1. No category

I TID OG RUM - THOMAS KLUGE
18. juni – 28. august 2011
Om Thomas Kluges kunst
For mange mennesker er Thomas Kluge (f. 1969) en befriende kontrast til
det, man ellers kender som MODERNE KUNST. Man kan se, hvad hans
billeder forestiller, iagttagelsen er knivskarp, håndelaget er i top, og ikke
så mærkeligt er han blevet en af vor tids ledende portrætmalere.
Portrættet er da også om noget lakmusprøven på en realistisk kunst, og
sådan har det været lige siden begge dele for alvor dukkede op i kunsten
for 600 år siden.
I starten af det 20. århundrede gjorde en
række radikale kunstnere op med den
traditionelle virkelighedsskildring. Den
abstrakte kunst blev tidens løsen, så når en
kunstner som Thomas Kluge i dag maler,
som han gør, da må han betegnes som
”ny-realist”. Det betyder dog ingenlunde,
at alt er ved det gamle.
Når Thomas Kluges figurer og genstande
fremtræder med minutiøs detaljeringsgrad
og en håndgribelig stoflighed, overskrider
hans billeder det umiddelbare synsindtryk
og bliver dermed overvirkelige eller
surreelle.
Et af de typiske træk ved Thomas Kluges kunst er det mørke, der omgiver
figurer og ting. Det er et mørke, som har dybe kunsthistoriske rødder helt
tilbage til italieneren Caravaggio og hollænderen Rembrandt i 1600-tallet.
Deres såkaldte clairobscur (lyst-mørkt) maleri lærte den unge Kluge at
kende via den lidt ældre norske maler Odd Nerdrum (f. 1944), og først
senere begyndte han at kigge på de gamle mestre.
Mørket er på én gang rum og flade, og tit og ofte står figurer og ting
isolerede og lysende midt i alt det sorte. Derved kommer der en
enkelthed og stramhed ind i Thomas Kluges billeder, der vidner om en
indflydelse fra en retning som den geometriske minimalisme.
Mørket er imidlertid også mystik. Vi ved ikke, hvad der gemmer sig
derinde, og det ukendte forlener figurer og ting med en uudgrundelighed,
de ellers ikke ville have. Trods al dens præcision og nærvær er Thomas
Kluges realisme derfor en magisk realisme.
I mange af Thomas Kluges værker, især i de
tidlige, kommer denne mystik også til
udtryk i selve motivet. Mennesker og
legetøjsfigurer vises i akavede og ofte
uhyggelige situationer, der handler om
magt og afmagt, men som ikke lader sig
aflæse entydigt. Følelsen af fremmedhed
løber som en rød tråd gennem Thomas
Kluges kunst, og fremmedgørelse er jo et
moderne livsvilkår.
Hos Thomas Kluge er tradition og
modernitet således blandet sammen til en
ny helhed, men hertil kommer, at hans
forhold til traditionen er meget bevidst.
Barok- og renæssancemestrene spiller en stor rolle for ham, og i
modsætning til den moderne bevægelse, modernismen, der ikke ville vide
af historien, leger Thomas Kluge med den. Det gælder også hans
personlige fremtoning med malerbaret, vest og pludderbukser som en
rigtig KUNSTNER i traditionel forstand.
En sådan legende og i sidste instans ironisk holdning til historien afslører
Thomas Kluge som en såkaldt ”post-modernist”, og det er måske derfor,
hans kunst ikke nyder den store opbakning i modernistiske kredse.
I TID OG RUM - THOMAS KLUGE
18. juni – 28. august 2011
Bryllupsbilledet
Med på udstillingen er et par
billeder, der ikke er en del af
deponeringen, men som udstilles i
sommeren 2011. Af disse er det
største Brylluppet, der forestiller
Thomas Kluge og hans gravide
hustru med både sammenbragte
og egne børn, altså en moderne
familie, men med en selviscenesættelse, der bringer barokkens
repræsentationsportrætter
i
erindring. Det er malerfyrsten og
hans muse, der tager imod her.
Som så ofte hos Thomas Kluge er
fremmedgjortheden ikke langt
borte. Rummet er mørkt og uigennemskueligt. Tvetydigt er det også
takket være spejlet, der reflekterer ansigterne på de to store børn, mens
forældrene er set fra ryggen. Men de voksne er jo isoleret fra hinanden,
så er det egentlig et spejl? Midt i det hele og foran ryggen på Wegners Ystole står en lille pige, en moderne amorin, uden kontakt med sine større
søskende, der sidder med ryggen til!
Med til historien hører, at Thomas Kluge trækker på en kunsthistorisk
forgænger, og det har været tanken, at det skulle kunne ses! Forbilledet
er den store nederlandske mester fra 1400-tallet, Jan van Eycks Arnolfinis
bryllup fra 1434. Herfra har Thomas Kluge i tillempet udgave hentet de to
monumentale personer i forgrunden og spejlet (?) på bagvæggen.
Arnolfinis
bryllup
viser
to
medlemmer af den italienske koloni
i den store flamske handelsby,
Brügge, i færd med at indgå
ægteskab – en handling, man
dengang godt kunne foretage selv
uden medvirken af en præst, men i
vidners nærvær. Et par vidner anes i
det lille barberspejl på væggen, idet
de venter på købmandens forening
af sin højre hånd med hustruens
som tegn på, at nu er vielsen
foretaget.
Jan van Eycks billede er fyldt med
realistiske detaljer, mange af dem
med symbolsk betydning. Men først
og sidst handler billedet om den frugtbarhed, der skal komme ud af
ægteskabet, og det er grunden til at hustruen løfter op i kjolen.
Den frugtbarhed er ikke bare et håb, men en kendsgerning i Thomas
Kluges billede, der handler om fortid (spejlbillederne), nutid (brylluppet)
og fremtid (børnene).
På sin egen surreelle måde er billedet lige så tidstypisk som Van Eycks.
Nok emmer Brylluppet af historie, men med sin ironi og kompleksitet
afspejler det også det moderne menneskes vilkår, ikke mindst når det
drejer sig om kærlighed og familieliv.
I TID OG RUM - THOMAS KLUGE
18. juni – 28. august 2011
Modernisme-kritik
I begyndelsen af det 20. århundrede opstod modernismen, som ønskede,
at kunsten skulle afspejle den moderne virkelighed. Den traditionelle
virkelighedsskildring og det traditionelle kunstbegreb duede ikke længere
i en splintret og dynamisk verden fuld af rodløse og isolerede
enkeltindivider. Kunsten blev kubistisk, ekspressionistisk, surrealistisk
eller abstrakt, og alternative kunstformer dukkede op.
Tre af udstillingens billeder indgår i en serie, hvor Thomas Kluge som
forfægter af historiens ret fremkommer med en kritik af modernismen.
Det er Fontæne, Næste generation og Den der ler sidst, der alle indgår i en
serie på ti malerier under titlen
1917 + 83, hvilket til sammen
giver 2000, det år, serien blev
planlagt til at være færdig.
Når det er 1917, der blev valgt
som udgangspunkt, er det
fordi, det var det år, den
franske modernist Marcel
Duchamp ophøjede et urinal til
at være kunst ved at vise det
på en kunstudstilling. Det var
selvfølgelig en provokation,
men Duchamp havde jo ret i, at
en pissekumme sagtens kan
være smuk. I Fontæne har Kluge taget ham på ordet og ”erobret” den
provokerende gentand tilbage til den ”gammeldags” kunst, maleriet, hvor
den gylden og sanselig svæver i mørket, smukkere end nogensinde før.
De to andre billeder i serien er sværere at afkode. I Næste generation
med tyren og koen har Thomas Kluge tænkt på den modernistiske
kunstinstitutions evne til at reproducere sig selv: Ikke blot sejrede
modernismen, den vil også forplante sig selv til evig tid!
Endnu et billede handler om den modernistiske kunstinstitution, der
startede med et oprør, men endte med selv at sidde på magten. Billedet
er Metanoya, som er græsk og betyder ”omvendelse”. Det er malet som
et slags portræt af en tidligere rektor for Det kgl. Kunstakademi, hvor
Thomas Kluge i sin tid blev nægtet optagelse hele tre gange.
Rektoren ville nu gerne males af Kluge, sådan som det fremgår af
postkortet, der ligger ovenpå en opslået bog med et hovedværk af
Thomas Kluges store kunsthistoriske forbillede, Caravaggio, der i 1600
malede Paulus’ omvendelse!