitekt Vagner Højfeldt Lund, Grenaa, livet. Demokraten bragte dagen efter følgende: ”Opdagede for sent Ebeltoft-Trustrup toget i overskæring på hovedvej 15 og kvæstedes dødeligt ved sammenstødet. Motorvogn afsporedes, men 12 passagerer og føreren uskadte. Ved 16.45 tiden nærmede toget sig vestfra, og motorvognsfører H. Tholstrup afgav signal, da han bemærkede en lastbil, der nærmede sig nordfra i det samme. ”Jeg så intet, fordi solen blændede sydfra. Først da der lød et brag, blev jeg klar over, hvad der var galt, og i næste øjeblik blev jeg slynget ind over motorforhøjningen ved siden af førersædet”. Det afsporede motortog blokerede linien i over tre timer, mens mandskab fra et hjælpetog fra Ebeltoft sled i det med at rydde linien. Motorvognen er stærkt beskadiget, idet den under afsporingen ikke alene er ramt fortil, men også beskadiget bagtil af pakvognen.” Et kig ind til motorføreren i en af Bryrup-Vrads Veteranjernbanes Triangelmotorvogne. Foto PRM 2011. Stationen som posthus. Der er ved at være klar til afgang med dagens post fra Hyllested Station engang i 1965. Fra venstre er det reservepostbudene Bent Jørgensen og William Rasmussen samt en ukendt. Til højre ses post Jakobsen, mens stationsbestyrer Dagny Gunni danner forgrund. Foto venligst udlånt af Marianne Jørgensen (Gunni) Hyllested Station fungerede tillige som byens posthus. Det var herfra, man kunne afsende og afhente breve og pakker, købe frimærker, indbetale girokort og alt muligt andet, der hørte under Post & Telegrafvæsenet. Kom der et telegram i anledning af en rund fødselsdag, blev det også herfra leveret til modtageren med særpost. Landpostens hverdag startede tidligt om morgenen, når det første morgentog fra Trustrup var ankommet med dagens post. Herefter gik det tjept med sortering af brevene til de forskellige ruter. Foruden de faste landpostbude Niels Munk og Hans Jakobsen var der ansat to reservepostbude, nemlig Bent Jørgensen, søn af Frida og Niels Jørgensen, og William Rasmussen, der boede i den ene ende af centralen på Gl. Stationsvej 13. Dagens post skal ud. Billedet er venligst udlånt af Marianne Jørgensen (Gunni), Grenaa Den allersidste tur Den 1. april 1968 var det slut. Det var en tung, men uundgåelig realitet, efter at ETJ var trådt i likvidation. Mange benyttede lejligheden til at være med på den allersidste tur. Alt for hurtigt blev skinnelegemet fjernet og arkitekt Wencks fornemme stationsbygning for enden af Jernbanegade i Ebeltoft revet ned. Det havde bl.a. til følge, at der nu stryger en kold vind op gennem byen fra Ebeltoft Vig, hver gang vinden er i det hjørne. Men langs banen ligger de gamle landstationer endnu og ser ud nogenlunde, som de gjorde, da de tjente deres oprindelige formål. I Hyllested kan man såmænd læse ordet ”Retirade” på en af de grønne døre i sidebygningen. Ebeltoft-banen har sat sig dybe spor i min bevidsthed. Det får jeg af og til et bevis på, når jeg om natten i drømme, siddende på motorkassen i M2, tager på rejse med Drees, Tholstrup eller Berg fra Hyllested Station mod Rosmus til asfaltfabrikken og De Jydske Kalkværker i Nyballe, og hvis ikke jeg vågner i utide, ruller toget videre forbi Balle Station og trinbrættet i Attrup Kær, henover Grenaavej mod Trustrup Station og DSB´s karakteristiske signalpost af bindingsværk. I forbindelse med en af de sidste ture tog den daglige leder siden 1951 Dagny Gunni afsked med stationens postkasse. Foto venligst udlånt af Marianne Gunni, Grenaa Det er ikke kun mig, for hvem Ebeltoft-banen står som noget helt særligt. Også Holger Østerriis, søn af føromtalte pastor A. I. Østerriis, har levende minder fra sin tid som daglig passager, hvorom han nedskrev følgende i anledning af banens 50-års fødselsdag i 1951 (uddrag): ”Fra ETJ´s barndom erindrer jeg en episode, der bragte banen en gemytlig omtale i næsten alle landets aviser, bl.a. også i det berømte vittighedsblad "Klods Hans", Det drejede sig om en gammel dame fra Hyllested, som mellem middagstogene sammen med nogle andre Hyllesteddamer var på besøg i Balle. Da den gamle dame pga. dårligt bentøj, og ikke mindst et meget stort korpusmæssigt omfang var meget lidt transportabel, (hun burde have været sendt som "procentgods"), standsede tog 4 et lille stykke fra Balle st. og fik hende ved hjælp af trækasser og sækkevogn bugseret op i toget. Dengang noget ganske uhørt. Min mor har verificeret tildragelsen, hun var med i selskabet. I øvrigt ydedes der en næsten lige så sagnagtig service over for min mor engang. Hun skulle med eftermiddagstoget (tog 4) til Ebeltoft, men kom for sent til toget, hvorpå hun frimodigt spadserede ud ad jernbanelinjen for at gå de 12 km til Ebeltoft. (Det var i de dage, da folk havde god tid!) Ved foden af Gravlevbakken gik en arbejdskolonne og udbedrede sporet, og da den tjenstgørende baneformand havde orienteret sig om formålet for min mors vandring, henvendte han sig til en af arbejderne og sagde: "Hør, du kommer lige til at jawe fruen lidt på vej", hvorpå den tjenstvillige jernbanearbejder anbragte min mor som en galionsfigur på en trolje og kørte hende lige til jernbaneoverskæringen ved Ebeltoft. Det kan man kalde service. Ja, - service. Mange gange har Hyllested St. en mandag morgen ringet mit hjem op for at høre, om "præsten skulle med toget" (det var kendt, at han hver mandag skulle til Rosmus). Og engang, da han sad på Rosmus Station en vinteraften med stærk snestorm og havde ventet 1½ time på tog 6, fandt han, at nu kunne det være nok, hvorpå han ad banelinjen selvfølgelig, (den var nær ved at være sognets mest trafikerede færdselsåre), - begav sig på vej hjem til Hyllested. Jeg tør ikke helt indestå for følgende, men sagnet fortæller altså, at præsten blev hjemført med særtog, således at tog 6 ikke afsendtes fra Rosmus mod Hyllested, før sidstnævnte station havde sendt tilbagemelding for præsten”. Da Dagny Gunni på sine sidste år flyttede fra Hyllested, var det for at rykke ind i Søhusparkens Plejeboliger i Ebeltoft. Jeg er glad for, at hun nåede at læse manuskriptet til afsnittene om stationen og Hyllested Køreskole, inden det var for sent. Hyllesteds stationsforstander gennem banens sidste 16 år, Dagny Gunni, levede til foråret 2012, og blev begravet ved siden af sin mand Svend på kirkegården i Grenaa. Endnu en af Hyllesteds gamle var gået bort. Hyllested Station, som den tog sig ud i mellemkrigsårene, og mens den oprindelige gavludsmykning i nationalromantisk stil endnu var i behold. Foto venligst udlånt af Henning Nielsen, Hylles ted. Den to-årige Else Marie Laigaard med stationens juletræ Her er det hendes far, togfører H. Laigaard i Ebeltoft-banens flotte uniform. Fotos fra omkring 1949 venligst udlånt af Else Marie Laigaard, Ebeltoft.