Skuffer, Skabe og Skrin
SKUFFER, SKABE OG SKRIN – HJEMMETS OPBEVARINGSMØBLER FØR OG NU DESIGNMUSEUM DANMARK Vis mig dit skab, og jeg skal fortælle dig, hvem du er! Vi har altid fortalt historier igennem måden, vi indretter vores bolig på. Opbevaringsmøblets udvikling er også historien om boligkulturens udvikling. Men hvordan har møbeltyper ændret karakter, i takt med at mængden af ejendele gennem tiden er vokset? Hjemmets opbevaringsmøbler fortæller en særlig historie, for i dem opbevarer vi alle de ejendele, der har betydning for os. Man kan gemme sølvtøj i dem, tøj, duge, smykker, porcelæn, glas, creme og sytråde. Nogle ejendele ønsker vi at vise frem, andre skal gemmes væk. Boligindretning handler i høj grad om pakning af boligen, dvs. hvordan vi kan have alle de nyttige ting og sager i en orden, hvor de er til at finde frem. Hvis ikke der fandtes opbevaringsmøbler, ville der meget hurtigt blive meget rodet. Det, at det er et ordningssystem, stiller krav til møblerne. Fra renæssancen til i dag er en stadig strøm af nye, specialdesignede møbler, der skal opfylde bestemte opbevaringsformål, kommet til. De fleste møbler er af træ. De bedste snedkermestre og mest originale designere har forstået at udnytte det organiske materiales egne kvaliteter. Træets kvaliteter bringes til live i en silkeblød finish, en smuk åretegning, en flot udskæring eller en raffineret, indlagt dekoration. Kisten – det ældste opbevaringsmøbel Det ældste fritstående opbevaringsmøbel, vi kender, er kisten. Kisten stammer fra en fortid, hvor menneskers opbevaringsbehov var få. Man havde brug for et funktionelt møbel, der kunne transporteres og samtidig beskytte ens ejendele. I kisten opbevarede man sit tøj, tæpper, andre tekstiler, dyner og ting til husholdningen. Hjemmets kostbarheder kunne man have i et lille skrin eller et vægskab. Kisterne kunne udsmykkes på forskellig måde og formerne variere fra rektangulære kasseformer til kister med buede låg og på ben. De ældste udsmykkedes med ornamentik og beslag af jern. Senere malede man på kisterne, eller de fik fine udskårne dekorationer. Der fandtes også kæmpestore brudekister, der rummede hele en bruds udstyr. De ældste kister er udført af lokale træsorter som DESIGNMUSEUM DANMARK 2 eg, fyr eller gran, senere importerede kister kan være af kamfertræ. I 1600-tallet går den europæiske kiste lidt af mode, men forsvinder ikke helt fra hjemmet. Den overlever i bondekulturen længe endnu, og den bruges i søfarten. I det 17. århundrede trænger et nyt stort opbevaringsmøbel sig på i hjemmet, skabet. Det er en kæmpestor egetræskiste, der er mere end to meter lang og en meter høj. Det er en kiste, der rummede en bruds udstyr. Hans Gudewerth den ældre var snedker, og dekorationerne indeholder ornamenter med blomster, frugter, dyr og figurer. Det er på alle måder en overdådig kiste, og stor som sjældent set. DESIGNMUSEUM DANMARK Brudekiste af Hans Gudewerth den ældre 1590; egetræ med udskårne dekorationer. Foto: Jarl Christian Axel Hansen (DMD) 3 Barokskab Ordet barok kommer af fransk baroque; måske af portugisisk barocco, ‘uregelmæssig perle’. Udtryksformen er sanselig, farverig og dramatisk bevæget, ofte stærkt ornamenteret, kontrastrig og effekt- og grænsesøgende med en optagethed af komplekse former. Som stil opstod barokken i Italien. Den spejler 1600-tallets religiøse, politiske og videnskabelige omvæltninger. De store barokskabe forudsatte en ny form for boligindretning med mere fast inddelte, formålsbestemte rum. Skabet blev et statussymbol, der kunne danne et spektakulært centrum i hjemmet. Skabene, som regel til tekstiler, var udført i kostbare materialer, ofte importerede træsorter som palisander og ibenholt, og de var udsmykket yderst kunstfærdigt. Dekorationerne kunne være udskårne. Andre motiver var indlagt i møblets overflade som mosaikker eller intarsia. Når barokmøblernes ornamenter studeres i detaljer, svælger man i en fantasifuld overflod af blomster og frugter, fugle og masker, engle og symbolske figurer. Det krævede iderigdom og stor håndværksmæssig kunnen af snedkeren. I luksuskategorien blandt de mindre skabe var kunstkammerskabe, fremstillet til at rumme bestemte private samlinger, en slags forløbere for museumsmontren. Her var ingen budgetgrænser og kostbare materialer: Elfenben, perlemor, lak, sølv, skildpadde m.v. kunne indgå i udsmykningen. Siden barokken er skabet blevet en af de mest anvendte møbeltyper. I eftertiden er en række specialiserede skabsmøbler kommet til: bogskabet, dækketøjsskabet, nodeskabet, barskabet, køleskabet etc. samt det ultimative walk-in-closet, skabet, der er blevet til et helt rum. Barokskab fra Tyskland, 1600-tallet, nøddetræ, fyr og udskårne ornamenter. Foto: Jarl Christian Axel Hansen, DMD. Barokskab fra Tyskland, 1600-tallet. Det store skab er udført i en konstruktion, som på fransk kaldes à deux corps (med to kroppe), fordi det er bygget i to dele, der kan sættes oven på hinanden. Det er udført i DESIGNMUSEUM DANMARK 4 nøddetræ og fyr i et ukendt værksted i Sydtyskland. Snedkere har konstrueret hele skabets front som en illusion af arkitektur i 2 etager med udgangspunkt i renæssancens arkitektursyn. Der er en bærende sokkel, dobbeltsøjler, bueslag, gesimser og pilastre, mest sandsynligt kommer inspirationen fra Wendel Dietlens bog “Architectur von Aufsteilung, Symmetri und Proportion der funf Seulen”, udkommet i Nürnberg i 1598. En stor del af dekorationen består i udskårne ornamenter. Nye møbeltyper i det 18. århundrede Den moderne bolig opstår i det 18. århundrede med den konventionelle ruminddeling i specielle rum til at sove, spise, arbejde eller opholde sig i og funktionsbestemte møbler, der passer til hver rumtype. Det finder vi stadig naturligt, selv om nye tendenser i de seneste år peger imod skabelsen af flere multifunktionszoner i hjemmet og dermed en opbrydning af disse indretningsidealer. Nye opbevaringsmøbler er kommoden og bogreolen, som vi stadig har med os. Praktiske og smukke møbler, der næsten forsvinder efter det 19. Århundrede, er sekretæren og chatollet. De er en kombination af opbevarings- og skrivemøbler, hvor overdelens skab kan få glaslåger, så hjemmets sølvtøj og smukke service kan vises frem. Toiletbordet som kvindens sminkebord er heller ikke almindeligt længere. Nogle nye opbevaringsmøbler var forbundet med kreative aktiviteter, såsom nodeskabet eller sybordet. Det sidste var nøje knyttet til idealet om husmoderen, der kunne håndsy og brodere smukt. Møblet blev i nogen grad overflødiggjort, da symaskinen erstattede håndsyning. Endnu mere betød det, at husmoderen i løbet af 1960’erne forlod hjemmet og kom ud på arbejdsmarkedet og blev en mere frigjort kvinde, der ikke blot var optaget af at sy og brodere. Kan et møbel være et kunstværk? I udstillingen er der uden tvivl møbler, som i materialekvalitet og suverænt godt snedkerarbejde kan kaldes små kunstværker. Tanken om møblet som kunstværk skriver sig i nyere møbelhistorie tilbage til art nouveau-perioden omkring år 1900. Da begyndte en række kunstnere at betragte skabelsen af et møbel eller et stykke kunsthåndværk som en kunstnerisk proces, hvori der kunne lægges de samme tanker og symbolindhold som i fri kunst. Møblet blev et værk. DESIGNMUSEUM DANMARK Toiletbord “Birgitta” Sverige 1955-60. Foto: Jarl Christian Axel Hansen (DMD) 5 Det 20. århundredes nye idéer omkring opbevaring I det 20. århundrede fremkommer funktionalismen og modernismen. Modernismens mest karakteristiske træk er rene former, lige linjer og funktionalitet. I modsætning til de foregående perioder ser man meget få dekorationer eller udsmykninger i modernismens møbler. Danske designere har altid været mere optaget af at finde praktiske former, der kan forbedre hverdagens eksisterende genstande brugsmæssigt og æstetisk, end af at revolutionere samfundet med utopiske idéer og kunstteoretiske manifester. Dansk industridesign er i vid udstrækning inspireret af udlandets revolutionerende former og idéer og forædler og forfiner disse, så de passer til den pragmatiske og demokratiske livsførelse i Danmark. Kaare Klint-skolen Som den første professor i møbelkunst på Kunstakademiets Akitektskole uddannede og prægede Kaare Klint en hel generation af arkitekter med sine markante holdninger og metoder. Klint arbejdede systematisk, videnskabeligt og analytisk. Møblerne skulle tilpasses mennesket, rummet og deres funktion – de skulle have standardmål. Men i modsætning til 1920’ernes modernister afviste han idéen om at kaste al erfaring bort. Han videreførte den danske møbelsnedkertradition, og både design og undervisning tog altid udgangspunkt i studiet af ældre møbeltyper, hvis grundidéer kunne genbruges i udviklingen af nye møbler. Mange af Klints møbler blev udviklet som studieprojekter i samarbejde med hans studerende. Buffeten er det Buffet, Design: Kaare Klint. Foto: DMD DESIGNMUSEUM DANMARK 6 mest kendte eksempel: Klint og hans elever opmålte et standardservice til 12 personer og proportionerede møblet, så det passede fuldstændigt til indholdet. Boligens byggeskabe – møbler til efterkrigstidens hjem Drømmen om det gode liv i et enkelt og funktionelt hjem gennemstrømmede mellemkrigsårene. Det var på dette tidpunkt, at demokratiske og prisbillige hverdagsmøbler var i højsædet. Boligens byggeskabe (BB) blev designet af arkitekterne Grethe Meyer og Børge Mogensen Boligens Byggeskabe fra 1950erne af Grethe Meyer & Børge Mogensen. Foto: Furnitureindex, Jesper Høm og Mogens S. Koch. De blev udført i massivt træ og finerede døre, i oregonpine eller teaktræ. Boligens byggeskabe skulle imødekomme et stigende behov for opbevaring af personlige ejendele. Målet var, at byggeskabene skulle erstatte de mange større og mindre fritstående skabe, kommoder og chatoller. De var funktionelle møbler, som der var stor efterspørgsel efter på dette tidspunkt. Grethe Meyer og Børge Mogensen tog hjemmets indretning op til revision. De foretog opmålinger af hverdagens objekter, i dette tilfælde kvinder og mænds typiske beklædningsgenstande, og beregnede, hvor meget en standard kvinde- eller mandegarderobe fyldte, og skabte ud fra det skabe med en volumen, der passede til denne standardgarderobe. Skabene blev sat i industriel produktion. Skabene var forholdsvis dyre og blev derfor ikke så udbredt i den brede befolkning, som det havde været tanken. Modernismen – mindre er mest Modernismens formsprog skulle være helt anderledes end de tidligere perioders. Alt skulle være så enkelt som overhovedet muligt. Dens hovedpræmisser: Idéen om hensigtsmæssigheden – idéen om DESIGNMUSEUM DANMARK 7 naturen bag tradition og konvention – idéen om ‘form follows function’ – idéen om mennesket som altings målestok. I modernismen er mindre bedre, og den optimale livsstil var præget af maksimal minimalisme. “Less is more”, udtalte Mies van der Rohe. I modernismen dyrkes de store serier samt fascination af maskiner og apparater. Anonymiteten i den blanke, industrielt formede ting, der går hinsides hændernes kommunikation, var et historisk nyt fænomen. Modernisterne var optaget af at udvikle prototyper med henblik på maskinel produktion. De lagde vægt på konstruktionsmæssig klarhed og systematik som metafor for oplyst transparens i et demokratisk massesamfund. Nogle af tidens store modernister var Le Corbusier, Bauhausskolen, Ulmskolen. I Danmark er Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og Flemming Lassen eksempler på fremtrædende modernistiske designere. På Bauhaus skabte både Walter Gropius og Marcel Brauer idéer til nye opbevaringsmøbler, der kunne masseproduceres. På Bauhaus gjorde man op med tidligere tiders luksusmøbler, da modernismen kan ses som et opgør med overklassens kunstforståelse. De samme ses hos Le Corbusier og Charlotte Periand i Frankrig. Modernismens møbler er enkle, skabt af gode, holdbare materialer, ofte modulopbyggede og derved egnet til industriel produktion – det håndværksmæssige blev sat i baggrunden. Reol, ca. 1939, Charlotte Perriand (French, 1903–1999), Aluminum, pinje, og walnød. Foto: Metropolitan Museum Charlotte Perriand er bedst kendt for møbler hun designede med Le Corbusier og Pierre Jeanneret i 1920 erne, men hendes senere arbejde var lige så innovativt. Hun var en medstifter af Union des Artistes Modernes i 1930, det år, hvor hun begyndte at designe under eget navn. Denne aluminiums- og træreol var designet til Perriands personlige lejlighed i Paris. Det afspejler hendes stilistiske udvikling fra de præcise, maskinlignende former, hun arbejdede på med Le Corbusier i 1920erne, til et endnu mere fabriksagtigt udseende. DESIGNMUSEUM DANMARK 8 Pop og opbevaring Pop-design fremkommer i 1960’erne, hvor en lang række designere begynder at gøre op med modernismens og funktionalismens principper og dogmer. Der gøres op med modernismens off-white og off-black æstetik og den rene, klare, abstrakte enkelthed. I popdesign tages der udgangspunkt i kropslige former. Popdesign bruger skrappe pangfarver: blå og violette farver, som signaler fra underbevidstheden. Der bliver også eksperimenteret med nye materialer og ny industriel produktionsteknologi: skumstof, plastik, glasfiber. Pop er en legende og antiautoritær bevægelse der skaber nye ideer til opbevaring. Verner Pantons Barboy Verner Panton er dansk designs enfant terrible. Han skabte vilde, grænseoverskridende møbler, multifunktionelle etagemøbler, etagesofaer og psykedeliske rum. Pantons originale og provokerende møbler var på én gang skulpturer og design og opfordrede folk til at eksperimentere med nye måder at sidde, tænke og leve på. Barboy er en mobil opbevaringskommode i formspændt træ med fire cylindriske dele. De to elementer kan svinges ud og bruges som bord. Verner Panton tegnede Barboy i 1963 og var i denne periode specielt interesseret i møbeldesign med indbygget fleksibilitet, som samtidig havde mobile, skulpturelle træk. ”Barboy“, Design: Verner Panton, Formspændet træ ved vendbar bund i sort og hvid. Foto: Vitra Dorothee Becker (f. 1938) Tyske Dorothee Becker står for en af de mest kendte plastikdesigns fra de sene 1960’ere. UTEN:SILO opbevarer ting, som normalt ville blive opbevaret horisontalt, i en vertikal position. Denne praktiske idé kombinerede hun med geometrisk formede opbevaringslommer, der giver den et roligt udtryk, selv om den fyldes med ting og sager. DESIGNMUSEUM DANMARK ”UTEN:SILO“ Design: Dorothee Becker. Foto: Vitra 9 Postmodernisme Post betyder efter, og postmodernismen er således design og arkitektur, der følger efter modernismen. Postmodernismen brød ud i 1970’erne og havde sin storhedstid i 1980’erne. Postmoderne designere, kunsthåndværkere og arkitekter reagerede imod modernismens afskrællede og neutrale formsprog og satte spørgsmålstegn ved historiens store sociale utopier, hvor design fungerer som en drivkraft i udviklingen af et ligeværdigt og demokratisk samfund. Med den italienske designgruppe Memphis fra Milano i spidsen kritiseredes funktionalismens rene og lyse design som smagsdiktatur. I 1981 dannede Ettore Sottsass (f. 1917) designkollektivet Memphis, inspireret af en Bob Dylan-sang, “Stuck outside a mobile with the Memphis Blues again”. Herudover er Memphis jo også en amerikansk sydstatsby, hvor Elvis Presley indspillede sine første plader, og endvidere en ægyptisk sfinks. Ettore Sottsass havde med sin kunstneriske baggrund en særlig evne til at arbejde med plastiske og skulpturelle muligheder inden for designfeltet. En helt ny form for design var entreret på scenen med skæve, umage objekter, som syntes at være underligt monterede produkter med nostalgiske streamline-former og kunstige farver, der var lige ved at være på grænsen til det hysteriske. Memphis-gruppen har lagt stor vægt på at være antiideologiske, det vil sige at afsøge en mulighed frem for at lægge sig fast på faste principper, som det var kendt i modernismen – f.eks. at form skulle følge funktion, at materialerne skulle stemme overens, at dyrke de rene farver, grundfarver og at sikre balance, orden og renhed, og at design var socialt ansvarligt. Memphis gjorde op med den utopiske forestillingsverden, der knytter sig til både arkitektur og design fra omkring århundredeskiftet og frem til 1960’erne. Design former sig efter historiske udviklinger og kulturelle betingelser og er derfor varieret overalt på jorden. Beverly – et møbel, der helt bevidst udfordrer den “gode smag” Reolen består af umage elementer og er herved et designobjekt, der helt bevidst fremstår uroligt og usamlet – et dansende møbel, der ikke uden humor spiller med massekulturens materialer og udtryk. Den har imiteret træ. Den har forskellige farver laminat, som kendes fra billige isbarer, i forskellige farver og så en lysende, nøgen pære, der ligner noget fra en stripbar. Reolen var en sand provokation, da den kom DESIGNMUSEUM DANMARK 10 Beverly skab, Design Ettore Sottsass, producent: Memphis Design, 1981. Foto: DMD. frem, og dens succes på markedet var ikke overvældende; den var først og fremmest et statement – et opgør med alle modernismens dogmer. Nye tendenser Det, der er kendetegnende for design i disse år, er, at man er søgende og knap så højtråbende og manifestorienteret som i tiden mellem 1960 og 1990. Det nye design er ofte multifunktionelt og nomadisk, og der sættes fokus på kropslige former. Endvidere er det typisk, at det nye design sætter fokus på interaktion mellem bruger og design. Man søger også tilbage i et forsøg på at gentænke traditionen, men ikke på en måde, der stivner i ren retro eller gammel ortodoksi. I dag er tankegangen om et indbygget opbevaringsskab ført videre af IKEA og Montana, og de famøse walk-in-closets ses stadig, da de neutralt kan skjule alle vores ejendele. Omvendt forsøger flere unge kunstnere at forenkle og reducere vores indbo med nye møbler, der svæver frit i rummene og henvender sig til det globale menneske, som flytter fra sted til sted og lever en moderne nomadetilværelse. Her kan DESIGNMUSEUM DANMARK 11 nævnes den danske møbeldesigner Louise Campbells Henslængt klædeskab fra 2000. Det kan stå op ad væggen eller ligge på gulvet og inviterer til, at man kaster sit tøj ind på de snoede hylder. Et andet eksempel på moderne opbevaringsmøbler er Søren Ulrik Petersens The Last Piece of Furniture, hvor et opbevaringsmøbel omdannes til en ligkiste. Søren Ulrik Petersen (f. 1961), The Last Piece of Furniture Søren Ulrik Petersens tilgang til design er funktionel, men ofte med et overraskende resultat. Gennem et langt liv får vi ophobet mange ting, men ofte sker der det, at vi som ældre sorterer ud i tingene, så der kun er nogle enkelte vigtige ting tilbage. The Last Piece of Furniture kan indeholde de ting. Og en dag, når livet er ovre, kan reolen konverteres til en kiste. Benene kan flyttes og benyttes som håndtag, og hylderne kan tages ud og placeres side om side som et låg. Reolen, eller kisten, er ligetil og et praktisk møbel. Men også et ret specielt møbel, et memento mori, der minder om, at vi skal tage vare på det, vi holder af, mens tid er. “The Last Piece of Furniture”, Design: Søren Ulrik Petersen, 2013. Foto: Jarl Christian Axel Hansen (DMD). Reol og kiste – ideen om møblet fra “vugge til grav” indgår i en bæredygtig designtænkning – her brugt på en radikal facon. DESIGNMUSEUM DANMARK 12 Pil Bredahl (f. 1971), Reol OTO100 Pil Bredahl har en legende og fantasifuld tilgang til design. OTO100 tager højde for vores ofte nomadiske tilværelse. Som de gamle nomader, der boede i telte og var hyrder, og som flyttede ofte, fordi dyrene skulle have nye, friske græsgange. Rørene, der udgør reolen, er holdt sammen af spændebånd, og det største rør kan rumme syv mindre, så den adskilte reol fylder meget lidt. Reolen kan bestandigt ændres, og kun fantasien og personlige præferencer sætter grænser for, hvordan den samles. Paprørsreolen “Otil1OO”, nul til hundrede, tegnet af Pil Bredahl i 2000, er et eksempel på et møbel, der både mht. materiale, produktion og brug tager hensyn til miljøet. Der bruges hverken skruer eller lim til at samle møblet, og reolen er lavet af kompositte materialer. Ved montering spændes rørene sammen med to spændebånd. Og under transport kan alle rørene samles i det største rør, så møblet fylder mindst muligt, hvilket både er en forretningsmæssig og miljømæssig fordel. I 2007 startede Pil Bredahl et samarbejde med designerne Henriette Melchiorsen og Liselotte Risell under navnet FairTrade Designers, hvor de arbejder ud fra en bæredygtig tankegang. Pil Bredahl: “0til100”, 2000. Foto: MUUTO og KIM AHM. Louise Campbell (f. 1970), Henslængt klædeskab, 2000, Bahnsen Collection, fineret ask, elastik. Louise Campbell er uddannet på London College of Furniture og Danmarks Designskole. Selv om hun betragtes som en arvtager til videreførelsen af den danske møbeltradition, kan hendes møbler opfattes som et opgør med den danske tradition for formgivning baseret på tingenes funktion. DESIGNMUSEUM DANMARK 13 Louise Campbell: “Henslængte klædeskabe”, 1999. Foto: Erik Brahl. Hendes design er stærkt eksperimenterende, hvad angår materialer og former. Flere af hendes værker ligger i grænselandet mellem design og kunst og har et feminint, dekorativt og grafisk udtryk. Henslængt klædeskab viderefører dansk designs tradition for formspændt krydsfiner. Skabet er en ny og fleksibel måde at tænke et opbevaringsmøbel på. Det kan let flyttes rundt i boligen og kan stå eller hænge både lodret og vandret eller fungere som bænk. Det gør op med forestillingen om, at tøjet skal skjules og foldes perfekt, når det lægges ind i skabet. Med sin formgivning af det Henslængte klædeskab har Campbell taget udgangspunkt i det globale menneske, der flytter fra sted til sted og lever en moderne nomadetilværelse. I virkeligheden fortæller vores møbler og indretning meget om, hvem vi er. Ud over Henslængt klædeskabs praktiske funktion som møbel for opbevaring og dets æstetiske, rent skulpturelle DESIGNMUSEUM DANMARK 14 funktion i rummet signalerer skabet identitet. Det nye ved Louise Campbells skab er, at vores personlige ejendele ikke gemmes væk, men derimod udstilles til frit skue, som en slags fortællende skulptur, der højlydt signalerer en masse om den, der bor der. Carlo Volf og Andreas Lund, Zip Carlo Volf er optaget af materialernes egenskaber og formåen, og han bruger ofte materialer på en ny og overraskende måde. I møblet Zip har han brugt en tynd finér, der normalt bruges til at beklæde møbler med, men som her udgør lågen i sig selv. Finéren fremstår næsten som et tekstil, og så har den fået lynlås som lukkemekanisme. Det er et møbel, der vender op og ned på alle vores vante forestillinger om, hvordan et opbevaringsmøbel bør se ud. Det har referencer i sin udformning til det tøj, det gemmer på. Der er tale om et eksperimenterende og legende møbel. DESIGNMUSEUM DANMARK Skab,“Zip”, 2002, Design Carlo Volf og Andreas Lund. Producent: Fredericia Furniture. Skabt af lys finér I et stykke med lynlås, skellet af Ahorn. Foto: Jarl Christian Axel Hansen (DMD) 15 ARBEJDSSPØRGSMÅL TIL SKUFFER, SKABE OG SKRIN – HJEMMETS OPBEVARINGSMØBLER FØR OG NU 1. Tegn et stort skab med ornamenter eller anden udsmykning, f.eks mosaik. Tag stilling til hvilke træ- sorter, det skal laves i. Lav historisk reseach. 2. Tegn et modernistisk skab eller reolsystem skabt af moduler – enkelt uden ornamenter. Tag stilling til materialer, bearbejdning af overflade og produktions- former. Omsæt tegningen til lille model. 3. Tegn et skrin, der er skabt af enten pap, træ eller plexiglas. Lav gerne små rum i skrinet. Udfør tegningen i lille model. 4. Tegn et moderne, skulpturelt møbel, der kan flyttes og bruger enkle materialer. Omsæt tegningen til lille model. 5. Tegn et moderne syskrin eller et opvaringsgsystem til Lego. Omsæt tegningen til model. 6. Lav en udstilling af jeres arbejder. Skriv tekster der fortæller om de tanker, der ligger bag. Udstillingen Skuffer, skabe og skrin – hjemmets opbevaringsmøbler, Designmuseum Danmark. Udstillingen er en semipermanent udstilling, der forventes at blive stående i 2 år. Foto: Jarl Christian Axel Hansen (DMD) © Skoletjenesten Designmuseum Danmark, 2014. Tekst og redaktion: Rikke Rosenberg (ansv.) www.designmuseum.dk www.skoletjenesten.dk DESIGNMUSEUM DANMARK 16
© Copyright 2024