Information til brug for valg af skattekort I forbindelse med udbetaling af løn fra Bruger – Hjælper Formidlingen (BHF), skal vi indeholde skat, men det er dig der vælger, hvilket skattekort, vi skal anvende. Før du vælger skattekort, bør du læse følgende information. Hvis du vælger forkert skattekort, kan det årlige regnskab med SKAT blive en kedelig oplevelse. Det gælder især den situation, hvor årsopgørelsen viser, at du skal betale skat tilbage (restskat). Det kan løbe op i store beløb og for mange gælder det, at de ikke har været klar over, at de ville havne i den situation. Denne information er blandt andet udarbejdet for at imødegå at der opstår restskat. Skattekort er en fælles betegnelse for skattekorttyperne hovedkort, frikort og bikort. Hvis man vælger hoved/frikort gælder, at man enten får et hovedkort eller et frikort. En særlig form for hovedkort, er det såkaldte bruttotrækkort. Dine skatteoplysninger fremgår af din forskudsopgørelse for det pågældende skatteår. Hvis du ikke foretager valg af skattekort, anvender vi automatisk dit bikort. OM HOVEDKORT Hovedkortet indeholder et fradrag, som anvendes ved hver lønudbetaling. Udbetaling af løn fra BHF foregår månedsvis, hvorfor hovedkortets fradrag pr. måned anvendes. Fradraget trækkes fra din indkomst før der beregnes skat, hvorefter der beregnes skat med den trækprocent, der står på hovedkortet. Hvis du samtidig med udbetaling af løn fra BHF får udbetalt løn, SU eller anden skattepligtig ydelse fra andre udbetalere, er det vigtigt, at du kun anvender hovedkortet hos enten BHF eller en af en af de andre udbetalere. Altså anvend kun hovedkortet hos én udbetaler for samme lønperiode. Bruges hovedkortet af flere udbetalere for samme lønperiode, bruger du fradraget mere end en gang, hvilket betyder, at du kommer til at betale for lidt i skat. Årsopgørelsen vil komme ud med restskat, som skal indbetales til skat. Der kan være tale om store beløb. OM FRIKORT Frikortet indeholder et beløb for a-indkomst uden skattetræk, samt en trækprocent. Der beregnes først skat med trækprocenten i den lønperiode, hvor din samlede indkomst overskrider beløbet på frikortet. Med samlet indkomst forstås indkomst fra alle udbetalere, der udbetaler løn, SU eller anden skattepligtig ydelse. Afhængig af din periodevise indkomst kan der således blive udbetalt løn for flere lønperioder, før der bliver trukket skat. OM BRUTTOTRÆKKORT For ansatte med flere samtidige ansættelsesforhold, som ikke kan få udnyttet det periodevise fradrag fuldt ud hos nogen af udbetalerne, vil det være hensigtsmæssigt at få udstedt et såkaldt bruttotrækkort. Bemærk, at du hos BHF kan få udbetalt løn på mere end et medarbejdernummer og herved alene hos BHF have flere selvstændige ansættelsesforhold, hvor du ikke kan udnytte dit fradrag fuldt ud. Et bruttotrækkort vil også her være et godt alternativ til det ”normale hovedkort”. Et bruttotrækkort erstatter hovedkortet og indeholder kun en trækprocent, som til gengæld er lavere end sædvanlig, idet dit fradrag udnyttes ved at sætte trækprocenten ned. Bruttotrækkortet skal så anvendes af alle udbetalere. Hvis du skal have udstedt et bruttotrækkort, skal du kontakte SKAT på telefon 72 22 18 18. Når du henvender dig til SKAT for at få udstedt et bruttotrækkort, vil det lette ekspeditionen, hvis du på forhånd har gjort din forventede årsindkomst op så præcist som muligt. OM BIKORT Et bikort indeholder kun en trækprocent og skal anvendes for alle andre udbetalere end den, der anvender hovedkortet. Der beregnes skat af din løn med trækprocenten. Hvis du bruger dit hovedkort hos en anden udbetaler end BHF, skal du altid vælge bikort hos os. Hvis du ikke foretager valg af skattekort, anvender vi automatisk dit bikort. OM FORHØJELSE AF TRÆKPROCENTEN For alle skattekorttyper gælder, at du kan vælge at forhøje trækprocenten. Du kan til enhver tid vælge at trække forhøjelsen af trækprocenten tilbage. Du kan kun forhøje trækprocenten en gang pr. skatteår. SÅDAN VÆLGER DU SKATTEKORT HOS BHF Du vælger skattekort via vores hjemmeside www.formidlingen.dk, hvor du logger ind på ”MIN SIDE”, trykker på menupunktet ”Personlige indstillinger” og herefter ”rediger oplysninger”. Ud for teksten ”Skattekort” vælger du Hovedkort/frikort eller bikort. HUSK at trykke på Gem-knappen. Lønafdelingen modtager automatisk en mail på dit valg. Hvis du ikke foretager valg af skattekort, anvender vi automatisk dit bikort. OM ÆNDRING AF DIT VALG AF SKATTEKORT HOS BHF Du kan til enhver tid ændre dit valg af skattekort. Men du skal være opmærksom på, at ændringer foretaget på vores hjemmeside efter den 12. i hver måned først får virkning fra lønudbetalingen i måneden efter. Du ændrer dit valg af skattekort på samme måde som beskrevet i afsnittet ” SÅDAN VÆLGER DU SKATTEKORT HOS BHF”. HAR DU BRUG FOR HJÆLP Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte lønafdelingen på telefon 36 34 79 00.
© Copyright 2024