BARNET
af Poul-Henrik Trampe
Gerne hende, tænkte han. Meget gerne. Men ungen.
Barnet var heldigvis allerede lagt i seng i værelset ved siden
af. Godt i det mindste at små børn har en anstændig sengetid,
ikke mere vrøvl med mad som ikke blir spist og lege som skal
leges.
Jeg egner mig ikke til at være far, tænkte han. Måske hvis
det var mit eget barn, men en anden mands, nej. Nej.
- Vi! du have en øl? sagde hun. Han prøver at være tålmo
dig med barnet, men ikke tålmodig nok. Blir alt for let irriteret.
Som om et fireårs barn skulle kunne være logisk. Men han
prøver.
- Ja tak, sagde han. Han sad stadig og betragtede skjolden
på sine bukser, som om det var med vilje barnet havde spildt
på dem.
116
IlEK
ONF~
Hu n var slet ikke sikker på, at det ville gå. Selvom de elskede
hinanden. Hun havde jo barnet, det måtte være d e t vigtigste.
Og gå forud.
Hun tog en slurk af hans glas. Ingen af dem sagde noge t.
Men man skal jo også kunne tie sammen.
Hvis det skal være, tænkte hun, så skal det snart være. Hun
er snart så gammel at hun begynder at forstå. Og når hun
kommer i skole og de alle sammen h ar fædre derhenne.
- Er det dig der har lært hende at kalde mig far? spurgte
han. Er det ikke lidt pjattet? Jeg e r jo ikke hendes far.
- Hvis vi, begyndte hun. Jeg mener, det er vel mege t natur
ligt for et lille barn at kalde sin mors mand for far, ikke? Og vi
gifter os jo, ikke? Vil du hellere have hun kalder dig ved for
navn?
- Han sagde han var ligeglad. Tænk hvor lidt der er i sådan
en flaske.
De kunn e ikke engang gå i biografen, hvis den skide unge
skulle vågne og savne noget.
Hun lagde sig ned på sofaen, med hovedet på hans arm. Så
ham op i ansigtet.
- Er der noget i vejen?
Han kyssede hende på næse n og sagde, det var der ikke.
Hvad skulle der være?
- Hvornår synes du vi skal gifte os?
Han var lige ved at sige: Når barnet er gammelt nok til at
flytte hjemme fra. Hun så opmærksomt på ham.
- Snart, sagde han. Ikke?
Hun nikkede.
- Elsker du mig?
- Ja.
- Det gør ikke noget - jeg mener, du e r ikke bange for at
gifte dig med mig, fordi jeg har et barn?
- Vrøvl.
Hun sukkede, rejs te sig op til siddende stilling.
- Skal jeg lave e n kop kaffe? Er du sulten? En os temad?
- Bare kaffe.
Han så e fter hende, da hun gik ud. Dejlig pige, pragtfuld.
Helt igennem. Fandens også med den unge.
- J eg vil have giner fo r vinduerne, råbte hun ude fra køkke
net. Hun kravler omkring alle steder, når jeg ikke ser det. Hun
kunne sagtens finde på at lukke e t vindu e o p og falde ud .
,J~ W:., c.) N L R
117
Fra fjerde sal, tænkte han.
- Synes du ikke også?
- Selvfølgelig. Hvis du tror hun kunne finde på det?
Hun kom ind og stod i døråbningen.
- I går fandt hun på det! sagde hun. Hun var helt oppe i
vindueskarmen og havde fat i hasperne. Jeg tør slet ikke lade
hende være alene i stuen mere.
Han nikkede.
- Bare du lægger hende i seng før du går, sagde hun. Der er
aldrig noget vrøvl med hende når hun skal sove middagssøvn.
Jeg er hjemme igen før hun plejer at vågne.
Hun kyssede pigen farvel. Barnet var meget optaget af sine
farveblyan ter.
- Du går pænt i seng når far siger du skal, ikke skat?
Hun så undskyldende op på ham, men han smilede bare.
Godt han ikke tog det så højtideligt med hvad han blev kaldt,
længere.
- Hvor gik mor hen? spurgte pigen.
- I byen.
- Skal du lægge mig i seng?
- Ja. Har du noget imod det?
Barnet så gnavent ud.
- Skal det være lige nu? sagde hun.
- Vi kan godt vente lidt.
Han åbnede et vindue og lænede sig ud. Det var dejlig
mildt i vejret, forår. Han indåndede dybt.
- Må jeg komme op og se ud? vrælede barnet.
- Det må du godt.
Han løftede barnet op og satte det i vindueskarmen, holdt
det fast i skuldrene. Begejstret dinglede det med benene ud i
luften.
- Du er flink! Mor vil aldrig lade mig. Jeg må aldrig noget.
De stod et øjeblik i tavshed, manden og barnet.
- Skal jeg allerede ind? sagde barnet ærgerligt, uden at han
havde gjort noget som helst der kunne tydes i den retning.
- Jeg skal gå, sagde han. Og du skal i seng.
- Jeg kan godt selv gå i seng, sagde barnet. Spørg bare mor.
Jeg kan selv!
Han kunne mærke sit hjerte hamre. Men hans stemme var
rolig og imødekommende, syntes han selv. Pædagogisk.
118
PF~SON[R
- Hvis du lover mig at være flink og gå i seng selv - så må du
have lov til at blive siddende lidt. Men kun fem minutter, er du
med. Kun et øjeblik. Så går du i seng. Ellers blir mor vred.
Barnet samtykkede begejstret.
Det sad henrykt sparkende med fødderne uden at se i hans
retning, da han gik. Trækken fik døren til at smække efter
ham.
Da han gik på fortovet så han ikke op.
P"RSONER
119