Årsager til uenighed blandt Ulemah (lærde) Profeten (saws) har sagt: ”Når en dommer dømmer på ijtihad og rammer sandheden, får han to belønninger, og når en dommer dømmer på en ijtihad og rammer forkert, får han en belønning.” (Bukhari 6832) Samlet af Abu Khattab Al-Khorasani 1 Muslimerne (folket) var en enkelt nation på Adams (as) Deen for mange år siden. Djævlene dukkede op og omdirigerede muslimerne fra deres Deen og forbød dem fra, hvad Allah (swt) havde gjort tilladt. De blev uenige og afveg, hvor Allah (swt) sendte Hans budbringere en efter en til menneskeheden, således at de ville tilbede Allah (swt) alene, så Hans ord kunne være den afgørende faktor i enhver uenighed. Vores profet Muhammad (saws) kom ligesom de andre profeter, for at forklare den lige vej til folket og til at vejlede dem med Allahs tilladelse til sandheden. I løbet af profeten Muhammads (saws) tid, plejede muslimerne at henvise direkte til ham, når der opstod uenigheder, så han kunne dømme blandt dem, hvilket gjorde sandheden klart for dem. Hvor ofte har vi ikke læst i Koranen: "De spørger dig om ...", hvorpå Allah (swt) derefter svarer Hans profet med et klart svar og beordrede ham til at formidle det til folket. Nogle eksempler fra Koranen: "De spørger dig om, hvad der er dem tilladt. Sig: "De gode ting er jer tilladt..." (5:4) "De spørger dig om vin og hasardspil. Sig: "Ved begge dele er der alvorlig synd." (2:219) "De spørger dig om byttet. Sig: "Byttet tilhører Allah og Udsendingen. Frygt Allah." (8:1) "De spørger dig om nymånerne. Sig: "De er tidsangivelser for menneskene og for valfarten..." (2:189) Efter vores profet tog op til Allah (swt), den bedste person som nogensinde har sat foden på jorden, har det resulteret i at den muslimske Ummah (nation) har været uenige i de juridiske punkter i Shariah. Men disse uenigheder er ikke i fundamenterne, - Koranen og Sunnah. Ingen af de retskafne Ulemah (lærde), som Ummah'en har fulgt har været imod Allahs Bog og Sunnah af Hans Sendebud. Ikke desto mindre er det faktisk muligt for disse Ulemah (lærde) at begå fejl, da mennesket er skabt svag, som Allah (swt) også siger: "... Og mennesket blev skabt svag." (4:28) 2 Derfor er mennesket svag i sin viden, samt forståelse. Som et resultat af menneskets svaghed, så vil der opstå fejl i nogle emner. Fejl begået af flertallet af Ulemah (lærde) er ikke i fundamenterne i denne Deen. Ibn Taymiyyah (rh) sagde: "... Mange af Mujtahidoon af Salaf og dem senere har sagt og udført gerninger, som er innovationer (Bidah). De kendte dog ikke til disse gerninger for at være innovationer (Bidah) på grund af de svage Ahadith, som de troede var Sahih eller deres forståelse af Koranen eller på grund af en udtalelse, de udøvede i et emne, som havde tekstuelle beviser, de ikke var klar over..." (Majmoo’ al-Fataawa (vol. 19, side 191) Følgende årsager er nogle af de oftest fundne årsager til uenigheder mellem Ulemah (lærde). 1. Beviserne har ikke været kendt for en Alim (lærd), som i sidste ende har ført til en fejl i sin dom. Beviser vedrørende et bestemt emne i Deen har muligvis ikke været tilgængelig for den lærd, om han så skulle være en af de fire store retsskoler eller nogen af de lærde, der fulgte efter dem, er ikke noget unikt for dem alene. Dette er også sket med profetens (saws) ledsagere selv. Dette kan ses i en Hadith fra Sahih Bukhari: "Umar ibn Al-Khattab (ra) rejste på et tidspunkt til Ash-Sham. Undervejs nævnte nogen til ham, at en pest var brudt derude. Så han stoppede og begyndte at søge råd fra hans ledsagere. Han søgte råd hos Muhaajiroon og Ansaar, hvilket resulterede i to holdninger. Den korrekte holdning var ifølge dem, at de ikke skulle rejse til Sham, men vende tilbage til Madinah. I løbet af denne forhandling og høring, vendte AbdurRahman ibn Awf, som var optaget og var derfor ikke i første omgang til stede, op og sagde: "Jeg har med mig en vis viden om dette emne. Jeg hørte Allahs sendebud sige: "Hvis du hører om det (dvs. en pest), at være i et land, lad vær med at tage derover, og hvis det bryder ud i et land, som du er i, forlad ikke stedet." (Sahih al-Bukhari, 3 4/452/nr. 679) Dette eksempel illustrerer, at profetens ledsagere, der levede i den tid af åbenbaringen ikke havde viden eller beviser vedrørende alt. Ovennævnte afgørelse givet af AbdurRahman ibn Awf (ra) var ikke kendt hos Umar ibn al-Khattab (ra), ej hos de store ledsagere af Muhaajiroon og Ansar. 2. Hadith'en er kendt for en Alim (lærd), men han betragter det som værende i modstrid med en stærkere Hadith. Igen kan vi se på et eksempel med profetens ledsagere. Fatimah, datter af Qays (ra) blev skilt fra sin mand for tredje og sidste gang. Han sørgede for hvede, som skulle sendes til hende, som et middel til næring i løbet af hendes venteperiode. Hun nægtede at acceptere det. De tog derefter deres sag op med profeten, hvorefter han meddelte hende, at hun i virkeligheden ikke havde nogen retskrav på vedligeholdelse eller plads. (Saheeh Muslim, 2/769-773) Umar ibn Al-Khattab (ra) var uvidende om denne Sunnah og mente, at kvinden i sådan en knibe var berettiget til vedligeholdelse og boligret. Han afviste ovennævnte Hadith på det grundlag, at hun måske havde glemt og sagde: "Skal vi til at forlade vor Herres udtalelser pga. en kvinde, når vi ikke ved, om hun har husket eller glemt?" Verset som Umar (ra) henviste til, er: "...Fordriv dem ikke fra deres huse. De skal ikke forlade disse, med mindre de har begået en åbenlyst skamløs handling..." (65: 1) De troendes leder havde ikke nogen tillid til ægtheden af dette stykke bevismateriale. Der er talrige eksempler på, hvor vi kan se, at nogle lærde betragtede en bestemt Hadith som autentisk, hvor de gav en dom i overensstemmelse med det. Mens andre så det, som værende svag og ikke vidste om det faktisk var berettet af profeten (saws) selv. 4 3. En Alim (lærd) kendte til en Hadith, men kunne ikke huske den. Hvor mange mennesker oplever vi ikke i dag, hvor en Hadith eller et vers fra Koranen er glemt. Selv profeten kunne glemme med Allahs (swt) tilladelse. Allah (swt) siger: "Vi vil lade dig læse op, og du vil ikke glemme, med mindre Allah vil det. Han ved, hvad der siges åbenlyst, og hvad der holdes skjult." (87:6-7) Allahs sendebud (saws) førte engang hans ledsagere i bønnen og havde glemt et vers. Ubayy ibn Ka'b (ra) var til stede sammen med ham, så da profeten var færdig med at bede og fik oplyst, at han havde glemt et vers, sagde han til Ubay: "Hvorfor påmindede du mig ikke om det?" (Sunan Abu Dawud og Musnad Imam Ahmad ibn Hanbal) Vi kan finde et andet eksempel med Umar ibn al-Khattab og Ammar ibn Yasir (ra), hvor Allahs Sendebud havde sendt dem ud. En morgen vågnede de begge op i en tilstand af Janabah under deres rejse. Ammar udøvet sin dømmekraft og troede at rense sig selv med jorden var det samme som vand. Så han rullede rundt på jorden, ligesom dyret ville med henblik på at dække sig med jorden, hvor han derefter udførte sin bøn. Umar bedte ikke. Da de nåede til profeten, meddelte han (saws) dem om den handling, de burde have foretaget sig: "Det ville have været nok for dig at gøre dette med dine hænder." Profeten ramte jorden med sine hænder én gang, tørrede sit venstre hånd oven på sin højre hånd, dernæst tørrede han sine håndflader og ansigt." (Sahih Bukhari, 1/208/nr. 343) Ammar plejede at relatere denne hændelse før og under Khilafah'en af Umar. En dag indkaldte Umar (ra) ham og sagde: "Hvad er det for en Hadith, som du altid fortæller om?" Efter Ammar informerede ham om hændelsen, kunne Umar ikke huske det og sagde: "Frygt Allah, åh Ammar", Ammar sagde til ham: "Hvis du ønsker det, da Allah har gjort det bindende for mig at adlyde dig, vil jeg stoppe med at fortælle denne hændelse." Umar svarede: "Vi forlader dig til det, som du har vedtaget", dvs relatere det til de andre. Derfor ser vi, at Umar havde glemt, at profeten (saws) havde gjort det tilladt Tayammum (tør afvaskning) til en i Janabah, ligesom det er tilladt for dem, der er i den tilstand af mindre besmittelse. Det punkt, der skal pointeres her er at en Alim 5 (lærd) kan glemme og derfor kan give en forkert dom, som han er undskyldt for. Men dem, som er bekendte med beviserne kan ikke undskyldes. 4. En Alim (lærd) er klar over beviserne, men forstår det forkert. Et eksempel fra Sunnah til at støtte dette punkt op med, er en episode, hvor profetens (saws) ledsagere blev uenige med hinanden på deres vej til en kamp. Allahs sendebud beordrede sine ledsagere til at tage til Banu Quraydhah og sagde: "Ingen af jer skal bede Asr undtagen ved Banu Qurayhdah." (Sahih Bukhari, 2/34) Ledsagerne forstod denne ordre forskelligt, hvori nogle mente, at Allahs sendebud mente, at de skulle skynde sig derover, så når tiden for Asr bønnen ankom, ville de allerede være ved Banu Quraydhah. Da tiden for Asr kom samtidig med, at de stadig var på vej, bad de og ville ikke udskyde den. De andre ledsagere forstod Allahs sendebuds ordre på den måde, at de ikke skulle bede Asr indtil de var nået til Banu Quraydhah. Derfor udskød de deres bøn, indtil de nåede til Banu Quraydhah, og bad derfor uden for dens tid. Denne Hadith er et grundlæggende bevis for ikke at irettesætte en Mujtahid, der falder ind i fejl, når han udøver sin dom. Dette er kun tilfældet, når visse betingelser er opfyldt. Nogle af dem er følgende: For det første er den person, der udfører Ijtihaad kvalificeret til at gøre det. For det andet, emnet hvor han fejler er åben for Ijtihaad. For det tredje, skal den person prøve sit yderste i forsøget på at nå frem til den korrekte afgørelse. Desuden skal personen have en vis form for bevis, som han bruger til at retfærdiggøre sin stilling. Allahs budbringer sagde: "Hvis en dommer giver en dom på Ijtihaad og den er korrekt, vil han få to belønninger og hvis han udfører Ijtihaad og fejler i sin dom, så sikrer han sig en belønning." (Sahih Bukhari, Muslim og andre) 6 Så det er kun, når de tidligere nævnte betingelser er opfyldt, at denne Hadith kan få virkning. Dette er en yderst vigtig sag relateret til "uenighed blandt de lærde", som nævnes af en række lærde, såsom Ash-Shaatibi, Al-Khataabi, Ibn Taymiyyah og andre. I eksemplet med Banu Quraydhah, er den korrekte position med dem, der bad til tiden. Dette skyldes, at de tekster, der gør bønnerne på deres erklærede tidspunkter obligatoriske, er klare og entydige, hvorimod denne Hadith er en tvetydigt tekst. Derfor, den korrekte metode bør vedtages i sådanne omstændigheder, hvor man henviser til disse tekster, der er svage og tvetydige tilbage til dem, der er klare og entydige. 5. En Alim (lærd) er bekendt med en Hadith, men den er i virkeligheden ophævet. I starten af profetens (saws) tid ville den bedende person sætte sine hænder sammen og placere dem mellem knæene. Imidlertid blev dette senere ophævet og den nye måde var, at man skulle placere sine hænder på ens knæ. (Sahih Bukhari) Al-Qamah og Al-Aswad (rh), to berømte lærde fra Tabieen var blandt Ibn Masoud's elever, de bad ved hans side, hvor de satte deres hænder på dere knæ. Han (ra) forbød dem og beordrede dem til at gøre, som han gjorde. Dette er fordi Ibn Masoud ikke vidste om selve ophævelsen. Derfor kan en Alim (lærd), som bevis anvende en Hadith, der er autentisk, hvori dets betydning også forstås korrekt, men dog ikke kende til dens ophævelse. 6. En Alim (lærd) er klar over beviserne, men han ser det i modstrid til en stærkere bevis. Vi hører ofte folk mene, at der er bred enighed om de lærde om et bestemt emne. Et eksempel på dette er, at en gruppe fortalte at der var enighed fra de lærde om accepten af en slaves vidne, mens andre rapporterede at der var enighed om afvisning af en slaves vidnesbyrd. I sådan et tilfælde går man efter det stærkeste bevis. Ibn Abbas (ra) havde f.eks. den opfattelse at Riba (renter) kun skete i An-Nasee'ah, mens alle de andre lærde efter ham, var alle enige om, at Riba er af to typer: Al-Fadl og An-Nasee'ah (kan læses mere om i Fiqh bøgerne). 7 7. En Alim (lærd) kan give en dom baseret på en Hadith, som han anser for at være autentisk (Sahih), mens andre ser den som værende svag (Da'if). En svag Hadith er ikke en sand udtalelse eller handling af profeten, og kan ikke bruges til at bevise noget som helst i Islam. I en Hadith indsamlet af Abu Dawud, hvorved Hafs ibn Ghayyaath berettet fra AbdurRahmaan ibn Ishaq, hvor Ali ibn Abi Talib skulle have sagt: "Sunnah placering af hænderne i Salah er at placere den ene hånd over den anden under navlen." Denne Hadith er klassificeret som svag, da Abdur-Rahmaan var en kendt løgner. I en anden Hadith fra Abu Dawud og som de andre lærde i Hadith har klassificeret som autentisk, er berettet af Taawoos (rh), at "Allahs Sendebud plejede at lægge sin højre hånd på hans venstre hånd og placere dem på hans bryst, når han var i Salah." Et andet eksempel er uenighederne vedrørende Salahtul Tasbeeh. Mens nogle lærde ser det som lovgivet og forsvarligt, mens andre anser Hadith'en for svag. Shaykh'ulIslam Ibn Taymiyyah (rh) sagde: "Denne Hadith er en løgn om profeten." (for mere viden se Majmoo‘ al-Fataawa 11/579) Hvis udtalelse skal vi følge? Det er obligatorisk for en muslim at undersøge den korrekte mening. Ligesom en person, der er syg, ville vedkommende søge efter den mest kompetente person indenfor medicin, hvor det samme gælder her. Viden er et middel imod alle disse sygdomme. Det er ikke en betingelse, at du tager alle dine domme fra den mest vidende person af din tid. Dette skyldes ikke at enhver vidende person altid har den rigtige mening. Dette udsagn kan også understøttes af det faktum, at der på tidspunktet for Sahaba'erne, ville være folk der spurgte en, der var mindre vidende end andre, der også var til stede. I det mindste bør en muslim referere tilbage til dem, som han mener at være den mest kompetente i hans Deen og viden - en der refererer tilbage til Koranen og autentiske Sunnah. 8 Fordi der er en forskel på et bestemt emne, f.eks med hensyn til forbuddet mod noget, så bliver det ikke tilladt af afvise hvad Sunnah'en fortæller. Hvis vi skulle acceptere dette, så ville vi erklære Riba, ulovlige ægteskaber, som mut'ah tilladte, samt visse berusende drikke, kun fordi nogle Ulemah (lærde) fra Ummah'en afveg i disse emner. Allah (swt) siger: "I, som tror! Adlyd Allah! Adlyd Udsendingen og dem blandt jer, der har myndighed! Hvis I strides om noget, så fremlæg det for Allah og Udsendingen, hvis I da tror på Allah og den yderste dag! Dette er bedre og giver det smukkeste udfald." (4: 59) Lad os slutte af med at citere nogle udtalelser fra de fire store Imam'er: 1. Imam Abu Hanifah (rh): "Hvis en Hadith er Sahih, så er det min madhhab." (Ibn Aabideen in al-Haashiyah (1/63 og andre) "Det er ikke tilladt for nogen at acceptere vores synspunkter, hvis de ikke ved, hvor vi fik dem fra." (Ibn al-Qayyim in I’laam al-Mooqi’een (2/309)) 2. Imam Malik ibn Anas (rh): "Sandelig, jeg er kun et meneske. Jeg laver fejl (undertiden) og jeg retter mig op (undertiden). Derfor kig på min udtalelse: alt, der er enig med bogen og Sunnah, accepter det, og alt, hvad der ikke er enig med bogen og Sunnah, ignorer det." (Ibn ‘Abdul Barr in Jaami’ Bayaan al-‘Ilm (2/132)) "Alle efter profeten (saws) vil have hans ord accepteret og afvist, undtagen profeten (saws)." (Ibn Hazm i Usool al-Ahkaam (6/145,179)) 3. Imam Shaafi'i (rh): "Hvis du finder i mine skrifter noget andet end hvad budbringeren fra Allah (swt) har bragt, så tal på grundlag af budbringeren fra Allah (swt), og lad det, jeg har sagt." 9 (Khateeb in Al-Ihtijaaj bi ash-Saafi’i (8/2)) "Når en Hadith er fundet til at være Sahih, så er det min madhhab." (Nawawi in AlMajmoo’ (1/63)) 4. Imam Ahmad ibn Hanbal (rh): "Følg ikke min mening hverken Maalik, Shaafi'i, Awzaa'i eller Thawri, men tag derfra hvor de tog det fra." (Ibn al-Qayyim in I’laam (2/302)) Derfor reflektere over disse ord mine brødre og søstre i Islam. Følg det, som vi altid er blevet beordret til at følge nemlig Koranen og Sunnah med Sahaba'ernes forståelse. 10